Harry Potter og dødsregalierne by Joanne K. Rowling (z-lib.org)

Формат документа: pdf
Размер документа: 1.75 Мб




Прямая ссылка будет доступна
примерно через: 45 сек.



  • Сообщить о нарушении / Abuse
    Все документы на сайте взяты из открытых источников, которые размещаются пользователями. Приносим свои глубочайшие извинения, если Ваш документ был опубликован без Вашего на то согласия.

Kapitel 01 -Mørkets Herre rejser sig
De to mænd dukkede frem af den tomme luft, et lille stykke fra hinanden på den smalle,
månebelyste vej. I nogle sekunder stod de ubevægelige, hver med sin tryllestav rettet mod
den andens bryst. Så genkendte de hinanden og gemte deres tryllestave væk under
kapperne, før de raske skridt fulgtes i samme retning.
”Hvad nyt?” spurgte den højeste af dem.
”Det bedst tænkelige,” svarede Severus Snape.
Vejen var på venstre hånd flankeret af vildtvoksende buskads, mens der på højre side
stod en høj, velplejet hæk. Mændenes lange kapper flaprede om deres ankler, idet de
marcherede af sted.
”Jeg regnede med, at jeg måske ville komme for sent,” sagde Yaxley, hvis grove ansigt
skiftevis blev sløret af skygge og oplyst af m ånen i takt med, at han bevægede sig frem
under træernes overhængende grene. ”Det vil vise sig at vær én smule mere vanskeligt, end
jeg forventede. Men jeg håber, at han vil være tilfreds. Du lader til at være sikker på at blive
vel modtaget?”
Snape nikke de, men uddybede ikke. De drejede til højre, væk fra den smalle vej og ind
ad en bred indkørsel. Den høje hæk slog også et sving på dette sted og fortsatte langt videre
på den anden side af en imponerende smedejernslåge, der blokerede vejen for de to mænd.
De lod sig imidlertid ikke standse; begge hævede i tavshed deres venstre arm i en slags
hilsen og passerede direkte igennem det mørke metal, som var det røg.
Lyden af mændenes skridt blev dæmpet af takshækken. Der var en puslende lyd et sted
til højre fo r dem. Yaxley trak igen sin tryllestav og pegede hen over hovedet på sin
følgesvend, men lyden viste sig blot at stamme fra en snehvid påfugl, der sad majestætisk
og hvilede på toppen af hækken.
”Han forstår virkelig at indrette sig, den gode Lucius. Påfu gle…” Yaxley stak sin
tryllestav af vejen under sin kappe med et fnys.
En smuk herregård kom til syne i mørket for enden af den lange, lige indkørsel. Lys
glimtede i hovedbygningens småsprossede ruder. Et sted i den mørke have, på den anden
side af hækken , hørtes et springvands sprøde plasken. Gruset knasede under deres fødder,
da Snape og Yaxley hastede mod hoveddøren, der svingede op, idet de nærmede sig,
selvom ingen synlig hånd havde åbnet den.
Den store hall var kun svagt oplyst. Et overdådigt, kostb art tæppe dækkede det meste af
stengulvet. Fra væggene fulgte øjnene i portrætternes blege ansigter Snape og Yaxley, da de
skridtede forbi. De to mænd standede foran en svær trædør, der ledte ind til det næste
rum. De tøvede i brøkdelen af et sekund, og så tog Snape fat om bronzedørgrebet.
Dagligstue var fuld af tavse folk, der sad omkring et langt, ornamenteret bord. Rummets
øvrige møblement var skødesløst blevet skubbet helt ind til væggene. Belysningen herinde
kom kun fra den buldrende ild i kaminen. Ov er den var der en smuk marmorkaminhylde
med et spejl i gylden ramme. Snape og Yaxley tøvede et øjeblik på dørtærsklen. Da deres
øjne vænnede sig til dunkelheden, blev deres blikke fanget af et sælsomt skue i
forsamlingens midte: En tilsyneladende bevidstlø s menneskeskikkelse hang over bordet
med hovedet nedad, langsomt drejende som ophængt i et usynligt reb, reflekteret i spejlet
og nede i bordets blankpolerede overflade.
Ingen af personerne, der sad omkring bordet under dette usædvanlige tableau, så op på
det, bortset fra en bleg ung mand, hvis plads var næsten direkte under den livløse
skikkelse. Han kunne ikke lade være med at kigge op nu og da.
”Yaxley. Snape,” sagde en høj, klar stemme fra bordenden. ”I var nær kommet for sent.”
Den talende sad direk te foran kaminen, og derfor havde de nyankomne til at begynde
med svært ved at skelne andet end hans silhuet. Men da de trådte nærmere, skinnede hans

ansigt gennem dunkelheden, hårløst og slangeagtigt med sprækker i stedet for næsebor og
lysende røde øjne med aflange, smalle pupiller. Han var så bleg, at det så ud, som om der
udgik et perlehvidt skær fra ham.
”Severus, her,” sagde Voldemort og gjorde en gestus mod stolen på sin højre side.
”Yaxley – ved siden af Dolohov.”
De to mænd tog deres anviste plad ser. De fleste blikke omkring bordet fulgte Snape, og
det var ham, Voldemort først talte til.
”Nå?”
”Herre, Fønixordenen planlægger at flytte Harry Potter fra hans nuværende sikre
opholdssted. Det sker næste lørdag ved mørkets frembrud.”
Interessen omkr ing bordet blev mærkbart skærpet. Nogle stivnede, andre rumsterede,
og alle stirrede på Snape og Voldemort.
”Lørdag … ved mørkets frembrud,” gentog Voldemort. Hans røde øjne stirrede ind i
Snapes sorte med en glød så stærk, at nogle af de omkringsiddende måtte se bort,
tilsyneladende angste for, at de selv risikerede at blive brændt af blikkets flammende
raseri. Men Snape gengældte roligt Voldemorts blik, og efter et øjeblik krusede Voldemorts
læbeløse mund sig i noget, der kunne ligne et smil.
”Godt. Udm ærket. Og denne information kommer fra?”
”Fra den kilde, vi har talt om,” sagde Snape.
”Herre.”
Yaxley lænede sig frem for at se ned over det lange bord mod Voldemort og Snape. Alle
ansigter drejede sig mod ham.
”Herre, jeg har hørt noget andet.”
Yaxley ventede, men da Voldemort intet sagde, fortsatte han: ”Auroren Dawlish har
ladet det sive, at Potter ikke vil blive flyttet før den tredivte, natten før drengen bliver
sytten.”
Snape smilede.
”Min kilde fortæller mig, at der er planer om at lægge falske spor ud; det må være dette.
Der er uden tvivl blevet lagt en Confundusbesværgelse på Dawlish, og det ville ikke være
første gang. Han er kendt for at være modtagelig.”
”Jeg forsikrer dig, Herre, Dawlish virkede ganske sikker,” sagde Yaxley.
”Natur ligvis virkede han sikker, hvis hans erindring er underlagt en Confundus,” sagde
Snape. ”Jeg forsikrer dig, Yaxley, at Aurorkontoteret ikke længere vil spille nogen rolle i
beskyttelsen af Harry Potter. Ordenen mener, at vi har infiltreret Ministeriet.”
”Så har Ordenen da endelig fået fat i noget rigtigt, hva’?” bemærkede en lavstammet
mand, der sad et par pladser fra Yaxley; han udstødte en hæs klukken, der bredte sig
blandt de andre omkring bordet.
Voldemort lo ikke. Hans blik vandrede opad mod skikkels en, der langsomt drejede sig
deroppe, og han lod til at fortabe sig i sine egne tanker.
”Herre,” fortsatte Yaxley. ”Dawlish mener, at et helt hold Aurorer vil blive sendt ud for
at overflytte drengen …”
Voldemort hævede en stor, hvid hånd, og Yaxley hold t omgående inde og måtte bittert
se til, da Voldemort igen vendte sig mod Snape.
”Hvor vil de skjule drengen henne?”
”I et af Ordensmedlemmernes hjem,” sagde Snape. ”Ifølge min kilde er stedet blevet
omsluttet af enhver tænkelig beskyttelse, som Ordenen og Ministeriet har været i stand til
at frembringe. Chancen for at få fat i ham, når han først er fremme, vil efter min smag være
minimal, Herre. Medmindre, naturligvis, at Ministeriet er faldet før næste lørdag, hvilket

kan give os mulighed for at opdage og ophæve tilstrækkeligt mange besværgelser til, at vi
kan bryde igennem resten.”
”Nå, Yaxley?” råbte Voldemort ned langs bordet; ilden skinnede underligt i hans røde
øjne. ”Vil Ministeriet være faldet inden næste lørdag?”
Endnu en gang drejede alle hove der. Yaxley rettede sine skuldre.
”Herre, jeg har gode nyheder, hvad det angår. Det er lykkedes mig under svære
vanskeligheder og store anstrengelser at lægge en Imperiusforbandelse over Pius
Thicknesse.”
Mange af de omkringsiddende så imponerede ud. Yax leys sidemand, Dolohov med det
lange, forvredne ansigt, klappede ham på skulderen.
”Det er da en start,” sagde Voldemort. ”Men Thicknesse er kun en enkelt mand. Jeg vil
have Scrimgeour omringet af vores folk, før jeg skrider til handling. Et forfejlet ans lag mod
ministerens liv vil sætte mine planer langt tilbage.”
”Ja, Herre, det sandt, men som chef for Afdelingen for Magiske Efterretninger har
Thicknesse regelmæssig kontakt med ikke blot ministeren selv, men også med cheferne for
de andre ministerielle afdelinger. Jeg vil mene, at vi med kontrollen over en så
højtrangerende embedsmand, lettere kan underlægge os de andre, så de alle kan
samarbejde om at sætte Scrimgeour ud af spillet.”
”Når bare ikke vores ven, Thicknesse, bliver opdaget, før han har omv endt resten,”
sagde Voldemort. ”Under alle omstændigheder er det højst usandsynligt, at Ministeriet er
mit før næste lørdag. Hvis vi ikke har mulighed for at røre drengen, når først han har nået
sit bestemmelsessted, må vi slå til, mens han er undervejs.”
”Der har vi også en fordel, Herre,” sagde Yaxley, der virkede opsat på at modtage en
smule anerkendelse. ”Vi har nu adskillige folk plantet i Afdelingen for Magisk Transport.
Hvis Potter spektraltransfererer eller bruger Susenetværket, vil vi omgående vid e det.”
”Han kommer ikke til at gøre brug af nogen af delene,” sagde Snape. ”Ordenen skyr
enhver transportform, der er kontrolleret eller reguleret af Ministeriet; de nærer mistro til
alt med ministeriel tilknytning.”
”Så meget desto bedre,” sagde Voldem ort. ”Så bliver han nødt til at bevæge sig ud i det
åbne. Meget lettere at få ram på.”
Voldemort så igen op på den langsomt drejende krop, idet han fortsatte: ”Jeg vil
personligt tage mig af drengen. Der har været for mange fejltagelser, hvad Harry Potter
angår, nogle af dem mine egne. At Potter lever, skyldes i højere grad mine fejl end hans
sejre.”
Selskabet omkring bordet så agtpågivende på Voldemort, og det var tydeligt efter deres
ansigtsudtryk at dømme, at hver især var bange for at få skylden for H arry Potters fortsatte
eksistens. Men Voldemort lod nu mere til at tale til sig selv end til nogen af dem, mens
hans opmærksomhed fortsat var rettet mod den bevidstløse skikkelse over ham.
”Jeg har været skødesløs, og heldet og tilfældet har modarbejdet m ig; dette par kan
ødelægge selv de sindrigeste planer. Nu ved jeg bedre. Nu forstår jeg, hvad jeg ikke før
forstod. Jeg alene må være den, der dræber Harry Potter. Og sådan vil det blive.”
Ved disse ord, næsten som et svar på dem, hørtes et frygteligt lan gtrukkent klageskrig af
smerte og elendighed. Mange omkring bordet så forskrækket ned, for det var, som om
lyden kom fra et sted under deres fødder.
”Ormehale,” sagde Voldemort uden at ændre sit lavmælte, tankefulde tonefald og uden
at flytte sit blik fra den drejende krop over dem. ”Har jeg ikke talt med dig om at holde
vores fange i ro?”
”Jo, H -herre,” gispede en lille mand, der hidtil havde siddet så dybt nedsunket i sin stol
halvvejs nede langs bordet, at pladsen ved første øjekast så ud til at være l edig. Nu tumlede

han op fra sædet og hastede gennem rummet, idet han efterlod sig et besynderligt glimt af
sølv.
”Som jeg sagde,” fortsatte Voldemort og så atter rundt på sine tilhængeres anspændte
ansigter, ”forstår jeg nu alting bedre. For eksempel får jeg brug for at låne en tryllestav af
en af jer, før jeg drager ud og dræber Potter.”
Ansigterne omkring ham udtrykte nu rent chok. Han kunne lige så godt have forlangt, at
en af dem skulle låne ham sin arm.
”Ingen frivillige?” sagde Voldemort. ”Lad mig se … Lucius, jeg ser ikke længere nogen
grund til, at du skal besidde en tryllestav.”
Lucius Malfoy så op. Hans hud virkede gullig og voksagtig i skæret fra kaminilden, og
hans øjne var så indsunkne, at de henlå i skygge. Da han talte, lød hans stemme hæs .
”Herre?”
”Din tryllestav, Lucius. Jeg kræver din tryllestav.”
”Jeg …”
Malfoy skævede til sin hustru. Hun stirrede direkte frem for sig, bleg som sin mand og
med sit lange, lyse hår hængende ned ad ryggen, men under bordet lukkede hendes slanke
fingre sig kortvarigt om hans håndled. Ved hendes berøring stak Malfoy hånden ind under
sin kappe, fremdrog tryllestaven og rakte den til Voldemort, der holdt den op foran sine
røde øjne og undersøgte den nøje.
”Hvad er den lavet af?”
”Elm, Herre,” hviskede Ma lfoy.
”Og kernen?”
”Drage … dragehjertebånd.”
”Godt,” sagde Voldemort. Han trak sin egen tryllestav frem og sammenlignede længder.
Lucius Malfoy gjorde en uvilkårlig bevægelse; i brøkdelen af et sekund så det ud til, at
han forventede at modtage Voldem orts tryllestav i bytte for sin egen. Bevægelsen undgik
ikke Voldemorts opmærksomhed, og hans blik blev ondskabsfuldt spørgende.
”Give dig min tryllestav, Lucius? Min tryllestav?”
Nogle blandt de forsamlede udstødte en lavmælt, skadefro kluklatter.
”Jeg har givet dig din frihed, Lucius. Er det ikke nok for dig? Men jeg har bemærket, at
din familie virker mindre glad her på det sidste … hvad er der ved mit ophold i dit hjem,
som misfornøjer dig, Lucius?”
”Intet – intet, Herre!”
”Det er jo løgn, Lucius … ”
Det lød, som om den bløde stemme fortsatte i en langtrukken hvislen, længe efter at den
grusomme mund var holdt op med at bevæge sig. Et par af troldmændene kunne dårligt
undertrykke en skælven, da den hvislende lyd blev højere. Man kunne høre noget tun gt
komme krybende på gulvet under bordet.
Den enorme slange kom til syne og begyndte langsomt at sno sig op ad Voldemorts stol.
Den fortsatte opad og opad, indtil den endelig fandt sin plads omkring Voldemorts
skuldre; dens hals var på tykkelse med et men neskes lår, og dens øjne med de smalle,
lodrette pupiller blinkede ikke. Voldemort strøg åndsfraværende skabningen over det
skællede skind med sine lange fingre, mens han uafbrudt betragtede Lucius Malfoy.
”Hvorfor lader familien Malfoy til at være så uti lfreds med sin lod? Er min genkomst,
min opstigning mod magten, ikke netop opfyldelsen af det ønske, den har givet udtryk for
at have næret i så mange år?”
”Naturligvis, Herre,” sagde Lucius Malfoy. Hans hænder rystede, da han tørrede sveden
væk fra sin o verlæbe. ”Vi ønskede det – vi ønsker det.”

Til venstre for Malfoy nikkede hans hustru på en underlig stiv måde uden at se på
Voldemort og slangen. Til højre for ham kastede hans søn, Draco, der hidtil havde stirret
på den ubevægelige krop ovenover, et has tigt blik på Voldemort og skyndte sig at se væk
igen, dødsens angst for at få øjenkontakt med ham.
”Herre,” sagde en mørk kvinde midtfor; hendes stemme var anstrengt af
sindsbevægelse. ”Din tilstedeværelse her på vores slægtsgård er en ære. Der er ingen s tørre
glæde end at huse dig.”
Hun sad ved sin søsters side, så forskellig fra hende af udseende med sit mørke hår og
sine tunge øjenlåg, og så ulig hende i sin optræden; hvor Narcissa sad stiv og udeltagende,
lænede Bellatrix sig over mod Voldemort, fordi ord alene ikke var nok til at vise hendes
længsel efter hans nærhed.
”Ingen større glæde,” gentog Voldemort og lagde hovedet lidt på skrå, idet han
betragtede Bellatrix. ”Det betyder ikke så lidt at høre det fra dig, Bellatrix.”
Hun rødmede, og hendes ø jne fyldtes med henrykkelsens tårer.
”Herre, du ved, at jeg kun siger sandheden!”
”Ingen større glæde … selv ikke sammenlignet med den lykkelige begivenhed, jeg hører
fandt sted i din familie i denne uge?”
Hun stirrede på ham med halvt åben mund, tydeligvis forvirret.
”Jeg ved ikke, hvad du hentyder til, Herre?”
”Jeg taler om din niece, Bellatrix. Jeres niece, Lucius og Narcissa. Hun har netop ægtet
varulven, Remus Lupus. I må være meget stolte.”
Der udbrød hånlatter rundt om hele bordet. Mange lænede sig frem for at udveksle
skadefro blikke; nogle slog endda i bordet med deres knyttede næver. Den store slange, der
ikke brød sig om opstandelsen, åbnede sin mund på vid gab og hvæsede rasende, men
Dødsgardisterne ænsede det ikke i deres jublende fr yd over Bellatrix’ og familien Malfoys
ydmygelse. Bellatrix’ ansigt, der før havde rødmet af glæde, blev nu skæmmet af ildrøde
vredespletter.
”Hun er ikke længere vores niece, Herre,” skreg hun for at overdøve hånlatteren. ”Vi –
Narcissa og jeg – har ikke set vores søster, siden hun ægtede den Mudderblod. Deres
møgunge har intet med os at gøre og heller ikke den slags bæster, hun måtte vælge at gifte
sig med.”
”Hvad siger du, Draco?” spurgte Voldemort. Selvom hans tonefald var lavmælt, hørtes
hans stemme tydeligt gennem de hånlige tilråb og den ydmygende piften. ”Har du tænkte
dig at være babysitter for deres hvalpe?”
Morskaben nåede nye højder; Draco så skrækslagen hen på sin far, der stirrede ned på
sine hænder i skødet. Derefter vendte han hurtigt blik ket mod sin mor, der rystede
umærkeligt på hovedet, før hun fortsatte sin blinde stirren frem for sig mod væggen.
”Så er det nok,” sagde Voldemort og strøg sin hånd beroligende over den ophidsede
slange. ”Nok.”
Latteren forstummede omgående.
”Mange af v ore ældste slægter sygner hen med tiden,” sagde han, mens Bellatrix stirrede
åndeløst og bønfaldende på ham. ”I må beskære jeres stamtræ, ikke sandt? I må sørge for,
at det forbliver sundt. Bortskær de dele, der truer træets sundhed.”
”Ja, Herre,” hvisked e Bellatrix med øjne, der svømmede over af taknemmelighed. ”Ved
først givne lejlighed.”
”Den lejlighed skal du få,” sagde Voldemort.” Og som det sker i din familie, således skla
det også ske i resten af verden … vi vil bortskære den kræft, der inficerer o s, indtil der kun
er rent blod iblandt os …”

Voldemort hævede Lucius Malfoys tryllestav og rettede den direkte mod den langsomt
drejende skikkelse, der hang over bordet. Han gjorde en næsten umærkelig bevægelse mod
den, hvorefter skikkelsen blev bragt til bevidsthed, stønnede og kæmpende mod de
usynlige bånd.
”Genkender du vores gæst, Severus?” spurgte Voldemort.
Snape hævede sit blik mod det nedadhængende ansigt. Alle Dødsgardisterne kiggede nu
op på fangen, som om de endelig havde fået tilladelse til a t udvise nysgerrighed. Da hun
var drejet, så hendes ansigt vendte mod kaminilden, sagde kvinden med knækket,
skrækslagen stemme: ”Severus! Hjælp mig!”
”Åh, ja,” sagde Snape, mens fangen langsomt drejede sig bort fra ham igen.
”Og du, Draco?” spurgte Vold emort og strøg slangens snude med sin frie hånd. Draco
rystede stift på hovedet. Nu, da kvinden var vågnet, virkede han helt ude af stand til at se
på hende længere.
”Du ville heller aldrig have deltaget i hendes lektioner,” sagde Voldemort. ”For de af je r,
som ikke ved det, har vi i aften fået selskab af Charity Burbage, der indtil for nylig
underviste på Hogwarts skole for Heksekunster og Troldmandsskab.”
Der lød lavmælte, indforståede udbrud. En firskåren sammenfalden kvinde med spidse
tænder gnæggede:
”Javist … professor Burbage lærte børn af hekse og troldmænd alt om mugglere … om,
hvordan de ikke er så forskellige fra os …”
En Dødsgardist spyttede på gulvet. Charity Burbages ansigt var igen drejet mod Snape.
”Severus … jeg beder dig … jeg beder di g.”
”Stille,” sagde Voldemort og vippede umærkeligt med Malfoys tryllestav, så Charity
omgående blev tavs, som var hun kneblet. ”Da hun ikke var tilfreds med at korrumpere og
forgifte troldmandsbørns sind, skrev professor Burbage et lidenskabeligt forsvar for
alverdens Mudderblodsmennesker i Profettidende. Troldmænd, siger hun, må acceptere
disse parasitter, der nasser på vores viden og magi. At fuldblodsmagikere efterhånden er
en uddøende race, er efter professor Burbages mening en højst gunstig situation … hun
ligefrem ønsker, at vi parrer os med Mugglere … eller, utvivlsomt, med varulve …”
Denne gang var der ingen, som lo; vreden og foragten i Voldemorts stemme var ikke til
at tage fejl af. For tredje gang drejede Charity Burbages ansigt mod Snape. Tåre rne trillede
fra hendes øjne og ned i hendes hår. Snape gengældte ganske uanfægtet hendes blik, indtil
hendes ansigt langsomt drejede bort fra hans.
”Avada Kedavra.”
Et stærkt grønt glimt oplyste hvert hjørne af rummet. Charity faldt med et øredøvende
br ag ned på bordet under hende, det knirkede og knagede under det pludselige stød.
Adskillige Dødsgardister kastede sig tilbage i deres stole. Draco rykkede så hurtigt
baglæns, at han faldt ud af stolen og ned på gulvet.
”Så er der aftensmad, Nagini,” sagde Voldemort blidt, hvorefter den store slange svajede
og snoede sig fra hans skuldre ned mod den blankpolerede bordplade.

Kapitel 02 -In Memoriam
Harry blødte. Med sin venstre hånd knuget om sin højre skubbede han under lavmælte
eder og forbandelser døren til sit værelse op med skulderen. Der lød en knasen af knust
porcelæn; han havde trådt på en kop kold te, der havde stået på gulvet uden for hans dør.
”Hvad i …?”
Han så sig omkring; der var ingen på trappegangen i huset på Ligustervænget nummer
fire. Tekoppen var nok et af Dudleys forsøg på at lægge en snedig fælde. Mens han holdt
sin blødende hånd løftet, samlede Harry skårene op med den anden hånd og smed dem i
den allerede fulde papirkurv lige inden for sin dør. Så løb han ud på badeværelset for at
holde sin finger under hanen.
Det var dumt, meningsløst irriterende ud over enhver forstand, at han måtte afholde sig
fra at udføre magi i endnu fire dage … men han erkendte dog, at det grimme snitsår i hans
finger nok ville have overgået hans magiske evner. Han havde aldrig lært, hvordan man
heler sår, og nu, hvor han tænkte over det, syntes lige netop denne mangel i hans magiske
uddannelse at være en alvorlig hage – ikke mindst i lyset af hans aktuelle planer. Han
indskærpede sig selv, at han skulle bede Hermione om at forklare, hvordan den slags skulle
gøres, mens han brugte en hel bunke toiletpapir til at tørre den spildte te op, før han
vendte tilbage til sit værelse og smækkede døren efter sig.
Harry havde tilbragt morgenen med at tømme sin skole kuffert fuldstændig; det havde
han ikke gjort, siden han pakkede den for allerførst gang for seks år siden. Ved starten af
hvert skoleår havde han ladet det være nok med en hurtig gennemgang af de øverste tre
fjerdedele af indholdet, som han udskiftede ell er opdatere, mens det nederste lag – gamle
fjerpenne, tørrede billeøjne, sokker uden mage, der under alle omstændigheder var blevet
for små – fik lov at forblive urørt. For få minutter siden havde Harry stukket sin hånd ned i
kuffertens bundfald og følt en stikkende, svidende smerte i sin højre hånds ringfinger. Da
han trak hånden til sig, var den dækket af blod.
Nu gik han mere forsigtigt til værks. Han knælede ned ved siden af kufferten og famlede
rundt i bunden. Før han fik fat i den genstand, han havde skåret sig på, stødte han på et
gammelt emblem, der mat glimtende viste skiftevis STØT CEDRIC DIGGORY og POTTER
STINKER, et krakeleret, slidt Luskometer og en guldmedaljon, der gemte på en seddel
underskrevet R.A.B. Endelig opdagede han den skarpe kant, d er havde gjort så stor skade.
Han genkendte omgående genstanden, det var et to centimeter langt skår fra det
fortryllede spejl, som hans afdøde gudfar havde givet ham. Harry lagde det til side og følte
forsigtigt rundt i kuffertens hjørner efter resten, me n der var ikke andet tilbage af hans
gudfars sidste gave end pulveriseret glad, der dækkede det nederste lag bundfald som
glitrende støv.
Harry satte sig op og undersøge det skarpe skår, han havde skåret sig på, men han så
ikke andet end spejlbilledet af sine egne klare, grønne øjne. Så lagde han skåret oven på
morgenudgaven af Profettidende , der lå ulæst på sengen, hvorefter han gik til angreb på
resten af kuffertens bundfald for at dæmme op for de bitre minder og de stik af længsel og
sorg, spejlstumpen havde fremkaldt.
Det tog endnu en time at tømme kufferten fuldstændig, smide de ubrugelige sager ud og
sortere resten i bunker, alt efter om han troede, at han nogensinde ville få brug for dem
eller ej. Hans skolekapper og Quidditchkapper, kedel, pergamen t, fjerpenne og de fleste af
hans lærebøger var stablet i et hjørne, hvor han ville efterlade det hele. Han tænkte lidt på,
hvad hans tante og onkel mon ville gøre ved det; brænde det i nattens mulm og mørke,
sandsynligvis, som om det var beviser på en fry gtelig forbrydelse. Hans Mugglertøj,
usynlighedskappe, eliksirsæt, visse bøger, fotoalbummet, som Hagrid engang havde
foræret ham, en stak breve og hans tryllestav var pakket ned i en gammel rygsæk. I

forlommen havde han stukket Røverkortet og medaljonen, der indeholdt sedlen
underskrevet af R.A.B. Medaljonen havde fået ærespladsen, ikke fordi den var værdifuld –
egentlig var den værdiløs – men på grund af, hvad det havde kostet at få fat i den.
Tilbage var en betragtelig stak aviser, der lå på hans skrive bord ved siden af hans
snehvide ugle, Hedvig, en for hver dag, Harry havde tilbragt på Ligustervænget denne
sommer.
Han rejste sig fra gulvet, strakte sig og gik hen til sit skrivebord. Hedvig bevægede sig
ikke, da han begyndte at bladre gennem aviserne o g smide dem i affaldsbunken, en for en.
Uglen sov, eller lod som om. Hun var vred på Harry, fordi hun for tiden kun fik begrænset
tid uden for sit bur.
Da han var ved at være til bunds i avisbunken, begyndte Harry at sætte tempoet ned,
fordi han ledte eft er en bestemt udgave, som han huskede var kommet kort efter, at han
var vendt tilbage til Ligustervænget for sommeren. Han huskede, at det var nummeret med
en kort notits på forsiden om, at Charity Burbage, læreren i Mugglerstudier på Hogwarts,
havde taget sin afsked. Endelig fandt han den. Han bladrede om på side ti, lod sig dumpe
ned i sin skrivebordsstol og genlæste den artikel, han havde ledt efter.
MINDEORD FOR ALBUS DUMBLEDORE af Elphias Doge
Jeg mødte Albus Dumbledore som elleveårig på vores første dag på Hogwarts. Vores
gensidige sympati skyldtes utvivlsomt det faktum, at vi begge følte os uden for
fællesskabet. Jeg havde fået dragekopper kort før min ankomst til skolen, og selvom
sygdommen ikke længere var smitsom, var mit arrede ansigt og den grøn lige hudfarve
nok til at holde de fleste andre elever på afstand. Albus, for sin del, var kommet til
Hogwarts bebyrdet med et dårligt ry på grund af hans familie. Mindre end et år forinden
var hans far, Percival, blevet dømt for et brutalt og meget omtalt angreb på tre unge
Mugglere.
Albus forsøgte aldrig at benægte, at hans far (der senere døde i Azkaban) havde begået
forbrydelsen, tværtimod forsikrede han mig om, at han vidste, at hans far var skyldig, da
jeg endelig fik taget mod til mig og spurgt til sa gen. Men derudover nægtede Dumbledore
at tale om den triste affære, selvom mange forsøgte at få ham til det. der fandtes endog
dem, der ligefrem roste hans fars handling og gik ud fra, at Albus også måtte være
Muggler -hader. De kunne ikke have taget mere f ejl. Som enhver, der kendte Albus, vil
vide, udviste han aldrig den mindste uvilje mod Mugglere. Derimod fik han i de følgende
år en hel del fjender på grund af sin støtte til Muggleres rettigheder.
Der gik dog ikke mange måneder, før Albus’ eget gode ry o verskyggede hans fars dårlige.
Ved afslutningen af sit første skoleår var han ikke længere kendte som Muggler -haderens
søn, men som intet mindre end den dygtigste elev nogensinde set på skolen. De af os, som
var så heldige at høre til blandt hans venner, n ød godt af hans gode eksempel samt ikke
at forglemme hans hjælp og opmuntring, som han gavmildt delte ud af. Han betroede
mig senere i livet, at han allerede dengang vidste, at hans største glæde lå i at undervise.
Han ikke blot vandt fortjenstpræmie, skol en kunne tilbyde, han var også hurtigt i
regelmæssig kontakt med datidens mest agtværdige navne, inklusive Nicolas Flamel, den
berømte alkymist, Bathilda Bagshot, den velrenommerede historiker, og Adalbert
Waffling, den magiske teoretiker. Adskillige af ha ns afhandlinger fandt vej til lærde
publikationer såsom Tidens Trylletendenser, Grænsebrydende Fortryllelser og Eliksirer i
Praksis. Dumbledores fremtidige karriere lod til at kunne nå uanede højder, og det eneste
ubesvarede spørgsmål var, hvornår han vill e blive minister for magi. Selvom det i de
senere år tit og ofte blev forudsagt, at han var på nippet til at tage embedet, forblev han
uden ministerielle ambitioner.

Tre år efter, at vi var begyndt på Hogwarts, ankom Albus’ bror til skolen. De var
hinanden s modsætninger. Aberforth var ikke akademisk og foretrak, i modsætning til
Albus, at afgøre uenighed med en duel frem for en fornuftsbaseret diskussion. Det er dog
helt forkert at påstå, som nogen har gjort, at brødrene ikke var gode venner. De kom
godt ud af det med hinanden, så godt som to så forskellige drenge nu engang kan. For
ikke at gøre Aberforth uret skal det også understreges, at det ikke kan have været nogen
ubetinget behagelig oplevelse at leve i Albus’ skygge. At blive konstant overstrålet var et
af arbejdsvilkårene, når man var hans ven, og som hans bror kan det vilkår ikke have
været lettere at komme overens med.
Da Albus og jeg forlod Hogwarts, havde vi planlagt at foretage den traditionelle
verdensrundrejse sammen. Vi ville besøge og observe re udenlandsk trolddomskunst, før
vi påbegyndte en stræben efter vores respektive karrieremål. Men en tragisk hændelse
kom i vejen. Selv samme aften som vores rejse skulle begynde, døde Albus’ mor, Kendra,
og efterlod Albus som familiens overhoved og enest e forsørger. Jeg udsatte min afrejse
længe nok til at deltage i Kendras begravelse og tog derefter alene ud i verden. Uden
nogen stor formue og med en yngre bror og søster at tage sig af kunne der ikke længere
være tale om, at Albus fulgte med mig.
Det var den periode af vores liv, hvor vi havde mindst kontakt med hinanden. Jeg skrev
til Albus og beskrev – måske en smule ufølsomt af mig – de fantastiske oplevelser, jeg
havde på min rejse, lige fra en flugt fra Kimærerne i Grækenland til de egyptiske
alkymis ters eksperimenter. Han skrev til gengæld til mig og fortalte en smule om sit
hverdagsliv, hvilket jeg gættede mig til måtte være frustrerende trivielt for så
fremragende en troldmand. Opslugt som jeg var af mine egne oplevelser, blev jeg så
meget desto me re chokeret, da jeg nær afslutningen af min rejse til min gru hørte, at
endnu en tragedie havde ramt familien Dumbledore, nemlig hans søster Arianas død.
Selvom Ariana længe havde døjet med et skrøbeligt helbred, var chokket over hendes død,
så kort tid ef ter tabet af deres mor, knusende for begge brødre. Alle, som stod
Dumbledore nær, og jeg regner mig selv for en af de heldige, er enige om, at Arianas død
og den efterfølgende skyldfølelse, som Albus tyngede sig selv med (naturligvis helt og
aldeles uden r imelig årsag), mærkede ham for livet.
Jeg vendte hjem og mødte en mand, der havde gennemlevet et langt ældre menneskes
lidelser. Albus var mere reserveret end før, og ikke så sorgløs. Og i kølvandet på sorgen
skulle det vise sig, at Arianas død, frem for a t styrke båndene mellem Albus og Aberforth,
førte til fremmedgørelse. Med tiden blev distancen mellem dem dog mindsket, for i de
sidste år genetablerede de et, om ikke nært, så dog hjerteligt forhold til hinanden. Men
fra den tid talte Albus Dumbledore kun sjældent om sine forældre og Ariana. Vi, hans
venner, lærte ikke at nævne dem.
Andre skribenter vil nok beskrive de følgende års triumfer; Dumbledores utallige bidrag
til udviklingen af den magiske videnskab, inklusive hans opdagede af de tolv anvendelser
af drageblod, som vil komme generationer efter generationer til gode, samt ikke at
forglemme hans klogskab og dømmekraft fra tiden som Overheksemester i Højmagiratet.
Man taler stadig om, at ingen troldmandsduel nogensinde har overgået dysten mellem
Dumbl edore og Grindelwald i 1945. De, som bevidnede den, har skrevet om den rædsel og
ærefrygt, de følte ved at overvære disse to ekstraordinære troldmænd kæmpe.
Dumbledores triumf og dens konsekvenser for troldmandssamfundet regnes i magisk
historie for et ven depunkt, hvis betydning end ikke er overgået af indførelsen af Det
Internationale Hemmelighedsdekret eller Han -Som -Ikke -Må -Benævnes’ fald.
Albus Dumbledore var aldrig stolt eller forfængelig. Han kunne finde prisværdige træk i
enhver, uanset hvor tilsyneladende ubetydelig eller elendig man virkede, og jeg er

overbevist om, at de tab, han led i en ung alder, styrkede hans menneskelighed og
med følelse. Jeg vil savne hans venskab usigeligt, men mit personlige tab er intet mod det
tab, hele troldmandssamfundet lider ved hans bortgang. At han var den mest
inspirerende og højest elskede af alle Hogwarts’ rektorer, er indiskutabelt. Han døde,
som han levede, midt i sin kamp for en højere sag. Selv i sin sidste time var han lige så
villig til at række en hånd ud mod en lille dreng med dragekopper, som han var den dag,
jeg mødte ham.
Harry var færdig med at læse, men fortsatte med at stirre på billedet , der var sat ind
sammen med nekrologen. Dumbledore smilede sit sædvanlige venlige smil, men idet han
kiggede ud over kanten af sine halvbriller, gav han et tydeligt indtryk, selvom billedet kun
var tryksværte, af at gennemskue Harry, hvis sørgmodighed nu blev blandet med en følelse
af skam.
Han havde troet, at han kendte Dumbledore ganske godt, men nu, efter at have læst
nekrologen, måtte han modvilligt erkende, at han vel næppe kunne påstå overhovedet at
have kendt ham rigtigt. Ikke en eneste gang havde han skænket Dumbledores barndom
eller ungdom en tanke; det var, som om han kun havde eksisteret fra det tidspunkt, hvor
Harry mødte ham første gang, ærværdig, sølvgrånende og gammel. Tanken om teenage -
Dumbledore var simpelthen besynderlig; det var som at f orestille sig en ubegavet
Hermione eller en kælen Futskolopender.
Han havde aldrig overvejet at spørge Dumbledore om hans fortid. Det ville
sandsynligvis også have føltes meget mærkeligt, endda uforskammet, hvis han havde gjort
det, men det havde trods al t været almindelig kendt, at Dumbledore havde deltaget i den
legendariske duel med Grindelwald, og Harry havde aldrig så meget som tænkt på at
spørge Dumbledore, hvordan det havde været, ej heller havde han tænkt på at spørge til sin
rektors andre berømte præstationer. Nej, de havde altid talt om Harry, Harrys fortid,
Harrys fremtid, Harrys planer … og det dæmrede for Harry, at selvom hans fremtid var så
farefuld og usikker, havde han forsømt at bede Dumbledore om at fortælle mere om sig
selv – den ene gang , han havde stillet sin rektor et personligt spørgsmål, mistænkte han
Dumbledore for ikke at have svaret sandfærdigt:
”Hvad ser du, når du stiller dig foran Spejlet?”
”Jeg? Jeg ser mig selv med et par tykke uldsokker i hånden.”
Efter flere minutters tan kefuldhed rev Harry nekrologen ud af Profettidende , foldede
den omhyggeligt sammen og stak den ind i første bind af Praktisk Forsvarsmagi og
hvordan man bruger det mod Mørkets Kræfter. Så smed han de resterende aviser over i
affaldsbunken og vendte sig om at for at kaste et blik ud over sit værelse. Nu var her
ryddeligt. De eneste ting, som ikke lå på rette plads, var dagens udgave af Profettidende ,
som stadig lå på sengen, og oven på den det lille skår af spejlglas.
Harry gik derhen, tog skåret op og fold ede avisen ud. Han havde kun lige kastet et
enkelt blik på forsidens overskrift, da han havde modtaget den sammenrullede avis fra
buduglen tidligt om morgenen, og derefter havde han smidt den til side efter at have
konstateret, at der ikke stod noget om Vo ldemort. Harry var sikker på, at Ministeriet lagde
bånd på Profettidende for at sløre nyheder om Voldemort. Det var derfor først nu, han
opdagede, hvad han havde overset.
På den nederste halvdel af forsiden var der en mindre overskrift sammen med et bille de
af Dumbledore i rask march med et plaget ansigtsudtryk;
DUMBLEDORE – SKAL SANDHEDEN OMSIDER FOR EN DAG?

I næste uge følger den chokerende historie om det moralsk anløbne geni, der af mange
anses for at være sin generations største troldmand. Rita Rivej ern skærer igennem det
populære glansbillede af ophøjet, sølverskægget visdom og afslører den forstyrrede
barndom, den lovløse ungdom, de livslange fejder og fordækte hemmeligheder, som
Dumbledore tog med sig i graven. HVORFOR var manden, der ansås for at være en
oplagt kandidat til posten som minister for magi, tilfreds med stillingen som ordinær
skoleforstander? HVAD var det virkelige formål med den hemmelige organisation kendt
under navnet Fønixordenen? HVORDAN mødte Dumbledore i virkeligheden sit endeli gt?
Svarene på disse og mange andre spørgsmål bliver grundigt behandlet, vendt og drejet i
den opsigtsvækkende nye biografi: Albus Dumbledores Liv og Løgne, af Rita Rivejern,
interviewet med eneret af Betty Braithwaite, side 13.
Harry flåede i avisens sid er og fandt side tretten. Ved artiklens begyndelse bragtes endnu
et billede med et velkendt ansigt: en kvinde med juvelbesatte briller, kunstfærdigt krøllet
lyst hår og blottede tænder i en grimasse, der nok skulle være et vindende smil. Hun
vinkede koket op til ham. Harry gjorde sit bedste for at ignorere dette kvalmende syn og
læste videre:
Når man møder hende ansigt til ansigt, er Rita Rivejern en langt varmere og blidere
person, end hendes vidtrækkende ry som avisernes skarpeste pen ellers lader os tro . Efter
venligt at have modtaget mig i sit hyggelige hjems entré, tager hun mig med ud i
køkkenet for at servere en kop te og et stykke pund til pund -kage samt, behøver jeg
nævne det, en ordentlig portion dampende frisk sladder.
”Det siger sig selv, at Dumbledore er enhver levnedsskildrers drøm,” siger Rivejern.
”Sådan et langt og fuldt liv. Jeg er sikker på, at min bog kun er den første af en lang
række om ham …”
Hvad det angår, var Rivejern hurtigt ude. Hendes ni hundrede sider lange bog blev
færdigskr evet kun fire uger efter Dumbledores mystiske død i juni. Jeg spørger hende,
hvordan hun dog klarede denne lynhurtige bedrift?
”Åh, når man har været journalist så længe som jeg, er arbejde under tidspres dagligdag.
Jeg vidste, at troldmandsverdenen skreg på den komplette historie, og jeg ville være den
første til at opfylde det behov.”
Jeg nævner den nylige kritik fra Elphias Doge, Særlig rådgiver for Højmagiratet og
livslang ven af Albus Dumbledore, der blandt andet siger, at bogen indeholder færre
fakta, end hvad der kan stå på et platuglekort.
Rita kaster nakken tilbage og ler.
”Den kære Dogdy! Jeg husker, at jeg interviewede ham om Dyndfolkets rettigheder for få
år siden, det kære væsen. Fuldstændig gak! Det viste sig at han svævede i den vildfarelse,
at vi sad på bunden af Lake Windermere, og bad mig om at holde udkig efter gedder.”
Men Elphias Doges anklager om unøjagtigheder vinder genklang mange steder. Mener
Rivejern virkelig, at fire korte uger er nok til at gengive det fulde billede af Dumbledores
lange og ekstraordinære liv?
”Åh, sødeste,” smiler Rivejern og giver mig et hengivent dask over knoerne, ”du ved lige
så godt som jeg, hvor meget information man kan høste med en taskefuld Galleoner, en
fast overbevisning om, at ordet ’nej’ ikke tæller so m svar, samt en god, skarp
kvikskribler! Desuden var folk ved at falde over hinanden i deres iver efter at få lov til at
sige et par sandheder om Dumbledore. Det var ikke alle, der syntes, han var så
fantastisk, må du vide. Han trådte på frygtelig mange be tydningsfulde tæer. Gamle
Dodgy Doge kan godt stige ned fra sin høje Hippogrif, for jeg har haft adgang til en kilde,

som de fleste journalister ville give deres tryllestav for at få i tale. En kilde, der aldrig før
har ladet sig høre i offentligheden, og som stod Dumbledore nær i den mest turbulente og
omtumlede periode af hans ungdom.”
Foromtalen af Rivejerns biografi har advaret om, at der er adskillige rystende
afsløringer i vente for dem, som har troet, at Dumbledore levede et uangribeligt liv. Kan
du løfte sløret for de største overraskelser, spørger jeg.
”Nej, ved du nu hvad, Betty, jeg røber da ikke alle højdepunkterne, før nogen har købt
bogen,” ler Rivejern. ”Men jeg kan love, at enhver, der stadig anser Dumbledore for at
være lige så uskyldshvid som hans skæg, har en brat opvågning i vente. Lad os bare sige,
at ingen, der har hørt ham rase over Du -Ved -Hvem, ville have drømt om, at han selv
havde fusket med Mørk Magi i sin ungdom. Og som en troldmand, der brugte sine modne
år på at prædike toleranc e, var han ikke ligefrem frisindet som yngre mand. Ja, Albus
Dumbledore har en skummel fortid, samt ikke at forglemme, en særdeles tvivlsom
familie, hvilket han gjorde sig store anstrengelser for at holde skjult.”
Jeg spørger, om Rivejern hentyder til Dumb ledores bror, Aberforth, der blev dømt i
Højmagiratet for misbrug af magi, hvilket udløste en skandale for femten år siden.
”Åh, Aberforth er kun toppen af isbjerget,” ler Rivejern. ”Nej, nej, jeg taler om noget, der
er langt værre end en bror med forkærli ghed for at rumstere rundt med geder, endda
værre end den Muggler -lemlæstende far – Dumbledore kunne under alle
omstændigheder ikke styre nogen af dem; de blev begge anklaget og stillet for
Højmagiratet. Nej, det er moderen og søsteren, der fascinerede mig . Jeg behøvede kun at
kradse i overfladen for at afdække en veritabel møgbunke af betændte forhold. Men, som
sagt, du må vente til kapitel ni for at få en detaljeret beretning. Alt, hvad jeg har at sige
nu, er, at det ikke undrer mig, at Dumbledore ikke fo rtalte nogen, hvordan han brækkede
sin næse.”
Men ser man bort fra familieskeletterne i skabet, vil Rivejern så benægte den akademiske
overlegenhed, der satte Dumbledore i stand til at gøre så mange magiske opdagelser?
”Han var et lyst hoved,” medgiver hun , ”selvom mange nu sætter spørgsmålstegn ved
hans ret til at modtage fuld anerkendelse for en del af sine såkaldte præstationer. Som
jeg afslører i kapitel seksten, hævder Ivan Dillonsby, at han allerede havde opdaget otte
anvendelser af drageblod, da Dumb ledore ’lånte’ hans afhandling.”
Men den store betydning af en del af Dumbledores resultater, indvender jeg, kan vel ikke
tilbagevises. Hvad med hans legendariske sejr over Grindelwald?
”Jeg er glad for, at du nævner Grindelwald,” siger Rivejern med et sør gmodigt smil. ”Jeg
er bange for, at de, som nærer ærefrygt for Dumbledores spektakulære sejr, må forvente,
at en bombe snart vil sprænges – en stinkbombe. Det er en meget beskidt affære. Jeg kan
kun sige, vær ikke så sikker på, at den legendariske duel vir kelig fandt sted. Efter endt
læsning af min bog vil mange nok blive nødsaget til at konkludere, at Grindelwald
simpelthen fremtryllede et hvidt lommetørklæde fra spidsen af sin tryllestav og overgav
sig uden kamp.”
Rivejern nægter at røbe mere om dette spæ ndende emne, så vi vender os i stedet mod det
forhold, som utvivlsomt fascinerede hendes læsere mere end noget andet.
”Ja, sandelig,” siger Rivejern ivrigt nikkende. ”Jeg helliger et helt kapitel til at komme til
bunds i forholdet mellem Potter og Dumbledo re. Et forhold, der er blevet omtalt som
usundt, ja ligefrem uhyggeligt. Jeg må igen påpege, at man må købe min bog for at få
hele historien, men der er ingen tvivl om, at Dumbledore nærede en unaturlig interesse
for Potter fra første færd. Om han virkelig havde drengens bedste for øje – tja, det skal vi
få at se. Det er i hvert fald ingen hemmelighed, at Potter har haft en højst problematisk
pubertetsperiode.”

Jeg spørger om Rivejern stadig har kontakt med Harry Potter, som hun blev så kendt for
at intervi ewe sidste år, hvor hun skrev sin gennembrudsartikel med Potters tanker om,
hvorvidt I -Ved -Hvem var vendt tilbage.
”Ih, ja, vi har et stærkt bånd imellem os,” siger Rivejern. ”Stakkels Potter har kun få
rigtige venner, og vi mødtes i en af de sværeste peri oder i hans liv – under Turneringen i
Magisk Trekamp. Jeg hører nok til blandt de ganske få, der kan sige, at de kender den
virkelige Harry Potter.”
Dette fører os ubesværet videre til de mange rygter, der stadig verserer om Dumbledores
sidste timer. Tror Rivejern på, at Potter var til stede, da Dumbledore døde?
”Altså, jeg vil ikke røbe for meget – det hele står i bogen – men øjenvidner, der befandt
sig på Hogwartsslottet, så Potter flygte fra stedet, efter at Dumbledore faldt, sprang eller
blev skubbet ud over kanten. Potter vidnede senere mod Severus Snape, en mand, mod
hvem han nærer et notorisk had. Er tingene så enkle, som det hævdes? Det må
troldmandssamfundet selv vurdere – efter at de har læst min bog.”
Og med denne spændende tanke forlader jeg Rita Rivejern. Der kan ikke herske tvivl om,
at Rivejern har skriblet sig til en selvskreven bestseller. Dumbledores skare af beundrere
må imidlertid skælve ved tanken om, hvilke afsløringer af deres helt der snart vil se
dagens lys.
Harry havde nået slutning en af artiklen, men han fortsatte med at stirre tomt på siden.
Afsky og raseri steg op i ham, og han følte det, som om han skulle kaste op; han krøllede
avisen sammen til en kugle og kastede den af al magt mod væggen, hvor den sluttede sig til
resten af af faldet, der hobede sig op på gulvet omkring hans overfyldte papirkurv.
Han gav sig til at vandre hvileløst og afmægtigt rundt i værelset, tømte allerede tomme
skuffer og samlede bøger op for blot at lægge dem tilbage i de samme bunker uden at være
bevidst om, hvad han foretog sig, mens tilfældige udpluk fra interviewet med Rita gav
genlyd i hans hoved: et helt kapitel om forholdet mellem Potter og Dumbledore … det er
blevet kaldt usundt, ligefrem uhyggeligt … han har fusket med Mørk Magi i sin ungdom
… jeg har adgang til en kilde, som de fleste journalister ville give deres tryllestav for …
”Løgner!” brølede Harry og så gennem vinduet, hvor naboen, der var standset for at
genstarte sin plæneklipper kiggede nervøst op.
Harry lod sig dumpe ned på sengen. De t skårede stykke spejlglas dansede væk fra ham,
da madrassen gav efter. Han samlede det op og drejede det mellem sine fingre, mens han
tænkte og tænkte på Dumbledore og de løgne, Rita Rivejern brugte til at svine hans
eftermæle til med …
Der kom et glimt af den klareste blå farve. Harry stivnede, og hans sårede finger gled
igen på spejlstumpens skarpe kant. Det var noget, han bildte sig ind. Det måtte det være.
Han så sig tilbage over skulderen, men væggen havde den sædvanlige sygelige
ferskenfarve, som ta nte Petunia havde valgt. Der var ingen blå farve, som kunne fange et
spejlbillede. Han kiggede igen ind i spejlfragmentet og så intet andet end sine egne
strålende grønne øjne.
Det var bare noget, han havde bildt sig ind; der var ingen anden forklaring. D et var hans
fantasi, der løb om hjørner med ham, fordi han havde tænkt sådan på sin døde rektor.
Sikkert var det i hvert fald, at Albus Dumbledores skarpe blå øjne aldrig ville rette deres
altseende blik mod ham igen.

Kapitel 03 -Familien Dursleys afrej se
Lyden af hoveddøren, der smækkede, gav genlyd op ad trappen, og en stemme råbte: ”Se at
komme herned, du!”
Efter at han i seksten år var blevet tiltalt på den måde, var Harry ikke i tvivl om, hvem
hans onkel kaldte på. Alligevel reagerede han ikke med det samme. Han stirrede stadig på
spejlskåret, hvori han i det flygtigste fragment af et sekund syntes at have set Dumbledores
øje. Først da hans onkel brølede: ”KNÆGT!” rejste Harry sig langsomt og gik hen mod
døren, efter at have givet sig tid til at læg ge spejlskåret ned i sin rygsæk til alle de andre
ting, han ville tage med sig.
”Det var du længe om!” buldrede Vernon Dursley, da Harry kom til syne oppe ved
toppen af trappen. ”Se at komme herned, jeg vil tale med dig!”
Harry slentrede ned ad trinene m ed hænderne dybt begravet i sine
cowboybukselommer. Da han kom ind i dagligstuen, fandt han alle tre medlemmer af
familien Dursley ventende og rejseklædte: Onkel Vernon stod i en lysebrun jakke med
lynlås, tante Petunia i en sirlig laksefarvet frakke, og D udley, Harrys store, kraftige,
muskuløse fætter, var iført sin læderjakke.
”Ja?” sagde Harry.
”Sæt dig!” sagde onkel Vernon. Harry hævede øjenbrynene.
”Hvis du vil være så venlig,” tilføjede onkel Vernon med en svag ansigtstrækning, som
om den høflige t ilføjelse var ved at sætte sig på tværs i halsen på ham.
Harry satte sig. Han havde på fornemmelsen, hvad der nu ventede. Hans onkel
begyndte at vandre frem og tilbage. Tante Petunia og Dudley fulgte ham med øjnene, de så
urolige ud. Til sidst standsede o nkel Vernon med sit store ansigt fortrukket af
koncentration foran Harry og begyndte:
”Jeg har skiftet mening,” sagde han.
”Sikke en overraskelse,” sagde Harry.
”Det tonefald skal du ikke bryde dig om …” begyndte tante Petunia med skinger
stemme, men Ve rnon Dursley affærdigede hende med en håndbevægelse.
”Det hele er en gang sludder og humbug,” sagde onkel Vernon og stirrede på Harry med
små griseøjne. ”Jeg er kommet til det resultat, at jeg ikke tror et ord af det. Vi bliver, hvor
vi er. Vi skal ingen steder hen.”
Harry så op på sin onkel og følte en blanding af irritation og morskab. I de sidste fire
uger havde Vernon Dursley skiftet mening for hvert døgn, der var gået. De havde pakket
bilen og pakket den ud igen, hver gang han ændrede sin beslutning. Harrys yndlingsøjeblik
havde været, da onkel Vernon, uvidende om, at Dudley havde lagt sine træningsvægte ned i
sin kuffert siden sidste gang, de havde læsset bilen, forsøgte at slæbe kufferten tilbage til
bagagerummet og var endt med at kollapse under hø je smertensbrøl og mange bandeord.
”Ifølge dig,” sagde onkel Vernon, idet han genoptog sin vandring frem og tilbage i
dagligstuen, ”er vi – Petunia, Dudley og jeg – i fare. Truet af – truet af …”
”Nogle af min slags, husker du nok,” sagde Harry.
”Ja, me n jeg tror, det er humbug og sludder,” gentog onkel Vernon og standsede atter
foran Harry. ”Jeg lå vågen den halve nat og tænkte det hele igennem, og jeg tror, det er et
komplot for at overtage huset.”
”Huset?” gentog Harry. ”Hvilket hus?”
”Dette hus!” h ylede onkel Vernon, og blodåren i hans tinding begyndte at pulsere.
”Vores hus! Huspriserne skyder i vejret med raketfart i dette område! Du vil have os af
vejen, så du kan lave lidt hokus -pokus, og før vi ved af det, vil skødet og alle de andre
dokumenter stå i dit navn, og …”

”Er du blevet vanvittig?” spurgte Harry. ”Et komplot for at få huset her? Er du virkelig
så dum, som du ser ud til?”
”Du vover ikke …” hvinede tante Petunia, men Vernon affærdigede hende igen. Den
slags trivielle fornærmelser mod h ans person var for intet at regne i forhold til den fare,
han syntes at have fået færten af.
”Hvis du skulle have glemt det,” sagde Harry, ”så har jeg allerede et hus. Min gudfar
efterlod mig et, hvorfor skulle jeg ønske det her? På grund af minderne om a lle de lykkelige
stunder, måske?”
Der blev stille. Harry troede, at han havde lukket munden på sin onkel med det
argument.
”Du hævder,” sagde onkel Vernon og begyndte igen at vandre, ”at ham Lord Dims …”
”Voldemort,” sagde Harry utålmodigt, ”og vi har a llerede været det her igennem
hundrede gange. Det er ikke noget, jeg hævder, det er et faktum. Dumbledore gav dig
besked om det sidste år, og Kingo og hr. Weasley …”
Vernon Dursley skød vredt skuldrene frem, og Harry gættede på, at hans onkel prøvede
at f ortrænge ethvert minde om det uanmeldte besøg af to fuldvoksne troldmænd, som
fandt sted få dage inde i Harrys sommerferie. Kingo Sjækelbolts og hr. Weasleys pludselig
opdukken foran hoveddøren havde været et meget ubehageligt chok for familien Dursley.
Ha rry måtte dog indrømme, at eftersom hr. Weasley engang havde lagt den halve
dagligstue i ruiner, kunne hans ankomst næppe forventes at henrykke onkel Vernon.
”.. Kingo og hr. Weasley forklarede også situationen,” fortsatte Harry uden videre
hensyn til sin onkels følelser. ”Når jeg fylder sytten, vil det magiske værn, der beskytter
mig blive brudt, hvilket gør jer lige så udsatte som mig. Ordenen er sikker på, at Voldemort
vil gå efter jer først – enten for at underkaste jer tortur, så I røber, hvor jeg er, eller fordi
han ved at holde jer som gidsler vil lokke mig til at befri jer.”
Onkel Vernons og Harrys øjne mødtes. I det korte øjeblik var Harry sikker på, at de
begge spekulerede på det samme. Så genoptog onkel Vernon sin vandring frem og tilbage,
mens Harry fortsatte: ”I må gå under jorden, og Ordenen vil hjælpe jer med det. I får
tilbudt højeste grad af beskyttelse, det bedste tilbud, I kan få.”
Onkel Vernon sagde intet, men fortsatte med at trampe frem og tilbage. Udenfor var
solen ved at gå ned over ligusterhækkene. Naboens plæneklipper gik igen i stå.
”Jeg troede, at der var en minister for magi?” udbrød onkel Vernon brat.
”Det er der også,” sagde Harry overrasket.
”Nå, men hvorfor kan han så ikke beskytte os? Efter min mening burde uskyldige ofre,
der intet har gjort end at huse en mærket mand, være kvalificerede til beskyttelse på
regeringsniveau!”
Harry lo; han kunne ikke lade være. Det var så uendelig typisk af hans onkel at sætte sin
lid til myndighederne, selv i den magiske verden, som h an foragtede og nærede mistillid
til.
”Du hørte jo, hvad hr. Weasley og Kingo sagde,” svarede Harry. ”Vi mener, at
Ministeriet er infiltreret.”
Onkel Vernon marcherede hen til kaminen og tilbage igen, så tungt prustende, at hans
store sorte overskæg blaf rede. Han var stadig højrød i ansigtet af hektisk tankevirksomhed.
”Godt,” sagde han så og standsede igen foran Harry. ”Godt så. Hvis vi nu siger, at vi
accepterer denne beskyttelse, så kan jeg stadig ikke forstå, hvorfor vi ikke kan få ham
Kingo som livv agt.”
Med noget besvær lykkedes det Harry at afholde sig fra at rulle med øjnene. Dette
spørgsmål havde de også haft oppe at vende adskillige gange.

”Jeg har jo allerede fortalt dig,” sagde han sammenbidt, ”at Kingo beskytter Mug … jeg
mener, jeres premi erminister.”
”Netop – han er den bedste!” sagde onkel Vernon og pegede på den slukkede tv -skærm.
Familien Dursley havde fået øje på Kingo i et nyhedsindslag, hvor han gik diskret bag
Mugglernes premierminister under et officielt besøg på et hospital. Dett e og det faktum, at
Kingo virkelig forstod at klæde sig som en Muggler, samt ikke at forglemme hans dybe,
rolige og myndige stemme havde vakt familiens sympati for Kingo, hvilket aldrig ville være
sket med nogen anden troldmand, men de havde selvfølgelig h eller ikke set ham med
øreringen på plads i øret.
”Det er muligt, men han er optaget,” sagde Harry. ”Men Hestia Jones og Dedalus Diggle
er mere end kvalificerede til opgaven …”
”Hvis vi så bare kunne få lov til at se deres CV …” begyndte onkel Vernon, me n nu
mistede Harry tålmodigheden. Han rejste sig op, gik hen til sin onkel og begyndte selv at
pege på fjernsynet.
”Alle disse ulykker er ikke ulykker – sammenstødene, eksplosionerne og afsporingerne
og hvad der ellers er sket, siden vi sidst så nyheder. Folk forsvinder, de omkommer, og han
står bag det hele – Voldemort. Jeg har sagt til det dig igen og igen, han dræber Mugglere
for sjov. Selv tågen – den er forårsaget af Dementorer, og hvis du ikke kan huske, hvad de
er for nogle, så spørg din søn!”
Dudl ey slog lynhurtigt sine hænder op for munden, men da han så sine forældres og
Harrys øjne hvile på sig, sænkede han dem langsomt igen og spurgte: ”Er der … flere af
dem?”
”Flere?” lo Harry. ”Flere end de to, der angreb os, mener du? Selvfølgelig er der de t, der
er hundredvis, måske efterhånden tusindvis, fordi de næres af frygt og fortvivlelse …”
”Godt, godt,” brummede Vernon Dursley. ”Vi forstår, hvad du mener.”
”Det håber jeg,” sagde Harry. ”Fra det tidspunkt, jeg fylder sytten, vil de alle –
Dødsgardi sterne, Dementorerne, måske endda Inferi, det vil sige omvandrende lig
underkastet Mørk Magi – være i stand til at finde jer, og de vil ikke tøve med at gå til
angreb. Og hvis I kan huske sidste gang, I prøvede at slippe væk fra troldmænd, vil I nok
give m ig ret i, at I behøver hjælp.”
Der blev stille et øjeblik, hvor de alle genkaldte sig det fjerne ekko af en dør, som Hagrid
slog ind for så mange år siden. Tante Petunia så på onkel Vernon, og Dudley stirrede på
Harry. Til sidst udbrød onkel Vernon: ”Men hvad med mit arbejde? Hvad med Dudleys
skole? Ja, den slags ting er vel ligegyldige for sådan en samling troldmandsdriverter …”
”Fatter du det ikke?” råbte Harry. ”De vil tortere og dræbe jer, ligesom de gjorde med
mine forældre!”
”Far,” sagde Dudley høj t. ”Far – jeg går med de der Ordensfolk.”
”Dudley,” sagde Harry. ”For første gang i dit liv sagde du noget fornuftigt.”
Han vidste, at slaget var vundet. Hvis Dudley var skræmt nok til at tage imod Ordenens
hjælp, ville hans forældre følge ham. Der kunne ikke være tale om, at de lod sig skille fra
deres Duddermand. Harry kastede et blik på rejseuret, der stod på kaminhylden.
”De er her i løbet af de næste fem minutter,” sagde han, og da familien Dursley ikke
svarede, forlod han stuen. Udsigten til at sku lle tage afsked – måske for evigt – med sin
tante, onkel og fætter forekom Harry lys og lykkelig, men ikke desto mindre føltes det lidt
underligt. Hvad siger man til hinanden efter seksten års inderlig uvilje?
Tilbage i sit værelse gav Harry sig til at ru mstere formålsløst med sin rygsæk. Så stak
han et par uglenødder ind mellem tremmerne i Hedvigs bur, men hun ignorerede dem.
”Vi skal snart af sted,” sagde Harry til hende. ”Og så får du lov til at flyve igen.”

Dørklokken ringede. Harry tøvede lidt, men så skyndte han sig at forlade værelset for at
gå nedenunder igen; han kunne ikke forlange, at Hestia og Dedalus skulle håndtere
familien Dursley på egen hånd.
”Harry Potter!” peb en begejstret stemme i samme øjeblik, Harry åbnede døren, en lille
mand ifør t lyslilla høj hat bukkede dybt og elegant for ham. ”Mig en ære!”
”Tak, Dedalus,” sagde Harry og sendte den mørkhårede Hestia et lille, halvflovt smil.
”Det er virkelig pænt af jer at stille op … de er herinde, min tante, onkel og fætter …”
”Vær hilset, Harrys slægtninge,” sagde Dedalus glad, idet han marcherede ind i
dagligstuen. Familien Dursley lod ikke til at sætte pris på denne hilsen; Harry forventede
næsten, at onkel Vernon skiftede mening igen. Dudley krabbede sig nærmere til sin mor
ved synet af heksen og troldmanden.
”Jeg ser, at alt er pakket og klar. Fremragende! Som Harry har fortalt jer, er planen
ganske enkel,” sagde Dedalus; han fremdrog et kolossalt lommeur fra sin vestelomme og så
nøje på det. ”Vi tager af sted før Harry. På grund af faren ved at bruge magi i jeres hjem –
Harry er jo stadig mindreårig, og det kan give Ministeriet en undskyldning for at lade ham
arrestere – vil vi køre små tyve kilometer, før vi spektraltransfererer os til det sikre sted, vi
har udvalgt til jer. Du ved vel, hvordan man kører bil?” spurgte han høfligt onkel Vernon.
”Ved, hvordan man …? Selvfølgelig ved jeg pokker ta’ mig, hvordan man kører!”
spruttede onkel Vernon.
”Meget imponerende, sir, meget imponerende. Jeg ville personligt blive skrupforvirret
af alle de knapper og stænger,” sagde Dedalus, der åbenbart svævede i den vildfarelse, at
han smigrede Vernon Dursley, der i virkeligheden mistede mere og mere tiltro til planen
for hvert ord, Dedalus ytrede.
”Kan ikke engang finde ud af at køre bil,” mumled e han og fnøs forarget, så overskægget
blafrede – heldigvis lod det ikke til, at hverken Dedalus eller Hestia hørte det.
”Og du, Harry,” fortsatte Dedalus, ”venter bare her på din eskorte. Der er lavet nogle få
ændringer i arrangementet …”
”Hvad mener du ?” spurgte Harry omgående. ”Jeg troede, at Skrækøje skulle komme og
medtransferere mig?”
”Kan ikke lade sig gøre,” sagde Hestia fyndigt. ”Skrækøje forklarer nærmere.”
Familien Dursley, der havde lyttet til alt dette med komplet uforstående ansigtsudtryk,
hoppede af forskrækkelse, da en høj stemme skingrede: ”Skynd jer!” Harry så sig omkring i
stuen, indtil det gik op for ham, at stemmen kom fra Dedalus’ lommeur.
”Sandt nok, vi opererer med en meget stram tidsplan,” sagde Dedalus og nikkede til sit
ur, fø r han puttede det tilbage i sin vestelomme. ”Vi forsøger at tilpasse din afgang her fra
huset med din families videretransport via Spektral Transferens, Harry. Husk på, at det
magiske værn brydes i samme øjeblik, I alle bevæger jer mod sikrere steder.” Han vendte
sig mod familien Dursley. ”Godt, er alle klar til afrejse?”
Ingen af dem svarede ham. Onkel Vernon stirrede stadig på bulen i Dedalus’
vestelomme.
”Måske vi skulle vente ude i entreen,” sagde Hestia lavmælt til Dedalus; hun følte
åbenbart, at det ville være taktløst af dem at blive stående i stuen, mens Harry og familien
Dursley tog kærlig, måske endda tårevædet afsked med hinanden.
”Det er ikke nødvendigt,” mumlede Harry, og onkel Vernon gjorde enhver videre
forklaring overflødig ved at sige med høj stemme: ”Ja, så er det altså farvel, knægt!” Han
rakte sin hånd frem mod Harry, men skiftede mening i sidste øjeblik og nøjedes med at
åbne og lukke sin næve, mens han begyndte at svinge armen frem og tilbage som en
metronom.

”Parat, Dudder?” spurgte tante Petunia, mens hun holdt sig beskæftiget ved at fumle
med låsen på sin håndtaske for så vidt muligt at undgå at se direkte på Harry.
Dudley svarede ikke, men stod der blot med sin mund let åben. Synet mindede Harry
om en smule om kæmpen Graup.
”Så kom da,” sagde onkel Vernon.
Han var allerede nået hen til stuedøren, da Dudley mumlede:
”Jeg forstår det bare ikke.”
”Hvad forstår du ikke, Pusser?” spurgte tante Petunia og så op på sin søn.
Dudley løftede sin store, skinkelignende hånd og pegede på Harry.
”Hvorfor skal han ikke med os?”
Onkel Vernon og tante Petunia stivnede brat og stirrede på Dudley, som om han lige
havde udtrykt ønske om at blive ballerina.
”Hvad?” udbrød onkel Vernon højrøstet.
”Hvorfor kommer han ikke også med?”
”Altså, for di – fordi han ikke vil,” sagde onkel Vernon og vendte sig olmt mod Harry,
idet han tilføjede: ”Det vil du da ikke, vel?”
”Slet, slet ikke,” sagde Harry.
”Der kan du se,” sagde onkel Vernon til Dudley. ”Og kom så, vi skal af sted.”
Han forlod trampende stuen, og de hørte hoveddøren blive åbnet, men alligevel blev
Dudley stående. Efter nogle få usikre skridt mod døren standsede tante Petunia også.
”Hvad er der nu?” gøede onkel Vernon og dukkede igen op i døråbningen.
Det lod til, at Dudley kæmpede med begreber, der var for svære at omsætte til ord. Efter
et langt øjeblik med en tilsyneladende pinefuld indre kamp sagde han endelig: ”Men hvor
skal han så tage hen?”
Tante Petunia og onkel Vernon så på hinanden. Det var tydeligt, at Dudley skræmte
dem. Hes tia Jones brød stilheden.
”Men … I må da vide, hvor jeres nevø skal hen?” sagde hun spørgende med et forvirret
ansigtsudtryk.
”Selvfølgelig ved vi det,” sagde Vernon Dursley. ”Han skal af sted med nogle typer som
jer, ikke sandt? Godt, Dudley, lad os kom me ud i bilen. Du hørte selv manden, vi har
travlt.”
Endnu en gang marcherede Vernon Dursley ud mod hoveddøren, men Dudley fulgte
ikke med ham.
”Af sted med nogle typer som os?”
Hestia så dybt forarget ud. Harry havde set den reaktion før; hekse og trol dmænd, der
blev lamslået over, at hans nærmeste levende slægtninge viste så lidt interesse for den
berømte Harry Potter.
”Det er i orden,” forsikrede Harry hende. ”Det gør ikke noget.”
”Gør ikke noget?” gentog Hestia, og hendes stemme steg ildevarslende. ”Ved disse
mennesker da ikke, hvad du har været igennem? Hvilken fare du svæver i? Den store plads,
du har i alle gode troldmænds herter, som deler din kamp i anti -Voldemortbevægelsen?”
”Øh – nej, det gør de ikke,” sagde Harry. ”De mener faktisk, at jeg kun et til besvær, men
det er jeg vant til.”
”Jeg synes ikke, du er til besvær.”
Hvis Harry ikke havde set Dudleys læber bevæge sig, ville han ikke have troet sine egne
ører. Men da han selv havde set det, stirrede han stumt på Dudley i flere sekunder, f ør han
virkelig begreb, at hans fætter havde sagt de ord; han kunne jo se, at Dudley var blevet rød
i hovedet. Harry selv var både forlegen og forbløffet.
”Jamen … øh, tak skal du have, Dudley.”

Nu lod det igen til, at Dudley kæmpede med tanker så indvik lede, at de var svære at
udtrykke med ord, men så fik han fremmumlet: ”Du reddede mit liv.”
”Det er så meget sagt,” sagde Harry. ”Det var din sjæl, Dementorerne var ude efter …”
Han kiggede undrende på sin fætter. De havde strengt taget ikke haft nogen k ontakt
med hinanden denne sommer, eftersom Harry kun tilbragte så kort tid i huset på
Ligustervænget og stort set holdt sig inde på sit værelse. Men nu dæmrede det for Harry, at
koppen med den kolde te, som han trådte på her til morgen, måske slet ikke hav de været
ment som en fælde. Selvom han blev en smule rørt ved tanken, var han alligevel lettet over,
at hans fætter tilsyneladende havde nået grænsen for sin evne til at udtrykke sine følelser.
Efter at have åbnet munden et par gange uden at sige noget, re signerede Dudley med
rødmende tavshed.
Tante Petunia brast i gråd. Hestia Jones sendte hende et billigende blik, som dog hurtigt
ændredes til et forarget ansigtsudtryk, da tante Petunia styrtede frem og omfavnede
Dudley i stedet for Harry.
”S -så sødt, Du dder …” hulkede hun ind mod hans massive bryst. ”H -hvor er d -du en
dejlig d -dreng … sådan at s -sige tak …”
”Men han har jo ikke sagt tak for noget!” udbrød Hestia indigneret. ”Han sagde bare, at
han ikke syntes, at Harry er til besvær!”
”Ja, men når det kommer fra Dudley, er det næsten en kærlighedserklæring,” sagde
Harry splittet mellem irritation og en trang til at le, fordi tante Petunia fortsatte med at
knuge Dudley, som om han netop havde reddet Harry ud af en brændende bygning.
”Skal vi af sted ell er ej?” brølede onkel Vernon, der atter dukkede op i døråbningen til
dagligstuen. ”Jeg troede, vi havde en stram tidsplan?”
”Ja – ja, vi skal,” sagde Dedalus Diggle, der forundret havde overværet disse
hengivenhedsytringer, men straks tog sig sammen. ”Vi må virkelig af sted nu. Harry …”
Han hastede hen og knugede Harrys hænder i begge sine.
”… held og lykke. Jeg håber, at vi mødes igen. Hele troldmandsverdenens håb hviler på
dine skuldre.”
”Åh,” sagde Harry. ”Jamen, godt så. Og tak.”
”Farvel, Harry,” s agde Hestia, der også trykkede hans hånd. ”Vores tanker flyver med
dig.”
”Jeg håber, at alting går, som det skal,” sagde Harry og kastede et blik hen på tante
Petunia og Dudley.
”Åh, jeg er skam sikker på, at vi ender med at blive de bedste venner,” sagd e Diggle
muntert og vinkede med sin hat, idet han forlod stuen. Hestia fulgte efter ham.
Dudley frigjorde sig blidt fra sin mors kløer og gik hen til Harry, der måtte undertrykke
en trang til at true sin fætter med magi. Men så rakte Dudley sin store, lys erøde hånd frem.
”Du fredsens, Dudley,” sagde Harry så højt, at han formåede at overdøve tante Petunias
fornyede hulken. ”Pustede Dementorerne en ny personlighed ind i dig?”
”Aner det ikke,” mumlede Dudley. ”Vi ses, Harry.”
”Det gør vi nok …” sagde Harry og trykkede Dudleys fremstrakte hånd. ”Pas godt på dig
selv, Store D.”
Dudley smilede næsten, og så luntede han ud af stuen. Harry kunne høre hans tunge
skridt udenfor på den grusbelagte indkørsel og derefter lyden af en bildør der smækkede.
Tante Petunia, hvis ansigt havde været begravet i et lommetørklæde, så op ved lyden.
Hun havde tydeligvis ikke ventet pludselig at være alene med Harry. Hun puttede hastigt
lommetørklædet ned i sin lomme og sagde: ”Tja – farvel,” og styrede mod døren uden at se
på ham.
”Farvel,” sagde Harry.

Hun standsede og så tilbage. I et kort øjeblik havde Harry en underlig fornemmelse af,
at hun ville sige noget til ham; hun sendte ham et sært frygtsomt blik og lod til at være på
nippet til at tale, men så gjorde hun et li lle kast med hovedet og forlod hastigt stuen for at
slutte sig til sin mand og sin søn.

Kapitel 04 -Syv Gange Harry Potter
Harry løb ovenpå til sit værelse og nåede lige hen til vinduet i tide til at se familien
Dursleys bil svinge ud fra indkørslen og køre ned ad vejen. Dedalus’ høje hat kunne ses
mellem tante Petunia og Dudley på bagsædet. Bilen drejede til højre for enden af
Ligustervænget, og ruderne ulmede højrødt et øjeblik, da de sidste stråler fra den synkende
sol ramte dem. Så var bilen ude af s yne.
Harry hankede op i Hedvigs bur, sin Prestissimo og sin rygsæk. Han kastede et sidste
blik ud over sit unaturligt ryddelige værelse og begav sig klodset ned ad trappen mod
entreen, hvor han satte buret, kosten og rygsækken fra sig. Dagslyset svandt, o g entreen
var fuld af skygger i aftenlyset. Det føltes så mærkeligt at stå her i stilheden og vide, at han
om lidt skulle forlade huset for sidste gang. For længe siden, hver gang han blev efterladt
her alene, mens familien Dursley tog ud for at more sig, havde de ensomme timer været en
velsignelse; han havde skyndt sig at snuppe noget lækkert fra køleskabet, før han styrtede
ovenpå for at spille på Dudleys computer eller hen for at tænde fjernsynet og zappe sig
igennem alle kanalerne af hjertens lyst. Det gav ham en underlig, tom følelse at mindes de
tider; det var som at mindes en yngre bror, han havde mistet.
”Har du lyst til at kaste et sidste blik på stedet her?” spurgte han Hedvig, der stadig sad
og mulede med hovedet under vingen. ”Vi kommer aldrig t ilbage hertil. Vil du ikke mindes
alle de fornøjelige stunder? Se nu bare på dørmåtten der. Sikke minder … Dudley
brækkede sig på den, efter at havde reddet ham fra Dementorerne, … det viste sig, at han
trods alt var taknemmelig, hvad siger du så? … Og sid ste sommer, da Dumbledore trådte
ind ad hoveddøren …”
Et øjeblik tabte Harry tråden i sine tanker, og Hedvig gjorde intet for at hjælpe ham på
rette spor, men fortsatte med at gemme sit hoved under vingen. Harry vendte ryggen til
hoveddøren.
”Og herunder , Hedvig …” Harry åbnede døren til pulterrummet under trappen.
”Herinde plejede jeg at sove! Dengang kendte du mig slet ikke – du fredsens, hvor er her
trangt, det havde jeg helt glemt …”
Harry kiggede rundt på stablerne af sko og paraplyer, mens han husk ede, hvordan han
plejede at vågne hver morgen og stirre op på trappens underside, der tit og ofte blev
bekravlet af en edderkop eller to. Det havde været tiden, før han kendte sin sande identitet,
før han fandt ud af, hvordan hans forældre døde, og hvorfor der tit skete mærkelige ting i
nærheden af ham. Men Harry kunne stadig huske de drømme, der plagede ham, selv
dengang: Forvirrede drømme, der involverede grønne lysglimt og – onkel Vernon var nær
kørt galt i bilen, da Harry havde fortalt om det – en flyve nde motorcykel …
Der lød et pludseligt øredøvende drøn fra et sted i nærheden. Harry rettede sig op med
et ryk og slog hovedet mod den lave dørkarm. Han gav sig lige netop tid til at udstøde et
par af onkel Vernons foretrukne eder, før han vaklede ud i kø kkenet, mens han holdt sig til
hovedet. Han stillede sig hen og stirrede gennem ruden ud i baghaven.
Mørket var i oprør derude, selve luften virkede flimrende. Og så, en efter en, begyndte
skikkelser at komme til syne, da deres Camouflagebesværgelser blev ophævet. Hagrid
fyldte næsten hele billedet, siddende overskrævs på en kæmpemæssig motorcykel med sort
sidevogn, iført hjelm og motorbriller. Overalt omkring ham var andre i færd med at stige
ned fra koste og, i to tilfælde, gespenstlignende sorte, beving ede heste.
Harry flåede bagdøren op på vid gab og styrtede ud til dem. Der lød glade udråb;
Hermione kastede sine arme omkring ham, mens Ron klappede ham på ryggen, og Hagrid
sagde: ”Hvo’n skær’n, Harry? Klar til at ta’ af sted?”
”I den grad,” sagde Harr y og storsmilede til dem alle. ”Men jeg ventede slet ikke at se så
mange af jer!”

”Ændrede planer,” skurrede Skrækøje, der bar på to enorme, overfyldte sække, mens
hans magiske øje svimlende snurrede fra den mørknende himmel til haven. ”Lad os
komme i skj ul, før vi fortæller dig om det.”
Harry førte dem alle ind i køkkenet, hvor de leende og sludrende tog plads overalt, hvor
de kunne – på stolene, på alle tante Petunias skinnende rene overflader og lænet op ad de
pletfri hårde hvidevarer. Der var Ron, høj og ranglet; Hermione med det buskede hår
arrangeret i en lang fletning; Bill, langhåret og vansiret; hr. Weasley, mild, tyndhåret og
med brillerne en smule på sned; Skrækøje, mærket af mange kampe, etbenet og med sit
lysende blå magiske øje svirrende i øj enhulen; Tonks, hvis korte hår lige nu havde hendes
foretrukne pink farve; Lupus, mere grå og med dybere furer i ansigtet end nogensinde;
Fleur, slank og skøn med langt, sølvblondt hår; Kingo, skaldet, sort og bredskuldret;
Hagrid med sit vildtvoksende hår og fuldskæg måtte stå krumrygget for ikke at slå sit
hoved mod loftet; og endelig Mundungus Fletcher, lille, beskidt og ussel med sine
hængende bassethundeøjne og sit fedtede hår. Harry blev opfyldt af en inderlig glæde ved
synet af dem; han holdt så mege t af dem alle, selv Mundungus, som han ellers havde
forsøgt at kvæle sidste gang de mødtes.
”Kingo, jeg troede ellers, at du passede på Mugglernes premierminister?” råbte han
gennem rummet.
”Han kan godt klare sig uden mig for en enkelt aften,” sagde Kin go. ”Du er vigtigere.”
”Harry, gæt lige!” sagde Tonks fra sin siddeplads oven på vaskemaskinen, mens hun
viftede med sin venstre hånd og vrikkede med fingrene; hun bar en glitrende ring.
”I har giftet jer!” hylede Harry og så fra hende til Lupus.
”Jeg er ked af, at du ikke kunne være med, Harry, det var et meget stilfærdigt bryllup.”
”Det er jo strålende, till…”
”Så -så, vi får tid til hyggesnak senere!” brølede Dunder gennem al snakken, og der blev
straks stille i køkkenet. Dunder smed sækkene fra sig på gulvet for sine fødder og vendte
sig mod Harry. ”Som Dedalus nok har fortalt dig, har vi droppet plan A. Pius Thicknesse er
gået over til fjenden, og det giver os et stort problem. Han har gjort det til en ubetinget
lovovertrædelse, med fængselsstraf t il følge, at forbinde dette hus til Susenetværket, at
placere en transitnøgle her eller at transferere sig ind og ud herfra. Alt sammen under
foregivelse af, at det er sikkerhedsforholdsregler til dit bedste, Harry, for at forhindre Du -
Ved -Hvem i at nå fre m til dig. Fuldstændig meningsløst, eftersom din mors
beskyttelsesmagi stadig er ubrudt og gældende. Hans egentlige hensigt er i virkeligheden at
forhindre dig i at slippe uantastet væk herfra.
Det næste problem er, at du stadig er mindreårig, og det bety der, at Sporingen stadig er
hæftet på dig.”
”Hvad for en …”
”Sporingen, Sporingen!” sagde Skrækøje utålmodigt. ”Den fortryllelse, der sporer
magisk aktivitet fra mindreårige. Det er sådan, Ministeriet sporer aktiv magi, der udgår fra
enhver under sytten! Hvis du, eller nogen i nærheden af dig, kaster en besværgelse for at
hjælpe dig væk herfra, ved Thicknesse omgående besked, og det gør Dødsgardisterne også.
Vi kan ikke bare vente på, at Sporingen ophæves, for i det øjeblik, du bliver sytten,
mister du d en beskyttelse, din mor gav dig. Kort sagt, Pius Thicknesse tror, at han har fået
dig trængt godt og grundigt op i en krog.”
Harry var tilbøjelig til at erklære sig enig med den ukendte Thicknesse.
”Men hvad skal vi så gøre?”
”Vi skal bruge de eneste tr ansportmidler, som stadig står til vores rådighed, de eneste
muligheder for at undgå Sporingen, fordi vi ikke behøver at kaste besværgelser over dem
for at benytte dem: Koste, Thestraler og Hagrids motorcykel.”

Harry kunne tydeligt se de svage punkter i p lanen, men han sagde ikke noget, fordi han
ville give Skrækøje en chance for at nævne dem.
”Altså, din mors besværgelse bliver kun brudt, når en af to betingelser er opfyldt: Når du
bliver myndig, eller …” Dunder gjorde en gestus rundt i det finpudsede kø kken. ”… når du
ikke længere kan kalde huset her for dit hjem. Du og din onkel og tante skilles fra i aften i
fuld forståelse af, at I aldrig skal leve under samme tag igen, korrekt!”
Harry nikkede.
”Så denne gang, når du rejser væk herfra, er det for al tid, og besværgelsen vil derfor
brydes i det øjeblik, du krydser dens grænse. Vi vælger at bryde den tidligt, fordi
alternativet er at vente på, at Du -Ved -Hvem kommer og angriber dig i det øjeblik, du fylder
sytten. Vi har den fordel, at Du -Ved -Hvem ikke v ed, at vi flytter dig i aften. Vi har lækket
falske oplysninger til Ministeriet: De tror ikke, at du tager af sted før den tredivte. Men da
det er Du -Ved -Hvem, vi har med at gøre, tør vi ikke stole på, at han lader sig narre af
datoen; han har uden tvivl e t par Dødsgardister til at patruljere luftrummet i dette område
for at være helt sikker. Derfor har vi kastet enhver tænkelig magisk beskyttelse over et
dusin forskellige huse. De er alle velegnede som skjulested for dig, og de har alle en eller
anden tilk nytning til Ordenen, for eksempel mit hus, Kingos hus, Mollys tante Muriels hus
– ja, ved ser vel ideen i det.”
”Ja,” sagde Harry, men ikke helt sandfærdigt, for han kunne stadig se et gabende hul i
planen.
”Du tager til Tonks’ forældre. Når først du er inden for grænsen af det magiske værn, vi
har lagt over deres ejendom, kan du benytte en transitnøgle til Vindelhuset. Nogen
spørgsmål?”
”Øh – ja,” sagde Harry. ”Det er muligt, at de ikke ved, hvilket af de tolv sikrede huse der
er mit første bestemmelses sted, men vil det ikke være ganske tydeligt, når vi alle” – han
talte hurtigt de tilstedeværende – ”fjorten flyver i den retning?”
”Ah,” sagde Dunder, ”jeg glemte at nævne det vigtigste. Vi flyver netop ikke alle fjorten
hjem til Tonks’ forældre. Syv Harr y Pottere kommer til at beflyve himlen i aften, hver af
dem med en beskytter, og hvert par vil flyve til hver deres sikre hus.”
Dunder fremdrog nu en kolbe med et mudderlignende indhold fra sine gevandters
gemmer. Nu behøvede han ikke sige mere; Harry for stod resten af planen.
”Nej!” sagde han så højt, at hans stemme gav genlyd i køkkenet.
”Jeg advarede ham om, at du ville reagere sådan,” sagde Hermione med en selvtilfreds
undertone.
”Hvis I tror, at jeg vil lade seks mennesker sætte deres liv på spil … !”
”… som om det skulle være første gang for nogen af os,” sagde Ron.
”Det er noget helt andet, når I giver jer ud for at være mig …”
”Tja, vi er heller ikke vilde med det, Harry,” sagde Fred alvorligt. ”Forestil dig, at noget
gik galt, og vi kommer til at se ud som bebrillede nørder for evigt.”
Harry smilede ikke.
”I kan ikke gøre det, hvis jeg ikke samarbejder. I er nødt til at bede mig om at give jer
noget hår.”
”Nå, der røg den plan i vasken,” sagde George. ”Der er selvfølgelig ingen chance for, a t vi
kan få fat i et par totter af dit hår, medmindre du selv vil.”
”Ja, tretten af os mod én fyr med forbud mod at bruge magi; vi har ikke en chance,”
sagde Fred.
”Sjovt,” sagde Harry. ”Virkelig morsomt.”

”Hvis vi bliver tvunget til at bruge magi, så gør vi det,” knurrede Dunder, hvis magiske
øje sitrede en smule i øjenhulen, da han sendte Harry et sigende blik. ”Alle her er myndige,
Potter, og vi er alle indstillet på risikoen ved missionen.”
Mundungus trak på skuldrene og gjorde en grimasse; det mag iske øje snurrede en halv
omgang for at stirre sidelæns på ham gennem Dunders hoved.
”Ikke mere diskussion. Tiden går. Jeg vil have et par af dine hår, knægt. Og det skal være
nu!”
”Men det her er vanvittigt. Det er ikke nødvendigt at …”
”Ikke nødvendig t!” knurrede Dunder. ”Med Du -Ved -Hvem lurende derude med det
halve Ministerium på sin side? Potter, hvis vi er heldige, har han taget den falske lokkemad
og planlægger at lægge sig i baghold efter dig den tredivte, men han ville være godt tosset,
hvis ikke han havde en Dødsgardist eller to på udkig. Det ville jeg selv sørge for at have. De
er måske nok forhindret i at få fat i dig, så længe du befinder dig i dette hus, så længe din
mors besværgelse holder, men den bliver snart brudt, og de kender nogenlunde til husets
beliggenhed. Vores eneste chance er en afledningsmanøvre. Du -Ved -Hvem kan trods alt
ikke dele sig i syv.”
Harry kom til at se Hermione ind i øjnene og skyndte sig at se væk.
”Nå, Potter – lidt af dit hår, tak.”
Harry kastede et blik på Ron, der lavede et fjæs, som sagde noget i retning af gør -det -
nu -bare.
”Nu!” buldrede Dunder.
Med alles blikke rettet mod sig rakte Harry op mod toppen af sit hoved, greb fat i en tot
hår og trak til.
”Godt,” sagde Dunder og haltede frem, idet han trak propp en af eliksirflasken. ”Lige
herned med det, hvis du vil være så venlig.”
Harry lod håret dumpe ned i det mudderlignende fludium. I det øjeblik, hårene ramte
overfladen, begyndte eliksiren at skumme og ryge, indtil den ganske brat blev til en klar og
lysen de gylden væske.
”Ooh, du ser langt mere appetitlig ud end Crabbe og Goyle, Harry,” udbrød Hermione,
men så bemærkede hun Rons hævede øjenbryn og rødmede en smule. ”Åhr, I ved, hvad jeg
mener – Goyles eliksir lignede bussemænd.”
”Godt så. Alle falske Har ry Pottere stiller sig på række herovre, tak,” sagde Dunder.
Ron, Hermione, Fred, George og Fleur stillede sig op foran tante Petunias skinnende
vask.
”Vi mangler en,” sagde Lupus.
”Her,” brummede Hagrid med et fast tag i kraven på Mundungus og løftede ham hen
ved siden af Fleur, der rynkede næsen og demonstrativt flyttede sig frem mellem Fred og
George.
”Jeg sagde jo, at jeg hellere vil være beskytter,” beklagede Mundungus sig.
”Klap i!” knurrede Dunder. ”Og jeg sagde til dig, din usle kujon, at Dødsg ardisterne kun
vil forsøge at fange Potter, ikke dræbe ham. Dumbledore sagde altid, at I -Ved -Hvem
ønsker at gøre det af med Potter egenhændigt. Det er beskytterne, der har mest at frygte,
for dem vil Dødsgardisterne ikke tøve med at dræbe.”
Mundungus så i kke videre lettet ud, men Dunder havde allerede fundet et halvt dusin
æggebægre frem fra sin kappes inderlomme, som han delte ud, før han begyndte at hælde
en smule Polyjuice -eliksir ned i hvert enkelt bæger.
”Kom så, alle sammen … ned med det.”
Ron, Her mione, Fred, George, Fleur og Mundungus drak. Alle som en gispede, da
eliksiren gled ned gennem deres hals; deres ansigtstræk begyndte at blævre og forvrænges

som varm voks. Hermione og Mundungus skød i vejret, mens Ron, Fred og George
skrumpede; deres hår blev mørkere, Hermiones og Fleurs lange hår groede baglæns og
blev kortere.
Dunder bøjede sig uanfægtet ned for at løsne båndene på de store sække, han havde
medbragt. Da han igen rettede sig op, stod der seks gispende udgaver af Harry Potter foran
ham.
Fred og George vendte sig mod hinanden og udbrød: ”Wauv, vi er identiske!”
”Jeg ved nu ikke rigtigt, jeg synes stadig, at jeg ser bedst ud,” sagde Fred og studerede sit
spejlbillede i den blanke vandkedel.
”Sacré ,” sagde Fleur og kastede et blik på sig selv i mikrobølgeovnens låge. ”Bill, lad
være med at se på mig – jeg er hæslig.”
”For de af jer, som synes, at jeres tøj er blevet for stort, har jeg nogle mindre størrelser
her,” sagde Dunder og pegede på den første sæk. ”Og vice versa. Glem ikke briller ne, der er
seks par i sidelommen. Og når I er klædt på, er der bagage i den anden sæk.”
Den ægte Harry tænkte, at dette måtte være det mest bizarre, der nogensinde var
overgået ham, og han havde ellers set nogle ekstremt mærkelige ting. Han så til, mens h ans
seks dobbeltgængere rodede i sækkene og fremdrog hver deres sæt tøj, satte brillerne på
næsen og pakkede deres egne ting ned. Han følte trang til at bede dem om at vise en smule
respekt for hans blufærdighed, da de alle begyndte at klæde sig af uden at genere sig,
tydeligvis mere afslappende ved at vise hans krop frem, end hvis det havde drejet sig om
deres egen.
”Jeg vidste, at Ginny løj om den tatovering,” bemærkede Ron og kiggede ned på sit bare
bryst.
”Harry, dit syn er virkelig elendigt,” udbrød Hermione, idet hun tog brillerne på.
Da de endelig var klædt på, tog de falske Harryer hver en rygsæk og et uglebur med en
udstoppet hvid ugle fra sæk nummer to.
”Godt,” sagde Dunder til sidst, da de syv påklædte bebrillede og bagage -udstyrede
Harryer st od foran ham. ”I bliver sat sammen i følgende par: Mundungus, du rejser med
mig på kost …”
”Hvorfor skal jeg med dig?” brummede den Harry, der stod nærmest bagdøren.
”Fordi du er den, der skal holdes øje med,” knurrede Dunder. Og ganske rigtigt,
Dunders magiske øje flyttede ikke et sekund sit stirrende blik fra Mundungus, da han
fortsatte: ”Arthur og Fred …”
”Jeg er George,” sagde den tvilling, som Dunder pegede på. ”Kan du ikke engang kende
forskel på os, når vi er Harry?”
”Undskyld, George …”
”Jeg dr iller, jeg er faktisk Fred …”
”Så er det nok med det pjat!” snerrede Dunder. ”Den anden af jer, George eller Fred,
hvem du så er – du er med Remus. Frøken Delacour …”
”Jeg tager Fleur med på en Thestral,” sagde Bill. ”Hun bryder sig ikke om koste.”
Fleu r gik hen ved hans side og sendte så et tilbedende, underdanigt blik, at Harry af hele
sit hjerte bad til, at det udtryk aldrig mere ville vise sig på hans ansigt.
”Frøken Granger er med Kingo, igen på Thestral …”
Hermione virkede lettet, da hun gengældt e Kingos smil; Harry vidste, at hun heller ikke
var videre stolt på en kost.
”Og så er der os to, Ron!” sagde Tonks fornøjet og kom til at vælte et stativ til tekrus, da
hun vinkede til ham.
Ron så ikke lige så lettet ud som Hermione.

”Og du kommer med mig, Harry, hvis det ellers er i orden med dig,” sagde Hagrid og så
lidt urolig ud. ”Vi ta’r kværnen, for koste og Thestraler kan ikke bære min vægt, forstår du.
Der er selvfølgelig ikk’ så meget plads på sædet sammen med dig, så du sidder i
sidevognen.”
”Det er fint,” sagde Harry, ikke helt oprigtigt.
”Vi tror, at Dødsgardisterne forventer at se dig på en kost,” sagde Dunder, der lød til at
kunne gætte Harrys følelser. ”Snape har haft rigelig tid til at fortælle dem alt om dig, som
han ikke har fortalt f ør. Hvis vi løber ind i nogle Dødsgardister, går vi ud fra, at de vælger
den falske Potter, der ser ud til at føle sig mest hjemme på en kost. Okay, så,” fortsatte han
og surrede sækken med Harry Potternes tøj til, hvorefter han gik hen til døren. ”Der er tre
minutter til afgang. Ingen grund til at låse bagdøren, for det vil ikke forhindre
Dødsgardisterne i at trænge ind, når de kommer. Lad os gå.”
Harry skyndte sig ud i entreen for at hente sin rygsæk, Prestissimoen og Hedvigs bur,
før han sluttede sig ti l de andre i den mørke baghave. Omkring ham fløj kostene op i hans
kammeraters hænder. Kingo havde allerede hjulpet Hermione op på en stor, sort Thestral,
og Bill havde løftet Fleur op på en anden. Hagrid stod klar ved siden af motorcyklen med
motorbriller ne på.
”Er det den? Er det Sirius’ motorcykel?”
”Den selv samme,” sagde Hagrid og smilede stort til Harry. ”Og sidste gang, jeg havde
dig med på den, Harry, ku’ du ligge i min hånd!”
Harry kunne ikke lade være med at føle sig ydmyget, da han steg op i s idevognen; nu
måtte han kigge op på de andre, og Ron kunne ikke lade være med at smile ved synet af
Harry siddende der som et barn i en radiobil. Harry proppede sin rygsæk og sin kost ned
ved sine fødder og klemte Hedvigs bur fast mellem sine knæ. Det var meget ubekvemt.
”Arthur har flikket nogle forbedringer på den,” fortalte Hagrid, der ikke lagde mærke til
Harrys ubehag og satte sig overskrævs på køretøjet, der knirkede en smule og sank flere
tommer ned i jorden. ”Nu ka’ den et og andet, som man ikke sk u’ forvente. Den der var min
ide.”
Han pegede med en tyk finger på en violet knap ved siden af speedometeret.
”Vær nu forsigtig, Hagrid,” sagde hr. Weasley, der stod ved siden af med sin kost. ”Jeg er
stadig ikke sikker på, at det var tilrådeligt, og den skal i hvert fald kun bruges i
nødsituationer.”
”Okay, så,” lød det fra Dunder. ”Gør jer klar, alle sammen; vi må sætte af sted på
nøjagtig samme tid, for ellers vil hele ideen med afledningen falde til jorden.”
Alle steg op på deres koste.
”Hold dig nu fast, Ron,” sagde Tonks; Harry så Ron kaste et skævt og skyldbevidst blik
hen på Lupus, før han lagde hænderne om hendes talje. Hagrid sparkede motorcyklen til
live, så den brølede som en drage, og sidevognen begyndte at vibrere.
”Held og lykke til jer alle,” råbte Dunder. ”Vi ses om en times tid i Vindelhuset. Jeg
tæller til tre. En … to … TRE.”
Der lød et vældigt brøl fra motorcyklen, og Harry mærkede sidevognen slingre
faretruende. Han blev løftet op i luften med sådan en fart, at øjnene løb en smul e i vand, og
håret blev blæst tilbage fra ansigtet. Omkring ham susede kostene også hurtigt opad, og
han kunne se en Thestrals lange, sorte hale piske forbi. Hans ben, der blev klemt ud til
siderne af Hedvigs bur og rygsækken, føltes allerede ømme og begyn dte at blive
følelsesløse. Han sad så ubekvemt, at han næsten glemte at kaste et sidste blik ud over
kanten af sidevognen, kunne han ikke længere afgøre, hvilket hus det var. Højere og højere
steg de op mod himlen …

Og så – ud af den tomme luft, uden det mindste varsel – var de omringet. Mindst
tredive tilhyllede skikkelser hang ubevægelige i luften, hvor de dannede ring omkring
Ordenens medlemmer, der netop nu nåede herop, intetanende …
Skrig, blændende grønne glimt fra alle sider. Hagrid udstødte et råb , og motorcyklen
rullede til siden. Harry mistede enhver fornemmelse af retning; der var gadelys over ham,
råb og skrig omkring ham, han klamrede sig desperat til sidevognen, mens Hedvigs bur,
Prestissimoen og hans rygsæk begyndte at glide mellem hans knæ …”
”Nej – HEDVIG!”
Kosten snurrede mod jorden, men han nåede lige at gribe fat i sin rygsæk og toppen af
buret, idet motorcyklen rullede tilbage i ret position. Et sekunds lettelse og dernæst endnu
et blændende glimt af grønt lys. Uglen skreg og faldt ne d på bunden af buret.
”Nej – NEJ!”
Motorcyklen susede fremad i rasende fart; Harry så et glimt af hætteformummede
Dødsgardister, der spredte sig, da Hagrid drønede gennem deres linjer.
”Hedvig … Hedvig …”
Men uglen lå ubevægelig og sølle på burets bund som et stykke legetøj.
Han kunne ikke rumme det, og hans rædsel på de andres vegne overgik alt, hvad han
ellers følte lige nu. Han kastede et blik tilbage over skulderen og så en tæt flok skikkelser i
bevægelse, grønne lysglimt, to par skikkelser på kost e susede bort i det fjerne, men han
kunne ikke se, hvem de var …
”Hagrid, vi må tilbage, vi må tilbage!” skreg han for at overdøve motorens tordnende
lyd. Han trak sin tryllestav og satte Hedvigs bur sikkert ned på sidevognens bund; han
nægtede at erkende , at hun var død. ”Hagrid, VEND OM!”
”Min opgave er at få dig bragt i sikkerhed, Harry!” brølede Hagrid og drejede
gashåndtaget.
”Stop – STOP!” råbte Harry. Men da han igen så sig tilbage, strøg to stråler af grønt lys
tæt forbi hans venstre øre; fire Dø dsgardister var brudt ud af cirklen for at jage dem. De
sigtede efter Hagrids brede ryg, og Hagrid undveg, men Dødsgardisterne holdt trit med
motorcyklen. Flere forbandelser blev skudt efter dem, og Harry måtte dukke sig helt ned i
sidevognen for ikke at b live ramt. Han vred sig rundt og råbte: ” Lammer !” hvorefter en rød
stråle skød ud fra hans egen tryllestav og splittede de fire forfølgende Dødsgardister, da de
måtte sprede sig for at undvige den.
”Hold fast, Harry, nu ska’ de få!” brølede Hagrid, og Har ry nåede lige at se Hagrid
smække sin tykke finger ned på en grøn knap ved siden af brændstofmåleren.
En mur, en god, gammeldags solid murstensmur, skød ud fra udstødningsrøret. Harry
drejede hovedet så meget, han kunne, og så muren udvise og placere sig i den tomme luft.
Tre Dødsgardister svingede brat og undgik at ramme den, mens den fjerde var mindre
heldig; han forsvandt af syne og faldt som en sten bag muren, da hans kost blev knust til
pindebrænde. En af hans kammerater sagtnede farten for at redde h am, men de to blev
sammen med muren opslugt af mørket bag ude, da Hagrid lænede sig fladt frem over
håndtagene og gassede op.
Flere Dræberforbandelser fløj forbi Harrys hoved fra de to tilbageblevne Dødsgardisters
tryllestave; de sigtede efter Hagrid. Har ry besvarede beskydningen med flere
Lammerbesværgelser. Rødt og grønt kolliderede i luften i en eksplosion af flerfarvede
gnister, og Harry kom til at tænke på fyrværkeri, og at Mugglerne nede på jorden var helt
uvidende om, hvad der foregik …
”Så giver v i dem en omgang igen, Harry, hold fast!” råbte Hagrid og slog ned på en
anden kamp. Denne gang blev et kæmpemæssigt net skudt ud af motorcyklens
udstødningsrør, men Dødsgardisterne var beredte. Ikke blot svingede de udenom, men

deres kammerat, der havde sæ nket farten for at redde deres bevidstløse fælle, havde
indhentet dem igen. Han kom pludselig susende frem fra mørket, og nu havde
motorcyklen tre forfølgere, der alle skød forbandelser efter dem.
”Det her ska’ nok gøre det af med dem, Harry, hold fast!” hylede Hagrid, og Harry så
ham hamre hele hånden ned på den violette knap ved siden af speedometeret.
Med et umiskendeligt dyrisk brøl skød drageflammer ud fra udstødningsrøret,
hvidglødende og blå, og motorcyklen drønede frem som et projektil med en lyd af forvredet
metal. Harry så Dødsgardisterne dreje langt ud af syne i et forsøg på at undvige det
dødbringende spor af flammer, og samtidig mærkede han sidevognen rokke ildevarslende;
metalbeslagene, der fastholdt den til selve motorcyklen, var blevet svæk ket på grund af det
voldsomme tryk, farten havde øvet på den.
”Det ska’ nok gå, Harry!” råbte Hagrid, der nu var faldet fladt bagover på grund af
luftmodstanden ved den ufattelige fart, de skød; ingen styrede nu, og sidevognen begyndte
at rulle voldsomt i slipstrømmen fra motorcyklen.
”Jeg har styr på det, Harry, bare rolig!” hylede Hagrid og hev sin blomstrede pink
paraply frem fra jakkelommen.
”Hagrid! Nej! Lad mig!”
”REPARO!”
Der lød et øredøvende brag, og så blev de sidste af sidevognens beslag flå et helt ud af
motorcyklen. Harry drønede videre, så længe fremdriften kunne holde, men efterhånden
begyndte sidevognen at tabe højde …
I desperation rettede Harry sin tryllestav mod sidevognen og råbte: ” Wingardium
Leviosa!”
Sidevognen hævede sig som en korkprop, den kunne ikke styres, men var i det mindste
luftbåren. Han fik dog kun et kort sekund til at føle lettelsen, for nu skød flere forbandelser
tæt forbi ham. De tre Dødsgardister havde indhentet ham.
”Jeg kommer, Harry!” hylede Hagrid et sted ude fra mørket, men Harry kunne mærke
sidevognens tabe højde igen. Han dukkede sig så langt ned som muligt, rettede tryllestaven
mod forfølgerne og skreg: ”Hæmmer!”
Forhekselsen ramte den midterste Dødsgardist i brystet; i et kort øjeblik hang manden
ubevægelig i luften i en absurd stilling med spredte arme og ben, som om han netop havde
ramt en usynlig barriere. En af hans kumpaner var nær ved at kollidere med ham …
Sidevognen var for alvor dykket i styrtet, men s den sidste Dødsgardist skød en
forbandelse så tæt forbi Harry, at han hurtigt måtte dukke sig ned i bunden af sidevognen
og slog en tand ud på kanten af sædet …
”Jeg kommer, Harry, jeg kommer!”
En enorm hånd greb fat i ryggen af Harrys gevandter og flå ede ham ud af den styrtende
sidevogn; Harry trak sin rygsæk med sig, idet han blev trukket op bag på motorcyklen og
endte siddende baglæns med ryggen mod Hagrid. Da de susede opad, væk fra de to
forfølgende Dødsgardister, rettede han sin tryllestav mod den faldende sidevogn og råbte:
”Confringo!”
Han følte et modbydeligt sug i maven og et skarpt stik i hjertet ved tanken om Hedvig,
da vognen eksploderede; trykbølgen slog den nærmeste Dødsgardist af kosten, og manden
styrtede ned i mørket. Hans kumpan sagtn ede farten og forsvandt bagude.
”Harry, undskyld, undskyld,” jamrede Hagrid. ”Jeg sku’ ikk’ have prøvet at reparere den
selv – du har nogen ingen plads her …”
”Det går nok, flyv nu bare videre!” råbte Harry til ham, mens endnu to Dødsgardister
dukkede fr em af mørket og nærmede sig.

Da forbandelserne igen begyndte at suse om ørerne på dem, gjorde Hagrid, hvad han
kunne for at undvige og zigzagge; Harry vidste, at Hagrid ikke turde bruge drageilden igen,
fordi hans passager sad så usikkert på den yderste k ant af sædet. Harry sendte
Lammerbesværgelse efter Lammerbesværgelse tilbage mod forfølgerne, men de var svære
at ryste af. Han skød endnu en Hæmmer mod dem, og den nærmeste Dødsgardist undveg,
men i svinget fløj hans hætte af; Harry så Stan Stabejs’ mærke ligt udtryksløse ansigt – Stan

”Expelliarmus!” skreg Harry.
”Det er ham, det er den ægte Potter!”
Den tilhyllede Dødsgardists råb nåede Harrys ører trods motorcyklens tordnende
motor, og i næste øjeblik havde begge forfølgere sagtnet farten, de var ikke til at se nogen
steder.
”Harry, hva’ skete der?” brølede Hagrid. ”Hvor blev de af?”
”Jeg ved det ikke!”
Men Harry var bange; den tilhyllede Dødsgardist havde råbte: ”Det er den ægte Potter!”
Hvordan kunne han vide det? Harry så sig omkring i den ti lsyneladende tomme mørke og
mærkede truslen derudefra. Hvor var de?
Han vendte sig besværligt på sædet for at komme til at sidde forlæns. Han hagede sig
fast i Hagrids jakke.
”Hagrid, lav den der drageild igen, lad os se at komme væk herfra!”
”Så hold g odt fast, Harry!”
Der kom igen et øredøvende, rasende brøl, og den hvidblålige ild skød frem fra
udstødningen. Harry kunne mærke, hvordan han gled baglæns over den smule sæde, han
havde til rådighed, fordi Hagrid på samme måde blev presset bagud og knap n ok kunne
holde fast i håndtagene …
”Jeg tror, vi fik rystet dem af, Harry, jeg tror dæl’me, vi klarede den!” hylede Hagrid.
Men Harry var ikke så sikker; frygten fik stærkere tag i ham, mens han stirrede til
venstre og højre efter de forfølgere, han var sikker på ville komme … hvorfor var de sakket
agterud? En af dem havde stadig haft en tryllestav … Det er ham, det er den ægte Potter …
de havde sagt det lige efter, at han havde prøvet af afvæbne Stan …
”Vi er der næsten, vi er nær målet!” råbte Hagrid.
Harry mærkede motorcyklen flyve en smule nedad, selvom lysene nede fra jorden stadig
virkede som fjerne stjerner.
I næste sekund brændte arret på hans pande som ild, og Dødsgardister dukkede op på
begge sider af motorcyklen. To Dræberforbandelser var mil limeter fra at ramme Harry, de
blev kastet fra nogen bagved …
Nu så Harry ham. Voldemort fløj som røg med vinden, uden hverken kost eller Thestral
til at holde sig oppe. Hans reptilagtige ansigt var lysende i mørket, og han hævede igen
tryllestaven med si ne hvide fingre …
Hagrid udstødte et brøl af frygt og styrede motorcyklen ned i et lodret dyk. Harry
klamrede sig desperat fast, mens han skød sine lammere ud til alle sider i den hvirvlende
nat. Han så en skikkelse i frit fald og vidste, at han havde ram t en af dem, men så hørte han
et knald og så gnister fyge fra motoren; motorcyklen dykkede i en skrue, fuldstændig ude af
kontrol …
Grønne lysglimt føg atter forbi dem. Harry vidste ikke, hvad der var op, og hvad der var
ned; hans ar brændte stadig, og ha n forventede at dø, hvert sekund det skulle være. En
tilhyllet skikkelse på en kost var få meter fra ham, han så den hæve sin arm …
”NEJ!”
Med et rasende udbrud kastede Hagrid sig af motorcyklen mod Dødsgardisten. Til sin

rædsel så Harry både Hagrid og D ødsgardisten styrte, fordi deres samlede vægt var mere,
end kosten kunne bære …
Harry kunne knap nok holde fast med knæene om sædet på den faldende motorcykel, og
nu hørte han Voldemort skrige: ”Min!”
Det var slut. Han kunne hverken se eller høre, hvor Voldemort var, og nu skimtede han
endnu en Dødsgardist, der svingede af vejen. Han hørte: ” Avada …”
Mens smerten i Harrys ar intensiverede, så han måtte lukke øjnene, handlede hans
tryllestav helt af sig selv. Det føltes, som om en magisk kraft tvang hans hånd rundt, han så
et glimt af gylden ild gennem sine halvt lukkede øjne, hørte et knald og et rasende skrig.
Den tilbageværende Dødsgardist hylede op, og Voldemort skreg: ” Nej!” I dette øjeblik
opdagede Harry, at han lå med næsen lige foran drageildknapp en, han slog sin frie hånd
ned på den, og motorcyklen skød flere flammer ud, mens den stadig hvirvlede mod jorden.
”Hagrid!” kaldte Harry og klamrede sig fast til motorcyklen. ”Hagrid – Accio Hagrid!”
Motorcyklen gassede op, mens den blev suget ned mod j orden. Harry lå med hovedet i
niveau med håndtagene og kunne intet andet se end fjerne lys, der kom nærmere og
nærmere. Han var midt i et styrt, og der var ingenting at gøre ved det. Bag sig hørte han:
”Din tryllestav, Selwyn, giv mig din tryllestav!”
Ha n mærkede Voldemort, før han så ham. Da han så til siden, stirrede han ind i de røde
øjne og var sikker på, at det var det sidste, han nogensinde ville se. Voldemort forberedte
endnu en forbandelse mod ham …
Men så forsvandt Voldemort brat. Harry så ned o g fik øje på Hagrid, der lå på jorden
med arme og ben ud til siderne. Han trak hårdt i styret for ikke at ramme ham, famlede
efter bremsen, men faldt så, med et øresønderrivende, jordrystende brag, ned i en mudret
dam.

Kapitel 05 -En falden kriger
”Hagr id!”
Harry kæmpede for at gøre sig fri af vragdelene af metal og læder, der lå overalt omkring
ham. Hans hænder sank ned i mudder, da han prøvede at komme på benene. Han kunne
ikke forstå, hvor Voldemort var blevet af, og forventede, at han ville suse fre m fra mørket,
hvad øjeblik det skulle være. Noget varmt og vådt løb ned over hans hage og fra hans
pande. Han kravlede op af dammen og løb snublende hen mod den enorme, mørke masse,
der lå på jorden – Hagrid.
”Hagrid! Hagrid, sig noget …”
Men den mørke m asse bevægede sig ikke.
”Hvem der? Er det Potter? Er du Harry Potter?”
Harry genkendte ikke mandens stemme. Så råbte en kvinde: ”De er styrtet ned, Ted! De
er styrtet ned i haven!”
Det svimlede for Harry.
”Hagrid,” gentog han tåbeligt; hans knæ gav eft er.
Det næste, han opfattede, var, at han lå på ryggen med noget, der føltes som puder
under sig. Han havde en brændende fornemmelse i sine ribben og højre arm. Tanden, han
fik slået ud, var gendannet. Det dunkede stadig i arret på hans pande.
”Hagrid!”
Han åbnede øjnene og så, at han lå på en sofa i en fremmed lampebelyst dagligstue.
Hans rygsæk lå på gulvet nærved, våd og mudret. En lyshåret mand med tyk mave kiggede
bekymret på ham.
”Hagrid har det fint, min dreng,” sagde manden. ”Konen ser til ham l ige nu. Hvordan
har du det? Flere brækkede knogler? Jeg har ordnet dine ribben, din tand og din arm. Jeg
er Ted, for resten, Ted Tonks – Doras far.”
Harry kom til at sætte sig op for hurtigt; der dansede lyspletter for hans øjne, og han
følte sig både kva lm og rundtosset.
”Voldemort …”
”Tag det nu roligt,” sagde Ted Tonks og lagde en hånd på Harrys skulder for at lempe
ham tilbage på puderne. ”Du har lige været igennem et grimt styrt. Gik der noget galt med
den motorcykel? Er Arthur Weasley nu igen gået over stregen med sine Muggler -
installationer?”
”Nej,” sagde Harry, mens han mærkede sit ar pulsere som et åbent sår. ”Dødsgardister,
en hel hær af dem – vi blev forfulgt …”
”Dødsgardister?” udbrød Ted skarpt. ”Hvad mener du, Dødsgardister? Jeg troede ikke,
de vidste, at du skulle flyttes her til aften? Jeg troede …”
”De vidste det,” sagde Harry.
Ted Tonks så op i loftet, som om han kunne se himlen igennem det.
”Ja, så ved vi da, at vores magiske værn virker, ikke sandt? De burde ikke være i stand ti l
at komme inden for en radius af hundrede meter i alle vinkler omkring huset.”
Nu forstod Harry, hvorfor Voldemort var forsvundet så brat. Det var sket på det sted,
hvor motorcyklen krydsede ind over grænsen til Ordenens magiske sikrede område. Han
håbed e bare, at besværgelserne holdt; han kunne forestille sig Voldemort, hundrede meter
over dem lige nu, i færd med at lede efter en mulighed for at trænge igennem det, som
Harry så for sig som en stor, gennemsigtig boble.
Han svingede benene ud over sofakan ten; han måtte se Hagrid med sine egne øjne, før
han rigtigt kunne tro på, at han var i live. Men han nåede dårligt at rejse sig, før døren blev
åbnet, og Hagrid klemte sig ind gennem åbningen med et ansigt dækket af mudder og blod,
haltende en smule, men mirakuløst nok i live.

”Harry!”
Idet han væltede to spinkle borde og en aspidistra, krydsede han gulvet mellem dem i to
skridt og trak Harry ind til sig i et bjørneknus, der næsten brækkede Harrys nyligt helede
ribben. ”Du fredsens, Harry, hvordan slap d u ud af den suppedas? Jeg troede, vi var
færdige, begge to.”
”Ja, det troede jeg også. Jeg fatter ikke …”
Harry tav brat, han havde netop bemærket kvinden, der var trådt ind i stuen bag
Hagrid.
”Dig!” råbte han og rakte lynhurtigt ned i lommen, men den var tom.
”Din tryllestav er her, min dreng,” sagde Ted og prikkede Harry på armen med den. ”Jeg
fandt den liggende ved siden af dig, da du faldt. Og det er min kone, du råber ad.”
”Åh, det – det må du undskylde.”
Da hun bevægede sig længere ind i stuen, blev fru Tonks’ lighed med sin søster,
Bellatrix, mindre udtalt; hendes hår havde en lys og blød brunlig farve, og hendes øjne var
både større og mildere. Ikke desto mindre virkede hun en anelse stram i masken efter
Harrys udbrud.
”Hvad er der sket med v ores datter?” spurgte hun. ”Hagrid fortalte, at I faldt i baghold.
Hvor er Nymphadora?”
”Jeg ved det ikke,” sagde Harry. ”Vi ved ikke, hvad der er sket med nogen af de andre.”
Hun og Ted vekslede blikke. En blandet følelse af frygt og skyld vældede ind o ver Harry
ved synet af deres ansigter; hvis nogen af de andre var blevet dræbt, var det hans skyld,
kun hans skyld. Han havde indvilliget i planen, givet dem sit hår …
”Transitnøglen,” sagde han, da han pludselig kom i tanke om den. ”Vi må se at komme
vid ere til Vindelhuset og finde ud af det – så kan vi sende jer besked, eller – eller Tonks
kan, så snart hun …”
”Dora skal nok klare sig, Dromeda,” sagde Ted. ”Hun kan sit kram, hun har været i
mange vanskelige situationer med Aurorerne. Transitnøglen er he rinde,” tilføjede hun til
Harry. ”Den afgår om tre minutter, hvis I vil tage den.”
”Det vil vi,” sagde Harry. Han greb sin rygsæk og svang den over skulderen. ”Jeg …”
Han så på fru Tonks og ville gerne undskylde for den frygt, han efterlod hende med, og
som han følte sig så grusomt ansvarlig for, men han havde svært ved at finde ord, der ikke
klang hult og falsk.
”Jeg skal nok sige til Tonks – Dora – at hun skal give besked, når hun … tak for
førstehjælpen, tak for alt. Jeg …”
Han var lettet over at for lade rummet for at følge med Ted Tonks ud i en kort gang og
ind i et soveværelse. Hagrid kom bagefter, sammenbøjet for ikke at slå sin pande mod
dørkarmen.
”Der er den, min dreng. Det er Transitnøglen.”
Hr. Tonks pegede på en lille sølvkantet hårbørste, der lå på toiletbordet.
”Tak,” sagde Harry og rakte ud for at lægge en finger på den, parat til afgang.
”Vent lige lidt,” sagde Hagrid og så sig omkring. ”Harry, hvor er Hedvig?”
”Hun … hun blev ramt,” sagde Harry.
Erkendelsen af, at det virkelig var sket, var knusende. Han skammede sig sådan over sig
selv, da tårerne begyndte at svide i øjnene. Uglen havde været hans ven og følgesvend,
hans eneste sikre forbindelse til den magiske verden i de perioder, hvor han havde været
tvunget til at vende tilbage til familien Dursley.
Hagrid rakte sin mægtige hånd frem og klappede ham smertefuldt hårdt på skulderen.
”Ta’ det ikke så tungt,” sagde han hæst. ”Ta’ det ikke så tungt. Hun havde et dejligt langt
liv …”

”Hagrid!” advarede Ted Tonks, da hårbørsten begy ndte at lyse blåt, og Hagrid nåede lige
netop at lægge sin pegefinger på den i tide.
Med et ryk lige inde bag navlen, som om en usynlig krog og line trak ham fremad, blev
Harry slynget ud i intetheden i vanvittig, snurrende fart med sin finger klistret ti l
transitnøglen, da han og Hagrid forlod familien Tonks’ hjem. Sekunder senere mærkede
han sine fødder ramme jorden hårdt, og han faldt ned på hænder og knæ midt på
Vindelhusets gårdsplads. Han hørte skrig og rejste sig op, idet han smed den nu ikke
længer e gyldige transitnøgle til side. Han svajede let og så fru Weasley og Ginny kom
styrtende ned ad bagtrappen, samtidig med at Hagrid, der også var tumlet omkuld ved
landingen, tungt stønnende kom på benene.
”Harry? Du er den ægte Harry? Hvad skete der? Hvo r er de andre?”
”Hvad mener du? Er der ikke kommet andre tilbage end os?” pustede Harry.
Svaret stod tydeligt at læse i fru Weasleys blege ansigt.
”Dødsgardisterne lå i baghold og ventede på os,” fortalte Harry hende. ”Vi blev omringet
i samme øjeblik, vi satte af sted – de vidste, at det var i aften – jeg ved ikke, hvad der skete
med de andre. Fire af dem jagede os, og vi havde svært ved at slippe væk fra dem, men så
indhentede Voldemort os …”
Han kunne godt høre det selvretfærdige tonefald i sin stemm e, den uudtalte bøn om
hendes forståelse for, at han ikke vidste, hvad der var sket med hendes sønner, men …
”Tak og lov for, at du er uskadt,” sagde hun og trak ham ind til sig i et knus, han ikke
følte, han fortjente.
”Du har vel ikk’ en tår brandy, om jeg må spørge, Molly?” spurgte Hagrid en smule
rystet. ”For helbredelsens skyld?”
Hun kunne have hidkaldt flasken med magi, men da hun hastede tilbage mod det
krogede hus, vidste Harry, at hun gerne ville have et øjeblik til at skjule sit ansigt for dem.
Han vendte sig mod Ginny, og hun skyndte sig at informere ham om alt, hvad han ønskede
at vide, før han overhovedet nåede at spørge.
”Ron og Tonks skulle have været her først, men de nåede ikke deres transitnøgle, den
kom tilbage uden dem,” sagde hun og pegede på en rusten oliedunk, der lå på jorden
nærved. ”Og den der,” hun pegede på en ældgammel gymnastiksko, ”skulle far og Fred
have været med som de næste. Du og Hagrid skulle være kommet som tredje hold, og …”
hun så på sit armbåndsur, ”hvis de nåede d et, burde George og Lupus være her om et
minuts tid.”
Fru Weasley kom tilbage til dem med en flaske brandy, som hun rakte til Hagrid. Han
trak proppen af og bundede den lige på stedet.
”Mor!” råbte Ginny og pegede på et punkt et par meter fra dem.
Et bl åt lys tonede frem i mørket. Det blev stærkere og større, hvorefter Lupus og George
dukkede op, hvirvlende, mens de faldt. Han vidste med det samme, at der var noget galt:
Lupus støttede den bevidstløse George, hvis ansigt var dækket af blod.
Harry styrte de frem og tog fat i Georges ben. Ved fælles hjælp fik han og Lupus båret
George indenfor. De gik gennem køkkenet til dagligstuen, hvor de lagde ham ned på
sofaen. Da lamperne blev tændt, og lyset faldt på George, udstødte Ginny et gisp, og Harry
mærkede, hvordan det vendte sig i hans mave – George manglede et øre. Den ene side af
hans hoved og hals var dækket af vådt, chokerende rødt blod.
Netop som fru Weasley bøjede sig ned over sin søn, greb Lupus Harry i armen og slæbte
ham, temmelig brutalt, ud i køk kenet, hvor Hagrid stadig stod og forsøgte at presse sin
massive krop ind gennem bagdøren.
”Hov -hov!” udbrød Hagrid forarget. ”Slip ham! La’ vær’ med at hive sådan i Harry!”
Lupus ignorerede ham.

”Hvilken skabning sad i hjørnet, første gang Harry Potter besøgte mit kontor på
Hogwarts?” spurgte han og ruskede lidt i Harry. ”Svar mig!”
”En – en Grindylow i en glastank, så vidt jeg husker.”
Lupus slap Harry og faldt baglæns mod et køkkenskab.
”Hva’ var det for noget?” brølede Hagrid.
”Undskyld, Harry, m en jeg var nødt til at tjekke,” sagde Lupus bestemt. ”Vi blev forrådt.
Voldemort viste, at du blev flyttet i aften, og de eneste, der kunne have fortalt ham det, må
have været direkte involveret i planen. Du kunne lige så godt have været en bedrager.”
”Hv orfor kontrollerede du så ikk’ også mig?” pustede Hagrid, der stadig arbejdede på at
presse sit korpus indenfor.
”Du er halvkæmpe,” sagde Lupus og så op på Hagrid. ”Polyjuice -eliksiren er kun lavet til
mennesker.”
”Ingen fra Ordenen ville have fortalt Voldemort, at vi flyttede i aften,” sagde Harry;
tanken var uudholdelig for ham, han kunne ikke tro det om nogen af dem. ”Voldemort
indhentede mig først til allersidst, og han vidste ikke engang, hvem af os, der var mig til at
begynde med. Hvis han havde v æret indviet i planen, ville han fra starten have vidst, at jeg
var sammen med Hagrid.”
”Indhentede Voldemort jer?” sagde Lupus skarpt. ”Hvad skete der? Hvordan undslap
I?”
Harry forklarede kort, hvordan Dødsgardisterne, der forfulgte dem, havde genkendt
ham som den sande Harry, og hvordan de havde opgivet jagten for at tilkalde Voldemort,
der dukkede op, umiddelbart før han og Hagrid nåede i sikkerhed hos Tonks’ forældre.
”De genkendte dig? Men hvordan? Hvad gjorde du?”
”Jeg …” Harry prøvede at huske d et; hele turen forekom ham at være et virvar af panik
og forvirring. ”Jeg så Stan Stabejs … du ved, ham fyren, der var konduktør på Natbussen?
Og jeg prøvede at afvæbne ham i stedet for at – ja, han vidste jo ikke, hvad han gjorde, vel?
Han må have været u nderlagt en Imperiusforbandelse.”
Lupus så forfærdet ud.
”Harry, de tider er forbi, hvor vi kan nøjes med at afvæbne. De folk prøver at fange og
dræbe dig! Brug dog i det mindste en Lammer, hvis du ikke er parat til at dræbe!”
”Vi befandt os flere hundr ede fod oppe i luften! Stan var ikke sig selv, og hvis jeg havde
lammet ham, kunne jeg lige så godt have brugt Avada Kedavra , for så var han blevet dræbt
i styrtet. Desuden reddede Expelliarmus mig fra Voldemort for to år siden,” tilføjede Harry
trodsigt. Lige nu mindede Lupus ham om at den ubehageligt overlegne Hufflepuffer,
Zacharias Smith, der havde hånet Harry for at ville lære Dumbledores Armé
Afvæbnebesværgelsen.
”Ja, Harry,” sagde Lupus med et plaget udtryk. ”Og mange Dødsgardister bevidnede
det! Ti lgiv mig, men det var et meget usædvanligt træk, når du stod over for en dødstrussel
af det format. At gentage det nummer her til aften i nærvær af Dødsgardister, der enten så
det ved selvsyn dengang, eller har fået det fortalt, var tæt på at være en ren
selvmordshandling!”
”Du synes altså, at jeg burde have dræbt Stan Stabejs?” udbrød Harry vredt.
”Selvfølgelig ikke,” sagde Lupus. ”Men Dødsgardisterne – ja, stort set de fleste
mennesker – ville have forventet af dig, at du gik til modangreb. Expelliarmus er en nyttig
besværgelse, Harry, men Dødsgardisterne opfatter den efterhånden som dit kendemærke.
Jeg må indtrængende bede dig gøre noget for at ændre det!”
Lupus fik Harry til at føle sig som en idiot, men der var stadig en smule trods tilbage i
ham.

”Jeg sprænger ikke folk i stumper og stykker, bare fordi de er i vejen,” sagde Harry. ”Det
er Voldemorts metode.”
Lupus’ svar fortabte sig, for endelig lykkedes det Harry at mase sig ind i køkkenet; han
vaklede hen til en stol og satte sig på den med det r esultat, at den kollapsede under ham.
Uden at tage sig af Hagrids mange eder og undskyldninger, vendte Harry sig igen mod
Lupus.
”Kommer George sig, tror du?”
Lupus’ frustration over Harrys handlinger var som blæst væk ved det spørgsmål.
”Det tror jeg, men hans øre kan ikke erstattes, ikke når det er blevet revet af ved en
forbandelse.”
Der hørtes snublende skridt udefra. Lupus kastede sig mod bagdøren, og Harry sprang
hen over Hagrids ben og sprintede ud på gårdspladsen.
To skikkelser var ankommet, og da Harry nærmede sig, kunne han se, at det var
Hermione, i færd med at genindtage sit normale udseende, og Kingo. De holdt begge fast i
en skæv frakkebølje. Hermione kastede sig i armene på Harry, men Kingo viste ingen
begejstring ved synet af hverken Har ry eller Lupus. Hen over Hermiones skulder så Harry
Kingo hæve sin tryllestav og pege mod Lupus’ bryst.
”De sidste ord, Albus Dumbledore sagde til os to?”
”Harry er vores bedste håb. Stol på ham,” sagde Lupus roligt. Kingo vendte sin tryllestav
mod Harry , men Lupus sagde: ”Det er ham, jeg har undersøgt det!”
”Godt, godt,” sagde Kingo og trak sin tryllestav tilbage under kappen. ”Men nogen
forrådte os! De vidste det! De vidste, at det var i aften!”
”Det ser sådan ud,” svarede Lupus, ”men de vidste åbenba rt ikke, at der ville være syv
Harryer.”
”Ringe trøst!” snerrede Kingo. ”Hvem er ellers kommet tilbage?”
”Kun Harry, Hagrid, George og mig.”
Hermione kvalte en svag jamren bag sin hånd.
”Hvad skete der med jer?” spurgte Lupus Kingo.
”Forfulgt af fem, sårede to, dræbte muligvis en,” sagde Kingo kort for hovedet. ”Desuden
så vi Du -Ved -Hvem, han sluttede sig til forfølgerne halvvejs gennem forløbet, men
forsvandt ret hurtigt igen. Remus, han kan …”
”Flyve,” indskød Harry. ”Jeg så ham også, han kom efter Hagrid og mig.”
”Det var altså derfor, han forsvandt – for at jage jer!” sagde Kingo. ”Jeg kunne ikke
forstå, hvorfor han pludselig var væk. Men hvad fik ham til at forfølge et andet bytte?”
”Harry opførte sig en smule for venligt over for Stan Stabejs,” sagde Lupus.
”Stan?” gentog Hermione. ”Men jeg troede, at han var i Azkaban?”
Kingo udstødte en glædesløs latter.
”Hermione, det er åbenlyst, at der har været et masseudbrud fra Azkaban, som
Ministeriet har neddysset. Travers’ hætte faldt af, da jeg fo rbandede ham, og han burde
også have siddet inde. Men hvad skete der med dig, Lupus? Hvor er George?”
”Han mistede et øre,” sagde Lupus.
”Mistede et …?”gentog Hermione skingert.
”Snapes værk,” sagde Lupus.
”Snape?” råbte Harry. ”Du siger da ikke …”
”H ans hætte faldt også af under jagten. Sectumsempra har altid været Snapes
specialitet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg betalte ham tilbage med renter, men jeg
havde nok at gøre med at holde George fast på kosten, da han blev såret og mistede så
meget blod.”

Der blev stille mellem de fire, og de så op på himlen. Der var ingen tegn på bevægelse;
stjernerne skinnede ned på dem med et konstant lys, der ikke blev brudt af flyvende venner
på vej tilbage. Hvor var Ron? Hvor var Fred og hr. Weasley? Hvo r var Bill, Fleur, Skrækøje
og Mundungus?
”Harry gi’r du lige en hånd?” kaldte Hagrid hæst fra døråbningen, hvor han igen sad
fast. Glad for at have noget at tage sig til begyndte Harry at trække ham fri, hvorefter han
gik gennem det øde køkken og ind i d agligstuen, hvor fru Weasley og Ginny stadig tog sig
af George. Fru Weasley havde fået standset hans blødning, og i lampens lys så Harry et
rent, gabende hul, hvor Georges øre plejede at være.
”Hvordan har han det?”
Fru Weasley vendte sig om og sagde: ”J eg kan ikke få det til at gro tilbage, ikke når det
er fjernet ved hjælp af Mørk Magi. Men det kunne have været meget værre … han er i live.”
”Jah,” sagde Harry. ”Gudskelov.”
”Lyder det ikke, som om der er kommet nogen ude i gården?” spurgte Ginny.
”Her mione og Kingo,” sagde Harry.
”Gudskelov,” hviskede Ginny. De så på hinanden; Harry havde lyst til at omfavne hende
og holde hende tæt ind til sig. Han var endda næsten ligeglad med, at fru Weasley var til
stede, men før han nåede at gøre noget ved det, l ød der et brag fra køkkenet.
”Jeg skal nok bevise, hvem jeg er, Kingo, efter at jeg har set til min søn. Træd så tilbage,
hvis du ved, hvad der er godt for dig!”
Harry havde aldrig hørt hr. Weasley råbe sådan før. Han styrtede ind i stuen med sin
skalded e isse glinsende af sved og brillerne slået skævt. Fred var lige bag ham, begge var
blege og uskadte.
”Arthur!” hulkede fru Weasley. ”Åh, gudskelov!”
”Hvordan går det med ham?”
Hr. Weasley sank på knæ ved siden af George. Det var første gang nogensinde, at Harry
oplevede Fred helt mundlam. Han stirrede ind over sofaryggen på sin tvillings sår og
kunne tilsyneladende ikke tro sine øjne.
George rørte på sig, måske fordi lyden af hans fars og brors stemmer bragte ham tilbage
til bevidsthed.
”Hvordan har d u det, Georgie?” hviskede fru Weasley.
George løftede en hånd op til siden af sit hoved, hans fingre følte famlende efter.
”Hellig martyr,” mumlede han.
”Hvad er der galt med ham?” kvækkede Fred hæst og så forskrækket ud. ”Har hans
hjerne også taget skade?”
”’Martør’,” gentog George. Han åbnede sine øjne og så på sin bror. ”Kan du ikke se det …
jeg er hullig Martør’, Fred, fik du den?”
Fru Weasley hulkede højere end før, men Freds blege ansigt fik pludselig mere farve.
”Ynkeligt!” sagde han til Geo rge. ”Ynkeligt! Af alle øre -vittighederne i hele den vide
verden vælger du Martør?”
”Tja,” sagde George og smilede skævt til sin grådkvalte mor: ”Nu kan du i det mindste
kende forskel på os, mor.”
Han så sig omkring.
”Hej, Harry – du er Harry, ikke?”
”Jo, jeg er,” sagde Harry og trådte hen til sofaen.
”Så fik vi altså bragt dig i sikkerhed, trods alt,” sagde George. ”Hvorfor sidder Ron og
Bill ikke nedbøjede ved min sygeseng?”
”De er ikke vendt tilbage endnu, George,” sagde fru Weasley. Georges smil s vandt. Harry
kastede et blik på Ginny og gjorde tegn til hende, at hun skulle følge med ham udenfor. Da

de gik gennem køkkenet, sagde hun dæmpet: ”Ron og Tonks burde være her nu. De havde
ikke lang vej at flyve; tante Muriel bor i nærheden.”
Harry sagde i ngenting. Han havde kæmpet for at holde frygten på afstand, lige siden
han nåede frem til Vindelhuset, men nu vældede den op i ham, krøb ind under hans hud,
dunkede i hans bryst og snørede hans hals sammen. Ginny tog hans hånd, da de steg ned
ad bagtrappen og ud på den mørke gårdsplads.
Kingo vandrede frem og tilbage, mens han spejdede op mod himlen, for hver gang han
vendte om. Han mindede Harry om onkel Vernon og hans vandreture i dagligstuen for
omtrent en million år siden. Hagrid, Hermione og Lupus sto d skulder ved skulder og
stirrede tavse opad. Ingen af dem så meget som drejede hovedet, da Harry og Ginny
sluttede sig til deres stille vagt.
Minutterne strakte sig til noget, der føltes som år. Den mindste brise fik dem alle til at
fare sammen og håbefu ldt vende sig mod den busk eller det træ, vinden havde hvisket
igennem, for at se, om et af de savnede Ordensmedlemmer skulle dukke uskadt frem
mellem bladene…
Så materialiserede en kost sig direkte over deres hoveder, og susede ned til landing …
”Det er dem!” skreg Hermione.
Tonks landede med et langt bremsespor, der sendte jord og småsten fygende til alle
sider.
”Remus!” råbte Tonks, da hun vaklende steg af kosten og kastede sig i Lupus’ arme.
Hans ansigt var stramt og blegt; han kunne få et ord frem. Ron luntede halvt bedøvet hen
mod Harry og Hermione.
”I er altså okay,” nåede han at mumle, før Hermione fløj hen og omfavnede ham.
”Jeg troede – jeg troede …”
”Jeg er også okay,” sagde Ron og klappede hende på ryggen. ”Helt okay.”
”Ron var så sej,” s agde Tonks varmt og løsnede sig greb om Lupus. ”Han var
imponerende. Fik ordnet en af Dødsgardisterne med en Lammer lige i hovedet, og det er
ikke let, når man sidder på en flyvende kost og sigter efter et mål i bevægelse!”
”Gjorde du virkelig det?” udbrø d Hermione og stirrede op på Ron, stadig med armene
omkring hans hals.
”Altid det overraskede tonefald,” sagde han en smule gnavent og frigjorde sig. ”Er vi de
sidste?”
”Nej,” sagde Ginny. ”Vi venter stadig på Bill og Fleur, Skrækøje og Mundungus. Jeg gå r
ind og siger til mor og far, at du er okay, Ron.”
Hun løb indenfor.
”Hvad forsinkede jer? Hvad skete der?” Lupus lød næsten vred på Tonks.
”Bellatrix,” sagde Tonks. ”Hun er lige så meget ude efter mig, som hun er ude efter
Harry, Remus, hun gjorde vir kelig sit bedste for at dræbe mig. Jeg ville ønske, at jeg havde
fået ram på hende. Jeg har et regnskab at gøre op med Bellatrix. Men vi fik i hvert fald
såret Rodolphus … og så kom vi frem til Rons tante Muriel, men vi nåede ikke vores
transitnøgle … hun pylrede sådan om os …”
En muskel vibrerede i Lupus’ kæde. Han nikkede, men kunne ikke få et ord mere frem.
”Hvad skete der med de andre?” spurgte Tonks og vendte sig mod Harry, Hermione og
Kingo.
De genfortalte, hvad der var hændt dem hver især under flyvningen, men det stadige
fravær af Bill, Fleur, Skrækøje og Mundungus lagde sit iskolde greb om dem som frost, hvis
isnende biden blev sværere og sværere at ignorere.

”Jeg bliver nødt til at tage tilbage til Downing Street. Jeg burde have været der for en
time siden,” sagde Kingo endelig efter et sidste søgende blik rundt på himlen. ”Lad mig det
vide, når de er tilbage.”
Lupus nikkede. Med en hastigt fejende håndbevægelse som afsked til de andre gik Kingo
ud i mørket mod lågen. Harry syntes, at han kun ne høre et fjernt lille plop, da Kingo
transfererede sig væk lige uden for Vindelhusets afgrænsninger.
Hr. og fru Weasley kom styrtende ned ad bagtroppen med Ginny i hælene. Begge
forældre omfavnede Ron, før de vendte sig mod Lupus og Tonks.
”Tak,” sagde fru Weasley, ”for vores sønner.”
”Vær nu ikke fjollet, Molly,” sagde Tonks omgående.
”Hvordan har George det?” spurgte Lupus.
”Hvad er der i vejen med ham?” peb Ron op.
”Han har mistet …”
Men slutningen af fru Weasleys sætning blev druknet af et saml et udbrud: En Thestral
var netop kommet susende til syne og landede få meter fra dem. Bill og Fleur lod sig glide
ned fra dens ryg, forblæste, men uskadte.
”Bill! Himlen være lovet!”
Fru Weasley løb derhen, men Bill gav hende kun det flygtigste knus, før han så direkte
hen på sin far og sagde: ”Skrækøje er død.”
Ingen sagde et ord, alle stod som naglet til stedet. Harry havde det, som om noget inden
i ham faldt og faldt, indtil det nåede jorden og forlod ham for evigt.
”Vi så det,” sagde Bill, og Fleur nikkede; spor af tårer glitrede på hendes kinder i
lysskæret fra køkkenvinduet: ”Det skete, lige efter at vi brød ud af cirklen; Skrækøje og
Dunst fløj tæt ved os, og vi styrtede alle nordpå. Voldemort – han kan flyve – satte direkte
efter dem. Dunst flipp ede ud, jeg hørte ham råbe, og Skrækøje prøvede at standse ham,
men han transfererede sig væk. Voldemort ramte Skrækøje direkte i ansigtet med en
forbandelse, og han faldt baglæns af sin kost – der var ikke noget, vi kunne gøre, vi havde
selv et halvt dusi n af dem i hælene …”
Bills stemme knækkede over.
”Selvfølgelig kunne I ikke have gjort noget som helst,” sagde Lupus.
Der stod de så og kiggede på hinanden. Harry havde svært ved rigtigt at fatte det.
Skrækøje død; det kunne ikke passe … Skrækøje, så ne j, så tapper, den selvskrevne
overlever …
Langt om længe lod det til at dæmre for dem, at der ikke længere var nogen grund til at
vente ude på gårdspladsen, men ingen sagde det højt. I stilhed fulgte de hr. og fru Weasley
indenfor i Vindelhuset og samlede sig i dagligstuen, hvor Fred og George sad og grinede
sammen.
”Hvad er der galt?” spurgte Fred og så undersøgende på deres ansigter, da de trådte ind.
”Hvad er der sket? Hvem er …?”
”Skrækøje,” sagde hr. Weasley. ”Død.”
Tvillingernes smil forvandlede s ig til chokerende grimasser. Ingen lod til at vide, hvad
de skulle gøre lige nu. Tonks græd stille ned i et lommetørklæde; Harry vidste, at hun
havde stået Skrækøje nær, for hun havde været hans yndling og protegé i Ministeriet for
Magi. Hagrid, der havde sat sig på gulvet i et hjørne, hvor han havde mest plads omkring
sig, duppede sine øjne med et lommetørklæde så stort som en dug.
Bill gik hen til skænken, hvor han fandt en flaske Ildwhisky og nogle glas.
”Her,” sagde han, og med et sving af sin trylles tav sendte han tolv fulde glas flyvende
rundt i stuen, et til hver. Så hævede han sit eget trettende glas og skålede: ”Skrækøje!”
”Skrækøje,” gentog de enstemmigt og drak.

”Skrækøje,” lød det en smule forsinket fra Hagrid, efterfulgt af et hik.
Ildwhisk yen sved i Harrys hals; det var, som om den brændende strøm jog
følelsesløsheden og fornemmelsen af uvirkelighed på flugt og fik fornyet mod til at flamme
op i ham.
”Mundungus forsvandt altså?” sagde Lupus, der havde bundet sit glas i ét drag.
Stemningen ændrede sig brat; alle så hen på Lupus med anspændte miner. Det forekom
Harry, at de på en og samme tid ønskede at høre, hvad han havde at sige, og veg tilbage for,
hvad det måtte være.
”Jeg ved, hvad du tænker,” sagde Bill, ”og jeg tænkte det samme på v ejen tilbage hertil.
Det så jo ud til, at de ventede på os, ikke? Men Mundungus kan ikke have forrådt os. De
vidste, ikke at der var syv Harryer, og det forvirrede dem i starten. Og hvis du skulle have
glemt det, så var det netop Mundungus, der foreslog de n lille afledningsfinte. Hvorfor
skulle han have undladt at røbe den afgørende detalje? Jeg tror simpelthen, at Dunst lod
sig gribe af panik. Ganske enkelt. Han var jo meget modvillig til at begynde med, men
Skrækøje tvang ham med, og I -Ved -Hvem gik direkt e efter dem som de første; det burde
være nok til at tage pippet fra selv den bedste.”
”I-Ved -Hvem opførte sig nøjagtigt, som Skrækøje forventede, at han ville,” snøftede
Tonks. ”Skrækøje sagde, at han ville gå ud fra, at Harry fløj med den mest barske og
erfarne Auror. Han satte først efter Skrækøje, og da Mundungus røbede dem, skiftede han
kurs og jog efter Kingo …”
”Ja, c’est merveilleux,” sagde Fleur hårdt, ”men det forklarer stadig ikke, hvordan de
vidste, at vi flyttede Harry her til aften, non ? Nog en har været skødesløs. Nogen er kommet
til at nævne datoen i påhør af en outsider. Det er den eneste forklaring på, at de kendte
datoen, men ikke le plan til fulde.”
Hun så strengt rundt på dem alle, stadig med spor af tårer på sit smukke ansigt, og
udfo rdrede dem tavst til at modsige hende. Men ingen sagde noget. Den eneste lyd, der
brød stilheden, var Hagrid, der hikkede bag sit lommetørklæde. Harry så hen på Hagrid,
der for lidt siden havde sat sit eget liv på spil for at redde ham – Hagrid, som han el skede
og stolede på, den ven, som engang var blevet narret til at røbe oplysninger til Voldemort i
bytte for et drageæg …
”Nej,” sagde Harry højt, og de så alle sammen overrasket på ham. Ildwhiskyen lod til at
have forstærket hans stemme. ”Jeg mener … hvi s nogen virkelig begik en fejl,” fortsatte
han, ”og lod oplysninger sive, så ved jeg, at det ikke blev gjort med vilje. Det er ikke nogens
skyld,” gentog han, denne gang mere højrøstet, end han normalt ville tale. ”Vi bliver nødt
til at stole på hinanden. Jeg stoler på hver og en af jer. Jeg tror ikke, at nogen herinde
nogensinde kunne finde på at sælge mig til Voldemort.”
Mere stilhed fulgte i kølvandet på hans udbrud. Alle så på ham, og Harry følte sig igen
lidt ophedet og drak noget mere Ildwhisky, ford i han ikke vidste, hvad han ellers skulle
gøre. Og mens han drak, tænkte han på Skrækøje. Skrækøje havde altid kun haft hån
tilovers for Dumbledores vedholdende villighed til at stole på andre.
”Godt sagt, Harry,” sagde Fred uventet.
”Ja, ’ørt, ’ørt,” sa gde George med et hurtigt sideblik til Fred, hvis mundvige sitrede lidt.
Lupus så på Harry med et sært ansigtsudtryk; det var tæt på medlidenhed.
”Du mener måske, at jeg er en tåbe?” sagde Harry til ham.
”Nej, jeg mener, at du er ligesom James,” sagde L upus. ”Han ville have betragtet det
som den yderste vanære at mistro sine venner.”
Harry vidste, hvor Lupus ville hen. Hans far var jo netop blevet forrådt af sin ven, Peter
Pettigrew. Han følte sig irrationelt vred. Han ville diskutere, men Lupus havde v endt sig

væk fra ham, sat sit glas fra sig på et sofabord og henvendte sig til Bill. ”Der er arbejde,
som venter. Jeg kan spørge Kingo, om han …”
”Nej!” sagde Bill omgående. ”Jeg gør det, jeg tager med.”
”Hvor skal I hen?” spurgte Tonks og Fleur i kor.
”Skrækøjes lig,” sagde Lupus. ”Vi må finde det.”
”Kan det ikke …?” begyndte fru Weasley med et bønfaldende blik på Bill.
”Vente?” sagde Bill. ”Ikke medmindre du ønsker, at Dødsgardisterne tager ham?”
Ingen sagde mere. Lupus og Bill sagde farvel og gik.
De andre tog plads rundt om i stolene, undtagen Harry, der blev stående. Dødens
uigenkaldelighed og pludselighed var til stede blandt dem som en uønsket gæst.
”Jeg må også gå,” sagde Harry.
Ti par forskrækkede øjne så på ham.
”Sikke noget pjat, Harry,” sagde fru Weasley. ”Hvad mener du dog?”
”Jeg kan ikke blive her.”
Han gned sin pande; det prikkede igen. Det havde ikke gjort ondt på denne måde i over
et år.
”I er alle i fare, så længe jeg er her. Jeg vil ikke have …”
”Nu må du ikke være dum,” sagde fru Weasley. ”Hele ideen med missionen var at bringe
dig sikkert hertil, og jeg takker guderne for, at det lykkedes. Fleur er endda gået med til at
blive gift her hos os i stedet for i Frankrig, så vi alle kan forblive samlet og passe på dig …”
Hun forst od det ikke; hun fik ham kun til at føle sig endnu dårlige tilpas, ikke bedre.
”Hvis Voldemort finder ud af, at jeg er her …”
”Men hvorfor skulle han dog gøre det?” spurgte fru Weasley.
”Der er så mange forskellige steder, du kunne være nu, Harry,” sagde hr. Weasley. ”Han
har ingen mulighed for at opdage, hvilket sikret hus du befinder dig i.”
”Det er ikke mig selv, jeg er bekymret for!” sagde Harry.
”Det ved vi godt,” sagde hr. Weasley stille. ”Men det vil gøre vores anstrengelser her til
aften me ningsløse, hvis du forlader os.”
”Du går ingen steder,” knurrede Hagrid. ”Du fredsens, Harry, efter alt, hva’ vi har gået
igennem for at få dig hertil!”
”Jah, tænk lige på mit forbandede øre,” sagde George og hævede sig længere op i
puderne.
”Jeg ved go dt, at …”
”Skrækøje ville ikke have ønsket …”
”JEG VED DET – JEG VED DET!” brølede Harry.
Han følte sig overvundet og presset; troede de ikke, at han vidste, hvad de havde været
igennem for hans skyld, forstod de ikke, at det netop var derfor, han ville forlade dem nu,
inden de kom til at lide mere for hans skyld? Der fulgte en lang, pinlig tavshed, hvor hans
ar fortsatte med at stikke og dunke. Endelig brød fru Weasley stilheden.
”Hvor er Hedvig, Harry?” sagde hun i et venligt, afledende tonefald. ”Vi kan sætte hende
ind hos Grisligiano og give hende noget at spise.”
En usynlig næve klemte om hans indvolde. Han kunne ikke fortælle hende sandheden.
Han skyndte sig at drikke det sidste af sin Ildwhisky for at undgå at svare.
”Bare vent, til det slipper ud, at du gjorde det igen. Harry,” lød det fra Hagrid. ”Undslap
ham, slog ham tilbage, da han var lige ved at få dig!”
”Det var ikke mig,” sagde Harry tonløst. ”Det var min tryllestav. Den gjorde det af sig
selv.”
Efter et øjeblik sagde Hermione forsigti gt: ”Men det er umuligt, Harry. Du mener, at du
udførte magi uden at tænke over det. Du reagerede instinktivt.”

”Nej,” sagde Harry. ”Motorcyklen var midt i et styrt, og jeg kunne ikke afgøre, hvor
Voldemort var, men min tryllestav snurrede i min hånd, fan dt hans position og affyrede en
besværgelse mod ham, og det var ikke engang en besværgelse, jeg kender til. Jeg har aldrig
frembragt den slags guldflammer før.”
”Det sker ofte,” sagde hr. Weasley, ”at man, i en presset situation, kan frembringe magi,
man end ikke havde drømt om. Små børn kan ofte begå den slags ting, før de overhovedet
har lært …”
”Det var slet ikke noget i den retning,” sagde Harry sammenbidt. Hans ar sved; han følte
sig vred og frustreret. Han var led ved tanken om, at de alle bildte si g ind, at han havde
kræfter, der kunne hamle op med Voldemorts.
Ingen sagde noget. Han vidste, at de ikke troede på ham. Nu, hvor han tænkte nærmere
over det, havde han aldrig før hørt om en tryllestav, der udførte magi af sig selv.
Hans ar var som hvidg lødende smerte, og han kunne dårligt tilbageholde en jamren ret
meget længere. Han satte sig glas fra sig og mumlede noget om frisk luft, før han skyndte
sig ud af sneen.
Da han gik over den mørke gårdsplads, så den store, knokkelagtige Thestral op, den
rystede sine enorme vinger og græssede videre. Harry standsede ved lågen ind til haven og
stirrede ud over dens tilgroede bede, mens han gned sin dunkende pande og tænkte på
Dumbledore.
Dumbledore ville have troet ham, det vidste han. Dumbledore ville have forklaret,
hvordan og hvorfor Harrys tryllestav pludselig handlede uafhængigt af ham. Dumbledore
havde nemlig altid svarene; han havde kendskab til tryllestave, og han havde forklaret
Harry om den mærkelige forbindelse, der var mellem Harrys tryllestav og Voldemorts …
men Dumbledore var jo borte ligesom Skrækøje, Sirius, hans forældre og stakkels Hedvig.
De var alle et sted, hvor Harry ikke kunne nå dem eller tale med dem igen. Han mærkede,
hvordan det sved i hans hals, og denne gang havde det intet med Il dwhiskyen at gøre.
Og så, uden varsel, kulminerede smerten i hans ar. Da han trykkede hænderne mod sin
pande og lukkede øjnene, hørte han en stemme skrige inde i sit hoved.
”Du sagde til mig, at problemet kunne løses ved at bruge en andens tryllestav?”
For sit indre blik så han pludselig en gammel, udtæret mand ligge iført laser på et
stengulv, mens han udstødte et frygteligt, langtrukkent skrig, der vidnede om ulidelig
smerte.
”Nej! Nej! Jeg bønfalder dig, jeg bønfalder dig …”
”Du løj for Lord Voldemo rt, Ollivander!”
”Det gjorde jeg ikke … jeg sværger, at jeg ikke løj …”
”Du prøvede at hjælpe Potter, du prøvede at hjælpe ham med at undslippe mig!”
”Nej, jeg sværger på, at jeg ikke gjorde det … jeg troede, at en anden tryllestav ville være
nok …”
”Så forklar, hvad der skete. Lucius’ tryllestav er ødelagt!”
”Jeg forstår det ikke … forbindelsen … eksisterer kun … mellem jeres to tryllestave …”
”Du lyver!”
”Lad være … jeg beder dig …”
Og Harry så den hvide hånd hæve sin tryllestav, og han mærkede Voldemorts sus af
ondskabsfuldt raseri, han så den skrøbelige gamle mand på gulvet vride sig i pine …
”Harry?”
Det var overstået lige så hurtigt, som det var begyndt. Harry stod skælvende i mørket og
klamrede sig til havelågen med hamrende hjerte. Det pr ikkede stadig i arret. Det varede et
øjeblik, før det gik op for ham, at Ron og Hermione stod ved siden af ham.
”Harry, kom med indenfor,” hviskede Hermione. ”Du tænker da ikke på at tage af sted?”

”Ja, du må blive her, kammerat,” sagde Ron og dunkede Ha rry på ryggen.
”Har du det ikke så godt?” spurgte Hermione. ”Du ser forfærdelig ud!”
”Tja,” sagde Harry rystet. ”Jeg tror alligevel, at jeg ser bedre ud end Ollivander.”
Da han havde fortalt dem, hvad han lige havde set, virkede Ron rystet, mens Hermion e
var direkte rædselsslagen.
”Men det skulle jo ikke kunne lade sig gøre mere! Dit ar – der skulle jo være sat en
stopper for det! Du må ikke tillade den forbindelse at åbne sig igen – Dumbledore ville
have, at du lukkede dit sind for det!”
Da Harry ikke svarede, greb hun fat i hans arm.
”Harry, han er ved at overtage Ministeriet, aviserne og det halve troldmandssamfund!
Du må ikke også lade ham tage magten i dit hoved!”

Kapitel 06 -Gespenstet i pyjamas
Chokket over tabet af Skrækøje hvilede tungt ove r huset i dagene, der fulgte; Harry
forventede hvert andet øjeblik at se ham komme humpende ind ad bagdøren ligesom de
andre Ordensmedlemmer, der kom og gik, medbringende de sidste nyheder. Harry kunne
mærke, at kun aktiv handling ville dæmpe hans skyldføl else og sorg, og han tænkte, at han
så hurtigt som muligt burde drage ud på sin mission for at finde og tilintetgøre
Horcruxerne.
”Jamen, du kan alligevel ikke stille noget op med …” Ron mimede ordet Horcruxerne,
”før du fylder sytten. Du har stadig Spori ngen på dig. Og vi kan vel lige så godt planlægge
det hele herfra som fra alle mulige andre steder, kan vi ikke? Eller,” han sænkede stemmen
til en hvisken, ”har du allerede regnet ud, hvor Du -Ved -Hvad er gemt?”
”Nej,” indrømmede Harry.
”Jeg tror, Hermio ne har gjort noget forarbejde,” sagde Ron. ”Hun sagde, at hun først
ville fortælle om det, når du var her.”
De sad ved morgenbordet; hr. Weasley og Bill var netop taget af sted på arbejde, fru
Weasley var gået ovenpå for at vække Hermione og Ginny, mens F leur var dasket ud for at
tage et bad.
”Sporingen brydes først den 31.,” sagde Harry. ”Det betyder, at jeg kun behøver at blive
her i fire dage. Så kan jeg …”
”Fem dage,” rettede Ron bestemt. ”Vi bliver nødt til at blive til brylluppet. De slår os
ihjel, hvis vi ikke deltager.”
Harry forstod, at han hentydede til Fleur og fru Weasley.
”Det er kun én ekstra dag,” sagde Ron, da Harry så trodsig ud.
”Forstår de da ikke, hvor vigtigt …?”
”Selvfølgelig gør de ikke det,” sagde Ron. ”Du har ikke den ringeste anelse. Og nu du
nævner det, så ville jeg gerne tale med dig om det.”
Ron kastede et blik mod døren ud til hallen for at sikre sig, at fru Weasley ikke var på vej
tilbage, før han lænede sig nærmere ind mod Harry.
”Mor har prøvet at lokke det ud af Herm ione og mig. Hvad vi er på vej ud for at gøre. Du
er den næste, hun vil forsøge sig med, så vær forberedt på det. Både far og Lupus har også
spurgt om det, men da vi sagde, at Dumbledore havde gjort det klart, at du ikke måtte røbe
det for andre end os, dr oppede de sagen. Men ikke mor. Hun giver ikke op.”
Rons forudsigelse kom til at holde stik i løbet af få timer. Kort før frokost afskar hun
Harry fra de andre ved at bede ham om hjælp til at identificere en enlig sok, som hun
mente måtte være faldet ud af hans rygsæk. Da hun først havde fået ham trængt op i et
hjørne i det lille bryggers ved siden af køkkenet, begyndte hun:
”Ron og Hermione har den opfattelse, at I alle tre skal droppe ud af Hogwarts,”
begyndte hun med et let henkastet tonefald.
”Åh,” sa gde Harry. ”Tjo, tja. Det er også planen.”
Rullen gik i selvsving i et hjørne og fremvred, hvad der kunne se ud som en af hr.
Weasleys veste.
”Må jeg spørge, hvorfor I sådan afbryder jeres uddannelse?” spurgte fru Weasley.
”Altså, Dumbledore efterlod mi g … ting, der skal gøres,” mumlede Harry. ”Ron og
Hermione kender til det, og de vil også gerne være med.”
”Hvad slags ting?”
”Jeg er ked af det, men jeg kan ikke …”
Ӯrligt talt, jeg mener virkelig, at Arthur og jeg har ret til at vide besked, og jeg e r sikker
på, at hr. og fru Granger er enige!” sagde fru Weasley. Harry havde frygtet denne

forældrebekymringsvinkel. Han tvang sig selv til at se lige ind i hendes øjne og bemærkede
omgående, at de havde præcis samme brune nuance som Ginny. Det var ingen h jælp.
”Dumbledore ville ikke have, at nogen andre skulle vide det, fru Weasley. Jeg er ked af
det. Ron og Hermione behøver ikke at følge med, det er deres eget valg …”
”Jeg kan heller ikke se, at du behøver at tage af sted!” sagde hun skarpt og gik lige til
sagen. ”I er knap nok blevet myndige, alle tre! Det er komplet nonsens! Hvis Dumbledore
havde brug for at få en opgave udført, havde han hele Ordenen til sin rådighed. Harry, du
må have misforstået ham. Han fortalte dig sikkert om noget, han ønskede at få gjort, og du
tolkede det, som om han mente, at du skulle …”
”Jeg misforstod ham ikke,” sagde Harry ligeud. ”Kun jeg kan gøre det.”
Han rakte den enlige sok tilbage til hende; den var mønstret med gyldne kogleaks.
”Det er ikke min, jeg er ikke tilhæn ger af Puddlemere United.”
”Åh, selvfølgelig ikke,” sagde fru Weasley med et brat og lettere foruroligende skift til sit
dagligdags toneleje. ”Det skulle jeg have tænkt på. Nå, Harry, mens jeg stadig har dig her,
vil jeg høre, om du vil hjælpe lidt til me d forberedelserne til Bills og Fleurs bryllup, så er du
sød. Der er stadig så meget at gøre.”
”Ja – jeg – selvfølgelig,” sagde Harry, helt forfjamsket over det pludselige emneskift.
”Du er en skat,” sagde hun og forlod smilende bryggerset.
Fra det øjebl ik holdt fru Weasley Harry, Ron og Hermione så travlt beskæftiget med
bryllupsforberedelser, at de dårligt havde tid til at tænke. Den mest uskyldige forklaring på
denne adfærd var, at hun ville aflede deres tanker fra Skrækøje og rædslerne fra den netop
overståede flyvning. Men efter to dages uafbrudt sølvtøjspudsning, farvekoordinering af
festpynt, gaver og blomster, nisselugning af haven samt tilberedning af umådelige
mængder af kanapeer sammen med fru Weasley begyndte Harry at gennemskue hendes
taktik. Alle de opgaver, hun uddelegerede, lod til at være nøje gennemtænkt med det
formål at holde ham, Ron og Hermione væk fra hinanden; han havde ikke haft en chance
for at tale ugenert med de to siden den første aften, hvor han fortalte dem, at Voldemort
torte rede Ollivander.
”Jeg tror, mor prøver at forsinke jeres afrejse ved at forhindre jer tre i at tale sammen og
lægge planer,” sagde Ginny lavmælt til Harry, da de dækkede middagsbordet den tredje
aften efter hans ankomst.
”Men hvad tror hun så, der vil sk e?” mumlede Harry. ”At en anden måske dræber
Voldemort, mens hun sørger for at holde os travlt beskæftiget med at lave vol -au -venter?”
Han sagde det uden at tænke sig om og så Ginny blegne.
”Det er altså sandt?” sagde hun. ”Det er virkelig det, du vil prøve på?”
”Jeg – nej – det var bare for sjov,” sagde Harry undvigende.
De stirrede på hinanden; der var noget andet og mere end chok at se i Ginnys
ansigtsudtryk. Pludselig gik det op for Harry, at dette var første gang, han var alene med
hende siden de res stjålne stunder på Hogwarts. Han var sikker på, at hun også mindedes
den tid. Det gav et sæt i dem begge, da Bill og Kingo pludselig kom ind ad døren.
De fik efterhånden ofte Ordensmedlemmerne til middag, fordi Vindelhuset havde
erstattet Grumsted Pla ds nummer tolv som hovedkvarter. Hr. Weasley havde forklaret, at
siden hemmelighedsvogterens, altså Dumbledores, død, var hver og en af dem, som han
havde røbet beliggenheden af Grumsted Plads for, blevet de nye hemmelighedsvogtere.
”Og da vi tæller omkri ng tyve i antal, har det udvandet kraften i Fideliusbesværgelsen.
Der er nu tyve gange større chance for, at Dødsgardisterne tvinger hemmeligheden ud af
en eller anden. Vi kan ikke forvente, at den holder ret meget længere.”
”Men Snape må da allerede for længst have røbet adressen til Dødsgardisterne?” sagde
Harry.

”Tja, Skrækøje har installeret et par forbandelser mod Snape, hvis han skulle dukke op
her igen. Vi håber, at de er stærke nok til både at holde ham ude og binde hans tunge, hvis
han prøver at tale om stedet, men vi kan ikke være sikre. Det ville være vanvittigt at
fastholde det hus som mødested nu, hvor dets beskyttelse er blevet så usikker.”
Køkkenet var så stuvende fuldt den aften, at det bød på vanskeligheder bare at
manøvrere med knive og gafler. Harry kom til at sidde klinet op ad Ginny og de usagte
ting, der netop havde passeret mellem dem, fik ham til at ønske, at de havde siddet
længere fra hinanden med et par andre imellem sig. Han anstrengte sig så meget for ikke
at strejfe hendes arm , at han knap nok kunne skære sin kylling.
”Intet nyt om Skrækøje?” spurgte Harry Bill.
”Intet,” svarede Bill.
De havde ikke kunnet afholde en begravelsesceremoni for Dunder, fordi Bill og Lupus
ikke kunne finde hans lig. På grund af mørket og den kaoti ske kamptummel havde det
været vanskeligt at afgøre, hvor han var faldet.
”Profettidende har ikke sagt et ord om hans død og heller ikke om fundet af hans lig,”
fortsatte Bill. ”Men det betyder ikke så meget. De holder meget under låg nu om stunder.”
”Og de har vel stadig ikke indkaldt til høring om al den mindreårsmagi, jeg brugte for at
undslippe Dødsgardisterne?” råbte Harry hen over bordet til hr. Weasley, der rystede på
hovedet. ”Er det, fordi de ved, at jeg ikke havde noget valg, eller fordi de ikke vil fortælle
verden, at Voldemort angreb mig?”
”Det sidste, vil jeg tro. Scrimgeour vil ikke indrømme, at Du -Ved -Hvem er så magtfuld,
som han er, og heller ikke at der var været masseudbrud fra Azkaban.”
”Ja, hvorfor fortælle offentligheden sandheden?” sagde Harry og knugede sin kniv så
hårdt, at de svage ar på hans højre håndryg blev tydelige og hvide mod hans hud: Jeg må
ikke lyve.
”Er der da slet ingen i Ministeriet, som vil gå imod ham?” spurgte Ron vredt.
”Selvfølgelig, Ron, men folk er bange,” sv arede hr. Weasley. ”Bange for, at de bliver de
næste, som forsvinder, eller at deres børn bliver angrebet! Der verserer nogle modbydelige
rygter; jeg tror for eksempel ikke et sekund på, at Hogwarts’ lærer i Mugglerstudier har
taget sin afsked. Hun er ikke blevet set i flere uger nu. I mellemtiden forskanser
Scrimgeour sig dagen lang på sit kontor; jeg håber inderligt, at han arbejder på en plan.”
Der opstod et øjebliks tavshed, som fru Weasley udfyldte ved at lave en magisk
afrydning af de tomme middagsta llerkener og fremtrylle æbletærte til dessert.
”Vi må blive enige om din forklædning, Harry,” sagde Fleur, da alle havde fået serveret
deres dessert. ”Til brylluppet,” tilføjede hun, da han så uforstående ud. ”Naturellement er
ingen af vores gæster Dødsga rdister, men det kan jo ske, at de kommer til at tale over sig
efter et par glas champagne.”
Harry kunne godt høre, at hun stadig havde mistanke til Hagrid.
”Ja, du siger noget,” sagde fru Weasley fra bordenden, hvor hun sad med brillerne på
næsen og stu derede den vældige huskeseddel, som hun havde skrevet på et meget langt
stykke pergament. ”Hør, Ron, har du fået ryddet op på dit værelse?”
”Hvorfor ?” udbrød Ron; han smed demonstrativt sin ske fra sig på bordet og stirrede
vredt hen på sin mor. ”Hvorfor skal mit værelse ryddes op? Harry og jeg har det fint, som
det er.”
”Vi afholder din brors bryllup her om nogle få dage, unge mand …”
”Skal de måske giftes i mit værelse?” spurgte Ron rasende. ”Nej, de skal ej! Så hvorfor,
ved Merlins slatne venstre …”
”Du bruger ikke den tone over for din mor,” sagde hr. Weasley bestemt. ”Og du gør, som
der bliver sagt.”

Ron skulede olmt til begge sine forældre, hvorefter han samlede sin ske op og gik løs på
de sidste mundfulde æbletærte på sin tallerken.
”Jeg skal no k hjælpe, noget af det er jo mit rod,” sagde Harry til Ron, men fru Weasley
skyndte sig at afbryde ham.
”Nej, Harry, kæreste, jeg vil meget hellere have, at du hjælper Arthur med at muge ud
hos hønsene, og Hermione, jeg ville være så taknemmelig, hvis du ville lægge nyt sengetøj
på til monsieur og madame Delacour, der jo ankommer klokken elleve i morgen
formiddag.”
Det viste sig dog, at der ikke var noget for Harry at gøre ude hos hønsene.
”Du, hrm, behøver ikke at nævne det her for Molly,” sagde hr. Wea sley til Harry, da han
spærrede vejen ind til hønsehuset, ”men, øh, Ted Tonks sendte mig de fleste vragdele fra
Sirius’ motorcykel, som jeg nu, hrm, skjuler – det vil sige, opbevarer herinde. Fantastisk
konstruktion. Det er en udstødningsblæsebælg, tror je g, at det hedder, og det mest
vidunderlige batteri. Det er en fantastik mulighed for mig for at finde ud af, hvordan
bremser egentlig fungerer. Jeg vil prøve at samle det hele, når Molly ikke – jeg mener, når
jeg får tid.”
Da de gik tilbage til huset, var fru Weasley ikke i nærheden, så Harry smuttede ovenpå
til Rons lille værelse oppe under taget.
”Jeg er i gang, jeg er i gang …! Åh, er det dig,” udbrød Ron lettet, da han så, at det bare
var Harry; han smed sig tilbage i sengen, som han tydeligvis lige h avde rejst sig fra.
Værelset var lige så rodet, som det havde været hele ugen; den eneste forskel var, at
Hermione nu sad i det fjerne hjørne og sorterede bøger, hvoraf Harry genkendte et par af
sine egne, i to enorme bunker, mens hendes tykpelsede, rødgyl dne kat, Skævben, lå tæt ved
hendes fødder.
”Hej, Harry,” sagde hun, da han tog plads på sin feltseng.
”Hvordan lykkedes det så dig at slippe væk?”
”Åh, Rons mor havde glemt, at hun bad mig og Ginny om at skifte sengetøj allerede i
går,” sagde Hermione. Hun smed Numerologi og Grammatik hen i den ene bunke og Den
Mørke Magis Storhed og Fald over i den anden.
”Vi har netop talt om Skrækøje,” sagde Ron til Harry. ”Jeg tror, at han måske klarede
den.”
”Men Bill så ham jo ikke blive ramt af Dræberforbandels en,” sagde Harry.
”Ja, men Bill var jo selv under angreb,” sagde Ron. ”Hvordan kan han være sikker på,
hvad han så?”
”Selv om Dræberforbandelsen måske ramte forbi Skrækøje, så tog han alligevel et styrt
fra tusind fods højde,” sagde Hermione, der nu sad og vejede Quidditchhold i
Storbritannien og Irland i hånden.
”Han brugte måske en Skjoldbesværgelse …”
”Fleur sagde, at hans tryllestav blev blæst ud af hånden på ham,” sagde Harry.
”Nå, okay, hvis I absolut vil have, at han skal være død,” sagde Ron gn avent og gav sig til
at banke sin hovedpude i facon.
”Selvfølgelig vil vi ikke have, at han skal være død!” udbrød Hermione rystet. ”Det er
frygteligt, at han er død, men vi må også være realistiske!”
For første gang forestillede Harry sig Skrækøjes lig, sønderknust ligesom Dumbledores,
men stadig med det ene øje snurrende for fuld styrke i øjenhulen. Han mærkede et stik af
modvilje kombineret med en bizar trang til at le.
”Dødsgardisterne ryddede sandsynligvis op efter sig, og det må være grunden til, a t
ingen har fundet ham,” sagde Ron fornuftigt.

”Ja,” sagde Harry, ”ligesom Barty Ferm, der blev forvandlet til et kødben og begravet i
Hagrids forhave. De har sikkert forvandlet Dunder og proppet ham …”
”Hold op!” hvinede Hermione. Harry så forskrækket o p og opdagede, at hun sad og
græd hen over sin udgave af Grummes Grammatik.
”Åh nej,” sagde Harry og masede for at komme op fra den gamle feltseng. ”Hermione,
jeg ville ikke gøre dig …”
Men med en voldsom knirken af rustne sengefjedre var Ron hoppet ud a f sengen og nået
hen til Hermione først. Med en arm omkring hende fiskede han efter noget i sin
cowboybukselomme og fremdrog et møgulækkert lommetørklæde, som han havde brugt til
at rense ovn med tidligere på dagen. Han skyndte sig at trække sin tryllestav og rette den
mod kluden, mens han sagde: ” Tergeo.”
Tryllestaven spulede det meste ovnfedt væk. Med et ganske selvtilfreds ansigtstryk rakte
Ron det nu let rygende lommetørklæde til Hermione.
”Åh … tak, Ron … undskyld mig …” Hun pudsede næse og hikkede. ”Det er bare så fryg -
teligt, er det ikke? L -lige efter, at Dumbledore … jeg havde a -aldrig forestillet mig, at
Skrækøje kunne dø, han virkede så sej!”
”Ja, jeg forstår, hvad du mener,” sagde Ron og gav hende et klem. ”Men ved du, hvad
han ville sige til o s, hvis han var her?”
”Konstant agtpågivenhed!” sagde Hermione og tørrede sine øjne.
”Nemlig,” sagde Ron og nikkede. ”Han ville sige, at vi skal tage ved lære af, hvad der
skete med ham. Og jeg har lært ikke at stole på Mundungus, det sølle skvat.”
Herm ione lo lidt og lænede sig frem for at samle endnu et par bøger op. Et sekund
senere sad Ron ikke længere med armen om hendes skulder, men kæmpede vildt mod Den
monstrøse monsterbog , som hun var kommet til at tabe ned over hans fod. Bogen var
sluppet fri a f sin spændrem og snappede aggressivt efter Rons ankel.
”Undskyld, undskyld!” hylede Hermione, mens Harry flåede bogen væk fra Rons ben og
spændte remmen stramt.
”Hvad skal du egentlig med alle de bøger?” spurgte Ron og haltede tilbage til sin seng.
”Je g prøver bare at beslutte mig for, hvilke vi skal tage med os,” sagde Hermione. ”Når
vi skal lede efter Horcruxer.”
”Nå, ja, selvfølgelig,” sagde Ron og slog sig for panden. ”Jeg glemte, at vi skal jage
Voldemort med bogbussen.”
”Ho -ha,” sagde Hermione og så ned på Grummes Grammatik. ”Gad vide … får vi mon
brug for at oversætte runer? Det er muligt … jeg tror hellere, vi må tage den med for at
være på den sikre side.”
Hun smed grammatikken hen oven i den største af de to bunker o g samlede Hogwarts’
Historie op.
”Hør her,” sagde Harry.
Han satte sig ret op. Ron og Hermione så på ham med en blanding af resignation og
trods.
”Jeg ved godt, hvad I sagde efter Dumbledores begravelse. At I gerne vil følge med mig,”
begyndte Harry.
”Nu begynder han igen,” sagde Ron til Hermione og himlede med øjnene.
”Ganske som forventet,” sukkede hun og vendte tilbage til bøgerne. ”Ved I hvad, jeg tror
jeg medbringer Hogwarts’ Historie . Selvom vi ikke skal tilbage dertil, vil jeg føle mig bedst
til pas ved at have den med mig …”
”Hør her!” sagde Harry igen.
”Nej, Harry, nu skal du høre,” sagde Hermione. ”Vi kommer med dig. Det blev besluttet
for flere måneder siden – flere år, faktisk.”

”Men …”
”Klap i,” rådede Ron ham.
”… er I sikre på, at I ha r tænkt det ordentligt igennem?” vedblev Harry.
”Lad mig se,” sagde Hermione og smækkede Tryller med Trolde hen i den frasorterede
bunke med et temmelig hidsigt ansigtsudtryk. ”Jeg har været i gang med at pakke i
dagevis, så vi kan tage af sted med et øje bliks varsel, hvilket, til din oplysning, involverer
en del ret kompliceret magi samt, ikke at forglemme, at smugle hele Skrækøjes lager af
Polyjuice -eliksir ud bag fru Weasleys ryg.
Derudover har jeg modificeret mine forældres hukommelse, så de nu tror, de hedder
Wendell og Monica Wilkins, og at deres største drøm er at flytte til Australien, hvilket de
nu har gjort. Det er for at gøre det svært for Voldemort at spore dem og forhøre dem om
mig – eller om dig – uheldigvis har jeg fortalt dem en hel del om dig.
Hvis jeg overlever vores søgen efter Horcruxerne, finder jeg min mor og far og hæver
fortryllelsen. Hvis ikke – tja, så tror jeg, at min fortryllelse er god nok til, at de kan forblive
trygge og glade. Wendell og Monica Wilkins ved nemlig ikke, at de har en datter.”
Hermiones øjne fyldtes igen med tårer. Ron rejste sig igen fra sengen og gik hen til
hende for at lægge armen omkring hendes skuldre, mens han så bebrejdende på Harry,
som om han anklagede ham for manglende taktfølelse. Harry kunne slet i kke finde på
noget at sige, ikke mindst fordi det var højst usædvanligt for Ron at belære andre om takt.
”Jeg – Hermione, jeg er ked af det – jeg kunne ikke …”
”Regne ud, at Ron og jeg udmærket godt ved, hvad der kan ske, hvis vi kommer med
dig? Nå, men det gør vi altså. Ron, vis Harry, hvad du har gjort.”
”Aj, han har lige spist,” sagde Ron.
”Kom nu, han skal vide besked!”
”Nå, okay. Harry, kom her.”
For anden gang trak Ron sin arm tilbage fra Hermione og luntede hen til døren.
”Kom.”
”Hvorfor?” sp urgte Harry og fulgte med Ron ud af værelset til den lille trappegang.
”Descendo ,” mumlede Ron og rettede sin tryllestav mod det lave loft. En lem åbnede sig
lige over deres hoveder, og en stige gled ned foran deres fødder. En gyselig, hul og
jamrende lyd kom fra den firkantede åbning sammen med en højst ubehagelig, kloakagtig
lugt.
”Det er jeres gespenst, er det ikke?” spurgte Harry, der aldrig havde set væsenet, som af
og til brød den natlige stilhed.
”Jo, det er,” sagde Ron og kravlede op ad stigen. ” Kom og se på ham.”
Harry fulgte efter Ron op ad de få korte trin til at trange loft. Hans hoved og skuldre var
helt oppe over gulvet, før han fik øje på skabningen, der lå sammenkrøbet nogle få fod fra
ham, dybt sovende med sin store mund på vid gab.
”Men det … det ser så … har gespenster normalt pyjamas på?”
”Nej,” sagde Ron. ”De plejer heller ikke at have rødt hår eller så meget udslæt?”
Harry betragtede, lettere frastødt, skabningen. Den havde menneskelig form og
størrelse. Nu, hvor Harrys øjne va r ved at vænne sig til mørket, kunne han se, at den var
iført Rons gamle pyjamas. Han var også sikker på, at loftsgespenster som regel var ret
slimede og skaldede frem for behårede og dækket af stygge violette blærer.
”Han skal forestille mig, kan du ikke se det?” sagde Ron.
”Nej,” sagde Harry. ”Det kan jeg ikke.”
”Jeg skal nok forklare det, når vi er kommet ned på mit værelse. Lugten er ved at tage
livet af mig,” sagde Ron. De steg ned ad stigen, som Ron hurtigt skød op under loftet igen,
og sluttede si g til Hermione, der stadig sorterede bøger.

”Når vi er taget af sted, kommer gespenstet ned for at bo på mit værelse,” sagde Ron.
”Jeg tror virkelig, at han glæder sig, selvom det er svært rigtigt at vide, fordi han kun kan
jamre og savle – men han nikker meget, når man nævner det. Han skal altså forestille at
være mig med spattergroit. Ret godt tænkt, ikke?”
Harry kunne ikke andet end at stirre på ham.
”Det er det da?” gentog Ron, frustreret over, at Harry tilsyneladende ikke begreb det
geniale i den pl an. ”Hør nu her, når vi tre ikke dukker op på Hogwarts igen, vil alle gå ud
fra, at Hermione og jeg er sammen med dig, ikke? Det betyder, at Dødsgardisterne vil gå
direkte efter vores familier for at prøve at finde ud af, hvor du er.”
”Men forhåbentlig vi l det se ud, som om jeg er rejst væk med mor og far, mange andre
Mugglerfødte taler om at gå under jorden for øjeblikket,” indskød Hermione.
”Og vi kan jo ikke skjule hele min familie – det vil bare virke fordægtigt, og desuden kan
de ikke forsømme deres arbejde,” sagde Ron. ”Derfor spreder vi rygtet om, at jeg er
alvorligt angrebet af spattergroit, hvorfor jeg selvfølgelig ikke kan vende tilbage til skolen.
Hvis nogen kommer for at undersøge det, kan mor og far vise dem gespenstet i min seng,
dækket af bl ærer. Spattergroit er virkelig smitsomt, så ingen vil føle sig fristet til at komme
for tæt på ham. Det er også ligegyldigt, om han kan sige noget eller ej, for det kan man
ikke, når sygdommen har spredt sig til mandlerne.”
”Ved din mor og far noget om de n plan?” spurgte Harry.
”Far gør. Han har selv hjulpet Fred og George med at forvandle gespenstet. Mor … tja,
du ved jo, hvordan hun har det. Hun vil nægte at acceptere, at vi skal af sted, indtil vi er
væk.”
Stilheden, der fulgte, blev kun brudt af de b løde bump af bøger, som Hermione fortsatte
med at sortere i de to bunker. Ron så på hende, og Harry kiggede fra den ene til den anden
uden at kunne finde på noget at sige. De forholdsregler, de havde truffet for at beskytte
deres familier, gjorde det klart for ham, at de virkelig havde tænkt sig at følge ham, og at de
vidste nøjagtigt, hvor farligt det ville blive. Han ville gerne sige til dem, hvor meget det
betød for ham, men han kunne ganske enkelt ikke finde ord, der forslog.
I stilheden hørtes nu også den dæmpede lyd af fru Weasleys stemme, der råbte op nogle
etager længere nede.
”Ginny har sikkert overset et støvkorn på en åndssvag servietring,” sagde Ron. ”Jeg
fatter ikke, hvorfor familien Delacour absolut skal komme to dage før brylluppet.”
”Fleur s søster skal være brudepige, hun skal være her i tide til generalprøven, og hun er
for lille til at rejse alene,” sagde Hermione, mens hun bladrede ubeslutsomt i Gensyn med
Genfærd.
”Nå, men gæster får ikke ligefrem mors stressniveau til at falde,” sagde Ron.
”Vi må se at beslutte,” sagde Hermione, idet hun smed M agisk Forsvarsteori i
papirkurven uden at værdige den et sekunds overvejelse, og samlede Fordele ved Magisk
Uddannelse i Europa op, ”hvor vi skal hen, når vi tager væk herfra. Jeg ved, at du sag de, at
du gerne vil til Godric -dalen først, Harry, og jeg forstår godt hvorfor, men … altså … burde
vi ikke prioritere Horcruxerne højest?”
”Hvis jeg vidste, hvor bare én af Horcruxerne befinder sig, ville jeg være enig med dig,”
sagde Harry, der ikke tro ede på, at Hermione virkelig forstod hans trang til at vende
tilbage til Godric -dalen. Hans forældres grave var kun en del af det; han havde en stærk,
men uforklarlig følelse af, at stedet husede nogle svar til ham. Måske var det kun, fordi han
der havde o verlevet Voldemorts Dræberforbandelse, at han nu, stod over for at skulle
gentage sin bedrift, følte sig tiltrukket af stedet, hvor det skete, i håb om måske at forstå
det.

”Tror du ikke, at Voldemort måske holder øje med Godric -dalen?” spurgte Hermione.
”Han forventer muligvis, at du vil rejse til dine forældres gravsted, så snart du har friheden
til at bevæge dig, hvorhen du vil!”
Den tanke var slet ikke faldet Harry ind. Mens han prøvede at finde et modargument,
begyndte Ron at tænke højt i sine egne b aner.
”Den her person, R.A.B.,” begyndte han. ”I ved, ham, der stjal den ægte medaljon?”
Hermione nikkede.
”Han skrev i sin besked, at han ville ødelægge den, gjorde han ikke?”
Harry trak sin rygsæk hen til sig og fandt den falske Horcrux, hvori R.A.B. ’s besked
stadig lå sammenfoldet.
”Jeg har stjålet den ægte Horcrux og agter at tilintetgøre den, så snart jeg kan,” læste
Harry højt.
”Godt, hvad nu, hvis det virkelig lykkedes ham at smadre den?” sagde Ron.
”Eller hun,” indvendte Hermione.
”Hvem det så end er,” sagde Ron, ”så er der én mindre for os at bekymre os om!”
”Ja, men så må vi alligevel opspore den ægte medaljon, ikke?” sagde Hermione. ”For at
finde ud af, om den er tilintetgjort eller ej.”
”Men når man får fat i en Horcrux, hvordan tilinte tgør man den så egentlig?” spurgte
Ron.
”Tja,” sagde Hermione, ”det har jeg faktisk undersøgt.”
”Hvordan,” spurgte Harry. ”Jeg troede ikke, at der var nogen bøger om Horcruxer på
biblioteket?”
”Det var der heller ikke,” sagde Hermione, lettere rødmende. ”Dumbledore fjernede
dem alle, men han – han destruerede dem ikke.”
Ron rettede sig op med store øjne.
”Hvordan i Merlins skæg fik du fingrene i de Horcruxbøger?”
”Det – det var ikke det samme som at stjæle,” sagde Hermione og så appellerende fra
Harry til Ron. ”Det var jo stadig biblioteksbøger, selvom Dumbledore havde fjernet dem
fra hylderne. Og hvis han virkelig ikke ville have, at nogen læste dem, så er jeg sikker på, at
han ville have gjort det langt sværere at …”
”Kom nu til sagen!” sagde Ron.
”Jo, altså … det var let nok,” sagde Hermione med lille stemme. ”Jeg brugte bare en
Hidkaldebesværgelse. I ved – Accio. Og så – kom de flyvende ud af Dumbledores
kontorvindue og lige ind i pigernes sovesal.”
”Men … hvornår gjorde du det?” spurgte Harry og så på Hermione med en blanding af
beundring og skepsis.
”Lige efter hans … Dumbledores – begravelse,” sagde Hermione med næppe hørlig
stemme. ”Lige efter, at vi var blevet enige om, at vi ville forlade skolen for at søge efter
Horcruxerne. Da jeg gik ove npå for at hente mine ting, gik det pludselig op for mig, at jo
mere vi vidste om dem, desto bedre. Og eftersom jeg var alene inde på sovesalen, gjorde jeg
et forsøg … og det virkede. De fløj lige ind til mig gennem det åbne vindue – og så pakkede
jeg dem ned.”
Hun sank en klump og sagde bønfaldende: ”Jeg kan ikke tro, at Dumbledore ville blive
vred, for det er jo ikke, fordi vi vil bruge oplysningerne til at lave en Horcrux, vel?”
”Ser vi ud, som om vi bebrejder dig noget?” sagde Ron. ”Hvor er de bøger s å?”
Hermione rumsterede et øjeblik og tog så en tyk bog fra en af bunkerne; den var
indbundet i falmet sort læder. Hun så en smule utilpas ud og holdt den varsomt, som om
det var noget, der lige var dødt.

”Det er den bog, der giver udførlig vejledning i, hvordan man laver en Horcrux. Den
Mørkeste Magis Hemmeligheder – det er en grufuld bog, virkelig forfærdelig, fuld af ond
magi. Gad vide, hvornår Dumbledore fjernede den fra biblioteket … hvis ikke han gjorde
det, før han blev rektor, tør jeg vædde på, at Voldemort fandt alle de oplysninger, han
behøvede, i denne bog.”
”Hvorfor spurgte han så Schnobbevom, hvordan man laver en Horcrux, hvis han
allerede havde læst sig til det?” spurgte Ron.
”Han henvendte sig udelukkende til Schnobbevom for at finde ud af , hvad der sker, når
man splitter sin sjæl i syv dele,” sagde Harry. ”Dumbledore var sikker på, at Gåde allerede
vidste, hvordan man laver en Horcrux, på det tidspunkt, han spurgte Schnobbevom om
det. Jeg tror, du har ret, Hermione, den bog kan let have væ ret hans kilde til information.”
”Og jo mere jeg har læst om dem,” sagde Hermione, ”jo mere frygtelige virker de, og jo
sværere har jeg ved at tro på, at han virkelig lavede seks. I bogen advares der om, hvor
ustabil den tilbageværende sjæl bliver, når ma n flænser den, og det er, selvom man kun
laver én Horcrux!”
Harry huskede, at Dumbledore havde sagt om, at Voldemort bevægede sig ud over
grænsen for ’almindelig ondskab’.
”Er der ingen mulighed for at bringe det flænsende stykke af sin sjæl tilbage og h ele sig
selv?” spurgte Ron.
”Jo,” sagde Hermione med et hult smil, ”men det vil være ulideligt pinefuldt.”
”Hvordan? Hvordan gør man det?” spurgte Harry.
”Anger,” sagde Hermione. ”Man skal inderligt og ærligt føle, hvad det er, man har gjort.
Der er en fodnote. Den siger, at smerten ved dette kan blive ens endeligt. Jeg kan ikke
rigtigt forestille mig Voldemort gøre sådan et forsøg, kan I?”
”Nej,” sagde Ron, før Harry nåede at svare. ”Men siger bogen noget om, hvordan man
tilintetgør Horcruxer?”
”Ja,” sagde Hermione og begyndte at vende de mørnede sider, som om hun var ved at
undersøge rådnende indvolde, ”i den forstand, at den indskærper Mørkets troldmænd,
hvor kraftfulde besværgelser de skal bruge på dem. Så vidt jeg kan se, var det, som Harry
gjorde ved Gådes dagbog, en af de sikreste måder at ødelægge en Horcrux på.”
”Hvad? Dolke den med en Basilisks hugtand?” udbrød Harry.
”Jamen så er det jo heldigt, at vi har et stort lager af Basiliskhugtænder,” sagde Ron.
”Jeg spekulerede også på, hvad vi dog skulle bruge dem til.”
”Det behøver ikke at være en Basiliskhugtand,” sagde Hermione tålmodigt. ”Det skal
bare være noget så altødelæggende, at Horcruxen ikke kan hele sig selv. Der findes kun én
modgift til Basiliskgift, og det er noget meget sjældent …”
”… Fønixtårer,” sagde Harry og nikkede.
”Præcis,” sagde Hermione. ”Vores problem er, at der findes uendeligt få substanser så
destruktive som giften fra en Basilisk, og de er alle farlige at bære med sig. Det er et
problem, vi må løse, eftersom det ikke hjælper uden videre at give sig til at flænse, smadre
eller knuse en Horcrux med hvad som helst, man har ved hånden. Man skal ødelægge den
hinsides muligheden for magisk gendannelse.”
”Men selv hvis vi tilintetgør det objekt, der omslutter det levende st ykke sjæl,” sagde
Ron, ”hvorfor kan sjælefragmentet så ikke bare flyve væk og finde et andet objekt at
eksistere i?”
”Fordi en Horcrux er det diametralt modsatte af et menneskeligt væsen.”
Da hun så, at Harry og Ron så fuldstændig forvirrede ud, skyndte Hermione sig at
fortsætte: ”Se, hvis jeg nu tog et sværd og gennemborede dig med det, Ron, så ville det ikke
skade din sjæl det mindste.”

”Det ville søreme være en stor trøst for mig,” sagde Ron.
Harry lo.
”Det burde det faktisk være! Men min pointe er, at uanset hvad der sker med din krop,
så vil din sjæl overleve intakt og uberørt,” sagde Hermione. ”Det forholder sig omvendt
med en Horcrux. Sjælefragmentet indeni er afhængigt af sit hylster, sin magisk skabte
krop, for at kunne overleve. Fragmentet kan ikke leve uden.”
”Den dagbog blev på en måde dræbt, da jeg dolkede den,” sagde Harry ved erindringen
om blækket, der nærmest blødte ud af de gennemborede sider, og han huskede skrigene fra
fragmentet af Voldemorts sjæl, da det forsvandt.
”Da dagbogen vi rkelig blev ødelagt, kunne det stykke sjæl, der var fanget i den, ikke
længere eksistere. Ginny prøvede at skille sig af med dagbogen, før du kom til. Hun
prøvede at skylle den ud, men den kom selvfølgelig tilbage, så god som ny.”
”Øjeblik,” sagde Ron, me ns han rynkede panden. ”Sjælefragmentet i dagbogen havde
besat Ginny, ikke? Hvordan hænger det sammen?”
”Mens det magiske hylster stadig er intakt, kan sjælen indeni besætte enhver, der
kommer for tæt på. Jeg mener ikke fysisk tæt på – det har intet at gø re med, at man holder
Horcruxen eller rører ved den,” tilføjede hun, før Ron nåede at sige noget. ”Jeg mener tæt
på i følelsesmæssig forstand. Ginny skrev sine inderste følelser i dagbogen, hun blottede
sig selv og blev meget sårbar. Man er virkelig i vans keligheder, hvis man bliver for nært
knyttet til en Horcrux, eller ligefrem afhængig af den.”
”Jeg gad vide, hvordan Dumbledore tilintetgjorde den ring?” sagde Harry. ”Hvorfor
spurgte jeg ham dog ikke om det? Det fik jeg aldrig rigtigt …”
Hans stemme sva ndt hen, da han faldt i tanker om alle de ting, han skulle have spurgt
Dumbledore om. Nu, hvor hans rektor var død, forekom det Harry, at han, mens
Dumbledore var i live, havde han forspildt så mange muligheder for at finde ud af mere …
finde ud af alting …
Stilheden blev brudt, da døren blev smækket op med et rungende brag. Hermione
hvinede og tabte Den Mørkeste Magis Hemmeligheder , og Skævben strøg ind under
sengen med en indigneret hvæsen. Ron sprang op fra sengen, gled i et stykke platuglepapir
og slog hovedet ind i væggen, mens Harry instinktivt kastede sig ned efter sin tryllestav, før
han så op og opdagede, at det var fru Weasley, der stod i døråbningen med håret i uorden
og et rasende ansigtsudtryk.
”Jeg beklager at måtte afbryde jeres hyggelige li lle møde,” sagde hun med skælvende
stemme. ”Jeg er sikker på, at I har behov for en pause … men der ligger en bunke
bryllupsgaver i mit soveværelse, som skal sorteres, og jeg havde det indtryk, at I ville
hjælpe.”
”Åh, selvfølgelig,” sagde Hermione og spr ang op med et helt forfærdet ansigtsudtryk, så
bøger fløj i alle retninger. ”Det vil vi også … det må du undskylde …”
Med et forpint blik på Harry og Ron hastede Hermione ud af værelset efter fru Weasley.
”Det er ligesom at være en husalf,” mumlede Ron, der stadig gned sit hoved, mens han
og Harry fulgte trop. ”Dog uden arbejdsglæde. Jo før det bryllup er overstået, jo gladere er
jeg.”
”Ja, det må du nok sige,” sagde Harry. ”Så har vi nemlig ikke andet at lave end at finde
Horcruxer … sikke dog en lettel se, det bliver, hva’?”
Ron begyndte at grine, men det holdt han brat op med ved synet af den enorme stak
bryllupsgaver, der ventede på dem i fru Weasleys soveværelse.
Familien Delacour ankom den følgende morgen klokken elleve. Harry, Ron, Hermione
og Gin ny var efterhånden blevet temmelig fortrydelige over for Fleurs familie, og det var
med demonstrativ modvilje, at Ron luntede op på sit værelse for at tage et par matchende

sokker på, mens Harry forsøgte at glatte sit hår. Da alles udseende var godkendt, t og de
opstilling ude på den solbeskinnede gårdsplads for at afvente gæsterne.
Harry havde aldrig set så stedet så ryddeligt. Væk var de rustne kedler og gamle
gummistøvler, der plejede at flyde på trappen ved bagdøren. Nu var rodet erstattet af et par
nye Stedseblå Baskebuske, der stod på hver side af døren i store potter, og selvom der ikke
var nogen vind, bevægede bladene sig blidt med en smuk, bølgende effekt. Hønsene var
gennet af vejen og gårdspladsen fejet. Den nærliggende have var luget, trimmet og fikset
op; Harry, der ellers holdt meget af dens sædvanlige tilgroede tilstand, syntes, at den
virkede øde og forladt uden de mange rumsterende havenisser.
Han havde ikke længere tal på, hvor mange Sikkerhedsbesværgelser der var placeret
over Vindelhuset, både af Ordenen og af Ministeriet. Det var i hvert fald ikke længere
muligt for nogen at komme dertil ved hjælp af magi. Derfor var hr. Weasley gået ud for at
møde familien Delacour på toppen af et nærliggende højdedrag, hvor de skulle ankomme
via transit nøgle. Det første tegn på, at gæsterne nærmede sig, var en usædvanlige skinger
latter, der viste sig at komme fra hr. Weasley, som dukkede op ved lågen et øjeblik senere,
belæsset med bagage og i selskab med en smuk, blond kvinde klædt i lange, bladgrønne
gevandter, som ikke kunne være nogen anden end Fleurs mor.
”Maman!” skreg Fleur og kastede sig frem for at omfavne hende. ”Papa!”
Monsieur Delacour var ikke nær så attraktiv som sin hustru, han var et hoved kortere og
meget tyk med et lille spidst skæg. Han så dog venlig og omgængelig ud, og han gik
fjedrende hen til fru Weasley i sine højhælede støvler for at kysse hende to gange på hver
kind, hvilket forfjamskede hende fuldstændig.
”Madame Weasley, du må have haft frygteligt travlt,” sagde han med dyb stemme.
”Fleur fortæller, at du har arbejdet så hårdt.”
”Åh, det er ingenting, slet ingenting,” kvidrede fru Weasley. ”Let som en leg.”
Ron fik afløb for sine følelser ved at give en havenisse, der netop tittede frem fra en af de
nye Stedseblå Baskebuske , et velrettet spark.
”Chère madame,” sagde monsieur Delacour, der stadig stod og holdt begge fru Weasleys
hænder i sine egne tykke næver, mens han strålede over hele ansigtet. ”Vi er så beærede
over den snarlige forening af vore to familier. Lad mig præs entere min hustru, Apolline.”
Madame Delacour svævede frem og bøjede sig ned for også at give fru Weasley kindkys.
”Enchantée,” sagde hun. ”Din mand fortæller so så mange morsomme historier.
Der lød en meget overgearet latter henne fra hr. Weasley; fru Weasley sendte ham et
blik, hvilket omgående dyssede ham så meget ned, at hans ansigtsudtryk nu ville være
passende ved en nær vens dødsleje.
”Alors , I må også hilse på vores lille datter, Gabrielle!” fortsatte monsieur Delacour.
Gabrielle var Fleurs i mi niatureudgave; elleve år med sølvblond hår ned til livet. Hun gav
fru Weasley et blændende smil og et kram, hvorefter hun sendte Harry et glødende blik
med blafrende øjenvipper. Ginny rømmede sig højlydt.
”Jamen, kom indenfor, kom indenfor!” sagde fru Wea sley muntert og ledte familien
Delacour ind i huset under en strøm af høflighedsytringer og velkomstfraser.
Det viste sig hurtigt, at familien Delacour var både hjælpsomme og behagelige gæster.
De var taknemmelige for alt og ivrige efter at bidrage til br yllupsforberedelserne. Monsieur
Delacour kaldte alting lige fra bordplanen til brudepigernes sko, for ”Charmant!” , og
madame Delacour var velbevandret inden for husholdningsbesvægelser, så hun fik ovnen
renset i en håndevending. Gabrielle fulgte sin søster i hælene og prøvede at hjælpe med alt,
hvad hun kunne, mens hun pludrede løs på hæsblæsende fransk.
Bagsiden af medaljen var, at Vindelhuset ikke var bygget til at huse så mange
mennesker. Hr. og fru Weasley sov nu i dagligstuen efter stålsat at have mod sat sig

monsieur og madame Delacours protester og insisteret på, at gæsterne skulle have deres
soveværelse. Gabrielle sov hos Fleur inde på Percys gamle værelse, mens Bill skulle dele
værelse med Charlie, sin forlover, der snart ville ankomme fra Rumænien. Muligheden for
at lægge planer var praktisk talt ikke eksisterende, og det var i ren desperation, at Harry,
Ron og Hermione meldte sig frivilligt til at fodre høns, for at de kunne slippe ud af det
overfyldte hus.
”Se, hun vil jo stadig ikke lade os være alene!” snerrede Ron, da deres andet forsøg på at
mødes ude på gårdspladsen blev forstyrret af fru Weasley, der kom gående med en stor
vasketøjskurv i favnen.
”Åh, glimrende, I er færdige med at fodre hønsene,” råbte hun, idet hun nærmede sig.
”Vi må hel lere skynde os at gennem dem væk igen, før mændene kommer i morgen … for
at sætte teltet op til festen,” forklarede hun og lænede sig forpustet op ad huset. Hun så
helt udmattet ud. ”Millamants Fortryllende Fester … de er meget dygtige. Bill eskorterer
dem hertil … du må hellere holde dig inden døre, mens de er her, Harry. Jeg må sandelig
sige, at det komplicerer bryllupsforberedelserne at have alle de Sikkerhedsbesværgelser
kastet over os.”
”Det er jeg ked af,” sagde Harry ydmygt.
”Åh, sig ikke det, min ven,” sagde fru Weasley hurtigt. ”Jeg mente det ikke sådan – din
sikkerhed kommer i første række. Faktisk ville jeg også spørge dig, hvordan du kunne
tænke dig at holde din fødselsdag, Harry. Sytten år, det er trods alt en vigtig dag …”
”Jeg vil ikke være til besvær,” skyndte Harry sig at sige; han kunne levende forestille sig
den ekstra byrde, det ville være for alle. ”Helt ærligt, fru Weasley, en ganske almindelig
middag vil være fint … det er jo dagen før brylluppet.”
”Tja, hvis du er sikker, min ven. Men jeg inviterer Remus og Tonks, ikke? Og hvad med
Hagrid?”
”Det ville være herligt,” sagde Harry. ”Men lad nu være med at gøre for meget ud af det.”
”Slet ikke, slet ikke, det er ikke noget problem …”
Hun så længe og undersøgende på ham, smilede lidt bedrøvet, rettede sig op og gik.
Harry så efter hende, da hun nåede vasketøjssnoren, viftede hun med sin tryllestav og fik
alt det fugtige tøj til at hænge sig selv op. Han blev overvældet af en dyb anger over al den
ulejlighed og smerte, han påførte hende .

Kapitel 07 -Albus Dumbledores testamente
Han gik hen ad en bjergvej i det kølige blå morgenlys. Langt nedenfor, badet i dis, lå den
mørke silhuet af en lille by. Var den mand, han søgte, dernede? Den mand, han havde så
hårdt brug for, at han knap nok kunne tænke på andet; den mand, der havde svaret,
løsningen på hans problem …
”Hey, vågn op.”
Harry åbnede øjnene. Han var tilbage i feltsengen inde på Rons snuskede tagværelse.
Solen var ikke stået op endnu, og værelset henlå i skygger. Grisligiano sov med hovedet
under sin lillebitte vinge. Det stak i arret på Harrys pande.
”Du mumlede i søvne.”
”Gjorde jeg?”
”Ja: Gregorovitch, du blev ved med at sige Gregorovitch.”
Harry havde ikke sine briller på, og Rons ansigt var en smule sløret.
”Hvem er Greg orovitch?”
”Ingen anelse, det var dig, der sagde det.”
Harry gned sig over panden og tænkte. Han havde en svag fornemmelse af at have hørt
navnet før, men han kunne ikke komme i tanke om hvor.
”Jeg tror, Voldemort leder efter ham.”
”Arme fyr,” sagde Ro n inderligt.
Harry satte sig op, mens han stadig gned sit ar. Han var lysvågen. Han prøvede at huske
nøjagtigt, hvad han havde set i drømmen, men det eneste, der fremstod tydeligt, var
udsigten fra bjerget og omridset af den lille landsby dybt nede i en d al.
”Jeg tror, at han er i et andet land.”
”Hvem, Gregorovitch?”
”Voldemort. Jeg tror, at han er et eller andet sted i udlandet, på jagt efter Gregorovitch.
Det lignede ikke noget sted i Storbritannien.”
”Så du mener altså, at du har set ind i hans bev idsthed igen?”
Ron lød urolig.
”Gør mig den tjeneste ikke at sige det til Hermione,” sagde Harry. ”Selvom hun vel ikke
kan bebrejde mig, at jeg ser ting i søvne …”
Han så op på lille Grisligianos bur, mens han tænkte … hvorfor lød navnet Gregorovitch
så velkendt?
”Jeg tror,” sagde han langsomt, ”at han har noget med Quidditch at gøre. Der er en eller
anden forbindelse, men jeg kan bare ikke … komme i tanke om, hvad det er.”
”Quidditch?” sagde Ron. ”Tror du så ikke, at du tænker på Gorgovitch?”
”Hvem?”
”Dragomir Gorgovitch, angriber, blev købt af Chudley -Kanonholdet for to år siden for et
rekordhøjt beløb. Fik også sæsonrekord i tabte tromlere.”
”Nej,” sagde Harry. ”Jeg tænker helt sikkert ikke på Gorgovitch.”
”Jeg prøver også at lade være,” sagde Ro n. ”Nå, men tillykke med fødselsdagen, for
resten!”
”Wauv, ja, jeg havde helt glemt det. Jeg er sytten!”
Harry greb ud efter sin tryllestav, der lå ved siden af hans feltseng, sigtede på det rodede
skrivebord, hvor han havde lagt sine briller, og sagde: ”Accio briller!” Selvom brillerne
befandt sig en armslængde fra ham, var det umådelig tilfredsstillende at se dem suse hen
til sig, i hvert fald indtil de stak ham i øjet.
”Flot,” gryntede Ron.
Henrykt over ophævelsen af Sporingen sendte Harry alle Rons ting flyvende rundt i
værelset og vækkede Grisligiano, der ophidset flaksede rundt i sit bur. Harry prøvede også

at binde snørebåndene på et par løbesko ved hjælp af magi (bagefter tog det flere minutter
at løsne knuden ved håndkraft), og så, bare for sjov , ændrede han spilledragternes farver
på Rons plakater med Chudley -Kanonholdet fra orange til kongeblå.
”Jeg ville lyne mine bukser med håndkraft,” rådede Ron Harry og fnisede, da Harry
omgående tjekkede, om han havde glemt at gøre det. ”Her er din gave,” fortsatte han, ”du
må hellere åbne den heroppe, det er ikke noget, min mor skal se.”
”En bog?” udbrød Harry, da han tog den rektangulære pakke. ”Det er lidt af et stilskift,
hva’?”
”Det er ikke bare en bog,” sagde Ron. ”Det er rent guld: Tolv Topsikre Taktikker til at
Tryllebinde Hekse. Der står alt, hvad du har brug for at vide om piger. Hvis bare jeg havde
haft den sidste år, så ville jeg have vidst præcis, hvordan jeg skulle slippe af med Lavender
og forsøge at komme ind i varmen hos … nå, men Fred o g George forærede mig et
eksemplar, og jeg har virkelig lært noget. Og ved du hvad, det handler ikke kun om at
kunne håndtere din tryllestav.”
Da de kom ned i køkkenet, lå der en bunke gaver på bordet og ventede. Bill og monsieur
Delacour var næsten færdi ge med at spise deres morgenmad, og fru Weasley sludrede med
dem henne fra komfuret, hvor hun rumsterede med stegepanden.
”Arthur bad mig ønske dig tillykke med de sytten år, Harry,” sagde fru Weasley og
smilede til ham. ”Han måtte tidligt af sted på arbe jde, men han er hjemme til middagen.
Vores gave ligger øverst.”
Harry satte sig ned og tog den firkantede gave, hun havde peget på, og begyndte at
pakke den op. Det viste sig at være et armbåndsur nøjagtig magen til det, hr. og fru
Weasley havde foræret R on, da han blev sytten; det var af guld med stjerner cirklende
rundt på skiven i stedet for visere.
”Det er tradition at give en troldmand et armbåndsur, når han bliver myndig,” sagde fru
Weasley og kiggede nervøst hen på Harry. ”Jeg må indrømme, at det i kke er helt nyt, det
har faktisk tilhørt min bror Fabian, som ikke passede så godt på sine ting, så det er en
smule bulet, men …”
Hun nåede ikke at sige mere, for Harry havde rejst sig og gav hende et knus. Han
prøvede at lægge alle sine uudtalte følelser i det knus, og måske forstod hun det, for hun
klappede ham på kinden, da han endelig slap hende, hvorefter hun lavede et lidt distræt
sving med sin tryllestav, der fik en halv pakke bacon til at glide fra panden og ned på
gulvet.
”Tillykke Harry!” sagde Hermione, der kom løbende ind i køkkenet og lagde sin gave i
bunken. ”Det er ikke noget særligt, men jeg håber, at du kan lide det. Hvad gav du ham?”
spurgte hun dernæst Ron, der åbenbart fuldstændig overhørte spørgsmålet.
”Kom nu, se, hvad der er i Hermi ones gave!” sagde Ron.
Hun havde købt ham et nyt Luskometer. De andre pakker indeholdt en fortryllet
barbermaskine fra Bill og Fleur (”Oh la la, den vil give dig den glatteste barbering, du kan
tænke dig,” forsikrede monsieur Delacour ham, ”men du må fort ælle den precisement,
hvordan du vil have det, for ellers ender du med meget mindre hår, end du ønsker …”),
chokolade fra familien Delacour og en enorm æske med de sidste nye varer fra Weasleys
Tricks og Fiduser fra Fred og George.
Harry, Ron og Hermione blev ikke hængende ved bordet, da madame Delacour, Fleur og
Gabrielle kom til og gjorde pladsen i køkkenet temmelig trang.
”Jeg skal nok pakke det hele for dig,” sagde Hermione muntert og tog Harrys gaver ud af
hans favn, da de tre fulgtes ovenpå. ”Jeg er næsten færdig; jeg venter kun på, at resten af
dine bukser kommer ud af vasken, Ron …”
Rons spruttende forargelse blev afbrudt, da en dør på første sal blev åbnet.

”Harry, kommer du lige herind et øjeblik?”
Det var Ginny. Ron standsede brat, men Hermio ne tog fat i hans albue og trak ham med
ovenpå. Harry fulgte nervøst med Ginny ind på hendes værelse.
Han havde aldrig været herinde før. Det var lille, men lyst. Der var en stor plakat med
troldmandsbandet De Sære Søstre på den ene væg og et billede af G wenog Jones, anfører
på heksenes Quidditchhold, Holyhead -Harpierne, på den modsatte væg. Der stod et
skrivebord vendt mod det åbne vindue, der overskuede frugthaven, hvor han og Ginny
engang havde spillet Quidditch med Ron og Hermione; nu var den del af ha ven fyldt op af
et stort perlehvidt festtelt, hvis gyldne vimpler var i niveau med Ginnys vindueskarm.
Ginny så op på Harry med et direkte blik, tog en dyb indånding og sagde: ”Tillykke med
de sytten år.”
”Jah … tak skal du have!”
Hun så stadig på ham m ed et fast blik, mens han havde ved at gengælde det; det var som
at stirre ind i et strålende lysskær.
”God udsigt,” sagde han ynkeligt og pegede hen mod vinduet.
Hun ignorerede det, og han kunne ikke bebrejde hende.
”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gi ve dig,” sagde hun.
”Du behøver ikke at give mig noget.”
Det ignorerede hun også.
”Jeg vidste ikke, hvad der kan komme dig til nytte. Det skal jo ikke være for stort til, at
du kan tage det med dig.”
Han vovede et blik på hende. Hun var ikke grædefærdi g; det var et af de mange
vidunderlige træk ved Ginny, hun havde ikke alt for let til tårer. Harry tænkte somme tider,
at det måtte have gjort hende ret hårdhudet at vokse op med seks brødre.
Hun trådte et skridt nærmere.
”Så derfor tænkte jeg, at jeg vi lle give dig et minde, så du ikke glemmer mig. Du ved,
hvis du skulle støde ind i en eller anden Wilie, når du drager ud for at gøre, hvad det, du
må gøre.”
”Jeg tror helt ærligt ikke, at datingpotentialet vil være særlig stort, der hvor jeg skal
hen.”
”Det var netop det svar, jeg havde håbet på,” hviskede hun, og så kyssede hun ham, som
hun aldrig havde kysset ham før, Harry gengældte kysset, og alt var frydefuldt glemsel,
langt bedre end Ildwhisky; hun var det eneste virkelige for ham i verden lige nu, Ginny og
han holdt hende tæt ind til sig med den ene hånd om hendes ryg, mens han strøg sin anden
hånd gennem hendes lange, duftende hår …
Døren blev smækket op bag dem, og de sprang væk fra hinanden.
”Ups,” sagde Ron sigende. ”Undskyld.”
”Ron!” Hermio ne var lige bag ham, lettere forpustet.
Der fulgte en anspændt tavshed, og så sagde Ginny med svag, henkastet stemme: ”Nå,
men tillykke med fødselsdagen, Harry.”
Rons ører var røde, og Hermione så nervøs ud. Harry havde mest lyst til at smække
døren lige i hovedet på dem, for det føltes, som om en iskold træk var trængt ind i værelset
og havde jaget det lykkelige øjeblik på flugt som et fnug for vinden. Alle årsagerne til at
bryde forholdet til Ginny, alle gode grunde til at holde sig væk fra hende, var l usket ind i
værelset sammen med Ron. Den lykkelige tilstand af glemsel var væk.
Han så på Ginny og ville gerne sige noget til hende, uden at vide, hvad det skulle være,
men hun havde vendt ryggen til ham. Han havde på fornemmelsen, at hun endelig var
bukk et under for tårerne, og han kunne intet gøre for at trøste hende her for øjnene af Ron.
”Vi ses senere,” sagde han og fulgte med de to andre ud af værelset.

Ron trampede nedenunder, gennem det overfyldte køkken og ud på gårdspladsen med
Harry i hælene h ele vejen. Hermione småløb efter dem og så bange ud.
Da Ron til sidst var nået helt ud til den nyslåede plæne, hvor ingen kunne høre ham, gik
han løs på Harry.
”Du droppede hende! Hvad har du så gang i nu – roder rundt med hende igen?”
”Jeg roder ikke r undt med hende,” sagde Harry, netop som Hermione nåede hen til
dem.
”Ron …”
Men Ron løftede en hånd for at lukke munden på hende.
”Hun var virkelig knust, da du gjorde det forbi …”
”Det var jeg også. Du ved udmærket, hvorfor jeg gjorde det forbi, og de t var ikke, fordi
jeg gerne ville.”
”Ja, det kan godt være, men nu begynder du at kysse på hende igen, og så giver du
hende falske forhåbninger …”
”Hun er ikke dum, hun ved godt, hvad der kan ske, og det er jo ikke ligefrem, fordi hun
forventer, at vi sk al ende med at blive gift, eller …”
Idet det røg ud af munden på ham, kunne Harry pludselig se et levende billede for sig af
Ginny i hvid kjole i færd med at gifte sig med en høj, ansigtsløs og frastødende fremmed. I
et langt, svimlende øjeblik ramte erke ndelsen ham: Hendes fremtid var fri og ubebyrdet,
hvorimod hans … han kunne ikke se andet derude end Voldemort.
”Hvis du bliver ved med at rage på hende, hver gang du får chancen …”
”Det kommer til at ske igen!” sagde Harry hårdt. Himlen var skyfri, men han havde det,
som om solen var forsvundet. ”Okay?”
Ron så på ham, halvt bebrejdende og halvt fåret; han stod lidt og rokkede frem og
tilbage på fødderne, og så sagde han: ”Godt, så … nå, men … det var så det … okay.”
Resten af dagen sørgede Ginny for at undgå flere situationer på tomandshånd med
Harry. Hun viste heller ikke med den mindste gestus, at der havde fundet andet og mere
sted på hendes værelse end en høflig samtale. Ikke desto mindre var Charlies ankomst en
lettelse for Harry. Det var en kærkom men afledning af hans tanker at se fru Weasley tvinge
Charlie ned i en stol og hæve sin tryllestav med truende mine, mens hun erklærede, at han
nu ville få en ordentlig klipning.
Da antallet af gæster ved Harrys fødselsdagsmiddag ville få Vindelhusets køk ken til at
sprænge sine rammer, selv før ankomsten af Charlie, Lupus, Tonks og Hagrid, blev en
masse borde stillet i forlængelse af hinanden ude i haven. Fred og George havde fremtryllet
tallet 17 på en masse violette havelygter, der nu hang svævende i luf ten over gæsternes
hoveder. Takket være fru Weasleys sygepleje var Georges sår fint og helet, men Harry
kunne ikke vænne sig til at se det mørke hul på siden af hans hoved til trods for
tvillingernes mange vittigheder om det.
Hermione skød violette og gyl dne serpentiner ud af sin tryllestav og draperede dem
kunstnerisk over træerne og buskene.
”Flot!” sagde Ron, da Hermione med et sidste kunstfærdigt sving af sin tryllestav gjorde
bladene på et skovæbletræ gyldne. ”Du har virkelig sans for den slags.”
”T ak skal du have, Ron!” sagde Hermione og så både glad og en smule forvirret ud.
Harry var nødt til at vende sig om og smile i smug. Han havde på fornemmelsen, at han
ville finde et kapitel om komplimenter, når han fik tid til at bladre igennem sit eksempla r
af Tolv Topsikre Taktikker til at Tryllebinde Hekse. Han fangede Ginnys blik og smilede til
hende, før han nåede at komme i tanke om sit løfte til Ron, hvorefter han hastigt indledte
en samtale med monsieur Delacour.

”Af vejen, af vejen!” trallede fru Weasley, da hun kom gennem lågen med noget, der
lignede et badebold -stort Gyldent Lyn hængende i luften foran sig. Der gik et par sekunder,
før Harry forstod, at det var hans fødselsdagsgave, som fru Weasley havde kastet en
Svævebesværgelse over for ikke a t risikere at snuble med den på den ujævne græsplæne.
Da kagen endelig landede sikkert midt på bordet, sagde Harry: ”Den kage ser helt
fantastisk ud, fru Weasley.”
”Åh, det er da ingenting, min ven,” sagde hun varmt. Skråt bag hende stod Ron og
sendte Har ry to løftede tommelfingre, mens han mimede: ”Sådan!”
Klokken syv var alle gæster ankommet, eskorteret til huset af Fred og George, der havde
ventet på dem for enden af vejen. Hagrid havde til den festlige lejlighed iført sig sit bedste
og absolut grufuld e, behårede brune jakkesæt. Selvom Lupus smilede, da han gav Harry
hånden, syntes Harry ikke, at han virkede helt glad. Det var besynderligt, for Tonks stod
ved siden af ham og strålede som en sol.
”Tillykke med fødselsdagen, Harry,” sagde hun og gav ham et stort kram.
”Sytten år, hva’!” sagde Hagrid og tog imod en balje vin fra Fred. ”Seks år siden den dag,
vi to mødtes, Harry. Ka’ du huske det?”
”Svagt!” sagde Harry med et skævt smil. ”Var det ikke noget med, at du slog hoveddøren
ind, forsynede Dudley med en grisehale og fortalte mig, at jeg var en troldmand?”
”Årh, jeg ka’ ikk’ lige huske detaljerne,” klukkede Hagrid. ”Hvordan går det med jer, Ron
og Hermione?”
”Helt fint,” sagde Hermione. ”Hvad med dig?”
”Årh, det slæver af. Har travlt, vi har enh jørningeføl, helt nyfødte, ska’ nok ta’ jer med
ud og kigge på dem, når skolen starter …” Harry undgik at se på Ron og Hermione, mens
Hagrid rumsterede i sin lomme efter noget. ”Her, Harry – jeg vidste ikk’, hva’ jeg sku’ gi’
dig, men så huskede jeg denne her.” Han fremdrog en lille, lettere behåret skindpose med
en lang snor, så man kunne bære den om halsen. ”Æselskind. Man ka’ ha’ alt i den, men
ingen undtagen ejeren ka’ ta’ det ud. De er ret sjældne, den slags æselskindsposer.”
”Hagrid, tusind tak!”
”D et’ så lidt,” sagde Hagrid med en underlig håndbevægelse. ”Og der har vi Charlie!
Ham ka’ jeg li’ – halløj, Charlie!”
Charlie kom hen, mens han fortrydeligt strøg hånden over sit nu militærisk korte hår.
Han var ikke så høj som Ron, firskåren og med en ma sse brændemærker og rifter overalt
på sine muskuløse arme.
”Hej, Hagrid, hvordan går det med dig?”
”Jeg har længe gået og tænkt, at jeg ville skrive til dig. Hvordan har Norbert det?”
”Norbert?” Charlie lo. ”Den Norske Takshale? Ja, nu kalder vi hende a ltså for Norberta.”
”Hva’ – er Norbert en pige?”
”Også i den grad,” sagde Charlie.
”Gør det nogen stor forskel?” spurgte Hermione.
”Ja, de er meget mere ondskabsfulde,” sagde Charlie. Han kastede et blik tilbage over
sin skulder og sagde dæmpet: ”Jeg v ille ønske, at far snart vil skynde sig at komme. Mor er
ved at blive nervøs.”
De så alle hen på fru Weasley. Hun prøvede at holde en samtale med madame Delacour
i gang, mens hun hele tiden skævede hen mod lågen.
”Vi kommer vist til at begynde uden Arthu r,” råbte hun rundt i haven, da hun ikke
kunne udsætte det længere. ”Han er nok forsinket på – åh!”
De så det alle på samme tid. En lysstribe kom flyvende hen over gårdspladsen og
fortsatte op på bordet, hvor den samlede sig til en lysende sølvvæsel. Den stod på
bagbenene og talte med hr. Weasleys stemme.

”Ministeren for magi kommer med mig hjem.”
Patronussen opløste sig og efterlod Fleurs familie forbløffet stirrende på det sted, den
var forsvundet fra.
”Vi bør ikke være her,” sagde Lupus hurtigt. ”Har ry – det er jeg ked af – jeg forklarer det
en anden gang …”
Han greb fat i Tonks’ håndled og trak hende med sig. De løb hen til hegnet, klatrede
over og forsvandt af syne. Fru Weasley så desorienteret ud.
”Ministeren – men hvorfor …? Jeg forstår ikke …”
Der var ingen tid til at diskutere sagen; et sekund senere var hr. Weasley dukket op ved
lågen i selskab med Rufus Scrimgeour, der v ar let at genkende med sin manke af
gråsprængt hår.
De to nyankomne marcherede hen over gårdspladsen med kurs mod haven o g bordet
med de kulørte lygter hængende ovenover, hvor alle sad i stilhed og så dem nærme sig. De
Scrimgeour kom inden for lygtelysets rækkevidde, kunne Harry se, at han så meget ældre
ud end sidste gang, de havde mødt hinanden, tynd og sammenbidt.
”Undsk yld at jeg trænger mig på,” sagde Scrimgeour, da han haltende standsede ved
bordet. ”Især da jeg kan se, at jeg bryder ind midt i en fest.”
Hans øjne hvilede et øjeblik på det kæmpemæssige, glaserede Gyldne Lyn.
”Jeg ønsker dig mange succesfulde kampe.”
”Tak,” sagde Harry.
”Jeg må bede om at tale med dig under private forhold,” fortsatte Scrimgeour. ”Og også
med hr. Ronald Weasley og frøken Hermione Granger.”
”Os?” udbrød Ron og lød overrasket. ”Hvorfor os?”
”Det skal jeg forklare, når vi kan tale ufo rstyrret,” sagde Scrimgeour. ”Er det et sted her,
hvor vi kan gøre det?” spurgte han hr. Weasley.
”Ja, naturligvis,” sagde hr. Weasley, der ikke så helt tryg ud. ”Inde i – øh – dagligstuen,
der kan I være i fred.”
”Du viser vej,” sagde Scrimgeour til Ron . ”Ingen grund til, at du går med, Arthur.”
Da Harry, Ron og Hermione rejste sig fra bordet, så Harry, at hr. Weasley vekslede et
uroligt blik med fru Weasley. Mens de gik tilbage til huset i tavshed, vidste Harry, at de to
andre tænkte det samme som han: Scrimgeour måtte på en eller anden måde have hørt, at
de tre planlagde at droppe ud af Hogwarts.
Scrimgeour var stadig tavs, da de passerede det kaotiske køkken og trådte ind i
Vindelhusets dagligstue. Selvom der stadig hvilede et gyldent aftenlys over h aven, var der
allerede mørkt derinde. Harry vippede sin tryllestav mod petroleumslamperne, hvorefter
den noget slidte, men hyggelige stue blev oplyst. Scrimgeour tog plads i den uformelige
lænestol, som hr. Weasley plejede at sidde i, mens Harry, Ron og He rmione måtte klemme
sig sammen side om side i sofaen. Da alle sad ned, begyndte Scrimgeour at tale.
”Jeg har nogle spørgsmål til jer tre, og jeg tror, det er bedst, hvis I svarer individuelt.
Hvis I to,” han pegede på Harry og Hermione, ”går ovenpå og ven ter, vil jeg begynde med
Ronald.”
”Vi bliver her,” sagde Harry og Hermione nikkede beslutsomt. ”Du kan tale med os i
samlet flok, eller du kan lade være med at tale med os overhovedet.”
Scrimgeour så på Harry med et koldt, vurderende blik. Harry kunne mæ rke, at
ministeren overvejede, om det var værd at udvise utilsløret fjendskab allerede nu.
”Udmærket, så gør vi det samlet,” sagde han og trak på skuldrene. Han rømmede sig:
”Som jeg er sikker på, I ved, er jeg her i anledning af Albus Dumbledores testame nte.”
Harry, Ron og Hermione så på hinanden.

”Nå, det lader til at være en overraskelse! I var altså slet ikke klar over, at Dumbledore
havde efterladt jer noget?”
”O -os alle?” spurgte Ron. ”Altså også mig og Hermione?”
”Ja, jer alle …”
Men Harry afbr ød ham.
”Dumbledore døde for over en måned siden. Hvorfor har det taget så lang tid at
overbringe, hvad han efterlod os?”
”Er det ikke åbenlyst?” sagde Hermione, før Scrimgeour fik tid til at svare. ”De ville
undersøge, hvad det end er, han efterlod os. Det havde I ingen ret til!” sagde hun med let
rystende stemme.
”Vi havde al mulig ret,” sagde Scrimgeour afvisende. ”Dekretet for Retfærdiggjort
Konfiskation giver Ministeriet hjemmel til at konfiskere indholdet af et testamente …”
”Den lov blev vedtaget for at forhindre troldmænd i at lade Mørke objekter gå i arv,”
sagde Hermione, ”og Ministeriet skal have solide beviser for, at den afdødes ejendele er
illegale, før de bliver konfiskeret! Fortæller du os, at I troede, at Dumbledore ville
overdrage os nog et forbandet?”
”Har du ambitioner om en karriere inden for Magisk Lov, frøken Granger?”
”Nej, jeg har ej,” svarede Hermione. ”Jeg håber at kunne bidrage med noget godt i
verden!”
Ron lo. Scrimgeours blik rettede sig kortvarigt mod ham og væk igen, da Ha rry tog
ordet.
”Hvorfor har I så besluttet at give os de ting, der tilkommer os, nu? Kan I ikke længere
finde på undskyldninger for at beholde dem?”
”Nej, det er, fordi de enogtredive dage er gået,” sagde Hermione hurtigt. ”De må ikke
beholde de pågælden de genstande længere, medmindre de kan bevise, at de er farlige. Har
jeg ret?”
”Vil du sige, at du stod Dumbledore nær, Ronald?” spurgte Scrimgeour og ignorerede
Hermione. Ron så helt forskrækket ud.
”Mig? Ikke – ikke sådan rigtig … det var altid Harry, der …”
Ron vendte sig mod Harry og Hermione, som sendte ham et blik, der sagde: ti-stille -
omgående! men skaden var allerede sket: Scrimgeour så ud til at have hørt præcis, hvad
han forventede og ønskede at høre. Han slog ned som en rovfugl på Rons svar.
”Hvis du ikke stod Dumbledore nær, hvordan vil du så forklare det faktum, at han
betænkte dig i sit testamente? Han gjorde ellers exceptionelt få personlige begunstigelser.
Hovedparten af hans ejendom – hans private bibliotek, hans magiske instrumenter og
andre personlige objekter blev alle efterladt til Hogwarts. Hvorfor blev du særligt udvalgt?”
”Jeg … ved det ikke,” sagde Ron. ”Jeg … da jeg sagde, at vi ikke stod hinanden nær … jeg
mener, jeg tror godt, at han kunne lide mig …”
”Du er alt for beskeden, Ron,” sagde Hermione. ”Dumbledore holdt meget af dig.”
Det var nok at strække sandheden til bristepunktet; så vidt Harry vidste, havde Ron og
Dumbledore aldrig været på tomandshånd, og den direkte kontakt mellem dem havde
været til at overse. Men Scrimge our lod ikke til at høre efter. Han havde stukket en hånd
ind under sin kappe og fremdrog en mulepose, langt større end den, Harry lige havde fået
af Hagrid. Han tog en rulle pergament op, rullede det ud og læste højt:
”’Albus Percival Wulfric Brian Dumbl edores sidste vilje og testamente ’ … ja, her står
det … ’til Ronald Bilius Weasley efterlader jeg min Deluminator i håbet om, at han vil
erindre mig, når han bruger den.”
Scrimgeour tog nu en genstand op af posen, og det var noget, Harry havde set før. De t
lignede en sølvlighter, men han vidste, at den havde kraft nok til at suge alt lys ud af et

område, og også til at gendanne lyset, med et enkelt klik. Scrimgeour lænede sig frem og
rakte Deluminatoren til Ron, der tog imod den og vendte den i sine hænder med et
overvældet ansigtsudtryk.
”Det er et værdifuldt instrument,” sagde Scrimgeour og så vagtsomt på Ron. ”Måske
endda unikt. Den er i hvert fald Dumbledores egen opfindelse. Hvorfor ville han efterlade
dig så sjælden en genstand?”
Ron rystede forvirr et på hovedet.
”Dumbledore må have undervist tusindvis af elever,” vedblev Scrimgeour. ”Men de
eneste, han betænker i sit testamente, er jer tre. Hvordan kan det være? Hvad tror du, han
mente, at du kunne bruge Deluminatoren til, hr. Weasley?”
”At slukke lys, går jeg ud fra,” mumlede Ron. ”Hvad skulle jeg ellers bruge den til?”
Scrimgeour havde åbenbart ingen forslag. Efter at have stirret på Ron med
sammenknebne øjne i et øjeblik, vendte han atter sin opmærksomhed mod Dumbledores
testamente.
”Til frøke n Hermione Granger efterlader jeg mit eksemplar af Barden Beedles Eventyr
i håbet om, at hun vil finde dem underholdende og oplysende.”
Nu trak Scrimgeour en lille bog op fra posen; den så lige så ældgammel ud som
eksemplaret af Den Mørkeste Magis Hemmeli gheder , der lå i værelset ovenpå. Omslaget
var plettet og flere steder flænset. Hermione tog imod den fra Scrimgeour uden at sige et
ord. Hun lagde bogen i skødet og så på den. Harry kunne se, at titlen stod med runer; han
havde aldrig lært at læse runer. Mens han betragtede bogen, så han, at der faldt en tåre ned
på de prægede tegn.
”Hvorfor tror du, Dumbledore efterlod dig den bog, frøken Granger?” spurgte
Scrimgeour.
”Han … han vidste, at jeg elsker bøger,” sagde Hermione med grådkvalt stemme og
tørred e øjne i sit ærme.
”Men hvorfor lige netop denne bog?”
”Det ved jeg ikke. Han må have tænkt, at jeg ville kunne lide den.”
”Talte I, altså du og Dumbledore, nogensinde om koder eller andre måder at videregive
hemmeligheder på?”
”Nej, vi gjorde ikke,” s agde Hermione, der stadig gned sine øjne med ærmet. ”Og hvis
Ministeriet ikke har fundet skjulte koder i bogen i løbet af de enogtredive dage, tvivler jeg
på, at jeg vil gøre det.”
Hun undertrykte en hulken. De sad så tæt mod hinanden, at Ron havde svært ved at
vriste sin arm fri for at lægge den om Hermiones skuldre. Scrimgeour vendte tilbage til
testamentet.
”Til Harry James Potter,” læste han, og Harry kunne mærke et sug i maven af pludselig
spænding, ”efterlader jeg Det Gyldne Lyn, som han fangede und er sin første
Quidditchkamp på Hogwarts, som påmindelse om belønningen for udholdenhed og
dygtighed.”
Da Scrimgeour fremdrog den lille valnøddestore, gyldne bold, hvis sølvvinger baskede
ganske svagt, kunne Harry ikke lade være med at føle sig snydt og sk uffet.
”Hvad kan grunden være til, at Dumbledore efterlod dig dette lyn?” spurgte Scrimgeour.
”Ingen anelse,” sagde Harry. ”Af de grunde, du lige læste højt, går jeg ud fra … for at
minde mig om, at man kan nå sit mål, hvis man … holder ud, og hvad det n u var.”
”Du tror altså, at det udelukkende er en symbolsk gave?”
”Det går jeg ud fra,” sagde Harry. ”Hvad skulle det ellers være?”

”Det er mig, der stiller spørgsmålene,” sagde Scrimgeour og trak lænestolen en smule
tættere på sofaen. Tusmørket var for alvor faldet på udenfor. Festteltet derude hævede sig
spøgelsesagtigt hvidt over hækken.
”Jeg bemærkede, at din fødselsdagskage var formet som et Gyldent Lyn,” sagde
Scrimgeour til Harry. ”Hvorfor det?”
Hermione lo spotsk.
”Det kunne vel ikke være, ford i Harry er en fantastisk søger? Nej, det ville nok være alt
for tydeligt,” sagde hun. ”Der må være en hemmelig meddelelse fra Dumbledore gemt i
glasuren!”
”Jeg har ingen formodning om, at der er gemt noget i glasuren,” sagde Scrimgeour,
”men et Gyldent Ly n ville være et fremragende skjulested for en lille genstand. I ved nok
hvorfor?”
Harry trak på skuldrene, men Hermione svarede omgående. Harry mente, at impulsen
til at svare rigtigt på spørgsmål var så dybt rodfæstet i hende, at hun umuligt kunne lægge
bånd på sig selv.
”Fordi Gyldne Lyn har legemserindring,” sagde hun.
”Hvad?” udbrød Harry og Ron i kor; begge havde hidtil anset Hermiones viden om
Quidditch for svært begrænset.
”Korrekt,” sagde Scrimgeour. ”Et Gyldent Lyn bliver aldrig berørt af bar h ud, før den
slippes løs, selv ikke af producenten, der bærer handsker under fremstillingen. Det er
belagt med en fortryllelse, der sætter det i stand til at identificere det første menneske, der
lægger hånd på det. I tilfælde af uenighed om, hvem der fange de det. dette Lyn,” han holdt
den lille gyldne bold op, ”vil huske din berøring, Potter. Det forekommer mig sandsynligt,
at Dumbledore, der besad fænomenale magiske evner, hans andre fejl til trods, måske har
fortryllet dette Lyn til at kunne åbne sig for dig, og kun dig.”
Harrys hjerte begyndte at hamre. Han var sikker på, at Scrimgeour havde ret. Hvordan
skulle han undslå sig for at tage Lynet med sine bare hænder foran ministeren?
”Du siger ikke noget,” sagde Scrimgeour. ”Måske ved du allerede, hvad de t Lyn
indeholder?”
”Nej,” sagde Harry, der stadig spekulerede på, hvordan han skulle tage imod Lynet uden
direkte berøring. Hvis bare han kendte nok til Legilimens, altså virkelig beherskede det, så
kunne han læse Hermiones tanker; han kunne praktisk talt høre hendes hjerne arbejde for
fuld kraft ved siden af sig.
”Tag den,” sagde Scrimgeour lavmælt.
Harry mødte ministerens gule øjne og vidste, at der ikke var andet at gøre end at adlyde,
så han rakte hånden frem. Scrimgeour lænede sig mod ham og placere de langsomt og
velovervejet bolden i Harrys åbne hånd.
Der skete ingenting. Da Harrys fingre lukkede sig om Lynet, baskede dets trætte vinger
en gang og blev så helt stille. Scrimgeour, Ron og Hermione fortsatte med at stirre ivrigt på
den nu halvt skjult e bold, som om de håbede, at den ville forvandle sig på en eller anden
måde.
”Det var vel nok spændende,” sagde Harry køligt. Både Ron og Hermione lo.
”Var det så alt?” spurgte Hermione og gjorde klar til at klemme sig ud af sofaen.
”Ikke helt,” sagde S crimgeour, der så meget olm ud. ”Dumbledore efterlod dig endnu en
ting, Potter.”
”Hvad er det?” spurgte Harry og mærkede atter spændingen stige op i sig.
Scrimgeour gjorde sig ikke ulejlighed med at læse op denne gang.
”Godric Gryffindors sværd,” sagde han.

Både Ron og Hermione stivnede. Harrys blik flakkede søgende rundt efter den
rubinindfattede skede, men Scrimgeour trak ikke sværdet op af skindposen, der i øvrigt
også var for lille til at rumme det.
”Hvor er det så?” spurgte Harry mistroisk.
”Ulyk keligvis,” sagde Scrimgeour, ”var sværdet ikke noget, Dumbledore kunne
disponere over. Godric Gryffindors sværd er en betydningsfuld historisk genstand, og som
sådan tilhører det …”
”Det tilhører Harry!” sagde Hermione opbragt. ”Sværdet valgte ham, det va r ham, der
fandt det. Han trak det selv ud af Fordelingshatten …”
”Ifølge pålidelige historiske kilder kan sværdet vise sig for enhver værdig Gryffindor -
elev,” sagde Scrimgeour. ”Det gør ikke sværdet til hr. Potters private ejendom, uanset hvad
Dumbledore måtte have ment.” Scrimgeour kradsede sin stubbede hage og så nøje på
Harry. ”Hvorfor tror du …?”
”At Dumbledore ville give mig det sværd?” sagde Harry, der kæmpede for ikke at hidse
sig op. ”Måske fordi han tænkte, at det ville se pænt ud på min væg.”
”Det her er ingen spøg, Potter!” knurrede Scrimgeour. ”Var det, fordi Dumbledore
mente, at kun det sværd kan overvinde Slytherins Arvtager? Ville han give dig det sværd,
Potter, fordi han troede, som så mange gør, at du er den udvalgte, der skal tilintetgø re
Ham Som Ikke Må Benævnes?”
”Interessant teori,” sagde Harry. ”Har nogen nogensinde prøvet at stikke et sværd i
Voldemort? Måske burde Ministeriet sætte nogle folk til at efterforske det i stedet for at
spilde tiden på at skille og samle Deluminatorer eller dække over fangeflugter fra Azkaban.
Det er altså, hvad du har bedrevet, minister, mens du har lukket dig inde på dit kontor …
du har brugt din tid på at prøve at bryde et Gyldent Lyn op? Folk dør. Jeg var selv nær
blevet dræbt, da Voldemort jagede m ig hen over det halve af landet! Han dræbte Skrækøje
Dunder, men der har ikke været den mindste reaktion fra Ministeriet, vel? Alligevel
forventer du, at vi vil samarbejde med dig?”
”Nu går du for vidt!” råbte Scrimgeour og rejste sig; Harry sprang også o p. Scrimgeour
haltede frem mod Harry og stødte sin tryllestav hårdt mod hans bryst; spidsen sved et hul i
Harrys T -shirt ligesom en tændt cigaret.
”Hey!” sagde Ron og sprang op med hævet tryllestav, men Harry skyndte sig at standse
ham: ”Nej, du skal ikke give ham en undskyldning for at arrestere os!”
”Du kom nok i tanke om, at du ikke befinder dig inden for skolens område, hvad?”
hvæsede Scrimgeour ind i hovedet på Harry. ”Du kom i tanke om, at jeg ikke er
Dumbledore, der altid så igennem fingre med din frækhed og opsætsighed? Du kan bære
dit ar som et adelsmærke, Potter, men det er ikke op til syttenårig dreng at fortælle mig,
hvordan jeg skal bestride mit embede! Det er på tide, at du lærer, hvad respekt er!”
”Det er på tide, a tdu gør dig fortjent til det,” sagde Harry.
Gulvet rystede; de hørte lyden af løbende skridt, hvorefter døren til dagligstuen blev
revet op. Hr. og fru Weasley kom løbende ind.
”Vi – vi syntes, vi hørte …” begyndte hr. Weasley og så dybt forskrækket ud ved synet af
Harry og min isteren, der stod sådan næse mod næse.
”… hævede stemmer,” pustede fru Weasley.
Scrimgeour gik et par skridt tilbage fra Harry og kastede et blik på det hul, han havde
svedet i Harrys T -shirt. Han så ud til at fortryde sit vredesudbrud.
”Det – det var i ngenting,” knurrede han. ”Jeg … beklager din attitude,” sagde han og så
igen direkte på Harry. ”Du har åbenbart den opfattelse, at Ministeriet ikke ønsker det
samme som du – som Dumbledore – ønskede. Vi burde samarbejde.”
”Jeg kan ikke lide dine metoder, minister,” sagde Harry. ”Det husker du vel?”

For anden gang hævede han sin højre næve og viste Scrimgeour arrene, der stadig
fremstod tydelige og hvide på hans håndryg med ordene: Jeg må ikke lyve . Scrimgeours
ansigt blev hårdt. Han vendte sig uden et ord og haltede ud af stuen. Fru Weasley løb efter
ham; Harry hørte hende standse ved bagdøren. Efter et minuts tid råbte hun: ”Han er
væk!”
”Hvad ville han?” spurgte hr. Weasley og så rundt på Harry, Ron og Hermione, idet fru
Weasley kom hastende tilbage til dem.
”Han ville give os, hvad Dumbledore efterlod os,” sagde Harry. ”De har først nu frigivet
indholdet af hans testamente.”
Ude ved fødselsdagsbordet i haven blev de tre genstande, som Scrimgeour havde
overbragt dem, rakt fra hånd til hånd. Alle udtryk te deres benovelse over Deluminatoren
og B arden Beedles Eventyr , og de beklagede inderligt, at Scrimgeour havde nægtet at
overlade Harry sværdet, men ingen af dem kunne finde nogen mulig forklaring på, hvorfor
Dumbledore havde efterladt Harry det gamle Gyl dne Lyn. Mens hr. Weasley for tredje og
fjerde gang undersøgte Deluminatoren, sagde fru Weasley forsigtigt: ”Harry, min ven, alle
er frygtelige sultne, og vi ville ikke begynde uden dig … skal jeg servere middagen nu?”
De spiste alle temmelig hurtigt, og efter et par hastige vers af Happy Birthday efterfulgt
af en solid omgang kagesmovs brød selskabet op. Hagrid, der var inviteret til brylluppet
næste dag, men var for stor til at sove indenfor i det overfyldte Vindelhus, gik over for at
rejse sig et telt p å naboens mark.
”Mød os ovenpå,” hviskede Harry til Hermione, mens de hjalp fru Weasley med at
bringe haven tilbage til sit sædvanlige udseende. ”Når alle er gået i seng.”
Oppe i værelset under taget tog Ron sin Deluminator i nøjere øjesyn, mens Harry fy ldte
Æselskindposen fra Hagrid, ikke med guld, men med de genstande, han satte mest pris på,
hvor tilsyneladende værdiløse nogle af dem end var: Røverkortet, skåret fra Sirius’
fortryllede spejl og R.A.B.’s medaljon. Han bandt snoren stramt om posen og tog den om
halsen, hvorefter han sad med det gamle Gyldne Lyn i hænderne og betragtede dets vinger
virre svagt. Endelig bankede Hermione på døren og listede indenfor.
”Muffliato,” hviskede hun og svang sin tryllestav i retning af trappen.
”Jeg troede ellers , at du var modstander af den besværgelse,” bemærkede Ron.
”Tiderne forandrer sig,” sagde Hermione. ”Nå, vis os så den Deluminator.”
Ron efterkom straks ønsket. Han holdt den op foran sig og klikkede. Den lampe, de
havde tændt, gik omgående ud.
”Sagen e r,” hviskede Hermione i mørket, ”at vi kunne have opnået samme effekt med
Espresso -Mørkepulver fra Peru.”
Der lød et lille klik, og lyset fra lampen fløj tilbage til loftet som en lille ildkugle og
oplyste rummet igen.
”Men det er alligevel sejt,” sagde Ron insisterende. ”Og det blev endda sagt, at
Dumbledore selv har opfundet den!”
”Ja, det ved jeg godt, men han kan da ikke have betænkt dig i sit testamente bare for at
hjælpe os med at slukke lys!”
”Tror I, at han vidste, at Ministeriet ville konfisker e hans testamente og undersøge alt,
hvad han efterlod os?” spurgte Harry.
”Absolut,” sagde Hermione. ”Han kunne ikke fortælle os i testamentet, hvorfor han
efterlod os disse ting, men det forklarer stadig ikke …”
”… hvorfor han ikke gav os et fingerpeg om det, mens han stadig var i live?” fortsatte
Hermione spørgsmålet.

”Ja, præcis,” sagde Hermione, der nu sad og bladrede gennem Barden Beedles Eventyr.
”Hvis disse ting er vigtige nok til at videregive for næsen af Ministeriet, skulle man tro, at
han vil le sikre sig, at vi vidste hvorfor … medmindre han mente, at det var åbenlyst?”
”Ja, så tog han fejl, gjorde han ikke?” sagde Ron. ”Jeg har altid sagt, at han var
splittergal. Genial og alt det der, men tosset. At efterlade Harry et gammelt Gyldent Lyn –
hvad pokker skal det forestille?”
”Det har jeg ingen anelse om,” sagde Hermione. ”Da Scrimgeour tvang dig til at tage
den, Harry, var jeg sikker på, at der ville ske noget!”
”Tja,” sagde Harry, hvis puls steg, da han løftede Lynet op foran sig. ”Jeg vill e i hvert
fald ikke gøre noget som helst ved den for øjnene af Scrimgeour.”
”Hvad mener du?” spurgte Hermione.
”Det her er Lynet, jeg fangede i min allerførste Quidditchkamp,” sagde Harry. ”Kan I
ikke huske det?”
Hermione så bare uforstående på ham, men Ron udstødte et gisp og pegede hektisk fra
Harry til Lynet og tilbage igen, indtil han endelig genvandt talens brug.
”Det var den, du næsten slugte!”
”Nemlig,” sagde Harry, og med hamrende hjerte trykkede han sin mund mod Lynet.
Bolden åbnede sig ikke. Frustration og bitter skuffelse vældede op i ham; han sænkede
den gyldne kugle, men Hermione råbte:
”Skrift! Der er skrevet på den, skynd dig at se!”
Han tabte næsten Lynet af overraskelse og spænding. Hermione havde helt ret.
Indgraveret i den glatte, gyldne overflade stod der fem ord, hvor der sekunder før intet
havde været at se. Ordene var skrevet med den fine, skrå håndskift. Harry genkendte som
Dumbledores:
Jeg åbner, når det lukker.
Han havde knap nok læst ordene, da de igen forsvandt.
”Jeg åbn er, når det lukker … hvad skal det betyde?”
Hermione og Ron rystede på hovederne; de havde ingen anelse.
”Jeg åbner, når det lukker … når det lukker … Jeg åbner, når det lukker …”
Men ligegyldigt hvor mange gange de gentog ordene med forskellige betonin ger, kunne
de ikke vride mere betydning ud af dem.
”Og sværdet,” sagde Ron til sidst, da de havde opgivet at udvinde mening af Lynets
inskription. ”Hvorfor ville han efterlade Harry det sværd?”
”Og hvorfor kunne han ikke bare have fortalt mig det?” sagde Harry lavmælt. ”Det hang
jo lige der på væggen i hans kontor under alle vores samtaler sidste år! Hvis han ville
efterlade mig sværdet, hvorfor gav han det så ikke bare til mig dengang?”
Han havde det, som om han sad til en eksamen med et spørgsmål ligge nde foran sig,
han burde være i stand til at besvare, men hans hjerte var sløv og uelastisk. Var der noget,
han havde overhørt i sine lange samtaler med Dumbledore sidste år? Burde han vide, hvad
det hele betød? Havde Dumbledore forventet, at han ville for stå?
”Og så er der bogen her,” sagde Hermione. ” Barden Beedles Eventyr … jeg har ikke
engang hørt om de historier før!”
”Har du aldrig hørt om Barden Beedles Eventyr?” udbrød Ron vantro. ”Du gør grin med
mig, ikke?”
”Nej, vel gør jeg ej!” sagde Hermione overrasket. ”Kender du dem da?”
”Ja, selvfølgelig gør jeg det!”
Harry så op, afledt fra sine egne tanker. At Ron skulle have læst en bog, som Hermione
ikke havde læst, var noget ganske uhørt. Men Ron virkede undrende over deres
overraskelse.

”Åh, hold op! Alle de gamle eventyr for børn skal jo forestille at stamme fra Beedle,
ikke? Livslykkens Kilde … Troldmanden og Snurregryden … Hare Hop og
Skvadderstubben …”
”Hvad for noget?” udbrød Hermione fnisende. ”Hvad sagde du, den sidste hed?”
”Nej , nu må I holde op!” sagde Ron og kiggede himmelfalden på Harry og Hermione. ”I
må da have hørt om Hare Hop …”
Ron, du ved udmærket godt, at Harry og jeg er vokset op hos Mugglere!” sagde
Hermione. ”Vi hørte ikke de historier, da vi var børn. Nej, vi hørt e Snehvide og de syv
dværge og Askepot …”
”Hvad er det, en sygdom?” spurgte Ron.
”Så det der er altså eventyr for børn?” sagde Hermione og bøjede sig igen over runerne.
”Jah,” sagde Ron usikkert. ”Jeg mener, det er bare de eventyr, man får fortalt, I ve d. Og
alle eventyrene blev udbredt af Beedle. Jeg ved ikke, hvordan de er i deres originale
versioner.”
”Men gad vide, hvorfor Dumbledore ville have, at jeg skulle læse dem?”
Noget knirkede nedenunder.
”Det er sikkert bare Charlie, der prøver at få sit hår til at vokse ud igen, mens mor
sover,” sagde Ron nervøst.
”Vi burde i hvert fald se at komme i seng,” hviskede Hermione. ”Det går ikke at sove
over sig i morgen.”
”Nej,” samtykkede Ron. ”Et brutalt tredobbelt mord begået af brudgommens mor ville
nok lægge en dæmper på brylluppet. Jeg skal nok slukke lyset.”
Han klikkede endnu en gang med Deluminatoren, da Hermione forlod værelset.

Kapitel 08 -Brylluppet
Klokken tre næste eftermiddag stod Harry, Ron, Fred og George uden for det store hvide
festtelt i frygthaven og ventede på bryllupsgæsternes ankomst. Harry havde taget en stor
portion Polyjuice -eliksir og var nu dobbeltgænger til en rødhåret Mugglerdreng fra den
lokale landsby, Ottery St. Catchpole, som Fred havde stjålet hår fra ved hjælp af en
Hid kaldebesværgelse. Planen var at præsentere Harry som ’Fætter Barny’ og forlade sig på,
at han forsvandt i mængden af de mange medlemmer af familien Weasley.
Nu stod de alle fire og knugede hver sit eksemplar af bordplanen, så de kunne hjælpe
med at vise f olk til deres pladser. Et hold tjenere i hvide gevandter var ankommet for en
time siden sammen med et band iført guldjakker, og alle disse troldmænd sad i øjeblikket
og hvilede sig under et træ i nærheden; Harry kunne se en blå dis af piberøg stige til vej rs
over stedet.
Bag Harry kunne man komme ind i festteltet se række på spinkel guldstole placeret på
hver side af en lang, violet løber. Teltets støttepiller var omvundet med hvide og gyldne
blomster, og Fred og George havde fastgjort en enorm mængde ball oner lige over det sted,
hvor Bill og Fleur snart ville blive mand og kone. Udenfor svævede sommerfugle og bier
dovent over græsset og hækkene. Harry havde det ret ubekvemt, for Mugglerdrengen, hvis
ydre han i øjeblikket havde taget på sig, var en smule ty kkere end han, og derfor føltes
gallagevandterne varme og stramtsiddende her midt i sommersolen.
”Når jeg skal giftes,” sagde Fred og trak i kraven på sine gevandter, ”vil jeg ikke besvære
mig med alt det pjat. I kan alle komme, som I er, og så lægger jeg Den Totale Kropslås på
mor, indtil det hele er overstået.”
”Hun var ikke så slem her til morgen, alt taget i betragtning,” sagde George. ”Hun græd
lidt over, at Percy ikke er her, men hvem gider se på ham? Okay -nu gør det løs, så tag jer
sammen. Der ko mmer de, se!”
Skikkelser klædt i festlige farver dukkede en efter en ud af den tomme luft på den anden
side af Vindelhusets gård. I løbet af få minutter var der dannet en hel procession, der
begyndte at slange sig vej frem gennem haven mod festteltet. Eks otiske blomster og
fortryllede fugle vippede på heksenes hatte, mens kostbare juveler glitrede fra mange af
troldmændenes fine halsbind; den summende lyd af munter snak blev højere i takt med, at
flokken nærmede sig, og den overdøvede helt bierne, da de st illede sig i kø foran festteltet.
”Herligt, jeg tror, mit øje skuer et par Wilie -kusiner,” sagde George og strakte hals for
bedre at kunne se. ”De får brug for hjælp til at forstå vores engelske skikke, så jeg må
hellere tage mig af dem …”
”Ikke så hurti gt, Solohank,” sagde Fred og kom ham i forkøbet ved at sætte i hurtigt løb
forbi kaglende hekse forrest i køen, og bremse ved et par kønne franske piger. ”Her, lad
mig – Permettez -moi at assister vous,” sagde han til pigerne, der fnisende lod ham
eskortere sig indenfor. George stod tilbage med de midaldrende hekse, der skulle vise på
plads, mens Ron tog sig af hr. Weasleys gamle kollega, Perkins, fra Ministeriet. Et gammelt
halvdøvt ægtepar faldt i Harrys lod.
”Hva’ så, Harry?” lød en velkendt stemme, da h an igen kom ud af teltet og fandt Tonks
og Lupus stående forrest i køen af gæster ved indgangen; hun var blevet blond til
lejligheden. ”Arthur har fortalt os, at du var ham med det krøllede hår. Undskyld for i
aftes,” hviskede hun, da Harry førte dem op ad midtergangen. ”Ministeriet er meget
fjendtligt indstillet over for varulve i øjeblikket, så vi mente ikke, at vores tilstedeværelse
ville gavne nogen.”
”Det er helt okay, jeg forstår det godt,” sagde Harry, mere henvendt til Lupus end Tonks.
Lupus sendte ham et hurtigt smil, men da de vendte sig om, kunne Harry godt se, at hans
ansigt faldt tilbage i elendighedens folder. Harry forstod det ikke, men der v ar ikke tid til at

dvæle ved det: Hagrid skabte lige nu en hel del tumult, fordi han havde misforstået Freds
instrukser og sat sig – ikke på den magisk forstørrede og forstærkede stol, der var
reserveret til ham på bageste række, men på fem andre stole, de r nu lignede en stor bunke
gyldne tændstikker.
Mens hr. Weasley reparerede skaderne, og Hagrid råbte undskyldninger til alle, der ville
lytte, skyndte Harry sig tilbage til teltåbningen, hvor han fandt Ron sammen med en højst
excentrisk udseende troldmand . Han var en smule skeløjet, med skulderlangt hvidt hår i
samme kvalitet som candyfloss, han var iført kasket med en kvast, der dinglede lige foran
hans næse, og gevandter i en skærende æggeblommegul farve. Et besynderligt symbol,
nærmest et trekantet øje, glitrede fra en guldkæde, han bar om halsen.
”Xenophilius Lovegood,” præsenterede han sig og rakte hånden frem mod Harry. ”Min
datter og jeg bor lige på den anden side af højdedraget, og det var meget venligt at familien
Weasley at invitere os. Men, du m å næsten kende min Luna?” tilføjede han til Ron.
”Jo da,” sagde Ron. ”Er hun ikke med dig?”
”Hun blev i den charmerende lille have for at hilse på havenisserne; det er en
vidunderlig population, I har der! Kun de færreste troldmænd indser, hvor meget vi kan
lære af de kloge små havebeboere – eller, for at bruge deres korrekte navn, Gernumbli
gardensi.”
”Vores havenisser kender i hvert fald en masse fremragende bandeord,” sagde Ron. ”Jeg
tror nok, at det er Fred og George, der har lært dem det.”
Han tog en gruppe heksemestre med ind i teltet, netop som Luna kom løbende til.
”Hej, Harry!” sagde hun.
”Øh – jeg hedder Barny,” sagde Harry perpleks.
”Okay, har du også ændret navn?” sagde hun fornøjet.
”Hvordan kunne du vide …?”
”Åh, det er dit ansigtsudtr yk,” sagde hun.
Ligesom sin far var Luna iført skriggule gevandter, og hun havde desuden pyntet sig
med en stor solsikke i håret. Når først ens øjne havde vænnet sig til farven, så hun faktisk
ganske pæn ud. Hun havde i det mindste ikke radiser dinglende fra ørerne.
Xenophilius, der var blevet opslugt af snak med en bekendt, gik glip af udvekslingen
mellem Luna og Harry, men da han igen vendte sig om, stod hun der og rakte en finger
frem: ”Far, se – en af havenisserne bed mig!”
”Hvor dejligt! Nissespyt e r umådeligt velgørende!” sagde hr. Lovegood, idet han tog
Lunas fremstrakte finger og undersøgte de blødende bidhuller. ”Luna, min skat, hvis du
skulle opleve nogen spirende talenter i dag – måske en uventet trang til at synge opera
eller deklamere på dynd sprog – så må du endelig ikke lægge bånd på dig selv! Du er måske
blevet begavet af Gernumblierne!”
Ron, der passerede dem, udstødte et larmende lattergrynt.
”Lad bare Ron grine så meget, han vil,” sagde Luna roligt, da Harry førte hende og
Xenophilius h en til deres pladser. ”Min far har nemlig forsket en hel del i Gernumbli -
magi.”
”Virkelig?” sagde Harry, der for længst havde besluttet sig for aldrig at udfordre Lunas
og hendes fars besynderlige synspunkter. ”Men er du nu sikker på, at du ikke vil have gjort
noget ved det sår?”
”Nej, det er helt fint,” sagde Luna og suttede drømmende på sin finger, mens hun så op
og ned ad Harry. ”Du ser smart ud. Jeg sagde til far, at de fleste gæster nok havde valgt
traditionelle gallagevandter, men han mener, at man bør klæde sig i solens farver til et
bryllup; det vil give brudeparret held og lykke med på vejen.”

Da hun fulgte efter sin far, dukkede Ron op igen med en ældre heks hængende ved
armen. Hendes ørnenæse, rødrandede øjne og pink, fjerbuskede hat fik hende til at ligne
en olm flamingo.
”… og dit hår er alt for langt, Ronald. I et kort øjeblik troede jeg, at du var Ginerva. Ved
Merlins skæg, hvad er det dog, Xenophilius Lovegood har taget på? Han ligner en omelet!
Og hvem er du?” råbte hun til Harry.
”Åh ja , tante Muriel, det er vores fætter Barny.”
”Endnu en Weasley? I formerer jer som havenisser. Er Harry Potter her ikke? Jeg havde
håbet på at træffe ham. Jeg troede, at han var en af dine venner, Ronald, eller har du bare
pralet?”
”Nej – han kunne ikke k omme …”
”Hmm. Fandt på en undskyldning, gjorde han? Åbenbart ikke helt så tåbelig, som han
ser ud på pressebillederne. Jeg har netop vejledt bruden i, hvordan min tiara skal sidde,”
råbte hun til Harry. ”Nissesmedet, må du vide, den har været i min slægt i århundreder.
Hun er en køn pige, men alligevel – fransk. Nå, ja, find mig en god plads, Ronald. Jeg er
hundrede og syv og burde ikke stå op for længe ad gangen.”
Ron sendte Harry et sigende blik, da han gik. Han vendte ikke tilbage i et godt stykke
tid, og da de endelig mødtes ved indgangen igen, havde Harry allerede vist en halv snes nye
gæster på plads. Teltet var næsten fuldt, og for første gang var der ikke kø udenfor.
”Muriel er et mareridt,” sagde Ron og tørrede sig over panden med ærmet. ”Hun ple jede
at komme og holde jul hos os hvert år, men så blev hun gudskelov fornærmet, fordi Fred og
George fyrede en stinkbombe af under hendes stol ved middagen. Far siger altid, at hun
nok har gjort dem arveløse – som om det rager dem; de ender med at blive r igere end
nogen andre i vores familie med den fart, de har på … wauw,” tilføjede han og blinkede en
ekstra gang, da Hermione kom hastende hen til dem. ”Du ser fantastik ud!”
”Skal du absolut lyde overrasket,” sagde Hermione smilende. Hun var iført en bølg ende,
lilla kjole med matchende højhælede sko, og hendes hår var glat og skinnende. ”Din
grandtante Muriel var vist ikke så begejstret for mig; jeg mødte hende ovenpå, da hun var
ved at overrække tiaraen til Fleur. Hun sagde: ’Åh, himmel, er det hende den
Mugglerfødte?’ Og så mumlede hun: ’Dårlig holdning og tynde ankler’.”
”Det skal du ikke tage så tungt, hun er uforskammet over for alle og enhver,” sagde Ron.
”Er det Muriel, I snakker om?” spurgte George, der kom ud fra festteltet sammen med
Fred. ”Hun sagde lige, at mine ører er asymmetriske. Gamle krage! Jeg ville ønske, at onkel
Bilius stadig var i blandt os; han var virkelig sjov til bryllupper.”
”Var det ikke ham, der så Den Grumme og døde fireogtyve timer efter?” spurgte
Hermione.
”Øh, jo, han bl ev lidt underlig til sidst,” sagde George og nikkede til Hermione.
”Men før han blev tosset, satte han liv i kludene til alle fester,” sagde Fred. ”Han plejede
at tømme en flaske Ildwhisky i én slurk og styrte ud på dansegulvet, hvor han hejsede op i
sine gevandter og begyndte at trække blomsterbuketter ud af sin …”
”Ja, han lyder som en rigtig charmør,” sagde Hermione, mens Harry skreg af grin.
”Af en eller anden grund blev han aldrig gift,” sagde Ron.
”Det siger du ikke,” sagde Hermione.
De lo så meg et, at de ikke bemærkede en sent ankommen gæst, en mørkhåret ung mand
med en stor høgenæse og buskede, sorte øjenbryn; i hvert fald ikke før han rakte Ron sin
invitation og vendte sig mod Hermione: ”Du ser vunderskøn ud.”
”Viktor!” hvinede hun og kom til at tabe sin lille perlebesatte taske, der ramte jorden
med et brag så højt, at det var helt ude af proportioner med dens størrelse. Hun bøjede sig

rødmende og forvirret for at samle den op, idet hun sagde: ”Jeg vidste ikke, at du kom,
Viktor, åh, altså – det er dejligt at se dig – hvordan går det med dig?”
Rons ører var blevet blussende røde. Efter at have stirret på Krums invitation, som om
han ikke kunne tor, at den virkelig var ægte, busede det alt for voldsomt ud af ham:
”Hvordan kan det være, at du ko mmer her?”
”Jeg er inviteret af Fleur,” sagde Krum med hævede øjenbryn.
Harry, der ikke havde noget problem med Krum, gav ham hånden, og da han kunne
mærke, at det var en god ide at få Krum væk fra Rons fjendtlighed, tilbød han at vise ham
på plads.
”Di n ven er ikke glad for at se mig,” sagde Krum, da de trådte ind i det nu tætpakkede
telt. ”Eller, måske han er en slægtning af dig?” tilføjede han med et blik på Harrys røde,
krøllede hår.
”Fætter,” mumlede Harry, men blev distraheret, for Krums ankomst v akte opsigt, især
blandt Wilie -kusinerne; han var trods alt en berømt Quidditchspiller. Mens flere og flere
gæster drejede hovederne og strakte hals for at se på Viktor, kom Ron, Hermione, Fred og
George småløbende ned ad midtergangen.
”Det er tid til at sætte sig,” sagde Fred til Harry, ”ellers bliver vi trampet ned af bruden.”
Harry, Ron og Hermione fandt deres pladser på anden række bag Fred og George.
Hermione så temmelig blussende ud, og Rons ører var stadig højrøde. Efter et øjeblik
mumlede han til Harry: ”Så du det åndssvage lille skæg, han har fået sig?”
Harry gryntede på en neutral måde.
En dirrende forventningsfuld stemning var mærkbar i det varme telt. Den almindelige
summen blev af og til brudt af små spændte latterudbrud. Hr. og fru Weasley kom nu
spadserende op ad midtergangen, mens de smilede varmt og vinkede til alle slægtninge;
fru Weasley var iført et splinternyt ametystfarvet hekseskrud med matchende hat.
Et øjeblik efter rejste Bill og Charlie sig fra deres pladser oppe forrest i telt et, begge iført
gallagevandter med store hvide roser i deres knaphuller; Fred piftede, og Wilie -kusinerne
brød ud i fnisen. Så blev alle stille, da musikken vældede ud i teltet, tilsyneladende fra de
gyldne balloner.
”Ååååh!” henåndede Hermione og drejede sig på stolen for at se bruden blive ført op.
Et dybt kollektivt suk lød fra hele forsamlingen af hekse og troldmænd, da monsieur
Delacour og Fleur kom gående op ad midtergangen; Fleur svævede, og monsieur Delacour
fjedrede, strålende som en sol. Fleur v ar i en meget enkel hvid kjole, og der udgik et stærkt
sølvskær fra hende. Hendes udstråling plejede ellers at få alle i nærheden til at blegne, men
i dag forskønnede hendes lys enhver, der var tæt nok på hende. Ginny og Gabrielle var
begge klædt i gyldne kjoler og så endnu kønnere ud, end de plejede. Da Fleur til sidst nåede
frem til Bill, så han ud, som om han aldrig havde mødt Fenris Gråryg.
”Mine damer og herrer,” lød en melodisk stemme; med et sæt så Harry, at den lille
tottede troldmand, der havde fo restået Dumbledores begravelse, nu stod foran Bill og
Fleur. ”Vi er samlet her i dag for at fejre foreningen af to trofaste sjæle …”
”Ja, min tiara løfter virkelig det hele,” lød det med en alt for høj hvisken fra tante
Muriel. ”Men jeg må sige, at Ginerv as kjole er alt for nedringet.”
Ginny kastede et blik tilbage, smilede og blinkede til Harry, hvorefter hun hurtigt vendte
sig igen. Harrys tanker vandrede langt bort fra festteltet, tilbage til de
eftermiddagsstunder, han havde tilbragt alene med Ginny i ensomme, afsides hjørner af
skolens område. Det forekom ham at være så længe siden; det havde altid virket for godt til
at være sandt, som om han havde stjålet de solbeskinnede timer fra en normal persons liv,
en person uden et lynformet ar på sin pande …
”Vil du, William Arthur Weasley tage Fleur Isabelle …?”

På den forreste række hulkede både fru Weasley og madame Delacour diskret ned i
deres kniplingslommetørklæder. Trompetlignende lyde hørtes fra bageste række, og ingen
var i tvivl om, at Hagrid nu havde taget sit lagenstore lommetørklæde i brug. Hermione
vendte sig og smilede til Harry, også hun med tårevædede øjne.
”… så erklærer jeg jer sammensmedet for livet.”
Den tottede troldmand hævede sin tryllestav højt over brudeparret og lod det regne med
sølvstjerner der hvirvlede i ring omkring deres nu sammenslyngede skikkelser. Fred og
George startede et bifald, og de gyldne balloner ovenover sprang, så paradisfugle og små
gyldne klokker fløj ud for at bidrage til klapsalverne med deres kvidren og s prøde klingen.
”Mine damer og herrer!” råbte den tottede troldmand, ”vær venlige at rejse jer op!”
Alle rejste sig, for tante Muriels vedkommende skete det under knurrende protester.
Troldmanden slog et sving med sin tryllestav, hvorefter stolene, som gæ sterne havde siddet
på, hævede sig elegant op i luften, mens festteltets sider forsvandt, så man nu stod under
en baldakin støttet af gyldne piller, med en strålende udsigt over den solbeskinnede
frugthave og det omkringliggende landskab. Derefter bredte d er sig en sø af flydende guld i
midten af teltet og dannede et skinnende dansegulv, alt imens de svævende stole fandt
sammen med små runde borde med hvide duge, der dalede elegant ned for at placere sig
omkring det gyldne centrum. Det guldjakkeklædte band gik op mod et podium.
”Det kører bare,” sagde Ron bifaldende, da tjenere pludselig kom til syne på alle sider,
nogle med sølvbakker fulde af græskarsaft, ingefær øl og Ildwhisky, og andre med vaklende
stabler af tærter og sandwicher.
”Vi må da over og øn ske dem tillykke!” sagde Hermione, der stod på tæer for at se hen
mod det sted, hvor Bill og Fleur var forsvundet bag en flok gratulanter.
”Vi får chancen senere,” sagde Ron med et skuldertræk; han snuppede tre ingefærøl fra
en tjener, der netop passerede med sin bakke, og rakte en til Harry. ”Hermione, kom nu
med, vi må finde et bord … ikke der! Ikke i nærheden af Muriel …”
Ron krydsede det tomme dansegulv, mens han spejdede til højre og venstre; Harry var
sikker på, at han holdt udkig efter Krum. Da de var nået over til den anden side af
baldakinen, var de fleste borde allerede optaget; der var dog endnu pladser ved et bord,
hvor Luna sad alene.
”Må vi sætte os her hos dig?” spurgte Ron.
”Selvfølgelig,” sagde Luna glad. ”Far er gået hen for at give Bil l og Fleur vores gave.”
”Hvad er det, et livslangt abonnement på levering af Gurdyrødder?” spurgte Ron.
Hermione rettede et spark mod ham under bordet, men ramte Harry i stedet. Han fik
tårer i øjnene af smerte, og samtalen gik hen over hovedet på ham, m ens han ømmede sig.
Bandet var begyndt at spille. Bill og Fleur var de første, der indtog dansegulvet under
stort bifald. Lidt efter førte hr. Weasley madame Delacour ud på gulvet, efterfulgt af fru
Weasley og Fleurs far.
”Den sang kan jeg godt lide,” sa gde Luna og svajede i takt med den valselignende
melodi. Få sekunder senere rejste hun sig op og nærmest svævede ud på dansegulvet, hvor
hun langsomt snurrede på stedet, helt alene, med lukkede øjne og viftende arme.
”Hun er herlig, er hun ikke?” sagde Ro n beundrende. ”Man får altid noget for pengene.”
Men så forsvandt smilet brat fra hans ansigt: Viktor havde sat sig i Lunas ledige stol.
Hermione så glædeligt forfjamsket ud, men denne gang var Krum ikke kommet for at
komplimentere hende. Med dystert ansi gt sagde han: ”Fortæl mig, den mand i gult, hvem
er han?”
”Det er Xenophilius Lovegood, han er far til en af vores venner,” sagde Ron. Hans
stridbare tonefald talte sit tydelige sprog om, at der ikke skulle grines af Xenophilius,
selvom det kunne være fri stende.

”Kom og dans,” sagde han brat til Hermione.
Hun så overrasket, men glad ud, og så rejste de sig og forsvandt sammen i trængslen på
dansegulvet.
”Ach, de er zusammen nu?” spurgte Krum, der lod sig distrahere for et øjeblik.
”Øh – sådan da,” sagd e Harry.
”Hvem er du?” spurgte Krum.
”Barny Weasley.”
De gav hinanden hånden.
”Sig mig, Barny – kender du den mand, Lovegood?”
”Nej, jeg har først truffet ham i dag. Hvorfor?”
Krum skulede hen over sin drink og holdt øje med Xenophilius Lovegood, der sludrede
med en gruppe heksemestre på den anden side af dansegulvet.
”Fordi,” sagde Krum, ”hvis han ikke var Fleurs gæst, skulle jeg duellere med ham straks,
fordi han bærer det verdammte mærke på sit bryst.”
”Mærke?” sagde Harry og rettede også blikket mod Xenophilius. Det mærkelige
trekantede øje hang skinnende på hans bryst. ”Hvorfor? Hvad er der i vejen med det?”
”Grindelwald. Det er Grindelwalds mærke.”
”Grindelwald … ham der, Mørkets troldmand, som Dumbledore overvandt?”
”Nemlich.”
Krums kæbemuskel arbejdede, som om han tyggede på et eller andet, og så fortalte han:
”Grindelwald dræbte mange mennesker, min bedstefar var blandt dem, men Grindelwald
fik ikke macht her i dette land; man sagde, at han frygtede Dumbledore – og det gjorde han
re t i, når man betænker hans grusomme nederlag. Men det …” Han pegede på Xenophilius.
”Det er hans zymbol, jeg kendte det straks: Grindelwald skar det i muren på Durmstrang,
da han var elev der. Nogle idioter begyndte straks at kopiere det i deres bøker og p å deres
tøj, fordi de ville chokere, gøre sig wichtig – indtil vi, der havde mistet slægtninge på grund
af Grindelwald, lærte dem noget andet.”
Krum begyndte ildevarslende at knække knoer, mens han gloede ondt på Xenophilius.
Harry følte sig helt perpleks . Det var i den grad usandsynligt, at Lunas far skulle være
tilhænger af Mørk Magi, og ingen andre i teltet lod i øvrigt til at have genkendt det
trekantformede runelignende symbol.
”Er du – øh – helt sikker på, at det er Grindelwalds …?”
”Jeg tager ikke fejl,” sagde Krum koldt. ”Jeg passierte det zymbol dag efter dag i flere år,
jeg kender det meget vel.”
”Men der er den mulighed,” sagde Harry, ”at Xenophilius ikke er fuldstændig klar over,
hvad symbolet egentlig betyder. Familien Lovegood er temmelig … anderledes. Han kan let
være faldet over det og have tænkt, at det måtte være et tværsnit af en Krumhornet
Snorkbøffels hoved eller sådan noget.”
”Et tværsvhnitt af hvad?”
”Tja, jeg ved ikke, hvad en Snorkbøffel er, men både han og hans datter holder fe rie på
steder, hvor de mener, at man kan finde dem …”
Harry følte ikke rigtigt, at han fyldestgørende kunne forklare, hvad der var med Luna og
hendes far.
”Det er hende derhenne,” sagde han så og pegede på Luna, der stadig dansede alene og
svingede med a rmene omkring sit hoved, som om hun prøvede at vifte myg væk.
”Hvorfor gør hun det?” spurgte Krum.
”Sikkert for at slippe af med en Vrakspurt,” sagde Harry, der kunne kende
symptomerne.

Krum så ud, som om han ikke kunne afgøre med sig selv, om Harry gjo rde grin med
ham. Han trak sin tryllestav frem fra inderlommen og slog den truende mod sit lår; der føg
gnister fra spidsen.
”Gregorovitch!” udbrød Harry så højt, at det gav et sæt i Krum, men Harry var for
ophidset til at beherske sig; erindringen var ve ndt tilbage til ham i det øjeblik, han så
Krums tryllestav: Ved Turneringen i Magisk Trekamp havde Ollivander taget staven og
undersøgt den nøje før kampen.
”Hvorfor siger du hans navn?” spurgte Krum mistroisk.
”Han er tryllestavsmager!”
”Jeg ved!”
”Ha n lavede din tryllestav! Derfor tænkte jeg på – Quidditch …”
Krum så mere og mere mistroisk ud.
”Hvordan kan du vide, at Gregorovitch har lavet min tryllestav?”
”Jeg … tror, jeg læste det et sted,” sagde Harry. ”I et – et fanblad,” improviserede han
des perat, og Krum lænede sig formildet tilbage.
”Jeg har rent glemt, at jeg nogensinde har diskutiert min tryllestav mit fans,” sagde han.
”Nå, men … øh … hvor kan man så finde Gregorovitch for tiden?”
Krum så forundret ud.
”Han tilbagetrak sig for flere år siden. Jeg var en af de sidste, som erhvervede en
Gregorovitch -tryllestav. Det er de absolut bedste – selvom jeg ved, at I briter sætter
Ollivander højt.”
Harry svarede ikke. Han lod, som om han så på de dansende ligesom Krum, men han
tænkte, så det kn agede. Voldemort ledte altså efter en anerkendt tryllestavsmager, og
årsagen var tydelig for Harry; det var sikkert på grund af det, som Harrys tryllestav havde
gjort den aften, Voldemort forfulgte ham hen over himlen. Tryllestaven af kristtorn og
Fønixfje r havde overvundet den lånte tryllestav; noget, Ollivander hverken havde forudset
eller forstået. Vidste Gregorovitch mon mere om årsagen? Var han i virkeligheden
dygtigere end Ollivander, besad han en hemmelig viden om tryllestave, som Ollivander
manglede ?
”Den pige ser meget skøn ud,” sagde Krum og forstyrrede Harrys tankerække. Krum
pegede på Ginny, der netop havde sluttet sig til Luna. ”Hun er måske også en slægtning af
dig?”
”Ja, hun er,” sagde Harry, der mærkede irritationen stige op i sig. ”Og hun kommer
sammen med en. Jaloux type. Bodybuilder. Ham skal man ikke komme på tværs.”
Krum udstødte et ærgerligt grynt.
”Hvad,” sagde han, idet han bundede sin pokal og rejste sig fra bordet, ”nytter det at
være internazional Quidditchstjerne, hvis alle de nydelige piger er taget?”
Så slentrede han væk og efterlod Harry alene ved bordet. Idet han snuppede en
sandwich fra en forbipasserende tjener, begav Harry sig en tur rundt langs det myldrende
dansegulv på udkig efter Ron, fordi han ville fortælle ham om Gregorovitch. Men Ron var
optaget af at danse med Hermione inde midt på gulvet. Harry lænede sig op ad en af de
gyldne piller og betragtede Ginny, der nu dansede med Fred og Georges ven, Lee Jordan,
og han forsøgte at sluge sin bitterhed over det løfte, ha n havde givet Ron.
Han havde aldrig været til bryllup før, så han kunne ikke afgøre, på hvilken måde et
troldmandsbryllup adskilte sig fra Mugglernes bryllupsfester, selvom han var ret sikker på,
at sidstnævnte ikke ville involvere en bryllupskage pyntet med Fønixfigurer, der fløj op, da
kagen blev skåret, eller champagneflasker, der svævede frit rundt mellem gæsterne. Da
aftenen faldt på, og møllene begyndte at sværme under baldakinen, der nu var oplyst af
svævende gyldne lygter, begyndte festlighederne a t blive mere og mere løsslupne. Fred og

George var forsvundet ud i mørket med et par af Fleurs kusiner; Charlie, Hagrid og en
lavstammen troldmand iført en lilla, rundpulet hat var i færd med at afsynge Odo hin tapre
henne i et hjørne.
Harry, der fortsatt e med at cirkulere i mængden for at undslippe en af Rons fulde
onkler, som ikke kunne finde ud af, om han var hans søn eller ej, fik pludselig øje på en
gammel hvidhåret troldmand, der sad alene ved et bord. Hans krone af tyndt hvidt hår, der
gav ham en vi s lighed med en ældre mælkebøtte i frø, var toppet af en mølædt fez. Han
forekom bekendt, og efter at have ransaget sin hjerne gik det pludselig op for Harry, at det
var Elphias Doge, medlem af Fønixordenen og ophavsmanden til Dumbledores nekrolog.
Harry gik hen til ham.
”Må jeg sætte mig ned?”
”Naturligvis, naturligvis,” sagde Doge, han havde en temmelig skinger, pibende stemme.
Harry lænede sig frem mod ham.
”Hr. Doge, jeg er Harry Potter.”
Doge gispede.
”Min kære dreng! Arthur fortalte mig, at du var her, i forklædning – jeg er så glad, så
beæret!”
Med opløftet, nervøs iver skænkede Doge en pokal champagne til Harry.
”Jeg tænkte på at skrive til dig,” hviskede han, ”efter at Dumbledore … åh, det var
chokerende … ikke mindst for dig, naturligvis … ”
Doges små øjne fyldtes pludselig med tårer.
”Jeg så nekrologen, du skrev i Profettidende ,” sagde Harry. ”Jeg vidste slet ikke, at du
kendte professor Dumbledore så godt.”
”Så godt som man nu kunne kende ham,” sagde Doge og duppede sine øjne med en
ser viet. ”Men jeg er i hvert fald den, som har kendt ham længst, hvis man ikke medregner
Aberforth – af en eller anden grund medregner man som regel ikke Aberforth.”
”Med hensyn til Profettidende … jeg ved ikke, om du så det, hr. Doge …?”
”Åh, vil du ikke k alde mig Elphias, min kære dreng.”
”Elphias, jeg ved ikke, om du læste artiklen, hvor Rita Rivejern lod sit interviewe om
Dumbledore?”
Doges ansigt blev rosafarvet af vrede.
”Åh jo, Harry, jeg læste den. Den kvinde, eller gribe er vel en mere passende b etegnelse,
var ved at plage livet af mig for at få nogle udtalelser. Jeg er bange for, at jeg til sidst blev
ret uforskammet og kaldte hende en gedde på rov, hvilket, som du nok bemærkede,
resulterede i en beklikkelse af min forstand.”
”Men i interviewet, ” fortsatte Harry, ”antydede Rita Rivejern, at professor Dumbledore
var involveret i Mørk Magi som ung.”
”Jeg tror ikke et ord af det!” sagde Doge med det samme. ”Ikke et ord, Harry! Lad intet
sværte dine minder om Albus Dumbledore!”
Harry så ind i Doges alvorligt indtrængende ansigt, men han følte sig ikke beroliget.
Tværtimod var han frustreret. Troede Doge virkelig, at det var så let? Troede han, at Harry
ganske enkelt kunne vælge ikke at tro på det? Forstod Doge ikke Harrys behov for at være
sikker i sin sag, for at vide alt?”
Måske gættede Doge sig til Harrys følelser, for han så bekymret ud, og fortsatte: ”Harry,
Rita Rivejern er en frygtelig …”
Men han blev afbrudt af et skingert, gnæggende udbrud:
”Rita Rivejern? Åh, jeg er vild med hende, læser altid hendes indlæg!”
Harry og Doge kiggede op og så tante Muriel stå der med fjerpynten vippende i hatten
og en pokal champagne i hånden. ”Ved I, at hun har skrevet en bog om Dumbledore?”

”Åh, halløj, Muriel,” sagde Doge. ”Ja, vi talte netop om …”
”Du der! Giv mig din stol, jeg er hundrede og syv!”
En af de mange rødhårede slægtninge til familien Weasley sprang op fra sin stol med et
forskrækket ansigtsudtryk, hvorefter tante Muriel svang den rundt med forbløffende styrke
og lod sig dumpe ned mellem Doge og Harry.
”Goddag igen, Barny, eller hvad du nu hedder,” sagde hun til Harry. ”Nå, hvad var du
ved at sige om Rita Rivejern, Elphias? Ved du, at hun har skrevet en biografi om
Dumbledore? Jeg kan ikke vente med at læse den, jeg må huske at bestille d en hos Flourish
& Blotts!”
Doge blev stram i masken ved den bemærkning, men tante Muriel bundede sin pokal og
knipsede med sine magre fingre efter en forbipasserende tjener for at få en genopfyldning.
Hun tog endnu en stor slurk champagne, bøvsede og sagd e: ”Der er ingen grund til at se ud
som et par udstoppede tudser! Før han blev så respekteret og respektabel og alt det pjat,
verserede der nogle svært besynderlige rygter om Albus!”
”Halvkvædede viser og bagtalelse,” sagde Doge og blev atter radisefarvet i kinderne.
”Jeg forventer ikke at høre andet fra din side, Elphias,” kaglede tante Muriel. ”Jeg
bemærkede, hvordan din nekrolog skøjtede let og elegant hen over de tvivlsomme
kapitler.”
”Jeg beklager, at du fik det indtryk,” sagde Doge iskoldt. ”Jeg fo rsikrer dig, at jeg skrev
af mit hjertes overbevisning.”
”Åh, vi ved skam alle, at du tilbad Dumbledore; jeg er sikker på, at du vil mene, at han er
en helgen, uanset om det så skulle vise sig, at han gjorde det af med sin Fuser af en søster!”
”Muriel!” udbrød Doge højt.
En kulde, der intet havde at gøre med den isafkølede champagne, bredte sig i Harrys
bryst.
”Hvad mener du?” spurgte han Muriel. ”Hvem har sagt, at hans søster var en Fuser? Jeg
troede, at hun var syg?”
”Jamen, så troede du sandelig fej l, Barny!” sagde tante Muriel og virkede henrykt over
den effekt hun havde skabt. ”Men hvordan kunne du også vide noget om det? Det hele
skete jo mange år før, der var så meget som tænkt på dig, min ven, og sandheden er, at
ingen af os, der levede dengang, nogensinde fandt ud af, hvad der virkelig skete. Det er
derfor, jeg ikke kan vente med at læse, hvad Rita har gravet frem! Dumbledore holdt
sandelig tæt om sin søster i lang tid!”
”Sådan var det ikke,” hvæsede Doge. ”Sådan var det slet ikke!”
”Han forta lte da aldrig mig, at hans søster var en Fuser,” røg det tankeløst ud af Harry,
mens han følte kulden brede sig mere og mere indeni.
”Hvorfor i alverden skulle han også fortælle dig det?” skrattede Muriel og svajede en
smule i stolen, da hun forsøgte at f okusere på Harry.
”Grunden til, at Albus aldrig talte om Ariana,” begyndte Elphias med en stemme, der var
anstrengt af ophidselse, ”er i mine øjne ganske åbenlys: Han var så knust over hendes død
…”
”Hvorfor var der aldrig nogen, der så hende, Elphias?” skræppede Muriel. ”Hvorfor
vidste halvdelen af os ikke engang, at hun eksisterede, før de bar kisten ud af huset og
holdt hendes begravelse? Hvor var den dadelfrie Albus i den tid, hvor Ariana var låst inde i
kælderen? Havde måske for travlt med at imponer e alle med sit vid på Hogwarts, og gad
ikke bekymre sig om, hvad der foregik hjemme hos ham selv?”
”Hvad mener du med låst inde i kælderen?” spurgte Harry. ”Hvad er det for noget?”
Doge så helt dårlig ud. Tante Muriel gnæggede igen og svarede Harry:

”Du mbledores mor var en skræmmende kvinde, simpelthen skræmmende. Mugglerfødt,
men jeg har hørt, at hun lod som noget andet.”
”Hun var ikke den, der lod som noget! Kendra var en fremragende kvinde,” hviskede
Doge ulykkeligt, men tante Muriel ignorerede ham.
”… stolt og meget dominerende, den type heks, der ville føle sig dødeligt ydmyget ved at
have født en Fuser …”
”Ariana var ingen Fuser,” hvislede Doge.
”Det siger du jo, Elphias, men forklar mig så lige, hvorfor hun aldrig gik på Hogwarts?”
sagde tante Muriel. Hun vendte sig igen mod Harry. ”Dengang vi var unge, var Fusere ofte
noget, man ikke talte højt om. Men at gå til yderligheder og låse en lille pige inde i huset og
lade, som om hun ikke eksisterede …”
”Jeg siger jo, at det ikke var sådan!” sagde Doge, men tante Muriel tromlede videre,
stadig henvendt til Harry.
”Fusere blev som regel sendt væk til Mugglerskoler og opmuntret til at lade sig integrere
i Mugglersamfundet … meget mere humant end med vold og magt at søge dem indpasset i
troldmandsverd enen, hvor de altid vil være andenrangs; men Kendra Dumbledore ville
naturligvis aldrig have drømt om at lade sin datter gå i Mugglerskole …”
”Ariana var sart!” sagde Doge desperat. ”Hendes helbred var altid for skrøbeligt til, at
man kunne lade hende …”
”Lade hende forlade huset?” hånlå Muriel. ”Og alligevel blev hun aldrig taget til Skt.
Mungos, og der blev heller aldrig tilkaldt en healer for at se på hende.”
”Helt ærligt, Muriel, hvordan kan du dog vide, om …”
”Jeg kan oplyse dig om, Elphias, at min fætter Lancelot var healer på Skt. Mungos
dengang, og han fortalte i al fortrolighed min familie, at Ariana aldrig var blevet tilset der.
Meget mistænkeligt, mente Lancelot!”
Doge så ud til at være på nippet til at briste i gråd. Tante Muriel, der havde det herligt,
knipsede efter mere champagne. Harry tænkte lamslået på, hvordan familien Dursley
engang havde låst ham inde og holdt ham ude af syne for omverdenen – og hans eneste
brøde havde været, at han var en troldmand. Havde Dumbledores søster lidt den samme
skæbne, bare i omvendt forstand? Spærret inde på grund af sine manglende magiske
evner? Og havde Dumbledore virkelig overladt hende til sin skæbne for at rejse til
Hogwarts, hvor han kunne glimre med alle sine store talenter?
”Hvis ikke Kendra var død forinden,” genoptog Muriel tråden, ”ville jeg have ment, at
det var hende, der gjorde det af med Ariana …”
”Hvor kan du, Muriel?” jamrede Doge. ”En mor, dræbe sin egen datter? Tænk dog på,
hvad du siger!”
”Hvis den pågældende mor var i stand til at i ndespærre sin egen datter i årevis, hvorfor
skulle hun så ikke kunne gå til andre yderligheder?” afviste Muriel ham. ”Men som sagt,
det hænger ikke sammen, for Kendra døde før Ariana – hvad hun døde af, var der ingen,
der vidste noget om …”
”Åh, det var n ok Ariana, der myrdede hende,” sagde Doge i et tappert forsøg på at
spotte. ”Hvorfor ikke antage det?”
”Ja, Arina kan meget vel have gjort et desperat flugtforsøg og dræbte Kendra i kampen
for at komme ud,” sagde tante Muriel tankefuldt. ”Du kan ryste på hovedet så meget du vil,
Elphias. Du var med til Arianas begravelse, ikke sandt?”
”Jo, jeg var,” sagde Doge med skælvende læber. ”Og aldrig har jeg oplevet en mere
fortvivlende scene. Albus’ hjerte var knust …”
”Hans hjerte var ikke det eneste, der blev knust. Brækkede Aberforth ikke hans næse
halvvejs gennem højtideligheden?”

Hvis Doge havde set rystet ud før dette, var det intet imod, hvordan han nu så ud.
Muriel kunne lige så godt have dolket ham. Hun lo højt og skrattende og snuppede endnu
en ordentl ig slurk champagne, men spildte halvdelen ned over hagen.
”Hvordan kan du …?” kvækkede Doge.
”Min mor stod på god fod med gamle Bathilda Bagshot,” sagde tante Muriel fornøjet.
”Bathilda beskrev det hele for min mor, mens jeg lyttede ved døren. Et slagsmå l ved den
åbne grav! Efter hvad Bathilda fortalte, havde Aberforth råbt, at det var Albus’ skyld, at
Ariana døde, og så havde han givet ham et slag i ansigtet. Ifølge Bathilda løftede Albus ikke
en hånd for at forsvare sig, og det er i sig selv underligt, for Albus kunne have gjort det af
med Aberforth i en duel med begge hænder bundet på ryggen.”
Muriel hældte mere champagne i sig. Genopfriskningen af disse gamle skandaler lod til
at opløfte hende lige så meget, som de forfærdede Doge. Harry vidste ikke, hvad han skulle
tro. Han ønskede at få sandheden at vide, men det eneste, Doge gjorde, var at sidde der så
ynkeligt og sige, at Arina havde været syg. Harry kunne dårligt tro, at Dumbledore ville
have undladt at gribe ind, hvis sådan en grusomhed fandt ste d i hans eget hjem, men der
var nu alligevel noget meget mærkeligt ved den historie.
”Og lad mig lige tilføje,” sagde Muriel og hikkede en smule, da hun stillede sin pokal fra
sig. ”Jeg tror, at Bathilda har hostet op med alt til Rita Rivejern. I intervie wet med Rivejern
føg det med hentydninger til en vigtig kilde, der stod Dumbledore nær – guderne skal vide,
at Bathilda var i nærheden under hele den historie med Ariana, og det kan næppe være
andre!”
”Bathilda ville aldrig tale med Rita Rivejern!” hviske de Doge.
”Batilda Bagshot?” sagde Harry. ”Forfatteren til Magiens Historie? ”
Navnet stod trykt på omslaget af en af Harrys skolebøger, selvom det måske ikke
ligefrem var en af dem, han havde brugt mest tid på at læse i.
”Ja,” sagde Doge, der fandt et ha lmstrå at gribe fat i ved Harrys spørgsmål. ”En meget
vidende magisk historiker og en gammel ven af Albus Dumbledore.”
”Men nu er hun fuldstændig gak, har jeg hørt,” slog tante Muriel lykkeligt til.
”Hvis det er sandt, tjener det ikke til Rivejerns ære a t have udnyttet hende,”
argumenterede Doge. ”I så fald kan man ikke fæste lid til Bathildas udtalelser!”
”Åh, der er måder at bringe minder tilbage på, og jeg er sikker på, at Rita Rivejern
kender til dem alle,” sagde tante Muriel. ”Men selv, hvis Bathild a skulle have knald i låget,
har hun uden tvivl stadig sine gamle fotografier og måske endda breve. Hun kendte
Dumbledore igennem mange år … det skulle nok være en rejse til Godric -dalen værd, vil
jeg mene.”
Harry der netop havde taget en tår ingefærøl og fik det hele galt i halsen. Doge slog ham
på ryggen, mens Harry hostende stirrede på tante Muriel gennem rindende øjne. Da han
igen fik kontrol over stemmen, spurgte han: ”Bor Bathilda Bagshot i Godric -dalen?”
Ӂh ja, hun har boet der altid! Familien Dum bledore flyttede dertil, efter at Percival var
kommet i fængsel, og hun var deres nabo.”
”Boede familien Dumbledore i Godric -dalen?”
”Ja, Barny, det var jo lige det, jeg sagde,” snappede tante Muriel.
Harry følte sig drænet, tom indvendig. Ikke en enest e gang i løbet af de sidste seks år
havde Dumbledore nævnt for ham, at de begge havde boet og mistet nære slægtninge i
Godric -dalen. Hvorfor? Lå Lily og James mon begravet nær Dumbledores mor og søster?
Havde Dumbledore besøgt sine kæres grav, måske endda også gået forbi Lilys og James’
ved samme lejlighed? Og han havde ikke en eneste gang fortalt Harry om det … havde ikke
fundet det vigtigt nok …

Og hvorfor dette var så vigtigt, kunne Harry ikke forklare, ikke engang over for sig selv,
men dog følte han, at det var det samme som at lyve, ikke at fortælle ham, at de havde det
samme sted og de oplevelser til fælles. Han stirrede frem for sig uden at ænse, hvad der
foregik omkring ham. Han lagde ikke engang mærke til, at Hermione havde trængt sig
frem til ham gennem mylderet, i hvert fald ikke før hun trak en stol hen ved siden af ham.
”Jeg kan simpelthen ikke danse mere,” stønnede hun, idet hun sparkede sin ene sko af
og gav sig til at gnide sin fodsål. ”Ron skal lige hente nogle flere ingefærøl. Det er lidt
mærkeligt, jeg har lige set Viktor storme væk fra Lunas far; det så ud, som om de havde
været oppe at skændes.” Hun kom til at se på Harry og spurgte med dæmpet stemme:
”Harry, er du okay?”
Harry vidste ikke, hvor han skulle begynde, men det var også lig egyldigt, for i samme
øjeblik dalede noget stort og sølvskinnende ned på dansegulvet. Yndefuld og strålende
landede lossen midt mellem de forbløffede dansepar. Alle så derhen, mens de nærmeste
par stivnede i de mest absurde stillinger midt i et dansetrin. Så åbnede Patronussen sin
mund på vid gab og talte med Kingo Sjækelbolts klangfulde, dybe, myndige stemme:
”Ministeriet er faldet. Scrimgeour er død. De kommer.”

Kapitel 09 -Et sted at skjule sig
Alting virkede sløret, langsomt. Harry og Hermione sprang op fra deres stole og trak deres
tryllestave. Det var først nu ved at gå op for mange af gæsterne, at der foregik noget
mærkeligt; ansigterne var stadig vendt mod det sted, hvorfra den sølvskinnende kat netop
forsvandt. Stilheden bredte sig som kold e ringe fra det punkt, hvor Patronussen var landet.
Så var der en, der skreg.
Harry og Hermione kastede sig ud i den panikslagne mængde. Gæsterne styrtede i alle
retninger; mange spektraltransfererede sig væk; det magiske værn omkring Vindelhuset
var brud t.
”Ron!” skreg Hermione. ”Ron, hvor er du?”
Da de skubbede sig frem over dansegulvet, så Harry tilhyllede, maskerede skikkelser
dukke op i mængden; så fik han øje på Lupus og Tonks med hævede tryllestave, og han
hørte dem begge råbe: ”Protego!” – et råb , der blev gentaget fra alle sider …
”Ron! Ron!” råbte Hermione næsten hulkende, mens hun og Harry blev puffet og
skubbet af de panikslagne gæster omkring dem. Harry greb hendes hånd for at sikre sig, at
de ikke blev skilt fra hinanden, mens en lysstribe hvislede over deres hoveder; om det var
en Beskyttelsesbesværgelse eller noget mere alvorligt, vidste han ikke …
Pludselig var Ron der. Han havde fået fat på Hermiones frie arm, og Harry mærkede,
hvordan hun hurtigt drejede rundt på stedet, og så forsvand t alt i mørke, alle lyde var
kvalt; det eneste, han mærkede, var Hermiones hånd i sin, mens han klemte sig gennem
rum og tid, væk fra Vindelhuset, væk fra de fremstormende Dødsgardister og måske fra
selve Voldemort.
”Hvor er vi?” lød Rons stemme.
Harry å bnede øjnene. I et kort øjeblik troede han, at de slet ikke havde forladt
bryllupsfesten, for de var stadig omgivet af en masse mennesker.
”Tottenham Court Road,” stønnede Hermione. ”Kom, bare begynd at gå, må vi finde et
sted, hvor I kan skifte tøj.”
Harry gjorde, som hun sagde. De halvt gik, halvt løb hen ad den brede, mørke gade, der
myldrede af natteravne i opløftet stemning og var flankeret af lukkede butikker under en
stjerneklar nattehimmel. En dobbeltdækkerbus rumlede forbi, og en flok lystige
fu lderikker gloede interesseret efter dem, da de passerede. Harry og Ron var stadig iført
gallagevandter.
”Hermione, vi har ikke noget andet tøj at skifte til,” sagde Ron til hende, idet en ung
kvinde brød ud i hysterisk fnisen ved synet af ham.
”Hvorfor s ørgede jeg dog ikke for at have usynlighedskappen med mig?” mumlede
Harry, mens han i tankerne forbandede sin egen dumhed. ”Hele sidste år havde jeg den
altid på mig, og …”
”Bare rolig, jeg har din usynlighedskappe, og jeg har skiftetøj til jer begge,” sa gde
Hermione. ”Nu må I bare opføre jer naturligt, indtil vi finder et – hov, vi kan gå herind.”
Hun førte dem ned ad en sidegade og videre ind i en mørk gyde.
”Når du siger, at du har medbragt både usynlighedskappen og skiftetøj …” begyndte
Harry og så s keptisk på Hermione, der tilsyneladende ikke havde andet med sig end sin
lille perlebesatte selskabstaske, som hun nu stod og rodede i.
”Ja, det hele er her,” sagde Hermione. Til Harrys og Rons dybe forbløffelse trak hun
først et par cowboybukser op, dern æst en sweatshirt og et par rødbrune sokker, hvorefter
usynlighedskappen dukkede frem.
”Hvordan i hede hule …?”
”Uopdagelig Udvidelsesbesværgelse,” sagde Hermione. ”Vanskelig, men jeg synes selv,
jeg har fået styr på den. Jeg har i hvert fald skaffet pla ds til alt, hvad vi behøver, hernede.”

Hun rystede let med den lille, fine taske, og det gav rungende genlyd af de mange tunge
genstande, der rullede rundt nede i den, omtrent som i et lastrum. ”Åhr, for pokker, det må
være bøgerne,” sagde hun og kiggede n ed i tasken, ”nu havde jeg ellers lige stablet dem i
emneorden … nå, pyt … Harry, du må hellere få usynlighedskappen. Ron, skynd dig at
skifte…”
”Hvornår har du haft tid til at ordne alt det her?” spurgte Harry, mens Ron smed sine
gevandter.
”Kan du ikke huske, jeg fortalte dig, at jeg for længst havde pakket de allervigtigste ting
… for nogle dage siden, i Vindelhuset, du ved, hvis vi nu pludselig måtte af sted uden
varsel. Din rygsæk pakkede jeg først her til morgen, efter at du skiftede til festgevandt er,
Harry, og jeg har lagt den herned til resten … jeg havde bare sådan en fornemmelse …”
”Du er fantastisk, er du,” sagde Ron og rakte hende sine sammenrullede gallagevandter.
”Tak,” sagde Hermione og kunne ikke lade være med at smile lidt, mens hun pro ppede
gevandterne ned i tasken. ”Harry, se nu at få den usynlighedskappe på!”
Harry kastede usynlighedskappen om skuldrene og trak den over hovedet, så han
forsvandt for deres øjne. Han var først lige begyndt at forstå, hvad der var sket.
”De andre – alle gæsterne ved brylluppet …”
”Vi kan ikke bekymre os om det nu,” hviskede Hermione. ”Det er dig, de er efter, Harry,
og vi ville kun udsætte de andre for mere fare ved at vende tilbage.”
”Hun har ret,” sagde Ron, der lod til at være klar over, at Harr y skulle til at protestere,
selvom han ikke kunne se hans ansigt. ”De fleste fra Ordenen var der, de skal nok passe på
dem alle.”
Harry nikkede, men kom så i tanke om, at de ikke kunne se ham og skyndte sig at sige:
”Ja, okay.” Men han tænkte på Ginny og mærkede frygten syde som syre i maven.
”Kom, vi må hellere gå videre,” sagde Hermione.
De gik tilbage ad sidegaden og ud på hovedgaden, hvor en flok syngende mænd kom
slingrende på det modsatte fortov.
”Hvorfor valgte du egentlig Tottenham Court Road?” spurgte Ron Hermione.
”Ingen anelse, den dukkede bare op i mit hoved, men jeg er sikker på, at vi kan være
mere trygge her i Mugglernes verden, for her forventer de nok ikke, at vi er.”
”Du siger noget,” sagde Ron og så sig omkring. ”Men føler du dig ikk e også lidt – udsat?”
”Hvor kan vi ellers tage hen?” spurgte Hermione og krympede sig, da mændene på den
anden side begyndte at pifte efter hende. ”Vi kan jo næppe bestille værelser i Den Utætte
Kedel, kan vi? Og Grumsted Plads er udelukket, fordi Snape k an komme ind … vi kunne
måske tage hjem til mine forældre, men der er en risiko for, at de vil lede der … åh, bare de
dog ville klappe i!”
”Ska’ du ha’ hjælp, skat?” råbte den fuldeste af mændene på den anden side af gaden.
”Jeg gi’r en drink! Drop ham rø dtoppen og kom med mig!”
”Lad os finde et sted at sidde ned,” sagde Hermione hurtigt, da Ron åbnede munden for
at råbe tilbage over vejen. ”Se, vi kan gå derind!”
Det var en lille snusket natåben cafe. Der var et tæt lag af fedt på alle formicabordene,
m en i det mindste var der tomt. Harry tog plads i en bås, og Ron satte sig ved siden af ham,
overfor Hermione, der meget modvilligt måtte sidde med ryggen til indgangen; hun
kastede så hyppige blikke tilbage over skulderen, at hun så ud, som om hun havde kr ampe.
Harry kunne heller ikke lide at sidde stille; at gå på gaden havde givet ham en falsk
fornemmelse af, at de var på vej et sted hen, at de havde et mål. I sit skjul under
usynlighedskappen mærkede han, hvordan Polyjuice -eliksiren var ved at miste sin
virkning; hans hænder genvandt deres normale længde og form. Han fandt sine briller
frem fra lommen og tog dem på igen.

Efter et minuts tid sagde Ron: ”I ved vel godt, at vi ikke er så langt fra Den Utætte Kedel,
den ligger lige ved Charing Cross…”
Ron, det kan vi ikke!” afbrød Hermione ham.
”Nej, jeg mener heller ikke, at vi skal blive der, det er bare for at finde ud af, hvad der
foregår!”
”Vi ved allerede, hvad der foregår! Voldemort har overtaget Ministeriet, så hvad meree
er der at vide?”
”Okay, o kay, det var bare en tanke.”
De henfaldt til anspændt tavshed. Den tyggegummityggende servitrice kom sjokkende
hen til dem, og Hermione bestilte to cappuccinoer, eftersom Harry var usynlig ville det
virke mærkelig at bestille en til ham. Et par djærve hån dværkertyper trådte ind i cafeen og
satte sig i den næste bås. Hermione sænkede stemmen til en hvisken.
”Jeg foreslår, at vi finder et ubemærket sted, hvorfra vi kan spektraltransferere os langt
ud på landet. Når vi er langt væk, kan vi sende en besked ti l Ordenen.”
”Kan du da lave en talende Patronus?” spurgte Ron.
”Jeg har øvet mig, så det tror jeg nok,” sagde Hermione.
”Okay, når bare det ikke giver dem flere vanskeligheder … selvom de måske allerede er
blevet arresteret. Føj for den lede, hvor er de t ulækkert,” tilføjede han efter et nip af den
skummende, grålige kaffe. Servitricen hørte det og sendte Ron et ondt blik, da hun
sjokkede hen for at tage imod de to håndværkeres bestilling. Den største af de to mænd var
blondt og kæmpestor, bemærkede Harr y, mens fyren med en affærdigende håndbevægelse
viftede servitricen væk. Hun stirrede fornærmet på dem.
”Så lad os gå, for I har vel ikke tænkt jer at drikke det stads?” sagde Ron og tilføjede:
”Hermione, har du Mugglerpenge til at betale med?”
”Ja, jeg hævede hele min boligopsparing, før jeg tog til Vindelhuset. Men jeg tør vædde
på, at alle mønterne ligger nede i bunden,” sukkede Hermione og rakte ned i sin
perletaske.
De to håndværkere gjorde en pludselig synkron bevægelse, og Harry imiterede den
impu lsivt: Alle tre trak deres tryllestave. Ron, der var et par sekunder længere om at
opfatte, hvad der foregik, kastede sig ind over bordet og skubbede Hermione sidelæns ned
på sædet. Styrken fra Dødsgardisternes forbandelser smadrede den flisebelagte væg li ge
der, hvor Rons hoved netop havde befundet sig, mens den stadig usynlige Harry råbte:
”Lammer!”
Den store, blonde Dødsgardist blev ramt direkte i ansigtet af en rød lysstråle og faldt
sidelæns om, bevidstløs. Hans kammerat, der ikke kunne se, hvem der h avde kastet
besværgelsen, affyrede endnu en salve mod Ron: Skinnende sorte reb fløj ud fra hans
tryllestavsspids og snoede sig stramt om Ron, fra top til tå. Servitricen skreg og løb mod
døren, mens Harry sendte endnu en Lammer mod Dødsgardisten med det sk æve ansigt,
der havde bundet Ron. Uheldigvis skød besværgelsen forbi målet, rikochetterede mod
ruden og ramte den flygtende servitrice, som øjeblikkelig kollapsede på gulvet.
”Expulso!” brølede Dødsgardisten, hvorefter bordet, som Harry stod bag, sprang i
luften. Eksplosionen var så kraftig, at han blev slynget tilbage mod væggen og mærkede
tryllestaven smutte ud af sin hånd, samtidig med at usynlighedskappen gled af ham.
”Paralycicus T otalus!” skreg Hermione et sted nedefra, og Dødsgardisten væltede
forover som en statue landede med et knasende dunk oven på virvaret af knust porcelæn,
fragmenter af formicabordet og spildt kaffe. Hermione kravlede frem fra sit skjul under
sædet og børste de glasskår ud af håret. Hun skælvede over hele kroppen.

”D -Diffindo,” sagde hun med tryllestaven rettet mod Ron, der brølede af smerte, da hun
kom til at skære igennem hans cowboybukser og snitte ham dybt i knæet. ”Åh, undskyld,
Ron, min hånd ryster såda n! Diffindo!”
De gennemskårne reb faldt væk, og Ron kunne rejse sig op. Han svingede med armene
for at genvinde følelsen i dem. Harry samlede sin tryllestav op og kravlede over
vragstumperne til stedet, hvor den blonde Dødsgardist lå ubevægelig hen over b ænken.
”Jeg burde have genkendt ham; han var der den aften, Dumbledore døde,” sagde Harry.
Så vippede han den mørkhårede Dødsgardist om på ryggen med sin fod; mandens øjne
flakkede fra Harry til Ron og Hermione.
”Det er Dolohov,” sagde Ron. ”Jeg genkende r ham fra de gamle efterlysningsplakater, og
jeg tror, den store af dem er Thorfinn Rowle.”
”Det er da ligegyldigt, hvad de hedder!” sagde Hermione en anelse hysterisk. ”Hvordan
fandt de os? Hvad skal vi gøre?”
Af en eller anden grund gjorde hendes panik Harry helt klar i hovedet.
”Lås døren,” sagde han til hende, og: ”Ron, sluk lysene.”
Han så ned på den kropslåste Dolohov og tænkte hurtigt, mens dørlåsen klikkede, og
Ron henlagde cafeen i mørke ved hjælp af Deluminatoren. Harry kunne høre
fulderikkern e, der havde generet Hermione tidligere, råbe efter en anden pige et sted
derude i det fjerne.
”Hvad skal vi stille op med dem?” hviskede Ron til Harry i mørket, og så fortsatte han
endnu mere stille: ”Dræbe dem? De ville dræbe os, det stod helt klart.”
Hermione gøs og trådte et skridt tilbage. Harry rystede på hovedet.
”Vi skal bare slette deres erindring,” sagde Harry. ”Det er bedre på den måde, for så
mister de sporet. Hvis vi slår dem ihjel, bliver det tydeligt, at vi har været her.”
”Du er chefen,” sagde Ron og lød usigelig lettet. ”Men jeg har aldrig lavet en
Forglemmelsesbesværgelse.”
”Det har jeg heller ikke,” sagde Hermione, ”men jeg kender teorien.”
Hun trak vejret dybt for at berolige sig selv, hvorefter hun rettede sin tryllestav mod
Doloho vs pande og sagde: ” Obliviate.”
Dolohovs blik blev omgående svømmende og drømmende.
”Fremragende,” sagde Harry og klappede hende på ryggen. ”Hvis du tager dig af ham
den anden og servitricen, rydder Ron og jeg op.”
”Rydder op?” sagde Ron og så sig omkri ng i den delvist ødelagte cafe. ”Hvorfor?”
”Tror du ikke, at de vil undre sig over, hvad der er sket, hvis de vågner op i omgivelser,
der ligner et bombekrater?”
”Nå, jo, selvfølgelig …”
Ron asede og masede et øjeblik, før det lykkedes ham at trække sin tryllestav op af
lommen.
”Det er ikke så sært, at jeg ikke kunne få den op af lommen, Hermione, du har jo pakket
mine gamle cowboybukser, der er blevet for stramme.”
”Nå, det må du meget undskylde,” hvæsede Hermione, og mens hun slæbte servitricen
væk, så man ikke kunne se hende fra vinduerne, hørte Harry hende mumle noget om, hvor
Ron kunne stikke sin tryllestav hen, hvis lommerne var for stramme.
Da cafeen var bragt tilbage til sin tidligere stand, trak de Dødsgardisterne tilbage til
deres bås, og sta blede dem op i siddende stilling over for hinanden.
”Men hvordan fandt de os?” spurgte Hermione og så fra den ene ubevægelige mand til
den anden. ”Hvordan kunne de vide, hvor vi var?”
Hun vendte sig mod Harry.
”Du – du tror vel ikke, at du stadig har Sp oringen på dig, Harry, gør du?”

”Det kan du ikke have,” sagde Ron. ”Sporingen bliver afbrudt, når man fylder sytten,
sådan er Troldmandsloven; man kan ikke lægge den på en myndig person.”
”Så vidt du altså ved,” sagde Hermione. ”Hvad nu, hvis Dødsgardisterne har fundet en
metode til at kaste den på en syttenårig?”
”Harry har været i nærheden af en Dødsgardist i de sidste fireogtyve timer. Hvem skulle
have kastet den Sporing på ham?”
Hermione svarede ikke. Harry følte sig besmittet, uren. Kunn e det virkelig have været
sådan, Dødsgardisterne fandt dem?
”Hvis jeg ikke kan tillade mig at bruge magi, og I heller ikke kan bruge magi i nærheden
af mig uden at afsløre vores position …” begyndte han.
”Vi deler os ikke!” sagde Hermione bestemt.
”Vi m å finde et sikkert sted at gemme os,” sagde Ron. ”Et sted, hvor vi har tid til at
tænke tingene igennem.”
”Grumsted Plads,” sagde Harry.
De to andre måbede.
”Helt ærligt, Harry, Snape kan jo komme ind der!”
”Rons far sagde, at de har installeret magisk e forhindringer for ham – og selv hvis det
ikke virker,” fortsatte han, da Hermione skulle til at argumentere, ”hvad er problemet så?
Der er intet, jeg hellere vil end at stå ansigt til ansigt med Snape!”
”Men …”
”Hermione, hvilke andre steder findes der ? Det er den bedste mulighed, vi har. Snape er
kun en enkelt Dødsgardist. Hvis jeg stadig har en Sporing på mig, får vi en hel flok på
nakken, uanset hvor vi tager hen.”
Hun kunne ikke modsige ham, selvom hun tydeligvis gerne ville. Så låste hun cafeens
dør op, mens Ron klikkede med Deluminatoren for at slippe lampernes lys fri igen.
Dernæst, efter at Harry havde talt til tre, ophævede de fortryllelsen over deres tre ofre, men
før servitricen og de to Dødsgardister nåede at gøre andet end at røre søvnigt p å sig, var
Harry, Ron og Hermione drejet rundt på stedet og atter forsvundet ind i det trykkende
mørke.
Sekunder senere udvidede Harrys lunger sig taknemmeligt igen, og han åbnede øjnene:
De stod nu midt på den lille velkendte og en anelse skumle plads. H øje, forfaldne huse
tårnede sig op foran dem til begge sider. Nummer tolv var synlig for dem, fordi
Dumbledore, husets hemmelighedsvogter, havde fortalt dem om dets eksistens, og de
styrtede hen imod det, mens de hele tiden tjekkede, om nogen fulgte efter dem eller holdt
øje. De stormede op ad trappen til hoveddøren, som Harry slog let på med sin tryllestav.
De hørte en række metalliske klik og en raslende kæde, hvorefter døren knirkende
svingede op, så de kunne haste ind over tærsklen.
Da Harry havde lukk et hoveddøren igen, sprang en række gammeldags
petroleumslamper til live og kastede et flakkende lys over hallen. Her så ud, præcis som
Harry huskede det: uhyggeligt, spindelvævsbelagt, med lange skygger på trappen fra de
mange trofæer af afdødes husalfer, der hang oppe på væggen. Et par lange, mørke gardiner
skjulte portrættet af Sirius’ mor. Den eneste ting, som ikke stod på sin faste plads, var det
udhulede troldeben, der tjente som paraplystativ – det lå på siden, som om Tonks netop
havde væltet det.
”Jeg tror, at her har været nogen,” hviskede Hermione og pegede på det væltede
troldeben.
”Det kan være sket, da Ordenen forlod huset,” mumlede Ron tilbage.
”Men, hvad blev der af de forhekselser, de har arrangeret mod Snape?” spurgte Harry.
”Måske blive r de kun aktiveret, hvis han selv viser sig?” foreslog Ron.

De blev alligevel stående tæt sammen på dørmåtten, med ryggen mod døren, bange for
at bevæge sig længere ind i huset.
”Nå, vi kan jo ikke blive stående her i al evighed,” sagde Harry og tog et p røvende skridt
frem.
”Severus Snape?”
Skrækøje Dunders stemme hviskede ude fra mørket og fik dem alle til at give et hop af
forskrækkelse. ”Vi er ikke Snape?” kvækkede Harry, men i næste øjeblik susede en kold luft
mod ham, og hans tunge rullede sig bago ver, så det var umuligt at tale. Men før han nåede
at føle efter i sin mund, rullede tungen sig ud igen.
De to andre lod til at have haft den samme ubehagelige oplevelse. Ron harkede, som om
han var ved at kaste op, og Hermione fremstammede: ”Det m -må hav e v -v-æret T -
tungebinderforbandelsen, som Skrækøje har efterladt til ære for Snape!”
Harry prøvede igen et forsigtigt skridt fremad. Et eller andet rumsterede i skyggerne for
enden af hallen, og før nogen af dem nåede at sige et ord, havde en skikkelse re jst sig fra
tæppet; høj, støvfarvet og skræmmende. Hermione skreg, og ligeså gjorde fru Black, da
hendes gardiner fløj til side, mens den grå skikkelse kom svævende frem mod dem,
hurtigere og hurtigere, med sit lange hår blafrende efter sig, med indsunkent ,
mumielignende ansigt og tomme øjenhuller; frygtelig velkendt, men grufuldt forandret.
Den hævede en afpillet arm og pegede på Harry.
”Nej!” råbte Harry, men til trods for, at han holdt sin tryllestav frem, kunne han ikke
komme på nogen besværgelse. ”Nej ! Det var ikke os! Vi dræbte dig ikke …”
Ved ordet ’dræbte’ eksploderede skikkelsen i en stor sky af støv. Hostende og med
rindende øjne så Harry sig omkring og fik øje på Hermione, der sad sammenkrøbet på
gulvet med armene oppe over hovedet, mens Ron, sk ælvende over hele kroppen, klappede
hende klodset på skulderen og sagde: ”Det er o -okay … den er v -væk …”
Støvet hvirvlede omkring Harry som en dis, der blev oplyst af de gasblå
petroleumsflammer, mens fru Black fortsatte med at skrige.
”Mudderblodsrak, snavs, æresbesmudsere, skampletter på dette, mit fædrene hus …”
”HOLD SÅ KÆFT!” brølede Harry og rettede sin tryllestav mod hende, så gnisterne føg i
rødlige kaskader, og gardinerne blev trukket for igen og lukkede munden på hende.
”Det … det var …” klyn kede Hermione, mens Ron hjalp hende op at stå.
”Ja, jeg ved, hvad du mener,” sagde Harry, ”men det var ikke rigtigt ham, vel? Bare
noget, der skal bruges til at skræmme Snape.”
Ville det mon virke, tænkte Harry, eller havde Snape allerede været her og sl ået
rædselsfremtoningen til side, lige så henkastet som han dræbte den virkelige Dumbledore?
Med nerverne på højkant førte han de to andre gennem hallen, mens han halvvejs ventede
at se flere grufulde skabninger dukke frem, men intet rørte sig, bortset fra en mus, der
pilede hen over gulvbrædderne.
”Før vi går længere, tror jeg hellere, vi må tjekke,” hviskede Hermione og hævede sin
tryllestav med ordene: ” Homenum revelio.”
Intet skete.
”Tja, du har jo lige fået et stort chok,” sagde Ron venligt. ”Hvad v ar det, du prøvede på?”
”Der skete præcis, hvad jeg gerne ville have til at ske,” sagde Hermione temmelig surt.
”Det var en besværgelse, der skal afsløre menneskelig tilstedeværelse, og der er ingen her
bortset fra os!”
”Og gamle Støvsamler,” sagde Ron o g kastede et blik hen på tæppet, hvorfra det
skrækindjagende genfærd havde rejst sig.
”Lad os gå ovenpå,” sagde Hermione med et bange blik hen på tæppet, og så gik hun
forrest op ad de knirkende trapper til dagligstuen på første sal.

Hun svang sin trylle stav for at tænde de gamle petroleumslamper, gøs lidt, fordi der var
en forfærdelig træk, og satte sig i sofaen med armene slået tæt omkring sig. Ron gik hen til
vinduet og løftede de tunge fløjlsgardiner en smule til side.
”Jeg kan ikke se nogen derude,” rapporterede han. ”Hvis Harry stadig har den Sporing
på sig, skulle man da tro, at de ville have fulgt efter os hertil. Jeg ved godt, at de ikke kan
komme ind i huset, men – hvad er der, Harry?”
Harry havde udstødt et råb af smerte: Hans ar var begyndt a t brænde, idet noget
trængte sig ind i hans tanker så hurtigt som et lysglimt på vandet. Han så en mørk skygge
og følte et raseri, der ikke var hans eget, dunke gennem sin krop, voldsomt og kortvarigt
som et elektrisk stød.
”Hvad så du?” spurgte Ron og gi k hen mod Harry. ”Så du ham hjemme hos mig?”
”Nej, jeg følte bare vrede – jeg ved ikke hvorfor …”
”Men kunne det være hjemme i Vindelhuset,” vedblev Ron indtrængende. ”Hvad mere?
Så du slet ikke noget? Forbandede han nogen?”
”Nej, jeg mærkede bare vrede n – jeg kunne ikke se …”
Harry følte sig presset og forvirret, og Hermione var ikke just til nogen hjælp, da hun
med opskræmt stemme udbrød: ”Dit ar, igen? Men hvad foregår der? Jeg troede, at
forbindelsen var brudt!”
”Det var den også, for en tid,” muml ede Harry; det gjorde stadig svidende ondt i hans ar,
og det faldt ham svært at koncentrere sig. ”Jeg – jeg tror, den er begyndt at åbne sig igen …
hver gang han mister selvbeherskelsen, det var også sådan, det plejede …”
”Jamen, så må du lukke af for det med dit sind,” sagde Hermione skingert. ”Harry,
Dumbledore ville ikke have dig til at bruge den forbindelse, han ville have, at du skulle
lukke af for den. Det var jo derfor, du skulle lære Okklumensi! Ellers kan Voldemort plante
falske billeder i dit hov ed, husker du vel …”
”Ja, jeg har ikke glemt noget, tak,” sagde Harry sammenbidt; Hermione behøvede ikke
minde ham om, at Voldemort engang havde brugt netop denne forbindelse mellem dem til
at lokke ham i en fælde, og hun behøvede heller ikke sige, at det til sidst havde ført til
Sirius’ død. Han ville ønske, at han ikke havde fortalt dem, hvad han havde set og følt; det
gjorde Voldemort mere truende, som om han stod der ude og pressede sig mod ruden i
stuevinduet. Men smerten i hans ar blev værre og værre , han kæmpede imod den. Det var
ligesom at prøve at modstå trangen til at kaste op.
Han vendte ryggen til Ron og Hermione under foregivelse af at ville se nærmere på den
gamle gobelin, der hang på væggen, med familien Blacks stamtræ indvævet. Så hvinede
Hermione; Harry trak sin tryllestav igen og snurrede rundt i tide til at se en sølvskinnende
Patronus svæve ind gennem vinduet og lande på gulvet foran dem, hvor den
materialiserede sig til en væsel, der talte med Rons fars stemme:
”Familien i sikkerhed, s var ikke, vi holdes under overvågning.”
Patronussen opløste sig til intet. Ron udstødte en lyd, der var en mellemting af et hulk
og et støn, hvorefter han dumpede ned på sofaen. Hermione rykkede sig hen til ham og tog
hans arm.
”De er i sikkerhed, de har det godt,” hviskede hun, mens Ron lo lidt af lettelse og gav
hende et knus.
”Harry,” sagde han hen over Hermiones skulder, ”jeg …”
”Det gør ikke noget,” sagde Harry, der igen begyndte at føle sig direkte syg over smerten
i sit hoved. ”Det er din familie, selvfølgelig er du urolig. Jeg ville have det på samme måde.”
Han kom til at tænke på Ginny. ”Jeg har det på samme måde.”

Smerten i arret var ved at nå et højdepunkt, det brændte, ligesom det havde gjort den
aften i Vindelhusets have. Han hørte s vagt Hermione sige: ”Jeg vil ikke være alene. Kan vi
ikke bruge de soveposer, jeg har taget med, og overnatte herinde?”
Han hørte Ron erklære sig enig. Han kunne ikke kæmpe mod smerten meget længere;
han måtte give efter for den.
”Toilettet,” mumlede han og forlod stuen så hurtigt, han kunne uden at løbe.
Han nåede det med nød og næppe. Efter at have låst døren bag sig med rystende
hænder, holdt han hænderne mod sit dunkende hoved og faldt om på gulvet, og i en
eksplosion af pine mærkede han raseriet, de r ikke var hans eget, besætte sin sjæl; han så et
langt rum, kun oplyst af kaminild, hvor den store, blonde Dødsgardist lå på gulvet og skreg
og vred sig, og han så en mindre skikkelse stå over manden med udstrakt tryllestav, mens
Harry selv talte med kold , nådesløs stemme:
”Vil du have mere, Rowle, eller skal vi gøre en ende på det og fodre Nagini med dig?
Lord Voldemort er ikke sikker på, at han vil tilgive dig denne gang … du kaldte mig tilbage
for dette, for at fortælle mig, at Harry Potter er undslupp et igen? Draco, giv Rowle endnu
et bevis på vores utilfredshed … gør det, eller få selv min vrede at føle!”
En brændeknude forskubbede sig i kaminilden; flammerne blussede op, og lyset faldt på
et forfærdet, spinkelt, hvidt ansigt – med en fornemmelse som at nå op til overfladen af det
dybeste vand trak Harry vejret anstrengt og hivende ind. Så åbnede han øjnene.
Han lå fladt på det kolde, sorte marmorgulv med næsen få centimeter fra en af
sølvslangehalerne, der udgjorde benene på det store badekar. Han s atte sig op. Synet af
Malfoys udtærede, forfærdede ansigt var nærmest ætset på hans nethinder. Harry havde
kvalme over det, han netop havde set, den måde, Draco blev udnyttet af Voldemort på.
Der lød en hård banken på døren, og det gav et ryk i Harry, da han hørte Hermiones
stemme:
”Harry, vil du have din tandbørste? Jeg har den lige her.”
”Ja, super, tak skal du have,” sagde han med desperat anstrengelse for at lyde henkastet,
mens han kom på benene for at åbne døren for hende.

Kapitel 10 -Kræs Histo rie
Harry vågnede tidligt næste morgen, lunt og godt pakket ind i sin sovepose på dagligstuens
gulv. En lille stribe himmel var synlig i sprækken mellem de tunge gardiner, med det
kølige, klare blå skær af udvandet blæk, et sted mellem nat og daggry. Altin g var stille
bortset fra lyden af Rons og Hermiones dybe, langsomme åndedrag. Harry så deres mørke
silhuetter på gulvet ved siden af sig. I et anfald af ridderlighed havde Ron insisteret på, at
Hermione skulle sove på puderne fra sofaen, så derfor var omri dset af hende hævet over
hans. Hendes arm lå hen ad gulvet, og hendes fingre var centimeters fra Rons; Harry
spekulerede på, om de var faldet i søvn med hinanden i hånden. Tanken fik ham til at føle
sig frygteligt ensom.
Han kiggede op i det mørke loft me d den spindelvævsdækkede lysekrone. For mindre
end fireogtyve timer siden havde han stået i solen ved indgangen til festteltet, parat til at
vise bryllupsgæster til deres pladser. Det forekom at være en evighed siden. Hvad skulle
der nu ske? Han lå på gulv et og tænkte på Horcruxerne, han tænkte på den skræmmende
og vanskelige mission, Dumbledore havde pålagt ham … Dumbledore …
Sorgen, der havde tynget ham siden Dumbledores død, føltes anderledes nu. De
beskyldninger, han havde hørt Muriel fremføre ved bryl luppet, bed sig fast i hans tanker
om parasitter, der gnavede i minderne om den troldmand, han havde forgudet. Kunne
Dumbledore have ladet den slags ting ske? Havde han været ligesom Dudley, ligeglad med
forsømmelser og overgreb, han kendte til, så længe d et ikke gik ud over ham selv? Havde
han mon virkelig vendt ryggen til en søster, der blev holdt indespærret og skjult?
Harry tænkte på Godric -dalen og på de grave, Dumbledore aldrig havde nævnt fandtes
der; han tænkte på de gådefulde objekter, der blev vi deregivet uden nogen forklaring i
Dumbledores testamente, og hans vrede svulmede i mørket. Hvorfor havde Dumbledore
ikke fortalt ham det? Hvorfor havde han ikke forklaret sig? Havde Dumbledore
overhovedet bekymret sig om Harry? Eller havde Harry kun været et redskab, der skulle
plejes og oplæres, mens han ikke var værdig til at stole på og betro sig til?
Harry kunne ikke holde ud bare at ligge der uden andet end bitre tanker som selskab.
Desperat efter noget at foretage sig, der kunne lede tankerne i andre baner, krøb Harry ud
af soveposen, tog sin tryllestav og listede ud af stuen. På trappegangen hviskede han:
”Lumos!” og gik op ad trappen ved tryllestavens lys.
På anden sal lå soveværelset, hvor han og Ron havde sovet, sidst de var her; han kiggede
deri nd. Skabslågerne stod åbne, og sengetøjet var flået til side. Harry kom i tanke om det
væltede troldeben nedenunder. Nogen havde gennemsøgt huset, siden Ordenen havde
forladt det! Snape? Eller måske Mundungus, der havde stjålet ikke så lidt fra dette hus
efter Sirius’ død? Harrys blik vandrede til portrættet, der somme tider husede Phineas
Nigellus Black, Sirius’ tipoldefar, men det var tomt og viste intet andet end en mørk
baggrund. Phineas Nigellus tilbragte åbenbart natten i rektorkontoret på Hogwarts.
Harry fortsatte videre op ad trappen, til han nåede øverste etage, hvor der kun var to
døre. Døren lige over for ham havde et skilt med navnet Sirius . Harry havde aldrig været
inde på sin gudfars værelse før. Han puffede døren op og holdt sin lysende tryll estav højt
for at få så meget lys i rummet som muligt.
Værelset var stort og måtte engang have været smukt. Der var en stor seng med en
udskåren gavl, et højt vindue dækket af lange fløjlsgardiner og en lysekrone med et tykt lag
støv og gamle lysestumper i holderne med størknet, smeltet voks, der stadig hang som
stivnede dråbeformationer under dem. Et fint lag støv dækkede billederne på væggene og
sengegavlen; spindelvæv strakte sig fra lysekronen til toppen af det store garderobeskab i
træ, og da Harry tr ådte længere ind i værelset, hørte han lyden af forskrækkede mus, der
pilede rundt.

Teenageren Sirius havde dækket væggene med så mange plakater og billeder, at kun en
smule af det sølvgrå silketapet var synligt. Harry gættede sig til, at Sirius’ forældre ikke
havde været i stand til at fjerne Permanentklæbebesværgelsen, der holdt dem fast på
væggen; han var helt sikker på, at de ikke havde billiget deres ældste søns
indretningssmag. Flere store Gryffindorbannere i falmet rød og guld understregede
forskell en mellem Sirius og resten af hans familie, der var Slytheriner. Der var mange
billeder af Mugglermotorcykler og desuden (Harry måtte beundre Sirius’ frækhed)
adskillige plakater med bikiniklædte Mugglerpiger; Harry kunne se, at de var Mugglere,
fordi de f orblev ubevægelige i deres billeder, med falmede smil og livløse øjne på papiret.
Dette stod i kontrast til det eneste troldmandsfotografi på væggene, der viste fire
Hogwartselever stående arm i arm, leende til kameraet.
Med et sus af glæde genkendte Harr y sin far; hans uregerlige hår strittede bagtil ligesom
Harrys, og han bar også briller. Ved siden af ham stod Sirius, skødesløst smuk og med en
antydning af arrogance i ansigtet, der var yngre og langt gladere, end Harry nogensinde
havde set hos sin gudfa r. Til højre for Sirius stod Pettigrew, mere end et hoved kortere, tyk
og med rindende øjne; han virkede ovenud begejstret for at være indlemmet i denne
overlegne klike med de beundrede rebeller James og Sirius. På James’ venstre side stod
Lupus, selv deng ang en smule lurvet af udseende, men også han udviste den samme
henrykte overraskelse over at nyde de andres venskab og være medregnet i fællesskabet …
eller var det simpelthen, fordi Harry vidste, hvordan det havde været, at han kunne se
disse ting i bill edet? Han prøvede at tage det ned fra væggen, det var jo trods alt hans –
Sirius havde efterladt ham alt – men det kunne ikke rokkes. Sirius havde ikke taget nogen
chancer, da han ville forhindre sine forældre i at nyindrette hans værelse.
Harry så rundt på gulvet. Himlen udenfor var blevet lysere; en stribe dagslys afslørede
adskillige papirlapper, bøger og småting flydende rundtomkring på gulvtæppet. Sirius’
værelse var åbenbart også blevet gennemsøgt, selvom det lod til, at de fleste genstande
herinde v ar blevet anset for værdiløse. Et par bøger var blevet rystet hårdt nok til, at deres
omslag var faldet af, og der lå flere løse sider på gulvet.
Harry bøjede sig ned, samlede nogle ark op og så nærmere på dem. Han genkendte det
ene som en side fra et gam melt eksemplar af Magiens Historie af Bathilda Bagshot og en
anden løs side som noget, der måtte komme fra en motorcykelmanual. Det tredje stykke
papir var håndskrevet og krøllet; Harry glattede det ud:
Kære Køter.
Tusind tak for fødselsdagsgaven til Harry! Det var den allerbedste gave, han fik. Kun et
år gammel og allerede svævende rundt på en legetøjskost; han var så stolt, som du kan se
på billedet, jeg vedlægger. Du ved jo, at kosten ikke hæver sig mere end to fod over
jorden, men han var lige ved at slå katten ihjel, og han smadrede den gyselige vase,
Petunia sendte mig til jul (ingen klager herfra). Du kan nok regne ud, at James var
begejstret; han siger, at han bliver en stor Quidditchspiller engang, men vi må vist
hellere pakke alt vores nips af vejen og holde godt øje med ham, når han er i gang.
Vi havde et stille og roligt fødselsdagsselskab, kun os og gamle Bathilda; hun har altid
været så sød mod os, og hun forguder Harry. Vi var kede af, at du ikke kunne være med,
men Ordenen kommer i første række, og Harry er jo heller ikke stor nok til at forstå, at
det er hans fødselsdag. James er ved at blive en smule pirrelig over at være afskåret fra
alt heroppe, han prøver ikke at vise det, men jeg kan mærke det – desuden har
Dumbledore stadig hans usy nlighedskappe, så der er ingen mulighed for små udflugter.
Hvis du kunne komme på besøg, ville det muntre ham vældigt op. Ormehale var her

sidste weekend, og jeg syntes, han virkede så nedtrykt, men det var sikkert på grund af
nyheden om McKinnons; jeg græ d hele aftenen, da jeg hørte det.
Bathilda kigger ind næste hver dag; hun er en fascinerende gammel tante, med de mest
utrolige historier om Dumbledore, selvom jeg ikke er så sikker på, at han ville være alt
for begejstret, hvis han hørte det! Jeg ved fakt isk ikke, hvor meget af det, jeg skal tro på,
for det lyder utroligt, at Dumbledore
Harry følte det, som om hans arme og ben var blevet lamme. Han stod bomstille med det
mirakuløse stykke papir i sine følelsesløse fingre, mens et boblende udbrud af lige d ele
glæde og sorg eksploderede i hans indre. Han vaklede hen til sengen og satte sig.
Han læste brevet igen, men kunne ikke uddrage mere af det end første gang, han læste
det, så derfor gav han sig bare til at stirre på håndskriften. Hun havde formet g’er ne,
ligesom han gjorde; han søgte efter alle g’erne, for hvert af dem føltes som et lille venligt
vink til ham fra den anden side af sløret. Brevet var en uvurderlig skat, et bevis på, at Lily
Potter virkelig havde levet, og at hendes varme hånd havde bevæ get sig hen over dette
stykke pergament og formet disse bogstaver i blæk, disse ord, ord om ham, Harry, hendes
søn.
Med en hidsig bevægelse tørrede han tårerne væk fra øjnene og genlæste brevet, denne
gang fuldt koncentreret om betydningen i det. Det var som at lytte til en stemme, en lille
del af ham stadig huskede.
De havde haft en kat … måske omkom den i Godric -dalen ligesom hans forældre … eller
også stak den af, da der ikke længere var nogen til at fodre den … han havde fået sin første
kost af Sirius … hans forældre kendte Bathilda Bagshot; havde Dumbledore mon
præsenteret dem for hinanden? Dumbledore har stadig hans usynlighedskappe … det lød
lidt underligt …
Harry holdt op med at læse og spekulere over sin mors formulering. Hvorfor havde
Dumbledore taget James’ usynlighedskappe? Harry huskede tydeligt sin rektor sige
dengang, år tilbage: ”Jeg behøver ikke en kappe for at gøre mig usynlig.” Måske havde et
andet Ordensmedlem haft brug for kappen, og Dumbledore havde været den, der
viderebragte den? Ha rry læste videre …
Ormehale var her … Pettigrew, forræderen, havde virket ’nedtrykt’, stod der. Var han
allerede der klar over, at han så James og Lily i live for sidste gang?
Og endelig Bathilda igen, der fortalte utrolige historier om Dumbledore: Det l yder
utroligt, at Dumbledore …
At Dumbledore hvad? Der var jo så mange ting ved Dumbledore, der kunne virke
utrolige; at han engang havde fået bundkarakterer i en Forvandlingsprøve for eksempel,
eller at han skulle have helliget sig i fortryllelse af gede r ligesom Aberforth …
Harry rejste sig op og stirrede rundt om sig på gulvet; måske lå resten af brevet her et
sted. Han greb efter alle løse papirlapper og behandlede dem lige så skødesløst som den,
der i første omgang havde gennemrodet værelset; han tra k skuffer ud, rystede bøger,
stillede sig op på en stol for at række en følende hånd op på toppen af garderobeskabet, og
han kravlede ind under både sengen og lænestolen. Til sidst, da han lå fladt på gulvet og
kiggede under en kommode, fik han øje på noge t, der lignede et afrevet stykke papir. Da
han trak det ud, viste det sig at være størstedelen af det fotografi, Lily havde beskrevet i sit
brev. En sorthåret baby susede ind og ud af billedet på en lillebitte kost, klukkende af grin,
mens et par ben, der måtte være James’, løb efter ham. Harry stak fotografiet i lommen
sammen med Lilys brev og fortsatte med at lede efter brevets andet ark.
Efter endnu et kvarters tid måtte han dog erkende, at resten af hans mors brev var gået
tabt. Havde det måske været v æk i alle de seksten år, der var gået, siden det blev skrevet,

eller var det blevet taget af den, der havde været inde og gennemsøge værelset? Harry læste
brevets første side igen og ledte efter fingerpeg om, hvad der kunne have gjort den anden
side så int eressant. Hans legetøjskost kunne næppe være af interesse for Dødsgardisterne
… det eneste, der måske kunne have vakt interesse, var oplysninger om Dumbledore. Det
lyder utroligt, at Dumbledore – hvad?
”Harry! Harry! Harry!”
Der hørtes løbende skridt ude n for døren, og så kom Hermione brasende ind.
”Vi vågnede og vidste ikke, hvor du var!” sagde hun åndeløst. Hun vendte sig og råbte:
”Ron! Jeg har fundet ham!”
Rons irriterende stemme rungede op til dem flere etager nedefra.
”Godt! Sig til ham, at han e r en idiot!”
”Harry, du må ikke bare forsvinde sådan, vel? Du skræmte næsten livet af os! Hvorfor
gik du egentlig herop?” Hun kiggede rundt i det gennemrodede værelse. ”Hvad har du dog
lavet?”
”Se, hvad jeg lige fandt.”
Han holdt sin mors brev frem. Her mione tog det og læste det, mens Harry så spændt på
hende. Da hun havde læst hele siden, så hun op på ham.
”Åh, Harry …”
”Der er også det her.”
Han rakte hende det flængede fotografi, og Hermione smilede over babyen, der susede
ind og ud af det på sin l egetøjskost.
”Jeg har ledt efter resten af brevet,” sagde Harry, ”men det er her ikke.”
Hermione kiggede rundt.
”Er det dig, der har lavet alt det rod, eller så det allerede sådan ud, da du kom ind?”
”Nogen har gennemsøgt værelset før mig,” sagde Harry.
”Det tænkte jeg nok. Det var ligesådan med hvert eneste rum, jeg kiggede ind i på vejen
herop. Hvad tror du, de har ledt efter?”
”Information om Ordenen, hvis det var Snape?”
”Man skulle ellers tro, at han har alle de oplysninger, han skal bruge. Han har trods alt
selv været medlem af Ordenen, ikke?”
”Måske,” sagde Harry, ivrig efter at diskutere sin teori, ”men hvad så med information
om Dumbledore? Det andet ark af brevet for eksempel. Og hende Bathilda Bagshot, min
mor nævner, ved du, hvem hun er?”
”Hvem?”
”Bathilda Bagshot, forfatteren til …”
”Magiens Historie ,” sagde Hermione og så straks interesseret ud. ”Dine forældre kendte
hende altså? Hun var en utrolig magisk historiker.”
”Og hun er stadig i live,” sagde Harry. ”Hun bor i Godric -dal en; Rons tante Muriel talte
om hende ved brylluppet. Hun kendte også Dumbledores familie. Hun ville da være ret
interessant at tale med, tror du ikke?”
Der var lidt mere forståelse, end Harry brød sig om, i det smil, Hermione sendte ham.
Han tog brevet og fotografiet tilbage og proppede dem ned i posen, som han havde om
halsen, idet han undgik at se på hende og dermed afsløre sig selv.
”Jeg kan godt forstå, at det ville være dejligt for dig at tale med hende om din mor og far,
og også Dumbledore,” sagde H ermione. ”Men det ville ikke rigtigt hjælpe os i
eftersøgningen af Horcruxerne, vel?” Harry svarede ikke, så hun fortsatte: ”Harry, jeg ved
godt, at du meget gerne vil til Godric -dalen, men jeg er bange … det var uhyggeligt, så let
de Dødsgardister fandt o s i går. Det gør mig endnu mere sikker på, at vi bør undgå det

sted, hvor dine forældre er begravet, for det er nok lige, hvad de forventer – at du dukker
op der.”
”Det er ikke kun derfor,” sagde Harry, der stadig undlod at se på hende. ”Muriel sagde
nogl e ting om Dumbledore ved brylluppet. Jeg vil kende sandheden …”
Han fortalte Hermione alt, hvad Muriel havde sagt om den sag. Da han var færdig, sagde
Hermione. ”Selvfølgelig, jeg kan sagtens se, hvorfor det har rystet dig sådan, Harry …”
”Jeg er ikke ry stet,” løj han. ”Jeg vil bare gerne vide, om det er sandt eller …”
”Harry, tror du virkelig, at du får sandheden fra en ondskabsfuld, gammel kvinde som
Muriel, eller fra Rita Rivejern? Hvordan kan du tro på dem? Du kendte Dumbledore!”
”Det troede jeg, at jeg gjorde,” mumlede han.
”Men du ved jo selv, hvor meget sandt, der var i de artikler, Rita skrev om dig! Doge har
ret, hvordan kan du lade de folk sværte dine minder om Dumbledore?”
Han så væk og prøvede ikke at røbe sin vrede. Der var den igen; at væ lge, hvad man ville
tro. Han ville have sandheden. Hvorfor var alle så opsatte på, at han ikke skulle have den?
”Skal vi gå ned i køkkenet?” foreslog Hermione efter et øjebliks tavshed. ”Og finde noget
morgenmad?”
Han nikkede modvilligt og fulgte efter h ende ud på trappegangen, forbi døren til det
andet rum deroppe. Der var dybe kradsemærker i malingen under et lille skilt, han ikke
havde lagt mærke til i mørket. Han standsede op, før han nåede hen til trappen, og læste,
hvad der stod. Det var et pompøst lille skilt med nydelig håndskrift; sådan et skilt, som
man kunne forestille sig, at Percy Weasley ville sætte på sin dør:
Ingen Adgang
Uden Udtrykkelig Tilladelse fra
Regulus Arcturus Black
Det gav et sus af spænding i Harry, men han vidste ikke lige med det samme hvorfor. Han
læste skiltet igen. Hermione var allerede nået ned på etagen under ham.
”Hermione,” sagde han og blev overrasket over, at hans stemme var så rolig. ”Kom lige
herop igen.”
”Hvad er der?”
”R.A.B. Jeg tror, jeg har fundet ham.”
Der lød et gisp fra Hermione, og hun kom styrtende op ad trappetrinene.
”Stod der noget om det i din mors brev? Det lagde jeg da ikke …”
Harry rystede på hovedet og pegede på Regulus’ skilt. Hun læste det og greb så hårdt fat
i Harrys arm, at han skar en grimasse.
”Sirius’ bror?” hviskede hun.
”Han var Dødsgardist,” sagde Harry. ”Sirius fortalte mig om ham, han sluttede sig til
dem, da han var meget ung. Senere fik han kolde fødder og ville væk – så derfor dræbte de
ham.”
”Det hele passer!” sagde Hermi one. ”Hvis han var Dødsgardist, havde han kontakt til
Voldemort, og hvis han blev desillusioneret, så ønskede han sandsynligvis at hjælpe med at
bringe Voldemort til fald!”
Hun gav slip på Harry, lænede sig ud over gelænderet og hvinede: ”Ron! RON! Kom
he rop, skynd dig!”
Et øjeblik senere dukkede Ron op, forpustet og med hævet tryllestav.
”Hvad sker der? Hvis det er fede edderkopper igen, vil jeg altså have min morgenmad,
før jeg …”
Han rynkede panden ved synet af Regulus’ dør, som Hermione tavst pegede på.

”Hvad? Det var Sirius’ bror, ikke? Regulus Arcturus … Regulus … R.A.B. Medaljonen – I
tror vel ikke, at …?”
”Lad os finde ud af det,” sagde Harry. Han skubbede til døren. Den var låst. Hermione
rettede sin tryllestav mod dørgrebet og sagde: ” Alohomo ra .” Der lød et lille klik, og døren
svingede op.
De gik ind over tærsklen i samlet trop og så sig omkring. Regulus’ værelse var en smule
mindre end Sirius’, selvom det bar præg af den samme falmede fornemhed. Men hvor
Sirius havde gjort meget ud af at de monstrere en personlighed, der adskilte sig fra resten af
familien, havde Regulus stræbt efter at understrege det modsatte. Slytherins farver i
smaragdgrønt og sølv kunne ses overalt – på sengetæppet, på væggene over vinduerne.
Slægten Blacks våbenskjold v ar omhyggeligt malet over sengen sammen med dens motto:
Toujours Pur. Derunder hang der en collage af gulnede avisklip. Hermione skyndte sig hen
for at se nærmere på den.
”Det er alt sammen om Voldemort,” sagde hun. ”Regulus var åbenbart fan i årevis, før
han sluttede sig til Dødsgardisterne …”
En lille støvsky rejste sig fra sengetæppet, da hun satte sig ned for at læse udklippene. I
mellemtiden havde Harry fået øje på endnu et troldmandsfotografi: et Hogwarts -
Quidditchhold smilede og vinkede ud til ham fra rammen. Han gik nærmere og så
slangesymbolet foran på deres spillerdragter; Slytherins hold. Regulus var let at kende som
den dreng, der sad midt på første række; han havde det samme mørke hår og let hovne
anstrøg i sine træk som sin bror, selvom han v ar mindre, mere spinkel og ikke nær så køn,
som Sirius havde været.
”Han var søger,” sagde Harry.
”Hvad?” lød det fraværende fra Hermione; hun var stadig opslugt af de udklippede
artikler om Voldemort.
”Han sidder i midten på første række, det er søgere ns plads … bare glem det,” sagde
Harry, da det gik op for ham, at ingen lyttede; Ron var nede på hænder og knæ i færd med
at lede under garderobeskabet. Harry så sig omkring i værelset efter sandsynlige
skjulesteder og gik hen til skrivebordet. Igen måtte han konstatere, at nogen havde
gennemsøgt alting før dem. Skuffernes indhold var blevet endevendt for nylig, for støvlaget
var blevet brudt, men der var intet af værdi at se; gamle fjerpenne, forældede skolebøger,
der ikke var blevet behandlet særlig påpas seligt, en nyligt smadret blækflaske, hvis fedtede
indhold nu dækkede resten af skuffens indhold.
”Det er en lettere måde,” sagde Hermione, mens Harry tørrede sine blækfingre af i
bukserne. Hun hævede sin tryllestav og sagde: ”Accio medaljon!”
Der skete intet. Ron, der havde ledt mellem de tunge gardiners folder, så skuffet ud.
”Er der så ikke mere at gøre? Er den her ikke?”
”Tja, den kan stadig tænkes at befinde sig her i huset, men så er den underlagt
modbesværgelser,” sagde Hermione. ”Besværgelser, d er forhindrer den i at blive magisk
hidkaldt, I ved.”
”Ligesom de besværgelser, Voldemort havde kastet over stenkarret i grotten,” sagde
Harry, der huskede, hvordan han havde været ude af stand til at hidkalde den falske
medaljon.
”Hvordan skal vi så fin de den?” spurgte Ron.
”Vi leder manuelt,” sagde Hermione.
”Sikken god ide,” sagde Ron med himmelvendte øjne, hvorefter han genoptog sin
ransagning af gardinerne.
De finkæmmede værelset i over en time, men til sidst måtte de konkludere, at
medaljonen ikke var derinde.

”Solen var stået op nu; dens stråler virkede blændende på dem, selv gennem de beskidte
ruder ude på trappegangen.
”Den kunne jo være et andet sted i huset,” sagde Hermione i et kampberedt tonefald, da
de gik nedenunder igen. I takt med at Harry og Ron var blevet mere og mere modfaldne,
var hun blevet mere og mere beslutsom. ”Uanset om det lykkedes ham at tilintetgøre
indholdet eller ej, må han have gjort noget for at holde den skjult for Voldemort, ikke
sandt? Kan I ikke huske alle de gr ufulde ting, vi måtte rydde af vejen, sidst vi var her? Det
standur, der skød bolte mod alle, og de der gamle kapper, som prøvede at kvæle Ron;
Regulus havde plantet de ting i huset for at beskytte medaljonens skjulested. Det tænkte vi
selvfølgelig ikke på …”
Harry og Ron så hen på hende. Hun stod bomstille på et trappetrin med den ene fod ude
i luften uden at sætte den ned på det næste trin. Hun lignede en, der havde fået udført en
Forglemmelsesbesværgelse kastet over sig; selv hendes blik virkede fravære nde.
”… dengang,” sluttede hun med en hvisken.
”Er der noget galt?” spurgte Ron.
”Der var en medaljon.”
”Hvad?” udbrød Harry og Ron i kor.
”I vitrineskabet i salonen. Ingen kunne åbne den. Og vi … vi …”
Harry havde det, som om en mursten gled fra han s bryst og ned i maven. Han kunne
godt huske det; han havde endda holdt den i hænderne, da den gik på omgang. Alle havde
forsøgt at vriste den op, men til sidst var den blevet smidt i en affaldspose sammen med
æsken med vorteskindspulver og spilledåsen, de r gjorde dem alle søvnige …
”Kræ snuppede en masse af de ting tilbage, efter at vi havde smidt dem ud,” sagde
Harry. Det var den eneste mulighed, et spinkelt håb for dem, og han havde tænkt sig at
holde fast i det, indtil han blev overbevist om, at det ik ke nyttede længere. ”Han havde
ophobet en masse hamstrede ting i sit skab ude i køkkenet. Kom.”
Han løb ned ad trappen, to trin ad gangen, med de to andre stormende efter sig. De
larmede så meget, at portrættet af Sirius’ mor vågnede, da de krydsede halle n.
”Skidt! Mudderblod! Afskum!” skreg hun efter dem, da de stormede videre ned til
køkkenet i kælderen og smækkede døren efter sig.
Harry krydsede køkkenet i fuldt firspring, lavede en glidende opbremsning foran Kræs
køkkenskab og flåede lågen op. Der va r reden af beskidte gamle tæpper, som husalfen
engang havde sovet i, men der lå ikke længere en bunke glitrende klenodier, som Kræ
havde reddet fra at blive smidt ud. Den eneste ting tilbage derinde var et gammelt
eksemplar af Naturens Ædelhed: En Troldman dsgenealogi. Harry nægtede at give efter
for skuffelsen; han flåede tæpperne op og rystede dem. En død mus faldt ud og rullede
bedrøveligt over gulvet. Ron smed sig jamrende ned på en køkkenstol, og Hermione
lukkede øjnene.
”Vi er ikke færdige endnu,” sagde Harry; han hævede stemmen og kaldte: ”Kræ!”
Der lød et højt knald , hvorefter husalfen, som Harry så modvilligt havde arvet efter
Sirius, dukkede op af den tomme luft foran det kolde ildsted: Lille af vækst, kun halvt så
stor som et menneske, med den blege hud hængende i folder og hvide hårduske voksende
fra de flagermusagtige ører. Han var iført den samme møgbeskidte las, de så ham i sidst, og
det foragtelige blik han sendte Harry, viste, at hans holdning til sin nye ejer ikke havde
forandret sig mere end hans påklædning.
”Herre,” kvækkede Kræ med sin oksefrøstemme, idet han bukkede og mumlede til sine
knæ. ”Tilbage i fruens gamle hus med den blodforræder til Weasley og hende Mudderblods
…”

”Jeg forbyder dig at kalde noge n blodforæder eller Mudderblod,” knurrede Harry. Selv
hvis Kræ ikke havde forrådt Sirius til Voldemort, ville Harry have fundet husalfen med den
snudelignende næse og de blodskudte øjne decideret uelskelig.
”Jeg har et spørgsmål til dig,” sagde Harry med stigende puls og så ned på husalfen, ”og
jeg beordrer dig at svare sandfærdigt. Er det forstået?”
”Ja, Herre,” sagde husalfen og bukkede atter dybt; Harry så, at hans læber bevægede sig
uden en lyd, utvivlsomt for at mime de fornærmelser, han nu var bleve t forbudt at sige
højt.
”For to år siden,” sagde Harry med hjertet hamrende i brystet, ”var der en stor
guldmedaljon i stuen ovenpå. Vi smed den ud. Stjal du den tilbage?”
Der var et øjebliks stilhed. Kræ rettede ryggen, så Harry lige i øjnene og så Harr y lige i
øjnene og sagde: ”Ja.”
”Hvor er den nu?” spurgte Harry ekstatisk, mens Ron og Hermione strålede
triumferende.
Kræ lukkede øjnene, som om han ikke turde se deres reaktioner på svaret: ”Væk.”
”Væk?” gentog Harry, mens al kraft forlod ham. ”Hvad m ener du med, at den er væk?”
Husalfen skælvede. Han svajede.
”Kræ,” sagde Harry rasende, ”jeg beordrer dig …”
”Mundungus Fletcher,” kvækkede alfen, stadig med øjnene hårdt lukkede. ”Mundungus
Fletcher stjal alting; Billederne af frøken Bella og Cissy, min frues handsker, Merlins Orden
af 1. grad, pokalerne med slægtens våbenskjold indgraveret, og, og …”
Kræ snappede efter luft, mens hans hule bryst hævede og sænkede sig, og endelig
åbnede han øjnene, idet han udstødte et isnende skrig:
”… og medaljone n, min herre Regulus’ medaljon, og Kræ fejlede, Kræ kunne ikke
udføre hans ordrer!”
Harry reagerede instinktivt: I samme øjeblik Kræ styrtede hen efter ildrageren ved
kamingitteret, kastede han sig oven på husalfen, der faldt fladt på maven. Hermiones skr ig
blandede sig med Kræs, men Harry brølede højere end dem begge: ”Kræ, jeg beordrer dig
at ligge stille!”
Han mærkede husalfen stivne og rejste sig fra ham. Kræ lå fladt på stengulvet med
tårerne strømmende fra de posede øjne.
”Harry, lad ham komme op!” hviskede Hermione.
”Så han kan tæve sig selv med den ildrager?” fnøs Harry og knælede ved siden af
husalfen. ”Det kan der ikke være tale om. Nå, Kræ, jeg vil have sandheden: Hvordan ved
du, at Mundungus Fletcher stjal medaljonen?”
”Kræ så ham!” gispede husalfen med tårerne strømmende ned over snuden og ind i
munden med de grålige tænder. ”Kræ så ham komme ud af Kræs køkkenskab med
hænderne fulde af Kræs skatte. Kræ bad den listetyv om at standse, men Mundungus
Fletcher lo og l -løb …”
”Du sagde, at medal jonen tilhørte din herre, Regulus,” sagde Harry. ”Hvorfor? Hvor
kom den fra? Hvad havde Regulus med den at gøre? Kræ, sæt dig og fortæl mig alt, hvad
du ved om den medaljon, og alt, hvad Regulus havde med den at gøre!”
Husalfen satte sig op, krummede sig sammen til en kugle og lagde sit tårevædede ansigt
mellem knæene. Han gav sig til at rokke frem og tilbage. Da han begyndte at fortælle, blev
hans stemme dæmpet af knæene, men var alligevel tydelig i det stille, rungende køkken.
”Den anden herre, Sirius, stak af, og godt, at vi slap af med ham, for han var en slem
dreng, der knuste min frues hjerte med sit lovløse levned. Men min herre, Regulus, havde
den stolthed, der hører sig til; han vidste, hvad navnet Black betyder, og kendte sit rene
blods værd. I å revis talte han om Mørkets Herre, der skulle bringe troldmændene ud af

deres skjul, så de kunne herske over Mugglere og Mugglerfødte … og da han blev seksten år
gammel, sluttede min herre Regulus sig til Mørkets Herre. Så stolt, så stolt, så lykkelig over
at tjene …
Men en skønne dag, et år efter at han havde sluttet sig til Mørkets Herre, kom min herre
Regulus ned i køkkenet for at tale med Kræ. Regulus var altid Kræ hengiven, og han sagde
… min herre sagde …”
Den gamle husalf rokkede hurtigere og hurtig ere frem og tilbage.
”… han sagde, at Voldemort skulle bruge en husalf.”
”Voldemort skulle bruge en husalf ?” gentog Harry og kastede et blik hen på Ron og
Hermione, der så lige så forundrede ud som han.
”Åh ja,” jamrede Kræ. ”Og min herre Regulus havde tilbudt ham Kræ. Det var en ære,
sagde Regulus, en ære for ham selv og for Kræ, der skulle gøre sig umage med at adlyde
Mørkets Herres ordrer til punkt og prikke … og bagefter vende h -hjem igen.”
Kræ rokkede endnu hurtigere, og hans åndedrag kom i hikkend e hulk.
”Så drog Kræ til Mørkets Herre. Mørkets Herre fortalte ikke Kræ, hvad de skulle ud og
gøre, men han bragte Kræ med sig til en grotte ved et hav. Og langt inde i grotten var der
en endnu mægtigere grotte, og i den mægtige grotte lå der en stor, sor t sø …”
Harrys nakkehår rejste sig. Det føltes, som om Kræs hæse røst blev båret frem til ham
over det mørke vand. Han kunne nu se for sig, hvad der måtte være sket. Det var så
tydeligt, som havde han selv været til stede.
”… der var en båd …”
Selvfølge lig var der en båd; Harry kendte båden, spøgelsesagtig, grøn og lille, forhekset
til at bære en troldmand og et offer over til øen i midten. Det var altså sådan, Voldemort
havde afprøvet værnet omkring Horcruxen; ved at låne en mindreværdig skabning, en
hu salf …
”Der var et k -kar fuldt af eliksir på øen. M -mørkets Herre tvang Kræ til at drikke den …”
Husalfen skælvede fra isse til fod.
”Kræ drak, og mens han drak, så han grufulde ting … Kræs indre brændte … Kræ skreg
efter sin herre Regulus og bønfaldt h am et komme til hjælp, han skreg efter sin frue, men
Mørkets Herre lo blot … han tvang Kræ til at drikke al eliksiren … han smed en medaljon i
det tomme kar … og fyldte det med mere eliksir.
Så sejlede Mørkets Herre sin vej og lod Kræ blive tilbage på øen …”
Harry kunne se det for sig lige så tydeligt. Han så Voldemorts hvide, slangelignende
ansigt forsvinde i mørket, med de røde øjne hvilkende på den desperate husalf, hvis død
ville indtræffe i løbet af minutter, når den gav efter for den desperate tørst , som den
brændende eliksir forårsagede hos sine ofre … men længere rakte Harrys forestillingsevne
ikke, for han kunne ikke regne ud, hvordan Kræ var undsluppet.
”Kræ behøvede vand, han kravlede ud til øens kant, og han drak fra den sorte sø … og
hænder, døde hænder, kom op af vandet og trak Kræ ned under overfladen …”
”Hvordan kom du væk?” spurgte Harry, og han blev ikke overasket over at høre sin
stemme hviske spørgsmålet.
Kræ løftede sit grimme hoved og så på Harry med enorme, blodskudte øjne.
”Herre Regulus bad Kræ vende tilbage,” sagde han.
Kræ lod ikke til at forstå, hvad Harry mente.
”Herre Regulus bad Kræ vende tilbage,” gentog han.
”Ja, det ved jeg godt, men …”
”Det er da indlysende, ikke, Harry?” lød det fra Ron. ”Han spektraltransfererede sig
hjem!”

”Men … man kunne ikke transferere sig hverken ind i eller ud af den grotte,” sagde
Harry. ”Ellers havde Dumbledore …”
”Husalfernes magi er ikke den samme som troldmændenes,” sagde Ron. ”Husk på, at de
kan spektraltransferere sig ind og ud af H ogwarts, selvom vi ikke kan.”
Der var stille, mens Harry lod tanken bundfalde sig. Hvordan kunne Voldemort have
begået sådan en fejltagelse? Men Hermione havde allerede svaret, mens Harry stadig
undrede sig; hendes stemme var iskold:
”Selvfølgelig, Volde mort regnede husalfernes natur for noget, der lå langt under hans
værdighed at beskæftige sig med. Det er ligesom alle de gamle, fine fuldblodsslægter, der
behandler dem som dyr … det ville aldrig strejfe ham, at de måske besidder en magi, som
han ikke gør .”
”Husalfens højeste lov er at lyde sin herres bud,” lød Kræs stemme. ”Kræ fik besked på
at komme hjem, så Kræ kom hjem …”
”Jamen, så adlød du sandelig din herres bud, ikke?” sagde Hermione venligt. ”Du fejlede
aldeles ikke!”
Kræ rystede på hovedet og rokkede som en vanvittig.
”Men hvad skete der så, da du kom tilbage?” spurgte Harry. ”Hvad sagde Regulus, da du
fortalte, hvad der var sket?”
”Min herre Regulus blev meget urolig, meget urolig,” kvækkede Kræ. ”Regulus gav Kræ
besked på at skjule sig og i kke forlade huset. Og så … det var et stykke tid senere … kom
herre Regulus en aften for at finde Kræ i køkkenskabet, og han var underlig, slet ikke som
sig selv, hans sind var forstyrret, kunne Kræ mærke … og han bad Kræ om at føre ham til
grotten, hvor K ræ havde været med Mørkets Herre …”
Og så var de taget af sted. Harry kunne visualisere dem så klart og tydeligt; den skræmte
gamle husalf og den tynde, mørke søger, der mindede så meget om Sirius … Kræ vidste,
hvordan man åbnede den skjulte indgang til d et underjordiske klipperum, vidste, hvordan
man hævede den lille båd til overfladen; denne gang var det hans elskede Regulus, der
sejlede med ham til øen med karret fyldt af gift …
”Fik han dig så til at drikke giften?” spurgte Harry frastødt.
Men Kræ ry stede på hovedet og græd. Hermione slog hænderne op for munden; hun lod
til at have forstået noget.
”M -min herre Regulus tog en medaljon op af sin lomme – en medaljon, der var ligesom
Mørkets Herre,” sagde Kræ, mens tårerne plaskede ned over begge sider a f hans
snudeagtige næse. ”Og han bad Kræ tage og bytte de to medaljoner, når karret var tømt …”
Kræs hulk kom nu i hæse raspende stød. Harry måtte koncentrere sig for at forstå ham.
”Og han beordrede … Kræ til at tage af sted … uden ham. Han sagde, at Kr æ skulle …
tage hjem … og aldrig fortælle min frue … hvad han havde gjort … men ødelægge … den
første medaljon. Og så drak han … al eliksiren … og Kræ ombyttede medaljonerne … og så
… da min herre Regulus … blev trukket ned under vandet … og …”
”Åh, Kræ!” jamrede Hermione, der var begyndt at græde. Hun faldt ned på knæ ved
siden af husalfen og prøvede at omfavne ham. Men han sprang omgående op og veg tilbage
fra hende, tydeligvis frastødt.
”Mudderblodspigen rørte Kræ, det vil han ikke have, hvad ville han s frue sige?”
”Jeg sagde til dig, at du ikke måtte kalde hende Mudderblod!” snerrede Harry, men
husalfen var allerede i fuld gang med at straffe sig selv, han kastede sig ned og hamrede sin
pande mod gulvet.
”Stop ham – stop ham!” skreg Hermione. ”Åh, ka n I ikke se, hvor sygt det er, sådan som
de tvinges til at adlyde?”
”Kræ – stop, stop!” råbte Harry.

Husalfen lå stønnende og skælvende på gulvet, med grønt slim glinsende om snuden, et
blåt mærke blomstrede allerede på den blege pande, hvor han havde sl ået sig selv, hans
øjne var opsvulmede, blodskudte og svømmede i tårer. Harry havde aldrig set noget så
ynkværdigt.
”Du bragte altså medaljonen hjem,” fortsatte han ufortrødent, for han var fast besluttet
på at få hele historien fortalt. ”Og du prøvede at tilintetgøre den?”
”Intet af det, Kræ gjorde, efterlod det mindste mærke på den,” klagede husalfen. ”Kræ
prøvede alt, alt, hvad han vidste, men intet, intet virkede … så megen mægtig magi kastet
mod medaljonens låg, for Kræ var sikker på, at han kun kunn e tilintetgøre den ved at åbne
den og ødelægge, hvad der var indeni … men den ville ikke åbne … Kræ straffede sig selv og
prøvede igen, han straffede sig selv og prøvede igen. Kræ fejlede i at adlyde ordren, Kræ
kunne ikke tilintetgøre medaljonen! Og hans frue var gal af sorg, fordi herre Regulus var
forsvundet, og Kræ kunne ikke fortælle hende, hvad der var sket, for hans herre havde
forbudt ham at røbe for nogen i f -f-familien, hvad der skete i g -grotten …”
Kræ begyndte at hulke så voldsomt, at der ikke kunne komme flere sammenhængende
ord ud af ham. Tårerne strømmede ned over Hermiones kinder, mens hun så på Kræ, men
hun vovede ikke at røre ved ham igen. Selv Ron, der ikke var nogen fan af Kræ, så påvirket
ud. Harry vippede tilbage på hælene og rystede p å hovedet, mens han prøvede at finde
hoved og hale i det hele.
”Jeg forstår dig ikke, Kræ,” sagde han til sidst. ”Voldemort prøvede at slå dig ihjel,
Regulus døde for at bringe Voldemort til fald, men du havde alligevel ingen skrupler med
at angive Sirius til Voldemort? Du opsøgte villigt Narcissa og Bellatrix for at give dem
oplysninger, de kunne viderebringe til Voldemort …”
”Harry, sådan tænker Kræ ikke,” sagde Hermione og tørrede øjnene med bagsiden af
hånden. ”Han er en slave; husalfer er vant til då rlig endda brutal behandling; hvad
Voldemort gjorde mod Kræ var ikke så langt fra den behandling, han var vant til
hjemmefra. Hvad betyder troldmænds konflikter for en husalf som Kræ? Han er loyal over
for de mennesker, der er venlige mod ham, og det havde fru Black været, og sandelig også
Regulus, for han tjente ham villigt og efterabede deres holdninger. Jeg ved godt, hvad du
vil sige,” fortsatte hun, da Harry begyndte at protestere, ”at Regulus’ synspunkter, ændrede
sig … men det sagde han ikke til Kræ, vel? Og jeg tror, jeg ved hvorfor. Både Kræ og
Regulus’ familie ville være langt mere trygge, hvis de fastholdt deres strenge overbevisning
om rent blod og gamle troldmandsslægter. Regulus prøvede at beskytte dem alle.”
”Sirius …”
”Sirius behandlede kræ grusomt, Harry, og det nytter ikke, at du ser sådan på mig, for
du ved, at det er sandt. Kræ var alene i lang tid, før Sirius flyttede ind, og han hungrede
garanteret efter en smule venlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at ’frøken Cissy’ og ’frøken Bella’
var overstrømmende venlige mod Kræ, da han dukkede op, så han gjorde dem en tjeneste
og fortalte dem alt, hvad de gerne ville vide. Jeg har hele tiden sagt, at troldmænd kommer
til at betale prisen for, hvordan de behandler husalfer. Det gjorde Voldemort i hv ert fald …
og også Sirius.”
Harry havde intet modargument. Mens han betragtede Kræ, der lå hulkende på gulvet,
huskede han, hvad Dumbledore havde sagt til ham få timer efter Sirius’ død: Jeg tror ikke,
at Sirius nogensinde så Kræ som en skabning med følel ser lige så stærke som et
menneskes …
”Kræ,” sagde Harry efter et lille øjeblik, ”når du synes, at du magter det, så vær sød at
sætte dig op.”
Der gik flere minutter, før Kræ hikkende holdt op med at græde. Så skubbede han sig op
i siddende stilling og g ned øjne med sine knoer som et lille barn.

”Kræ, jeg vil bede dig om at gøre noget,” sagde Harry og så hen på Hermione for at finde
støtte; han ville gerne give ordren på en venlig måde, men samtidig måtte han gøre det
klart, at det var en ordre. Hans ænd rede tonefald lod i hvert fald til at vinde hendes
billigelse; hun smilede opmuntrende til ham.
”Kræ, jeg vil venligst bede dig om at gå ud og finde Mundungus Fletcher. Vi må finde ud
af, hvor medaljonen – hvor din herre Regulus’ medaljon er. Det er meget vigtigt. Vi må
afslutte det arbejde, Regulus begyndte, vi må sikre, at han ikke – øh – at han ikke døde
forgæves.”
Kræ sænkede næverne og så op på Harry.
”Finde Mundungus Fletcher?” kvækkede han.
”Og bringe ham her til Grumsted Plads,” sagde Harry. ”Tr or du, at du kan gøre det for
os?”
Da Kræ nikkede og rejste sig op, fik Harry en pludselig indskydelse. Han trak
æselskindsposen fra Hagrid frem og tog den falske Horcrux ud – kopien af medaljonen,
hvori Regulus havde lagt sedlen til Voldemort.
”Kræ, jeg , øh, synes, at du skal have denne her,” sagde han og lagde medaljonen i
husalfens hånd. ”Den tilhørte Regulus, og jeg er sikker på, at han ønskede, at du skulle
have den som bevis for hans taknemmelighed for det, du …”
”Man kan også overdrive en god ting , kammerat,” sagde Ron, da husalfen kastede et blik
på medaljonen, udstødte et hyl af chok og elendighed og kastede sig ned på gulvet igen.
Det tog dem næsten en halv time at berolige Kræ, der var så overvældet over at få et af
familien Blacks klenodier f oræret, at han var for svag i knæene til at kunne stå ordentligt
oprejst. Da han endelig var i stand til at vakle nogle få skridt, fulgte de ham hen til
køkkenskabet og så ham putte medaljonen sikkert ind mellem de beskidte tæpper, og de
lovede højt og hel ligt at bevogte hans ejendele, mens han var væk. Så bukkede han dybt for
Harry og dernæst for Ron, og han gav endda et mærkeligt lille spjæt i retning af Hermione,
der måske kunne tolkes som et forsøg på en respektfuld hilsen. Så spektraltansfererede
han s ig væk med det sædvanlige høje knald.

Kapitel 11 -Bestikkelsen
Harry var sikker på, at hvis Kræ kunne undslippe en sø fuld af Inferi, så ville det ikke tage
husalfen mere end nogle timer at fange Mundungus, og han vandrede hvileløst rundt i
huset hele m orgenen i en tilstand af ivrig forventning. Men det skulle vise sig, at Kræ ikke
vendte tilbage den formiddag og heller ikke om eftermiddagen. Da mørket faldt på, var
Harry modløs og urolig, og aftensmaden, der hovedsagelig bestod af muggent brød, som
Herm ione havde forsøgt at gøre mere indbydende ved hjælp af en række ikke særlig
heldige Forvandlingsbesværgelser, gjorde ikke noget for at løfte humøret.
Kræ vendte ikke tilbage den følgende dag, helle ikke dagen efter. Derimod var to
formummede mænd dukket op på pladsen foran nummer tolv, og de blev der hele natten,
stirrende i retning af huset, som de ikke kunne se.
”Uden tvivl Dødsgardister,” sagde Ron, da han, Harry og Hermione kiggede ud fra
stuevinduerne. ”Tror I, de ved, at vi er her?”
”Det tror jeg ikke,” sagde Hermione, men hun så bange ud. ”Ellers havde de nok sendt
Snape ind efter os.”
”Tror I, han har været herinde og fået sin tunge bundet af Dunders forbandelse?”
spurgte Ron.
”Ja,” sagde Hermione, ”ellers havde han jo fortalt de andre, hvordan man kommer ind,
ikke? Men de holder sikkert øje for at se, om vi dukker op. De ved trods alt, at Harry ejer
huset.”
”Hvordan kan de vide …?”
”Troldmandstestamenter skal gennemgås i Ministeriet, husker du vel. De kan ikke
undgå at vide, at Sirius efterlod dig huset.”
Tilstedeværelsen af Dødsgardisterne udenfor skærpede den dystre stemning indenfor i
nummer tolv. De havde ikke hørt et ord fra nogen udefra, siden hr. Weasley sendte sin
Patronus og presset var begyndt at tære på dem. Rastløs og irrit abel som han var, havde
Ron fået den uvane at lege med Deluminatoren i sin lomme; dette gjorde især Hermione
vanvittig, fordi hun gerne ville udnytte tiden, mens de ventede på Kræ, til at studere
Barden Beedles Eventyr; det var ikke hensigtsmæssigt for læs ningen, at lyset hele tiden
blev tændt og slukket.
”Hold så op med det der!” skreg hun den tredje aften under Kræs fravær, da alt lyset
igen blev suget ud af dagligstuen.
”Undskyld, undskyld!” sagde Ron og klikkede igen på Deluminatoren for at gendanne
lysene. ”Jeg tænker slet ikke over det.”
”Jamen, så find dog noget nyttigt at foretage dig i stedet!”
”Som hvad? Læse børnehistorier?”
”Dumbledore efterlod mig denne bog, Ron …”
”Og han efterlod mig Deluminatoren, måske burde jeg begynde at bruge den li dt mere!”
Harry kunne ikke holde deres mundhuggeri ud og smuttede ubemærket ud af stuen.
Han gik nedenunder til køkkenet, hvor han ofte kiggede ind, fordi han regnede med, at det
var her, Kræ ville dukke op. Halvvejs nede ad trappen til hallen hørte han i midlertid et
bank på hoveddøren, dernæst nogle metalliske klik og den rasende lyd fra kæden.
Hver en muskel i hans krop spændtes. Han trak sin tryllestav og listede ind i det dunkle
hjørne under de halshuggede husalfer og ventede. Døren gik op, han så et glimt af den
lygtebelyste plads udenfor, mens en kutteklædt skikkelse kantede sig ind i hallen og
lukkede døren efter sig. Indtrængeren gik et skridt frem, og Dunders stemme spurgte:
”Severus Snape?” Så rejste støvskikkelsen sig fra det fjerne ende af hall en og susede mod
ham med sin visne hånd truende løftet.
”Det var ikke mig, der dræbte dig, Albus,” sagde en lavmælt stemme.

Fortryllelsen blev brudt; skikkelsen faldt fra hinanden, og det var umuligt at se den
nyankomne gennem den tætte, grå støvsky.
Ha rry pegede mod det hvirvlende støv med sin tryllestav.
”Rør dig ikke!”
Han havde glemt portrættet af fru Black; ved lyden af hans råb fløj gardinerne til side,
og hun begyndte at hyle:
”Mudderblod og skidt som vanærer mit hus …”
Ron og Hermione kom sty rtende ned ad trappen bag Harry, ligeledes med tryllestavene
rettet mod den ukendte mand, der nu havde løftet hænderne op over hovedet.
”Skyd ikke, det er mig, Remus!”
”Åh, gudskelov,” sagde Hermione stille og rettede i stedet sin tryllestav mod fru Blac k;
med et knald blev gardinerne trukket for igen, og der blev stille. Ron sænkede også sin
tryllestav, men ikke Harry.
”Giv dig selv til kende!” råbte han.
Lupus gik frem i lyset, mens han stadig holdt hænderne højt over hovedet i overgivelse.
”Jeg er R emus John Lupus, varulv, somme tider kendt som Hugtand, en af Røverkortets
fire ophavsmænd, gift med Nymphadora, kaldet Tonks, og jeg lærte dig, hvordan man laver
en Patronus, Harry, din tager form af en kronhjort.”
”Øh, okay,” sagde Harry og sænkede sin tryllestav, ”men jeg var jo nødt til at tjekke,
ikke?”
”Som din tidligere lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter er jeg helt enig i, at du var nødt
til at tjekke. Ron, Hermione, I burde derimod ikke være så hurtige til at sænke jeres
parader.”
De løb ned ad trappen til ham. Han så udmattet ud, som han stod der i sin tykke sorte
rejsekappe, men han virkede glad for at se dem.
”Severus har altså ikke vist sig?” sagde han.
”Nej,” sagde Harry. ”Hvad foregår der? Har alle det godt?”
”Ja,” sagde Lupus, ”men vi bliver holdt under observation. Der er et par Dødsgardister
ude på Pladsen …”
”… det ved vi godt …”
”… jeg måtte transferere meget præcist for at lande på det øverste trin ved hoveddøren,
så de ikke fik øje på mig. De ved ikke, at I er her herinde, for så ville der være mange flere
derude; de overvåger alle de steder, du har en forbindelse til, Harry. Lad os gå nedenunder,
jeg har meget at fortælle jer, og jeg må også høre, hvad der er sket for jer, efter at I forlod
Vindelhuset.”
De gik ned i køkkenet, hvor Hermione rettede sin tryllestav mod ildstedet. Flammer
sprang omgående til live, indhyllede rummet med de bare stenvægge i en illusion af hygge
og kastede et lunt genskær i langbordets flade. Lupus fandt nogle ingefærøl fra gemmerne i
sin rejsekappe, og de satte sig ned.
”Jeg skulle have været her for tre dage siden, men jeg var nødt til at ryste nogle
Dødsgardister af mig først,” sagde Lupus. ”Nå, tog I direkte hertil efter brylluppet?”
”Nej,” sagde Harry. ”Vi stødte først på et par Dødsgardister i en cafe på Tottenham
Court Road.”
Lupus kom til at spilde det meste af sin ingefærøl ned over sig selv.
”Hvad?”
De fortalte, hvad der var sket, og Lupus så forfærdet ud.
”Men hvordan fandt de jer så hurtigt? Det er umuligt at spore nogen, der transfer erer,
medmindre man griber direkte fat, idet de forsvinder!”

”Og det er i hvert fald usandsynligt, at de lige kom spadserende ned ad Tottenham Court
Road på det tidspunkt, ikke?”
”Vi tænkte på, om Harry stadig har Sporingen på sig,” sagde Hermione forsig tigt.
”Umuligt,” sagde Lupus. Ron så selvtilfreds ud, og Harry følte sig umådeligt lettet. ”Alt
taget i betragtning ville de med sikkerhed vide, at Harry var her, hvis han stadig havde
Sporingen på sig. Men jeg kan bare ikke forstå, hvordan de kunne følge efter dig til
Tottenham Court Road. Det er bekymrende, meget bekymrende.”
Han så foruroliget ud, men efter Harrys mening kunne det problem vente.
”Fortæl os, hvad der skete, efter at vi forsvandt; vi har intet hørt, siden Rons far fortalte
os, at famili en var i sikkerhed.”
”Jo, Kingo reddede os,” sagde Lupus. ”Takket være hans advarsel kunne de fleste
bryllupsgæster nå at borttransferere sig, før de kom.”
”Var det Dødsgardister eller Ministeriets folk?” brød Hermione ind.
”En blanding, men efterhånden er der ikke længere den store forskel,” sagde Lupus.
”Der var cirka en halv snes af dem, men de vidste ikke, at du var det, Harry. Arthur hørte et
rygte om, at de havde torteret Scrimgeour, før de dræbte ham, for at finde ud af, hvor du
var. Hvis det er s andt, forrådte han dig ikke.”
Harry så på Ron og Hermione; deres ansigtsudtryk afspejlede det chok og den
taknemmelighed, han følte. Han havde aldrig brudt sig meget om Scrimgeour, men hvis
det passede, hvad Lupus sagde, havde mandens sidste handling være t at beskytte Harry.
”Dødsgardisterne gennemsøgte Vindelhuset fra kælder til kvist,” fortsatte Lupus. ”De
fandt gespenstet, men ville ikke gå for tæt på – og så blev alle vi tilbageværende gæster
forhørt i timevis. De prøvede at få oplysninger om dig, Har ry, men selvfølgelig vidste
ingen, ud over Ordenen, at du havde været til stede.
Samtidig med at de ødelagde brylluppet, brød andre Dødsgardister ind i samtlige huse i
landet tilknyttet Ordenen. Ingen blev dræbt,” tilføjede han hurtigt, for de kunne nå at
spørge. ”Men de var brutale. De brændte Dedalus Diggles hus, men han var der ikke, som I
jo ved. De brugte Dolorosoforbandelsen mod Tonks’ familie, igen i et forsøg på at finde ud
af, hvor du tog hen efter at have været hos dem. De har det godt igen – rys tede,
selvfølgelig, men ellers uskadte.”
”Kunne Dødsgardisterne virkelig trænge igennem alle de magiske værk?” spurgte Harry,
der huskede, hvor effektive de havde været den nat, han faldt ned i Tonks’ forældres have.
”Harry, du må forstå, at Dødsgardiste rne har vundet fuld magt over Ministeriet, som
derfor er på deres side nu,” sagde Lupus. ”De har magt til at udføre brutale besværgelser
uden at frygte hverken identifikation eller arrestation. Det lykkedes for dem at bryde hver
eneste Forsvarsbesværgelse, vi havde kastet mod dem, og da de først var inde, lagde de
ikke skjul på, hvorfor de var kommet.”
”Og ulejliger de sig med at undskylde deres forsøg på at tortere Harrys opholdssted ud
af folk?” spurgte Hermione skingert.
”Tja,” sagde Lupus. Han tøvede lidt, og så fremdrog han en sammenfoldet udgave af
Profettidende .
”Her,” sagde han og skubbede den over bordet mod Harry. ”Du finder alligevel ud af det
før eller senere. Det er deres påskud for at jage dig.”
Harry glattede avisen ud. Et enormt foto af h ans eget ansigt fyldte forsiden. Han læste
overskriften over billedet:
EFTERLYSES TIL NÆRMERE FORHØR OM
ALBUS DUMBLEDORES DØD

Ron og Hermione udstødte et råb af harme, men Harry sagde ingenting. Han skubbede
avisen fra sig; han ville ikke læse mere, for han vidste, hvad der måtte stå: Ingen andre end
de personer, der befandt sig i toppen af tårnet, da Dumbledore døde, vidste, hvem der
virkelig dræbte ham, og som Rita Rivejern allerede havde fortalt hele
troldmandssamfundet, så var Harry blevet set flygten de fra stedet sekunder efter
Dumbledores fald.
”Jeg er ked af det, Harry,” sagde Lupus.
”Dødsgardisterne må altså også have overtaget Profettidende ?” udbrød Hermione
rasende.
Lupus nikkede.
”Men folk kan da gennemskue, hvad der foregår?”
”Kuppet har v æret veltilrettelagt og diskret,” sagde Lupus. ”Den officielle version af
mordet på Scrimgeour er, at han er trådt tilbage. Han er blevet erstattet af Pius Thicknesse,
der er underkastet Imperiusforbandelsen.”
”Hvorfor udråbte Voldemort ikke sig selv som minister for magi?” spurgte Ron.
Lupus lo.
”Det behøver han ikke, Ron. I alle henseender er han minister, hvorfor skulle han spilde
tiden bag et skrivebord i Ministeriet? Hans marionet, Thicknesse, tager sig af
hverdagsrutinerne, så Voldemort er fri til at udøve sin magt hinsides Ministerielle grænser.
Selvfølgelig har mange mennesker gættet, hvad der foregå: I de sidste få dage er der sket
mange dramatiske ændringer i Ministeriets taktik, og der hviskes i krogene, at Voldemort
står bag. Men det er netop sagen i en nøddeskal: Der hviskes. Ingen tør sige tingene åbent
til hinanden, da ingen ved, hvem man kan stole på. Man er bange for at sige tingene højt af
frygt for, at man har ret, og at ens familie kommer i farezonen. Ja, Voldemort spiller et
meget sne digt spil. Hvis han havde udråbt sig selv til minister for magi, kunne det have
udløst et åbent oprør. Men at forblive i kulissen skaber nyttig forvirring og usikkerhed.”
”Og denne dramatiske ændring i Ministeriets taktik,” sagde Harry, ”indebærer åbenbar t,
at man advarer troldmandssamfundet mod mig i stedet for Voldemort, ikke?”
”Det er i hvert fald en del af det,” sagde Lupus, ”og det er mesterligt gjort. Nu, da
Dumbledore er død, ville du – drengen, der ikke kunne slås ihjel – være et oplagt symbol
og samlingspunkt for enhver opposition mod Voldemort. Men ved at antyde, at du havde
andel i den gamles helts død, har Voldemort ikke kun sat en pris på dit hoved, men også
sået tvivl og frygt blandt mange, der ellers ville have forsvaret dig.
I mellemtiden bruger Ministeriet nu ressourcerne på at forfølge Mugglerfødte.”
Lupus pegede på Profettidende .
”Se på side to.”
Hermione bladrede med samme udtryk af væmmelse i ansigtet, som hun havde haft, da
hun bladrede i Den Mørkeste Magis Hemmeligheder.
”Registr ering af Mugglerfødte,” læste hun højt. ” Ministeriet for Magi iværksætter en
undersøgelse af såkaldte ’Mugglerfødte’ for bedre at forstå, hvordan de kom i besiddelse
af magiske hemmeligheder.
Ny forskning, gennemført af Mysteriedepartementet, afslører, at magi kun kan
nedarves gennem troldmandsslægter fra forældre til børn. Hvor der ikke bevisligt findes
magiske slægtsled, må det antages, at de såkaldt Mugglerfødte har skaffet sig magiske
kræfter ved tyveri eller magt.
Ministeriet er fast besluttet på at få udryddet disse uretmæssige beherskere af magiske
kræfter og har derfor udstedt en invitation til alle såkaldt Mugglerfødte til at møde op til
samtale i den nystiftede Kommission til Registrering af Mugglerfødte.”
”Folk vil ikke lade sådan noget ske,” s agde Ron.

”Det sker, Ron,” sagde Lupus. ”Mugglerfødte bliver arresteret, mens vi taler.”
”Men hvordan skulle de dog have ’stjålet’ magi?” spurgte Ron. ”Det er jo vanvittigt; hvis
man kunne stjæle magi, så ville der slet ikke findes Fusere, vel?”
”Sandt, ” sagde Lupus. ”Men alligevel, hvis ikke man kan bevise, at man har mindst én
troldmandsslægtning, så bliver man dømt for at have erhvervet magiske kræfter på ulovlig
vis og straffet.”
Ron så hen på Hermione og sagde: ”Hvad nu, hvis fuldblods -og halvblod smagikere
sværger, at en Mugglerfødt hører til deres familie? Jeg vil sige til alle, at Hermione er min
kusine …”
Hermione lagde sin hånd over Rons og gav den et klem.
”Tak, Ron, men jeg kunne ikke lade dig …”
”Du har ikke noget valg,” sagde Ron heftigt og tog hendes hånd. ”Jeg lærer dig min
stamtavle, så du kan besvare alle spørgsmål om den.”
Hermione lo nervøst.
”Ron, da vi er på flugt med Harry Potter, den mest eftersøgte person i landet, tror jeg
ikke, det gør nogen forskel. Hvis jeg skulle tilbage til skolen, var det en anden sag. Hvad
har Voldemort i sinde at gøre ved Hogwarts?” spurgte hun Lupus.
”Skolegang er nu obligatorisk for enhver ung heks og troldmand,” svarede han. ”Det blev
offentliggjort i går. Det er noget nyt, for det har aldrig være t et krav før. Stort set alle hekse
og troldmænd i Storbritannien er blevet uddannet på Hogwarts, men deres forældre har
tidligere haft retten til at undervise deres børn hjemme eller sende dem til udlandet, hvis
de syntes. På denne måde vil Voldemort kunn e overvåge troldmandsbefolkningen på nært
hold fra en ung alder. Og det er endnu en måde at sortere Mugglerfødte fra på, for alle
elever skal have en Blodstatus -attest – det betyder, at de skal have bevist for Ministeriet, at
de er af troldmandsslægt – før de bliver lukket ind på skolen.”
Harry var inderligt frastødt og vred: Lige nu sad mange spændte elleveårige og kiggede i
deres nyindkøbte magibøger uden at vide, at de aldrig skulle komme til at se Hogwarts, og
måske heller ikke deres familier igen.
”D et er … det er …” mumlede han uden at kunne finde ud, der udtrykte den gru, han
følte, men Lupus sagde stilfærdigt: ”Jeg ved det godt.”
Lupus tøvede lidt.
”Jeg forstår godt, hvis du ikke kan bekræfte dette, Harry, men Ordenen har det indtryk,
at Dumbledo re har efterladt dig med en mission.”
”Det har han,” svarede Harry, ”og Ron og Hermione er indviet i den. De følger med
mig.”
”Kan du betro mig, hvad denne mission går ud på?”
Harry så ind i det alt for tidligt furede ansigt indrammet af tykt, men gråne nde hår, og
han ville ønske, at han kunne svare anderledes.
”Nej, det kan jeg ikke, Remus, jeg beklager. Hvis Dumbledore ikke røbede det for dig,
kan jeg heller ikke.”
”Det tænkte jeg nok, du ville sige,” sagde Lupus skuffet. ”Men jeg kan måske stadig
hj ælpe dig en smule. Du ved, hvad jeg er, og hvad jeg kan gøre. Jeg kunne følge med og yde
beskyttelse. Det er ikke nødvendigt at indvi mig i, hvad du skal gøre.”
Harry tøvede. Det var et meget fristende tilbud, men hvordan de kunne hemmeligholde
deres miss ion for Lupus, hvis han var til stede hele tiden, vidste han ikke.
Hermione så forundret ud.
”Men hvad så med Tonks?” spurgte hun.
”Hvad med hende?” sagde Lupus.

”Altså,” sagde Hermione med en panderynken. ”I er jo gift? Hvad vil hun sige til, at du
re jser væk med os?”
”Tonks vil være aldeles tryg,” sagde Lupus. ”Hun bliver hjemme hos sine forældre.”
Hans stemme havde et mærkeligt tonefald, næsten koldt. Det var også underligt, at
Tonks sådan gemte sig hjemme hos sine forældre; hun var trods alt medle m af Ordenen, og
så vidt Harry vidste, foretrak hun at være med, hvor tingene sker.
”Remus,” sagde Hermione forsigtigt, ”er alt, som det skal være… du ved… mellem dig
og…”
”Alt er fint, tak,” sagde Lupus spidst.
Hermione blev rød i kinderne. Der var sti lle igen, en forlegen, pinlig tavshed, og så
sagde Lupus, som om han måtte tvinge sig selv til at indrømme noget ubehageligt: ”Tonks
skal have et barn.”
”Åh, jamen det er jo vidunderligt!” hvinede Hermione.
”Fantastisk,” sagde Ron.
”Tillykke,” sagde Har ry.
Lupus’ smil var tvungent, det var tydeligt. Så sagde han: ”Nå … tager du imod mit
tilbud? Bliver tre til fire? Jeg kan ikke tro, at Dumbledore ville have modsat sig det, han
udnævnte mig trods alt til din lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter. Og jeg vi l sige, at jeg
tror, vi kommer til at stå over for magi, som mange af os aldrig har mødt før eller har
forestillet os mulig.”
Ron og Hermione så begge på Harry.
”Bare for – bare for at have det helt på det rene,” sagde han. ”Du vil efterlade Tonks
hjemme hos hendes forældre og rejse væk med os?”
”Hun er i sikkerhed der, de passer på hende,” sagde Lupus. Han sagde det i så
affærdigende et tonefald, at det grænsede til ligegyldighed. ”Harry, jeg er sikker på, at
James ville have ønsket, at jeg passede på d ig.”
”Jamen,” sagde Harry langsomt, ”det er jeg ikke. Jeg er derimod ret sikker på, at min far
ville spørge, hvorfor du ikke bliver hjemme og passer på dit eget barn.”
Al farve forlod Lupus’ ansigt. Det føltes næsten, som om temperaturen i køkkenet faldt ti
grader. Ron stirrede rundt i rummet, som om han var blevet bedt om at memorere alting
derinde, og Hermiones blik flakkede frem og tilbage mellem Harry og Lupus.
”Du forstår ingenting,” sagde Lupus endelig.
”Så forklar mig det,” sagde Harry.
Lupus sa nk en klump.
”Jeg – jeg begik en frygtelig fejltagelse ved at gifte mig med Tonks. Jeg gjorde det mod
bedre vidende, og jeg har fortrudt det lige siden.”
”Aha,” sagde Harry, ”så du vil bare droppe hende og barnet og stikke af med os?”
Lupus sprang op; h ans stol væltede bag ham, og han stirrede så vildt på dem, at Harry
for første gang så ulven bag hans menneskelige ansigt.
”Fatter du da ikke, hvad jeg har gjort mod min kone og mit ufødte barn? Jeg skulle
aldrig have giftet mig med hende, jeg har gjort h ende til en udstødt!”
Lupus sparkede til den stol, han havde væltet.
”Du har set mig sammen med Ordenen og under Dumbledores beskyttende vinger på
Hogwarts! Du ved ikke, hvordan det meste af troldmandssamfundet opfatter skabninger
som mig! Når de får ken dskab til min lidelse, vil de knap nok tale til mig igen! Forstår du
ikke, hvad jeg har gjort? Hendes egen familie er frastødt af vores ægteskab; hvilke forældre
ønsker, at deres eneste datter skal ægte en varulv? Og barnet … barnet …”
Lupus begyndte lige frem at rive sig i håret; han så fuldstændig gal ud.

”Min slags formerer sig normalt ikke! Barnet vil blive som mig, det er jeg sikker på -
hvordan skal jeg kunne tilgive mig selv, når jeg bevidst risikerede at videreføre min egen
tilstand til et uskyldig t barn? Og hvis det, helt mirakuløst, ikke skulle blive som mig, så vil
det barn være hundrede gange bedre tjent med ikke at have en far, det må skamme sig
over!”
”Remus!” hviskede Hermione med tårer i øjnene. ”Sig ikke sådan noget – hvordan kan
noget bar n komme til at skamme sig over dig?”
”Åh, det ved jeg nu ikke, Hermione,” sagde Harry, ”jeg ville skamme mig temmelig
meget over ham.”
Harry vidste ikke, hvor hans vrede kom fra, men den fik ham til også at springe op.
Lupus så ud, som om Harry havde slå et ham.
”Hvis det nye regime synes at Mugglerfødte er afskum,” sagde Harry, ”hvad vil de så
ikke gøre ved en halv -varulv, hvis far er medlem af Ordenen? Min far døde for at beskytte
min mor og mig, og tror du så, at han ville bede dig om at svigte dit bar n for at drage på
eventyr med os?”
”Hvor – hvor vover du?” sagde Lupus. ”Jeg har intet ønske om spændende adspredelser
eller personlig ære – hvor vover du at antyde sådan noget …”
”Jeg tror, du føler dig lidt som en vovehals,” sagde Harry. ”Jeg tror, du gerne vil træde i
Sirius’ fodspor …”
”Harry, hold op!” bønfaldt Hermione, men han stirrede fortsat ind i Lupus’ ligblege
ansigt.
”Det her ville jeg aldrig have troet,” sagde Harry. ”Manden, der lærte mig at bekæmpe
Dementorer – en kujon.”
Lupus trak sin tryllestav så hurtigt, at Harry dårligt nåede at gribe efter sin egen; der lød
et højt knald, og han mærkede, hvordan han blev kastet baglæns, som om han var blevet
slået. Han blev slynget hårdt ind mod væggen og gled ned på gulvet, men nåede at få et
gli mt af Lupus’ kappekant, før den svirpede ud af syne i døråbningen.
”Remus, Remus, kom tilbage?” råbte Hermione, men Lupus svarede ikke. Et øjeblik
senere hørte de hoveddøren smække.
”Harry!” jamrede Hermione. ”Hvor kunne du?”
”Det var let nok,” sagde Ha rry. Han rejste sig op; han kunne mærke en bule vokse, der
hvor hans hoved havde ramt væggen. Han rystede stadig af raseri.
”Lad være med at se sådan på mig!” bed han af Hermione.
”Nu skal du ikke gå løs på hende!” snerrede Ron.
”Nej – nej – vi må ikke begynde at slås,” sagde Hermione og stillede sig imellem dem.
”Du skulle ikke have sagt alt det til Lupus,” sagde Ron til Harry.
”Han fortjente det,” sagde Harry. Brudstykker af erindringer fløj gennem hans hjerne:
Sirius, der faldt gennem sløret; Dumble dore, nedbrudt, midt i et fald; et grønt lysglimt og
hans mors stemme, der tiggede om nåde …
”Forældre,” sagde Harry, ”burde ikke forlade deres børn, medmindre – medmindre, de
er nødt til det.”
”Harry …” sagde Hermione og rakte en trøstende hånd ud mod h am, men han afviste
den og gik nogle skridt væk; han fæstnede sit blik på ilden, som Hermione havde
fremmanet. Han havde engang talt med Lupus fra ildstedet der, han havde haft brug for at
vide noget om James, og Lupus havde beroliget ham. Nu var det, som om Lupus’ blege,
forpinte ansigt svævede i luften foran ham, og han mærkede et kvalmende sug af anger.
Hverken Ron eller Hermione sagde noget, men Harry var sikker på, at de så på hinanden
bag hans ryg i en lydløs udveksling af tanker.
Han vendte sig om o g greb dem i lynhurtigt at vende sig væk fra hinanden.

”Jeg ved godt, at jeg ikke burde have kaldt ham en kujon.”
”Nej, det burde du ikke,” gav Ron ham omgående ret.
”Men han opførte sig som en.”
”Men alligevel …” begyndte Hermione.
”Jeg ved det godt, ” sagde Harry. ”Men hvis det kan få ham til at vende tilbage til Tonks,
vil det jo være godt for noget, ikke?”
Han kunne ikke undertrykke det bønfaldende tonefald i sin stemme. Hermione så
forstående ud, Ron usikker. Harry slog blikket ned og tænkte på si n far. Ville James have
bifaldet, hvad Harry havde sagt til Lupus, eller ville han have været vred over at høre sin
søn behandle sin gamle ven sådan?
Det stille køkken nærmest summede af chokket over den voldsomme scene og af Rons
og Hermiones usagte bebr ejdelser. Lupus’ medbragte nummer af Profettidende lå stadig
på bordet, og fra forsiden stirrede Harrys ansigt op mod loftet. Han gik hen og satte sig
ned. Så tog han avisen op, åbnede den på en tilfældig side og lod, som om han læste. De
trykte ord var sp ildt på ham, for hans hoved summede stadig af opgøret med Lupus. Han
vidste, at Ron og Hermione havde genoptaget deres lydløse tankeudvekslinger med
hinanden på den anden side af avisen. Han bladrede støjende, og så sprang Dumbledores
navn ham lige i øjnen e. Der gik et øjeblik, før han fattede meningen med fotografiet, der
viste en familie stående tæt sammen. I teksten under fotografiet stod der: Familien
Dumbledore: Fra venstre, Albus, Percival med den nyfødte Ariana, Kendra og Aberforth.
Nu var Harrys op mærksomhed vakt, og han så nøjere på billedet. Dumbledores far,
Percival, var en flot mand med glitrende øjne, selv på det falmede fotografi. Babyen,
Ariana, var ikke meget større end et franskbrød og lige så ubetydelig at skue, men hendes
mor, Kendra, hav de kulsort, højt opsat hår. Hendes ansigt havde karakteristiske
skarptskårne træk. Til trods for den højhalsede silkekjole kom Harry til at tænke på
nordamerikanske indianere, da han studerede hendes mørke øjne, høje kindben og lige
næse. Albus og Aberfort h var iført ens jakker med kniplingskraver og havde ens
skulderlangt hår. Albus var tydeligvis den ældste, men ellers lignede de to drenge hinanden
meget, for billedet var taget, før Albus brækkede næsen, og før han begyndte at bære
briller.
Familien så m eget lykkelig og normal ud, som de smilede roligt fra avisbilledet. Den
spæde Arianas arm viftede svagt fra sjalet, hun var svøbt i. Harry kiggede på overskriften
over billedet.
EKSKLUSIVT UDDRAG FRA DEN KOMMENDE
BIOGRAFI OM ALBUS DUMBLEDORE
Af Rita Rivej ern
Harry var sikker på, at han ikke kunne få det værre, end han allerede havde, og begyndte
derfor at læse:
Den stolte og hovne Kendra Dumbledore kunne ikke udholde at blive i Muldebjerg efter
sin mand Percivals meget omtalte arrestation og fængsling i Azkaban. Hun besluttede
derfor at flytte med sin familie til Godric -dalen, landsbyen, der senere blev vidt berømt
som stedet, hvor Harry Potter på forunderlig vis undslap I -Ved -Hvem.
I lighed med Muldebjerg var Godric -dalen hjemsted for mange troldmandsfam ilier, men
da Kendra ikke kendte nogen her, kunne hun undgå den nysgerrige interesse for sin
mands forbrydelse, som hun havde måttet tåle i sin tidligere hjemby. Ved gentagne

afvisninger af venlige tilnærmelser fra sine nye naboer fik hun snart sørget for, at hendes
familie blev ladt i fred.
”Hun smækkede døren lige i hovedet på mig, da jeg kom for at byde hende velkommen
med et fad hjemmelavede kedelkager,” siger Bathilda Bagshot. ”Det første år, de boede
her, så jeg intet til de to drenge. Jeg ville slet ikke have været klar over, at der også var en
datter, hvis ikke jeg havde været ude at plukke Plangentiner ved måneskin vinteren efter,
at de flyttede ind; der så jeg Kendra lede Ariana ud i baghaven. Hun gik en omgang i
haven med barnet, mens hun holdt he nde i et fast tag. Derefter førte hun hende ind i huset
igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mene om det.”
Det lader til, at Kendra syntes, at flytningen til Godric -dalen var den perfekte lejlighed til
at skjule Ariana en gang for alle, noget, hun sikkert havde planlagt i årevis. Timingen
var meget vigtig. Ariana var knap syv år gammel, da hun forsvandt, og syv år er den
alder, hvor de fleste eksperter mener, at magien vil vise sig, hvis den er der. Ingen
nulevende vidner husker, at Ariana nogensind e udviste det mindste tegn på magiske
evner. Det forekommer derfor klart, at Kendra traf en beslutning om at skjule sin datters
eksistens frem for at blive udsat for skammen ved at måtte indrømme, at hun havde
bragt en Fuser til verden. At flytte væk fra d e venner og naboer, der kendte Ariana, ville
selvfølgelig gøre hendes indespærring ås meget desto lettere at gennemføre. De få
mennesker, der stadig kendte til Arianas eksistens, var nogle, der ville bevare
hemmeligheden, deriblandt hendes to brødre, som v eg uden om pinlige spørgsmål med
det svar, som deres mor havde lært dem: ”Min søster er for svagelig til at gå i skole.”
I næste uge: Albus Dumbledore på Hogwarts – feteret og forstilt.
Harry havde taget fejl; det, han havde læst, fik ham i den grad til at føle sig mere elendig.
Han så igen på fotografiet af den tilsyneladende lykkelige familie. Var det sandt? Hvordan
kunne han finde ud af det? Han ville gerne rejse til Godric -dalen, også selvom Bathilda
Bagshot måske slet ikke var i stand til at tale med ham. Han ville besøge det sted, hvor
både han og Dumbledore havde mistet deres kære. Han var netop ved at sænke avisen for
at bede om Rons og Hermiones mening, da et øredøvende knald gav genlyd i køkkenet.
For første gang i tre dage havde Harry glemt alt om Kræ. Hans umiddelbare reaktion
var, at det måtte være Lupus, der kom brasende tilbage, og i brøkdelen af et sekund begreb
han ikke, hvad han så, da et virvar af fægtende lemmer dukkede op af den tomme luft lige
ved siden af hans stol. Så skyndte Harry sig at komme på benene, mens Kræ frigjorde sig,
bukkede dybt og kvækkede: ”Kræ er vendt tilbage med tyven Mundungus Fletcher, Herre.”
Mundungus kom besværligt på benene og trak sin tryllestav, men Hermione var
hurtigere.
”Expelliarmus!”
Mundungus’ tryllestav susede op i luften, og Hermione greb den. Med stift blik kastede
Mundungus sig hen mod trappen, men Ron skuldertacklede ham, og Mundungus faldt om
på stengulvet med et bump.
”Hvad?” brølede han og vred sig for at slippe ud af Rons greb. ”Hva’ h ar jeg gjort? Pudse
en fordømt husalf på mig, hva’ er I ude på, hva’ har jeg gjort, slip mig, slip mig, eller …”
”Du kan vist ikke rigtigt tillade dig at true nogen,” sagde Harry. Han smed avisen fra sig,
krydsede køkkenet i et par lange skridt og lagde s ig på knæ ved siden af Mundungus, der
skrækslagen holdt op med at kæmpe imod. Ron rejste sig forpustet og så til, mens Harry
roligt rettede sin tryllestav direkte mod Mundungus’ næse. Mundungus stank af sur sved
og tobaksrøg; hans hår var fedtet og hans ge vandter plettede.

”Kræ undskylder, fordi han var sen til at bringe tyven tilbage, Herre,” kvækkede
husalfen. ”Fletcher ved, hvordan man undgår at blive fanget, han har mange små
gemmesteder og mange kumpaner. Men til sidst fik Kræ trængt tyven op i en kro g.”
”Det har du virkelig klaret flot, Kræ,” sagde Harry, og husalfen bukkede dybt.
”Godt, vi har nogle spørgsmål til dig,” sagde Harry til Mundungus, der straks råbte: ”Det
var ren panik, okay? Jeg ville slet ikke være med fra begyndelsen, kammerat, du m å meget
undskylde, men jeg meldte mig ikke frivilligt til at dø for din skyld, og så var det, at den
forbaskede Du -Ved -Hvem kom drønende imod mig, og enhver anden ville også være
stukket af, jeg sagde jo lige fra starten, at jeg ikke ville være med …”
”Ti l din orientering så var der ingen af os andre, der transfererede sig væk,” sagde
Hermione.
”Nå, ja, så er I jo en flok forbandede helte, ikke? Men jeg har aldrig ladet, som om jeg
ville ud og la’ mig slå ihjel …”
”Vi er ligeglade med, hvorfor du stak af fra Skrækøje,” sagde Harry og stak sin tryllestav
lidt tættere på Mundungus’ posede, blodskudte øjne. ”Vi vidste i forvejen, at du er et
upålideligt afskum.”
”Nå, men hvorfor fanden bliver jeg så forfulgt af husalfer? Er det nu de pokaler igen?
Jeg har i kk’ en eneste af dem tilbage, ellers ville jeg gi’ dig dem …”
”Det handler heller ikke om pokalerne, selvom tampen brænder,” sagde Harry. ”Klap så
i og hør efter!”
Det føltes pragtfuldt at kunne gøre noget, at have nogen, han kunne tvinge en smule
sandhe d ud af. Harrys tryllestav var nu så nær Mundungus’ næseryg, at Mundungus blev
helt skeløjet af at kigge på den.
”Dengang du ryddede huset for værdier,” begyndte Harry, men Mundungus afbrød ham
igen.
”Sirius var jo ligeglad med alt det ragelse …”
Der va r en klaskende lyd af løbende fødder, et blink af skinnende kobber, et rungende
klonk og et skrig af smerte: Kræ var gået til angreb på Mundungus og havde slået ham i
hovedet med en stegepande.
”Få ham væk, få ham væk, han sku’ låses inde!” skreg Mundungu s og veg tilbage, da Kræ
igen hævede den tunge stegepande.
”Kræ, nej!” råbte Harry.
Kræs tynde arme dirrede under vægten af stegepanden, men han holdt den stadig løftet.
”Måske bare én gang til, hr. Potter, for god ordens skyld?”
Ron lo.
”Vi er nødt til at have ham ved bevidsthed, Kræ, men hvis han får brug for mere
overtalelse, skal du nok få æren,” sagde Harry.
”Takker mange gange, Herre,” sagde Kræ med et buk, og så trak han sig lidt tilbage,
mens hans store, blege øjne stadig var rettet mod Mundu ngus, fulde af afsky.
”Dengang du ryddede huset for værdier,” begyndte Harry igen, ”tog du en masse ting fra
køkkenskabet. Der var en medaljon iblandt,” Harry følte sig pludselig tør i munden; han
kunne også mærke spændingen og ophidselsen hos Ron og Herm ione. ”Hvad gjorde du ved
den?”
”Hvorfor?” spurgte Mundungus. ”Var den værdifuld?”
”Har du den stadig?” råbte Hermione.
”Nej, han har ikke,” sagde Ron udspekuleret. ”Lige nu tænker han på, om han skulle
have forlangt mere for den.”
”Mere?” udbrød Mundu ngus. ”Det ville skisme ha’ været svært … jeg forærede den sgu
væk. Havde ikke noget valg.”

”Hvad mener du?”
”Jeg stod og drev lidt handel i Diagonalstræde, og så kommer hun hen og spø’r, om jeg
har bevilling til at sælge magiske objekter. Skide spion. H un ville gi’ mig en bøde, men så
blev hun interesseret i medaljonen og sagde, at hun ville ta’ den og la’ det være godt med
det for denne gang, men så sku’ jeg også være taknemmelig.”
”Hvem er den kvinde?” spurgte Harry.
”Aner det ikke, en kælling fra Mi nisteriet.”
Mundungus tænkte lidt med rynket pande.
”Meget lille. Havde en sløjfe midt på ho’det.”
Han rynkede panden igen og tilføjede: ”Lignede en tudse.”
Harry tabte tryllestaven; den ramte Mundungus på næsen og skød røde gnister, så hans
øjenbryn b egyndte at brænde.
”Aguamenti!” skreg Hermione og spulede den spruttende og hostende Mundungus med
sin tryllestav.
Harry kiggede op og så sit eget chok spejlet i Rons og Hermiones ansigter. Det ligefrem
prikkede i arrene på hans højre håndryg.

Kapitel 12 -Magi er Magt
I løbet af august måned visnede den forsømte plæne udenfor på Grumsted Plads; solen
sved græsset, indtil det var tørt og brunt. Beboerne i nummer tolv blev aldrig, set af nogen
fra de omkringliggende huse, ej heller selve huset. Mugglerne , der boede på Grumsted
Plads, havde for længst slået sig til tåls med den morsomme uregelmæssighed i
nummereringen, der gjorde, at nummer elleve var nabo til nummer tretten.
Pladsen lod til at have en stor tiltrækning på en strøm af besøgende, der åbenba rt fandt
den højst fascinerende. Der gik ikke en dag, uden at en eller to personer ankom til
Grumsted Plads uden andet formål end at stå lænet op ad rækværket foran nummer elleve
og tretten og stirre på sammenføjningen mellem de to huse. Gæsterne var aldri g de samme
to dage i træk, selvom de alle havde det til fælles, at de åbenbart ikke brød sig om normal
påklædning. De fleste londonere, der passerede dem, var vant til excentrisk påklædning og
tog sig ikke specielt af det, selvom en og anden kunne finde på at kaste et blik tilbage i
undren over, at nogen bar lange kapper i den hede.
Udkigsholderne lod dog ikke til at få meget ud af deres overvågning. Det kunne ske, at
en af dem pludselig tog nogle ophidsede skridt frem, som om han havde fået øje på noget
interessant, men kun for atter at læne sig tilbage med skuffet mine.
Den første septemberdag stod der flere lurere på pladsen end nogensinde før. Et halvt
dusin mænd i lange kapper stod stille og vagtsomme og stirrede på nummer elleve og
tretten; hvad det end var, de kiggede efter, lod dog til at forblive uden for synsvidde. Da
aftenen faldt på med de første kølige regnbyger i flere uger, indtraf igen et af de
uforklarlige momenter, hvor de lod til at have set noget interessant. Manden med det
forvredne ans igt pegede frem for sig, og hans nærmeststående kammerat, en tyk, gusten
mand, begyndte at bevæge sig fremad, men kort efter slappede de af og indtog deres
sædvanlige ubevægelige positioner, frustrerede og skuffede.
Samtidig trådte Harry netop nu indenfor i husets hall. Han havde været lige ved at få
overbalance, da han transfererede sig frem til nummer tolvs øverste trappetrin foran
hoveddøren, og var bange for, at Dødsgardisterne havde fanget et glimt af hans kortvarigt
blottede albue. Han lukkede omhygg eligt hoveddøren efter sig, tog usynlighedskappen
oven armen og ilede videre gennem hallen med kurs mod kældertrappen. Han knugede en
stjålet udgave af Profettidende i hånden.
Han blev mødt af den sædvanlige lavmælte hvisken: ” Severus Snape?” det kolde
vindpust bølgede mod ham, og hans tunge rullede sig kortvarigt sammen.
”Jeg dræbte dig ikke,” sagde han, så snart hans tunge havde rullet sig ud igen, og så
holdt han ellers vejret, mens støvskikkelsen opløstes. Han ventede, til han var halvvej s
nede ad køkkentrappen, uden for fru Blacks hørevidde og fri af støvskyen, før han råbte:
”Jeg har dårlige nyheder!”
Køkkenet var ikke til at kende igen. Alt var skinnende rent: Kobberpotter og pander var
poleret op til en rosafarvet, bordpladen strålede , og pokalerne og tallerknerne, der allerede
stod på bordet til middagen, glimtede i skæret fra den lystigt buldrende ild, hvorover der
hang en simrende kedel. Men intet i rummet var så dramatisk forandret som husalfen, der
nu kom løbende Harry i møde, klæ dt i et snehvidt håndklæde, med nyvaskede øreduske,
badet og dunet som vat, og med Regulus’ medaljon hoppende på sit bryst.
”Skoene af, hvis du vil være så venlig, hr. Potter, og husk at vaske hænder før
middagen,” kvækkede Kræ, idet han tog usynlighedska ppen og luntede hen for at hænge
den op en knage ved siden af en masse nyvaskede gammeldags kapper.
”Hvad er der sket?” spurgte Ron uroligt. Han og Hermione havde siddet ved bordenden,
bøjet over en mængde notater og håndtegnede kort. Nu så de op på Harry , der skyndte sig
hen til dem og smed avisen oven på alle deres spredte pergamentark.

Et stort billede af en velkendt høgenæset, sorthåret mand stirrede ud på dem under en
overskrift, der sagde: SEVERUS SNAPE ER NU OFFICIELT UDNÆVNT TIL REKTOR PÅ
HOGWARTS .
”Nej!” udbrød Ron og Hermione højlydt.
Hermione var hurtigst; hun snappede avisen og begyndte at læse artiklen højt:
”Severus Snape, mangeårig Eliksirmester på Hogwarts Skole for Heksekunster og
Troldmandsskab blev i dag udnævnt til Rektor -en af de v igtigste blandt mange
stabsændringer på den gamle skole. Efter den tidligere lærer i Mugglerstudiers afgang
vil Alecto Carrow nu indtræde i stillingen, mens hendes bror, Amycus, vil udfylde
stillingen som lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter.
’Jeg ser frem til muligheden for at værne om vores fineste troldmandstraditioner og
værdier …’ Han hentyder sikkert til ting som at begå mord og skære folks ører af! Snape
som Rektor! Snape siddende på Dumbledores kontor – ved Merlins underbukser!” hvinede
hun så højt, at det gav et ryk i både Ron og Harry. Hun sprang op fra bordet og tumlede ud
af køkkenet, mens hun råbte: ”Jeg er tilbage om et øjeblik!”
”Merlins underbukser?” gentog Ron forundret. ”Hun må virkelig være ude af den.” Han
trak avisen til sig og skimmede artiklen om Snape.
”De andre lærere finder sig ikke i det. Både McGonagall, Flitwick og Spire kender
sandheden om Dumbledores død. De vil nægte at acceptere Snape som Rektor. Og hvem er
de der, der hedder Carrow?”
”Dødsgardister,” sagde Harry. ”Der er b illeder af dem længere inde i avisen. De befandt
sig også øverst i tårnet, da Snape myrdede Dumbledore, så de er fine venner. Desuden,”
fortsatte Harry bittert, ”kan jeg ikke se, at de andre lærere kan gøre andet end at blive på
skolen. Hvis Ministeriet og Voldemort står bag Snape, har de kun valget mellem at blive og
undervise eller at tage nogle hyggelige år i Azkaban – og kun, hvis de slipper heldigt. Jeg
går ud fra, at de bliver og gør, hvad de kan for at beskytte eleverne.”
Kræ kom ilende hen til bord et med en stor terrin i hænderne. Han begyndte at øse
suppe op i nogle smukke suppeskåle, mens han fløjtede til arbejdet.
”Tak, Kræ,” sagde Harry og vendte Profettidende , så han var fri for at se på Snapes
ansigt. ”Ja, nu ved vi da præcis, hvor vi har Sna pe.”
Han smagte på suppen. Kvaliteten af Kræs madlavning var højnet dramatisk, siden han
havde fået Regulus’ medaljon foræret. Dagens franske løgsuppe var den bedste, Harry
havde smagt.
”Der står stadig en masse Dødsgardister og bevogter huset,” sagde ha n til Ron, mens
han spiste. ”Flere end der plejer. De håber nok, at vi kommer marcherende ud med vores
skolekufferter, fordi vi skal nå Hogwartsekspressen.”
Ron kastede et blik på sit ur.
”Jeg har tænkt på det hele dagen. Det hørte for næsten seks timer siden. Underligt, at vi
ikke er med, synes du ikke?”
Harry kunne se det højrøde lokomotiv for sig, ligesom dengang han og Ron fløj højt over
det, bugtende sig over marker og højdedrag som en skinnende rød larve. Han var sikker på,
at Ginny, Neville og Lun a sad i samme kupé lige nu, og måske tænkte de på, hvor han, Ron
og Hermione mon var, eller også diskuterede de, hvordan de bedst kunne underminere
Snapes nye regime.
”De havde nær fået øje på mig, da jeg kom ind lige før,” sagde Harry. ”Jeg snublede
øver st på trappen, og usynlighedskappen gled lidt.”
”Det kommer jeg også til hver eneste gang,” sagde Ron, og så drejede han sig i stolen,
fordi Hermione netop nu vendte tilbage til køkkenet. ”Og hvad, i Merlins mest forvaskede
underhyleres navn, var det med dig?” spurgte han.

”Jeg kom i tanke om det her,” pustede Hermione.
Hun kom bærende på et stort, indrammet billede, som hun nu stillede fra sig på gulvet
for at tage sin perlebesatte håndtaske fra anretterbordet. Hun åbnede den og begyndte at
proppe bille det ned på trods af det tilsyneladende absurde i forehavendet med så lille en
taske og så stor en ramme. Efter få sekunder var billedet forsvundet ned i håndtaskens
dyb, der rummede så mange andre ting.
”Phineas Nigellus,” forklarede Hermione, da hun smed håndtasken tilbage på
anretterbordet med det sædvanlige hult dundrende drøn.
”Hvad?” udbrød Ron, men Harry forstod det godt. Den malede afbildning af Phineas
Nigellus Black plejede at strejfe mellem sine portrætter i henholdsvis huset på Grumsted
Plads o g Hogwarts’ Rektorkontor i det cirkulære tårnværelse, hvor Snape utvivlsomt nu
sad og triumferede over at være i besiddelse af Dumbledores samling af sindrige magiske
sølvinstrumenter, Mindekarret, Fordelingshatten og, medmindre det var blevet flyttet,
Gry ffindors sværd.
”Snape kunne måske finde på at sende Phineas Nigellus til at spionere her i huset,”
sagde Hermione til Ron, idet hun satte sig ned ved bordet. ”Men lad ham bare prøve nu,
for Phineas Nigellus vil ikke kunne se andet end indersiden af min h åndtaske.”
”Godt tænkt!” sagde Ron og så imponeret ud.
”Tak,” sagde Hermione smilende og trak sin suppe nærmere til sig. ”Nå, Harry, hvad
skete der ellers i dag?”
”Ingenting,” sagde Harry. ”Jeg holdt øje med Ministeriets indgang i syv timer. Hun viste
sig ikke. Men jeg så din far, Ron. Han så ud til at have det udmærket.”
Ron nikkede glad ved den nyhed. De var enige om, at det var for farligt at kontakte hr.
Weasley, når han gik til og fra Ministeriet, for han var altid omgivet af andre ansatte
derfra. Men det var ikke desto mindre betryggende at se ham nu og da, også selvom han så
lidt stresset og urolig ud.
”Far har sagt, at de fleste ansatte i Ministeriet benytter Susenetværket, når de skal på
arbejde,” sagde Ron. ”Det er derfor, vi ikke har set Nid kjær; hun kunne aldrig finde på at
gå – hun synes, hun er alt for betydningsfuld.”
”Og hvad med den pudsige gamle heks og den lille troldmand i marineblå gevandter?”
spurgte Hermione.
”Nå, ja, fyren fra Magisk Viceværtsservice,” sagde Ron.
”Hvordan ved du, at han arbejder i Magisk Viceværtsservice?” spurgte Hermione og
holdt sin suppeske stille i luften.
”Far siger, at alle i Magisk Viceværtsservice har marineblå gevandter.”
”Det har du da aldrig fortalt os!”
Hermione lagde sin ske fra sig og trak bun dtet af notater, som hun og Ron havde
studeret, hen til sig.
”Der står intet her om marineblå kapper!” sagde hun, mens hun bladrede febrilsk
gennem arkene.
”Er det virkelig så vigtigt?”
”Ron, alt er vigtigt! Hvis vi skal ind i Ministeriet uden at blive opdaget, nu hvor de
stensikkert holder særligt øje med ubudne gæster, er hver eneste lille detalje vigtig! Vi har
været igennem så mange gange. Jeg mener, hvad skal det nytte med al vores overvågning,
hvis du ikke gider fortælle os …”
”Du fredsens, Hermio ne, jeg glemmer en enkelt lille detalje …”
”Det er vel gået op for dig, at der nok ikke findes noget farligere sted for os lige nu end
netop Ministeriet for …”
”Jeg synes, at vi skal gøre det i morgen,” sagde Harry.

Hermione stivnede med åben mund; Ron fik suppen galt i halsen.
”I morgen?” gentog Hermione. ”Det mener du ikke, Harry?”
”Jo, jeg gør,” sagde Harry. ”Jeg tror ikke, at vi kan blive bedre forberedt, end vi er nu,
om vi så lusker rundt ved Ministeriets indgang i en hel måned længere. Jo mere v i
udskyder det, jo længere væk kan vi komme fra medaljonen. Der er allerede stor
sandsynlighed for, at Nidkjær har smidt den ud; den kan jo ikke åbnes.”
”Medmindre,” sagde Ron, ”hun har fundet en måde at åbne den på og nu er blevet
besat.”
”Det vil ikke gøre den store forskel på hende, hun var jo allerede ond,” sagde Harry med
et skuldertræk.
Hermione bed sig tankefuldt i læben.
”Vi ved alt, hvad der er vigtigt,” fortsatte Harry, henvendt til Hermione. ”Vi ved, at de
har blokeret al Spektral Transferens ind og ud af Ministeriet. Vi ved, at kun de overordnede
ansatte har lov til at koble deres hjem på Susenetværket, fordi Ron hørte de der to
Unævnelige tale om det. Og vi ved nogenlunde, hvor Nidkjærs kontor ligger, fordi du hørte
ham den skæggede fyr lade en bemærkning falde om det til sin kammerat …”
”Jeg skal op til Niveau et, Dolora vil tale med mig,” citerede Hermione omgående.
”Præcis,” sagde Harry. ”Og vi ved, at man kommer ind ved at bruge de der underlige
mønter eller poletter, eller hvad det nu er, for jeg så en heks låne en af sin ven …”
”Men vi har jo ikke sådan en mønt!”
”Hvis alt går efter planen, får vi det,” fortsatte Harry roligt.
”Jeg ved ikke rigtigt, Harry … der er frygteligt mange ting, der kan gå galt, så meget
afhænger af tilfældi gheder …”
”Det vil der alligevel være, selvom vi bruger tre måneder mere på at forberede os,” sagde
Harry. ”Tiden er inde til handling.”
Han kunne se på Ron og Hermiones ansigter, at de var bange; han var heller ikke helt så
kæphøj selv, men alligevel var han sikker på, at tiden var inde til at sætte deres plan i værk.
De havde tilbragt de foregående uger med at skiftes til at trække usynlighedskappen
over hovedet og spionere ved Ministeriets hovedindgang, som Ron, takket være hr.
Weasley, havde kendt lige siden sin barndom. De havde skygget de Ministerieansatte på
vej ind, lyttet til deres samtaler og ved omhyggelige observationer fundet ud af, hvem de
kunne være sikre på ville ankomme punktligt hver dag, alene. Af og til havde de endda haft
held til a t snuppe en Profettidende fora en eller andens mappe. Stille og roligt havde de
således fået opbygget deres samling af noter og kort, som nu lå stablet foran Hermione.
”Godt,” sagde Ron langsomt, ”hvis vi nu siger, at vi gør det i morgen … så tror jeg kun , at
det skal være mig og Harry.”
”Nu begynder du ikke på det igen,” sukkede Hermione. ”Jeg troede, at vi var færdige
med den diskussion.”
”Det er én ting at luske rundt ved hovedindgangen under usynlighedskappen, men det
her er noget andet, Hermione.” R on prikkede med en finger på en ti dage gammel
Profettidende. ”Du er på listen over Mugglerfødte, der ikke mødte op til forhør!”
”Og du skal forestille at ligge syg med spattergroit i Vindelhuset! Og hvis der er nogen,
der ikke burde sig derind, er det Ha rry, for han har en dusør på tusind galleoner hængende
over hovedet …”
”Fint, så bliver jeg bare her,” sagde Harry. ”Giver I lige besked, hvis I nogensinde får
overvundet Voldemort?”
Og mens Ron og Hermione lo, skød en smertekile gennem arret på Harrys p ande. Hans
hånd fløj op til det; han så Hermione rynke brynene og skyndte sig at lade, som om han
bare ville stryge håret væk fra øjnene.

”Hvis vi alle tre skal af sted, må vi spektraltansferere os hver for sig,” sagde Ron. ”Vi kan
ikke være samlet under usynlighedskappen længere.”
Det gjorde mere og mere ondt i Harrys ar. Han rejste sig op. Kræ kom omgående hen til
ham.
”Hr. Potter har ikke spist sin suppe, vil hr. Potter foretrække krydderstegen eller
sirupstærten, som hr. Potter holder så meget af?”
”Tak, Kræ, jeg er tilbage om lidt – øh – skal lige på toilettet.”
Harry vidste godt, at Hermione så mistroisk efter ham, da han gik op ad trappen til
hallen. Han gik roligt videre op til første sal, men derefter styrtede han hen til
badeværelset, hvor han låste døren efter sig ligesom sidst. Stønnende af smerte lod han sig
dumpe ned på kanten af det sorte badekar med vandhanen formet som en slange med
åbent gab. Han lukkede øjnene …
Han svævede i tusmørket langs en gade. Bygningerne på hver side af ham ha vde høje
gavle af bindingsværk; de lignede honningkagehuse.
Han nærmede sig et af dem, så fik han øje på sin hvide, langfingrede hånd, der hævede
sig mod døren. Han bankede på. Han følte en stigende spænding …
Døren blev åbnet; der stod en leende kvinde. Hendes ansigt forandrede sig, da hun så
ind i Harrys ansigt, munterheden var væk og erstattet af rædsel …
”Gregorovitch?” sagde han med skinger, kold stemme.
Hun rystede på hovedet og prøvede at lukke døren. Hans hvide hånd holdt den åben og
forhindrede hende i at smække ham ude …
”Jeg vil se Gregorovitch.”
”Er wohnt hier nicht mehr!” råbte hun og rystede på hovedet. ”Han ikke bo her! Han
ikke bo her! Jeg ikke kende ham!”
Hun havde opgivet at lukke døren og bakkede ned gennem den mørke gang, og Harry
fulgte svævende efter hende, hans langfingrede hånd havde trukket tryllestaven.
”Hvor er han?”
”Das weiss ich nicht! Han flytte! Jeg ved ikke, jeg ved ikke!”
Han hævede tryllestaven. Hun skreg. To små børn kom løbende ud i gangen. Hun
prøvede at skærme dem med sine arme. Der kom et grønt lysglimt …
”Harry! HARRY!”
Han åbnede øjnene; han var sunket ned på gulvet. Hermione hamrede igen på døren.
”Harry, luk op!”
Han havde råbt, det vidste han. Han rejste sig og låste døren op; Hermione kom
snublende in d, genvandt balancen og så sig mistroisk omkring. Ron var lige bag hende og
så opskræmt ud, idet han pegede sin tryllestav rundt mod det kølige rums hjørner.
”Hvad lavede du?” spurgte Hermione strengt.
”Hvad tror du selv, jeg lavede?” spurgte Harry med ikke helt overbevisende frækhed.
”Du brølede som besat!” sagde Ron.
”Nå, ja … jeg må være faldet i søvn, eller …”
”Harry, lad nu være med at behandle os som idioter,” sagde Hermione og trak vejret
dybt. ”Vi ved, at det gjorde ondt i dit ar. Du er ligble g.”
Harry satte sig på kanten af badekarret.
”Fint, jeg har lige set Voldemort myrde en kvinde. På nuværende tidspunkt har han
sikkert også myrdet hele hendes familie. Det var helt unødvendigt. Det var ligesom med
Cedric, de var der bare …”
”Harry, du m å jo ikke lade det her ske mere!” råbte Hermione så højt, at hendes stemme
gav genlyd i badeværelset. ”Dumbledore ville have dig til at bruge Okklumensi! Han mente,

at forbindelsen var farlig – Voldemort kan udnytte den, Harry! Hvad skal det nytte at se
ha m dræbe og tortere, hvorfor skulle det hjælpe?”
”Fordi det betyder, at jeg ved, hvad han laver,” sagde Harry.
”Du vil altså ikke engang prøve at lukke ham ude?”
”Hermione, jeg kan ikke. Du ved, hvor dårlig jeg er til Okklumensi, jeg har aldrig rigtig
fået styr på det.”
”Du har aldrig rigtig prøvet!” sagde hun hidsigt. ”Jeg fatter det ikke, Harry – kan du
ligefrem lide denne særlige forbindelse, dette forhold til ham, eller hvad – hvad det end …”
Hun blev tavs under det blik, han sendte hende, idet han rejste sig.
”Lide det?” sagde han stille. ”Ville du kunne lide det?”
”Nej – jeg – undskyld, Harry, jeg mente det ikke …”
”Jeg hader det, jeg hader tanken om, at han kan trænge ind i mit sind, og at jeg er nødt
til at se ham, når han er mest farlig. Men jeg har tænkt mig at udnytte det.”
”Dumbledore …”
”Glem Dumbledore. Valget er mit og ingen andens. Jeg vil vide, hvorfor han er efter
Gregorovitch.”
”Hvem?”
”Han er en udenlandsk tryllestavsmager,” sagde Harry. ”Han lavede Krums tryllestav,
og Krum men er, han er fremragende.”
”Men ifølge dig selv,” sagde Ron, ”holder Voldemort Ollivander indespærret et eller
andet sted. Hvis han allerede har en tryllestavsmager, hvad skal han så bruge endnu én
til?”
”Måske er han enig med Krum, måske synes han, at Gre gorovitch er bedre … eller han
tror måske, at Gregorovitch kan forklare ham, hvad min tryllestav gjorde, da han jagtede
mig, for Ollivander vidste det ikke.”
Harry kastede et blik ind i det revnede, støvede spejl og så Ron og Hermione veksle
skeptiske bli kke bag hans ryg.
”Harry, du taler hele tiden om, hvad din tryllestav gjorde,” sagde Hermione, ”men du fik
det til at ske. Hvorfor er du så opsat på ikke at tage ansvaret for dine egne kræfter?”
De stirrede vredt på hinanden: Harry vidste, at han ikke ha vde overbevist Hermione, og
at hun havde et arsenal af modargumenter mod hans teori om sin tryllestav og grunden til,
at han tillod sig selv at se ind i Voldemorts sind. Til hans lettelse brød Ron ind.
”Drop det,” rådede han hende. ”Det er op til ham. Og hvis vi skal ind i Ministeriet i
morgen, tror du så ikke, vi bør gennemgå planen?”
Tydeligvis modvilligt lod Hermione sagen hvile, selvom Harry var sikker på, at hun ville
gå løs på ham igen ved først givne lejlighed. I mellemtiden vendte de tilbage til k økkenet i
kælderen, hvor Kræ serverede steg og sirupstærte for dem.
De gik først sent i seng den aften, efter at de havde tilbragt timer med igen og igen at
repetere planen, indtil de kunne den udenad. Harry, der nu sov i Sirius’ værelse, lå i sengen
og h oldt sin lysende tryllestav op mod det gamle fotografi af sin far, Sirius, Lupus og
Pettigrew, mens han mumlende gentog planens punkter for sig selv i endnu ti minutter. Da
han slukkede sin tryllestav, drejede hans tanker sig dog ikke om Polyjuice -eliksir,
Brækpastiller eller de marineblå gevandter fra Magisk Viceværtsservice; han tænkte på
tryllestavsmageren Gregorovitch og på, hvor længe han kunne håbe på at holde sig skjult,
når Voldemort ledte så målbevidst efter ham.
Daggryet kom ræsende i hælene på m idnatsslaget, eller sådan føltes det.
”Du ser forfærdelig ud,” hilste Ron, da han kom ind i værelset for at vække Harry.
”Det skal jeg snart få ændret på,” gab Harry.

De fandt Hermione nedenunder i køkkenet, hvor Kræ var i færd med at servere kaffe og
varme rundstykker for hende; hun havde det lettere maniske ansigtsudtryk, som Harry
forbandt med eksamenslæsning.
”Gevandter,” hviskede hun til sig selv, mens hun hilste dem med et nervøst nik og
fortsatte med at rode i sin perletaske. ”Polyjuice -eliksir … usynlighedskappe … Aflednings -
detonatorer … I må hellere tage et par stykker for en sikkerheds skyld … Brækpastiller,
Næseblodsnougat, Forlængelige Ører …”
De slugte deres morgenmad for derefter at begive sig ovenpå; Kræ bukkede og lovede
dem at have fa rsbrød parat, når de vendte tilbage.
”Det kære væsen,” sagde Ron hengivent, ”tænk, at jeg engang fantaserede om at skære
knoppen af ham og hænge den op på væggen.”
Det gik meget forsigtigt udenfor til fortrappen; de kunne se et par søvndrukne
Dødsgardist er holde øje med huset fra den anden side af den disede plads. Hermione
transfererede sig væk med Ron først og kom så tilbage efter Harry.
Efter den sædvanlige kortvarige oplevelse af mørke og nær kvælning, befandt Harry sig i
den smalle gyde, hvor den fø rste fase af deres plan skulle finde sted. Lige nu var her ganske
øde bortset fra et par store skraldepande. De først anstigende ansatte i Ministeriet ville
ikke vise sig før tidligst klokken otte.
”Godt,” sagde Hermione og så på sit armbåndsur. ”Hun burd e være her om cirka fem
minutter. Efter at jeg har kastet en lammer mod hende …”
”Vi ved det godt, Hermione,” sagde Ron strengt. ”Og jeg troede, at vi skulle åbne døren,
før hun kommer?”
Hermione hvinede.
”Det havde jeg nær glemt! Træd tilbage …”
Hun r ettede sin tryllestav mod den graffitidækkede svære branddørs hængelås bag dem,
hvorefter den sprang op med et brag. Den mørke korridor indenfor førte, som de vidste fra
deres omhyggelige rekognoscering, ind til et tomt teater. Hermione skubbede døren på
klem, så det så ud, som om den var lukket.
”Og nu,” sagde hun og vendte sig mod de to andre, ”tager vi usynlighedskappen på igen
…”
”… og så venter vi,” sluttede Ron og kastede kappen over Hermiones hoved som et klæde
over et undulatbur, mens han sendte H arry et himmelvendt blik.
Et minuts tid senere lød der et svagt plop , og en lille Ministeriel heks med viltert gråt
hår dukkede frem lige ved siden af dem og missede i det stærke lys; solen var netop dukket
frem bag en sky, men hun fik dårligt tid til at nyde den uventede varme, for Hermiones
lydløse Lammer ramte hende nu i brystet, så hun trimlede omkuld.
”Nydeligt, Hermione,” sagde Ron, og kom frem fra sit skjul bag skraldespanden henne
ved teatrets branddør, mens Harry tog usynlighedskappen af. Ved fæl les hjælp bar de den
lille heks ind i den mørke gang, der ledte om bag scenen. Hermione plukkede et par hår fra
heksens hoved og puttede dem i flasken med mudret Polyjuice -eliksir, hun havde fisket
frem fra perletasken. Ron gennemsøgte den lille heks’ hånd taske.
”Det er Mafalda Hopkirk,” sagde han og læste det lille kort, der identificerede deres offer
som assistent i Kontoret for Uautoriseret brug af Magi. ”Du må hellere få det, Hermione,
og her er poletterne.”
Han gav hende adskillige gyldne mønter, all e præget med bogstaverne M.F.M., som han
havde fundet i heksens pung.
Hermione drak Polyjuice -eliksiren, der havde fået en dejlig lille farve, og sekunder
senere stod hun foran dem som Mafalda Hopkirks dobbeltgænger. Harry tjekkede klokken
på sit armbånds ur, mens hun snuppede Mafalda Hopkirks briller og tog dem på.

”Tiden løber fra os; hr. Magisk Viceværtsservice er på trapperne.”
De skyndte sig at lukke døren for den ægte Mafalda; Harry og Ron kastede
usynlighedskappen over sig, men Hermione blev ståend e fuldt synlig og ventede. Sekunder
senere lød der endnu et plop , og en lille spidsfjæset troldmand dukkede op af den blå luft.
”Åh, halløj, Mafalda.”
”Halløj,” sagde Hermione med en sprød stemme. ”Hvordan har du det i dag?”
”Faktisk ikke så godt,” svar ede den lille troldmand, der så aldeles modfalden ud.
Da Hermione og troldmanden styrede ud mod hovedgaden, listede Harry og Ron i
hælene på dem.
”Jeg er ked af at høre, at du ikke er på toppen,” sagde Hermione og overdøvede
troldmandens forsøg på at for klare sine problemer; det var vigtigt at forhindre ham i at nå
ud på åben gade. ”Her, tag en pastil.”
”Hva’? åh, ellers tak …”
”Jeg insisterer,” sagde Hermione anmassende og rystede posen med pastiller op i
hovedet på ham. Helt forskrækket tog den lille troldmand en.
Virkningen var øjeblikkelig. I det samme pastillen rørte hans tunge, begyndte den lille
troldmand at kaste op og det så voldsomt, at han ikke engang bemærkede, at Hermione
flåede en håndfuld hår af ham.
”Åh, men du godeste,” sagde hun, da h an oversplattede gyden med bræk. ”Måske burde
du hellere holde fri i dag!”
”Nej – nej!” sagde han halvkvalt rallende og prøvede at fortsætte med at gå, selvom han
slingrede voldsomt. ”Jeg – må – i dag – må komme …”
”Men det er jo helt tosset!” sagde Herm ione uroligt. ”Du kan ikke gå på arbejde i den
tilstand – jeg tror hellere, at du må tage til Skt. Mungos og få dem til at hjælpe dig!”
Troldmanden faldt harkende sammen og lå nu på alle fire, mens han prøvede at kravle
hen mod hovedgaden.
”Du kan ganske enkelt ikke arbejde i den tilstand!” råbte Hermione.
Til sidst erkendte han fornuften i hendes ord. Han klamrede sig til Hermione og
nærmest klatrede op ad hende for at komme på benene, hvorfor han snurrede rundt på
stedet og forsvandt, idet han kun efte rlod nogle flyvende klumper af bræk og den taske,
som Ron havde snuppet ud af hånden på ham, da han tog af sted.
”Urgh,” sagde Hermione og løftede op i gevandterne, så de ikke slæbte i søerne af bræk.
”Det havde været meget mere renligt bare at give ham e n Lammer.”
”Det er muligt,” sagde Ron, ”men jeg tror alligevel, at en hel bunke af bevidstløse
skikkelser ville have tiltrukket sig mere opmærksomhed. Han var godt nok ivrig efter at
komme på arbejde, hva’? Stik mig lige håret og eliksiren.”
I løbet af t o minutter stod Ron foran dem, lige så lille og spidsfjæset som den syge
troldmand, iført de marineblå gevandter, der havde ligget foldet sammen i hans taske.
”Sært, at han ikke havde dem på i dag, når han nu var så opsat på at komme på arbejde?
Nå, men j eg er Reg Cattermole, kan jeg se på mærket i ryggen.”
”Nu venter du bare her,” sagde Hermione til Harry, der stadig stod under
usynlighedskappen, ”så skal vi nok skaffe dig nogle hår.”
Han måtte vente i ti minutter, men det virkede som meget længere tid at skulle luske
rundt alene i den brækstænkede gyde foran døren, der skjulte den Lammede Mafalda.
Endelig kom Ron og Hermione tilbage.
”Vi ved ikke, hvem han er,” sagde Hermione og rakte Harry en tot krøllet sort hår, ”men
han er taget hjem med en frygtel ig omgang næseblod! Her, han er ret høj, så du må have
større gevandter …”

Hun fremdrog nogle gamle gevandter, Kræ havde vasket for dem, og Harry trak sig
tilbage for at drikke eliksiren og skifte tøj.
Da den pinefulde transformation havde fundet sted, v ar han over seks fod høj og, så vidt
han kunne se på sine muskuløse arme, kraftigt bygget. Han havde også fuldskæg. Efter at
have stukket usynlighedskappen og sine briller ind under sine nye gevandter sluttede han
sig til de to andre.
”Du fredsens, det er direkte skræmmende,” sagde Ron og så op på Harry, der nu tårnede
sig op over ham.
”Tag en af Mafaldas poletter,” sagde Hermione til Harry, ”og lad os gå, den er næsten
ni.”
De trådte ud af gyden sammen. Halvtreds meter længere nede ad det myldrende fort ov
var der to trappenedgange kantet med sort, pigget rækværk. Over den ene trappe stod der
Herre og over den anden, Damer .
”Så ses vi om et øjeblik,” sagde Hermione nervøst og stavrede ned ad trappen til
damerne. Harry og Ron sluttede sig til en flok besy nderlig klædte mænd, der steg ned til
noget, der lignede almindelige underjordiske toiletfaciliteter med beskidte hvide og sorte
fliser.
”G’morgen Reg,” råbte en troldmand, der også var iført marineblå gevandter, og lukkede
sig ind i en bås ved at putte s in gyldne mønt i den dertil indrettede sprække. ”Spilleme
noget værre mosleri, hva’? Tvinge os alle til at gå på arbejde sådan! Hvem tror de mon vil
dukke op? Harry Potter?”
Troldmanden lo larmende over sin vits. Ron klukkede tvungent.
”Jah,” sagde han. ”Dumt, ikke?”
Så gik han og Harry ind i de tilstødende båse.
Både til venstre og højre blev der skyllet ud. Han knælede ned og kiggede under
sprækken, lige i tiden til at se et par støvleklædte fødder træde ind i toiletbåsen ved siden
af. Han kiggede til venstre og så Rons ansigt.
”Skal vi skylle os selv ind?” hviskede han.
”Det lader til det,” hviskede Harry tilbage; hans stemme lød dyb og ru.
De rejste sig begge op. Harry følte sig fuldstændig idiotisk, da han besværligt trådte op i
toiletkummen.
Han vidste med det samme, at han havde gjort det rigtige: Selvom han stod i vand til
anklerne, forblev hans sko, fødder og kappekant helt tørre. Han rakte op og trak i snoren. I
næste sekund susede han ned ad en kort sliske og trådte ud af en kamin og ind i Ministeriet
for Magi.
Han rejste sig klodset op, hans korpus fyldte en del mere, end han var vant til. Den store
atriumsal virkede mørkere, end Harry huskede den. Tidligere havde et gyldent springvand
prydet midten af salen og kastet spillende lysplette r over det bonede trægulv. Nu blev
stedet domineret af en gigantisk statue i sort sten. Det var en temmelig skræmmende
skulptur af en heks og en troldmand, siddende på hver sin overdådigt ornamenterede
trone, hvorfra de så ned på Ministeriets ansatte, der kom tumlende ud af kaminerne
nedenfor. Skulpturens sokkel havde ordene MAGI ER MAGT indgraveret med høje
bogstaver.
Harry mærkede et tungt stød mod sine haser, endnu en troldmand var kommet flyvende
ud af kaminen bag ham.
”Af banen, kan du ikke – åh, om forladelse, Runcorn!”
Tydeligt nervøs hastede den halvskaldede troldmand væk. Runcorn, som Harry skulle
forestille, var åbenbart en skræmmende herre.

”Psst!” lød en stemme, og da han vendte sig om, vinkede en tjavset lille heks og en
spidsfjæset troldman d fra Magisk Viceværtsservice til ham henne fra statuen. Harry
skyndte sig at gå hen til dem.
”Så kom du altså sikkert indenfor?” hviskede Hermione til Harry.
”Nej, han sidder fast i lokummet,” sagde Ron.
”Åh, meget morsomt … den er grufuld, synes du ik ke,” sagde hun til Harry, der stirrede
op på statuen. ”Har du set, hvad de sidder på?”
Harry så nærmere efter, og det gik op for ham, at det han havde troet var dekorativt
ornamenterede troner, i virkeligheden var dynger af udskårne menneskeskikkelser;
hu ndredvis af nøgne kroppe, mænd, kvinder og børn, alle med tåbelige, grimme ansigter,
trykket sammen for at bære vægten af de smukt klædte troldmænd.
”Mugglere,” hviskede Hermione. ”På deres rette plads. Kom, lad os komme videre.”
De sluttede sig til strø mmen af hekse og troldmænd, der bevægede sig mod den gyldne
port i den ene ende af salen, mens de opmærksomt så sig omkring, men der var intet glimt
af Dolora Nidkjærs karakteristiske skikkelse. De gik gennem porten og ind i en mindre sal,
hvor køerne saml ede sig foran tyve gyldne elevatorgitre. De havde lige stillet sig hen i den
ene kø, da en stemme sagde: ”Cattermole!”
De vendte sig om: Harrys mave slog en kolbøtte. En af Dødsgardisterne, der havde
overværet Dumbledores død, kom marcherende mod dem. De Ministerieansatte omkring
dem blev omgående stille og slog blikkene ned. Harry kunne mærke frygten brede sig
iblandt dem. Mandens skulende, dyriske ansigt stod i skærende kontrast til hans udsøgte,
bølgende gevandter med guldbroderier. Et sted i mylderet o mkring elevatorerne var der
nogen, der slesk råbte: ”G’morgen Yaxley!” Yaxley ignorerede dem.
”Jeg har anmodet om, at nogen fra Magisk Viceværtsservice kommer og gør noget ved
mit kontor, Cattermole. Det regner stadig derinde.”
Ron så sig omkring, som om han håbede, at nogen ville sige noget, men ingen reagerede.
”Regner … på dit kontor? Det – det var da ikke så godt!”
Ron lo nervøst. Yaxley spilede øjnene op.
”Synes du, det er morsomt, Cattermole, gør du?”
Et par hekse trådte ud af elevatorkøen og sk yndte sig væk.
”Nej,” sagde Ron. ”Selvfølgelig gør jeg ikke …”
”Du er godt klar over, at jeg er på vej nedenunder for at forhøre din kone, er du ikke,
Cattermole? Det overrasker mig faktisk at du ikke er dernede og holde hende i hånden,
mens hun venter. Har du allerede droppet hende? Sikkert et klogt træk. Sørg for at gifte dig
med en fuldblodsheks næste gang.”
Hermione havde udstødt et lille hvin af gru. Yaxley så på hende. Hun hostede svagt og
vendte sig væk.
”Jeg – jeg …” stammede Ron.
”Men hvis det var min kone, der blev beskyldt for at være en Mudderblod,” sagde
Yaxley, ” -ikke at nogen kvinde, jeg kunne finde på at gifte mig med, ville være at forveksle
med den slags skidt – og chefen for Afdelingen for Magiske Efterretninger havde bedt om
at få e n opgave udført, ville jeg prioritere den opgave højt, Cattermole. Forstår du mig?”
”Ja,” hviskede Ron.
”Så se at få det gjort, Cattermole, og hvis mit kontor ikke er fuldstændig tørt inden for
den næste time, vil din kones Blodstatus blive draget endnu mere i tvivl, end den allerede
er nu.”
Det gyldne gitter foran dem skød raslende til side. Med et nik og et ubehageligt smil til
Harry, der åbenbart blev forventet at bifalde denne behandling af Cattermole, skred Yaxley
af sted mod en anden elevator. Harr y, Ron og Hermione trådte ind i deres, men ingen

fulgte med dem. Det var, som om de var smittefarlige. Gitteret lukkede med en raslen, og
elevatoren bevægede sig opad.
”Hvad skal jeg dog gøre?” spurgte Ron hurtigt de to andre; han så lamslået ud. ”Hvis je g
ikke dukker op, vil min kone – jeg mener, Cattermoles kone …”
”Vi følger med dig, vi bør holde sammen …” begyndte Harry, men Ron rystede febrilsk
på hovedet.
”Det er åndssvagt, vi har ikke så meget tid. I to finder Nidkjær, mens jeg smutter hen og
ordner Yaxleys kontor – men hvordan får jeg det til at holde op med at regne?”
”Prøv med Finite Incantatem,” sagde Hermione hurtigt. ”Det burde standse regnen, hvis
det er en forhekselse eller en forbandelse; hvis det ikke virker, er det, fordi der er ops tået
bøvl med en Atmosfærisk fortryllelse, og det er langt sværere at ordne, så derfor må du ty
til en midlertidig løsning og prøve Impervius for at beskytte hans ting …”
”Sig det lige igen, langsomt …” sagde Ron og rodede desperat efter en fjerpen i sine
lommer, samtidig med, at elevatoren skrumplede til standsning. En upersonlig
kvindestemme sagde: ”Niveau Fire, Afdelingen for Overvågning af Magiske Væsner,
herunder Divisionerne for Dyr, Skabninger og Ånder; Kontoret for Nissesamarbejde og
Bureauet for I nformation om Skadedyrsudryddelse.” Gitteret gled igen til side, et par
troldmænd steg ind, og en flok blegviolette papirflyvere kom svævende og gav sig til at
flagre rundt oppe ved elevatorkabinens lampe.
”G’morgen, Albert,” sagde en mand med buskede bak kenbarter og smilede til Harry.
Han kastede et blik på Ron og Hermione, da elevatoren knagende bevægede sig videre op.
Troldmanden lænede sig mod Harry med et snu smil og mumlede: ”Dirk Cresswell, hva’?
Fra Nissesamarbejde? Smuk manøvre, Albert. Jeg er ret sikker på, at jeg får hans job nu!”
Han blinkede. Harry smilede til ham i håb om, at det ville være nok. Elevatoren
standsede, og gitteret gled til side.
”Niveau To, Afdelingen for Magiske Efterretninger, herunder Kontoret for Uautoriseret
brug af Magi; Aurorhovedkvarteret og Administrationskontoret for Højmagiratet,” sagde
den upersonlige heksestemme.
Harry så Hermione give Ron et lille puf, og så skyndte han sig ud af elevatoren, fulgt af
de andre troldmænd. Det efterlod Harry og Hermione alene. Så sn art den gyldne dør havde
lukket sig, sagde Hermione meget hurtigt: ”Faktisk, Harry, tror jeg hellere, jeg må gå efter
ham, for han ved vist ikke, hvad han laver, og hvis han bliver fanget, er det hele …”
”Niveau Et, ministeren for magi og hans sekretariat .”
Det gyldne gitter gled atter til side, og Hermione gispede. Der stod fire personer foran
dem: To af dem var i dyb samtale; en langhåret troldmand i fantastiske sortgyldne
gevandter og en lavstammet tudselignende heks med fløjlssløjfe i sit korte hår og en
skriveplade med papirklemme trykket mod brystet.

Kapitel 13 -Kommissionen til Registrering af Mugglerfødte
”Åh, Mafalda!” sagde Nidkjær og så på Hermione. ”Så sendte Travers altså bud efter dig?”
”J -ja,” peb Hermione.
”Godt, vi får brug for din hj ælp.” Nidkjær vendte sig mod troldmanden i sort og guld.
”Så er det problem løst, minister. Hvis vi må bruge Mafalda til at hjælpe med
protokolføring, kan vi begynde med det samme.” Hun kiggede på sine papirer. ”Ti personer
i dag, og en af dem er endda gif t med en Ministerielt ansat! Tsk, tsk … selv her i
Ministeriets hjerte!” Hun trådte ind i elevatoren ved siden af Hermione, og ligeså gjorde de
to troldmænd, der havde lyttet til Nidkjærs samtale med ministeren. ”Vi tager direkte
derned, Mafalda, du vil fi nde alt, hvad du skal bruge, i retssalen. Godmorgen, Albert, skal
du ud her?”
”Ja, selvfølgelig,” sagde Harry med Runcorns dybe stemme.
Harry trådte ud af elevatoren. Det gyldne gitter lukkede sig bag ham. Da han kastede et
blik tilbage, så han Hermiones urolige ansigt dale med elevatoren; hun stod med en høj
troldmand på hver side og Nidkjærs fløjlssløjfe i niveau med sin skulder.
”Hvad bringer dig herop, Runcorn?” spurgte den nye minister for magi. Hans lange
sorte hår og skæg havde sølvgrå stænk, og h ans kuplede, fremtrædende pande
overskyggede hans koldt skinnende øjne. Harry kom til at tænke på en krabbe, der kiggede
ud fra sit skjul under et klippefremspring.
”Jeg ville veksle et ord med,” Harry tøvede i brøkdelen af et sekund. ”Arthur Weasley.
En eller anden fortalte mig, at han var oppe på Niveau Et.”
”Aha,” sagde Pius Thicknesse. ”Er han blevet grebet i at have kontakt med en Uønsket?”
”Nej,” sagde Harry, der var helt tør i halsen. ”Nej, ikke noget i den retning.”
”Javel, men det er kun et spø rgsmål om tid,” sagde Thicknesse, ”hvis du spørger mig, er
blodforrædere lige så slemme som Mudderblod. Jeg ønsker dig en god dag, Runcorn.”
”I lige måde, minister.”
Harry så Thicknesse marchere ned ad den tæppebelagte gang. I samme øjeblik
ministeren va r ude af syne, stak han hånden ind under sin tunge sorte kappe og fandt
usynlighedskappen, kastede den over sig, og begyndte at gå i den modsatte retning.
Runcorn var så høj, at Harry var nødt til at gå krumrygget for at være sikker på, at hans
store fødde r forblev skjult.
Han kunne mærke panikken ulme i sin mave. Idet han passerede den ene blankpolerede
mahognidør efter den anden, hver med et lille messingskilt med kontorindehaverens navn
og stilling indgraveret, lod han sig uvilkårligt overvælde af Minis teriets magt, kompleksitet
og uigennemtrængelighed, og den plan, han så omhyggeligt havde udtænkt med Ron og
Hermione i løbet af de sidste fire uger, forekom ham pludselig latterlig barnlig. De havde
udelukkende koncentreret sig om at trænge ind uden at bl ive opdaget; de havde
overhovedet ikke tænkt på, hvad de skulle gøre, hvis de blev tvunget til at dele sig. Nu sad
Hermione fast i en retshandling, der utvivlsomt ville vare mange timer, mens Ron
kæmpede med at udføre magi, der sandsynligvis overgik hans e vner, for at sikre en kvinde,
hvis frihed nok afgang af hans indsats. Og han, Harry, vandrede rundt her på øverste etage,
selvom han udmærket vidste, at hans bytte lige var kørt ned med elevatoren.
Han standsede og lænede sig mod væggen, mens han prøvede at finde ud af, hvad han
skulle gøre. Stilheden var trykkende; her var hverken mylder, småsnakken eller lyden af
travle skridt. Gangene med de violette tæpper var så tyste, som var der kastet en
Muffliatobesværgelse over dem.
Hendes kontor må være heroppe, tænkte Harry.
Det forekom usandsynligt, at Nidkjær ville opbevare sine smykker på sit kontor, men på
den anden side ville det være dumt ikke at kigge efter for at være sikker. Han fortsatte

derfor hen ad gangen og mødte efter for at være sikker. Han fortsatte derfor hen ad gangen
og mødte kun en panderynkende troldmand, der mumlende dikterede til en fjerpen, som
svævede foran ham skrev på et langt stykke pergament.
Harry læste navnene på dørskiltene, mens han gik. Han drejede om et hjørne, og
hal vvejs nede ad den næste gang stod han pludselig i et stort, åbent rum, hvor et dusin
hekse og troldmænd sad ved rækker af små borde, ikke ulig skolepulte, selvom de dog var
blankpolerede og graffitifri. Harry standsede og betragtede dem, for effekten var g anske
fængslende: Heksene og troldmændene svingede og drejede deres fjerpenne i takt, mens
kvadrater af farvede ark fløj i alle retninger som små pink drager. Efter et øjeblik gik det op
for Harry, at der var en bestemt rytme i det, der foregik, og at alle arkene dannede de
sammen mønstre. Efter at have betragtet sceneriet i nogle sekunder mere, gik det op for
ham, at han overværede produktionen af pjecer, hvor arkene udgjorde de enkelte sider,
som blev magisk samlet, foldet og lagt i pæne bunker ved siden af hver heks eller
troldmand.
Harry listede nærmere; de ansatte var så opslugte af arbejdet, at han tvivlede på, at de
bemærkede hans dæmpede fodtrin på tæppet. Han snuppede en færdig pjece fra en ung
heks’ pult. Han læste den under usynlighedskappen. Den s pink forside var præget med en
titel i guld:
MUDDERBLOD
Og den fare, de udgør for et fredeligt fuldblodssamfund
Under titlen var der et billede af en rose med et sødladent ansigt i centrum af kronbladene,
rosen var ved at blive kvalt af grønt ukrudt me d hugtænder og skulende fjæs. Der var intet
forfatternavn på pjecen, men igen, mens han holdt tryksagen i hænderne, begyndte arrene
på hans håndryg at prikke. Han fik bekræftet sin mistanke, da den unge heks ved siden af
ham, uden at afbryde sine snirkler og sving med fjerpennen, sagde: ”Er der nogen, der ved,
om den gamle troldkælling skal forhøre Mudderblod hele dagen?”
”Pas på!” advarede troldmanden ved siden af hende og kastede et nervøst blik omkring
sig, mens et af hans ark smuttede og faldt på gulve t.
”Hvad, har hun nu også fået magiske ører, ud over øjet?”
Heksen kastede et blik hen på den skinnende mahognidør lige over for pjeceskrivernes
arbejdsplads; Harry fulgte hendes blik, og raseriet rejste sig i ham som en slange. Hvor der
på en normal dør ville have været placeret en dørspion, var der fastgjort et stort, lysende
blåt øje, et øje, der virkede chokerende bekendt for alle, som havde kendt Alastor Dunder.
I brøkdelen af et sekund glemte Harry, hvor han var, og hvad han lavede her; han
glemte endda, at han var usynlig. Han marcherede direkte hen til døren for at se nærmere
på øjet. Det bevægede sig ikke; det stirrede blindt opefter, stivnet. På messingskiltet
nedenunder stod der:
Dolora Nidkjær
Seniorsekretær for ministeren
Derunder, på et an det og lidt stærkere skinnende messingskilt, stod der:
Chef for Kommissionen til Registrering af Mugglerfødte
Harry så tilbage på de mange pjeceskrivere; selvom de var opslugt af deres arbejde, kunne
han ikke gå ud fra, at de ville overse det, hvis døren til det tomme kontor blev åbnet foran

dem. Derfor stak han hånden i sin inderlomme og fandt en besynderlig genstand i form af
et gummibåthorn med små, sparkende ben. Han knælede ned, stadig med
usynlighedskappen over sig, og satte Afdelingsdetonatoren på gulvet.
Den pilede straks af sted og smuttede ind mellem heksene og troldmændenes ben foran
ham. Efter et lille øjeblik, hvor Harry ventede med hånden hvilende på dørgrebet, lød der
et højt brag, og stinkende sort røg vældede frem fra et hjørne. Den unge heks på forreste
række hvinede, og pink art fløj rundt overalt, da hun og hendes kolleger sprang op for at
lede efter kilden til forstyrrelsen. Harry drejede dørgrebet, trådte indenfor i Nidkjærs
kontor og lukkede døren efter sig.
Det var som at foretage en rejse tilbage i tiden. Rummet lignede præcis Nidkjærs kontor
på Hogwarts; blondedraperinger, flakonservietter og tørrede blomster dækkede alle
overflader. Væggene var behængt med de samme pynteplatter med farvestrålende motiver
af besløjfede kattekillin ger, der tumlede sig legesygt og kvalmende nuttet. Der var kastet en
stor, blomstret dug over skrivebordet. På bagsiden af døren, bag Skrækøjes øje, var der
lavet en dørspion, så Nidkjærs kunne udspionere de ansatte uden for døren. Harry kiggede
igennem de n og så, at de alle stod samlet omkring Afledningsdetonatoren. Han flåede
dørspionen ud og trak det magiske øje ind gennem det lille hul. Så stak han øjet i lommen.
Han vendte sig om og kastede et blik ud i kontoret, hævede sin tryllestav og mumlede:
”Acci o medaljon.”
Der skete ingenting, men det havde han heller ikke forventet; Nidkjær kendte uden tvivl
til alle de beskyttelsesbesværgelser, der fandtes. Han skyndte sig derfor hen til hendes
skrivebord og begyndte at åbne skufferne. Der var fjerpenne, note sblokke og tryllotape;
magiske papirclips, der vred sig som orme i skuffen og måtte skubbes tilbage i æskerne; et
pynteligt lille skrin fuldt af ekstra hårsløjfer og hårspænder. Men der var ingen medaljon.
Der stod et kartotekskabinet bag skrivebordet, og Harry begyndte at undersøge det. I
lighed med Filchs kartotek på Hogwarts var det fuldt af mapper med navne på. Først da
Harry nåede til den nederste skuffe, fik han øje på noget, der afbrød hans søgen: hr.
Weasleys journal.
Han trak den ud og åbnede den .
ARTHUR WEASLEY
Blodstatus: Fuldblods, men uacceptabelt Mugglervenlige holdninger. Kendt medlem af
Fønixordenen.
Familie: Hustru (fuldblods), syv børn, to yngste på Hogwarts. NB: Yngste søn hjemme
for tiden, alvorligt syg, hvilket bekræftes af Ministerielle inspektører.
Sikkerhedsstatus: SPORET. Alle bevægelser overvåges. Stor sandsynlighed for, at
Uønsket Nummer Et vil være i kontakt (har boet hos familien Weasley før).
”Uønsket Nummer Et,” mumlede Harry stille, mens han lagde hr. Weasleys jo urnal på
plads og lukkede skuffen. Han havde en anelse om, hvem det kunne være, og ganske
rigtigt, da han rettede sig op og så rundt i kontoret efter andre skjulesteder, fik han øje på
en plakat med sig selv på væggen; den bar påskriften: UØNSKET NUMMER ET trykt hen
over hans bryst. En lille pink huskeseddel med killingemotiv var fastgjort til plakaten.
Harry gik hen og læste, at Nidkjær havde skrevet: ”Skal straffes.”
Mere vred end nogensinde fortsatte han med at gennemsøge alle vaserne og kurvene
med tør rede blomster, men ikke overraskende fandt han ikke medaljonen der. Han kastede
et sidste blik rundt i kontoret, og hans hjerte sprang et slag over. Dumbledore stirrede på

ham fra et lille rektangulært spejl, der var placeret på en reolhylde ved siden af
skrivebordet.
Harry løb derhen og flåede det til sig, men i samme øjeblik han rørte det, gik det op for
ham, at det slet ikke var et spejl. Dumbledore smilede vemodigt fra et blankt bogomslag.
Harry havde overset den krøllede grønne skrift, der løb over ha ns hat: Albus Dumbledores
Liv og Løgne og den lidt mindre tekst, der var trykt over hans bryst: af Rita Rivejern,
bestselllerforfatteren til ’Armando Dippet: Genial eller Godnat.’
Harry åbnede bogen et tilfældigt steg og så et helsides fotografi af to teenagedrenge,
skraldgrinende med armene om hinandens skuldre. Dumbledore, nu med hår ned til midt
på ryggen, havde anlagt et lille dunet fipskæg, der mindede om Krums, som Ron havde
været så irriteret over. Den lydløst skraldgrinende dreng ved siden af Du mbledore havde
noget overstadigt og vildt over sig, og hans hår faldt i skulderlange gyldne lokker. Harry
spekulerede på, om det mon var Doge som ung, men før han nåede at læse underteksten,
blev døren åbnet.
Hvis ikke Thicknesse havde set sig tilbage ove r skulderen, idet han trådte ind, ville
Harry ikke have haft tid til at trække usynlighedskappen over sig. Han havde endda på
fornemmelsen, at Thicknesse fangede et glimt af bevægelsen, for ministeren stod bomstille
et øjeblik og stirrede forundret hen mod det sted, hvor Harry netop var forsvundet af syne.
Ministeren lod dog til at slå sig til tåls med, at det nok bare havde været Dumbledore
forsidebillede, der havde kløet sig på næsen – Harry havde nået at sætte bogen tilbage på
hylden – Harry havde nået a t sætte bogen tilbage på hylden – og gik hen til skrivebordet,
hvor han rettede sin tryllestav mod fjerpennen, der stod klar i blækhuset. Den fløj op og
begyndte at nedkradse en besked til Nidkjær. Meget langsomt, næsten uden at trække
vejret, bakkede Harr y ud af kontoret til det åbne område udenfor.
Pjeceskriverne stod stadig sammenklumpet omkring resterne af Afledningsdetonatoren,
der fortsatte med at trutte svagt og ose en smule. Harry skyndte sig at flygte ned ad
gangen, idet den unge heks sagde: ”Jeg tør vidde på, at den har sneget sig herop fra
Eksperimentelle Besværgelser, de passer slet ikke på dernede – kan I huske den giftige
and?”
Harry overvejede sine muligheder, mens han løb mod elevatoren. Det havde aldrig
forekommet sandsynligt, at medaljone n befandt sig her i Ministeriet, og der var ingen
mulighed for på magisk vis at tvinge det ud af Nidkjær, mens hun sad i en fyldt retssal.
Deres mål lige nu måtte være at trække sig ud af Ministeriet, før de blev afsløret, og så
prøve igen en anden dag. De t første, han måtte gøre, var at finde Ron, og dernæst måtte de
udtænke, hvordan de kunne få Hermione ud af retssalen.
Elevatoren var tom, da den ankom. Harry gik ind og trak usynlighedskappen af sig, idet
han begyndte nedstigningen. Til hans enorme lette lse steg en drivvåd og forvildet Ron ind,
da den raslende standsede på Niveau To.
”G -g’morgen,” stammede han til Harry, mens elevatoren igen satte sig i bevægelse.
”Ron, det er mig, Harry!”
”Du fredsens, jeg havde helt glemt, hvordan du så ud – hvor har du gjort af Hermione?”
”Hun var nødt til at gå med Nidkjær ned i retssalen, hun kunne ikke undslå sig, og …”
Men før Harry nåede at afslutte sætningen, standsede elevatoren og dørene åbnede sig
for hr. Weasley, der trådte ind i selskab med en ældre heks , hvis blonde hår var touperet så
højt, at det lignede en myretue.
”… jeg forstår udmærket, hvad du siger, Wakanda, men jeg er bange for, at jeg ikke kan
medvirke til …”

Hr. Weasley tav brat; han havde bemærket Harry. Det var meget underligt, at opleve h r.
Weasley stirre på sig med så inderlig afsky. Elevatordørene smækkede i, og de fire
passagerer fortsatte rumlende nedad.
”Åh, hej, Reg,” sagde hr. Weasley, der vendte sig mod lyden af Rons dryppende
gevandter. ”Er din kone ikke indkaldt til forhør i dag ? Øh – hvad er der sket med dig?
Hvorfor er du så våd?”
”Det regner på Yaxleys kontor,” sagde Ron henvendt til hr. Weasleys skulder, og Harry
vidste, at han var bange for, at hans far ville genkende ham, hvis de så hinanden direkte i
øjnene. ”Jeg kunne ik ke standse det, så de sendte mig ud for at hente Bernie – Bernie
Pillworth – tror jeg, han hed …”
”Ja, det har regnet på en hel del kontorer her på det sidste,” sagde hr. Weasley. ”Har du
prøvet Meteolojinx Recanto? Den virkede for Bletchley.”
”Meteoloji nx Recanto?” hviskede Ron. ”Nej, det har jeg ikke. Tak f… jeg mener, tak,
Arthur.”
Elevatordørene gik op; den gamle heks med myretuehåret gik ud, og Ron styrtede ud
forbi hende og forsvandt. Harry skulle til at følge efter, men vejen blev spærret af Percy
Weasley, som i samme øjeblik kom gående ind i elevatoren med næsen begravet i nogle
papirer, han var ved at læse.
Først da dørene var smækket, opdagede Percy, at han befandt sig i elevatoren sammen
med sin far: Han kiggede op, så hr. Weasley, blev radise rød i kinderne og forlod elevatoren
i samme øjeblik. Dørene åbnede sig igen. For anden gang prøvede Harry at komme ud,
men denne gang fik han vejen blokeret af hr. Weasleys arm.
”Et øjeblik, Runcorn.”
Elevatordørene smækkede, og mens de rumlede videre ne d på næste niveau, sagde hr.
Weasley: ”Jeg hører, at du har leveret informationer om Dirk Cresswell.”
Harry kunne mærke, at hr. Weasleys vrede var blevet næret af mødet med Percy. Han
besluttede, at hans bedste chance lige nu var at spille dum.
”Undskyld , hvad?” sagde han.
”Drop det skuespil, Runcorn,” sagde hr. Weasley vredt. ”Du sporede den troldmand, der
havde forfalsket sit stamtræ, gjorde du ikke?”
”Jeg – og hvad så, hvis jeg gjorde?” sagde Harry.
”Hvad så? Dirk Cresswell er ti gange den troldmand , du er,” sagde hr. Weasley
stilfærdigt, mens elevatoren dalede nedad. ”Og hvis han overlever Azkaban, kommer du til
at stå til regnskab over for ham, samt ikke at forglemme hans hustru, sønner og venner …”
”Arthur,” afbrød Harry, ”du ved, at du bliver sp oret, ikke?”
”Er det en trussel, Runcorn?” sagde hr. Weasley højt.
”Nej,” sagde Harry, ”det er et faktum! De overvåger hvert et skridt, du tager …”
Elevatordørene åbnedes. De var kommet ned til atriumsalen. Hr. Weasley sendte Harry
et bidende blik og sk yndte sig ud af elevatoren. Harry stod rystet tilbage. Han ville ønske,
at han kunne udgive sig for en anden end Runcorn … dørene smækkede igen.
Harry fandt usynlighedskappen frem og tog den på. Han ville selv prøve at få Hermione
ud, mens Ron tog sig af det regnende kontor. Da dørene åbnede, trådte han ud i de
fakkelbelyste katakomber, der stod i skærende kontrast til de tæppebelagte elegante
kontorgange på de øvre etager. Det gøs i Harry, da elevatoren raslede videre, for han kunne
nu se direkte ned mod den sorte dør, der var indgangen til Mysteriedepartementet.
Han begyndte at gå, ikke mod den sorte dør, men mod den gang, han kunne huske lå et
sted til venstre, hvorfra der gik en trappe ned til retssalene. Han overvejede mulighederne,
mens han steg ned ad trinene: Han havde stadig et par Afledningsdetonatorer, men måske
var det bedre bare at banke på døren til retssalen, træde ind som Runcorn og bede om at få

lov til at veksle et par ord med Mafalda. Nu vidste han selvfølgelig ikke, om Runcorn var
betydn ingsfuld nok til at kunne slippe af sted med det, og selvom det skulle lykkes, så
kunne Hermiones forsvinden måske udløse en eftersøgning, før de slap ud af Ministeriet …
Opslugt af tanker mærkede han ikke lige med det samme den kulde, der krøb ind på
ham som en drivende tåge. Det blev koldere og koldere for hvert trin nedad, han tog. Det
var en kulde, der sneg sig helt ned i hans hals og isnede hans lunger. Så blev han ramt af en
snigende fortvivlelse og håbløshed, der tog bolig i ham, udvidede sig inden i ham …
Dementorer, tænkte han.
Da han nåede foden af trappen og drejede til højre, så han et frygteligt skue. Den mørke
gang uden for retssalen var pakket med høje, sorte, tilhyllede skikkelser, hvis ansigter var
skjulte, og hvis rallende åndedræt var d en eneste lyd, der hørtes. De forstenede
Mugglerfødte, der var bragt ind til forhør, sad sammensunkne og skælvende på hårde
træbænke. De fleste af dem havde hænderne for ansigterne, måske i et instinktivt forsøg på
at skærme sig imod Dementorernes grådige gab. Nogle havde fået selskab af deres familier,
andre sad alene. Dementorerne svævede frem og tilbage foran dem; kulden, håbløsheden
og fortvivlelsen lagde sig over Harry som en forbandelse.
Kæmp imod det, sagde han til sig selv, men han vidste, at han i kke kunne fremmane en
Patronus her uden øjeblikkelig at afsløre sig selv. Derfor bevægede han sig så lydløst frem,
som han kunne, og for hvert skridt han tog, erobrede følelsesløsheden mere og mere af
hans sind, men han tvang sig selv til at tænke på Hermi one og Ron, der havde brug for
ham.
Det var frygtindgydende at bevæge sig mellem de sorte, tårnhøje skikkelser; deres
øjenløse ansigter, der henlå skjult i skygge under hætterne, drejede sig, idet han passerede,
og han var sikker på, at de fornemmede noge t ved ham; de fornemmede måske en
menneskelig tilstedeværelse, der stadig besad en smule håb, en ukuelighed …
Så, med chokerende pludselighed midt i den isnende stilhed, blev en af kryptens døre til
venstre åbnet, og der lød hjerteskærende skrig indefra:
”Nej, nej, jeg er halvblods, jeg er halvblods, siger jeg! Min far var en troldmand, det var
han, slå ham selv op. Arkie Alderton, han er en kendt kostemager, slå ham op, jeg forsikrer
jer – få hænderne væk fra mig, slip mig …”
”Det var din sidste advarse l,” lød Nidkjærs sødladne stemme, magisk forstærket, så den
let overdøvede mandens desperate skrig. ”Hvis du kæmper imod, vil du blive udsat for
Dementorkysset.”
Mandens skrig aftog, men hans hæse hulken kunne høres helt ude på gangen.
”Før ham væk,” sag de Nidkjær.
To Dementorer gled frem fra salens døråbning, skællede hænder greb fat i den
magtesløse troldmands arme, og de forlod stedet med fangen, svævende ned ad gangen
med deres evige spor af mørke, som indhyllede og skjulte ham.
”Næste – Mary Catter mole,” kaldte Nidkjær.
En lille kvinde rejste sig; hun skælvede fra top til tå. Hendes mørke hår var redt tilbage i
en knude, og hun bar lange, beskedne gevandter. Hendes ansigt var som drænet for blod.
Harry så, hvordan det gøs i hende, da hun passerede Dementorerne.
Han handlede instinktivt uden nogen forudgående plan, for han kunne ikke bære synet
af hendes ensomme vandring gennem krypten. Da døren begyndte at lukke sig, smuttede
han efter ind i retssalen.
Det var ikke den samme sal, hvor han engang selv havde været indkaldt til forhør for
uautoriseret brug af magi; denne sal var meget mindre, men der var stadig højt til loftet,
hvilket gav en klaustrofobisk fornemmelse af at befinde sig på bunden af en dyb brønd.

Der var flere Dementorer derinde, og de kastede deres iskolde aura over hele rummet,
stående som ansigtsløse vagter i hjørnerne fjernest fra det høje podium. Og der, bag et
gelænder, sad Nidkjær, med Yaxley ved sin ene side og Hermione, lige så hvid i ansigtet
som fru Cattermole, siddende ve d den anden. Lige neden for podiet luskede en
sølvskinnende kat frem og tilbage, frem og tilbage, og det gik op for Harry, at den var der
for at beskytte anklagerne mod den håbløshed, der udgik fra Dementorerne; kulden var
udelukkende for de anklagede, ikk e anklagerne.
”Sid ned,” sagde Nidkjær med sin bløde, elskværdige stemme.
Fru Cattermole gik snublende hen til den isolerede stol midt på gulvet neden for podiet.
I det øjeblik hun tog plads, skød kæder ud fra stolens armlæn og lænkede hende fast.
”Du e r Mary Elizabeth Cattermole?” spurgte Nidkjær.
Fru Cattermole gav et enkelt skælvende nik.
”Gift med Reginald Cattermole fra Magisk Viceværtsservice?”
Fru Cattermole brast i gråd.
”Jeg ved ikke, hvor han er, han skulle møde mig her!”
Nidkjær ignorered e hende.
”Mor til Maisie, Ellie og Alfred Cattermole?”
Fru Cattermole hulkede heftigt.
”De er bange, de tror, at jeg måske ikke kommer hjem …”
”Skån os,” hånede Yaxley. ”Mudderblodsunger vækker ingen sympati her.”
Fru Cattermoles hulken camouflerede l yden af Harrys skridt, da han varsomt gik hen
mod trinene, der førte op til podiet. Idet han passerede stedet, hvor Patronuskatten
patruljerede mærkede han et temperaturskift; der blev varmt og behageligt omkring ham.
Han var ikke i tvivl om, at Patronusse n tilhørte Nidkjær, og den skinnede stærkt, fordi hun
var så lykkelig her i sit rette element, hvor hun kunne opretholde de forskruede love, hun
selv havde været med til at skrive. Langsomt og meget forsigtigt kantede han sig langs
podiet, bag om Nidkjær, Yaxley og Hermione, og satte sig bag sidstnævnte. Han var bange
for, at han skulle få Hermione til at spjætte. Han overvejede at kante en
Muffliatobesværgelse over Nidkjær og Yaxley, men han kunne stadig komme til at gøre
Hermione bange, selv hvis han hvis kede formularen. Nu hævede Nidkjær stemmen for at
forhøre fru Cattermole, og Harry greb chancen.
”Jeg er bag dig,” hviskede han i Hermiones øre.
Som ventet spjættede hun så voldsomt, at hun næsten væltede blækflasken, der blev
brugt, når hun skrev refera t af forhøret, men både Nidkjær og Yaxley havde deres
opmærksomhed rettet mod fru Cattermole, så ingen bemærkede det.
”En tryllestav blev taget fra dig ved din ankomst til Ministeriet i dag, fru Cattermole,”
sagde Nidkjær. ”Otte trefjerdedele tommer, kirs ebærtræ med kerne af enhjørningehår.
Genkender du den beskrivelse?”
Fru Cattermole nikkede og tørrede sine øjne med ærmet.
”Kan du venligst fortælle os, hvilken heks eller troldmand du tog tryllestaven fra?”
”T -tog?” hulkede fru Cattermole. ”Jeg tog den i-ikke fra nogen. Jeg k -købte den, da jeg
var elleve år. Den – den – den valgte mig.”
Hun græd som pisket.
Nidkjær udstødte en blød, piget latter, der gav Harry lyst til at overfalde hende. Hun
lænede sig frem mod gelænderet for bedre at kunne betragte sit offer, og bevægelsen fik
noget gyldent til at svinge frem og dingle ud over gelænderet: medaljonen.
Hermione havde set det og udstødte et svagt hvin, men Nidkjær og Yaxley var stadig kun
fokuseret på deres bytte, døve for alt andet.

”Nej,” sagde Nidk jær, ”nej, det tror jeg ikke, fru Cattermole. Tryllestave vælger kun
hekse eller troldmænd. Du er ikke en heks. Jeg har de svar, du skrev på det tilsendte
spørgeskema lige her – Mafalda, ræk mig det lige.”
Nidkjær rakte en lille hånd ud; hun var så tudsea gtig i dette øjeblik, at Harry undrede
sig over, at der ikke var svømmehud mellem hendes korte, tykke fingre. Hermiones
hænder rystede af chok. Hun fumlede i stakken af dokumenter, der lå på stolen ved siden
af hende, men langt om længe fandt hun et bundt pergamentark med fru Cattermoles navn
på.
”Hvor – hvor er den pæn, Dolora,” sagde hun og pegede på smykket, der skinnede
mellem blonderne på Nidkjærs skjortebluse.
”Hvad?” snappede Nidkjær og så ned ad sig. ”Åh, ja – et gammelt arvestykke,” sagde
hun og klappede medaljonen, der hvilede på hendes omfangsrige bryst. ”S’et står for
Selwyn … jeg hører til Sewlyn -slægten … faktisk er der meget få fuldblodsslægter, jeg ikke
er familiemæssigt knyttet til … en skam,” fortsatte hun med højere stemme, mens hun
blad rede gennem fru Cattermoles besvarelser, ”at det samme ikke kan siges om dig.
Forældres profession: grønthandlere.”
Yaxley lo hånligt. Nedenfor vandrede den langhårede, sølvskinnende kat frem og
tilbage, og Dementorerne ventede i hjørnerne.
Det var Nidkj ærs løgn, der fik blodet til at strømme til Harrys hjerne og udviske hans
forsigtighed: Medaljonen, som hun havde taget som bestikkelse fra en gemen tyveknægt,
blev brugt til at pynte på hendes egne fuldblodsakkreditiver. Han hævede sin tryllestav
uden at bekymre sig om at holde den skjult under usynlighedskappen og sagde: ”Lammer!”
Et rødt lysglimt skød frem, Nidkjær faldt sammen og landede med panden mod
gelænderet; fru Cattermoles papirer gled fra hendes skød videre ned ad podiet, indtil de
landede på g ulvet. Den luskende kat forsvandt, og den iskolde luft ramte dem som et
vindstød. Den forvirrede Yaxley så sig omkring efter truslen og fik øje på Harrys hånd, der
holdt tryllestaven rettet mod ham. Han prøvede at trække sin egen tryllestav, men for sent.
”Lammer!”
Yaxley gled ned og endte sammenkrummet på gulvet.
”Harry!”
”Hermione, hvis du tror, jeg ville lade hende sidde der og lade, som om …”
”Harry, fru Cattermole!”
Harry snurrede rundt, idet han kastede usynlighedskappen af sig, nedenfor havde
Dementorerne bevæget sig ud fra deres hjørner og gled svævende frem mod den lænkede
kvinde i stolen. Om det var fordi Patronussen var opløst, eller fordi de mærkede, at deres
foresatte ikke længere havde kontrollen, så lod de sig i hvert fald ikke længere h olde
tilbage. Fru Cattermole udstødte et forfærdeligt rædselsskrig, da en slimet, skællet hånd
greb fat om hendes hage og tvang hendes ansigt tilbage.
”EXPECTO PATRONUM!”
Sølvkronhjorten susede ud fra spidsen af Harrys tryllestav og sprang hen imod
Demen torerne, der veg tilbage og smeltede sammen med skyggerne igen. Kronhjortens lys,
så meget stærkere og varmere end kattens beskyttelse, fyldte hele krypten, idet den
galopperede rundt og rundt derinde.
”Tag Horcruxen,” sagde Harry til Hermione.
Han løb n ed ad trinene, mens han proppede usynlighedskappen ned i sin taske,
hvorefter han skyndte sig hen til fru Cattermole.
”Du?” hviskede hun og så på ham. ”Men – men Reg sagde, at det var dig, der angav mig
til forhør!”

”Gjorde jeg?” mumlede Harry og trak i kæderne, der bandt hendes arme. ”Tja, jeg har
skiftet mening. Diffindo!” Intet skete. ”Hermione, hvordan slipper jeg af med de kæder?”
”Vent lidt, jeg er ved at prøve noget heroppe …”
”Hermione, vi er omringet af Dementorer!”
”Det ved jeg godt, Harry, m en hvis hun vågner, og medaljonen er væk – jeg må kopiere
den … Deminio! Sådan … det burde kunne narre hende …”
Hermione kom løbende ned.
”Lad mig se … Relashio!”
Kæderne raslede og trak sig tilbage, ind i stolens armlæn. Fru Cattermole så op, mere
skræ mt end nogensinde.
”Jeg forstår intet,” hviskede hun.
”Du skal væk herfra sammen med os,” sagde Harry og hjalp hende op at stå. ”Tag hjem,
find dine børn og tag af sted, forlad landet om nødvendigt. Forklæd jer og flygt. Du har set,
hvordan det er, du vi l aldrig få en retfærdig høring her.”
”Harry,” sagde Hermione, ”hvordan skal vi komme ud herfra med alle de Dementorer
uden for døren?”
”Patronusser,” sagde Harry og rettede tryllestaven mod sin egen: Kronhjorten sænkede
farten og skridtede, stadig stærk t skinnende, hen mod døren. ”Så mange vi kan mønstre;
lav din, Hermione.”
”Expec – Expecto Patronum,” sagde Hermione. Der skete ingenting.
”Det er den eneste besværgelse, hun nogensinde har haft problemer med,” fortalte
Harry den forbløffede fru Cattermo le. ”Ikke så heldigt, faktisk … kom nu, Hermione …”
”Expecto Patronum!” En sølvlysende odder brød ud fra spidsen af Hermiones tryllestav
og svømmede elegant rundt i luften for at slutte sig til kronhjorten.
”Kom,” sagde Harry; han førte Hermione og fru Cattermole hen til døren.
Da Patronusserne svævede ud af salen, lød der chokerede udråb fra folk, der sad og
ventede i krypten udenfor. Harry så sig omkring; Dementorerne veg tilbage på begge sider
af dem, blandede sig med skyggerne og holdt sig på afstan d af de sølvskinnende dyr.
”Det er besluttet, at I alle skal tage hjem og gå under jorden med jeres familier,” sagde
Harry til de ventende Mugglerfødte, der blændet af Patronussernes lys, stadig virkede en
smule skræmte. ”Det er den – øh – nye officielle holdning. Hvis I vil være så venlige at
følge Patronusserne, kan I forlade stedet via atriumsalen.”
Det lykkedes dem at stige op ad stentrinene uden at blive standset, men da de nærmede
sig elevatorerne, begyndte Harry at få bange anelser. Hvis de trådte ud i atriumsalen med
en sølvskinnende kronhjort og en lysende odder samt cirka tyve personer, hvoraf halvdelen
var anklaget for at være Mugglerfødte, kunne han ikke tro andet, end at de ville tiltrække
sig en del uønsket opmærksomhed. Han var netop nået ti l denne ubehagelige konklusion,
da en elevator standsede raslende ud for dem.
”Reg!” skreg fru Cattermole og kastede sig i armene på Ron. ”Runcorn lod mig gå, han
angreb Nidkjær og Yaxley, og han har bedt os alle om at flygte ud af landet, og det må vi
he llere gøre, Reg, det tror jeg virkelig. Lad os se at komme hjem og hente børnene, og –
hvorfor er du så våd?”
”Vand,” mumlede Ron og gjorde sig fri. ”Harry, de ved, at nogen er trægt ind i
Ministeriet; det var noget med et hul i døren til Nidkjærs kontor. Jeg regner med, at vi har
højst fem minutter …”
Hermiones Patronus forsvandt med et plop, da hun vendte sit rædselsslagne ansigt mod
Harry.
”Harry, hvis vi bliver fanget her …!”

”Det bliver vi ikke, hvis vi handler hurtigt,” sagde Harry. Han vendte sig mod den tavse
folk, der stod bag dem og stirrede måbende på ham.
”Hvem har tryllestave?”
Omtrent halvdelen rakte deres hænder i vejret.
”Okay, alle dem, som ikke har tryllestave, må holde fast i en, der har. Vi må være
hurtige, så de ikke når at stands e os. Kom så!”
Det lykkedes dem at mase sig sammen i to elevatorer. Harrys Patronus stod vagt foran
de gyldne gitre, idet de lukkede sig, og elevatorerne kørte opad.
”Niveau Otte,” sagde den kølige heksestemme. ”Atriumsalen.”
Harry vidste med det samme, at de var i knibe. Atriumsalen var fuld af folk, der
bevægede sig fra kamin til kamin for at forsegle alle udgange.
”Harry!” peb Hermione. ”Hvad skal vi dog …?”
”STOP!” tordnede Harry, så Runcorns kraftfulde stemme gav genlyd i atriumsalen:
Troldmænd, d er gik og forseglede kaminerne, stivnede. ”Følg mig,” hviskede han til de
rædselsslagne Mugglerfødte, der begyndte at bevæge sig fremad i flok; fulgt af Ron og
Hermione.
”Hvad er der, Albert?” spurgte den halvskaldede troldmand, der var stødt sammen med
Harry foran kaminen tidligere på dagen. Han så nervøs ud.
”Den her flok skal ud, før I forsegler udgangene,” sagde Harry med al den autoritet, han
kunne mønstre.
De forsamlede troldmænd foran ham så på hinanden.
”Vi har fået besked på at forsegle alle ud gange og ikke lade nogen …”
”Står du og modsiger mig?” buldrede Harry. ”Skal jeg måske se din stavtavle nærmere
efter i sømmene, ligesom jeg gjorde det Dirk Cresswell?”
”Undskyld!” gispede den halvskaldede troldmand og bakkede væk. ”Jeg mente det ikke,
Albert, jeg troede bare … jeg troede, at de skulle ind til forhør og …”
”Deres blod er rent,” sagde Harry, hvis dybe stemme gav imponerende genlyd i salen.
”Renere end flestes her, tør jeg sige. Nå, af sted med jer!” råbte han til de Mugglerfødte, der
myld rede frem mod kaminerne og begyndte at forsvinde parvis. Ministeriets troldmænd
holdt sig i baggrunden, nogle forvirrede, andre skræmte og modvillige. Så …
”Mary!”
Fru Cattermole så sig tilbage. Den ægte Reg Cattermole, ikke længere opkastende, men
bleg og mat, var netop kommet løbende ud af en elevator.
”R -Reg?”
Hun så fra sin mand til Ron, der bandede højlydt.
Den halvskaldede troldmand vedblev, komisk måbende, at se fra den ene Reg
Cattermole til den anden.
”Hør – hvad foregår der? Hvad er det her for noget?”
”Forsegl udgangen! FORSEGL DEN!”
Yaxley var tumlet ud af en anden elevator og kom løbende mod gruppen, der stod ved
kaminerne, hvor alle de Mugglerfødte, undtagen fru Cattermole, var forsvundet. Da den
halvskaldede troldmand hævede sin trylle stav, hævede Harry til gengæld sin enorme næve
og stak ham en, så han fløj gennem luften.
”Han har hjulpet Mugglerfødte med at undslippe, Yaxley!” råbte Harry.
Der lød et ramaskrig fra den halvskaldede troldmands kolleger, og i ly af tumulterne
greb Ron fat i fru Cattermole, trak hende ind i den stadig åbne kamin og forsvandt.
Forvirret så Yaxley fra Harry til den slagne troldmand, mens den virkelige Reg Cattermole
skreg: ”Min kone! Hvem var det med min kone? Hvad foregår der?”
Yaxley drejede hovedet, og Harry så sandheden dæmre i det brutale ansigt.

”Kom så!” råbte Harry til Hermione; han greb hendes hånd, og så sprang de ind i
kaminen sammen, mens Yaxleys forbandelse skød over Harrys hoved. De snurrede i nogle
sekunder, før de blev skudt op af toilette t i en bås. Harry sparkede døren op; Ron stod ved
håndvaskene og kæmpede med fru Cattermole.
”Reg, jeg forstår det ikke …”
”Slip mig, jeg er ikke din mand, du må se at komme hjem!”
Der lød støj inde fra båsen bag dem; Harry så sig tilbage: Yaxley var li ge dukket op.
”AF STED!” råbte Harry. Han greb fat i Hermiones hånd og Rons arm, og drejede på
stedet … Mørket omsluttede dem, klemte dem, men alligevel føltes det, som om der v ar
noget galt … det føltes, som om Hermiones hånd var ved at glide ud af hans greb …
Han vidste ikke, om han var ved at blive kvalt, han kunne ikke trække vejret eller se
noget, og det eneste håndgribelige i verden var Rons arm og Hermiones fingre, der
langsomt gled fra ham …
Så fik han øje på hoveddøren i huset på Grumsted Plads nummer tolv med
dørhammeren af form som en slange, men før han kunne nå at suge luft ned i lungerne, lød
der et skrig efterfulgt af et violet lysglimt; Hermiones hånd holdt nu så hårdt om hans, at
det føltes som at sidde fast i en skruetvinge. Så blev alt mørkt igen.

Kapitel 14 -Tyven
Harry åbnede øjnene og blev blændet af gyldent og grønt lys; han havde ingen anelse om,
hvad der var sket, han vidste kun, at han lå på noget, der lignede blade og kviste. Med
besvær sugede han luft ned i sine fladtrykte l unger, blinkede en gang og opdagede, at det
strålende skær var sollyset, der strømmede gennem en trækrones blade højt over ham. Så
var der et eller andet, som spjættede nær hans ansigt; han skubbede sig selv op på hænder
og knæ, parat til at møde et mindre rovdyr, men opdagede, at det bare var Rons fod. Harry
så sig omkring og fik øje på Hermione, der lå på skovbunden lidt derfra.
Først tænkte han på Den Forbudte Skov, og et kort øjeblik følte han et sug af glæde ved
at kunne snige sig frem mellem træerne til Hagrids hytte, ligegyldigt hvor farligt og tåbeligt
det ville være af dem at betræde Hogwarts’ område. Men i løbet af de sekunder, det tog
ham at gå et par skridt hen til den nu lavmælt stønnende Ron, gik det op for ham, at det
ikke kunne være Den Forb udte Skov, træerne virkede yngre, afstanden mellem dem større
og hele området mere ryddet.
Han og Hermione nåede samtidig hen til Ron, hun kravlende på hænder og knæ. Da
Harry kastede et blik på Ron, forsvandt alle andre bekymringer: Hele Rons venstre sid e var
dækket af blod, og hans ansigt var grålighvidt mod den bladdækkede jord. Virkningen af
Polyjuice -eliksiren var ved at ebbe ud: Ron var halvt Cattermole, halvt sig selv; hans hår
blev rødere og rødere, mens hans allerede blege ansigt blev endnu bleger e.
”Hvad er der sket med ham?”
”Gået i Spåner,” sagde Hermione, mens hun havde travlt med at undersøge Rons ærme,
der hvor det var mest vådt og mørkt af blod.
Harry så rædselsslagen til, mens hun flænsede Rons skjorte. Han havde altid syntes, det
lød li dt komisk sådan at Gå i Spåner, men at se det … han fik nærmest kvalme, da
Hermione blotlagde Rons overarm, hvor store lunser af hans kød manglede, som om det
var skåret af med en kniv.
”Harry, skynd dig at se i min taske, der er en lille flaske med Orega no -essens!”
”Tasken – okay …”
Harry løb hen til stedet, hvor Hermione var landet, flåede den lille perlehåndtaske op og
stak sin hånd ned i den. Så snart hans hånd var dernede, begyndte genstand efter genstand
at præsentere sig selv ved berøring: Han kun ne mærke læderindbundne bogrygge, uldne
trøjeærmer, skohæle …
”Skynd dig!”
Han tog sin tryllestav op fra jorden og pegede ned i den magiske taskes dybder.
”Accio Oregano!”
En lille brun flaske susede ud af tasken, han greb den og løb tilbage til Hermione og
Ron, der var begyndt at vende det hvide ud af sine halvt lukkede øjne.
”Han er besvimet,” sagde Hermione, der selv så temmelig bleg ud; hun lignede ikke
længere Mafalda, selvom hendes hår stadig havde nogle grå strejf. ”Tag proppen af for mig,
Harry, mine hænder ryster.”
Harry trak proppen af den lille flaske. Hermione tog den og hældte tre dråber ud på det
blødende sår. Grønlig røg bølgede op, og da den var forduftet, kunne Harry se, at
blødningen var standset. Såret virkede nu flere dage gam melt, og nu hud voksede ud over
det før blottede væv.
”Wauv,” sagde Harry.
”Mere tør jeg ikke gøre,” sagde Hermione rystet. ”Der findes besværgelser, der kan gøre
ham så god som ny, men jeg tør ikke bruge dem, for hvis jeg gør det forkert, kan jeg gøre
m ere skade end gavn … han har allerede mistet så meget blod.”

”Hvordan kom han til skade? Jeg mener,” Harry rystede på hovedet for at klare
tankerne og finde hoved og hale i, hvad der lige var sket. ”Hvorfor er vi her? Jeg troede, at
vi skulle tilbage til Grumsted Plads?”
Hermione trak vejret dybt. Hun så ud, som om hun skulle til at græde.
”Jeg tror ikke, vi kan tage tilbage dertil, Harry.”
”Hvad mener …?”
”Da vi borttransfererede os, greb Yaxley fat i mig, og jeg kunne ikke ryste ham af, han
var for s tærk og blev hængende, indtil vi nåede Grumsted Plads, og så – ja, han må have
fået øje på døren og troet, at vi ville standse. Han løsnede i hvert fald grebet, og jeg fik
rusket ham af mig, men så styrede jeg os hertil i stedet!”
”Jamen, hvor er han så n u? Hov, vent … du mener ikke, at han er på Grumsted Plads?
Han kan jo ikke komme ind i huset.”
Hendes øjne glimtede af tårer, da hun nikkede.
”Jo, Harry, det tror jeg, han kan. Jeg – jeg tvang ham jo til at give slip ved hjælp af en
Afstødningsbesværgels e, men jeg havde jo allerede ført ham inden for
Fidiliusbesværgelsens afgrænsning. Efter at Dumbledore døde, blev vi
hemmelighedsvogtere, så nu har jeg givet ham hemmeligheden, kan du ikke se det?”
Det var ikke til at komme udenom; Harry vidste, at hun ha vde ret. Det var et hårdt slag.
Hvis Yaxley kunne komme ind i huset, var det definitivt lukket land for dem. I dette
øjeblik, mens de stod her, var Yaxley måske allerede i færd med at hente andre
Dødsgardister ind ved hjælp af Spektral Transferens. Uanset hvor dystert og deprimerende
huset var, så havde det været deres eneste sikre fristed; endda næsten et rigtigt hjem, efter
at Kræ var blevet så meget gladere og venligere. Harry mærkede et lille stik i hjertet, da
han kom til at tænke på husalfen, ivrigt o ptaget af at tilberede farsbrød, som de aldrig ville
komme og spise.
”Harry, jeg er så ked af det!”
”Hold nu op, det var ikke din fejl! Hvis det var nogens fejl, var det min …”
Harry stak hånden i lommen og fandt Skrækøjes øje frem. Hermione veg tilbage i gru.
”Nidkjær havde naglet det fast på sin kontordør for at spionere på andre. Jeg kunne ikke
lade det hænge … men det var derfor, de opdagede, at der var ubudne gæster.”
Før Hermione nåede at sige noget, åbnede Ron jamrende øjnene. Han var stadig
ask egrå, og hans ansigt var dækket af sved.
”Hvordan går det?” hviskede Hermione.
”Elendigt,” kvækkede Ron og skar en grimasse, da han mærkede sin kvæstede arm.
”Hvor er vi?”
”I skovområdet, hvor de afholdt Verdensmesterskaberne i Quidditch,” sagde Hermion e.
”Jeg ville finde et svært tilgængeligt og skjult sted, og det her var …”
”… det første, du kom til at tænke på,” sluttede Harry for hende og spejdede ud over den
tilsyneladende øde skovslette. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der skete,
sidst de transfererede sig til det første sted, Hermione kom i tanke om; hvordan havde
Dødsgardisterne fundet dem på få minutter? Var det ved hjælp af Legilimensi? Hvordan
vidste Voldemort eller hans håndlangere, hvor Hermione havde ført dem hen?
”Tror du, vi skal tage væk herfra?” spurgte Ron Harry, og Harry kunne se på hans
ansigt, at han havde tænkt på det samme.
”Måske.”
Ron så stadig bleg og koldsvedende ud. Han gjorde intet forsøg på at sætte sig op; det så
ud til, at han var for svag til det. Tanke n om at skulle slæbe ham var ikke rar.
”Lad os blive her lidt,” sagde Harry.
Med et lettet udtryk kom Hermione på benene.

”Hvor skal du hen?” spurgte Ron.
”Hvis vi bliver her, må vi da lægge nogle beskyttende værn omkring os,” svarede hun og
hævede sin tryllestav. Hun begyndte at gå i cirkler omkring Harry og Ron, mens hun
mumlede trylleformularer. Harry kunne se små forstyrrelser i luften omkring dem; det så
ud, som om Hermione kastede en varmedis over deres lysning.
”Salvio hexia … Protego totalum … Repello Muggletum … Muffliato … tager du ikke
teltet frem, Harry …”
”Teltet?”
”I tasken!”
”I … ja, selvfølgelig,” sagde Harry.
Denne gang gad han ikke stikke hånden ned, men brugte endnu en
Hidkaldebesværgelse. Teltet kom frem som en sammenpresset kanv asbylt med reb og
stænger. Harry genkendte det, delvis på grund af lugten – det var det samme telt, de havde
brugt om natten under Verdensmesterskaberne i Quidditch.
”Jeg troede ellers, det tilhørte ham Perkins fra Ministeriet?” sagde han og begyndte at
vikle stængerne ud.
”Han ville vist ikke have det tilbage, fordi hans lumbago plagede ham sådan,” sagde
Hermione, der nu tegnede komplicerede ottetalsfigurer med sin tryllestav. ”Derfor sagde
Rons far, at jeg godt måtte låne det. Erecto!” tilføjede hun med tryllestaven rettet mod den
uformelige kanvasbylt, der hævede sig op i luften med en flydende bevægelse og landede
igen som telt, rejst efter forskrifterne; alt dette skete lige for næsen af Harry, der stadig
stod med en pløk, som nu susede ud af hans hæn der og borede sig ned i jorden for enden af
en bardun med et afsluttende dunk.
”Cave inimicum,” sluttede Hermione med et opadgående tryllestavssving. ”Så kan jeg
gøre så meget mere. Som et minimum burde vi kunne høre dem komme, men jeg kan ikke
garantere, at det kan spærre for Vold…”
”Sig ikke det navn!” afbrød Ron hende hårdt.
Harry og Hermione stirrede på hinanden.
”Undskyld,” sagde Ron og jamrede lidt, da han hævede sig op for at se på dem. ”Det er
bare … det virker bare som en slags … Ulykkesbesværg else. Kan vi ikke nøjes med at kalde
ham ’I -Ved -Hvem’?”
”Dumbledore sagde, at frygten for et navn alene …” begyndte Harry.
”Hvis du lige tænker efter, kammerat, så hjalp det i sidste ende ikke Dumbledore at
kalde I -Ved -Hvem ved hans rette navn,” gav Ron igen. ”Gider I ikke bare vise I -Ved -Hvem
lidt respekt, tak!”
”Respekt?” gentog Harry, men Hermione sendte ham et advarende blik; han måtte ikke
begynde at skændes med Ron, så længe han var så afkræftet.
Harry og Hermione halvt bar, halvt slæbte Ron ind g ennem teltåbningen. Interiøret var
præcis, som Harry huskede det; en hel lille lejlighed med badeværelse og et beskedent
køkken. Han skubbede en gammel lænestol til side og lempede varsomt Ron ned på
underkøjen i en køjeseng. Selv denne korte tur havde udm attet Ron, så han nu var blegere
end før, og så snart han lå på madrassen, lukkede han øjnene igen og talte ikke i et stykke
tid.
”Jeg laver noget te,” sagde Hermione forpustet; hun fandt kedel og krus frem fra dybet i
sin taske og gik hen mod køkkenet.
For Harry var den varme te lige så livgivende, som Ildwhiskyen havde været den aften,
hvor Skrækøje døde; det føltes, som om lidt af den frygt, der rørte på sig i hans bryst, blev
brændt væk. Efter et minut eller to brød Ron stilheden.
”Hvad tror I, der s kete med familien Cattermole?”

”Med lidt held er de nok sluppet væk,” sagde Hermione og knugede med begge hænder
om kruset. ”Hvis hr. Cattermole holdt hovedet koldt, borttransfererede han sig selv og fru
Cattermole, og så burde de være på vej ud af landet med deres børn lige nu. Det er i hvert
fald, hvad Harry sagde til hende, at de skulle gøre.”
”For dælen, jeg håber virkelig, at du har ret,” sagde Ron og lænede sig tilbage i sine
puder. Teen lod til at styrke ham; han havde fået en smule mere kulør i ki nderne. ”Jeg fik
det indtryk, at Reg Cattermole var specielt kvik i pæren at dømme efter, hvordan folk talte
til mig, da jeg var ham. Gud, hvor jeg håber, at de klarede den … hvis de begge ender i
Azkaban på grund af os …”
Harry så hen på Hermione, og det spørgsmål, han lige skulle til at stille – om fru
Cattermoles mangel på tryllestav forhindrede hende i at lade sig borttransferere med sin
mand – blev stikkende i halsen. Hermione betragtede Ron, der flippede ud over familien
Cattermoles skæbne, og der va r sådan en ømhed i hendes blik, at Harry næsten følte, at
han greb hende på fersk gerning i at kysse ham.
”Nå, men har du den?” spurgte Harry hende, delvis for at minde hende om, at han også
var der.
”Har – har hvad?” spurgte hun med et lille sæt.
”Hvad var det lige, vi gik igennem alt det her for? Medaljonen! Hvor er medaljonen?”
”Har I virkelig fundet den?” råbte Ron og hævede sig lidt højere op på puderne. ”Ingen
fortæller mig nogensinde noget! Du fredsens, I kunne da godt lige have nævnt det!”
”Vi havde faktisk lidt for travlt med at flygte for livet med Dødsgardisterne lige i hælene,
ikke?” sagde Hermione. ”Her!”
Så tog hun medaljonen op af lommen og rakte den til Ron.
Den var stor som et hønseæg. Et kunstfærdigt ’S’ pyntet med små grønne ædelste n
glimtede svagt i det diffuse lys, som trængte ind gennem teltdugen.
”Er der mon chance for, at en anden tilintetgjorde den, efter at den blev stjålet fra Kræ?”
sagde Ron håbefuldt. ”Jeg mener, kan vi være sikre på, at det stadig er en Horcrux?”
”Det sk ulle jeg mene,” sagde Hermione og tog den tilbage fra ham for at se nøjere på
den. ”Der ville være mærker efter det, hvis den var blevet magisk tilintetgjort.”
Hun gav den videre til Harry, der drejede den mellem fingrene. Medaljonen så intakt
ud, uberørt . Han huskede de sønderrevne rester af dagbogen, og hvordan ædelstenen i
Horcrux -ringen var blevet brudt, da Dumbledore ødelagde den.
”Jeg tror, Kræ har ret,” sagde Harry. ”Vi må finde ud af, hvordan vi åbner den tingest,
før vi kan ødelægge den.”
En plu dselig og klar bevidsthed om, hvad der boede bag de små gyldne låger, ramte nu
Harry. Til trods for alle deres anstrengelser for at finde den havde han en ubændig trang til
at kyle medaljonen fra sig. Men han tog sig sammen, gjorde et forsøg på at tvinge
m edaljonen op med sine fingre, hvorefter han prøvede med den besværgelse, Hermione
havde brugt, da hun åbnede døren til Regulus’ værelse. Ingen af delene virkede. Han rakte
den tilbage til Ron og Hermione, der begge gjorde deres bedste, men uden mere held, end
han selv havde haft med det.
”Kan I også mærke det?” spurgte Ron med dæmpet stemme og holdt medaljonen i sin
lukkede hånd.
”Hvad mener du?”
Ron rakte Horcruxen til Harry. Efter et lille øjeblik vidste Harry, hvad Ron mente. Var
det hans egen puls, h an kunne mærke, eller var det en puls, der slog inde bag medaljonens
låger, et lillebitte metalhjerte?
”Hvad skal vi dog stille op med den?” spurgte Hermione.

”Opbevare den sikkert, indtil vi finder ud af, hvordan vi tilintetgør den,” svarede Harry.
Og h vor nødigt han end ville, tog han kæden rundt om halsen og lod medaljonen falde ned
under sine gevandter, hvor den nu hang mod hans bare bryst sammen med
æselskindposen fra Hagrid.
”Jeg tror, vi må skiftes til at holde vagt uden for teltet,” tilføjede han til Hermione, idet
han rejste sig op og strakte sig. ”Vi må vist også til at tænke på noget mad. Du bliver, hvor
du er!” tilføjede han strengt til Ron, der forsøgte at sætte sig op, men kun opnåede at blive
sygeligt grøn i ansigt.
Med Luskometeret, Harry s fødselsdagsgave fra Hermione, strategisk placeret på bordet
i teltet, tilbragte han og Hermione resten af dagen med at skiftes til at holde vagt. Men
Luskometeret forblev i ro. Deres lejrplads på skovsletten forblev uforstyrret af alt andet
end fugle og egern, om det så var takket være Hermiones mange Beskyttelsesbesværgelser,
eller om det bare var, fordi der i det hele taget sjældent kom mennesker. Freden herskede
også, da det blev aften; Harry tændte sin tryllestav, da han havde byttet plads med
Hermion e klokken ti og nu kiggede ud over det øde landskab, hvor flagermusene boltrede
sig højt over hans hoved under det lille stykke stjernehimmel, der var synligt fra deres
beskyttede lysning.
Han følte sig efterhånden sulten og en smule svimmel. Hermione hav de ikke pakket
mad ned i sin magiske taske, fordi hun regnede med, at de ville være tilbage i huset på
Grumsted Plads samme aften. De havde derfor intet at spise bortset fra nogle vilde
svampe, Hermione havde samlet mellem de nærmeste træer og kogt i en fe ltgryde. Efter et
par mundfulde havde Ron skubbet sin portion væk med et lettere kvalmt ansigtsudtryk,
mens Harry tvang sin portion i sig af hensyn til Hermiones følelser.
Stilheden omkring dem blev brudt af sælsomme puslelyde, der nærmest som kviste, der
knækkede; Harry tænkte, at det nok nærmere var dyr end mennesker, men han holdt
alligevel sin tryllestav parat. Ud over at føle sig utilpas af sult efter den utilstrækkelige
portion gummiagtige svampe mærkede han nu også en sugende fornemmelse af uro i
ma ven.
Han havde troet, at han ville føle sig opmuntret, hvis det lykkedes dem at stjæle
Horcruxen tilbage, men det gjorde han af en eller anden grund ikke. Det eneste, han følte
lige nu, hvor han sad og stirrede ud i det store mørke, hvoraf hans tryllestav kun oplyste en
uanselig del, var en nagende uro for, hvad fremtiden ville bringe. Det var, som om han var
blevet hvirvlet mod dette punkt i uger og måneder, måske endda år, kun for at gå brat i stå,
fordi vejen ikke gik længere.
Der var andre Horcruxer d erude et sted, men han havde ikke den fjerneste ide om, hvor
de kunne være. Han vidste ikke engang, hvad de var, ikke alle sammen i hvert fald. Og lige
nu svævede han i total uvidenhed om, hvordan han skulle destruere den eneste Horcrux,
de havde fundet. D en Horcrux, som lige nu hang mod hans bare bryst. Mærkeligt nok var
den uimodtagelig for hans kropsvarme; den hang der bare og føltes så kold mod hans hud,
at den lige så godt kunne være trukket op af isnende vand i samme nu. Af og til syntes
Harry, at han kunne mærke det svage hjerteslag tikke uregelmæssigt ved siden af hans
eget, men det var nok bare indbildning.
Uhåndgribelige bange anelser sneg sig ind på ham, mens han sad der i mørket. Han
prøvede at hærde sig, skubbe tankerne væk, men de blev ved med at vende tilbage til ham.
Ingen af dem kan leve, hvis den anden overlever. Ron og Hermione, der nu talte lavmælt
sammen inde i teltet bag ham, kunne frit gå, hvis de ville; det kunne han ikke. Det forekom
Harry, som han sad der og kæmpede mod sin egen fry gt og udmattelse, at Horcruxen mod
hans bryst tikkende åd mere og mere af den tid, han havde tilbage … tåbelig tanke , sagde
han til sig selv, lad være med at tænke sådan …

Det begyndte igen at prikke i hans ar. Han frygtede, at han selv provokerede det fr em
med sin sindsstemning og prøvede at tænke i nye baner. Han tænkte på arme Kræ, der
havde ventet dem hjem, men i stedet måtte tage imod Yaxley. Ville alfen holde tand for
tunge, eller ville han fortælle Dødsgardisten alt, hvad han vidste? Harry ville ger ne tro, at
han havde vundet Kræs loyalitet i løbet af den sidste måned, men hvem kunne vide, hvad
der ville ske? Hvad nu, hvis Dødsgardisterne torterede husalfen? Modbydelige billeder
dukkede op i Harrys hoved, men dem prøvede han også at skubbe væk, for h an kunne intet
gøre for Kræ; han og Hermione havde allerede truffet beslutningen ikke at hidkalde ham;
de kunne risikere, at nogen fra Ministeriet fulgte med. De kunne ikke stole på, at
husalfernes Transferens var sikret mod de svagheder, der gjorde, at Ya xley kunne følge
med til Grumsted Plads ved at holde fast i Hermiones ærme.
Nu sved det slemt i Harrys ar. Han tænkte, at der var så meget, de ikke vidste. Lupus
havde haft ret i det, han sagde om den magi, de aldrig havde mødt eller kunne forestille sig.
Hvorfor havde Dumbledore ikke forklaret mere om det? Havde han troet, at der ville være
tid nok til det, at han ville leve i mange år, måske århundreder ligesom sin ven, Nicolas
Flamel? I så fald havde han taget fejl … det havde Snape sørget for … Snape, den sovende
slange, der havde hugget ud på tårnets top …
Og Dumbledore var faldet … faldet …
”Giv mig den, Gregorovitch.”
Harrys stemme var skinger, klar og kold: Hans tryllestav blev holdt løftet i den hvide,
langfingrede hånd. Manden, den pegede på, h ang svævende med hovedet nedad, selvom
der ikke var synlige reb, der holdt ham. Han svingede bare rundt, uforklarligt og sælsomt
fastholdt med sine lemmer bundet stramt ind til sig. Hans rædselsslagne ansigt var i
niveau med Harrys, rødt, fordi blodet løb til hovedet. Han havde kridhvidt hår og et tykt,
busket skæg: en svinebundet julemand.
”Jeg har den ikke, jeg har den ikke længere! Den blev for mange år siden stjålet fra
mig!”
”Lyv ikke for Lord Voldemort, Gregorovitch. Han opdager det … han opdager de t
altid.”
Den hængende mands pupiller, var store, udvidede af frygt, og de syntes at svulme og
blive større og større, indtil Harry blev helt opslugt i alt det sorte.
Og nu hastede Harry hen ad en mørk gang i hælene på den lille, stovte Gregorovitch, der
holdt en lygte højt løftet: Gregorovitch brasede ind i rummet for enden af gangen, og hans
lygte oplyste noget, der kunne se ud som et værksted; høvlspåner og guld glimtede i det
svingede lysskær, og der i vindueskarmen, næsten i samme stilling som en sto r fugl, sad en
ung mand med gyldent hår. I det sekund lygtens lys blev kastet over ham, så Harry fryden i
hans smukke ansigt. I næste sekund skød indbrudstyven en Lammerbesværgelse frem med
sin tryllestav og sprang adræt ud af vinduet, højt grinende.
Harr y blev igen kastet ud af de udvidede, tunnelagtige pupiller og befandt sig atter over
for Gregorovitchs rædselsslagne ansigt.
”Hvem var tyven, Gregorovitch?” lød den skingre, kolde stemme.
”Jeg ved det ikke, jeg havde aldrig set den unge mand – nej – jeg beder dig – NEJ!”
Et skrig, der blev ved og ved, dernæst en eksplosion af grønt lys …
”Harry!”
Han åbnede øjnene. Han stønnede, og det dunkede i hans tindinger. Han var faldet
besvimet ind mod teltdugen og gledet livløs ned på jorden. Han så op på Herm ione, hvis
store hårbusk dækkede for hele det stykke himmel, man ellers kunne se mellem de mørke
grene højt oppe.

”Drømte,” sagde han og satte sig hurtigt op. Han forsøgte at møde Hermiones rasende
blik med et uskyldigt ansigtsudtryk. ”Jeg døsede vist hen , det må du undskylde.”
”Jeg ved, det var dit ar! Jeg kan se det på dit ansigtsudtryk. Du så ind i Vol…”
”Sig ikke navnet!” hørtes Rons vrede stemme langt inde fra teltets dyb.
”Fint!” bed Hermione. ”Du -Ved -Hvems tanker, så!”
”Jeg ønskede ikke, at det skulle ske,” sagde Harry. ”Det var en drøm! Kan du bestemme,
hvad du drømmer om, Hermione?”
”Hvis du bare lærte at bruge Okklumensi …”
Men Harry fandt sig ikke i at blive irettesat; han ville derimod diskutere det, han lige
havde set.
”Han har fundet Gr egorovitch, Hermione, og jeg tror, han har slået ham ihjel, men før
han gjorde det, læste han Gregorovitchs tanker, og jeg så …”
”Jeg må vist hellere tage vagten, hvis du er så træt, at du falder i søvn,” sagde Hermione
koldt.
”Jeg kan sagtens klare min vagt!”
”Nej, du er tydeligvis udmattet. Gå ind og læg dig!”
Hun satte sig ned i teltåbningen med et meget stædigt ansigtsudtryk. Vred, men uvillig
til at tage et skænderi, trak Harry sig tilbage.
Rons stadige blege ansigt tittede frem fra den nederste k øje; Harry kravlede op i køjen
over ham, lagde sig ned og kiggede op i den mørke teltdug. Efter en rum tid begyndte Ron
at tale så lavmælt, at han var sikker på, at Hermione ude ved teltåbningen ikke kunne høre
ham.
”Hvad laver Du -Ved -Hvem?”
Harry kneb ø jnene i for bedre at huske hver detalje. Så hviskede han ud i mørket:
”Han har fundet Gregorovitch. Han bandt ham og torterede ham.”
”Hvordan skal Gregorovitch kunne lave ham en ny tryllestav, hvis han er bundet?”
”Ingen anelse … det er noget mærkeligt noget, ikke?”
Harry lukkede øjnene og tænkte på alt det, han havde set og hørt. Jo mere han kunne
huske, jo mindre mening gav det … Voldemort havde ikke sagt noget om Harrys tryllestav,
intet om tvillingekerner, intet om, at Gregorovitch skulle fremstille en ny og mere kraftfuld
tryllestav, en tryllestav mere magtfuld end Harrys …”
”Han ville have noget fra Gregorovitch,” sagde Harry, stadig med sammenknebne øjne.
”Han forlangte at få det udleveret, men Gregorovitch sagde, det var blevet stjålet fra ham …
og så … så …”
Han tænkte på, hvordan han, som Voldemort, var blevet suget ind gennem
Gregorovitchs øjne, ind i hans erindringer …
”Han læste Gregorovitchs tanker, og så kunne jeg se denne her unge fyr, siddende i
vindueskarmen, hvor han affyrede en forb andelse mod Gregorovitch, før han sprang ud og
forsvandt. Han stjal den, han stjal, hvad det end er, Du -Ved -Hvem er ude efter. Og jeg …
jeg tror nok, jeg har set ham før et eller andet sted …”
Harry ville ønske, at han kunne få et glimt mere af den leende drengs ansigt. Tyveriet
var sket for mange år siden, hvis man skulle tro Gregorovitch. Hvorfor virkede tyven så
bekendt?”
Lydene fra den omgivende skov kunne ikke høres herinde i teltet; Harry hørte kun Rons
åndedrag. Efter et stykke tid hviskede Ron: ”K unne du ikke se, hvad det var, tyven havde?”
”Nej … det må have været noget småt.”
”Harry?”
Ribberne i Rons køjebund knirkede, da han flyttede på sig i sengen.

”Harry, du tror vel ikke, at Du -Ved -Hvem er ude efter noget, han kan lave endnu en
Horcrux a f?”
”Det ved jeg ikke,” sagde Harry tænksomt. ”Måske. Men ville det ikke være farligt for
ham selv at lave endnu en? Sagde Hermione ikke, at han allerede har nået grænsen for,
hvad hans sjæl kan tåle?”
”Jo, men det ved han måske ikke?”
”Næ … måske ikke, ” sagde Harry.
Han havde været så sikker på, at Voldemort ledte efter en måde, hvorpå han kunne
komme uden om problemet med de identiske kerner, så sikker på, at Voldemort søgte
løsningen hos en gammel tryllestavsmager … men så havde han dræbt ham, tilsyn eladende
uden at stille et eneste spørgsmål om tryllestavskundskab. Hvad var det, Voldemort
prøvede at finde? Nu, da han havde Ministeriet for Magi og hele troldmandssamfundet
liggende for sine fødder, hvorfor var han så draget så langt væk i jagten på et objekt, som
Gregorovitch engang havde ejet, men som blev stjålet af den ukendte tyv?
Harry kunne stadig se den blonde unge mands ansigt for sig; det var lystigt og vildt –
der var en slags Fred og George -agtig ballademager over ham. Han var hoppet ud fra
vindueskarmen som en fugl i flugt, og Harry havde set ham før, men han kunne ikke
komme på hvor …
Med Gregorovitchs død var den lystige tyv nu kommet i skudlinjen, og det var ham,
Harry havde i tankerne, da Rons snorken begyndte at lyde fra underkøjen, og han selv
langsomt overgav sig til søvnen.

Kapitel 15 -Nissens Hævn
Tidligt næste morgen, før de to andre vågnede, forlod Harry teltet for at lede efter det
ældste, mest krogede og robuste træ, han kunne finde i den omkringliggende skov. For
foden af de t træ begravede han Skrækøje Dunders øje og markerede stedet ved at skære et
lille kryds i barken med sin tryllestav. Det var ikke meget, men Harry følte, at Skrækøje
ville have foretrukket det sådan frem for at være naglet til Dolora Nidkjærs dør. Så gik han
tilbage til teltet for at vente på, at de to andre vågnede, så de kunne tale om, hvad de nu
skulle gøre.
Harry og Hermione mente, at det sikreste ville være ikke at opholde sig for længe
samme sted, og Ron var enig på den betingelse, at deres næste le jrplads lå et sted, hvor
man kunne få en baconsandwich. Hermione hævede derfor de besværgelser, hun havde
lagt om lysningen, mens Harry og Ron slettede ethvert spor efter deres telt og
tilstedeværelse. Så spektraltransfererede de sig til udkanten af en lil le by.
Da de havde slået teltet op i ly af en lille lund og omgivet sig med nye magiske værn, tog
Harry ud med usynlighedskappen for at fouragere. Det gik bare ikke som planlagt; han var
knap nok kommet ind i byen, da en unaturlig kulde, en drivende dis o g et pludseligt slør
over himlen fik ham til at standse og stå bomstille.
”Men du kan jo lave en glimrende Patronus!” indvendte Ron, da Harry kom tomhændet
tilbage til teltet, forpustet og med et eneste lydløst ord på sine læber: ”Dementorer!”
”Jeg kunne … ikke lave en,” stønnede han og knækkede sammen med sidestik. ”Den …
ville ikke … komme.”
Deres skuffede og forskrækkede ansigter fik Harry til at skamme sig. Det havde været en
grufuld oplevelse at se Dementorerne komme svævende frem fra disen i det fj erne, at føle
den chokerende kulde stikke i sine lunger og lytte til lyden af fjerne skrig samtidig med, at
det gik op for ham, at han ikke kunne beskytte sig selv. Det havde krævet al hans
viljestyrke at sætte sig i bevægelse og løbe, mens de øjenløse Dem entorer drev rundt
mellem Mugglerne, der ikke kunne se dem, men i høj grad føle fortvivlelsen, der fulgte
overalt i deres kølvand.
”Så har vi altså stadig ingen mad.”
”Klap i, Ron,” bed Hermione. ”Harry, hvad skete der? Hvorfor tror du, det var umuligt
for dig at lave din Patronus? Det gik jo fint i går!”
”Jeg ved det ikke.”
Han sad ludende i en af Perkins’ gamle lænestole og følte sig mere og mere ydmyget.
Han frygtede, at der var noget galt med ham. I går føltes som en evighed siden; i dag kunne
han lige så godt have været tretten år gammel igen, den eneste, der præsenterede at
besvime på Hogwartsekspressen.
Ron sparkede til et stoleben.
”Hvad?” snerrede han til Hermione. ”Jeg er ved at dø af sult! Det eneste, jeg har fået at
spise, siden jeg næsten forblødte, er et par paddehatte!”
”Så gå du ud og kæmp dig frem mellem Dementorerne!” sagde Harry, der følte sig ramt.
”Det ville jeg også, hvis jeg ikke havde min arm bundet op i en slynge!”
”Hvor bekvemt!”
”Og hvad mener du så med …?”
”Selvfølgelig !” råbte Hermione og slog hånden mod panden, så de begge blev
overraskede nok til at tie stille. ”Harry, giv mig den medaljon! Kom så!” sagde hun
utålmodigt og knipsede med fingrene lige foran hans ansigt, da han ikke reagerede.
”Horcruxen, Harry, du har d en stadig på, ikke?”
Hun rakte hånden ud, og Harry trak den gyldne kæde over hovedet. I samme øjeblik,
den ikke længere rørte ved hendes hud, følte Harry sig fri og mærkelig let. Før

symptomerne forsvandt, havde han ikke engang været bevidst om, at han ko ldsvedte og
havde slæbt sig omkring som tynget til jorden.
”Var det bedre?” spurgte Hermione.
”Ja, i den grad!”
Hun knælede ned foran ham. ”Harry,” sagde hun med en stemme, han forbandt med
sygebesøg hos uhelbredelige. ”Du tror ikke, du er blevet besat, vel?”
”Hvad? Nej!” udbrød han defensivt. ”Jeg ville da slet ikke vide, hvad jeg havde gjort,
hvis jeg var besat, vel? Ginny fortalte mig, at der var tidsrum, hvor hun intet huskede.”
”Hm,” sagde Hermione og så ned på den tunge medaljon. ”Måske burde vi slet ikke have
den på os. Lad os i stedet opbevare den i teltet.”
”Vi lader aldeles ikke den Horcrux ligge ubevogtet,” sagde Harry bestemt. ”Hvad nu,
hvis vi mister den, hvis den bliver stjålet …”
”Åh, okay, okay,” sagde Hermione, og så tog hun kæden om sin egen hals og puttede
medaljonen under sin skjorte. ”Men vi må hellere skiftes til at gå med den, så ingen har
den for længe ad gangen.”
”Skønt,” sagde Ron irritabelt, ”og nu, hvor vi har det på det rene, kan vi så ikke skaffe
noget mad?”
”Jo, helt i orden, men vi må tage et andet sted hen for at finde det,” sagde Hermione
med et sideblik til Harry. ”Der er ingen grund til at blive, hvor der suser Dementorer
rundt.”
Langt om længe slog de lejr for natten på den fjerneste mark til en ensomt beliggende
gård, hvor det var lykkedes dem, at få fat i æg og brød.
”Det er ikke at stjæle, er det?” sagde Hermione uroligt, mens de fortærede røræg på
ristet brød. ”Ikke når man lægger penge i hønsehuset, vel?”
Ron himlede med øjnene, mens han gumlede løs. ”Er -mi -on -ee, ik’ så meget røvl. Lap
nu a!”
Det var faktisk også meget lettere at være afslappet, når man havde fået noget ordentligt
at spise, skænderiet over Dementorerne blev glemt og druknet i latter den aften, og Harry
følte sig opmuntret, endda håbefuld, d a han tog den første af de tre nattevagter.
Dette var deres første oplevelse af, at en fuld mave betød godt mod, mens en tom betød
skænderier og dystre tanker. Det kom mindst bag på Harry, for han havde gennemlevet
perioder, hvor han næsten sultede hos fa milien Dursley. Hermione havde taget det ganske
pænt de aftener, hvor de kun havde fået tørre kiks og bær – hun var blot lidt mere
opfarende, end hun plejede at være, og hendes tavshed en smule ildevarslende. Ron,
derimod, havde været vant til sine tre vel tilberedte måltider om dagen, takket være hans
mor og Hogwarts’ husalfer, og sulten gjorde ham både urimelig og utilregnelig. Hver gang
manglen på mad faldt sammen med Rons tur til at bære Horcruxen, blev han direkte
ubehagelig.
”Hvor skal vi så hen nu?” var hans evigt tilbagevendende omkvæd. Han lod ikke selv at
have nogen ideer, men forventede, at Harry eller Hermione udtænkte planerne, mens han
selv hengav sig til at skumle over manglen på mad. Følgelig tilbragte Harry og Hermione
mange frugtesløse time r med at debattere, hvor de bedst kunne lede efter de andre
Horcruxer, og hvordan de kunne tilintetgøre dem, de allerede havde i deres besiddelse.
Deres samtaler blev efterhånden gentagelse på gentagelse, fordi de ikke kunne tilføre dem
nye oplysninger.
Fordi Dumbledore havde fortalt Harry, at Voldemort sandsynligvis ville vælge at skjule
Horcruxerne på steder, der havde betydning for ham, blev de ved og ved, som en trættende
remse, at gennemgå de steder, som Voldemort havde beboet og besøgt: Børnehjemmet,
hvor han var født og opvokset, Hogwarts, hvor han blev uddannet, Borgin & Burkes, hvor

han arbejdede efter skolen, og til sidst Albanien, hvor han tilbragte sine år i eksil; alle disse
steder var udgangspunktet for deres spekulationer.
”Ja, lad os dog ba re tage til Albanien, det burde ikke tage mere end en eftermiddag at
gennemsøge hele landet,” sagde Ron sarkastisk.
”Der kan ikke være noget at komme efter; han havde jo allerede lavet fem Horcruxer, før
han gik i eksil, og Dumbledore var sikker på, at sl angen måtte være den sjette,” sagde
Hermione. ”Vi ved, at slangen ikke er i Albanien, den følger som regel Vol…”
”Bad jeg dig ikke om at lade være med at sige det?”
”Okay! Slangen følger som regel med Du -Ved -Hvem – er du så glad?”
”Ikke specielt?”
”Jeg kan ikke forestille mig, at han ville gemme noget hos Borgin & Burkes,” sagde
Harry, der havde fremført indvendingen mange gange før, men gentog den for at bryde
deres ulideligt sure tavshed. ”Borgin & Burkes var eksperter i Mørke objekter, de ville
omgåe nde have genkendt en Horcrux.”
Ron gabte provokerende. Harry undertrykte en stærk trang til at kaste noget i hovedet
på ham og fortsatte sin tankerække: ”Jeg er stadig tilbøjelig til at tro, at han må have gemt
noget på Hogwarts.”
Hermione sukkede.
”Men så ville Dumbledore have fundet det, Harry!”
Harry rullede straks frem med det argument, han plejede at bruge, når de nåede hertil.
”Dumbledore sagde ligeud til mig, at han ikke ville påstå, at han kendte alle Hogwarts’
hemmeligheder. Jeg siger jer, hvi s der var ét sted, vold…”
”Hey!”
”DU -VED -HVEM, så!” råbte Harry, der havde nået smertegrænsen. ”Hvis der var noget
sted, som virkelig betød meget for Du -Ved -Hvem, så var det Hogwarts!”
”Åh, hold op,” hånede Ron. ”Hans skole ?”
”Ja, hans skole! Det var h ans første rigtige hjem, stedet, der gjorde ham til noget særligt.
Skolen betød alt for ham, selv efter at han forlod den.”
”Nu er det vel Du -Ved -Hvem, du taler om, og ikke dig selv?” spurgte Ron, mens han
pillede ved Horcruxens kæde om sin hals; Harry bl ev grebet af en impuls til at kværke
ham.
”Du fortalte os, at Du -Ved -Hvem senere hen kom til Dumbledore og bad om at få en
stilling som lærer på skolen,” sagde Hermione.
”Det er rigtigt, ja,” sagde Harry.
”Og Dumbledore tænkte, at han kun var ude på at komme tilbage for at lede efter noget;
sandsynligvis et af grundlæggernes klenodier, som man kunne lave endnu en Horcrux af,
ikke?”
”Jo,” sagde Harry.
”Men han fik ikke jobbet, vel?” sagde Hermione. ”Derfor fik han heller aldrig chancen
for at finde et a f klenodierne og skjule det et sted på skolens område!”
”Okay, du siger noget,” sagde Harry overvundet. ”Glem Hogwarts.”
Uden andre ledetråde rejste de til London, hvor de, skjult under usynlighedskappen,
ledte efter det børnehjem, hvor Voldemort voksede op. Hermione sneg sig ind på et
bibliotek og fandt optegnelser, der viste, at stedet var blevet revet ned mange år forinden.
De besøgte adressen og fandt et højhus med kontorer.
”Vi kunne prøve at grave i fundamentet,” foreslog Hermione halvhjertet.
”De r ville han aldrig have gemt en Horcrux,” sagde Harry, som havde vidst det hele
tiden: Børnehjemmet var et sted, som Voldemort kun havde ønsket at slippe væk fra. Han
ville aldrig skjule noget af sin sjæl der. Dumbledore havde vist Harry, at Voldemort søgt e

storslåethed eller mystik, når han valgte sine skjulesteder; der var en verden til forskel på
dette trøstesløse grå hjørne af London og Hogwarts, Ministeriet eller troldmandsbanken
Gringotts’ fornemme domicil med dets gyldne døre og marmorgulve.
Uden ny e ideer at gå efter fortsatte de alligevel deres rejse rundt i landområderne og
satte for en sikkerheds skyld teltet op et nyt sted hver aften. Hver morgen sikrede de sig, at
alle spor af deres tilstedeværelse var fjernet, hvorefter de ledte efter en ny en som plet. De
spektraltransfererede sig til andre skove, til mørke klippespalter, til lyngdækkede heder og
tornebegroede bjergsider samt, en enkelt gang, til en stenet bugt, afskåret fra omverdenen.
For hvert halve døgn udvekslede de Horcruxen mellem sig, s om om de legede en forskruet
pakkeleg i slowmotion, hvor det for enhver pris gjaldt om ikke at ende med pakken, fordi
det betød tolv timers konstant stigende angst og uro.
Det blev ved med at stikke i Harrys ar. Det skete oftest, bemærkede han, når han se lv
bar Horcruxen. Somme tider kunne han ikke ignorere smerten.
”Hvad? Hvad så du?” spurgte Ron, hver gang Harry reagerede.
”Et ansigt,” mumlede Harry hver gang. ”Det samme ansigt. Tyven, der stjal fra
Gregorovitch.”
Så vendte Ron sig altid fra ham uden at gide skjule sin skuffelse. Harry vidste, at Ron
håbede på at høre nyt om sin familie eller andre medlemmer af Fønixordenen, men Harry
var trods alt ingen tv -antenne; han kunne kun se, hvad Voldemort tænkte på givet
tidspunkt, ikke indstille sig på hvilk en som helst frekvens. Det lod til, at Voldemort
uafbrudt beskæftigede sig med den ukendte yndling med det muntre ansigt, hvis navn og
opholdssted Harry vidste, at Voldemort var lige så uvidende om, som han selv var. Da
Harrys ar blev ved med at svide, men s den lystige, lyshårede dreng svævede drillende ind
og ud af hans sind, lærte han at skjule ethvert tegn på smerte og ubehag, for de to andre
reagerede med utålmodighed, hver gang han nævnte tyven. Ikke at han kunne bebrejde
dem noget, når de nu så desper at ledte efter et spor af Horcruxerne.
Efterhånden som dagene blev til uger, begyndte Harry at mistænke Ron og Hermione
for at føre hemmelige samtaler om ham. Flere gange havde han grebet dem i pludselig at
tie stille, hvis han trådte ind i teltet, og to gange havde han set dem et stykke fra lejren, tæt
sammen i rivende samtale; begge gange var de holdt op med at tale, da de så ham nærme
sig, og de havde hastigt givet sig i kast med at samle brænde eller hente vand.
Harry fik det indtryk, at de udelukkend e var fulgt med på denne tilsyneladende
menings -og planløse rundrejse, fordi de troede, at han havde en hemmelig plan, han ville
afsløre, når tiden var inde. Ron gjorde intet for at dække over sit dårlige humør, og Harry
frygtede efterhånden, at selv Herm ione var skuffet over hans sølle lederskab. Desperat
prøvede han at tænke over, hvilke andre steder Horcruxerne kunne være, men det eneste
sted, der dukkede op i hans hoved, var Hogwarts, og eftersom ingen af de andre fandt det
sandsynligt, holdt han helt op med at nævne det.
Efteråret var begyndt at sætte sit præg på landskabet omkring dem; nu stod deres telt i
bunker af nedfaldne blade, og en naturlig tåge blandede sig med Dementorernes tåge.
Blæst og regn føjede sig til deres daglige trængsler, og Hermiones voksende ekspertise i
svampejagt kunne ikke helt kompensere for den trykkende isolation, manglen på andre
menneskers selskab og deres totale uvidenhed om, hvad der skete i krigen mod Voldemort.
”Min mor,” sagde Ron en aften, da de sad i teltet, der stod ved en flodbred i Wales, ”kan
fremtrylle dejlig mad ud af den tomme luft.”
Han prikkede i lunserne af forkullet, grålig fisk på sin tallerken. Harry kastede
automatisk et blik på Rons hals og så, at han ganske rigtigt bar den gyldne kæde, hvori
Horcruxen hang og glimtede. Han kvalte impulsen til at sige noget grimt til Ron, fordi han
vidste, at Rons indstilling ville forbedres en smule, når han tog medaljonen af.

”Din mor kan ikke lave mad af ingenting,” sagde Hermione. ”Det er der ingen, der kan .
Mad er den første af de fem Principielle Undtagelser fra Gamps Lov om Elementær
Forvand …”
”Åh, så tal dog engelsk, gider du?” sagde Ron og fjernede et fiskeben, der sad fast
mellem tænderne.
”Det er umuligt at frembringe lækker mad af det rene ingenti ng! Du kan Hidkalde det,
hvis du ved, hvor det er; du kan omdanne det; du kan øge mængden, hvis du allerede har
noget …”
”… ja, så behøver du altså ikke øge mængden af det her, det er for ulækkert,” sagde Ron.
”Harry fangede fisken, og jeg gjorde mit bed ste med den! Og hvorfor er det egentlig altid
mig, der bliver sat til at lave mad? Er det, fordi jeg er en pige ?”
”Nej, det er, fordi du skal forestille at være den, der er bedst til at trylle!” svarede Ron
igen.
Hermione sprang op, så resterne af grille t gedde røg af hendes tintallerken og endte på
gulvet.
”Så kan du tage dig af madlavningen i morgen, Ron, du kan finde ingredienserne og
prøve at besværge dem til et eller andet spiseligt, imens jeg bare sidder her og laver
ansigter og jamrer … så kan vi se, hvordan du …”
”Klap i!” sagde Harry og rejste sig brat med begge hænder løftet. ”Klap så bare i, nu!”
Hermione så rasende ud.
”Hvordan kan du tage hans parti, han laver næsten aldrig …”
”Hermione, ti stille, jeg kan høre nogen!”
Han lyttede anstre ngt, stadig med hænderne advarende løftet, så de ikke vovede at sige
et ord. Der var det igen! På trods af den mørke flods brusen og buldren kunne han høre
stemmer. Han så sig omkring efter Luskometeret. Det var i bevægelse.
”Du kastede Muffliatobesværgel sen over os, ikke?” hviskede han til Hermoine.
”Jeg kastede alt over os,” hviskede hun tilbage. ”Muffliato -, Mugglerafskræknings -og
Desillusionsbesværgelser. De burde hverken kunne høre eller se os, hvem de end er.”
Der lød tungt skrabende lyde blandet med støjen fra løst rullende sten og knækkende
kviste, kort sagt, lyden af adskillige personer, der bevægede sig ned ad den stejle skråning,
som endte i det smakke stykke flodbred, hvor Harry, Ron og Hermione havde rejst teltet.
De trak deres tryllestav og ventede. Besværgelserne, de havde kastet omkring sig, burde,
her i det næsten uigennemtrængelige mørke, være nok til at skærme dem mod både
Mugglere og normale magikere. Hvis det derimod var Dødsgardister, ville de om lidt få
testet det magiske værn mod M ørk Magi.
Da flokken af mænd nåede flodbredden, blev stemmerne højere, men ikke lettere at
forstå. Harry anslog, at de måtte være højst seks meter fra dem, men flodens brusende
vand gjorde det svært at vurdere. Hermione flåede perletasken til sig og begyn dte at lede i
den; et øjeblik tog hun tre Forlængelige Ører frem og kastede et til både Harry og Ron, der
skyndte sig at fastgøre enden af de hudfarvede strenge i deres ører og kaste den anden
ende ud af teltåbningen.
I løbet af få sekunder hørte Harry en træt mandsstemme sige:
”Der burde være en smule laks at finde her, eller er det for tidligt på sæsonen? Accio
laks!”
Der hørtes flere tydelige plask og dernæst flappende lyd af sprællende fisk. En eller
anden gryntede anerkendende. Harry pressede det Fo rlængelige Øre længere ind i sit eget
øre; gennem den støjende brusen af vand kunne han høre flere stemmer, men de talte ikke
engelsk eller noget der menneskeligt sprog, han havde hørt. Det var en rå og hård accent

med skrattende strubelyde, og det lod til at være to talende, den ene med en dybere,
roligere stemme end den anden.
Et bål blev tændt uden for teltdugen; store skygger bevægede sig rundt mellem teltet og
flammerne. Den indbydende duft af stegt laks bølgede lokkende ind til dem. Så hørtes der
kli rren af bestik mod porcelæn, hvorefter den første mand sagde noget igen.
”Værsågod, Griphook og Gornuk.”
”Nisser!” mimede Hermione til Harry, der nikkede.
”Tak,” sagde nisserne enstemmigt på engelsk.
”Nå, hvor længe har I tre så været på flugt?” spurgt e en ny, mild og venlig stemme, der
forekom Harry lettere bekendt – han så et indre billede af en buttet mand med muntert
ansigt.
”Seks uger … måske syv … kan ikke helt huske det,” sagde den trætte mand. ”Stødte på
Griphook i løbet af de første par dage, og Gornuk sluttede sig til et kort efter. Rart at få
smule selskab.” Der var stille et øjeblik, mens bestikket skrabede mod tallerkenerne, og
krusene blev taget op og sat ned på jorden igen. ”Hvad fik jeg til at tage af sted, Ted?”
fortsatte manden.
”Jeg vidste, at de ville komme efter mig,” svarede den milde stemme, der tilhørte Ted,
og nu vidste Harry, hvem han var: Tonks’ far. ”Jeg hørte, at Dødsgardisterne var i
nabolaget i sidste uge og besluttede, at jeg hellere måtte stikke af. Nægter af princip at lade
mig registrere som Mugglerfødt, så jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid, før jeg måtte
gå under jorden. Min kone burde være sikker nok, hun er fuldblodsheks. Så traf jeg Dean,
her. Hvad er det … et par dage siden, sønnike?”
”Ja,” sagde en anden stemme, der fik Harry, Ron og Hermione til at stirre anspændte på
hinanden; de havde genkendt Dean Thomas’ stemme, deres kammerat fra
Gryffindorkollegiet.
”Er du også Mugglerfødt?” spurgte den første mand.
”Jeg er ikke sikker,” sagde Dean. ”Min far forl od min mor, da jeg var lille, og jeg har
intet bevis på, at han var troldmand.”
Der blev stille lidt, mens de spiste videre. Så begyndte Ted igen at tale.
”Jeg må sige, at jeg er overrasket over at møde dig, Dirk. Glædeligt overrasket,
selvfølgelig, men ikke desto mindre overrasket. Rygterne siger, at du blev fanget.”
”Det blev jeg også,” sagde Dirk. ”Jeg var halvvejs i Azkaban, da det lykkedes mig at
undslippe; jeg kastede en Lammer mod Dawlish og stjal hans kost. Det var lettere, end du
tror; han er vi st ikke helt sig selv for tiden – jeg tror, han har fået kastet en
Confundusbesværgelse over sig. Hvis det var tilfældet, vil jeg gerne takke den heks eller
troldmand, der står bag, for det reddede uden tvivl mit liv.”
Der var endnu en pause; ilden knitre de, og floden brusede. Så sagde Ted: ”Men hvordan
kan det være, at I to også er herude? Jeg, øh, havde det indtryk af, at nisserne i det store og
hele var solidariske med I -Ved -Hvem.”
”Så har du fået det forkerte indtryk,” sagde nissen med den lyseste ste mme. ”Vi er
upartiske. Dette er troldmændenes krig.”
”Men hvorfor gemmer I jer så?”
”Jeg anså det for klogest,” sagde nissen med den dybe stemme. ”Efter at have afvist en
forespørgsel, jeg fandt uforskammet, kunne jeg se, at min personlige sikkerhed var i fare.”
”Hvad ville de have dig til at gøre?” spurgte Ted.
”Arbejde, som lå under min races værdighed,” svarede nissen, og hans stemme lød
pludselig mere rå og mindre menneskelig. ”Jeg er ingen husalf.”
”Hvad med dig, Griphook?”

”Samme årsag,” sagde n issen med den lysere stemme. ”Gringotts er ikke længere helt
under min races kontrol. Jeg ser ingen troldmand som min herre og mester.”
Han tilføjede hviskende noget på gobledoglegosk, og Gornuk lo.
”Hvad var det, der var så morsomt?” spurgte Dean.
”Han sagde,” svarede Dirk, ”at der også findes ting, som troldmænd ikke ser.”
Der var stille lidt.
”Den forstod jeg ikke,” sagde Dean.
”Jeg tog en lille hævn, før jeg rejste,” sagde Griphook på engelsk.
”Du er en god mand – undskyld, nisse,” rettede Ted hu rtigt sig selv. ”Du fik vel ikke låst
en Dødsgardist inde i en af de gamle topsikrede bokse, vel?”
”Hvis jeg havde gjort det, ville end ikke sværdet have hjulpet ham ud derfra,” svarede
Griphook. Gornuk lo igen, og selv Dirk udstødte en tør klukken.
”Det går stadig hen over hovedet på mig og Dean,” sagde Ted.
”Også på Severus Snape, selvom han ikke ved det,” sagde Griphook, og så brølede de to
nisser af skadefro latter.
Indenfor i teltet turde Harry dårligt trække vejret af spænding; han og Hermione
sti rrede på hinanden, mens de lyttede koncentreret.
”Hørte du da ikke om det, Ted?” spurgte Dirk. ”Om de unger, der prøvede at stjæle
Gryffindors sværd fra Snapes kontor på Hogwarts?”
Harry havde det, som om der var blevet sat strøm til hans krop; hver en nerve sitrede,
og han stod som naglet til stedet.
”Det har jeg ikke hørt et ord om,” sagde Ted. ”Det stod da ikke i Profettidende , vel?”
”Næppe,” klukkede Dirk. ”Griphook fortalte mig, at han havde hørt det fra Bill Weasley,
der arbejder i banken. En af ungerne, der prøvede at snuppe sværdet, var Bills lillesøster.”
Harry så på Hermione og Ron, der begge holdt fast i deres Forlængelige Ører, som var
det livliner.
”Hun og et par kammerater brød ind i Snapes kontor og smadrede glasmontren, hvor
sværdet bl ev opbevaret. Snape greb dem på fersk gerning, da de prøvede at smugle det ned
ad trappen.”
”Åh, de kære børn,” sagde Ted. ”Hvad havde de mon forestillet sig? At svinge sværdet
mod I -Ved -Hvem? Eller mod Snape, måske?”
”Ja, uanset hvad, så mente Snape ikk e længere, at sværdet var sikkert, hvor det var,”
sagde Dirk. ”Et par dage senere, garanteret efter at have fået besked fra I -Ved -Hvem,
sendte han det til London for at komme i forvaring hos Gringotts.”
Nisserne begyndte igen at grine.
”Jeg ser stadig ik ke det morsomme,” sagde Ted.
”Det er falsk,” raspede Griphook.
”Gryffindors sværd?”
”Ja, netop. Det er en kopi – en fremragende kopi, hvis det skal indrømmes, men det er
troldmandsskabt. Originalen blev smedet for århundreder siden af nisser, og det har visse
kvaliteter, som kun nissesmedede våben besidder. Hvor det ægte Gryffindorsværd end
befinder sig, så er det ikke i en boks i Gringottsbanken.”
”Javel,” sagde Ted. ”Jeg går ud fra, at I ikke ulejligede jer med at fortælle det til
Dødsgardisterne?”
”Jeg så ingen grund til at belemre dem med den oplysning,” sagde Griphook selvtilfreds,
og nu kunne Ted og Dean dele Goruks og Dirks morskab.
Inde i teltet stod Harry med sammenknebne øjne og håbede intenst, at en eller anden
derude ville stille det spørgs mål, han måtte have svar på, og efter et minuts tid, der føltes

som ti minutter, kom det fra Dean, som jo havde været kæreste med Ginny, huskede Harry
pludselig:
”Hvad skete der med Ginny og de andre? Dem, der prøvede at stjæle det?”
”Åh, de blev straffe t på det grusomste,” sagde Griphook affærdigende.
”Men de er vel okay?” spurgte Ted hurtigt. ”Familien Weasley har ikke ligefrem brug for
flere kvæstede børn.”
”De led ingen alvorlig skade, så vidt jeg ved,” sagde Griphook.
”Der var de heldige,” sagde T ed. ”Snapes seneste bedrift taget i betragtning skal vi vel
være glade, når de bare stadig er i live.”
”Så tror du altså på den historie, Ted?” spurgte Dirk. ”Tror du, at Snape dræbte
Dumbledore?”
”Selvfølgelig gør jeg det,” sagde Ted. ”Du sidder vel ikk e der og vil bilde mig ind, at
Harry Potter havde noget med det at gøre?”
”Svært at vide, hvad man skal tro efterhånden,” mumlede Dirk.
”Jeg kender Harry Potter,” sagde Dean. ”Og jeg mener, han er en ægte helt – Den
Udvalgte, eller hvad man nu skal kalde det.”
”Tja, det er der mange, der gerne vil tro, sønnike,” sagde Dirk. ”Mig selv, blandt andre.
Men hvor er han? Flygtet over alle bjerge, ser det ud til. Hvis han virkelig har en særlig
viden eller nogle særlige evner, så burde han være ude og kæmpe lig e nu, han burde stille
sig i spidsen for modstandskampen i stedet for at gemme sig. Desuden havde
Profettidende nogle ret gode argumenter mod ham …”
”Profettidende?” spottede Ted. ”Du fortjener at få serveret løgne, hvis du stadig læser
det bras, Dirk. Hv is du vil have sandheden, så prøv Ordkløveren .”
Der fulgte et voldsomt udbrud af kvælningslyde og harken akkompagneret af meget
rygdunkeri; efter alt at dømme havde Dirk fået et fiskeben galt i halsen. Til sidst spruttede
han: ”Ordkløveren? Xeno Lovegoods sindssyge blad?”
”Det er ikke helt så sindssygt længere,” sagde Ted. ”Du burde kaste et blik på det. Xeno
bringer alle de historier, som Profettidende ignorerer – han nævnte absolut intet om
Krumhornede Snorkbøfler i sidste nummer. Men hvor længe de vil lade ham slippe af sted
med det, er ikke godt at vide. Xeno skriver på forsiden af hvert eneste nummer, at alle
troldmænd, som er imod I -Ved -Hvem, bør gøre alt, hvad de kan for at hjælpe Harry
Potter.”
”Lidt svært at hjælpe en dreng, der er forsvundet fra jordens overflade,” indvendte Dirk.
”Ærligt talt, det er da lidt af en bedrift, at han stadig er på fri fod,” sagde Ted. ”Jeg tog
gerne imod råd fra ham, hvad det angår. Det er jo, hvad vi alle prøver, ikke sandt? At
forblive frie!”
”Der sagde du alligevel noget rigtigt,” indrømmede Dirk tungt. ”Med det samlede
Ministerium og alle deres spioner på jagt efter ham burde han vel være i deres varetægt nu.
Men hvem ved, om ikke de allerede har fanget og dræbt ham uden at offentliggøre et ord
om det?”
”Åh, sig ikke sådan noget, Dirk,” mumlede Ted.
Der fulgte en lang pause udfyldt af klirren fra bestik. Da de igen begyndte at tale
sammen, var det for at diskutere, om de skulle lægge sig til at sove på flodbredden eller
trække sig længere op på skråningen . Efter at være nået frem til, at træerne gav dem bedre
ly, slukkede de deres bål og kravlede tilbage op ad bakken. Deres stemmer fortonede sig
efterhånden.
Harry, Ron og Hermione trak de Forlængelige Ører tilbage. Harry, der ellers i stigende
grad havde haft svært ved at tie stille, mens de lyttede, kunne nu slet ikke få mere frem
end: ”Ginny – sværdet …”

”Jeg ved, hvad du mener!” sagde Hermione.
Hun kastede sig frem efter sin lille perletaske, og denne gang stak hun hele armen ned i
den.
”Her … har … vi … det,” sagde hun sammenbidt og trak i noget, der åbenbart lå helt nede
i bunden. Langsomt kom kanten af en ornamenteret billedramme til syne. Harry skyndte
sig at hjælpe hende med at trække det tomme portræt af Phineas Nigellus op af tasken,
mens Hermi one holdt sin tryllestav rettet mod det, parat til at kaste en besværgelse, når
som helst det skulle være. ”Hvis nogen byttede det ægte sværd ud med det falske, mens det
befandt sig i Dumbledores kontor,” pustede hun, da de endelig kunne sætte maleriet op ad
teltdugen, ”så må Phineas Nigellus have set det ske. Han hænger lige ved siden af
montren!”
”Medmindre han sov,” sagde Harry, men han holdt alligevel spændt vejret, da Hermione
knælede ned foran det tomme lærred med tryllestaven rettet mod dets midte. Hun
rømmede sig og sagde: ”Øh – Phineas? Phineas Nigellus?”
Der skete ingenting.
”Phineas Nigellus?” gentog Hermione. ”Professor Black? Må vi venligst bede om at tale
med dig?”
”En venlig forespørgsel hjælper altid,” sagde en kølig stemme, hvorefter Phi neas
Nigellus gled ind i sit portræt. I samme sekund råbte Hermione: ”Obscuro!”
Et sort bind blev lagt over Phineas Nigellus’ kløgtige mørke øjne, så han kom til at støde
mod rammen med et højt smertensudbrud.
”Hvad – hvor vover du – hvad i alverden …?”
”Jeg beklager meget, professor Black,” sagde Hermione, ”men det er en nødvendig
forholdsregel.”
”Fjern omgående denne fæle overbemaling! Fjern den, siger jeg! I ødelægger et stort
kunstværk! Hvor er jeg? Hvad foregår der?”
”Du skal ikke spekulere på, hv or vi er,” sagde Harry; Nigellus stivnede og opgav ethvert
forsøg på at kradse bindet af øjnene.
”Kan det virkelig være den flygtige Harry Potters stemme?”
”Muligvis,” sagde Harry, fordi han vidste, at han på den måde kunne fastholde Nigellus’
interesse. ”Vi har nogle spørgsmål at stille dig – det drejer sig om Gryffindors sværd.”
”Åh, javist,” sagde Phineas Nigellus og begyndte at dreje hovedet hid og did for at fange
et glimt af Harry. ”Det tåbelige pigebarn opførte sig højst uklogt …”
”Det skal du ik ke sige om min søster,” brød Ron ind; Phineas Nigellus hævede hovent
sine øjenbryn.
”Hvem er ellers til stede?” spurgte han og drejede igen hovedet fra side til side. ”Jeg
bryder mig ikke om dit tonefald! Pigen og hendes venner var uhyre dumdristige. Stjæ le fra
Rektor!”
”De stjal ikke,” sagde Harry. ”Sværdet tilhører ikke Snape.”
”Det tilhører professor Snapes skole,” sagde Phineas Nigellus. ”Hvilket krav kunne det
Weasley -pigebarn gøre på det, om jeg må spørge? Hun fortjente sin straf, ligeså gjorde
idi oten Longbottom og originalen Lovegood!”
”Neville er ingen idiot, og Luna er ingen original!” sagde Hermione.
”Hvor er jeg?” spurgte Phineas Nigellus igen og genoptog sin kamp mod bindet for
øjnene. ”Hvor har I taget mig hen? Hvorfor har I fjernet mig fr a min slægts hjem?”
”Det skal du ikke bekymre dig om! Hvordan straffede Snape så Ginny, Neville og Luna?”
spurgte Harry indtrængende.

”Professor Snape sendte dem ud i Den Forbudte Skov for at udføre noget arbejde for
fjoget Hagrid.”
”Hagrid er ikke noge t fjog!” sagde Hermione skingert.
”Og Snape troede nok, at det var en straf,” sagde Harry. ”Men Ginny, Neville og Luna fik
sig sikkert et godt grin sammen med Hagrid. Den forbudte skov … de har oplevet langt
værre ting end Den Forbudte Skov, helt ærligt!”
Han følte sig lettet; han havde forestillet sig de værste rædselsscenarier med
Dolorosoforbandelsen som det mindste af det hele.
”Det, vi egentlig ville spørge om, professor Black, er, om nogen andre har, øhm, haft fat i
sværdet på noget tidspunkt? Måsk e blev det sendt til polering eller – eller sådan noget?”
Phineas Nigellus holdt op med at kæmpe for at få klart udsyn og begyndte i stedet at
fnyse.
”Mugglerfødte! Hvor typisk!” sagde han. ”Et nissesmedet sværd behøver ingen polering,
dumme pigebarn. Ni ssesølv afviser gement snavs og tager kun imod, hvad der styrker det.”
”Du skal ikke kalde Hermione dum,” sagde Harry.
”Jeg er træt af, at I svarer igen,” sagde Phineas Nigellus. ”Måske burde jeg hellere tage
tilbage til Rektorkontoret?”
Stadig med bind for øjnene begyndte han at famle sig ud til siden af rammen for at finde
vejen ud af billedet og tilbage til rammen på Hogwarts. En ide slog pludselig ned i Harry.
”Dumbledore! Kan du hente Dumbledore til os?”
”Hvabehar?” sagde Phineas Nigellus.
”Profe ssor Dumbledores portræt – kan du ikke tage ham med dig hertil gennem dit
portræt?”
Phineas Nigellus drejede ansigtet i retning af Harrys stemme.
”Tilsyneladende er det ikke kun Mugglerfødte, der er uvidende, Potter. Selvom
Hogwarts’ portrætter kan kommu nikere med hinanden, kan de ikke bevæge sig uden for
slottet, medmindre det er for at besøge malerier af dem selv ophængt andre steder.
Dumbledore kan ikke komme hertil med mig, og efter den behandling, I har udsat mig for,
kan jeg forsikre jer for, at jeg heller ikke vender tilbage!”
Harry betragtede slukøret Phineas’ nu intensiverede forsøg på at forlade sin ramme.
”Professor Black,” sagde Hermione. ” Vil du ikke nok bare fortælle os, hvornår sværdet
sidst blev fjernet fra sin montre? Før Ginny tog det u d, mener jeg?”
Phineas fnøs utålmodigt.
”Jeg mener, at sidste gang, jeg så Gryffindors sværd blive fjernet fra montren, var, da
professor Dumbledore brugte det til at flække en ring.”
Hermione kastede et lynhurtigt blik på Harry. Ingen af dem turde sige mere foran
Phineas Nigellus, der endelig havde lokaliseret udgangen.
”Så ønsker jeg jer godnat,” sagde han en smule arrigt og begyndte igen at bevæge sig ind
bag rammekanten. Det eneste, der var tilbage af ham, var det yderste af hans hatteskygge,
da Har ry pludselig råbte:
”Vent! Har du fortalt Snape, at du så det?”
Phineas Nigellus stak sit hoved, stadig med bind for øjnene, ind i rammen igen.
”Professor Snape har vigtigere ting at tænke på end Albus Dumbledores mange
excentriske gøremål. Farvel, Pott er!”
Og med disse ord forsvandt han helt og efterlod sig intet andet end sin mørke baggrund.
”Harry!” råbte Hermione.
”Jeg ved det!” råbte Harry tilbage. Han kunne ikke lade være med at slå triumferende
huller i luften; dette var mere, end han havde tur det håbe på. Han marcherede frem og
tilbage i teltet og følte, at han kunne sprinte en mul; han følte sig ikke engang sulten

længere. Hermione pressede Phineas Nigellus’ portræt tilbage i perletasken og smed
derefter tasken fra sig efter at have fæstnet sp ændet. Så smilede hun bredt til Harry.
”Det sværd kan tilintetgøre Horcruxer! En nissesmedet klinge tager kun imod, hvad der
styrker den – Harry, det sværd er imprægneret med Basiliskgift!”
”Og Dumbledore beholdt det for sig selv, fordi han stadig havde brug for det. Han ville
bruge det på medaljonen …”
”Og han må have vidst, at de ikke ville lade dig få det, hvis han indskrev det i sit
testamente …”
”… så han lavede en kopi …”
”… og lagde kopien i glasmontren …”
”… og efterlod det ægte sværd … hvor?”
De stirrede på hinanden; Harry syntes, at svaret hang usynligt i luften for næsen af ham,
ulideligt nær. Hvorfor havde Dumbledore ikke sagt det til ham? Eller havde han faktisk
fortalt Harry om det, selvom Harry måske ikke havde indset det dengang?”
”Tæ nk!” hviskede Hermione. ”Tænk! Hvor ville han have efterladt det?”
”Ikke på Hogwarts,” sagde Harry og genoptog sin vandring frem og tilbage.
”Et sted i Hogsmeade?” foreslog Hermione.
”Det Hylende Hus?” sagde Harry. ”Der kommer aldrig nogen.”
”Men Snape ved, hvordan man kommer ind, så ville det ikke være lidt risikabelt?”
”Dumbledore stolede på Snape,” påmindede Harry hende.
”Ikke nok til at fortælle ham, at han havde ombyttet sværdene,” sagde Hermione.
”Nej, du har jo ret!” sagde Harry; nu følte han sig endnu mere opløftet ved tanken om, at
Dumbledore trods alt måtte have næret en smule tvivl om Snapes troværdighed. ”Måske
gemte han i stedet sværdet fjernt fra Hogsmeade? Hvad tror du, Ron? Ron?”
Harry så sig omkring. I et forvirret øjeblik troede han , at Ron havde forladt teltet, men
så opdagede han, at Ron lå inde i underkøjens mørke med et forstenet udtryk.
”Nå, kom I pludselig i tanke om mig?” sagde han.
”Hvad?”
Ron fnøs, mens han stirrede op på overkøjens bund.
”Fortsæt I bare. Lad jer endelig ikke forstyrre af mig.”
Harry så rådvild på Hermione, men der var ingen hjælp at hente, for hun rystede på
hovedet og så lige så forvirret ud som han.
”Hvad er problemet?” spurgte Harry.
”Problem? Der er ikke noget problem,” sagde Ron, som stadig nægte de at se på Harry.
”Ikke ifølge dig i hvert fald.”
Der hørtes nogle plonk lyde mod teltdugen over deres hoveder. Det var begyndt at
regne.
”Jamen, du har åbenbart et problem,” sagde Harry. ”Spyt ud med det, gider du?”
Ron svingede sine lange ben ud over køjekanten og satte sig op. Han så direkte led ud,
meget ulig sig selv.
”Godt, så lad mig spytte ud. Du skal ikke forvente, at jeg begynder at hoppe jublende
rundt i teltet, bare fordi det viser sig, at der nu er endnu en pokkers ting, vi skal ud og
find e. Sæt det bare på listen over alt det andet, som du ikke ved noget om.”
”Som jeg ikke ved noget om?” gentog Harry. ”Som jeg ikke ved noget om?”
Plonk, plonk, plonk: Regnen faldt tættere og hårdere. Den trommede ned over
flodbreddens lag af visne blade o g ramte flodens vand med en uophørlig pludren i mørket.
Frygten dæmpede Harrys begejstring; Ron sagde nøjagtig, hvad han havde troet og frygtet,
at han tænkte.

”Nu må du ikke tro, at jeg ikke nyder alt det her,” sagde Ron. ”Du ved, med min arm
lemlæstet, intet at spise og ved at dø af kulde hver nat. Men efter ugers strejfen rundt i øde
områder havde jeg alligevel håbet på, at vi ville have opnået noget.”
”Ron,” sagde Hermione, men hun sagde det så stille, at Ron kunne lade, som om han
ikke havde hørt det på grund af den støjende regn mod teltdugen.
”Jeg troede, du vidste, hvad du gik ind til,” sagde Harry.
”Ja, det troede jeg også.”
”Men hvad er det så, der ikke lever op til dine forventninger?” spurgte Harry, der nu
blev styrket af vreden, der steg i ham. ”Troede du, at vi skulle bo på femstjernede hoteller?
Forventede du, at vi ville falde over en Horcrux hver anden dag? Regnede du med at
komme hjem til mor til jul?”
”Vi troede, du vidste, hvad du gjorde!” råbte Ron og rejste sig op; hans ord føltes som
dolkestød. ”Vi troede, at Dumbledore havde fortalt dig, hvad du skulle gøre, vi troede, du
havde en plan med det hele!”
”Ron!” sagde Hermione, denne gang højt og tydeligt gennem den buldrende larm fra
regnen, men han ignorerede hende igen.
”Ja, så si ger jeg undskyld for at have skuffet jer,” sagde Harry, hans stemme var helt
rolig, selvom han følte sig hul og utilstrækkelig. ”Jeg har været ærlig over for jer lige fra
starten. Jeg har fortalt jer alt, hvad Dumbledore sagde til mig. Og så skal I lige hu ske på, at
vi faktisk har fundet en Horcrux …”
”Ja, og vi er lige så tæt på at tilintetgøre den, som vi er på at finde resten af dem – med
andre ord meget langt væk!”
”Tag medaljonen af, Ron,” sagde Hermione pludselig med meget høj stemme. ”Vil du
være s ød at tage den. Du ville ikke sige den slags, hvis ikke du havde haft den på hele
dagen.”
”Jo, han ville,” sagde Harry, der ikke ville lade noget undskylde Ron. ”Tror I ikke, jeg
har lagt mærke til, hvordan I to hvisker bag min ryg? Tror I ikke, jeg har g ættet mig til,
hvad I går og tænker på?”
”Harry, vi gik ikke og …”
”Du skal ikke stå der og lyve!” overfusede Ron hende. ”Du sagde selv, at du var skuffet,
du sagde, at du troede, at han havde lidt mere at gå efter end …”
”Jeg sagde det ikke på den måde – Harry, sådan var det ikke!” råbte hun.
Regnen hamrede mod teltet, og tårerne løb ned over Hermiones ansigt; glæden fra før
var forsvundet, som om den kun havde været et kortvarigt fyrværkeri, der flammede op og
døde, så alting igen blev mørkt, vådt og koldt. Gryffindors sværd var gemt, men de vidste
ikke hvor – de var tre teenagere i et telt, og deres eneste bedrift var ikke at være døde,
endnu.
”Nå, hvorfor er du her så stadig?” spurgte Harry Ron.
”Det undrer jeg mig også over,” sagde Ron.
”Så tag h jem,” sagde Harry.
”Ja, det gør jeg måske også!” råbte Ron og tog et par skridt mod Harry, der ikke veg for
ham. ”Hørte du ikke, hvad de sagde om min søster? Men du giver ikke en hylende fis for
det, vel? Det er jo kun Den Forbudte Skov, og overlegne Harr y Potter er ligeglad med, hvad
der sker hende derinde – for de får sig sikkert et godt grin – men jeg er ikke ligeglad: Der
er kæmpeedderkopper og sindssyge ting …”
”Jeg sagde jo bare – hun er sammen med de andre, de har Hagrid med …”
”… ja, jeg har fatt et det, du er ligeglad! Og hvad med resten af min familie? Familien
Weasley har ikke brug for flere kvæstede børn, hørte du det?”
”Jo, jeg …”

”Men du gad ikke spekulere nærmere over den bemærkning, vel?”
”Ron!” sagde Hermione og stillede sig mellem dem, ”jeg tror ikke, det betød, at der er
sket noget, som vi ikke allerede kender til. Jeg mener, Bill er allerede vansiret; der er
efterhånden mange, som ved, at George har mistet et øre, og du selv skal forestille at ligge
derhjemme på dit dødsleje med spatt ergroit, så det var nok bare det, han mente …”
”Okay, du lyder meget sikker i din sag, hva’? Godt, jamen, så behøver jeg ikke at
bekymre mig mere om dem. I to kan jo sagtens slappe af, for jeres forældre er langt væk fra
farezonen …”
”Mine forældre er dø de !” brølede Harry.
”Og det kunne mine også snart være!” skreg Ron.
”Så SKRID!” tordnede Harry. ”Tag tilbage til dem, lad, som om du er kommet dig over
din spattergroit, lad din mor fede dig op igen, og …”
Ron gjorde en pludselig bevægelse: Harry reager ede, men før nogen af dem nåede at
trække tryllestaven, havde Hermione løftet sin.
”Protego!” råbte hun. Et usynligt skjold lagde sig mellem hende og Harry på den ene
side og Ron på den anden. Den kraftfulde besværgelse skubbede dem alle nogle skridt
bagl æns, og Harry og Ron stod nu på hver sin side af den gennemsigtige barriere og gloede
ondt på hinanden, som om de først nu så hinanden klart. Harry var opfyldt af et sydende
had til Ron – noget var gået i stykker mellem dem.
”Læg Horcruxen,” sagde Harry.
Ron flåede kæden over sit hoved og smed medaljonen i en stol. Han vendte sig mod
Hermione.
”Hvad med dig?”
”Hvad mener du?”
”Bliver du, eller hvad?”
”Jeg …” Hun så forpint ud. ”Ja – ja, jeg bliver, Ron, vi sagde, at vi ville følge Harry, vi
sagde, at vi ville hjælpe …”
”Fint, jeg har forstået det – du vælger ham.”
”Ron, nej – vær nu sød – kom tilbage, kom tilbage!”
Hun var fanget af sin egen Skjoldbesværgelse; da hun igen fik den fjernet, var han
allerede stormet ud i mørket. Harry blev stående bom stille, han hørte hende hulke og kalde
på Ron derude mellem træerne.
Hun kom tilbage efter nogle minutter; det drivvåde hår klistrede til hendes ansigt.
”Han er v -væk! Borttransfereret!”
Hun kastede sig ned i en stol, krummede sig sammen og begyndte at græde.
Harry følte sig helt bedøvet. Han bøjede sig ned, samlede Horcruxen op og lagde kæden
om sin egen hals. Han tog tæpperne fra Rons køje og kastede dem over Hermione. Så
kravlede han op i sin egen køje og stirrede op i den mørke teltdug, mens han lyt tede til den
hamrende regn.

Kapitel 16 -Godric -dalen
Da Harry vågnede næste morgen, gik der et øjeblik, før han kom i tanke om, hvad der var
sket. Så håbede han barnligt, at det bare havde været en drøm, og at Ron stadig var der,
uden at det overhovedet var kommet på tale, at han ville tage væk. Men bare ved at dreje
hovedet på puden, kunne han se Rons tomme køje. Der kunne lige så godt have ligget et
lig, sådan som hans blik hele tiden blev tiltrukket af den. Så sprang Harry ud af sengen,
helt uden at s e på underkøjen. Hermione havde allerede travlt i køkkenet; hun sagde
godmorgen, men vendte hurtigt ansigtet væk, da han gik forbi.
Han er væk , sagde Harry til sig selv. Han er væk . Han blev nødt til at gentage det i
tankerne, mens han vaskede sig og tog tøj på, fordi det måske kunne dæmpe chokket over
det. H an er væk, og han kommer ikke tilbage. Sådan var det, vidste Harry: Deres magiske
beskyttelse betød nemlig, at Ron ikke ville være i stand til at finde dem igen, når de først
forlod den nuværende lejrp lads.
Han og Hermione spiste morgenmad i tavshed. Hermiones øjne var hævede og røde;
hun så ikke ud til at have sovet. De gik i gang med at pakke, men Hermione nølede. Harry
vidste godt, at hun prøvede at forlænge deres ophold ved flodbredden; han så hend e flere
gange kigge sig ivrigt omkring, og han var sikker på, at bildte sig ind at kunne høre skridt
ude i regnen, men der dukkede ingen rødhåret skikkelse op mellem træerne. Hver gang
Harry gjorde ligesom hun, spejdede omkring sig (han kunne ikke selv lad e være med at
håbe) og ikke så andet end regnvåd skov, vældede endnu en lille vredesbølge op i ham. Han
kunne høre Ron sige: ”Vi troede, du vidste, hvad du gjorde!” – og så fortsatte han stålsat
med at pakke.
Den mudrede flods vand steg og ville snart ove rsvømme bredden, de befandt sig på. De
havde ventet godt en time længere end sædvanligt med at flytte deres lejrplads. Til sidst,
efter at have omorganiseret sin perletaske tre gange, kunne Hermione ikke finde på flere
grunde til at udsætte det mere: Hun o g Harry tog hinanden i hænderne og
spektraltransfererede sig til et vindblæst, lyngdækket højdedrag.
I samme øjeblik de var der, slap Hermione Harrys hånd og satte sig hen på en stor sten,
sammenbøjet med ansigtet mod knæene, rystende af gråd. Han så på h ende og tænkte, at
han hellere måtte trøste hende, men af en eller anden grund kunne han ikke. han følte sig
kold og knuget indvendig; igen og igen så han Rons foragtelige ansigt for sig. I stedet
marcherede Harry rundt gennem lyngen i en stor cirkel omkri ng den fortvivlede Hermione
for at kaste de besværgelser, hun plejede at udføre til deres beskyttelse.
De talte slet ikke om Ron de næste par dage. Harry var fast besluttet på aldrig mere at
nævne det navn, og Hermione vidste åbenbart instinktivt, at det ikke ville være godt for
noget at tvinge emnet på bane. Men om nætterne, når hun troede, han sov, kunne han ikke
hende græde. Harry var begyndt at tage Røverkortet frem og studere det ved tryllestavslys.
Han forventede snart at finde Rons navngivne prik du kke op på Hogwarts’ gange som
bevis på, at han var vendt tilbage til det komfortable slot, beskyttet af sin status som
fuldblodstroldmand. Imidlertid dukkede Ron aldrig op på kortet, men Harry fortsatte
alligevel med at studere det; han begyndte at stirre på Ginnys navn i pigernes soveafdeling,
mens han spekulerede på, om hans længselsfulde blik mon ville trænge ind i hendes
drømme, mens hun sov, om hun på en eller anden måde kunne mærke, at han tænkte på
hende og håbede, at hun havde det godt.
I dagtimern e diskuterede de, hvor Gryffindors sværd kunne være, men jo mere de talte
om, hvor Dumbledore kunne have gemt det, jo mere desperate og usandsynlige blev deres
formodninger. Hvor meget Harry end ransagede sin hjerne, kunne han ikke huske, at
Dumbledore nog ensinde havde nævnt noget særligt sted, hvor han kunne tænkes senere at
have skjult en ting. Der var tidspunkter, hvor Harry ikke kunne beslutte, hvem han var

mest vred på – Ron eller Dumbledore. Vi troede, du viste, hvad du gjorde … vi troede, at
Dumbledo re havde fortalt dig, hvad du skulle gøre … vi troede, du havde en plan med det
hele!
Han var nød til at se det i øjnene: Ron havde haft ret. Dumbledore havde praktisk talt
efterladt ham i ingenmandsland. De havde fundet en enkelt Horcrux, men de havde ik ke
noget at tilintetgøre den med, og de øvrige var lige så uopnåelige som nogensinde.
Håbløsheden truede med at overvælde ham. Han var efterhånden ved tanken om, at han
havde accepteret sine venners tilbud om at gøre ham følgeskab på denne meningsløse rejs e
uden hverken mål eller med. Han vidste ingenting, han havde ingen ledetråde, og han var
konstant og pinefuldt på vagt efter det mindste tegn på, at Hermione også overvejede at
sige, at hun havde fået nok, at hun forlod ham.
De tilbragte mange aftener ud en at tale meget sammen. Hermione var begyndt at finde
Phineas Nigellus’ portræt frem og sætte det op ad en stol, som om han måske kunne
komme og fylde tomrummet efter Rons afrejse. Til trods for sin tidligere forsikring om, at
han aldrig ville besøge dem igen, kunne Phineas Nigellus trods alt ikke modstå fristelsen
for måske at finde ud af, hvad Harry var i færd med; han gik derfor med til at besøge dem
en gang imellem, selvom han måtte finde sig i at få bind for øjnene. Harry var endda glad
for at se ham for selskabets skyld, selvom det i dette tilfælde havde en spydig og drillende
karakter. De var lykkelige for at høre nyt om, hvad der skete på Hogwarts, til trods for at
Phineas Nigellus ikke var den ideelle observatør. Han nærede stor ærbødighed for Snap e,
der var skolens første Slytherin -Rektor, siden Phineas Nigellus selv besad posten, og de
måtte passe på ikke at kritisere eller stille uforskammede spørgsmål om Snape, for så ville
Phineas Nigellus omgående forlade sit maleri.
Men han lod dog nogle enk elte hentydninger falde om, at Snape måtte slås med et
konstant, om end underspillet oprør fra en hård kerne af elever. Ginny var blevet forment
adgang til Hogsmeade. Snape havde genindført Nidkjærs forbud mod forsamlinger på tre
eller flere elever samt en hver uofficiel studenterforening.
Ud fra alt dette kunne Harry regne ud, at Ginny, Neville og Luna nok havde gjort deres
bedste for at videreføre Dumbledores Armé. Denne lille nyhed fik Harry til at længes så
stærkt efter Ginny, at det føltes som mavekneb . Det fik ham også til at tænke på Ron igen,
og på Dumbledore, og i det hele taget på Hogwarts, som han savnede lige så slemt som sin
ekskæreste. Mens Phineas Nigellus fortalte om Snapes strenge tiltag, lod Harry sig gribe af
en kortlivet, gal tanke om sim pelthen at rejse tilbage til skolen for at slutte sig til oprøret
mod Snapes regime; tanken om at få mad, en blød seng at sove i og at kunne nyde den
luksus at overlade styringen til andre forekom ham i dette øjeblik vidunderlig. Men så kom
han i tanke om, at han var Uønsket Nummer Et med en dusør på ti tusind Galleoner for
hans tilfangetagelse hængende over hovedet. At spadsere ind på Hogwarts var i disse dage
lige så farligt som at spadsere ind i Ministeriet for Magi. Phineas Nigellus understregede
selv d ette faktum ved af og til at stille ledende spørgsmål til, hvor Harry og Hermione
befandt sig. Hermione proppede ham tilbage i perletasken, hver gang han gjorde det, mens
Phineas Nigellus pure nægtede at have noget med dem at gøre i flere dage efter disse
konstante afbrydelser af deres samvær.
Det blev koldere og koldere i vejret. De turde ikke blive i samme område for længe ad
gangen, så frem for at blive i det sydlige England, hvor den frosne jord var det mindste af
deres problemer, fortsatte de med at k rydse op nordpå, hvor de måtte udholde bjergsider
med piskede slud; vidstrakt marskland, hvor teltet blev oversvømmet af iskoldt vand; og en
lillebitte ø midt i en skotsk sø, hvor sneen nærmest begravede teltet på en enkelt nat.
De var allerede begyndt at se glitrende juletræer bag ruderne i mange stuer, da Harry en
aften besluttede sig for igen at foreslå, hvad der forekom at være den eneste

tilbageværende udvej for dem. De havde lige spist et usædvanligt godt måltid: Hermione
havde været i et supermarked iført usynlighedskappen (hun havde samvittighedsfuldt
smidt penge i et åbent kasseapparat), og Harry mente, at hun måtte være mere medgørlig
med maven fuld af spaghetti Bolognese og syltede pærer. Han havde også gødet jorden ved
at foreslå, at de begge to g en pause fra at bære Horcruxen, der nu hang over hans køjes
hovedgærde.
”Hermione?”
”Mm?” Hun sad og puttede sig i en af de slidte lænestole med Barden Beedles Eventyr.
Han kunne ikke forestille sig, hvor meget mere hun kunne få ud af den bog, der trod s alt
ikke var særlig lang, men det lod til, at hun stadig var ved at analysere noget af teksten, for
Trylmands Trylleksikon lå opslået på armlænet.
Harry rømmede sig. Han havde det præcis som dengang for flere år siden, da han
spurgte professor McGonagal l, om han måtte tage til Hogsmeade, selvom hr. og fru
Dursley ikke havde underskrevet sedlen, der skulle vise deres samtykke.
”Hermione, jeg har tænkt over det, og …”
”Harry, vil du hjælpe mig med noget?”
Hun havde åbenbart ikke hørt, hvad han sagde. Hu n lænede sig frem og rakte Barden
Beedles Eventyr ud mod ham.
”Se på det symbol,” sagde hun og pegede øverst på en side. Lige over det, som Harry
antog for at være historiens titel (da han ikke kunne læse runer, kunne han ikke være
sikker), var der et mot iv, som lignede et trekantet øje med en pupil dannet af en vertikal
streg.
”Jeg har aldrig haft Oldtidens Runer, Hermione.”
”Det ved jeg godt, men det er ingen rune, og symbolet er heller ikke i trylleksikonet. Jeg
har hele tiden troet, at det var et bil lede af et øje, men det tror jeg ikke længere. Det er
skrevet med blæk, se, en eller anden har tegnet det ind i bogen, det var der ikke fra starten.
Tænk dig om, har du nogensinde set det før?”
”Næ … hov, vent lidt.” Harry så nærmere på det. ”Er det ikke samme symbol, som Lunas
far render rundt med om halsen?”
”Jo, det mener jeg!”
”Så er det Grindelwalds mærke?”
Hun stirrede på ham med åben mund.
”Hvad?”
”Det fortalte Krum mig …”
Han fortalte hele historien om, hvad Viktor Krum havde sagt til bryllup pet. Hermione så
forbløffet ud.
”Grindelwalds mærke?”
Hun blev ved med at se fra Harry til det mærkelige symbol. ”Jeg har aldrig hørt, at
Grindelwald skulle have et mærke. Det bliver ikke nævnt i nogen af de tekster, jeg
nogensinde har læst om ham.”
”Tj a, som sagt, Krum mente, at det var det samme symbol, som var skåret i muren på
Durmstrang, og at Grindelwald havde gjort det.”
Hun lænede sig tilbage i lænestolen med rynket pande.
”Det er meget underligt. Hvis det skulle være et symbol på Mørk Magi, hv ad laver det så
i en bog med børneeventyr?”
”Ja, det er underligt,” sagde Harry. ”Man skulle også tro, at Scrimgeour ville have
genkendt det. Som minister burde han jo være ekspert i Mørkets sager.”
”Ja, det ved jeg godt … men måske troede han, det var e t øje, ligesom jeg gjorde. Alle de
andre eventyr har også små billeder over titlerne.”

Hun tav lidt, men fortsatte med at betragte det ukendte symbol. Harry prøvede igen.
”Hermione?”
”Mm?”
”Jeg har tænkt over det. Jeg – jeg vil besøge Godric -dalen.”
Hun så op på ham, men hun virkede fraværende, så han ud fra, at hun stadig
spekulerede over det mystiske mærke i bogen.
”Ja,” sagde hun. ”Ja, det har jeg også tænkt på. Jeg tror faktisk, at det er noget, vi bliver
nødt til.”
”Hørte du egentlig, hvad jeg sagde?”
”Selvfølgelig gjorde jeg det. Du vil til Godric -dalen. Jeg er enig, jeg synes også, at det er
en god ide. Jeg mener, jeg kan ikke komme i tanke om noget andet sted, det kan være. Det
bliver selvfølgelig farligt, men jo mere jeg tænker over det, jo mere sandsynligt
forekommer det mig, at det må findes der.”
”Øh – hvad må findes der?” spurgte Harry.
Det spørgsmål fik hende til at se lige så forundret ud, som han følte sig.
”Sværdet, selvfølgelig, Harry! Dumbledore må have vidst, at du ville tage t ilbage dertil,
og helt ærligt, Godric -dalen er jo Godric Gryffindors fødested …”
”Virkelig? Kom Gryffindor fra Godric -dalen?”
”Harry, har du nogensinde åbnet Magiens Historie ?”
”Øhm,” sagde han, mens hans smilede for første gang i noget, der føltes som måneder:
Musklerne i ansigtet føltes underligt stive. ”Jeg åbnede den måske, du ved, da jeg købte
den … bare den ene gang …”
”Tja, eftersom landsbyen er opkaldt efter ham, skulle man da tro, at du for længst havde
gættet sammenhængen,” sagde Hermione, der begyndte at lyde mere og mere som sit
gamle jeg; sådan havde hun ikke lydt længe, og Harry ventede næsten at høre hende
bekendtgøre, at hun ville smutte en tur på biblioteket.
”Der står lidt om landsbyen i M agiens Historie , øjeblik …”
Hun åbnede perleta sken og rumsterede lidt, før hun til sidst fandt sit eksemplar af den
gamle skolebog frem – Magtens Historie af Bathilda Bagshot – og begyndte at blade den
igennem, indtil hun fandt den side, hun ledte efter.
”Ved underskrivelsen af Det Internationale Hem melighedsdekret af 1689 gik det magiske
samfund endegyldigt under jorden. Det var derfor naturligt, at man dannede sine egne
små bysamfund i samfundet. Mange små landsbyer og flækker tiltrak en del magiske
familier, der sluttede sig til hinanden for gensid igt at støtte og forsvare sammenholdet.
Landsbyerne Tinbjerg i Cornwell, Flagbyøvre i Yorkshire, og St. Odderby ved Englands
sydkyst var kendte hjemsteder for grupper af troldmandsfamilier, der tolerant levede
side om side med Mugglere, der somme tider ble v underlagt Forglemmelsesbesværgelser.
Det mest berømte af disse halvmagiske småsamfund er nok Godric -dalen i den vestlige
del af landet, hvor den berømte troldmand, Godric Gryffindor, blev født, og hvor
Bowman Wright, troldmandssmeden, frembragte det førs te Gyldne Lyn. Kirkegården er
fuld af gamle magiske slægtsnavne, hvilket utvivlsomt forklare de mange historier om
hjemsøgelser, der har omgærdet den lille kirke i århundreder.
Du og dine forældre er ikke nævnt,” sagde Hermione og lukkede bogen. ”Måske er det,
fordi professor Bagshot ikke dækker perioden efter udgangen af det nittende århundrede.
Men der kan du se! Godric -dalen – Godric Gryffindor – Gryffindors sværd; tror du ikke,
Dumbledore ville have forventet af dig, at du kædede det sammen?”
”Jo, for pokker …”

Harry ville ikke indrømmede, at han slet ikke havde tænkt på sværdet, da han sagde, at
han ville til Godric -dalen. Han følte sig kun draget til stedet på grund af sine forældres
gravsted og huset, hvor han med nød og næppe var undsluppet døden, og også på grund af
Bathilda Bagshot.
”Kan du huske, hvad Muriel sagde?” spurgte han lidt efter.
”Hvem!”
”Du ved,” han tøvede; han ville ikke tage Rons navn i sin mund. ”Ginnys grandtante.
Ved brylluppet. Hende, der sagde, at du havde tynde ankler.”
”Åh, hende,” sagde Hermione.
Det var et forlegent øjeblik: Harry vidste, at hun havde fornemmet hans undvigelse af
Rons navn. Han skyndte sig at fortsætte: ”Muriel sagde, at Bathilda Bagshot stadig bor i
Godric -dalen.”
”Bathilda Bagshot,” mumlede Hermione og lod sin pegefinger løbe hen over
forfatternavnet, der stod med prægede bogstaver på omslaget af Magiens Historie. ”Ja, det
var der vist noget om …”
Hun udstødte et gisp så voldsomt, at Harrys mave snørede sig sammen; han trak sin
tryllestav og stirred e mod teltåbningen, hvor han nærmest ventede at se en hånd komme til
syne, men der var intet.”
”Hvad er der dog?” udbrød han irriteret, men lettet. ”Hvad går der af dig? Jeg troede, du
havde set en Dødsgardist i færd med at lyne teltåbningen op …”
”Harry, hvad nu, hvis Bathilda Bagshot har sværdet? Hvad nu, hvis Dumbledore
betroede det i hendes varetægt?”
Harry overvejede muligheden. Bathilda måtte efterhånden være en meget gammel
dame, og Muriel havde endda ment, at hun var gak. Ville det ligne Du mbledore at efterlade
Gryffindors sværd hos hende? Hvis det var tilfældet, syntes Harry nok, at Dumbledore
havde overladt for meget til tilfældighederne: Dumbledore havde aldrig afsløret, at han
havde udskiftet sværdet med en kopi, ej hellere havde han så meget som hentydet til sit
venskab med Bathilda. Men øjeblikket var dog ikke til at drage Hermiones teori i tvivl, ikke
når hun var så overraskende villig til at erklære sig enig i Harrys dybeste ønske.
”Tja, det er da muligt! Nå, skal vi så tage til Godr ic-dalen?”
”Ja, men vi må tænke det nøje igennem, Harry.” Hun satte sig ret op, og Harry kunne
mærke, at udsigten til igen at have en plan at følge havde opmuntret hende, ligesom det
havde opmuntret ham. ”Vi må først og fremmest træne i at borttransferere os sammen
under usynlighedskappen, og så ville nogle Desillusionsbesværgelser måske også være på
sin plads, medmindre du synes, at vi bør gå hele vejen med Polyjuice -eliksir? I så fald må vi
have fat i nogle hår fra nogen. Det tror jeg faktisk hellere, vi må, Harry. Jo mere
overbevisende vi forklæder os, jo bedre …”
Harry lod hende snakke; han nikkede og erklærede sig enig, hver gang der kom en
pause, men hans tanker var allerede langt væk. For første gang siden han fandt ud af, at
Gryffindors sværd var e n kopi, følte han sig opløftet.
Han skulle snart rejse hjem, han skulle tilbage til det sted, hvor han havde haft en
familie. Hvis ikke det var for Voldemort, ville han være opvokset i Godric -dalen, og her
ville han have tilbragt hver eneste skoleferie. H an kunne have inviteret venner med sig
hjem … han ville måske endda have fået brødre og søstre … Det ville have været hans egen
mor, der havde stået for kagen ved hans syttenårs fødselsdag. Det liv, han havde mistet,
havde aldrig rigtigt forekommet ham vir keligt, ikke før nu i dette øjeblik, hvor han vidste,
at han ville få det sted at se, hvor alting blev taget fra ham. Da Hermione var gået i seng
den aften, fiskede Harry stille sin rygsæk ud af hendes perletaske og fandt fotoalbummet,
som Hagrid havde for æret ham for så længe siden. For første gang i flere måneder kiggede

han på de gamle fotografier af sine forældre, der smilede og vinkede til ham fra billederne,
som var alt, hvad der var tilbage af dem.
Harry ville med glæde have rejst til Godric -dalen a llerede den næste dag, men Hermione
havde anden mening. Hun var overbevist om, at Voldemort kun ventede på, at Harry ville
dukke op på det sted, hvor hans forældre døde, og hun var fast besluttet på, at de først
skulle tage af sted, når de havde sikret sig de bedst mulige forklædninger. Først en uge
senere, efter at de havde stjålet hår fra uskyldige Mugglere på juleindkøb og øvet sig i
Spektral Transferens, begge stående under usynlighedskappen, gik Hermione med til at
foretage rejsen.
De ville transferer e sig til landsbyen i ly af mørket, så det var sen eftermiddag, da de
endelig drak Polyjuice -eliksiren. Harry blev til en halvskaldet midaldrende Mugglermand,
og Hermione blev til hans lille grå mus af en kone. Alle deres ejendele, undtagen
Horcruxen, som Harry bar om halsen, var pakket i perletasken, der var stukket ind under
Hermiones opknappede frakke. Harry lagde usynlighedskappen over dem begge, og så
svingede de sig atter ud i det kvælende mørke.
Med hamrende hjerte åbnede Harry øjnene. De stod hånd i hånd på en smal, snedækket
vej under en mørkeblå himmel, hvor nattens første stjerner allerede glimtede svagt. Der lå
bondehuse på hver side af vejen, og juledekorationerne glimtede i vinduerne. Lidt fremme
afslørede et gyldent lysskær fra gadelygterne, at her lå landsbyens centrum.
”Sikke meget sne!” hviskede Hermione under kappen. ”Hvorfor tænkte vi ikke på, at der
kunne ligge sne? Efter alle vores forholdsregler så røber vi os nu ved at lave fodspor! Vi må
bare se at slette dem – gå du foran, så ordne r jeg det …”
Harry havde ikke lyst til at gå ind i landsbyen som en anden pantomimehest, fordi de
både skulle holde sig skjult og slette deres spor.
”Lad os tage kappen af,” sagde Harry, og da hun så bange ud, fortsatte han: ”Åh, hold nu
op, vi ligner jo ikke os selv, og der er ingen i nærheden.”
Han proppede usynlighedskappen ind under jakken, og så begav de sig frit fremad. De
mærkede den iskolde luft bide i kinderne, mens de gik forbi rækken af små landsbyhuse;
ethvert af dem kunne have været det hus, hvor Lily og James engang boede, eller hvor
Bathilda boede lige nu. Harry så på hoveddørene, de snedækkede tage og forhaverne, mens
han spekulerede på, om han ville kunne huske af dem, vel vidende at det var umuligt, for
han havde kun været et år gammel, da han forlod sit hjem for evigt. Han var ikke engang
sikker på, at han overhovedet ville være i stand til at se det; han vidste ikke, hvad der skete,
når mennesker underlagt Fideliusbesværgelsen døde. Nu drejede den smalle vej, de gik på,
til venstre, og landsbyens hjerte, et lille torv, åbenbarede sig foran dem.
Midt på torvet, omkranset af farvede lyskæder, stod noget, der lignede et
krigsmindesmærke, delvis skjult bag et vindblæst juletræ. Der var adskillige butikker, et
postkontor; en pub og en lille kirke, hvis mosaikruder skinnede som ulmende ædelsten ud
over torvet.
Sneen her var godt nedtrampet; den lå hård og glat, hvor folk var gået hen over den hele
dagen. Landsbyboere krydsede frem og tilbage over pladsen, og deres skikkelser blev
kortvarigt o plyst, når de passerede gadelygterne. De hørte et sus af latter og popmusik, da
døren til pubben blev åbnet og lukket. Så hørte de nogen begynde at synge en julesalme
inde i den lille kirke.
”Jeg tror, det er juleaften, Harry!” sagde Hermione.
”Er det?”
Han havde ikke længere styr på dagene; de havde ikke set en avis i ugevis.
”Det er jeg sikker på,” sagde Hermione med blikket rettet mod kirken. ”De … de ligger
nok et sted derinde, ikke? Din mor og far? Jeg kan se kirkegården bagved.”

Harry mærkede et sug af noget, der var meget forskelligt fra begejstring, nærmere noget
i retning af frygt. Nu da han var så nær, vidste han ikke, om han virkelig gerne ville se det.
Måske fornemmede Hermione, hvordan han havde det, for hun rakte ud efter hans hånd
og tog for første gang føringen, idet hun trak ham med sig frem. Halvvejs over torvet
standsede hun brat.
”Harry, se!”
Hun pegede på krigsmindesmærket. Idet de passerede det, forvandlede det sig. I stedet
for en obelisk med navne indgraveret var der nu en statu e af tre mennesker; en mand med
pjusket hår og briller, en kvinde med langt hår og et venligt, kønt ansigt og en spænd
dreng, siddende på sin mors skød. Sneen havde lagt sig over deres hoveder som hvide,
dunede huer.
Harry gik nærmere og stirrede op på si ne forældres ansigter. Han havde aldrig forestillet
sig, at der ville være en statue … hvor var det mærkeligt at se sig selv hugget i sten, en glad
baby uden et ar på panden …
”Kom,” sagde Harry, da han havde set sig mæt, og så begav de sig atter mod kirk en. Da
de krydsede vejen, kastede han et blik tilbage over skulderen – statuen var igen blevet til
krigsmindesmærket.
Lyden af salmesang blev højere i takt med, at de nærmede sig kirken. Det gav Harry en
klump i halsen; det mindede ham så stærkt om Hogwar ts, hvor Peeves brølede sine egne
grove versioner af julesalmer inde fra rustningerne, det mindede ham om Storsalens tolv
juletræer, om Dumbledore med fjollet papirhat på hovedet efter at have trukket en
knallert, om Ron iført hjemmestrikket sweater …
Der var en låge ved indgangen til kirkegården. Hermione skubbede den forsigtigt op, for
at den ikke skulle knirke, og så kantede de sig ind gennem den. På hver side af de glatte
stier hen til kirken lå sneen dyb og uberørt. De bevægede sig frem gennem sneen o g
efterlod dybe furer, da de gik rundt om kirkebygningen og holdt sig til skyggerne under de
strålende vinduer. Bag kirken stod række på række af snedækkede gravsten, tittende frem
fra et blegblåt tæppe, der blev brudt af blændende røde, gyldne og grønne f elter, hvor
refleksionerne fra mosaikvinduerne ramte sneen. Harry holdt sin hånd knuget om
tryllestaven i sin jakkelomme, mens han bevægede sig hen til den nærmeste grav.
”Se lige her, det er en Abbott, kan det mon være en af Hannahs gamle slægtninge?”
”Lad være med at tale så højt,” bønfaldt Hermione ham.
De vadede længere og længere ind på kirkegården med dybe spor i sneen bag sig. De
bøjede sig ned for at se nærmere på gravstenenes inskriptioner; nu og da kastede de
spejdende blikke rundt om sig i mørket for at være helt sikre på, at de var alene.
”Harry, her!”
Hermione stod i to rækker fra ham, han vadede tilbage til hende med hjertet hamrende i
brystet.
”Er det …?”
”Nej, men se!”
Hun pegede på den mørke sten. Harry bøjede sig ned og kiggede p å den frosne,
lavdækkede granit, hvor navnet Kendra Dumbledore var indgraveret, og lidt længere nede,
under datoen for hendes fødsel og død, og hendes datter Ariana. Der var også et citat:
For hver din skat er, der vil dit hjerte også være.
Rita Rivejern og Muriel havde altså fat i noget rigtigt. Familien Dumbledore havde virkelig
boet her, og en del af familien var også død her.

At se graven var værre end at høre om den. Harry kunne ikke lade være med at tænke
på, at han og Dumbledore begge havde dybe r ødder på denne kirkegård: Det burde
Dumbledore have fortalt ham, men han havde aldrig røbet denne sammenhæng for Harry.
De kunne have besøgt stedet sammen. I et kort øjeblik forestillede Harry sig at komme her
med Dumbledore, og han tænkte på det bånd, der ville være knyttet mellem dem, og på,
hvor meget det ville have betydet for ham. Men for Dumbledore havde det faktum, at deres
familier lå begravet side om side på samme kirkegård, åbenbart været et ligegyldigt
sammentræf, måske endda irrelevant i forhold til den mission, han ville have Harry til at
udføre.
Hermione så på ham, og Harry var glad for, at hans ansigt var skjult i skygger. Han
læste igen ordene på gravstenen. Hvor din skat er, vil dit hjerte også være. Han forstod
ikke, hvad disse ord betød. Dumbledore måtte have valgt dem, eftersom han var det ældste
medlem af familien, da hans mor døde.
”Er du sikker på, han aldrig nævnte …?” begyndte Hermione.
”Nej, det gjorde han ikke,” sagde Harry hårdt. Så fortsatte han: ”Lad os lede videre!”
Han vendt e sig væk og ønskede, at han aldrig havde set den gravsten. Han ville ikke have
sin skælvende forventning sværtet af bitterhed.
”Her!” råbte Hermione lidt efter et sted i mørket. ”Åh, nej, undskyld! Jeg troede, der
stod Potter.”
Hun gned på en smuldrende , mosbegroet sten og betragtede den så med en lille
panderynke.
”Harry, kom lige tilbage.”
Han ville ikke afledes igen og gik kun modstræbende tilbage gennem sneen.
”Hvad?”
”Prøv lige at se på den her!”
Graven var umådelig gammel og stenen så ødelagt af vind og vejr, at Harry dårligt
kunne læse navnet. Hermione viste ham symbolet neden under det.
”Det er mærket fra bogen, Harry.”
Han kiggede, hvor hun pegede; det var svært at se på den tærede gravsten, men der lod
ganske rigtigt til at være et trekan tet mærke under det ulæselige navn.
”Ja … det kunne godt se sådan ud …”
Hermione tændte sin tryllestav og holdt den hen mod navnet på gravstenen.
”Der står Ig -Ignotus, tror jeg …”
”Jeg leder videre efter mine forældre, hvis det ikke gør noget,” sagde H arry lidt spidst til
hende. Så efterlod han hende siddende på hug ved den gamle grav og fortsatte sin runde.
Nu og da genkendte han efternavne, som han kendte fra Hogwarts, ligesom Abbotts.
Somme tider var der flere generationer af samme troldmandsslægt repræsenteret på
kirkegården: Harry kunne se på datoerne, at slægten enten var uddød, eller at nuværende
medlemmer måtte være flyttet fra Godric -dalen. Længere og længere ind mellem gravene
gik han, og hver gang han nåede et nyt gravsted, mærkede han et li lle sug af spænding og
forventning.
Mørket og stilheden føltes lige pludselig meget dybere. Harry så sig omkring og tænkte
uroligt på Dementorer, men så gik det op for ham, at det bare var, fordi salmesangen var
forstummet, og støjen fra de sludrende, tra vle kirkegængere havde fortonet sig, efter at de
var gjort tilbage mod torvet. Nogen i kirken havde netop slukket lysene.
Så lød Hermiones stemme for tredje gang gennem det tætte mørke, skarpt og klart, kun
nogle meter fra ham.
”Harry, de er her … lige h er.”

Han kunne høre på hendes tonefald, at nu var det virkelig hans mor og far. Han gik hen
mod hende, pludselig med en trykkende fornemmelse for brystet; sådan havde han også
haft det, da Dumbledore døde, det var en sorg, der lagde sig tungt som bly over hans hjerte
og lunger.
Gravstenen stod kun to rækker bag Kendra og Arianas. Den var af hvidt marmor
ligesom Dumbledores gravmonument, og det gjorde det let at læse teksten, der nærmest
skinnede i mørket. Harry behøvede hverken at knæle eller gå tættere p å for at læse de
indgraverede ord.
James Potter, født 27. marts 1960, død 31. oktober 1981
Lily Potter, født 30. januar 1960, død 31. oktober 1981
Som den sidste fjende tilintetgøres døden.
Harry læste langsomt ordene, som om han kun fik denne ene chance for at forstå dem, og
han læste det sidste højt.
”Den sidste fjende, der skal nedkæmpes, er døden …” En grufuld tanke faldt ham ind, og
den blev fulgt af panik. ”Et det ikke Dødsgardisternes motto? Hvorfor står det der?”
”Det er ikke nødvendigvis den samme betydning, som Dødsgardisterne lægger i det,
Harry,” sagde Hermione mildt. ”Det betyder … du ved … at livet fortsætter hinsides døden.
Det evige liv.”
Men de levede jo netop ikke, tænkte Harry. De var væk. De tomme ord kunne ikke sløre
det faktu m, at hans forældres smuldrende legemer lå under gravstenen og al sneen,
indifferente, uvidende. Tårerne overmandede ham, før han kunne forhindre det, hede, før
de frøs på hans kinder, og hvad nyttede det at tørre dem bort eller spille tapper. Han lod
dem falde, mens han pressede læberne hårdt sammen og så ned på den høje sne, der
skjulte gravene, som var det sidste hvilested for Lily og James, sikkert kun knogler nu, eller
bare støv. Hvordan kunne de vide eller tage sig af, at deres levende søn stod så nær med sit
stadig bankende hjerte, i live, fordi de ofrede sig, mens han i dette øjeblik var nær ved at
ønske, at han også sov under sneen hos dem.
Hermione havde taget hans hånd igen og knugede den. Han magtede ikke at se på
hende, men gengældte trykket, m ens han trak vejret i den kolde natteluft med dybe, hæse
gisp og prøvede at blive rolig igen. Han skulle have taget noget med til dem, men han
havde ikke tænkt på det. Desuden var hver eneste plante på kirkegården nøgen og frossen.
Men Hermione hævede sin tryllestav og bevægede den rundt i cirkler, hvorpå en krans af
juleroser blomstrende kom til syne for øjnene af dem. Harry greb den og lagde den på sine
forældres grav.
Så snart han rettede sig op igen, ville han gerne væk. Han syntes ikke, han kunne klar e
et øjeblik mere. Han lagde armen om Hermiones skuldre, og hun lagde sin omkring hans
liv, og så vendte de stille om og gik væk gennem sneen, forbi Dumbledores mor og søster,
tilbage mod den mørke kirke og lågen, der endnu var ude af syne.

Kapitel 17 -Bathildas hemmelighed
”Harry, stop.”
“Hvad er der?”
De var kun lige nået til den ubekendte Abbotts grav.
”Her er nogen! En eller anden holder øje med os, det er jeg sikker på. Derhenne ved
buskene.”
De stod helt stille og holdt i hinanden, mens de spej dede gennem kirkegårdens tætte
mørke. Harry kunne ikke se noget som helst.
”Er du sikker?”
”Jeg så nogen bevæge sig, det var så tydeligt …”
Hun trak sig lidt væk fra ham for fri at kunne svinge sin tryllestav om nødvendigt.
”Vi ligner Mugglere,” påpegede Harry.
”Mugglere, der lige har lagt blomster på dine forældres grav, Harry, jeg er sikker på, at
der er nogen derhenne!”
Harry tænkte på, hvad der havde stået i Magiens Historie , kirkegården var efter sigende
hjemsøgt: Hvad nu, hvis …? Men så hø rte han en puslede lyd og så en lille dyne af sne, der
var rutsjet ned fra en busk. Spøgelser kunne ikke flytte sne.
”Det er nok en kat,” sagde Harry efter et øjeblik, ”eller en fugl. Hvis det var en
Dødsgardist, ville vi allerede være færdige. Men lad os se at komme ud herfra og få
usynlighedskappen på igen.”
De sig flere gange tilbage, mens de hastigt forlod kirkegården. Harry, der ikke følte sig
lige så ubekymret, som han havde givet udtryk for, da han beroligede Hermione, var glad,
da de nåede ud på d et glatte fortov. De trak usynlighedskappen over sig igen. Der var flere
gæster i pubben end før; et kor af stemmer derinde sang nu den julesalme, de havde hørt,
da de nærmede sig kirke. I et kort øjeblik overvejede Harry, om de ikke burde søge tilflugt
de rinde, men før han nåede at sige det, mumlede Hermione: ”Lad os gå den vej,” og trak
ham ned ad den mørke gade, der førte ud af landsbyen i modsat retning af, hvor de kom
fra. Harry kunne ikke se, hvor bygaden endte, og den øde landevej begyndte. De gik så
hurtigt, de turde; forbi flere lunt lysende vinduer med juletræers mørke omrids bag
gardinerne.
”Hvordan skal vi finde Bathildas hus?” spurgte Hermione, en smule skælvende, mens
hun hele tiden så sig tilbage over skulderen. ”Harry? Hvad mener du, Harry?”
Hun trak ham i ærmet, men han reagerede ikke. Han stirrede mod den mørke masse,
der stod helt nede for enden af husrækken. Så satte han farten op og trak Hermione med
sig; hun gled lidt på isen.
”Harry …”
”Se … se dog der, Hermione …”
”Jeg kan da ikke … åh!”
Han kunne se det; Fidiliusbesværgelsen blev åbenbart opløst, da James og Lily døde.
Hækken var groet vildt i de seksten år, siden Hagrid havde løftet Harry op fra
murbrokkerne, der flød i det mere end knæhøje græs. Det meste af bondehuset stod der
stadig, selvom det var fuldstændig dækket af mørk efeu og sne, men højre side af den
øverste etage var sprængt væk; Harry var sikker på, at det var det sted, hvor forbandelsen
blev kastet tilbage. Han og Hermione stod ved lågen og betragtede ruinen, der e ngang
havde været et hus ligesom de andre huse på gaden.
”Gad vide, hvorfor ingen genopbyggede det?” hviskede Hermione.
”Måske kan man slet ikke genopbygge det,” svarede Harry. ”Måske er det ligesom
skader efter Mørk Magi, sår, der ikke kan heles?”

Han rakte en hånd ud fra usynlighedskappens dække og tog fat i den snedækkede rustne
låge, ikke fordi han ville åbne den, men bare for at holde fast i en del af huset.
”Du må ikke gå derind! Det ser ikke sikkert ud – det kunne – åh, Harry, se!”
Hans berøring af lågen måtte have gjort det. Et skilt hævede sig op foran dem gennem
jordens tætte bevoksning af nælder og ukrudt, nærmest som en bizar, hurtigt voksende
blomst. På skiltet stod der med gyldne bogstaver:
På dette sted, om aftenen den 31. oktober 1981,
Omkom Lily og James.
Deres søn, Harry, forbliver den eneste troldmand,
Der nogensinde har overlevet Dræberforbandelsen.
Dette hus, usynligt for Mugglere, er efterladt
Som ruin til minde om familien Potter
Og som en påmindelse om den vold,
Der rev dem fra hinanden for altid.
Overalt omkring den smukke inskription havde en mangfoldighed af hekse og troldmænd
nedkradset hilsener på skiltet; nogle medfølende ord, deres navn eller blot initialer stod
med evighedsblæk som bevis på, at de var draget hertil for a t se stedet, hvor drengen, der
ikke kunne slås ihjel, undslap. Der var seksten års graffiti, og de senest tilkomne hilsener
overstrålede de ældre, men alle havde nogenlunde det samme at sige:
Held og lykke, Harry, hvor du end er.
Hvis du læser dette, Harr y, skal du vide, at vi alle støtter dig!
Længe leve Harry Potter.
”Sikke noget griseri sådan at skrive på skiltet!” sagde Hermione indigneret.
Men Harry smilede glad til hende.
”Det er skønt. Jeg er glad for, at de gjorde det. Jeg …”
Han tav brat. En t ykt formummet skikkelse kom humpende langs vejen mod dem; de
kunne se silhuetten aftegnet mod det fjerne torvs lysskær. Selvom det var svært at sige,
vurderede Harry, at det måtte være en kvinde. Hun gik langsomt, måske af frygt for at
falde i sneen. Hende s bøjede ryg, omfangsrige skikkelse og luntende gang vidnede om høj
alder. De stod tavse og så hende nærme sig. Harry ventede for at se, om hun ville gå ind i et
af husene på vejen, men han vidste inderst inde, at det ikke ville ske. Til sidst standsede
hu n få meter fra dem og blev stående midt på den forkerte frostkolde vej.
Hermione havde ikke behøvet at nappe ham i armen; det var mere end usandsynligt, at
kvinden var en Muggler; hun stod der og kiggede på huset, der burde være helt og aldeles
usynligt f or hende, hvis ikke hun var en heks. Og selv hvis hun var en heks, virkede det
meget underligt at komme herud i den kolde nat for at kigge på en gammel ruin. Dog burde
hun i hvert fald slet ikke, ifølge alle magiens lovmæssigheder, kunne se ham og Hermione .
Ikke desto mindre havde Harry den mærkeligste fornemmelse af, at hun vidste, at de var
der, og hvorfor. Netop som alt dette gik op for ham, løftede hun sin vanteklædte hånd og
vinkede dem an.
Hermione krøb tættere ind til ham under kappen og trykkede si g imod ham.
”Hvordan kan hun vide det?”
Han rystede på hovedet. Kvinden vinkede igen, denne gang ivrigere. Harry kunne finde
mange grunde til ikke at reagere på hendes vinken, men han blev mere og mere sikker på,
hvem hun var, denne kvinde, som de stod o ver for på den øde vej.

Var det muligt, at hun havde ventet på dem i alle disse lange måneder? Havde
Dumbledore bedt hende om at vente, havde han sagt, at Harry ville dukke op til sidst? Var
det mon hende, der havde bevæget sig rundt i skyggerne på kirkeg ården og fulgt dem
hertil? Hendes evne til at fornemme dem afslørede i hvert fald en form for Dumbledore -
agtig kraft, han ikke havde oplevet før.
Til sidst åbnede Harry munden og talte; det fik Hermione til både at gispe og spjætte.
”Er du Bathilda?”
De n indpakkede person nikkede og vinkede igen.
Harry og Hermione så på hinanden under usynlighedskappen. Harry løftede spørgende
øjenbrynene, og Hermione svarede med et lille nervøst nik.
De trådte frem mod kvinden som omgående vendte om og humpede tilbage i den
retning, hun kom fra. Hun førte dem fordi mange huse og drejede endelig ind gennem en
låge. De fulgte hende op gennem en forhave, der var næsten lige så tilgroet som den, de
netop havde forladt. Hun fumlede lidt med nøglen til hoveddøren, fik den åb net og trådte
til side for at lade dem gå ind.
Hun lugtede dårligt, ellers måske var det hendes hus. Harry rynkede på næsen, da de
kantede sig forbi hende og trak usynlighedskappen af. Nu, da han stod ved siden af hende,
kunne han se, hvor lille hun var, alderskroget og nedbøjet – hun nåede ham knap nok til
brystet. Hun lukkede døren bag dem, og de kunne se hendes blålige, pigmentplettede
knoer mod den krakelerede maling. Så vendte hun sig og så Harry op i ansigtet. Hendes
øjne var slørede af grå stær og d ybt indsunket i hudfolder så tynde, at de næsten var
gennemsigtige. Hendes ansigtshud var marmoreret og dækket af pigmentpletter. Harry
spekulerede på, om hun overhovedet kunne se ham, men hvis hun kunne, var den kun den
halvskaldede Mugglers stjålne ydre, hun betragtede.
Lugten af alderdom, støv, uvasket tøj og muggen mad blev stærkere, da hun bandt sit
mølædte sorte sjal op og afslørede en næsten skaldet isse med kun spredte totter af tyndt,
hvidt hår.
”Bathilda?” gentog Harry.
Hun nikkede igen. Harry blev pludselig opmærksom på medaljonen, der hang mod hans
bare hud; tingen indeni, der somme tider tikkede, var vågnet til live. Han kunne mærke
den pulsere gennem det kolde guld. Vidste den, eller kunne den mærke, at genstanden, der
kunne tilintetgøre den , var nær?
Bathilda slæbte sig forbi dem, puffede Hermione til side, som om hun ikke ænsede
hende, og forsvandt ind i en stue.
”Harry, jeg ved ikke rigtigt, om jeg kan lide det her,” hviskede Hermione.
”Se dog på hende, jeg vil nok mene, at vi kunne ove rmande hende om nødvendigt,”
sagde Harry. ”Hør her, jeg skulle have sagt til dig, at hun måske ikke er helt skarp; Muriel
kaldte hende gal.
”Kom!” kaldte Bathilda inde fra det tilstødende rum.
Det gav et sæt i Hermione, og hun greb fat i Harrys arm.
”De t er okay,” forsikrede Harry hende og gik forrest ind i stuen.
Bathilda stavrede omkring og tændte stearinlys, men der var stadig meget dunkelt og
sandelig også meget beskidt. Et tykt lag skidt knasede under deres fødder, og Harrys næse
opfangede en forfæ rdelig stank, neden under den klamme skindlugt, der fik ham til at
tænke på råddent kød. Han spekulerede på, hvornår nogen mon havde besøg Bathilda for
at se, hvordan det gik med hende. Det lod til, at hun kun havde glemt, hun kunne trylle, for
hun tændte stearinlysene klodset og manuelt med sin vide blondemanchet i konstant fare
for at blive svedet.

”Lad mig gøre det,” tilbød Harry og tog tændstikkerne fra hende. Hun betragtede ham,
mens han gik rundt og tændte resten af lysstumperne, der stod i underkopp er, usikkert
placeret rundt om i stuen oven på stabler af bøger eller på små sideborde fulde af mugne,
krakelerede kopper.
Det sidste stearinlys, Harry kunne se, stod på en tykmavet kommode med en stor
samling fotografier. Da lyset blev tændt, flakkede de ts skær over sølvrammernes støvede
glas, og han så nogle få svage bevægelser i billederne. Mens Bathilda var optaget af at
fumle med brændestykker til pejsen, mumlede han: ” Tergeo.” Støvet forsvandt fra
fotografierne, og nu så han med det samme, at mange a f de største og flotteste rammer var
tomme. Mon det var Bathilda selv eller en anden der havde fjernet de billeder? Så fangede
et fotografi omme bag ved hans blik, og han flåede det omgående til sig.
Det var den gyldenblonde, lystige tyv, den unge mand, d er havde siddet i Gregorovitchs
vindueskarm. Her smilede han afslappet til Harry fra sin sølvramme, og nu gik det op for
Harry, hvor han havde set ham før: I Albus Dumbledores Liv og Løgne, arm i arm med
teenageren Dumbledore, og der måtte alle de andre ma nglende fotografier også være
forsvundet hen – i Ritas bog.
”Fru – frøken – Bagshot?” sagde han med let rystende stemme. ”Hvem er det?”
Bathilda stod midt i stuen og betragtede Hermione tænde ild i pejsen for hende.
”Frøken Bagshot?” gentog Harry og gik frem med billedet i hånden, mens flammerne
begyndte at danse. Da Bathilda så op ved lyden af hans stemme, begyndte Horcruxen at
tikke hurtigere mod hans bryst.
”Hvem er den person?” spurgte Harry hende og holdt billedet frem.
Hun kiggede alvorsfuldt på det, dernæst så hun på Harry.
”Ved du, hvem det er?” gentog han, denne gang langsommere og højere. ”Den mand
her? Kender du ham? Hvad hedder han?”
Bathilda så bare fraværende ud. Harry følte sig frygtelig frustreret. Hvordan havde Rita
Rivejern fået løsn et Bathildas erindringer?
”Hvem er den mand?” gentog han højt.
”Harry, hvad laver du?” spurgte Hermione.
”Det her billede, Hermione, det er tyven, tyven, som stjal fra Gregorovitch! Jeg må vide
det,” sagde han bønfaldende til Bathilda. ”Hvem er det?”
M en hun stirrede bare på ham.
”Hvorfor ville du have, at vi skulle følge med dig, fru – frøken – Bagshot?” spurgte
Hermione med hævet stemme. ”Var der noget, du ville fortælle os?”
Bathilda ignorerede fuldstændig Hermione og slæbte sig lidt nærmere hen ti l Harry.
Hun gjorde et lille kast med hovedet og rettede blikket mod entreen.
”Vil du have, at vi skal gå igen?” spurgte han.
Hun gentog sin gestus, men denne gang pegede hun på ham, derefter på sig selv og til
sidst op mod loftet.
”Åh, på den måde … He rmione, jeg tror, hun vil have, at jeg går med ovenpå.”
”Fint,” sagde Hermione, ”så går vi.”
Men da Hermione bevægede sig, rystede Bathilda overraskende voldsomt på hovedet,
hvorefter hun igen pegede på Harry og dernæst på sig selv.
”Hun vil kun have mig med.”
”Hvorfor?” spurgte Hermione så skarpt, at den gamle dame virrede lidt med hovedet
over den høje lyd.
”Måske gav Dumbledore hende besked på kun at give mig sværdet, uden andres
tilstedeværelse?”
”Tror du virkelig, hun ved, hvem du er?”

”Ja,” s agde Harry og så ned i de slørede øjne, der var rettet mod ham. ”Det tror jeg, hun
gør.”
”Godt, okay, men skynd dig, Harry.”
”Du viser vej, Bathilda,” sagde Harry.
Hun forstod det åbenbart, for hun sjokkede forbi ham hen mod døren. Harry smilede
berolig ende til Hermione, men hun lagde vist ikke mærke til det, som hun stod der midt i
den stearinbelyste elendighed med armene slynget omkring sig og blikket rettet mod
reolen. Idet Harry bevægede sig ud af stuen, lod han det sølvindfattede fotografi af den
uk endte tyv glide ind under sin jakke, uden at hverken Hermione eller Bathilda lagde
mærke til det.
Trappen var stejl og smal; Harry følte sig næsten nødsaget til at lægge en støttende hånd
på den tykke Bathildas ryg, så hun ikke skulle falde bagover mod ha m, hvilket der kunne
være overhængende fare for. Langsomt, med pibende åndedræt, steg hun op til den øvre
etage og gik straks til højre ind i et lavloftet soveværelse.
Der var buldermørkt, og der lugtede afskyeligt; Harry nåede lige at skelne en natpotte
skubbet halvvejs ind under sengen, før Bathilda lukkede døren, så også potten blev opslugt
af mørket.
”Lumos,” sagde Harry, og hans tryllestav tændtes. Det gav et sæt i ham. Bathilda havde
flyttet sig meget tæt på ham i de få sekunders mørke, og han havde slet ikke hørt hende
nærme sig.
”Du er Potter?” hviskede hun.
”Ja, jeg er.”
Hun nikkede langsomt og højtideligt. Harry mærkede Horcruxen pulsere i hurtigt
tempo, hurtigere end hans eget hjerte; det var en ubehagelig, urovækkende fornemmelse.
”Har du n oget til mig?” spurgte Harry, men hun lod til at være forstyrret af tryllestavens
lys.
Så lukkede hun øjnene, hvorefter flere ting skete på én gang: Harrys ar sved
smertefuldt; det rykkede i Horcruxen, så man kunne se bevægelsen under hans sweater;
det mø rke, stinkende rum forsvandt midlertidigt. Han følte et sug af fryd og talte med høj,
kold stemme: Hold ham!”
Harry svajede på stedet. Det mørke, stinkende rum lukkede sig igen om ham; han vidste
ikke, hvad der lige var sket.
”Har du noget til mig?” spur gte han nu for tredje gang med meget højere stemme.
”Derhenne,” hviskede hun og pegede hen mod hjørnet. Harry hævede tryllestaven og så
omridset af et rodet toiletbord under vinduet med gardinerne trukket for.
Denne gang blev hun stående, så han selv kun ne gå derhen: Harry kantede sig forbi
hende og den uredte seng, stadig med tryllestaven løftet. Han brød sig ikke om at flytte
blikket fra hende.
”Hvad er det?” spurgte han, da han nåede hen til toiletbordet, hvor der lå bunker af
noget, der lugtede og so m lignede snavsetøj.
”Der,” sagde hun og pegede på den uformelige bunke.
I samme sekund, han så væk fra hende og stirrede søgende efter et sværdskæfte eller et
glimt af en rubin mellem kludene, satte hun sig i bevægelse på en mærkelig måde; han så
det ud af øjenkrogen. Han vendte sig panisk og blev lammet af gru, da han så den gamle
krop falde sammen og den mægtige slange hæve sig fra det sted, hvor hendes hals havde
været.
Slangen gik til angreb, netop som han løftede tryllestaven, hugget mod hans under arm
var så kraftigt, at tryllestaven fløj ud af hånden på ham og hvirvlede opad med lyset
blinkende til alle sider, før den slukkedes. Så ramte et hårdt haleslag ham i mellemgulvet

og slog luften ud af ham. Han faldt baglæns ind mod toiletbordet, ned i bun ken af
møgbeskidt tøj …
Han rullede sidelæns og undgik med nød og næppe slangens piskende hale, der slog ned
på bordet, hvor han havde ligget sekundet før; skår fra glaspladen regnede over ham, da
han tumlede ned på gulvet. Han kunne høre Hermione kalde: ”Harry?”
Han havde ikke luft nok i lungerne til at råbe på hende, og nu var den tunge, glatte krop
over ham, den pressede ham fladt mod gulvet, idet den snoede sig over ham, kraftfuld,
muskuløs …
”Nej!” gispede han, fastklemt og hjælpeløs.
”Jo,” hviskede stemmen. ” Ssssandelig … holde dig fasst … holde dig fasst …”
”Accio … Accio tryllestav …”
Men der skete ingenting, og han måtte have sine hænder fri, hvis han skubbede slangen
af sig, mens den snoede sig rundt om hans overkrop, klemte luften ud af ham, pressede
Horcruxen ind mod hans bryst – en isnende skive, kun centimeter fra hans hamrende
hjerte – hans hjerne blev lammet af kulden, hvidt lys, alle tanker udviskedes, hans
åndedræt druknede, fjerne skridt, alting på vej væk …
Et metalhjerte sl og uden for hans bryst, og nu fløj han, han fløj med triumfen brusende i
sig, behøvede hverken kost eller Thestral …
Han blev brat vækket i det surt lugtende mørke; Nagini havde sluppet ham. Han kom på
benene og så slangens silhuet mod lyset fra trappen – den huggede ud, og Hermione
undveg med et hvin; hendes afledte forbandelse ramte vinduet, der knustes bag
gardinerne. Den frostkolde luft fyldte værelset, da Harry dukkede sig for at undgå endnu
en regn af glasskår; hans fod gled på et blyantlignende obje kt – tryllestaven …
Han bøjede sig og flåede den til sig, men nu var slangen tilbage med piskende hale.
Hermione var ude af syne, og Harry frygtede det værste, indtil er kom et højt knald og et
rødt lysglimt, der slyngede slangen så voldsomt opad, at dens krop slog hårdt mod hans
ansigt, da de mange tunge bugtninger fløj forbi ham. Han hævede sin tryllestav, men netop
i det sekund sved det værre end nogensinde i hans ar, mere pinefuldt end han havde
oplevet det i årevis.
”Han kommer! Hermione, han kommer! ”
Slangen var på vej ned i et fald, vildt hvæsende. Alting var kaos; den slog hylder ned fra
væggen, så splintret porcelæn føg til alle sider, og Harry sprang hen over sengen for at få
fat i Hermione på gulvet …
Hun skreg skingert af smerte, da han trak hende tilbage over sengen. Slangen hævede
sig igen til angreb, men Harry vidste, at en langt farligere fjende nærmede sig, måske var
han allerede ved lågen, for lige nu føltes hans hoved bristefærdigt af smerten fra arret …
Slangen huggede ud, samtidig me d at han kastede sig fremad, slæbende på Hermione,
der lige netop nåede at skrige: ”Confringo!” og hende besværgelse fløj rundt i rummet,
knuste garderobespejlet og blev slået tilbage mod dem selv, rikochetterende fra gulv mod
loft; Harry kunne mærke varme n fra besværgelsen strejfe sin håndryg og følte glasskår
skære sig i kinden, men han holdt Hermione tæt ind til sig og sprang fra sengen over mod
det ituslåede toiletbord og derfra direkte videre ud gennem det smadrede vindue, ud i
intetheden. Hendes skrig gav genlyd i natten, da de drejede sig midt i faldet …
Nu var det, som om hans ar åbnede sig på vid gab, han var Voldemort, og han styrtede
gennem det stinkende soveværelse, indtil han så den halvskaldede mand og den spinkle
kvinde, der snoede sig i luft en og forsvandt … han skreg af raseri, et skrig, der blandede sig
med pigens, og det gav genlyd i de mørke haver og overdøvede kirkeklokkerne, der kimede
for at byde juledag velkommen …

Og hans skrig var Harrys skrig, hans smerte var Harrys smerte … at de t kunne ske her,
hvor det var sket før … her, inden for synsvidde af det hus, hvor han var kommet så tæt på
at vide, hvordan det var at dø … at dø … smerten var så frygtelig … flået ud af sin krop …
men hvis han ingen krop havde, hvorfor gjorde hans hoved så ondt, hvis han var død,
hvordan kunne han så føle noget så ubærligt, forsvandt smerten ikke, når døden kom …
ophørte den ikke …
Det var en kold, våd aften, to børn klædt ud som græskar gik vraltende over torvet.
Butiksvinduerne var pyntet med papiredde rkopper og alverdens farvestrålende
Mugglerpynt fra en verden, som de ikke troede på … og han svævede fremad, opfyldt af
den særlige følelse af formål, magt og ret, som han altid mærkede ved disse lejligheder …
ikke vrede … det var for svagere sjæle end ha m selv … men triumf, ja … Han havde ventet
på dette, han havde håbet på det …
”Flot dragt, hr.!”
Han så den lille drengs smil falme, da han var løbet tæt nok på til at kunne kigge op
under kuttens hættekant, han så frygten i det lille bemalede ansigt, så vendte drengen sig
om og flygtede … han rørte ved sin tryllestav skjult under gevandterne … en simpel
bevægelse, og barnet ville aldrig nå sin mor … men unødvendigt, ganske unødvendigt …
Og hen ad en ny og mørkere gade fortsatte han, nu endelig med sit m ål i sigte.
Fideliusbesværgelsen var brudt, selvom de ikke vidste det endnu … han lavede mindre
støj end de visne blade, der strøg hen over fortovet, da han nåede hen til den mørke hæk
og stirrede over den …
De havde ikke trukket gardinerne for, han så de m lige så tydeligt i deres lille stue: Den
høje mørkhårede mand med brillerne lavede små, farvede røgskyer med sin tryllestav for
at fornøje den lille, sorthårede dreng i blå pyjamas. Barnet lo og prøvede at gribe røgen,
holde den fast i sin lille næve …
En dør blev åbnet, moderen trådte ind og sagde ord, han ikke kunne høre, og hendes
lange, mørkerøde hår faldt frem over hendes ansigt. Nu løftede faderen sønnen op og
rakte ham til moderen. Han smed sin tryllestav fra sig på sofaen, strakte sig og gabte …
Lågen knirkede en anelse, da han skubbede den op, men James Potter hørte det ikke.
Hans hvide hånd trak tryllestaven frem fra gevandternes skjul og rettede den mod døren,
der smækkede op.
Han var kommet ind over tærsklen, da James kom styrtende ud i entr een. Det var let,
alt for let, han havde ikke engang taget sin egen tryllestav op …
”Lily, tag Harry og flygt! Det er ham! Flygt! Løb! Jeg holder ham tilbage …”
Holde ham tilbage, uden en tryllestav i hånden! … Han lo, før han kastede
forbandelsen …
”Av ada Kedavra!”
Det grønne lys fyldte den trange entré, det oplyste barnevognen, der stod ved væggen,
det fik trappegelænderet til at gnistre som lynnedslag, og James Potter faldt som en
marionetdukke, hvis snore var klippet over …
Han kunne høre hende skr ige ovenpå, fanget i en fælde, men hvis hun var hun
fornuftig, ville hun trods alt ikke have noget at frygte … han steg op ad trappen og lyttede
med en antydning af morskab til hendes forsøg på at barrikadere sig … hun havde heller
ingen tryllestav på sig … hvor var de tåbelige, så tillidsfulde i deres tro på, at deres
venner ville værne om deres sikkerhed, og at våben kunne undværes, blot i korte øjeblikke

Han tvang døren op, kastede den hastigt stablede barrikade af stolen og kasserne til
side med en doven besværgelse af tryllestaven … der stod hun med barnet i sine arme.
Ved synet af ham lod sin søn falde ned i tremmesengen bag sig og bredte sine arme ud,

som om det kunne hjælpe, som om hun ved at holde sit barn ude af syne kunne tage, hvad
der måtte komme i stedet …
”Ikke Harry, ikke Harry, jeg beder dig, ikke Harry!”
”Træd til side, tåbelige pigebarn … træd til side, nu …”
”Ikke Harry, jeg beder dig. Nej, tag mig, dræb mig i stedet …”
”Dette er min sidste advarsel …”
”Ikke Harry! Jeg beder dig … vis nåde … vis nåde … ikke Harry! Ikke Harry! Jeg beder
dig – jeg vil gøre alt …”
”Træd til side – træd til side, pigebarn …”
Han kunne have tvunget hende væk fra tremmesengen, men det forekom ham nu
klogest at gøre det af med dem alle …
Det grønne lys oplyste rummet, og hun faldt ligesom sin mand. Barnet havde slet ikke
grædt i dette tidsrum, han stod og holdt om sengens tremmer og så op på den fremmedes
ansigt med opvakt interesse, måske fordi han troede, at det var hans far der gemte sig
bag hætten, og lavede flere smukke lys, hvorefter hans mor ville dukke op, hvad øjeblik
det skulle være, leende …
Han rettede omhyggeligt tryllestaven tæt mod drengens ansigt, han ville se det ske,
tilintetgørelsen af denne uforklarlige fare. Barnet begyndte at græde , det havde set, at
han ikke var James. Han kunne ikke lide, at det græd, han havde aldrig kunnet udstå
lyden af de små børns gråd på børnehjemmet …
”Avada Kedavra!”
Så knustes han; han var intet, intet andet end smerte og rædsel, og han måtte gemme
sig væk, ikke her mellem murbrokkerne, hvor det skrigende barn var fanget, men langt
væk … langt væk …
”Nej,” jamrede han.
Slangen rumsterede på det møgbeskidte, rodede gulv, og han havde dræbt drengen,
men samtidig var han drengen …
”Nej …”
Og nu stod han ved det ødelagte vindue i Bathildas hus, opslugt af minderne om det
største tab, han havde lidt, og ved hans fødder snoede den mægtige slange sig hen over
knust porcelæn og glas … han så ned og fik øje på noget … noget utroligt ...
”Nej …”
”Harry, det g ik godt, du klarede det!”
Han bøjede sig ned og samlede fotografiet i den smadrede ramme op. Der var han, den
ukendte tyv, tyven, han ledte efter …
”Nej … jeg tabte det … jeg tabte det …”
”Harry, det er okay, vågn op, vågn op!”
Han var Harry … Harry, i kke Voldemort … og den puslende lyd var ikke en slange.
Han åbnede øjnene.
”Harry,” hviskede Hermione. ”Føler du dig – sådan frisk nok?”
”Ja,” løj han.
Han befandt sig i teltet, liggende i en af underkøjerne med en masse tæpper over sig.
Der var noget ved stilheden og karakteren af det kolde, matte lys uden for teltdugen, der
fortalte ham, at daggryet nærmede sig. Han var badet i sved; han kunne mærke det på
lagnerne og tæpperne.
”Så slap vi altså væk!”
”Ja,” sagde Hermione. ”Jeg måtte tage en svævebe sværgelse til hjælp for at få dig op i
køjen, for jeg kunne ikke løfte dig. Du har været … ja, altså, du har ikke haft det helt …”

Der var violette skygger under hendes brune øjne, og han så, at hun havde en lille svamp
i hånden; hun havde tørret hans pan de.
”Du har været syg,” sluttede hun. ”Temmelig syg.”
”Hvor lang tid er det, siden vi flygtede derfra?”
”Flere timer. Det er næsten morgen.”
”Og jeg har været … hvad, bevidstløs?”
”Det kan man ikke sige,” sagde Hermione utilpas. ”Du har råbt og jamret og … alt
muligt,” tilføjede hun i et tonefald, der gjorde Harry urolig. Hvad havde han gjort? Skreget
forbandelser ligesom Voldemort; grædt som babyen i tremmesengen?
”Jeg kunne ikke få Horcruxen af dig,” sagde Hermione, og han kunne tydeligt mærke, at
hun helst ville skifte emne. ”Den sad fast, klæbede sig til dit bryst. Du har fået et mærke …
ja, det må du undskylde, jeg måtte bruge en Skærebesværgelse for at få den af dig. Du blev
også bidt af slangen, men jeg har renset såret og puttet noget Oregano p å det …”
Han trak den våde T -shirt lidt ud fra sig og så ned ad sig selv. Der var et rødt, ovalt
mærke over hans hjerte, der hvor medaljonen havde brændt ham. Han kunne også se de
næsten helede punktmærker på sin underarm.
”Hvor har du lagt Horcruxen?”
”I min taske. Jeg tror hellere, vi må lade være med at tage den på i et stykke tid.”
Han lænede sig tilbage i puderne og så på hendes udmattede grå ansigt.
”Vi skulle ikke være rejst til Godric -dalen. Det var min skyld, det hele er min skyld,
Hermione, j eg er så ked af det.”
”Det er ikke din skyld. Jeg ville jo selv gerne dertil; jeg troede virkeligt, at Dumbledore
havde efterladt sværdet til dig der.”
”Tja, men … så tog vi fejl, ikke?”
”Hvad skete der, Harry? Hvad skete der, da hun tog dig med ovenpå? Gemte slangen sig
et eller andet sted? Kom den bare frem og dræbte hende, før den angreb dig?”
”Nej,” sagde han. ”Hun var slangen … eller slangen var hende … lige fra starten.”
”H -hvad?”
Han lukkede øjnene. Han kunne stadig lugte Bathildas hjem, for lu gten hang ved ham,
og det gjorde hele den modbydelige oplevelse så grufuldt levende.
”Bathilda må have været død i et stykke tid. Slangen var … den var inden i hende. Du -
Ved -Hvem placerede den der i Godric -dalen for at vente. Du havde ret. Han vidste, at jeg
ville vende tilbage dertil.”
”Slangen var inden i hende?”
Han åbnede øjnene igen; Hermione så inderligt frastødt ud.
”Lupus sagde jo, at vi ville møde magi, vi aldrig kunne have forestillet os,” sagde Harry.
”Hun ville ikke tale foran dig, fordi hun kun kunne tale Slangehvisken, og det gik slet ikke
op for mig, fordi jeg kunne forstå hende. Da vi først nåede op til værelset, sendte slangen
besked til Du -Ved -Hvem, jeg hørte det inde i mit hoved, jeg mærkede, hvor opstemt han
blev, han gav ordre til, a t den skulle holde mig fast … og så …”
Han huskede, hvordan slangen var kommet ud af Bathildas hals og besluttede, at
Hermione ikke behøvede at få alle detaljer at vide.
”… forvandlede hun sig til slangen og angreb.”
Han så ned på mærkerne efter biddet.
”Den skulle ikke slå mig ihjel, bare holde mig der, indtil Du -Ved -Hvem kom.”
Hvis blot det var lykkedes ham at dræbe slangen, ville det have været det hele værd,
alting … Syg om hjertet satte han sig op og kastede tæpperne til side.
”Harry, nej, jeg tr or hellere, du må hvile dig!”

”Det er dig, der har brug for søvn. Undskyld mig, men du ser forfærdelig ud. Jeg skal
nok holde vagt et stykke tid. Hvor er min tryllestav?”
Hun svarede ikke, hun så bare på ham.
”Hvor er min tryllestav, Hermione?”
”Harry …”
”Hvor er min tryllestav?”
Hun rakte ned ved siden af sengen og holdt den frem til ham.
Staven af Kristtorn og fønixfjer var næsten knækket i to stykker. Kun en skrøbelig streng
af fjer holdt de to stykker sammen. Træet var fuldstændig splintret. Harry tog den i sine
hænder, som om det var et levende væsen, der var kommet frygteligt til skade. Han kunne
ikke tænke klart; alting var én forvirring af panik og angst. Så holdt han den ud mod
Hermione.
”Vil du ikke nok lave den igen?”
”Det tror jeg ik ke, jeg kan, Harry, ikke når den er gået i stykker på den måde …”
”Hermione, vil du ikke nok prøve!”
”R-reparo.”
Den dinglende halvdel af tryllestaven fæstnede sig igen. Harry hævede den.
”Lumos.”
Tryllestaven gnistrede svagt, og så gik den ud. Harry rettede den mod Hermione.
”Expelliarmus!”
Det gav et lille ryk i Hermiones tryllestav, men den forlod ikke hendes hånd. Det
forsigtige forsøg på magi var for meget for Harrys tryllestav, den knækkede igen midtover.
Han stirrede forfærdet på den, ude af s tand til at begribe, hvad det var, han så …
tryllestaven havde klaret sig uskadt gennem så meget …
”Harry,” hviskede Hermione så stille, at han næsten ikke kunne høre hende. ”Jeg er så
ked af det. Jeg tror, det var mig. Da vi var på vej væk, du ved, da sl angen kom efter os,
kastede jeg en Sprængningsforbandelse, og den blev kastet tilbage fra alle sider, og så må
den have – den må have ramt …”
”Det var et uheld,” sagde Harry mekanisk. Han følte sig tom, lammet. ”Vi – vi må finde
en måde at få den reparere t på.”
”Harry, jeg tror ikke, det kan lade sig gøre,” sagde Hermione med tårerne trillende. ”Kan
du ikke huske … det med Ron? Dengang han ødelagde sin tryllestav, da I kørte galt med
bilen. Den blev aldrig den samme igen, han måtte have en ny.”
Harry tæn kte på Ollivander, kidnappet og holdt som gidsel af Voldemort, han tænkte på
Gregorovitch, der var død. Hvordan skulle han dog få sig en ny tryllestav?
”Udmærket,” sagde han med tilkæmpet ro, ”jamen, så må jeg bare låne din, mens jeg
holder vagt.”
Tårevæ det rakte Hermione ham sin tryllestav. Han rejste sig og lod hende sidde der ved
siden af køjen; lige nu ønskede han ikke andet end at komme væk fra hende.

Kapitel 18 -Albus Dumbledores Liv og Løgne
Solen var på vej op: Himlens klare, farveløse uendelig hed strakte sig over ham, indifferent
over for ham og hans lidelser. Harry satte sig ned i teltåbningen og tog en dyb indånding af
den rene luft. Alene det at være i live og se solen stå op over det glitrende, snedækkede
højdedrag burde have været den stør ste af alle gaver på jorden, og dog kunne han ikke
værdsætte det. Hans sanser var lammede af den ulykke, det var at miste sin tryllestav. Han
så ud over en dal indhyllet i sne, han hørte fjerne kirkeklokker kime i den sprøde stilhed.
Uden at være bevidst om det gravede han fingrene dybt ind i sine arme, som om han
prøvede at stålsætte sig mod en fysisk smerte. Han havde spildt sit eget blod flere gange,
end han havde tal på; han havde engang prøvet at miste alle knoglerne i sin højre arm;
denne rejse havde allerede givet ham ar på bryst og underarm foruden de ar, han allerede
havde på sin pande og sin håndryg, men aldrig, ikke før nu, havde han følt sig så
skæbnesvangert svækket, sårbar og nøgen, som om hovedparten af hans magiske formåen
var blevet taget f ra ham. Han vidste præcis, hvad Hermione ville sige, hvis han nævnte
noget om sine følelser: Tryllestaven er kun så god som troldmanden. Men hun tog fejl; i
hans tilfælde var det anderledes. Hun havde ikke følt tryllestaven dirre som en kompasnål
for deref ter at skyde gyldne flammer efter fjenden. Han havde mistet tvillingekernernes
beskyttelse, og først nu, hvor den var væk, gik det op for ham, hvor stærkt han havde
forladt sig på den.
Han tog stykkerne af den knækkede stav op af lommen og proppede dem me d bortvendt
blik ned i posen fra Hagrid, som han stadig bar om halsen: den var nu så fuld af ødelagte
og ubrugelige objekter, at der ikke kunne være mere i den. Gennem æselskindet mærkede
Harry konturerne af det gamle Gyldne Lyn og modstod den umiddelbare fristelse til at
smide bolden langt væk; den var værdiløs ligesom alt andet, Dumbledore havde efterladt
sig …
Raseriet mod Dumbledore brød voldsomt ud i ham, det sved i ham og udslettede alle
andre følelser. Af ren og skær desperation havde de bildt hinan den ind, at Godric -dalen
måtte gemme på svar, og de overbeviste hinanden om, at det var meningen, at de skulle
rejse dertil, at det hele var del af en hemmelig rute udstukket for dem af Dumbledore. Men
der var intet kort at gå efter, ingen plan. Dumbledore havde efterladt dem i mørket, hvor
de kun kunne famle sig frem og kæmpe mod ukendte og usandsynlige rædsler, alene uden
hjælp. Intet var forklaret, intet givet gratis, de havde intet sværd, og nu havde Harry heller
ingen tryllestav. Han havde også tabt fo tografiet af tyven, og nu ville det sikkert være let for
Voldemort at finde ud af, hvem han var … Voldemort havde nu alle informationerne …
”Harry?”
Hermione så ud til at frygte, at han ville forbande hende med hendes egen tryllestav.
Med tårestrimet ans igt knælede hun ned ved siden af ham med to kopper te i sine rystende
hænder og et eller andet stort fastklemt under armen.
”Tak,” sagde han og tog imod en af kopperne.
”Har du noget imod, at jeg snakker lidt med dig?”
”Nej,” sagde han, men kun fordi han ikke ville såre hende.
”Harry, du ville gerne vide, hvem manden på billedet var, ikke? Ja … jeg har altså
bogen.”
Ydmygt lagde hun den i hans skød, en splinterny udgave af Albus Dumbledores Liv og
Løgne.
”Hvor – Hvordan …?”
”Den var i Bathildas stu e, den lå bare og flød … sedlen her stak ud foroven.”
Hermione læste de få linjer, skrevet med syregrønt blæk, højt:

”Sødeste Batty, tak for hjælpen. Her er et eksemplar af bogen, håber, du kan lide den.
Du fortalte alt, selvom du ikke husker det. Rita. Jeg tror, den må være kommet, mens den
virkelige Bathilda var i live, men måske var hun alligevel ikke rigtig i stand til at læse den?”
”Nej, det var hun sikkert ikke.”
Harry så ned på Dumbledores ansigt og blev pludselig opfyldt af vild skadefryd: Nu vi lle
han endelig få alt det at vide, som Dumbledore aldrig havde gidet fortælle ham. Nu kunne
han læse det, om Dumbledore så ville have ønsket det eller ej.
”Du er stadig vred på mig, er du ikke?” spurgte Hermione; han så op på hende, og hun
græd igen. Han vidste, at vreden måtte have været synlig i hans ansigt.
”Nej,” sagde han stille. ”Nej, Hermione, jeg ved, det var et uheld. Du prøvede at få os ud
derfra i live, og du var fantastisk. Jeg ville være død, hvis ikke du havde været der til at
hjælpe mig.”
Han gjorde hendes bedste for at gengælde hendes smil gennem tårer og rettede så sin
opmærksomhed mod bogen. Omslaget var stift; den var tydeligvis aldrig blevet åbnet. Han
bladrede gennem siderne, på jagt efter fotografier. Han stødte næsten omgående på d et,
han søgte: Den unge Dumbledore og hans flotte kammerat, brølende af grin over en for
længst glemt vittighed. Harry så ned på underteksten.
Albus Dumbledore kort efter sin mors død i selskab med sin ven, Gellert Grindelwald.
Harry håbede over det sidste ord i et langt øjeblik. Grindelwald. Sin ven, Grindelwald. Han
skævede til Hermione, der stadig stirrede på navnet og ikke lod til at kunne tro sine egne
øjne. Langsomt så hun op på Harry.
”Grindelwald?”
Uden at interessere sig for bogens andre fotograf ier skimmede Harry nu siderne i
kapitlet for at se, om det skæbnesvangre navn stod andre steder, og fandt det. Men da han
ivrigt begyndte at læse, forstod han ikke sammenhængen og måtte bladre tilbage for at
finde meningen; til sidst endte han ved starten af det kapitel, der bar titlen: ’I en højere
sags tjeneste’.
Han og Hermione begyndte at læse.
Da hans attenårs fødselsdag nærmede sig, forlod Dumbledore Hogwarts med
udmærkelse og vajende faner – vejleder, præfekt, vinder af Barnabus Finkleys Pris for
Enestående Besværgelseskastning, Britisk Ungdomsrepræsentant i Højmagiratet og
guldmedaljevinder for sit epokegørende bidrag ved Den Internationale
Alkymistkonference i Kairo. Det var nu Dumbledores hensigt at tage på den traditionelle
jordomrejse med Elphi as ’Stinky’ Doge, den ubegavede, men hengivne kammerat, han
havde samlet op på skolen.
De to unge mænd havde netop indlogeret sig i Den Utætte Kedel i London dagen før, de
skulle rejse til Grækenland, da en ugle kom med nyheden om Dumbledores mors død.
’St inky’ Doge, der nægtede at lade sig interviewe til denne bog, har givet offentligheden
sin egen sentimentale version af, hvad der så skete. Han udlægger Kendras død som en
tragisk hændelse og Dumbledores beslutning om at opgive sin rejse som en ædel,
selvo pofrende handling.
Det er da også sandt, at Dumbledore omgående vendte tilbage til Godric -dalen,
angiveligt med det formål at tage sig af sin yngre bror og søster. Men hvor meget tog
han sig egentlig af dem?
”Der var noget galt med knolden på ham Aberforth ,” siger Enid Smeek, hvis familie boede
i udkanten af Godric -dalen på det tidspunkt. ”Helt ustyrlig, men når han sådan havde
mistet både sin mor og far burde man vel have ondt af ham, hvis ikke det var, fordi han

blev ved med at kaste gedelort i hovedet på mig. Jeg tror ikke, Albus tog sig særligt meget
af ham, jeg så dem i hvert fald aldrig sammen.”
Men hvad lavede Albus så, hvis han ikke trøstede sin vilde lillebror? Et nærliggende svar
er, at han havde travlt med at fastholde sin søster i fangenskabet: S elvom hendes første
fangevogter nu var død, indtraf der ingen forandringer i Ariana Dumbledores
ynkværdige situation. Hendes blotte eksistens var fortsat kun kendt af ganske få
udefrakommende, der, som ’Stinky’ Doge, trofast godtog forklaringen om hendes
’svagelige helbred’.
Bathilda Bagshot, den respekterede magiske historiker, der gennem en lang årrække har
boet i Godric -dalen, var endnu en af disse godtroende husvenner. Kendra havde selvsagt
afvist Bathilda, da hun første gang søgte at byde familien velk ommen til landsbyen, men
adskillige år senere sendte forfatteren en ugle til Albus på Hogwarts, fordi hun havde
ladet sig imponere af hans artikel om transcendenserende arters magiske
transformationer i Transfiguration i dag . Denne kontakt førte til et bek endtskab med hele
Dumbledore familien, og det endte med, at Bathilda var den eneste person i Godric -
dalen, der var på talefod med Dumbledores mor, før hun døde. Desværre ændrede
tingene sig også for Bathilda, hvis engang så skarpe intellekt smuldrede. ”Ild en blusser,
men kedlen er tom,” som Ivor Dillonsby udtrykte det over for mig, eller, for at udtrykke
det mere jordnært, som Enid Smeek gør det: ”Hun havde gennemtræk i hatten”. Ikke
desto mindre lykkedes det for mig ved hjælp af veldokumenterede effektive teknikker at
fange tilstrækkeligt med fakta fra suset under hatten til at stykke hele den skandaløse
historie sammen.
I lighed med resten af troldmandssamfundet forklarer Bathilda Kendas alt for tidlige død
med en besværgelse, der gav ’tilbageslag’, en for klaring, både Albus og Aberforth
fastholdt i årene efter. Bathilda følger også familiens linje, når hun beskriver Ariana som
’skrøbelig’ og ’sart’. Men på ét punkt var Bathilda alle mine anstrengelser for at skaffe
Veritaserum værd, for hun, og hun alene, kender den fule sandhed om den bedst
bevarede hemmelighed i Albus Dumbledores liv. Da den nu afsløres for første gang, må
alt, hvad Dumbledores beundrere troede om ham, drages i tvivl: hans angivelige had til
Mørkets Kræfter, hans modstand mod undertrykkel se af Mugglere, ja, selv hans
hengivenhed over for sin egen familie.
Den sommer, Dumbledore rejste hjem til Godric -dalen, forældreløs og med en
nyerhvervet forpligtelse som familieoverhoved, tog Bathilda Bagshot samtidig imod sin
grandnevø, Gellert Grindel wald, som feriegæst.
Navnet Grindelwald er med rette berømt: På en liste over de farligste af Mørkets
Troldmænd til alle tider viger han udelukkende fra pladsen som nummer et, da I -Ved -
Hvem skubber ham af tronen. Eftersom Grindelwald aldrig udstrakte sit terrorregime til
Storbritannien, er den udførlige historie om hans opstigning til magten ikke særlig kendt
her.
Under sit uddannelsesforløb på Durmstrang, en skole berygtet for sin uheldige tolerance
over for Mørkets Kræfter, viste Grindelwald sig hurtigt at være en lige så fremragende
begavelse som Dumbledore. Men i stedet for at udnytte sine evner til at vinde akademiske
præmier og medaljer udså Gellert Grindelwald sig andre mål. Da han blev seksten år
gammel, kunne selv ikke Durmstrangs ledelse vende det blinde øjne til Gellert
Grindelwalds uhyggelige eksperimenter. Han blev bortvist.
Indtil nu har man ikke vidst andet om Grindelwalds gøren og laden efter bortvisningen,
end at han ’opholdt sig nogle måneder i udlandet’. Det kan nu afsløres, at Grindelwald
valgte at besøge sin grandtante i Godric -dalen, hvor han, sikkert til manges chok,
indledte et nært venskab med ingen anden end Albus Dumbledore.

”Jeg syntes, han var sådan en elskelig dreng,” pludrede Bathilda, ”uanset hvordan han
blev senere hen. Jeg pr æsenterede ham naturligvis for stakkels Albus, der sådan savnede
jævnaldrendes selskab, og drengene var øjeblikkelig på bølgelængde.”
Det var de sandelig. Bathilda viser mig et gammelt brev, hun har opbevaret, afsendt fra
Albus Dumbledore til Gellert Grind elwald i en sen nattetime.
”Ja, selv, efter at have tilbragt hele dagen sammen, opslugt af diskussioner – de var
begge så velbegavede og optændte af iver – hørte jeg somme tider en ugle banke med
næbbet på ruden i Gellerts soveværelse for at levere brev fr a Albus. Et pludseligt indfald
måtte han selvfølgelig omgående lade Gellert få del i!”
Og sikke nogle indfald der var tale om. Til trods for, at Albus Dumbledores mange fans
vil finde dette dybt rystende, bringer jeg her de tanker, deres dengang syttenårig e helt
betroede sin nye bedste ven (en kopi af det originale brev findes på side 463):
Gellert…
Dit hovedargument til fordel for troldmænds dominans – at det er TIL MUGGLERNES
EGET BEDSTE, må være kardinalpunktet i diskussionen. Ja, vi har fået en særlig magt,
og ja, den magi giver os ret til at herske, men den selv samme magt pålægger os også et
ansvar over for vores underlagte. Vi må lægge os dette sidste punkt på sinde, det vil være
vores ufravigelige fundament at bygge videre på. Når vi møder kamp, so m vi uden tvivl
vil, må dette være grundlaget for vores modargumenter. Vi tager kontrollen I EN
HØJERE SAGS TJENESTE. Og heraf følger, at såfremt vi møder modstand, må vi kun
bruge den grad af magt, der et nødvendig, og ikke mere. (Det var dit fejltrin på
Durmstrang! Men jeg skal ikke beklage mig, for hvis ikke du var blevet bortvist, havde vi
aldrig mødt hinanden.)
Albus
Hvor forbløffede og forargede hans mange beundrere end må være, beviser dette brev, at
Albus Dumbledore engang legede med tanken om at bryde Hemmelighedsdekretet og
etablere et magisk herredømme over Mugglere. Hvilket slag må det ikke være for de
mange, der altid har omtalt Dumbledore som de Mugglerfødtes største fortaler! Hvor
hult må alle hans taler for Muggleres rettigheder ikke klinge i lyset af dette belastende,
nye dokument! Hvor foragtelig er Albus Dumbledore ikke i sine planer om
magtovertagelse, når han i stedet burde have sørget over sin mor og gjort en indsats for
sin søsters velbefindende?
Dumbledores utrættelige forsvarere vil utvivlsomt fremføre argumenter, der skal sikre
deres helts smuldrende piedestal: at han aldrig bragte disse planer til udførelse, og at
han må have skiftet mening om sagen ved senere eftertanke. Men sandheden rummer
flere chokerende afsløringer.
Knap to m åneder efter starten på deres nye strålende venskab skiltes Dumbledores og
Grindelwalds veje, og de så ikke hinanden igen før den dag, de mødtes til deres
legendariske duel (læs mere herom i kapitel 22). Hvad forårsagede dette bratte brud?
Var Dumbledore v irkelig kommet til fornuft? Havde han sagt til Grindelwald, at han ikke
længere ønskede at være en del af hans planer? Ak, nej.
”Det var stakkels lille Arianas død, der gjorde udslaget, tror jeg,” siger Bathilda. ”Det
kom som et frygteligt chok. Gellert va r til stede i huset, da det skete, og han var helt fra
snøvsen, da han kom tilbage til mig. Han sagde, at han ville rejse hjem allerede næste

dag, så oprevet var han. Jeg arrangerede derfor en Transitnøgle, og det var det sidste,
jeg nogensinde så til ham.
Albus var ude af sig selv over Arianas død. Det var så forfærdeligt for de to brødre. De
havde mistet alle, de havde kær, undtagen hinanden. Ikke sært, at deres nerver slog klik;
Aberforth gav Albus skylden, som det jo kan ske i de bedste familier under d e værste
omstændigheder. Men Aberforth var jo altid en smule forstyrret at høre på, den arme
knægt. Ikke desto mindre var det ikke pænt at brække Albus’ næse midt under
begravelsesceremonien. Det ville have smertet Kendra at se sine sønner slås på den måde
ved deres søsters lig. En skam, at Gellert ikke blev til begravelsen … han kunne ellers have
været til trøst for Albus …”
Dette uhyrlige sammenstød ved den åbne grav, som kun deltagerne ved Arinas
begravelse kender til, rejser flere spørgsmål. Hvorfor gav Aberforth Dumbledore egentlig
Albus egentlig skylden for deres søsters død? Var det blot, som Batty antager, et udslag
af sorg? Eller kunne der være en mere konkret årsag til hans vrede? Grindelwald, der
var blevet bortvist fra Durmstrang efter flere næst en -dødbringende angreb på sine
medstuderende, flygtede fra landet få timer efter pigens død (i skam, eller måske af
frygt?), og Albus så ham ikke igen, før han blev påtvunget en konfrontation efter
indtrængende anmodninger fra det internationale troldmands samfund.
Hverken Dumbledore eller Grindelwald lader til nogensinde senere i livet at have omtalt
deres korte ungdomsvenskab. Sikkert er det dog, at Albus Dumbledore tøvede – i en
femårig periode med kaos, høje dødstal og forsvindinger – med at angribe Gell ert
Grindelwald. Skyldtes Albus Dumbledores tøven, at han stadig nærede en vis
hengivenhed for manden, eller måske, at han frygtede at blive afsløret som hans engang
bedste ven? Begav Dumbledore sig kun modvilligt ud for at fange den mand, han engang
var s å glad for at have mødt?
Og hvordan døde den mystiske Ariana egentlig? Blev hun et uskyldigt offer for et Mørkt
ritual? Så hun mon noget, hun ikke burde have set, noget, som de to unge mænd var i
færd med at udføre i deres jagt på hæder og herredømme? Er d et muligt, at Ariana
Dumbledore var den første, der skulle dø I EN HØJERE SAGS TJENESTE?
Her sluttede kapitlet, og Harry så op; Hermione var åbenbart blevet færdig før ham. Hun
tog bogen fra Harry og så en smule forskrækket ud over hans ansigtsudtryk. Så skyndte
hun sig at lukke bogen, som om det var et sjofelt smædeskrift.
”Harry …”
Men han rystede på hovedet. En lurende usikkerhed i ham var nu blæst op i fuldt
format. Lige nu havde han det nøjagtig, som da Ron havde forladt dem. Han havde stolet
på Dum bledore, anset ham for at være personificeringen af godhed og visdom. Nu lå alt i
aske. Hvad havde han snart mere at miste? Ron, Dumbledore, tryllestaven …
”Harry.” Hun lod til at have gættet hans tanker. ”Hør lige på mig. Det – det er ikke
særlig rar læs ning …”
”… ja, sådan kan man vælge at udtrykke det …”
”… men, Harry, du må huske på, at det er Rita Rivejern der har skrevet det.”
”Sig mig, læste du ikke brevet til Grindelwald?”
”Jo, det – det gjorde jeg.” Hun tøvede, virkede urolig, mens hun holdt om sit tekrus med
begge hænder. ”Det er nok det værste. Jeg ved godt, at Bathilda kun anså det for at være
løs snak, men ’I EN HØJERE SAGS TJENESTE’ blev jo senere Grindelwalds slogan, hans
berettigelse for alle de uhyrligheder, han begik. Og … og efter al t at dømme … lader det til,
at det var Dumbledore, der plantede den tanke i ham. Man siger endda, at ’I EN HØJERE
SAGS TJENESTE’ blev hugget i muren over porten til Nurmengard.”

”Hvad er Nurmengard?”
”Det fængsel, Grindelwald byggede til sine modstandere . Han endte selv i det, efter at
Dumbledore fangede ham. Nå, men det er – selvfølgelig en frygtelig tanke, at Dumbledores
tankegang styrkede Grindelwalds magtbegær. Men på den anden side kendte de jo kun
hinanden i ganske få måneder den sommer, det kan sel v ikke Rita benægte, heller ikke, at
de var meget unge dengang, og …”
”Det vidste jeg, du ville sige,” sagde Harry. Han ville ikke lade sin vrede gå ud over
hende, men det var svært at holde stemmen i ro. ”Jeg vidste, du ville sige, ’de var unge’. De
var præcis lige så gamle, som vi er nu. og her er vi, i færd med at risikere vores liv for at
bekæmpe Mørkets Kræfter, og var han, konspirerende med sin nye bedste ven for at
overtage magten over Mugglerne.”
Han kunne ikke holde sit temperament under kontrol ret meget længere; han rejste sig
op og begyndte at vandre frem og tilbage for at få en smule afløb.
”Jeg prøver ikke at forsvare hvad Dumbledore skrev,” sagde Hermione. ”Alt det vrøvl
om ’retten til at herske’ er nøjagtig det samme som ’Magi er Magt’. Me n Harry, hans mor
var lige død, han var alene og bundet til hjemmet …”
”Alene? Han var ikke alene! Han havde sin bror og søster at være sammen med … sin
Fusersøster, som han holdt indespærret …”
”Jeg tror ikke på det,” sagde Hermione. Nu rejste hun sig o gså op. ”Hvad der så end var
galt med den pige, tror jeg ikke, hun var en Fuser. Den Dumbledore, vi kendte, ville aldrig
nogensinde tillade …”
”Den Dumbledore, vi troede, vi kendte, ville heller ikke undertrykke Mugglerne med
magi!” råbte Harry, så hans s temme gav genlyd mod de nøgne bjergsider, og flere solsorte
fløj op i luften, skræppende og cirklende på den perlehvide himmel.
”Han forandrede sig, Harry, han forandrede sig! Længere er den ikke! Måske troede han
på den slags ting som syttenårig, men hel e resten af sit liv hengav han sig til bekæmpelsen
af Mørkets Kræfter! Dumbledore var den, der standsede Grindelwald, den, der altid stemte
for Mugglerbeskyttelse og Mugglerfødtes rettigheder, den, der bekæmpede Du -Ved -Hvem
lige fra starten, og den, der dø de i forsøget på at bringe ham til fald!”
Ritas bog lå på jorden mellem dem, så Albus Dumbledores forside ansigt smilede
sørgmodigt op til dem begge.
”Harry, du må meget undskylde, men jeg tror, at den egentlige grund til din vrede er, at
Dumbledore aldr ig fortalte dig noget om sig selv.”
”Det kan godt være!” brølede Harry og holdt begge arme op om sit hoved uden at vide,
om han prøvede at beherske sin vrede eller at beskytte sig selv mod smerten fra sine
bristede illusioner. ”Se bare, hvad han forlangte af mig, Hermione! Sæt dit liv på spil,
Harry! Gør det igen! Og igen! Men forvent ikke, at jeg vil forklare alting for dig, du må bare
stole blindt på mig, stol på, at jeg ved, hvad jeg gør, stol på mig, selvom jeg ikke stoler på
dig! Aldrig den fulde sand hed! Aldrig!”
Hans stemme knækkede af ophidselse, og nu stod de der og så på hinanden i den
gråhvide tomhed, og Harry følte, at de var så ubetydelige som insekter under den
vidtstrakte himmel.
”Han elskede dig,” hviskede Hermione. ”Jeg ved, han elskede d ig.”
Harry lod sine arme falde ned.
”Jeg ved ikke, hvem han elskede, Hermione, men det var i hvert fald ikke mig. Den
situation, han efterlod mig i, er ikke et udtryk for kærlighed. Han delte mange flere af sine
inderste tanker med Grindelwald, end han n ogensinde gjorde med mig.”
Harry tog Hermiones tryllestav, som han havde tabt i sneen, og satte sig igen i
teltåbningen.

”Tak for te. Jeg fortsætter min vagt. Gå du bare ind i varmen igen.”
Hun tøvede, men mærkede, at hun var uønsket. Så tog hun bogen o g gik ind i teltet, men
idet hun passerede ham, strøg hun ham let over håret. Han lukkede øjnene ved berøringen
og hadede sig selv for at ønske, at det var sandt, hvad hun sagde, at Dumbledore virkelig
havde holdt af ham.

Kapitel 19 -Sølvdåen
Det sneede , da Hermione overtog vagten ved midnat. Harrys drømme var forvirrede og
foruroligende: Nagini snoede sig ind og ud af dem, først gennem en gigantisk flækket ring,
så gennem en krans af juleroser. Han vågnede flere gange, panikslagen og overbevist om,
at n ogen havde kaldt på ham fra et fjernt sted, mens han bildte sig ind, at vinden, der
piskede om teltet, var fodtrin eller stemmer.
Til sidst stod han op i mørket og sluttede sig til Hermione, der sad sammenkrøbet i
teltåbningen og læste i Magiens Historie ved lyset fra sin tryllestav. Sneen faldt stadig tæt,
og hun bifaldt lettet hans forslag om at bryde op tidligt og rejse videre.
”Ja, lad os finde et sted med mere læ,” samtykkede hun og trak skælvende en sweatshirt
over sin pyjamas. ”Jeg syntes hele tid en, jeg kunne høre folk gå rundt udenfor. Der var
endda et par gange, hvor jeg syntes, jeg så nogen.”
Harry standsede, mens han var ved at trække en trøje over hovedet – han så hen på
Luskometeret, der lå ubevægeligt på bordet.
”Jeg er sikker på, at det var min fantasi,” sagde Hermione lidt nervøst. ”Sneen i mørket
kan godt få en til at se syner … men måske burde vi borttransferere os under
usynlighedskappen, for en sikkerheds skyld?”
En halv time senere, da teltet var pakket – Harry bar Horcruxen, og He rmione knugede
perletasken – transfererede de sig væk. Det sædvanlige tryk omsluttede dem; Harrys
fødder slap den snedækkede jord og landede hårdt på et underlag, der føltes som frossen
jordbund dækket af blade.
”Hvor er vi?” spurgte han og stirrede rundt på et skovlandskab, mens Hermione åbnede
sin taske og begyndte at trække teltpæle ud.
”Deanskoven,” sagde hun. ”Jeg var her engang på camping med min mor og far.”
Også her tyngede sneen træerne, og det var bitterligt koldt, men i det mindste var her læ
for vinden. De tilbragte det meste af dagen inde i teltet, siddende tæt ved de nyttige blå
flammer, som Hermione var så ferm til at lave; de kunne endda tages op og bæres omkring
i en krukke. Harry havde det, som om han var i bedring efter en kortvarig, me n alvorlig
sygdom, en følelse, der kun blev forstærket af Hermiones omsorg. Den eftermiddag
begyndte nye flager af sne at dale ned over dem, og deres afskærmede lysning blev pudret
med et nyt lag sne.
Efter to nætter med kun lidt søvn var Harrys sanser sk ærpede. Deres flugt fra Godric -
dalen havde været på et hængende hår, og af den grund føltes Voldemort tættere på en
nogensinde, mere truende end nogensinde. Da mørket igen lagde sig over dem, afviste
Harry Hermiones tilbud om at holde vagt og bad hende gå i seng.
Han tog en gammel pude og satte sig ved teltåbningen iført alle de tykke trøjer, han
ejede, men han frøs alligevel. Mørket blev dybere, som aftenen skred frem, indtil man ikke
kunne se en hånd for sig. Han skulle lige til at finde Røverkortet frem for at kigge lidt på
Ginnys prik, da han kom i tanke om, at det var juleferie, og at hun var hjemme i
Vindelhuset.
Hver eneste lille bevægelse derude virkede så voldsom i den dybe skov. Harry vidste, at
der måtte være masser af levende væsner, men han vi lle ønske, at de kunne være stille, så
han kunne skelne deres uskyldige puslen og snusen fra lyde, der røbede en anden og mere
uhyggelig slags bevægelse. Han huskede lyden af en kappekant, der strøg hen over visne
blade for mange år siden, og straks bildte han sig ind at høre den igen, indtil han fik taget
sig selv i nakken. Deres magiske værn havde fungeret i ugevis, så hvorfor skulle de være
svagere nu? Alligevel kunne han ikke frigøre sig fra følelsen af, at noget ved anderledes i
aften.

Flere gange sat te han sig ret op med et sæt, og han fik ondt i nakkemusklerne, fordi han
kom til at døse hen lænet mod teltdugen i en akavet stilling. Nattens mørke var nu så sort
og fløjlstykt, at han lige så godt kunne befinde sig i Spektralt limbo. Han havde netop løf tet
sin hånd op foran sig for at se, om han kunne skelne sine fingre, da det skete.
Et stærkt, sølvskinnende lys dukkede op direkte foran ham, det bevægede sig frem
mellem træerne. Hvad det end var, så bevægede det sig lydløst; det lod til simpelthen at
svæve imod ham.
Han kom hurtigt på benene, men hans stemme var frosset fast i struben, så han nøjedes
med at hæve Hermiones tryllestav. Han kneb øjnene sammen, da lyset blev blændende og
stammerne kulsorte som kontrast til det skarpe skær, der fortsatte me d at nærme sig.
Endelig dukkede lysets kilde frem ved siden af en eg. Det var en sølvhvid då; lysende
som månen trippede hun frem over jorden, stadig lydløst og uden at efterlade sig spor i det
fine lag sne. Hun gik hen til ham med sit smukke hoved højt l øftet og blikket rettet mod
ham under lange øjenvipper.
Harry stirrede på væsnet, opfyldt af undren, ikke fordi hun var ham fremmed, men fordi
hun var ham uforklarligt bekendt. Han havde en følelse af, at han havde ventet på, at hun
skulle komme, men bare glemt indtil dette øjeblik, at de havde aftalt at mødes. Hans før så
stærke trang til at kalde på Hermione var helt væk. Han vidste uden skyggen af tvivl, at
hun var kommet for hans skyld, kun hans.
De så på hinanden i et langt øjeblik, så vendte hun sig om og begyndte at gå væk.
”Nej,” sagde han med en stemme, der var tør og hæs af lang tids tavshed. ”Kom tilbage!”
Hun fortsatte med at trippe roligt videre mellem træerne, og snart var hendes lys brudt i
felter på grund af de tykke, sorte stammer. Han t øvede i et skælvende sekund. Hans fornuft
indvendte, at det kunne være et trick, et lokkemiddel, en fælde. Men hans instinkt var
stærkere og sagde ham, at dette ikke var Mørk Magi. Han satte efter dåen.
Sneen knasede under hans fødder, men dåen forblev ly dløs, da hun fortsatte frem
mellem træerne, for hun var intet andet end lys. Dybere og dybere ind i skoven førte hun
ham, og Harry gik rask til, trygt forvisset om, at hun på et tidspunkt ville standse og lade
ham komme nær. Så ville hun tale, og stemmen v ille fortælle ham, hvad han havde brug for
at vide.
Til sidst standsede hun. Hun drejede igen sit smukke hoved mod ham, og han begyndte
at løbe med et spørgsmål brændende på læben, men før han nåede at åbne munden for at
stille det, forsvandt hun.
Selvom mørket havde opslugt hende, var der stadig et ulmende aftryk af hende på hans
nethinder; det slørede hans udsyn og blev stærkere, når han sænkede sine øjenlåg, det
gjorde ham desorienteret. Nu kom frygten; hendes tilstedeværelse havde betydet
beskyttelse.
”Lumos,” hviskede han, og tryllestavens spids lyste op.
Indtrykket af dåen svandt for hvert blink med øjnene, som han stod der og lyttede til
skovens lyde; fjern knitren af kviste, lavmælt susen af sne. Ville han snart blive angrebet?
Havde hun lokket h am i et baghold? Var det hans fantasi, der sagde ham, at nogen lurede
lige uden for rækkevidden af hans tryllestavslys, betragtede ham.
Han løftede tryllestaven højere op. Ingen kom springende frem mod ham, intet glimt af
grønt lys blev affyret fra et skj ul bag et træ. Men hvorfor havde hun så ført ham til dette
sted?
Et eller andet glimtede i lyset fra tryllestaven, og Harry snurrede omkring, men det var
kun en lille, tilfrosset skovsø, hvis krakelerede mørke overflade gav genskin, da han
hævede tryllest aven højere for at se nærmere på den.

Han bevægede sig varsomt frem og kiggede ned. Isen spejlede hans forvrængede
skyggebillede og lysstrålen fra tryllestaven, men dybt nede under det slørede grå skjold af
is lå noget og glimtede. Et stort sølvkors …
Hans hjerte sprang næsten op i halsen på ham; han smed sig ned på knæ ved den frosne
kant og holdt sin tryllestav på en måde, så han kunne rette så meget lys som muligt ned
mod bunden. Et dybrødt farveskær … det var et sværd med glitrende rubiner i skæftet …
Gryffindors sværd lå på bunden af den lille skovsø.
Han trak knap nok vejret, mens han stirrede ned på det. Hvordan var det muligt?
Hvordan kunne det dog ende i en skovsø så nær det sted, hvor de havde sat teltet op?
Havde en dunkel magisk kilde trukke t Hermione hertil, eller var det dåen, han troede var
en Patronus, i virkeligheden en slags vogter af søen? Eller var sværdet blevet placeret i
søen, efter at de kom hertil, alene af den grund, at de var her? Og i så fald, hvor var den
person, der ønskede at overgive det til Harry? Han rettede igen tryllestaven mod de
omgivende træer og buske for at søge efter en menneskelig silhuet, et glimt fra et øje, men
han kunne ikke se nogen der. Alligevel fik hans begejstring modvægt af en lurende frygt, da
han igen vendte sin opmærksomhed mod sværdet, der befandt sig på bunden af den frosne
sø.
Han rettede tryllestaven mod det sølvfarvede objekt og mumlede: ” Accio sværd.”
Det rokkede sig ikke. Han havde heller ikke forventet det. Hvis det var så let, ville
sværdet have ligget på jorden og ventet på ham i stedet for nede på bunden af en tilfrosset
sø. Han begyndte at gå rundt om den runde kappe af is, mens han spekulerede grundigt
over sidste gang, sværdet havde overgivet sig selv til ham. Dengang havde han været i stor
fare og havde bedt om hjælp.
”Hjælp,” mumlede han, men sværdet blev, hvor det var, ligeglad og ubevægeligt.
Hvad var det nu, spurgte Harry sig selv, idet han genoptog sin vandring, hvad var det
nu, Dumbledore havde fortalt ham, sidste gang han havde fået sværdet i sin besiddelse?
Kun en sand Gryffindor kunne have trukket det op af hatten. Og hvilke kvaliteter
kendetegnede en Gryffindor? En lille stemme i Harrys hoved svarede ham: Til Gryffindor
de tapre kom, de førte an fra start.
Harry standsede op og udstødte et langt suk; den hvide sky af hans ånde fordampede
hurtigt i den frostkolde luft. Han vidste, hvad han måtte gøre. Hvis han skulle være helt
ærlig over for sig selv, havde han vidst det, så snart han så sværdet gennem isen.
Han kastede igen et blik rundt på de omgivende træer, men følte sig overbevist om, at
ingen ville komme og angribe ham. Enhver angriber havde haft alle chancer, mens han
vandrede alene gennem skoven, og senere, da han var optaget af at undersøge skovsøen.
Den eneste grund til at nøle var tanken om den svært ubehagelige handling, der ventede.
Med fumlende fingre begyndte Harry at tage sine mange lag tøj af. Hvor begrebet
tapperhed passede ind, tænkte han bittert, var ikke helt klart, medmindre det kunne anses
for tappert, a t han ikke kaldte på Hermione og bad hende om at gøre det for ham.
Mens han klædte sig af, hørte han en ugle tude et sted. Med et stik af smerte huskede
han Hedvig. Han rystede af kulde, og hans tænder klaprede frygteligt, men alligevel
fortsatte han med afklædningen, indtil han stod i sine underbukser, barfodet i sneen. Han
lagde æselskindsposen med sin tryllestav, sin mors brev, skåret fra Sirius’ spejl og det
gamle Lyn oven på sit tøj, hvorefter han rettede Hermiones tryllestav mod isen.
”Diffindo.”
Overfladen blev brudt med et knald, der lød som et pistolskud i stilheden; skjoldet
krakelerede, og små stykker mørk is vippede på det urolige vand. Så vidt Harry kunne
bedømme, var søen ikke dyb, men han måtte alligevel dykke helt under for at få fat i
svæ rdet.

At tænke mere over opgaven ville hverken gøre den lettere eller vandet varmere. Han
trådte hen til vandkanten og lagde Hermiones tryllestav på jorden, stadig med spidsen
tændt. Så lod han være med at tænke på, hvor meget koldere han ville komme til at føle sig,
eller hvor meget værre han ville komme til at ryste – han sprang i.
Hver en pore i hans krop skreg i protest, selv luften i hans lunger lod til at fryse til en
fast klump, da han stod i isvand til skulderne. Han kunne knap nok ånde, og han ry stede så
voldsomt, at vandet skvulpede op over søens kant. Han følte efter klingen med sine
følelsesløse fødder, for han ville sikre sig, at han kun behøvede at dykke én gang.
Harry udsatte øjeblikket for total neddykning fra sekund til sekund, gispende o g
rystende, indtil han sagde til sig selv, at det måtte gøres, samlede sit mod og dykkede.
Kulden var ren smerte; den angreb ham som ild. Det føltes, som om hans hjerne var
frosset, da han skubbede sig ned gennem det mørke vand mod bunden, hvor han rakte ud
og famlede efter sværdet. Hans fingre lukkede sig skæftet, og han trak det op.
Så klemte noget stramt om hans hals. Han tænkte på vandplanter, selvom intet af den
slags havde strejfet ham på vej ned, og han rakte op med sin frie hånd for at få det væk. Det
var ingen vandplante, men derimod Horcruxens kæde, der strammede og langsomt
lukkede for hans luftrør.
Harry sparkede vildt ud og kæmpede for at komme op til overfladen, men opnåede blot
at bumpe ind mod søens stene side. Han fægtede, var ved at bliv e kvalt, han flåede i den
stramme kæde, men hans forfrosne fingre var ikke i stand til at løsne den, og nu begyndte
små punktformede lysglimt at sprænges inden i hans hoved – han var ved at drukne, der
var ikke mere at gøre, og armene, der nu sluttede sig rundt om hans bryst, måtte uden tvivl
være Dødens …
Hivende efter luft, halvkvalt gylpende og koldere, end han nogensinde havde følt sig,
kom han til sig selv, liggende med ansigtet fladt ned i sneen. Nær ham vaklede en anden
person rundt, stønnende og ho stende. Det måtte være Hermione, der var kommet til hjælp,
ligesom da slangen angreb … men det lød ikke som hende, ikke med de dybe host, ikke at
dømme efter tyngden i skridtene …
Harry havde ikke kræfter til at løfte hovedet og se, hvem hans redningsmand var. Det
eneste, han magtede, var at løfte en rystende hånd op og mærke, hvor medaljonen havde
strammet så frygteligt om hans hals. Den var væk, nogen havde skåret ham fri. Så sagde
den stønnende stemme et sted oppefra.
”Er – du – sindssyg?”
Intet andet end chokket over at høre den stemme kunne have givet Harry styrke til at
rejse sig. Voldsomt rystende kom han vaklende på benene, og der stod Ron, fuldt påklædt,
men gennemblødt til skindet og håret klistret mod ansigtet. Han holdt Gryffindors sværd i
den ene hånd og Horcruxen, dinglende fra den knækkede kæde, i den anden.
”Hvorfor fanden ,” stønnede Ron og løftede Horcruxen op, så den svingede frem og
tilbage i den korte kæde som en parodi på en hypnotisørs pendul, ”tog du ikke den tingest
af dig, før du dykkede?”
Harry kunne slet ikke svare. Sølvdåen var intet i forhold til Rons opdukken, det var
næsten ikke til at tro. Skælvende af kulde tog han bunken af tøj, han havde efterladt ved
vandkanten og begyndte at tage det på. Harry simpelthen bare stirrede på Ron, mens han
trak trøje efter trøje over hovedet, næsten som om han forventede, at Ron ville forsvinde,
hver gang han var ude af hans synsfelt. Men han måtte jo være virkelig; han havde lige
taget et dyk ned i søen og reddet Harrys liv.
”Var det d -dig ?” spurgte Harry til sidst med klaprende tænder og med tynd stemme
efter at have været så nær ved at blive stranguleret.
”Øh, ja,” sagde Ron lidt forvirret.

”D -du frembragte den då?”
”Hvad? Nej, selvfølgelig ikke! Jeg troede, det var din?”
”Min Patronus er en kronhjort.”
”Nå, ja. Jeg syntes da også, den så lidt anderledes ud. Den manglede et gevir.”
Harry tog Hagrids pose om halsen igen, trak en sidste sweater over hovedet og bøjede
sig ned efter Hermiones tryllestav. Så vendte han sig mod Ron.
”Hvad laver du her?”
Det lod til, at Ron havde håbet, at lige netop det spørgsmål kunne vente til senere, hvis
det da absolut skulle bringes på bane.
”Tja, altså – du ved – jeg er kommet tilbage. Alts, hvis …” Han rømmede sig. ”Du ved,
hvis du stadig v il have mig med.”
Der blev stille et øjeblik; hele optrinet ved Rons afrejse tårnede sig op mellem dem. Men
nu var han her igen. Han var vendt tilbage. Han havde lige reddet Harrys liv.
Ron så ned på sine hænder. Det så ud, som om han et øjeblik var over rasket over, hvad
det egentligt var for nogle ting, han stod med.
”Nå, ja, jeg fik fisket det op,” sagde han, en smule overflødigt, og rakte sværdet frem, så
Harry kunne se det. ”Det var derfor, du sprang i, ikke?”
”Jo,” sagde Harry. ”Men jeg forstår bar e ikke, hvordan du kunne dukke op her?
Hvordan fandt du os?”
”Lang historie,” sagde Ron. ”Jeg havde ledt efter jer i timevis, det er jo en stor skov,
ikke? jeg havde lige besluttet at tage mig en lur under et træ og vente, til det blev morgen,
men så fik jeg øje på den der hjort, der kom gående med dig efter sig.”
”Så du ingen andre?”
”Nej,” sagde Ron. ”Jeg …”
Han tøvede og kastede et blik hen på to træer, der stod tæt sammen nogle få meter fra
dem.
”… jeg tror, jeg så noget bevæge sig derhenne, men da havde jeg travlt med at løbe hen
til søen, fordi du var hoppet i og ikke kom op igen, så jeg havde ikke tid til at gå hen og
tjekke – hey!”
Harry var allerede i løb hen til det sted, Ron havde udpeget. De to egetræer stod tæt
sammen med få tommers mellem rum mellem stammerne, og mellemrummet var lige i
øjenhøjde, et ideelt sted at stå i skjul og holde udkig. Men der lå ingen sne for foden af
træerne, så det var umuligt at se spor. Han gik tilbage til Ron, der stadig stod med sværdet
og Horcruxen.
”Kunne d u se noget?”
”Nej,” sagde Harry.
”Men hvordan endte det sværd så i søen?”
”Hvem der endte sendte Patronussen, må have lagt det der.”
De så begge på det ornamenterede sølvsværd; det rubinbelagte skæfte glimtede en
smule i lyset fra Hermiones tryllestav.
”Tror du, det er ægte,” spurgte Ron.
”Det er der kun én måde at finde ud af på, ikke?” sagde Harry.
Horcruxen dinglede stadig fra Rons hånd. Medaljonen gav et lille ryk. Harry vidste, at
tingen indeni var ophidset igen; den havde for længst fornemmet s værdets nærhed og
prøvet at dræbe Harry, så han ikke kunne få fat i det. Der var ikke tid til diskussioner, nu
var tiden inde til at tilintetgøre medaljonen én gang for alle. Harry så sig omkring med
Hermiones tryllestav højt løftet og fandt et godt sted: en flad sten, der stod skærmet under
et morbærtræ.

”Kom herhen,” sagde han og viste vej. Han børstede sneen af stenens flade og rakte
hånden ud efter Horcruxen. Men da Ron også rakte sværdet frem til ham, rystede Harry på
hovedet.
”Nej, det bør være dig, der gør det.”
”Mig?” udbrød Ron forskrækket. ”Hvorfor?”
”Fordi du fik sværdet op af søen. Jeg tror, det er meningen, at du skal gøre det.”
Det var ikke for at være venlig eller storsindet. Lige så sikkert som han havde vidst, at
dåen var godsindet, var han klar over, at Ron måtte være den, der skulle føre sværdet.
Dumbledore havde trods alt lært Harry et eller andet om visse former for magi, om den
mystiske kraft i særlige handlinger.
”Jeg åbner den nu,” sagde Harry, ”og du stikker sværdet i den. Omgåe nde, okay? Vi kan
være sikre på, at det, der er indeni, vil kæmpe imod. Den del af Gåde, der var i dagbogen,
prøvede at dræbe mig.”
”Hvordan vil du åbne den?” spurgte Ron. Han så rædselsslagen ud.
”Jeg vil bruge slangehvisken og bede den om at åbne sig,” sagde Harry. Han sagde det så
naturligt, og tanken var kommet så ubesværet til ham, at det gik op for ham, at han altid
havde vidst det, inderst inde. Måske var det mødet med Nagini, der havde løsnet den viden
hos ham. Han så på det slangeagtige ’S’ med d e glitrende grønne ædelsten; det var så
nærliggende at se det som en lillebitte slange, der lå her og snoede sig på den kolde sten.
”Nej!” sagde Ron, ”nej, luk den ikke op! Jeg mener det!”
”Hvorfor ikke?” spurgte Harry. ”Lad os dog få gjort en ende på de n forbandede tingest,
vi har brugt måneder …”
”Jeg kan ikke, Harry, helt alvorligt – du må gøre det …”
”Men hvorfor?”
”Fordi den ting er skadelig for mig!” sagde Ron og bakkede væk fra medaljonen på
stenen. ”Jeg kan ikke håndtere det! Nu skal du ikke tr o, det er en dårlig undskyldning for
min opførsel, men den påvirker mig mere end den påvirkede dig og Hermione, den fik mig
til at tænke underlige ting – det var måske ting, jeg tænkte i forvejen, men den gjorde
alting meget værre, jeg kan ikke forklare de t … så snart jeg tog den af, kunne jeg tænke
klart igen, men kort efter at jeg var blevet mig selv, skulle jeg bære den lede tingest igen –
jeg kan ikke gøre det, Harry!”
Han rystede på hovedet og bakkede, stadig med sværdet slæbende over jorden.
”Du kan godt klare det,” sagde Harry, ”det kan du! Du fik fat i sværdet, og jeg ved, det er
meningen, at du skal føre det. Lad os nu skaffe den af vejen, Ron.”
Lyden af hans navn lod til at virke som et kald. Ron sank en klump og gik, stadig tungt
åndende gennem sin lange næse, tilbage til stenen.
”Sig til,” sagde han hæst.
”Jeg tæller til tre,” sagde Harry, han kneb øjnene lidt sammen og så ned på medaljonen,
mens han begyndte at koncentrere sig om ’S’et, forstillede sig, at det var en slange, og hørte
indhold et i medaljonen skrabe som en fanget kakerlak. Man kunne let få medlidenhed med
den, men de dybe mærker omkring Harrys hals sved stadig.
”En … to … tre … luk op!”
Det sidste ord kom ud som en hvislende hvæsen, hvorpå medaljonens gyldne låger
svingede op med et lille klik.
Bag begge glas blinkede et levende øje, de var mørke og smukke, som Romeo Gådes øjne
havde været, før han gjorde dem røde og dyriske.
”Stik,” sagde Harry og holdt medaljonen stille på stenen.

Ron hævede sværdet med rystende hænder. Sp idsen dirrede over de desperat rullende
øjne, og Harry knugede fast om medaljonen, mens han forberedte sig på, hvad der måtte
komme. Han forestillede sig allerede blodet strømme ud fra de knuste glas.
Så hvæsede en stemme fra Horcruxen.
”Jeg har set dit hjerte, og det er mit.”
”Lad være med at lytte til den,” sagde Harry hårdt. ”Stik den!”
”Jeg har set dine drømme, Ronald Weasley, og jeg har set din frygt. Hvad du ønsker,
er muligt, men hvad du frygter, er også muligt …”
”Stik!” råbte Harry, hans stemm e gav genlyd mellem de omgivende træer, sværdspidsen
dirrede, og Ron stirrede ned i Gådes øjne.
”Altid den mindst elskede af moderen, der ønskede en datter … og stadig den mindst
elskede af pigen, der foretrækker din ven … altid nummer to, for evigt overskygget …”
”Ron, stik den nu!” brølede Harry; han kunne føle medaljonen skælve under hans greb,
han kunne føle dens angst for, hvad der var i vente. Ron hævede sværdet højere, og netop
da lyste Gådes øjne rødt.
Fra de to vinduer i medaljonen, fra de to øjne, voksede Harrys og Hermiones hoveder
frem som to groteske bobler, mærkeligt forvrængede.
Ron udstødte et chokeret råb og bakkede væk, mens skikkelserne steg op fra
medaljonen, først overkroppen, så hofter og ben, indtil de tårnede op fra medaljone n, først
overkroppen, så hofter og ben, indtil de tårnede sig op, side om side som træer med fælles
rod, svajende over Ron og den virkelige Harry, der havde sluppet taget i medaljonen, fordi
den pludselig var blevet hvidglødende.
”Ron!” råbte han, men Gåde -Harry talte nu med Voldemorts stemme, og Ron stirrede
hypnotiseret ind i væsnets ansigt.
”Hvorfor kom du tilbage? Vi havde det bedre uden dig, var gladere uden dig, glade for
dit fravær … vi lo ad din dumhed, din fejhed, din indbildskhed …”
”Indbild skhed!” gentog Gåde -Hermione, der var smukkere og mere grusom end den
virkelige Hermione; hun svajede og lo ondt foran den lammede og rædselsslagne Ron, der
slapt havde sænket sværdet: ”Hvem vil se på dig, hvem vil nogensinde se på dig ved siden
af Harry P otter? Hvad har du nogensinde udrettet sammenlignet med Den Udvalgte?
Hvad er du ved siden af drengen, der ikke kunne slås ihjel?”
”Ron, stik den, STIK DEN!” skreg Harry, men Ron forblev ubevægelig. Hans øjne var
store, og i dem spejlede Gåde -Harry og Gåd e-Hermione sig med hår, der bølgede som
flammer og rødt lysende øjne. Deres stemmer supplerede hinanden i et ondt kor:
”Din mor indrømmede,” hånede Gåde -Harry, mens Gåde -Hermione smilede hånligt, ”at
hun ville have foretrukket mig som søn, hun ville have været lykkelig for at kunne bytte
…”
”Og hvem ville ikke foretrække ham, hvilken kvinde ville ikke tage dig? Du er intet,
intet, intet ved siden af ham,” kurrede Gåde -Hermione, og så strakte hun sig ud som en
slange og snoede sig omkring Gåde -Harry holdt ham i et tæt favntag. Deres læber mødtes.
Over for dem fyldtes Rons ansigt med smerte, han hævede sværdet højt, og hans arme
rystede.
”Gør det, Ron!” råbte Harry.
Ron så på ham, og Harry syntes, han fangede et glimt af noget rødt i hans øjne.
”Ron …?”
Det glimtede i sværdet, da det huggede ned. Harry kastede sig til side. Der lød et
metallisk klonk og et langtrukkent skrig. Harry hvirvlede rundt, gled lidt i sneen og holdt
tryllestaven klar til at forsvare sig, men der var intet at kæmpe imod.

De mons trøse gestalter af ham selv og Hermione var væk. Der var kun Ron, som stod
med sænket sværd og så ned på de knuste rester af medaljonen på den flade sten.
Harry gik langsomt hen til ham og vidste ikke, hvad han skulle sige eller gøre. Ron trak
vejret tung t. Hans øjne var ikke røde mere, bare normalt blå, men også våde.
Harry lod, som om han ikke havde lagt mærke til det, han bøjede sig ned og samlede den
ødelagte Horcrux op. Ron havde gennemboret glasset i begge vinduer; Gådes øjne var væk,
og der steg en smule røg op fra det plettede silkeindtræk. Tingen, der havde levet i
Horcruxen, var forsvundet, og dens sidste handling havde været at pine Ron.
Sværdet faldt til jorden med en klirren, da Ron slap det. Han sank ned på knæ med
armene over sit hoved. Han skælvede, men det var tydeligvis ikke af kulde. Harry proppede
den ødelagte medaljon i lommen, knælede ved siden af Ron og lagde varsomt en hånd på
hans skulder. Han tog det som et godt tegn, at Ron ikke rystede den af sig.
”Efter at du var taget væk,” s agde han lavmælt, og han var taknemmelig for, at Rons
ansigt var dækket, ”græd hun i en uge. Sikkert længere, men hun lod mig ikke se det. Der
var masser af aftener, hvor vi slet ikke talte til hinanden. Uden dig …”
Han kunne ikke fortsætte; det var først nu, hvor Ron var her igen, at det virkelig gik op
for Harry, hvor stort et savn hans fravær havde efterladt dem med.
”Hun er som en søster for mig,” fortsatte han. ”Jeg elsker hende som en søster, og jeg
tror, hun har det ligesådan med mig. Sådan har det altid været, det troede jeg, du vidste.”
Ron svarede ikke, men vendte sit ansigt fra Harry og tørrede lydeligt næsen i ærmet.
Harry rejste sig op igen og gik hen til det sted, hvor rygsækken var blevet smidt i hast, da
Ron løb hen til søen for at redde h am fra druknedøden. Han svingede den over ryggen og
gik tilbage til Ron, der var ved at komme på benene igen; øjnene var blodskudte, men
ellers virkede han rolig og fattet.
”Jeg er virkelig ked af det,” sagde han tyk i mælet. ”Jeg er ked af, at jeg bare s muttede.
Jeg ved godt, jeg var en – en …”
”Det har du vist kompenseret for i nat,” sagde Harry. ”Du fik fat i sværdet, du ødelagde
Horcruxen, du reddede mit liv.”
”Det får mig til at lyde meget sejere, end jeg var,” mumlede Ron.
”Den slags ting lyder al tid sejere, end de i virkeligheden er,” sagde Harry. ”Det har jeg jo
prøvet at fortælle dig i årevis.”
De gik samtidig frem og gav hinanden et knus – Harry stod og klemte Rons drivende
våde jakkeryg.
”og nu,” sagde Harry lidt efter, ”skal vi bare se at k omme tilbage til teltet.”
Det blev ikke noget problem: Selvom turen gennem skoven med dåen havde føltes lang,
var tilbageturen sammen med Ron overraskende hurtigt overstået. Harry kunne ikke vente
med at vække Hermione, og han var meget spændt, da han trå dte ind i teltet, mens Ron
nølede lidt bag ham.
Her var vidunderligt varmt efter skovsøen og vandringen gennem skoven. Den eneste
belysning lige nu var de blå flammer, der stadig ulmede i en skål på gulvet. Hermione lå
sammenkrøbet under tæpperne i dyb sø vn, og hun bevægede sig ikke, før Harry havde sagt
hendes navn flere gange.
”Hermione!”
Hun rørte på sig, og så skyndte hun sig at sætte sig op og stryge håret væk fra øjnene.
”Hvad er der galt? Harry? Er du okay?”
”Bare rolig, alt er i orden, og jeg er okay. Alting er faktisk mere end okay. Der er nogen
her.”
”Hvad mener du? Hvem …?”

Hun så Ron, der stod der og dryppede på det tyndslidte tæppe med sværdet i hånden.
Harry trak til sig tilbage til et mørkt hjørne, hvor han stillede Rons rygsæk fra sig og
prøvede at falde i et med teltdugen.
Hermione smuttede ud af køjen og bevægede sig søvngængeragtigt hen mod Ron med
blikket rettet mod hans blege ansigt. Hun standsede direkte foran ham med let åben mund
og store øjne. Ron gav hende et forsigtigt håbe fuldt smil og begyndte at række armene ud.
Så kastede Hermione sig over ham og begyndte at tæve løs på ham som en vanvittig.
”Auch – av – la’ vær’! Hva’ pokker …? Hermione – AUV!”
”Din – elendige – skiderik – Ronald -Weasley!”
Hvert ord, hun sagde, bl ev efterfulgt af et slag. Ron bakkede og prøvede at værge for sig,
mens hun fortsatte med at angribe.
”Du – kommer – krybende – tilbage – efter – alle – de – uger – åh, hvor er min
tryllestav?”
Hun så ud, som om hun var parat til at flå den ud af Harrys hænder, så han reagerede
instinktivt:
”Protego!”
Det usynlige skjold materialiserede sig mellem Ron og Hermione; kraften i det slog
hende baglæns omkuld på gulvet. Hun pustede en hårlok væk fra munden og sprang op
igen.
”Hermione!” sagde Harry. ”Slap af …”
”Jeg vil ikke slappe af!” skreg hun. Han havde aldrig nogensinde set hende miste
besindelsen på den måde; hun så fuldstændig vanvittig ud.
”Giv mig min tryllestav tilbage! Giv mig den så!”
”Hermione vil du ikke nok …”
”Du skal ikke fortælle mig, hv ad jeg skal gøre, Harry Potter!” hvinede hun. ”Du kan lige
vove på det! giv mig den så tilbage! Og DU!”
Hun pegede anklagende på Ron; det var, som om hun forbandede ham, og Harry kunne
ikke bebrejde Ron, at han igen gik flere skridt baglæns.
”Jeg kom løb ende ud efter dig! Jeg kaldte på dig! Jeg bønfaldt dig om at komme
tilbage!”
”Jeg ved det godt,” sagde Ron. ”Jeg er virkelig ked af det, Hermione, det er jeg virkelig
…”
”Nå, så du er ked af det!”
Hun lo hvinende hysterisk; Ron så hen på Harry for at få hjælp, men Harry kunne intet
andet end at trække beklagende på skuldrene.
”Du kommer anstigende efter flere uger – uger – og tror, alt er i orden, bare du siger, du
er ked af det?”
”Jamen, hvad skal jeg ellers sige,” råbte Ron, og Harry var glad for, at Ron gav igen.
”Åh, det ved jeg snart ikke!” hylede Hermione med bidende sarkasme: ”Søg i din
hjernekiste, Ron, det burde kun tage et par sekunder …”
”Hermione,” afbrød Harry, der syntes, at hun var lige tarvelig nok, ”han har lige reddet
mit …”
”Jeg er ligeglad!” skreg hun. ”Jeg er ligeglad med, hvad han har gjort! Alle de uger – vi
kunne for længst være døde , uden at han vidste det …”
”Jeg vidste, at I ikke var døde!” brølede Ron og overdøvede for første gang hendes
stemme, idet han gik så tæt som muligt på det magiske skjold mellem dem. ”Harry er
overalt i Profettidende , han diskuteres i radioen, de leder efter jer overalt, der er rygt er og
sindssyge historier i omløb, du ved ikke, hvordan det har været at …”
”Hvordan det har været for dig?”

Hendes stemmer var nu så skinger, at kun flagermus ville høre hende, hvis den steg et
toneleje højere, men det lod til, at hun nu var nået til et vredesniveau, der gjorde hende
midlertidigt mundlam. Ron greb straks sin chance:
”Hermione, jeg ønskede faktisk kun at komme tilbage, i samme sekund jeg havde
transfereret mig bort, men så løb jeg direkte ind i en flok Snappere, og så kunne jeg ikke
komm e væk!”
”En flok hvad?” spurgte Harry, mens Hermione bare kastede sig ned i en stol med arme
og ben krydset så stramt, at det så ud, som om hun havde slået knude på sig selv.
”Snappere,” sagde Ron. ”De er overalt, bander, der prøver at tjene penge på at fange
Mugglerfødte og blodforrædere. Ministeriet har udlovet dusør for alle, der bliver pågrebet.
Jeg var alene og lignede en, der stadig er i skolealderen, så de hidsede sig vildt op. De
troede, jeg var en Mugglerfødt på flugt. Jeg måtte virkelig tale min sag for at slippe for at
blive slæbt til Ministeriet.”
”Hvad sagde du til dem?”
”Jeg sagde, at jeg var Stan Stabejs. Det var den første, jeg lige kom i tanke om.”
”Troede de på det?”
”De var ikke de skarpeste hjerner. En af dem var utvivlsomt halvt tr old, jeg mener, bare
lugten af ham …”
Ron så hen på Hermione og håbede helt klart, at hun ville tø en smule op over hans lille
spøg, men hendes ansigtsudtryk forblev lige så hårdt knyttet som hendes arme og ben.
”Nå, men de kom op at skændes om, hvorvidt jeg var Stan Stabejs eller ej. Det var
faktisk ret latterligt, men de var fem, og jeg var kun mig, og desuden havde de taget min
tryllestav. Så kom to af dem op at slås med hinanden, og mens de andre var optaget af det,
gav jeg ham, der holdt mig, et dunk i maven, snuppede hans tryllestav, afvæbnede fyren,
der havde min, og transfererede mig væk. Det gik ikke så godt. Gik i Spåner igen …” Ron
holdt sin højre hånd op for at vise to manglende fingernegle. Hermione hævede koldt
øjenbrynene … ”Og så endte jeg milevidt fra det sted, hvor I var. Da jeg endelig nåede
tilbage til den flodbred, hvor vi slog lejr … var I væk.”
”Gud, sikke dog en rørende historie,” sagde Hermione med det overlegne tonefald, hun
brugte, når hun gerne ville såre nogen. ”Hvor må du have været bange. Vi var jo bange
taget til Godric -dalen, og hvad var det nu, der skete, Harry? Nå, jo, Du -Ved -Hvems slange
dukkede op og slog os næsten ihjel, og bagefter ankom Du -Ved -Hvem selv, og ham undslap
vi kun med nød og næppe i sidste sekund.”
”Hvad? ” udbrød Ron og så måbende fra hende til Harry, men Hermione ignorerede ham
og fortsatte:
”Forestil dig at miste op til flere negle, Harry! Det sætter virkelig vores egne små
oplevelser i perspektiv, hva’?”
”Hermione,” sagde Harry stilfærdigt. ”Ron redde de mit liv for lidt siden.”
Hun lod ikke til at have hørt ham.
”Der er bare én ting, jeg gerne vil vide,” sagde hun og rettede sit blik mod et punkt lidt
over Rons hoved. ”Hvordan, helt nøjagtigt, fandt du os i nat? Det er vigtigt, for så kan vi
nemlig s ikre os mod at få besøg af andre, vi heller ikke gider se.”
Ron gloede rasende på hende, men så tog han en lille sølvgenstand op af
cowboybukselommen.
”Ved hjælp af denne her.”
Hun var nødt til at kigge på Ron for at se, hvad han viste frem.
”Deluminat oren?” spurgte hun og blev så overrasket, at hun glemte at se kold og vred
ud.

”Den kan mere end bare slukke og tænde lys,” sagde Ron. ”Jeg ved ikke helt, hvordan
det hænger sammen, eller hvorfor det skete lige der og ikke på andre tidspunkter, for jeg
ha r virkelig ønsket at komme tilbage, lige fra det øjeblik jeg tog af sted. Men altså, jeg sad
og lyttede til radioen meget tidligt julemorgen, og så hørte … så hørte jeg dig.”
Han så på Hermione.
”Du hørte mig i radioen?” sagde hun vantro.
”Nej, jeg hørt e dig nede fra min lomme. Din stemme,” han holdt Deluminatoren frem
igen, ”kom fra den her.”
”Og hvad sagde jeg så, helt nøjagtigt?” spurgte hun med en blanding af skepsis og
nysgerrighed.
”Mit navn. ’Ron’. Og du sagde … et eller andet om en tryllestav … ”
Hermione blev højrød i hovedet. Harry kunne godt huske det: Det var første gang, Rons
navn overhovedet var blevet nævnt imellem dem, siden han forlod dem; Hermione havde
nævnt, da de talte om at reparere Harrys tryllestav.
”Så tog jeg den frem,” fortsatte Ron og så på Deluminatoren, ”og den virkede ikke spor
anderledes, men jeg var sikker på, at jeg havde hørt dig, og derfor klikkede jeg på den.
Lyset gik ud på mit værelse, men et andet lys tændtes lige uden for vinduet.”
Ron hævede sin tomme hån d og pegede ud foran sig med øjnene fokuseret på noget,
hverken Harry eller Hermione kunne se.
”Det var en lyskugle, sådan nærmest pulserende og blålig, ligesom det lys, man ser
omkring en Transitnøgle, det kender I godt, ikke?”
”Jo,” sagde Harry og Herm ione automatisk i kor.
”Jeg vidste, at nu gjaldt det,” sagde Ron. ”Jeg samlede mine ting og pakkede dem. Så tog
jeg rygsækken over skulderen og gik ud haven. Den lille lyskugle hang og svævede derude,
den ventede på mig, og da jeg kom, bevægede den sig li dt omkring. Jeg fulgte efter og
endte bag skuret, og så fløj den ind i mig … altså, den endte inden i mig.”
”Den må jeg lige have en gang til,” sagde Harry, der troede, han havde hørt forkert.
”Den sådan nærmest svævede hen til mig,” sagde Ron og illustr erede bevægelsen med
sin pegefinger. ”Lige hen til mit bryst, og så – den gik bare lige igennem. Den var her,” han
rørte et sted nær sit hjerte. ”Jeg kunne mærke det, den var varm. Og da den først var inden
i mig, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Jeg vids te, at den ville føre mig hen, hvor jeg skulle.
Så jeg transfererede mig væk og endte på en skråning. Der var sne overalt …”
”Der var vi jo,” sagde Harry. ”Vi var der i næsten to nætter, og den anden nat syntes jeg
hele tiden, at jeg kunne høre nogen gå r undt ude i mørket og råbe.”
”Jamen, det må så have været mig,” sagde Ron. ”Jeres magiske værn fungerer altså fint,
for jeg kunne hverken se eller høre jer. Men jeg var sikker på, at I var der et eller andet
sted, så til sidst pakkede jeg min sovepose ud o g ventede på, at en af jer ville dukke op. Jeg
gik ud fra, at I ville være nødt til at vise jer, når I skulle pakke teltet sammen.”
”Nej, egentlig ikke,” sagde Hermione. ”Vi har transfereret os rundt under
usynlighedskappen som en ekstra forholdsregel. De suden tog vi meget tidligt af sted, fordi,
som Harry siger, vi hørte en eller anden trampe rundt.”
”Nå, men så blev jeg på det højdedrag resten af dagen,” sagde Ron. ”Jeg håbede hele
tiden, at I ville dukke op,. Men da det begyndte at blive mørkt, vidste jeg, at I var smuttet
fra mig, så jeg klikkede igen på Deluminatoren, det blå lys kom frem og fløj ind i mig, jeg
borttransfererede mig og endte her. Jeg kunne stadig ikke se jer, så jeg måtte bare håbe, at
en af jer ville dukke op til sidst – og det gjord e Harry. Ja, jeg så selvfølgelig først dåen.”
”Hvad så du?” spurgte Hermione skarpt.

De forklarede, hvad der var sket, og i takt med, at historien om Sølvdåen og sværdet i
søen blev fortalt, stirrede Hermione panderynkende fra den ene til den anden; hun
koncentrerede sig så meget, at hun glemte at holde sine arme og ben krydset.
”Det må da have været en Patronus,” sagde hun. ”Kunne I ikke se, hvem der havde
kastet den? Så I slet ingen? Og den førte dig til sværdet? Det er utroligt! Hvad skete der
så?”
Ron fortalte, hvordan han havde set Harry springe i søen og forventede at se ham dukke
op igen; hvordan det var gået op for ham, at der var noget galt, og at han derefter dykkede
ned, reddede Harry og til sidst sprang i efter sværdet. Han nåede til det sted , hvor de
åbnede medaljonen, men tøvede så. Harry skyndte sig at fortsætte:
”… og Ron stak den med sværdet.”
”Og … var den så død? Bare sådan?” hviskede hun.
”Tja, den … den skreg,” sagde Harry og skævede til Ron.
Han smed medaljonen hen i skødet på he nde. Hun tog den forsigtigt op og undersøgte
dens gennemborede vinduer.
Harry gik nu ud fra, at han trygt kunne ophæve Skjoldbesværgelsen, så han lavede et
sving med Hermiones tryllestav og vendte sig mod Ron.
”Sagde du ikke lige, at du slap væk fra Snap perne med en ekstra tryllestav i hånden?”
”Hvad?” sagde Ron, der havde betragtet Hermione, mens hun undersøgte medaljonen.
”Øh – nå jo.”
Han løsnede et spænde på sin rygsæk og trak en kort, mørk tryllestav op af lommen.
”Her, jeg tænkte, at det altid er rart at have en ekstra ved hånden.”
”Det var godt tænkt,” sagde Harry og rakte hånden ud efter den. ”Min er knækket.”
”Det er løgn!” udbrød Ron, men i samme øjeblik rejste Hermione sig op og fik ham til at
stivne.
Hermione lagde den overvundne Horcrux n ed i perletasken, gik tilbage i seng og lagde
sig uden et ord mere.
Ron rakte Harry den nye tryllestav.
”Jeg tror, du skal regne dig selv for at være sluppet billigt,” mumlede Harry.
”Jah,” sagde Ron. ”Det kunne være værre. Kan du huske de fugle, hun ud satte mig for?”
”Jeg overvejer stadig, om de skal bruges igen,” lød Hermiones dæmpede stemme under
tæpperne, men Harry så Rons lille smil, da han fandt sin rødbrune pyjamas frem fra
rygsækken.

Kapitel 20 -Xenophilius Lovegood
Harry havde ikke forventet, at Hermiones vrede var mildnet i løbet af natten, og det
overraskede ham derfor ikke, at hun hovedsageligt kommunikerede med sure miner og
sigende tavshed den næste morgen. Ron reagerede ved at opretholde en ret atypisk
sørgmodig attitude i hend es nærhed som et ydre tegn på oprigtig anger. I deres selskab
følte Harry sig som den eneste ikke -sørgende ved en meget stille begravelse. Men ved de få
lejligheder, hvor han var alene med Harry – når de hentede vand eller gik på svampejagt –
optrådte Ron skamløst muntert.
”Nogen hjalp os,” blev han ved med at gentage. ”En eller anden sendte den då. Vi har en
ven på vores side. En Horcrux er ude af regnskabet, kammerat!”
Opildnet af medaljonens tilintetgørelse gav de sig til at debattere, hvor de andre
Ho rcruxer kunne være gemt, og selvom de havde diskuteret sagen så mange gange før,
følte Harry sig optimistisk; han var sikker på, at flere gennembrud ville følge det første.
Hermiones suremuleri kunne ikke dæmpe hans høje humør, for den pludselig heldige
dr ejning af deres situation – tilsynekomsten af den mystiske då, generobringen af
Gryffindors sværd og, frem for alt, Rons tilbagekomst gjorde Harry så glad, at han næsten
ikke kunne opretholde et neutralt ansigtsudtryk.
Sent om eftermiddagen stak han og Ro n igen af fra Hermiones dystre selskab med den
undskyldning, at de ville gennemsøge de nøgne hække for ikke -eksisterende brombær, og
her fortsatte deres løbende udveksling af nyheder. Harry fik endelig fortalt Ron hele
historien om sine og Hermiones fortsa tte vandringer, deriblandt historien om, hvad der
skete i Godric -dalen. Til gengæld fortalte Ron Harry alt, hvad han vidste om hændelserne i
det øvrige troldmandssamfund i de uger, han var væk.
”… men hvordan fandt I ud af det med Tabuet?” spurgte han Har ry, efter at have fortalt
om de Mugglerfødtes mange desperate flugtforsøg på at undvige Ministeriet.
”Fandt ud af hvad?”
”Du og Hermione er holdt op med at sige Du -Ved -Hvems navn!”
”Nååh, altså, det er bare en vane, vi har fået,” sagde Harry. ”Men jeg h ar da ikke noget
problem med at kalde ham V…”
”NEJ!” brølede Ron, og Harry blev så forskrækket, at han faldt ind i hækken, mens
Hermione løftede næsen fra sin bog og stirrede ondt efter dem fra sin plads i teltåbningen.
”Undskyld,” sagde Ron og hjalp Harr y fri af de tornede grene, ”men navnet er blevet
forhekset, Harry, det er sådan de sporer folk. Siger man hans navn, ophæves alle
beskyttende besværgelser, fordi der skabes en slags magisk forstyrrelse – det var sådan, de
fandt os på Tottenham Court Road!”
”Fordi vi sagde hans navn?”
”Netop! Det er ret udspekuleret af dem, det må man lade dem; det er jo kun folk, der
virkelig mener det alvorligt – som for eksempel Dumbledore – der nogensinde har turdet
sige navnet. Og nu, hvor de har lagt Tabu over det, v il enhver, der siger det højt, blive
sporet. En hurtig og effektiv måde at finde Ordensmedlemmer på! De fik næsten ram på
Kingo …”
”Det er løgn?”
”Den er god nok, en flok Dødsgardister trængte ham op i et hjørne, sagde Bill, men han
kæmpede sig fri. Nu e r han på flugt ligesom os.” Ron kløede sig tankefuldt på hagen med
sin tryllestav. ”Du tror vel ikke, det var ham, der sendte den då?”
”Hans Patronus er en los. Kan du ikke huske, vi så den til brylluppet?”
”Nå, ja …”
De gik videre langs hækken væk fra teltet og væk fra Hermione.
”Harry … du tror vel ikke, det kunne være Dumbledore?”

”Dumbledore, der hvad?”
Ron så lidt forlegen ud, men så sagde han stille: ”Dumbledore … dåen?” Ron skævede til
Harry og fortsatte: ”Jeg mener, det var jo ham, der sidste havde det ægte sværd, ikke?”
Harry lo ikke ad Ron, for han forstod kun alt for godt den længsel, der lå bag
spørgsmålet. Tanken om, at Dumbledore på en eller anden måde var kommet tilbage til
dem, at han vågede over dem, ville være en usigelig trøst. Han rystede på hovedet.
”Dumbledore er død,” sagde han. ”Jeg så det ske, jeg så liget. Han er væk, det kan der
ikke ændres ved. Desuden var hans Patronus en Fønix, ikke en då.”
”Men Patronusser kan ændre form, ikke?” sagde Ron. ”Tonks’ ændrede sig, gjorde de n
ikke?”
”Jo, men hvis Dumbledore var i live, hvorfor skulle han så ikke træde frem i egen
skikkelse? Hvorfor gav han os så ikke selv sværdet?”
”Aner det ikke,” sagde Ron. ”Måske af samme grund, som han ikke gav det til dig, da
han var i live? Af samme g rund, som han efterlod dig det gamle Gyldne Lyn og Hermione
bogen med børneeventyr?”
”Og hvad skulle den grund så være?” spurgte Harry og så Ron direkte i øjnene, desperat
efter et svar.
”Ved det ikke,” sagde Ron. ”Af og til, når jeg har været lidt ude i tovene, har jeg tænkt, at
han bare grinede af os, eller – eller at han ville gøre det vanskeligere. Men det tror jeg ikke,
ikke længere. Han vidste, hvad han gjorde, da han gav mig Deluminatoren, kan du ikke se
det? Han må jo have – du ved…” Rons ører ble v højrøde, og han begyndte at sparke til en
tue med blikket sænket. ”Han må jo have vidst, at jeg ville stikke af fra dig.”
”Nej,” rettede Harry ham. ”Han må have vidst, at du altid ville prøve at komme tilbage.”
Ron så taknemmelig, men stadig lidt forle gen ud. Delvis for at skifte emne sagde Harry:
”Nu vi taler om Dumbledore, har du så hørt, hvad Rita Rivejern skrev om ham?”
”Ja, selvfølgelig,” sagde Ron omgående. ”Det bliver der talt meget om. Hvis situationen
havde været anderledes, ville det være en kæmpenyhed, at han var bedste ven med
Grindelwald, men nu er det bare noget, Dumbledores fjender kan fryde sig over og hans
venner begræde. Men jeg kan ikke se, at det skulle være noget at hidse sig sådan op over,
for han var jo ikke særlig gammel, da de t o mødtes …”
”Han var på vores alder,” sagde Harry, ligesom han havde indvendt det over for
Hermione, og Ron kunne åbenbart se på hans ansigt, at han skulle lade emnet hvile.
En stor edderkop sad midt i et frosthvidt spind mellem de tornede grene. Harry s igtede
på den med tryllestaven, som Ron havde givet ham i nat, og hvis træsort Hermione
allernådigst havde indkredset til slåen.
”Accellerando!”
Edderkoppen dirrede og gav et lille hop i sit spind. Harry prøvede igen. Denne gang blev
edderkoppen en smule større.
”Hold op med det,” sagde Ron skarpt. ”Du må meget undskylde, at jeg sagde det med, at
Dumbledore bare havde været ung. Okay?”
Harry havde glemt alt om Rons afsky for edderkopper.
”Undskyld – Redukto.”
Edderkoppen blev ikke mindre. Harry så ned på den lånte slåentryllestav. Hver eneste
lille besværgelse, han plejede at kaste med sin gamle Fønixtryllestav. Denne nye tryllestav
føltes helt og aldeles fremmed; det var næsten som at have fået en andens hånd syet fast
for enden af sin arm.
”Du skal bare øve dig,” sagde Hermione, der var kommet hen til dem, uden at de havde
hørt hende; nu stod hun uroligt og så til, mens Harry prøvede at forstørre og formindske
edderkoppen. ”Det er kun et spørgsmål om øvelse, Harry.”

Han vidste, hvorfor hun var så iv rig efter, at den nye tryllestav skulle væk OK: Hun var
stadig skyldbetynget over at have ødelagt hans egen. Han havde lyst til at sige, at hun
kunne tage slåenstaven, hvis hun mente, det ikke gjorde nogen forskel, og så ville han tage
hendes i stedet, men han bed det i sig og erklærede sig enig med hende, fordi han gerne
ville have, at de alle tre blev gode venner igen. Men da Ron forsigtigt prøvede at smile til
hende, marcherede hun væk og skjulte sig bag sin bog igen.
De vendte alle tre tilbage til telt et, da mørket faldet på, og Harry tog den første vagt.
Han sad i teltåbningen og prøvede med slåenstaven at få småsten til at hæve sig fra jorden.
Hans magi virkede mere klodset og mindre kraftfuld end nogensinde før. Hermione lå i sin
køje og læste, mens Ron, efter mange nervøse øjekast mod hende, havde fundet en lille
radio af træ i sin rygsæk, som han begyndte at indstille.
”Der er et bestemt program,” fortalte han lavmælt Harry, ”som bringer de virkelige
nyheder. Alle de andre er på Du -Ved -Hvems side, og de følger Ministeriets retningslinjer,
men det her … vent til du hører det, der et herligt. Men de kan ikke sende hver aften, de er
nødt til at flytte rundt af frygt for at blive stormet, og man skal bruge et password for at
tune ind … problemet er, at jeg gik glip af det sidste gang …”
Han trommede let på toppen af radioen med sin tryllestav, mens han meget stille
mumlede tilfældige ord. Han kastede mange stjålne blikke på Hermione, men hun
ignorerede ham så effektivt, at han lige så godt kunne have væ ret en del af møblementet.
Ron blev ved med at tromme og mumle i ti minutter, mens Hermione vendte side efter side
i sin bog, og Harry fortsatte sine øvelser med slåenstaven.
Til sidst kravlede Hermione ned fra sin køje, og Ron holdt øjeblikkeligt op med at
tromme på radioen.
”Hvis det irriterer dig, skal jeg nok holde op med det samme,” sagde han nervøst til
hende.
Hermione nedlod sig ikke til at svare, men gik hen til Harry.
”Vi må tale sammen,” sagde hun.
Han så på bogen, som hun holdt knuget i hånd en. Det var Albus Dumbledores Liv og
Løgne.
”Om hvad?” sagde han uroligt. Det fløj gennem hans hjerne, at der var et kapitel om
ham i bogen, og han var ikke sikker på, at han var i humør til at høre om Ritas version af
hans forhold til Dumbledore. Men Her miones svar kom helt bag på ham.
”Jeg vil hjem og besøge Xenophilius Lovegood.”
Han stirrede på hende.
”Hvad?”
”Xenophilius Lovegood. Lunas far. Jeg vil gerne tale med ham.”
”Øh – hvorfor?”
Hun trak vejret dybt, som om hun måtte styrke sig, før hun sagde: ”Det er mærket,
mærket i Barden Beedle. Se lige her!”
Hun stak Albus Dumbledores Liv og Løgne helt op i ansigtet på Harry, så han var nødt
til at kigge, og han så et foto af det originale b rev, som Dumbledore havde skrevet til
Grindelwald, med Dumbledores velkendte fine skrå håndskrift. Det var modbydeligt at se
det uigendrivelige bevis på, at Dumbledore virkelig havde skrevet disse ord, og at det ikke
bare var noget, Rita Rivejern havde fun det på.
”Underskriften,” sagde Hermione. ”Se på underskriften, Harry!”
Han adlød. I et kort øjeblik havde han ingen anelse om, hvad hun mente, men da han så
lidt nærmere på underskriften ved lyset af den lånte tryllestav, kunne han se, at
Dumbledore havd e erstattet ’A’et i Albus med et lillebitte mærke magen til det trekantede
symbol indtegnet i Barden Beedles Eventyr.

”Øh – hvad er det, I …?” lød det forsigtigt fra Ron, men Hermione lukkede munden på
ham med et knusende blik, hvorefter hun igen vendte s ig mod Harry.
”Det bliver ved med at dukke op, ikke?” sagde hun. ”Jeg ved godt, at Viktor sagde, at det
var Grindelwalds mærke, men det stod jo også på den gamle grav i Godric -dalen, og
datoerne på den gravsten er længe før, Grindelwald dukkede op. Og nu står det også her!
Vi kan selvfølgelig hverken spørge Dumbledore eller Grindelwald om dets betydning – jeg
ved ikke engang, om Grindelwald om dets betydning – jeg ved ikke engang, om
Grindelwald stadig er i live – men vi kan spørge hr. Lovegood; han bar jo symbolet til
brylluppet. Jeg er sikker på, at det er vigtigt, Harry!”
Harry svarede ikke lige med det samme. Han så på hendes spændte, ivrige ansigt og
dernæst ud i det omgivende mørke, mens han tænkte sig om. Efter en lang pause sagde
han: ”Hermione, vi har ikke brug for en gentagelse af Godric -dalen. Vi overtalte hinanden
til at tage derhen, og …”
”Men det bliver jo ved med at dukke op, Harry! Dumbledore efterlod mig Barden
Beedles Eventyr , hvordan kan du vide, at det ikke er meningen, at vi skal finde
hemmeligheden bag det tegn?”
”Så er den gal igen!” Harry følte sig lettere irriteret. ”Vi bliver ved med at bilde os selv
ind, at Dumbledore efterlod en række hemmelige tegn og spor …”
”Deluminatoren viste sig da at være ret nyttig,” gav Ron sit besyv m ed. ”Jeg tror,
Hermione har ret. Jeg synes også, at vi burde besøge hr. Lovegood.”
Harry sendte ham et hvast blik. Han var ret sikker på, at Rons støtte til Hermione havde
meget lidt at gøre med at ønske om at kende betydningen af den trekantede rune.
”D et bliver ikke ligesom Godric -dalen,” tilføjede Ron. ”Lovegood er jo på vores side,
Harry. Ordkløveren har hele tiden været på din side, der står altid noget om, at folk bør
hjælpe dig!”
”Jeg er sikker på, at det er vigtigt!” pressede Hermione på.
”Men h vis det er så vigtigt, tror I så ikke, at Dumbledore ville have fortalt mig om det,
før han døde?”
”Måske … måske er det meningen, at du selv skal finde ud af det,” sagde Hermione og
lignede en, der greb efter et halmstrå.
”Jah,” eftersnakkede Ron, ”det er da logisk.”
”Nej, det er da ej,” snappede Hermione, ”men jeg tror alligevel, at vi burde tale med hr.
Lovegood. Et symbol, der forbinder Dumbledore, Grindelwald og Godric -dalen? Harry, jeg
er sikker på, at vi burde finde ud af mere om det her.”
”Jeg s ynes, vi skal stemme om det,” sagde Ron. ”Hvem stemmer for, at vi besøger
Lovegood …”
Hans hånd fløj i vejret før Hermiones. Der var en mistænkelig krusning på hendes
læber, da hun rakte sin egen hånd op.
”Nedstemt, Harry, beklager,” sagde Ron og klapped e ham på ryggen.
”Fint,” sagde Harry, der ikke kunne lade være med at more sig lidt, selvom han stadig
var irriteret. ”Men når vi har besøgt Lovegood, går vi ud og leder efter flere Horcruxer,
forstået? Hvor bor familien Lovegood egentlig? Er der nogen af jer, der ved det?”
”Ja, de bor ikke så langt fra os,” sagde Ron. ”Jeg ved ikke præcis, hvor det er, men mor
og far peger altid i retning af bakkerne, når de nævner dem. Det burde ikke være så svært
at finde.”
Da Hermione vendte tilbage til sine bøger, m umlede Harry:
”Du er kun enig med hende for at komme ind i varmen igen.”
”I krig og kærlighed gælder alle kneb,” svarede Ron fornøjet, ”og her er tale om lidt af
begge dele. Op med humøret, det er juleferie, så Luna er nok hjemme.”

De havde en glimrende udsigt over landsbyen St. Odderby fra den vindblæste bakke,
hvortil de transfererede sig den næste morgen. Fra deres høje udkigspunkt lignede
landsbyen en samling legetøjshuse badet i de skrå kegler af sollys, der fandt vej til jorden
mellem skyernes spræ kker. De stod i et par minutter og skyggede for øjnene med
hænderne, mens de spejdede mod Vindelhuset, men det eneste, de kunne se, var de høje
hække og frugthavens træer, der skærmede det lille, krogede hus fra Mugglernes blikke.
”Det er underligt at vær e så tæt på og alligevel ikke kigge indenfor,” sagde Ron.
”Altså, det er jo ikke, fordi du ikke har set dem for nylig,” sagde Hermiones koldt. ”Du
var der jo til jul.”
”Jeg var da overhovedet ikke i nærheden af Vindelhuset!” udbrød Ron med en
overbærende latter. ”Tror du, at jeg ville tage hjem og fortælle alle, at jeg var stukket af fra
jer? Fred og George ville helt sikkert have taget det rigtig pænt. Og Ginny, hun ville nok
også have været meget forstående.”
”Men hvor var du så henne?” spurgte Hermion e overrasket.
”Hjemme hos Bill og Fleur i deres nye hus. Muslingehytten. Bill har altid været okay
over for mig. Han – ja, han var selvfølgelig ikke ligefrem imponeret, da han hørte, hvad jeg
havde gjort, men han plagede mig ikke med det. Han vidste godt, at jeg var virkelig ked af
det. Ingen andre i familien ved, at jeg var der. Bill fortalte mor, at han og Fleur ikke kom
hjem til jul, fordi de gerne ville tilbringe julen alene sammen. Du ved, den første højtid,
efter at de blev gift. Jeg tror heller ikke , Fleur havde noget imod det. I ved jo, hvordan hun
afskyr Celestina Himmelflugt.”
Ron vendte ryggen mod Vindelhuset.
”Lad os prøve at gå herop,” sagde han og gik i forvejen mod toppen af bakken.
De gik i nogle timer, Harry under usynlighedskappen efter ordre fra Hermione.
Området med de mange små bakker viste sig at være ubeboet bortset fra et enkelt lille
bondehus, hvor der ikke var nogen hjemme.
”Tror I, det er deres hus, og at de bare er rejst væk i juleferien?” spurgte Hermione og
kiggede ind ad vi nduet på et nydeligt lille køkken med gardiner i vindueskarmen. Ron fnøs
lidt.
”Helt ærligt, jeg tror ikke, man vil være i tvivl, hvis man kigger ind ad familien
Lovegoods vindue. Lad os prøve de næste højdedrag.”
De transfererede sig nogle mil længere n ordpå.
”Aha!” råbte Ron, mens vinden fik deres hår og tøj til at blafre. Han pegede opad mod
bakketoppen, hvor et højst besynderligt hus tårnede sig mod himlen; det lignede en enorm
sort cylinder med en spøgelsesagtig måne hængende bagved på eftermiddagsh imlen. ”Det
må være Lunas hjem, hvem andre kunne bo i sådan et hus? Det ligner et gigantisk tårn!”
”Ja, men det er da også en slags tårn,” sagde Hermione.
”Jeg talte om skak,” sagde Ron. ”Skakbrikken tårnet.”
Ron havde de længste ben, så han nåede først op på toppen. Da Harry og Hermione
indhentede ham, forpustede og med sidestik, ventede han bredt smilende:
”Det er deres hus,” sagde han. ”Se.”
Der var opsat tre håndmalede skilte på en faldefærdig låge. På det første skilt stod der:
”Ordkløveren. Redak tør X. Lovegood” . På det andet stod der: ”Pluk din egen mistelten” og
på det tredje: Berør ikke de Manøvrerbare Blommer” .
Lågen knirkede, da de åbnede den. Den snoede sti, der ledte op til hoveddøren, var
tilgroet med mange forskellige mærkelige planter, deriblandt en busk fuld af de orange
radiselignende frugter, Luna sommetider hængte i ørerne. Harry syntes, han genkendte en
Snargaluff og gik langt uden om den indtørrede stub. To gamle vildæbletræer, vindbøjede
og bladløse, men stadig fulde af små røde f rugter og med buskede kroner af hvidprikkede

mistelten, stod vagt på hver side af hoveddøren. En lille ugle med et lidt fladt,
høgelignende hoved kiggede ned på dem fra grenene.
”Du må hellere tage usynlighedskappen af, Harry,” sagde Hermione. ”Det er jo dig, hr.
Lovegood gerne vil hjælpe, ikke os.”
Han gjorde, som hun sagde, og rakte hende kappen, så hun kunne proppe den i
perletasken. Så slog hun tre slag på den tykke, sorte dør, der var forstærket med jernnagler
og havde en dørhammer formet som en ørn.
Der gik ikke ti sekunder, før døren blev flået op, og der stod Xenophilius Lovegood på
bare fødder, iført en plettet natskjorte. Hans lange, hvide, candyflossagtige hår var uvasket
og uredt; han havde ellers været så sirlig med sit udseende til Bill og F leurs bryllup.
”Hvad? Hvad er der? Hvem er I? Hvad vil I?” råbte han med skinger, irritabel stemme
og så først på Hermione, dernæst på Ron og endelig på Harry, og her åbnede hans mund
sig i et fuldendt komisk O.
”Goddag, hr. Lovegood,” sagde Harry og rak te hånden frem. ”Jeg er Harry, Harry
Potter.”
Xenophilius tog ikke Harrys hånd, selvom hans ene øje – det øje, der ikke stirrede
konstant indad mod næsen – var rettet mod arret på Harrys pande.
”Må vi komme indenfor?” spurgte Harry. ”Der er noget, vi ger ne vil spørge dig om.”
”Jeg … jeg er ikke sikker på, at det ville være en god ide,” hviskede Xenophilius. Han
sank en klump og kastede et hurtigt blik rundt i haven. ”Sikke et chok … det må jeg sige …
jeg er bange for, at det nok ikke går …”
”Det tager i kke lang tid,” sagde Harry, der var en kende skuffet over denne langtfra
varme velkomst.
”Jeg – åh, så lad gå, da. Kom indenfor, hurtigt. Hurtigt!”
De var dårligt nået over tærsklen, før Xenophilius smækkede døren bag dem. De stod nu
i det besynderligste køkken, Harry nogensinde havde set: Rummet var fuldstændig
cirkulært, så det føltes som at være inden i en gigantisk peberbøsse. Alt herinde var kurvet,
så de pasede med væggenes krumning, både komfuret, vasken og alle køkkenskabene, og
det hele var bemal et med blomster, insekter og fugle i klare børnefarver. Harry mente at
kunne genkende Lunas stil, og effekten var overvældende, når man stod herinde.
Midt i rummet snoede en vindeltrappe af smedejern sig op til de øvre etager. Der lød et
spektakel af klap ren og banken et sted deroppefra, og Harry undrede sig over, hvad det
mon var, Luna havde gang i.
”I må hellere komme med op,” sagde Xenophilius og viste vej; han virkede stadig meget
ilde til mode.
Rummet ovenpå var åbenbart en kombination af dagligstue og arbejdsværelse, og af
samme årsag var her endnu mere fyldt end i køkkenet. Selvom det var meget mindre og
helt rundt, mindede rummet her en del om Fornødenhedsrummet ved den uforglemmelige
lejlighed, hvor det forvandlede sig til en gigantisk labyrint a f århundreders bortstuvede
ting og sager. På samme måde var her bunker og atter bunker af bøger og papirer på alle
flader. Fine små modeller af forskellige skabninger, Harry ikke kunne identificere, hang fra
loftet, hvor de snappede med kæberne eller baske de med vingerne.
Det viste sig, at Luna slet ikke var der; det, der lavede sådan en larm, var en tingest af
træ med en masse magiske tandhjul i bevægelse. Det lignede en bizar krydsning mellem en
høvlebænk og en gammel gammeldags trykpresse, eftersom det spyttede Ordkløvere ud.
”Undskyld mig lige,” sagde Xenophilius og gik hen til maskinen. Han trak en beskidt
dug under en kæmpe bunke bøger og papirer, der alle faldt på gulvet, og kastede dugen
over pressen for på den måde at dæmpe larmen en smule. Så ven dte han sig mod Harry.
”Hvorfor kommer du her?”

Før Harry nåede at åbne munden, udstødte Hermione et lille, forskrækket hvin.
”Hr. Lovegood – hvad er det?”
Hun pegede på et enormt, gråt, snoet horn, ikke ulig en enhjørnings, der hang på
væggen og stak næsten en meter ud i rummet.
”Det er hornet fra en Krumhornet Snorkbøffel,” sagde Xenophilius.
”Nej det er ej!” sagde Hermione.
”Hermione,” mumlede Harry pinligt berørt, ”nu skal du ikke begynde at …”
”Men Harry, det er et Erumpenthorn! Det er klassifi ceret som sprængfarligt materiale i
kategori B, og det er underlagt strenge restriktioner. Det er en virkelig farlig ting at have
indenfor i et hus!”
”Hvor ved du fra, at det er et Erumpenthorn?” spurgte Ron og kantede sig hurtigt væk
fra hornet, selvom d et var lidt svært i det overfyldte rum.
”Der findes en beskrivelse i Fantastiske Dyr, og hvor man finder dem ! Hr. Lovegood,
du må omgående skaffe det af vejen. Ved du ikke, at det kan eksplodere ved den mindste
berøring?”
”Den Krumhornede Snorkbøffel,” b egyndte Xenophilius meget højt og tydeligt med et
stædigt ansigtsudtryk, ”er en sky og meget magisk skabning, og dens horn …”
”Hr. Lovegood, jeg genkender de furede mærker ved roden – det der er et
Erumpenthorn, og det er ufattelig farligt. Jeg kan ikke b egribe, hvordan det kan være
kommet i din besiddelse …”
”Jeg købte det,” sagde Xenophilius selsikkert, ”for to uger siden af en meget sympatisk
ung troldmand, der kendte til min interesse for den ypperlige Snorkbøffel. En
juleoverraskelse til min Luna. Nå , sig mig så,” sagde han henvendt til Harry, ”hvad er den
egentlige grund til, at du er kommet, hr. Potter?”
”Vi har brug for noget hjælp,” sagde Harry, før Hermione kunne begynde igen.
”Ser man det,” sagde Xenophilius. ”Hjælp. Hm.” Hans gode øje rettede sig igen mod
Harrys ar. Han virkede på en gang skrækslagen og tryllebundet. ”Javist, men problemet er
jo … at hjælpe Harry Potter … det er temmelig farligt …”
”Er det ikke dig, der hele tiden fortæller folk, at de har pligt til at hjælpe Harry?” udbrød
Ron. ”I dit blad?”
Xenophilius kastede et blik hen på den tildækkede trykpresse, der stadig larmede under
dugen.
”Øh – jo, jeg har da givet udtryk for det synspunkt. Men …”
”… det gælder måske for alle andre end dig personligt?” fortsatte Ron.
Xenophili us svarede ikke. Han stod anspændt og rådvild med blikket flakkende imellem
dem. Harry fik den tanke, at manden udkæmpede en smertefuld indre kamp.
”Hvor er Luna?” spurgte Hermione. ”Lad os høre, hvad hun syntes?”
Xenophilius var ved at kløjes i det, men så tog han sig gevaldigt sammen, og til sidst
sagde han med en stemme så skælvende, at den var svær at høre i larmen fra trykpressen:
”Luna er nede ved bækken og fiske efter Ferskvandsplimpier. Hun … hun bliver glad for at
se jer. Jeg går lige ud og kalde r på hende. Og ja, udmærket, jeg skal nok hjælpe jer, hvis jeg
kan.”
Han forsvandt ned ad vindeltrappen, og så hørte de hoveddøren åbnes og lukkes. De så
på hinanden.
”Sikke en gammel kujon,” sagde Ron. ”Luna har ti gange mere format.”
”Han er sikkert urolig for, hvad der vil ske med dem, hvis Dødsgardisterne finder ud af,
at jeg har været her,” sagde Harry.

”Ja, jeg er altså enig med Ron,” sagde Hermione. ”Frygtelig gammel hykler, siger til alle,
at de skal hjælpe dig, mens han selv prøver at sno sig ud af det. Og hold jer for himlens
skyld langt fra det horn.”
Harry gik gennem stuen til vinduet overfor. Han kunne se bækken flyde som et tyndt,
glitrende bånd langt nede for foden af bakken. De befandt sig meget højt oppe; en fugl
baskede forbi vinduet, da han stirrede i retning af Vindelhuset, der nu var helt ude af syne
bag endnu en række højdedrag. Ginny var derovre et sted; i dag var de nærmere hinanden,
end de havde været siden Bill og Fleurs bryllup, men hun kunne jo ikke vide, at han
spejdede i he ndes retning lige nu og tænkte på hende. Det burde han vel også være godt
tilfreds med, eftersom enhver, han kom i kontakt med, var i fare. Xenophilius’ opførsel
talte sit tydelige sprog om den sag.
Han vendte sig fra vinduet, og nu faldt hans blik på end nu en besynderlig genstand, der
stod på en overfyldt, rundbuet skænk; en stenbuste af en smuk, men alvorligt udseende
heks, der havde fået en højst usædvanlig hovedbeklædning lagt over sig. To tingester, der
mindede om gyldne trompeter, snoede sig frem i s iderne, et par bittesmå, glitrende blå
vinger var fastgjort til en læderrem, der løb hen over issen, mens en af de orange radiser
var fæstnet på en anden rem om panden.
”Prøv at se den her,” sagde Harry.
”Henrivende,” sagde Ron. ”Det undrer mig, at han i kke havde den på til brylluppet.”
De hørte hoveddøren lukke, og et øjeblik efter kom Xenophilius traskende op ad
vindeltrappen med sine tynde ben stikkende op af et par gummistøvler. Han bar på en
bakke med nogle umage tekopper og en dampende tekande.
”Å h, du har fået øje på min kæreste opfindelse,” udbrød han og stak bakken i hænderne
på Hermione for at slutte sig til Harry ved busten. ”Nøjagtigt tilpasset den smukke Rowena
Ravenclaws hoved. Vid i store mængder, fjerner alle trængsler.”
Han pegede på ti ngesterne, der lignede øretrompeter.
”Det er Vrakspurtafledere – de skal fjerne alle forstyrrende momenter fra tænkerens
nærmiljø. Her,” han pegede på de små vinger, ”en Billywig -propel til at fremkalde en
opløftet sindsstemning. Og til sidst har vi,” han pegede på den orange radise, ”den
Manøvrerbare Blomme for at styrke evnen til at acceptere det mærkværdige.”
Xenophilius gik tilbage til tebakken, som Hermione lidt letsindigt havde stillet fra sig på
et af de i forvejen overfyldte små borde.
”Må jeg by de jer på et udtræk af Gurdyrødder?” spurgte han. ”Vi laver det selv.” Mens
han begyndte at skænke drikken, der var lige så dybviolet som rødbedejuice, tilføjede han:
”Luna er nede på den anden side af Bottombroen, og hun er henrykt over, at I er kommet.
Det burde ikke vare længe, før hun er her, for hun har næsten fanget Plimpier nok til at
lave suppe til alle. Sid endelig ned, og forsyn jer bare med sukker.
Nå,” sagde han og fjernede en vakkelvorn stabel papirer fra en lænestol, hvor han satte
sig ned og lagde sit ene gummistøvleklædte ben over det andet, ”hvordan kan jeg så hjælpe
dig, hr. Potter?”
”Jo, ser du,” sagde Harry og skævede til Hermione, der nikkede opmuntrende, ”det
drejer sig om det symbol, du bar om halsen ved Bill og Fleurs bryllup, hr. L ovegood. Vi
ville gerne vide, hvad det står for.”
Xenophilius hævede øjenbrynene.
”Taler du om symbolet for Dødsregalierne?”

Kapitel 21 -Eventyret om de tre brødre
Harry så på Ron og Hermione. De så heller ikke ud til at vide, hvad Xenophilius snakked e
om.
”Dødsregalierne?”
”Netop,” sagde Xenophilius. ”Har I aldrig hørt om dem? Nå, det undrer mig nu ikke.
Kun de allerfærreste troldmænd tror på dem. Tænk bare på den tykpandede unge mand
ved din brors bryllup,” han nikkede mod Ron, ”ham, der angreb mig for at bære en kendt
Mørkets troldmands mærke. Hvilken uvidenhed! Der er intet Mørkt ved Dødsregalierne – i
det mindste ikke i den primitive forstand. Man bærer ganske enkelt symbolet, så andre
troende kan se og genkende det; man gør det i håbet om, at de måske vil hjælpe en med at
søge.”
Har rørte adskillige stykker sukker i sin Gurdyrodste og drak lidt.
”Undskyld mig,” sagde Harry. ”Men jeg tror stadig ikke rigtigt, jeg forstår det.”
Af ren høflighed tog han en slurk af sin kop og var lige ved at kast e op; teen smagte
afskyeligt, nærmest som flydende Multismagsbønner med bussemandssmag.
”Jo, forstår du, vi, som har troen, søger efter Dødsregalierne,” sagde Xenophilius og
smaskede lidt af nydelse over Gurdyrodsdrikken.
”Men, hvad er Dødsregalierne?” s purgte Hermione.
Xenophilius satte sin tomme tekop til side.
”Jeg går ud fra, at I kender Eventyret om de tre brødre?”
Harry sagde: ”Nej,” men både Hermione og Ron sagde: ”Ja.”
Xenophilius nikkede alvorsfuldt.
”Nu skal du høre, hr. Potter, det hele begynder med Eventyret om de tre brødre … jeg
har et eksemplar et eller andet sted …”
Han så søgende rundt i rummet med alle papirbunkerne og stablerne af bøger, men
Hermione kom ham i forkøbet: ”Jeg har en bog, hr. Lovegood, lige her.”
Så tog hun Barden Beedles Eventyr op af den lille perletaske.
”Er det originaludgaven?” spurgte Xenophilius opvakt, og da hun nikkede, sagde han:
”Jamen, så synes jeg da, du skal begynde at læse den højt! Det er vist den bedste måde at
forklare det hele på.”
”Øh … okay,” sagde Hermione nervøst. Hun åbnede bogen, og Harry bemærkede, at det
tegn, de efterforskede, stod øverst på siden, da hun med et lille host gav sig til at læse:
”Der var engang tre brødre, som vandrede ad en lang, snoet vej ved tusmørke …”
”Midnatstid, sådan var det altid, når mor fortalte den,” sagde Ron, der havde lagt sig
tilbage med hænderne under nakken for at lytte. Hermione så irriteret på ham.
”Nå, undskyld, men jeg synes bare, det er mere uhyggeligt, hvis det er midnat,” sagde
Ron.
”Ja, vi mangler sandelig også lidt uhygge i vores liv, må man sige!” røg det ud af Harry.
Men Xenophilius forblev uanfægtet af mundhuggeriet, for han stirrede bare på himlen
uden for vinduerne. ”Fortsæt, Hermione.”
”Pludselig kom brødrene til en flod, der var for dyb at vade igennem og for farlig at
svømme over. Men da disse brødre var velbevandrede udi magisk lærdom, svingede de
bare med deres tryllestave og fik en bro til at rejse sig over det lumske vand. De var
halvvejs ove r, da en tilhyllet skikkelse spærrede vejen for dem.
Og Døden talte til dem …”
”Hvad for noget?” afbrød Harry. ”Hvordan kan Døden tale til dem?”
”Det er et eventyr, Harry!”
”Nå, ja. Undskyld. Bare fortsæt.”

”Og Døden talte til dem. Han var vred over a t blive snydt for tre sjæle, for
vandringsmænd druknede som regel i floden. Men Døden var snedig. Han lod, som om
han lynønskede de tre brødre med deres magi og sagde, at han ville belønne hver og en
med en gave, fordi de havde været kløgtige nok til at un dslippe ham.
Så sagde den ældste, der var en rigtig kriger, at han ønskede sig en tryllestav stærkere
end nogen anden stav i verden. En tryllestav, der altid ville gøre sin ejermand til
sejrherre ved enhver duel, en tryllestav værdig for en troldmand, der havde overvundet
Døden! Døden gik da hen til et hyldetræ, der voksede ved flodbredden, og skar en
tryllestav af en af dets grene. Staven gav han til den ældste bror.
Så tænkte den anden bror, der var en hovmodig mand, at han ville ydmyge Døden.
Han bad d erefter om magten til at bringe andre tilbage fra Dødens domæne. Døden gik
hen og samlede en sten op fra flodbredden og gav den til den anden bror og sagde, at
denne sten havde magt til at bringe de døde tilbage.
Og så spurgte Døden den tredje og yngste b ror, hvad han ønskede sig. Den yngste bror
var den mest beskedne, men også den klogeste af de tre, og han stolede ikke på Døden.
Derfor bad han om noget, der ville gøre ham i stand til at forlade dette sted uden at blive
forfulgt af Døden. Og meget modvill igt overrakte Døden ham sin egen
usynlighedskappe.”
”Havde Døden en usynlighedskappe?” afbrød Harry igen.
”Det er for, at han kan snige sig ind på folk,” sagde Ron. ”Somme tider bliver han træt af
at løbe efter dem, hylende og skrigende med svingende arm e … undskyld, Hermione.”
”Så trådte Døden til side og lod de tre brødre fortsætte deres vandring. Og mens de
gik, talte de med ærefrygt om det eventyr, de netop havde oplevet, og om Dødens
fantastiske gaver.
Med tiden skiltes de tre brødres veje, og de d rog i hver sin retning.
Den første bror vandrede videre i en uges tid og nåede til en fjern landsby. Her opsøgte
han en anden troldmand, som han yppede kiv med. Med tryllestaven af hyldetræ som
våben kunne han selvfølgelig ikke undgå at vinde den efterføl gende duel. Den ældste bror
lod sin fjende ligge død på gulvet bag sig og gik videre til en kro, hvor han højlydt pralede
af sin kraftfulde tryllestav, som han havde fået af selve Døden, og fortalte, hvordan den
gjorde ham uovervindelig.
Den selv samme na t sneg en anden troldmand sig ind på den ældste bror, da han lå
fordrukken i sin seng. Tyven tog tryllestaven og skar for god ordens skyld halsen over på
den ældste bror.
På den måde tog Døden nu alligevel den første bror.
I mellemtiden var den anden bro r rejst hjem til sig selv, hvor han boede alene. Her tog
han stenen frem, som havde magt til at tilbagekalde de døde, og han vendte den tre
gange i hånden. Til hans forbløffelse og store glæde trådte skikkelsen af den pige, han
elskede og skulle have ægtet før hendes bratte død, frem for ham.
Men hun var så sørgmodig og kold, adskilt fra ham af et usynligt slør. Selvom hun var
vendt tilbage til de levendes verden, hørte hun ikke rigtigt til der, og derfor led hun. Til
sidst blev den anden bror drevet til v anvid af håbløs længsel og slog sig selv ihjel for
endelig at kunne slutte sig til hende.
På den måde tog Døden nu alligevel den anden bror.
Men selvom Døden ledte efter den tredje bror i mange år, kunne han ikke finde ham.
Først da han havde nået en høj alder, tog den tredje bror endelig usynlighedskappen af
og gav den til sin søn. Dernæst hilste han Døden velkommen som en gammel ven og gik
gladelig med ham, og som ligemænd forlod de dette liv.”

Hermione lukkede bogen. Der gik et langt øjeblik, før Xeno philius opdagede, at hun var
holdt op med at læse. Han flyttede blikket fra vinduet og sagde: ”Ja, der har I svaret.”
”Hvad for noget?” sagde Hermione forvirret.
”Det er Dødsregalierne,” sagde Xenophilius.
Han tog en fjerpen fra et bugnende bord ved sid en af sig og trak en afreven
pergamentstump ud mellem en bunke bøger.
”Staven af hyldetræ, der kendes under navnet Oldstaven,” sagde han og tegnede en
lodret linje på pergamentet. ”Genopstandelsesstenen,” sagde han og tegnede en cirkel over
linjen. ”Usynl ighedskappen,” sluttede han og omsluttede både linjen og cirklen med en
trekant, hvilket dannede symbolet, der havde fanget Hermiones interesse. ”Tilsammen
udgør de Dødsregalierne,” sagde han.
”Men ordet Dødsregalierne optræder slet ikke i historien,” sag de Hermione.
”Selvfølgelig ikke,” sagde Xenophilius provokerende selvtilfreds. ”Det er jo et
børneeventyr, der skal underholde og ikke belære. Men de af os, som har forstand på disse
ting, ser tydeligt, at den ældgamle historie henviser til tre objekter, eller Regalier, der
tilsammen vil gøre deres besidder til herre over Døden.”
Der var stille lidt, mens Xenophilius genoptog sin stirren ud af vinduet. Solen stod
allerede lavt på himlen.
”Luna burde snart have nok Plimpier,” mumlede han.
”Når du siger ’ herre over Døden’ …” begyndte Ron.
”Herre,” sagde Xenophilius og slog svævende ud med hånden. ”Betvinger, overvinder,
ja, hvilket ord du nu foretrækker.”
”Men så … mener du …” sagde Hermione langsomt, og Harry kunne høre, at hun
anstrengte sig for ikke a t lyde det mindste skeptisk, ”at disse objekter – disse Regalier –
faktisk eksisterer i virkeligheden?”
Xenophilius hævede igen øjenbrynene.
”Ja, naturligvis.”
”Men,” sagde Hermione, og Harry kunne høre, at hendes tonefald begyndte at afsløre
hende, ”hr . Lovegood, hvordan kan du dog tro den slags …?”
”Luna har fortalt mig alt om dig, unge dame,” sagde Xenophilius. ”Jeg tror ikke, du er
uintelligent, men derimod meget snæversynet. Dit udsyn er begrænset. Forstokket.”
”Måske burde du prøve den hat, Hermi one,” sagde Ron og nikkede hen imod den
løjerlige hovedbeklædning. Hans stemme dirrede af anstrengelsen for ikke at komme til at
grine.
”Hr. Lovegood,” begyndte Hermione igen. ”Vi ved alle, at der findes ting som
usynlighedskapper, de er sjældne, men de f indes. Men …”
”Åh, men Det Tredje af Dødsregalierne er den virkelige usynlighedskappe, frøken
Granger! Og med det mener jeg ikke bare en rejsekappe pålagt en Desillusionsbesværgelse
eller en Blændingsforhekselse, eller at den er vævet af hår fra Demigøjse n, der med tiden
vil falme og blive mat. Nej, vi taler om en kappe, der i sandhed gør sin bærer fuldstændig
usynlig, en kappe, der holder for evigt og giver konstant og uigennemtrængeligt skjul,
uanset hvilke besværgelser der kastes mod den. Hvor mange kap per af den slags har du
set, frøken Granger?”
Hermione åbnede munden for at svare, men hun lukkede den igen og så mere forvirret
ud end nogensinde. Hun, Harry og Ron så på hinanden, og Harry vidste, at de alle tænkte
det samme. Det forholdt sig jo sådan, at en kappe efter Xenophilius’ beskrivelse befandt sig
hos dem i stuen lige nu.
”Der kan I se,” sagde Xenophilius triumferende. ”Ingen af jer har set noget lignende.
Ejeren af den kappe måtte være umådelig rig, ikke sandt?”

Han kastede igen et blik ud ad vinduet. Himlen havde fået et sart lyserødt skær.
”Javel,” sagde Hermione befippet. ”Lad os da sige, at kappen eksisterer … hvad så med
stenen, hr. Lovegood? Den, som du kalder Genopstandelsesstenen?”
”Hvad med den?”
”Altså, hvordan kan den findes i vi rkeligheden?”
”Bevis, at den ikke findes,” sagde Xenophilius.
Hermione så krænket ud.
”Men det er jo – undskyld mig, men det er jo komplet latterligt. Hvordan skulle jeg dog
kunne bevise, at den ikke eksisterer? Forventer du, at jeg skal lede mellem all e småsten i
hele verden og afprøve hver og en? Altså, sådan kan man jo påstå, at hvad som helst findes
i virkeligheden, hvis argumentet er, at ingen kan bevise, at det ikke findes!”
”Ja, det kan man nemlig,” sagde Xenophilius. ”Det glæder mig, at du er blevet lidt mere
åbensindet.”
”Men Oldstaven,” skyndte Harry sig at sige, før Hermione for alvor gav sig til at
diskutere, ”tror du da også, at den eksisterer?”
”Ja, og i det tilfælde findes der uendeligt mange beviser,” sagde Xenophilius. ”Oldstaven
er det af Dødsregalierne, der er lettest at spore på grund af måden, den overdrages fra
hånd til hånd på.”
”Og hvilken måde er det?” spurgte Harry.
”På den måde, at besidderen af tryllestaven må erobre den fra den tidligere ejer, hvis
han i sandhed vil mest re den,” sagde Xenophilius. ”I må da have hørt, hvordan tryllestaven
endte hos Egbert den Egenrådige efter hans mord på Emeric den Elendige? Hvordan
Godelot døde i sin egen kælder, efter at hans søn, Hereward, tog den fra ham? Om den
frygtelige Loxias, der tog staven fra Barnabas Djæveril, som han havde dræbt? Blodsporet
efter Oldstaven er dryppet hen over siderne i troldmandshistorien.”
Harry så på Hermione. Hun betragtede Xenophilius med en panderynken, men
modsagde ham ikke.
”Hvor tror du så, Oldstaven er nu?” spurgte Ron.
”Ak, hvem ved?” sagde Xenophilius, mens han spejdede ud ad vinduet. ”Hvem ved, hvor
Oldstaven ligger skjult? Sporet bliver koldt ved Arcus og Livius. Ingen kan afgøre, hvem af
dem der virkelig besejrede Loxias, og hvem der tog staven . Desværre giver historien intet
svar.”
Der var stille lidt. Til sidst spurgte Hermione alvorligt: ”Hr. Lovegood, har familien
Peverell nogen forbindelse til Dødsregalierne?”
Xenophilius så overrumplet ud, og navnet fik også en lille klokke til at ringe i Harrys
hukommelse, men han kunne ikke komme på hvorfor. Peverell … han havde hørt det navn
før …
”Du har vist holdt mig for nar, unge dame!” udbrød Xenophilius og satte sig ret op i sin
stol, mens han stirrede på Hermione. ”Jeg troede, I var novicer i j agten på Dødsregalierne!
Mange blandt os troende mener, at familien Peverell har alt – alt – med Regalierne at
gøre!”
”Hvem er familien Peverell?” spurgte Ron.
”Det var navnet på gravstenen, der havde tegnet indgraveret, den, der stod på graven i
Godric -dalen,” sagde Hermione uden at fjerne blikket fra Xenophilius. ”Ignotus Peverell.”
”Præcis!” sagde Xenophilius og løftede pedantisk sin pegefinger. ”Dødsregaliernes
mærke på Ignotus’ grav er det afgørende bevis!”
”På hvad?” spurgte Ron.
”Selvfølgelig på , at de tre brødre i eventyret faktisk er de tre brødre Peverell: Antioch,
Cadmus og Ignotus! At de var Regaliernes oprindelige ejermænd!”

Med endnu et blik mod vinduet rejste han sig, tog bakken og gik hen mod
vindeltrappen.
”I bliver vel til middag?” r åbte han, idet han forsvandt nedenunder igen. ”Vi bliver altid
spurgt om opskriften på vores Ferskvandsplimpisuppe.”
”Sikkert for at kunne vise den til Forgiftningsafdelingen på Skt. Mungos,” mumlede Ron
stille.
Harry ventede, til de kunne høre Xenophili us rumstere rundt i køkkenet, før han sagde
noget.
”Hvad mener du?” spurgte han Hermione.
”Åh, Harry,” sagde hun træt, ”det er en frygtelig gang ævl. Det kan umuligt være
mærkets sande betydning. Det må bare være hans egen underlige opfattelse. Sikke dog et
spild af tid.”
”Tja, han er trods alt manden, der introducerede os for Den Krumhornede Snorkbøffel,”
sagde Ron.
”Så du tror heller ikke på det?” spurgte Harry ham.
”Næh, du, den historie er bare sådan noget, man bilder børn ind for at lære dem et og
andet, ikke? ’Du må ikke rode dig ud i ballade, lad være med at starte slagsmål, hold dig fra
det, som bør hvile i fred! Bøj nakken, pas dig selv, så skal det hele nok gå!’ Nu, hvor jeg
tænker over det,” tilføjede Ron, ”så er det eventyr måske grunden til , at man mener, at
tryllestave af hyldetræ bringer uheld?”
”Hvad snakker du om?”
”Bare en form for overtro, I ved: ’Majfødte hekse en Muggler vil ægte’; ’Tusmørkebundet
ved midnat forsvundet’; ’stav af hyld, tung af skyld’. I må da have hørt de talemåder ; de
vælter ud af min mor.”
”Harry og jeg blev opdraget af Mugglere,” mindede Hermione ham om. ”Vi har lært
andre overtroiske talemåder.” Hun sukkede dybt, da en temmelig kras lugt steg op fra
køkkenet. Det eneste positive ved hendes forbitrelse over Xeno philius var, at hun helt
glemte, at hun var vred på Ron. ”Jeg tror, du har ret,” sagde hun til ham. ”Det er bare en
opbyggelig historie, for det er jo åbenlyst, hvilken gave man skal vælge, den bedste er jo …”
De sagde det alle tre i munden på hinanden: Hermione sagde: ”Kappen”, Ron sagde
”Tryllestaven”, og Harry sagde ”Stenen”.
De så på hinanden, forundrede og overraskede.
”Det er måske nok meningen, at man skal have kappen,” sagde Ron til Hermione, ”men
man behøver jo ikke være usynlig, hvis man havde tryllestaven. Den uovervindelige
tryllestav, Hermione, helt ærligt!”
”Vi har allerede en usynlighedskappe,” sagde Harry.
”Og den har faktisk hjulpet os langt hen ad vejen, hvis du skulle have glemt det,” sagde
Hermione. ”Hvorimod tryllestaven er dømt ti l at give problemer …”
”… Kun, hvis man råber højt om den,” argumenterede Ron. ”Kun, hvis man er dum nok
til at danse rundt og svinge den over hovedet, mens han hyler: ’Jeg har en uovervindelig
stav, kom an, kom an, hvis du tror, du kan’. Hvis bare man ho lder mund med det …”
”Ja, men kunne du måske holde din mund lukket?” spurgte Hermione skeptisk. ”Ved I
hvad? Den eneste sandhed, han fortalte os, er, at der har verseret historier om
uovervindelige tryllestave i hundredvis af år.”
”Har der?” udbrød Harry .
Hermione så helt opgivende ud; udtrykket var så typisk for hende, at Harry og Ron
smilede skævt til hinanden.
”Dødsstaven, Skæbnestaven … de dukker op under forskellige navne gennem tiderne,
som regel besiddes de af en af Mørkets Troldmænd, der praler med dem. Professor Binns

nævnte nogle af dem, men – årh, det er alt sammen noget vrøvl. Tryllestave er kun så
magtfulde som de troldmænd, der bruger den. Nogle troldmænd kan bare godt lide at prale
med, at deres er større og bedre end andres.”
”Men,” indv endte Harry, ”hvordan kan man være sikker på, at de tryllestave –
Dødsstaven og Skæbnestaven – ikke rent faktisk er den samme tryllestav , der dukker op
gennem århundrederne under forskellige navne?”
”Hvad? Altså, at de alle i virkeligheden er Oldstaven, s om Døden snittede af hyldetræ?”
sagde Ron.
Harry lo; den mærkelige tanke, der var slået ned i ham, var jo i grunden latterlig. Han
mindede sig selv om, at hans egen tryllestav havde været af kristtorn, ikke hyld, og at
Ollivander havde lavet den, uanset h vad den gjorde den nat, hvor Voldemort forfulgte ham
hen over himlen. Og hvis hans stav skulle være uovervindelig, hvordan kunne den så
knække?
”Nå, hvorfor ville du så tage stenen?” spurgte Ron ham.
”Fordi jeg så kunne bringe folk tilbage, vi kunne få S irius … Skrækøje … Dumbledore …
mine forældre …”
Hverken Ron eller Hermione smilede.
”Men ifølge Barden Beedle ville de ikke være så glade for at komme tilbage, vel?”
fortsatte Harry og tænkte på eventyret, de lige havde hørt. ”Der findes vel ikke så man ge
andre historier om en sten, der kan bringe de døde tilbage, gør der?” spurgte han
Hermione.
”Nej,” svarede hun bedrøvet. ”Jeg tror heller ikke, at andre end hr. Lovegood kunne
bilde sig selv ind, at det er muligt. Beedle fik sikkert ideen fra De Vises Sten, I ved. Altså, i
stedet for en sten, der giver evigt liv, blev det en sten, der kan kalde de døde tilbage.”
Lugten fra køkkenet blev stærkere og stærkere; det hørmede af brændte underbukser.
Harry begyndte at bekymre sig om, hvorvidt det overhovedet ville være muligt at få så
meget ned ad Xenophilius’ sammenkog, at man ikke sårede hans følelser.
”Men så er der kappen,” sagde Ron langsomt. ”Manden har jo ret, har I tænkt på det?
jeg har vænnet mig så meget til Harrys usynlighedskappe og dens fantastis ke egenskaber,
at jeg har taget den forgivet. Jeg har faktisk aldrig hørt om en kappe som Harrys. Den er
ufejlbarlig. Vi er aldrig blevet opdaget under den …”
”Selvfølgelig ikke, vi er jo usynlige, når vi har den på, Ron!”
”Men tænk lige på det, han sagd e om andre kapper – og det er ikke ligefrem kapper,
man får ti af for en Knut – det er jo sandt! Det er først nu, det går op for mig, at jeg også
har hørt om kapper, hvor fortryllelsen bliver slidt af, når de bliver gamle, eller kapper, der
ødelægges, når der bliver kastet besværgelser mod dem, så der går hul i stoffet. Harrys
kappe var jo oprindelig hans fars, så den er ikke ligefrem ny, men alligevel er den stadig …
perfekt!”
”Ja, okay, men hvad med stenen , Ron?”
Ron og Hermione diskuterede hviskende, m ens Harry drev lidt rundt i stuen uden
rigtigt at høre efter. Da han nåede hen til vindeltrappen, kiggede han åndsfraværende opad
mod næste etage og vågnede pludselig: Hans eget ansigt så ned på ham fra det øvre rums
loft.
Efter et øjebliks forvirring gik det op for ham, at det ikke var et spejl, men et maleri.
Nysgerrigt gik han op ad trappen.
”Harry, hvad laver du? Jeg tror ikke, du skal rende sådan rundt på egen hånd, når han
ikke er her!”
Men Harry var allerede oppe på næste etage.

Luna havde udsmyk ket sit soveværelse med fem smukt malede ansigter: Harry, Ron,
Hermione, Ginny og Neville. De var ikke bevægelige som portrætterne på Hogwarts, men
der var alligevel en vis magi over dem alle – Harry syntes, han kunne mærke dem ånde. Et
fint tegnet filigra nbånd snoede sig rundt om dem og bandt dem sammen, men ved
nærmere eftersyn opdagede Harry, at båndet i virkeligheden var et enkelt ord gentaget og
skrevet tusind gange med gyldent blæk: venner … venner … venner …
Harry blev opfyldt af en varm hengivenhed for Luna. Ved siden af hendes seng hang der
et stort fotografi af en langt yngre Luna og en kvinde, der lignede hende meget. De
omfavnede hinanden. På billedet så Luna mere velsoigneret ud, end Harry nogensinde
havde set hende. Fotografiet var støvet, og det syntes Harry var lidt mærkeligt. Han så sig
omkring.
Der var noget galt her. Det lyseblå gulvtæppe var også dækket af et lag støv. Der var intet
tøj i garderobeskabet, hvis døre stod på klem. Sengen havde det særlige kolde og forladte
præg, der vidnede om, at ingen havde sovet der i flere uger. Et enkelt spindelvæv strakte
sig over det nærmeste vindue, oplyst af den blodrøde himmel udenfor.
”Hvad er der i vejen?” spurgte Hermione, da Harry kom ned ad trappen, men før han
nåede at svare, dukkede Xenophilius op fra køkkenet med en bakke fuld af suppeskåle i
hænderne.
”Hr. Lovegood?” sagde Harry. ”Hvor er Luna?”
”Hvabehar?”
”Hvor er Luna?”
Xenophilius blev stående på det øverste trin.
”Det – det har jeg jo allerede sagt. Hun er nede ved Bottomb roen og fiske Plimpier.”
”Men hvorfor har du så kun taget suppeskåle til fire?”
Xenophilius prøvede at tale, men der kom ikke en lyd frem. Det eneste, de hørte, var den
uafbrudte klapren fra trykpressen og den lette raslen fra bakken i Xenophilius’ ryste nde
hænder.
”Jeg tror ikke, Luna har været her i ugevis,” sagde Harry. ”Hendes tøj er væk, hendes
seng er ikke blevet sovet i. Hvor er hun? Og hvorfor bliver du ved med at kigge ud ad det
vindue?”
Xenophilius tabte bakken, og skålene knustes mod gulvet. Harry, Ron og Hermione trak
deres tryllestave, og Xenophilius stivnede med hånden halvvejs nede i lommen. I samme
øjeblik lød der et højt knald fra trykpressen, en masse Ordkløvere kom væltende frem
under dugen og føg hen ad gulvet. Maskineriet standsede l angt om længe.
Hermione bøjede sig ned og samlede et af bladene op uden at flytte sin tryllestav, der
var rettet mod hr. Lovegood.
”Harry, se her.”
Han skyndte sig hen til hende, så hurtigt han kunne gennem alt rodet. Ordkløverens
forside var prydet med hans eget billede og så teksten: Uønsket Nummer Et. Teksten under
billedet angav dusørens beløb.
”Har Ordkløveren skiftet stil for nylig?” spurgte Harry koldt, men han tænkte på
højtryk. ”Hvad lavede du egentlig, da du gik udenfor, hr. Lovegood? Sendte e n ugle til
Ministeriet?”
Xenophilius fugtede sine læber.
”De tog min Luna,” hviskede han. ”På grund af det, jeg har skrevet. De tog min Luna, og
jeg ved ikke, hvor hun er, eller hvad de har gjort hende. Men de lader hende måske gå, hvis
jeg – hvis jeg …”
”Udleverer Harry?” sluttede Hermione for ham.

”Den går ikke,” sagde Ron tonløst. ”Fjern dig, vi smutter.”
Xenophilius så skrækkelig ud, nærmest hundrede år gammel med læberne trukket
tilbage i en frygtelig grimasse.
”De er her lige om lidt. Jeg må red de min Luna. Jeg vil ikke miste hende. I får ikke lov at
gå.”
Han bredte sine arme ud for at spærre trappen, og Harry blev mindet om sin mor i
samme stilling foran tremmesengen.
”Tving os ikke til at gøre dig ondt,” sagde Harry. ”Flyt dig, hr. Lovegood.”
”HARRY!” skreg Hermione.
Flyvende skikkelser på koste passerede vinduerne, og mens de tre så derhen, benyttede
Xenophilius lejligheden til at trække sin tryllestav. Harry opdagede det i tide; han kastede
sig sidelæns og skubbede Ron og Hermione ud af sk udlinjen, netop som Xenophilius’
Lammer susede gennem rummet og ramte Erumpenthornet.
Eksplosionen var kolossal, lyden alene kunne have været nok til at splitte rummet ad:
Småstumper af træ, papir og murbrokker fløj i alle retninger, og en uigennemtrængel ig sky
af tykt, hvidt støv bølgede op. Harry fløj gennem luften og landede med et brag på gulvet,
ude af stand til at se noget som helst, fordi fragmenter af alt muligt regnede ned over ham.
Han prøvede at skærme sig med armene over hovedet, og så hørte ha n Hermione skrig,
Ron brøle og lyden fra en serie gyselige metalliske dunk, der fortalte ham, at Xenophilius
var blevet blæst bagover og nu faldt ned ad vindeltrappen.
Harry lå halvvejs begravet i murbrokker og prøvede at komme op. Han kunne knap nok
ånde eller se for støv. Halvdelen af loftet var faldet ned, og Lunas seng hang ud over det
gabende hul. Busten af Rowena Ravenclaw lå ved siden af ham med halvdelen af ansigtet
sprængt væk. Småstykker af flænset pergament dalede gennem luften, og det meste af
trykpressen lå på siden, hvor den blokerede trappen ned til køkkenet. En anden hvid
skikkelse bevægede sig i nærheden; det var Hermione, dækket af støv, så hun lignede
endnu en statue. Hun lagde en tyssende finger mod læberne.
Hoveddøren nedenunder blev s kudt op.
”Sagde jeg ikke til dig, at det ikke hastede, Travers?” lød en grov stemme. ”Sagde jeg
ikke, at den idiot bare var lige så rablende gal som sædvanlig?”
Der lød et knald og et smertenshyl fra Xenophilius.
”Nej … nej … ovenpå … Potter!”
”Sagde jeg ikke til dig i sidste uge, Lovegood, at vi ikke kommer, medmindre du har
konkrete oplysninger? Kan du huske sidste uge? Du prøvede at bytte din datter for den
latterlige hovedbeklædning? Og ugen før …” endnu et knald efterfulgt af endnu et hyl ”…
hvor du troede, vi ville udlevere hende, hvis du gav os bevis for, at der findes Krumhornede
– ’knald’ – Snorkbøfler – ’knald’ ?”
”Nej – nej – lyt dog til mig!” hulkede Xenophilius. ”Det er virkelig Potter! Jeg lover det!”
”Og nu viser det sig, at du simpelthe n tilkaldte os for at prøve at sprænge os i luften?”
brølede Dødsgardisterne, hvorefter der kom en hel salve af knald blandet med smertenshyl
fra Xenophilius.
”Det ser ud til, at hele huset er ved at falde sammen, Selwyn,” lød en anden, mere kølig
stemme lige neden for den forvredne vindeltrappe. ”Trappen er helt blokeret. Vi kunne
selvfølgelig prøve at rydde vejen derop, men det kunne få hele bygningen til at kollapse.”
”Dit løgnagtige afskum,” råbte troldmanden, der hed Selwyn. ”Du har aldrig i dit liv set
Potter, vel? Du troede måske, at du kunne narre os hertil og dræbe os, hva’? Og du tror
måske, at det er sådan, du får din datter tilbage?”
”Jeg sværger … jeg sværger … Potter er ovenpå!”
”Homenum revelio,” sagde stemmen for foden af trappen.

Harry hørte Hermione gispe, og han mærkede selv den underligste fornemmelse af
noget, der susede ned over ham og omsluttede hans krop med sin skygge.
”Der er faktisk nogen deroppe, Selwyn,” sagde den anden mand skarpt.
”Det er Potter, jeg siger jo til jer, at det er Potter!” hulkede Xenophilius. ”Jeg beder jer …
Jeg beder jer, giv mig Luna, lad mig bare få Luna tilbage …”
”Du skal nok få din lille pige, Lovegood,” sagde Selwyn, ”hvis du går op ad trappen og
henter Harry Potter ned til mig. Men hvis du laver nu mre, hvis det er et trick, og du har et
baghold ventede på os deroppe, kommer du til at nøjes med de små dele af din datter, der
er tilbage, når du skal holde begravelse.”
Xenophilius udstødte et jamrende skrig af angst og fortvivlelse. De kunne høre, hvo rdan
han skrabede og snublede for at komme gennem murbrokkerne på trappen.
”Kom,” hviskede Harry, ”vi må ud herfra.”
Han begyndte at grave sig selv fri i ly af støjen fra Xenophilius på trappen. Ron var den,
der lå mest fastklemt: Harry og Hermione klatr ede så stille som muligt hen over
vraggodset for at hjælpe med at løfte en tung kommode fra hans ben. Mens Xenophilius
kæmpede sig højere og højere op, lykkedes det Hermione at befri Ron ved hjælp af en
Svævebesværgelse.
”Godt,” pustede den støvdækkede He rmione, mens de ødelagte trykpresse ved toppen af
trappen begyndte at ryste og afslørede, at Xenophilius var lige ved at være der. ”Stoler du
på mig, Harry?”
Harry nikkede.
”Okay,” hviskede Hermione, ”giv mig usynlighedskappen. Ron, du skal tage den på.”
”Mig? Men det er jo Harry …”
”Ron, gør det! Harry hold godt fast i min hånd, Ron, tag fat i min skulder.”
Harry rakte sin venstre hånd ud, og Ron forsvandt under kappen. Trykpressen henne
ved trappen vibrerede, da Xenophilius gik i gang med at flytte d en ved hjælp af en
Svævebesværgelse. Harry vidste ikke, hvad Hermione ventede på.
”Hold fast,” hviskede hun. ”Hold fast … nu sker det snart …”
Xenophilius’ ligblege ansigt dukkede op over skænken.
”Obliviate!” råbte Hermione med sin tryllestav rettet mod hans ansigt, hvorefter hun
rettede staven mod gulvet: ” Deprimo!”
Hun havde sprængt hul i dagligstuens gulv, og de faldt som sten; Harry klamrede sig
desperat til hendes hånd, mens der lød høje hyl nedefra. Han nåede at fange et glimt af to
mænd i fuldt firspring væk fra lavinen af murbrokker og smadrede møbeldele, der væltede
ned fra det smadrede loft. Hermione drejede sig i luften og trak Harry med sig ind i det
velkendte mørke, hvor kun et svagt ekko af larme n fra det sammenstyrtende hus fulgte
med.

Kapitel 22 -Dødsregalierne
Harry landede stønnende på græsdækket jord og sprang omgående på benene igen. De var
landet i hjørnet af en mark i tusmørket. Hermione løb allerede i cirkler, mens hun svingede
med sin tryllestav.
”Protego totalum … Salvio hexio …”
”Den forræderiske gamle skiderik!” stønnede Ron, der dukkede frem under
usynlighedskappen og smed den til Harry. ”Hermione, du er et geni, simpelthen et geni,
jeg fatter ikke, at vi slap ud af den redelighe d!”
”Cave inimicum … jeg sagde jo, at det var et Erumpenthorn! Advarede jeg ham ikke? Og
nu er hele hans hus sprængt i luften!”
”Det har han godt af,” sagde Ron, der nu undersøgte sine forrevne cowboybukser og
sårene på sine ben. ”Hvad tror I, de gør ved ham?”
”Åh, jeg håber ikke, de dræber ham!” jamrede Hermione. ”Det var derfor, jeg ville have,
at Dødsgardisterne fik et glimt af Harry, før vi forsvandt. Så de ved, at Xenophilius ikke
løj!”
”Men hvorfor skulle jeg så gemmes væk?” spurgte Ron.
”Du skal jo forestille at ligge derhjemme med spattergroit, Ron! De kidnappede Luna,
fordi hendes far støttede Harry! Hvad tror du ikke, der vil ske med din familie, hvis de
opdager, at du er med Harry?”
”Men hvad så med din mor og far?”
”De er i Australien,” sa gde Hermione. ”De skal nok klare sig. De ved intet!”
”Du er et geni,” gentog Ron med ærefrygt.
”Ja, det er du altså, Hermione,” sagde Harry med eftertryk. ”Jeg ved ikke, hvad vi skulle
have gjort uden dig.”
Hun slimede glad, men blev straks alvorlig ige n.
”Hvad med Luna?”
”Altså, hvis de sagde sandheden, og hun stadig er i live …” begyndte Ron.
”Lad være med at sige det!” hvinede Hermione. ””Hun må være i live, det må hun bare!”
”Så er hun nok i Azkaban, tror jeg,” sagde Ron. ”Spørgsmålet er bare, om hun overlever
det sted … det er der mange, som ikke gør …”
”Det gør hun,” sagde Harry. Han kunne ikke udholde den anden tanke. ”Hun er ret sej,
hende Luna, sejere, end man skulle tro. Hun er sikkert i fuld gang med at fortælle de
indsatte om Blipperhumdi nger og Nargler.”
”Jeg håber, du har ret,” sagde Hermione og strøg en hånd over sine øjne. ”Det ville gøre
mig så ondt for Xenophilius, hvis …”
”… hvis han ikke lige havde prøvet at overgive os til Dødsgardisterne, ja,” sagde Ron.
De satte teltet op og gik indenfor, hvor Ron lavede te til dem. Efter den farlige flugt
virkede det gamle halvkolde og jordbeslåede telt som et hjem, trygt, velkendt og venligt.
”Åh, hvorfor tog vi dog også derhen?” jamrede Hermione efter et par minutters stilhed.
”Harry, du h avde ret, det blev en gentagelse af Godric -dalen, sikke dog et spild af tid!
Dødsregalierne … det er noget ævl … hov, vent lidt!” En tanke så ud til at være slået ned i
hende. ”Det var måske bare noget, han fandt på? Han tror måske overhovedet ikke på
Døds regalierne, måske var det bare noget, han sagde, for at vi skulle blive der, indtil
Dødsgardisterne nåede frem!”
”Det tror jeg ikke,” sagde Ron. ”Det er faktisk meget sværere, end man skulle tro, at
opdigte alt muligt, når man er under pres. Det fandt jeg da ud af, da Snapperne snuppede
mig. Det var meget lettere at lade som om jeg var Stan, end at skulle opfinde en hel ny
person. Gamle Lovegood var virkelig presset, fordi han var nødt til at holde på os. Jeg tror,

han fortalte os, sandheden, eller hvad ha n selv tror er sandheden, bare for at holde
samtalen i gang.”
”Nå, men det gør vel ingen forskel,” sukkede Hermione. ”Selvom han var ærlig, har jeg
aldrig hørt så meget sludder i hele mit liv.”
”Hov -hov,” sagde Ron. ”Hemmelighedernes Kammer skulle jo ogs å bare være en myte,
ikke?”
”Men Dødsregalierne kan ikke findes i virkeligheden, Ron!”
”Ja, det siger du jo, men et af dem eksisterer altså,” blev Ron ved. ”Harrys
usynlighedskappe …”
”Eventyret om De Tre Brødre er et eventyr,” sagde Hermione bestemt. ”Det er en
historie om, at Mennesker er bange for døden. Hvis overlevelse bare kræver, at man
gemmer sig under en usynlighedskappe, har vi jo allerede, hvad vi behøver!”
”Det ved jeg da ikke. Vi kunne sagtens bruge en uovervindelig tryllestav,” sagde Harry
og drejede den forhadte slåentryllestav mellem sine fingre.
”Sådan en tryllestav findes ikke, Harry!”
”Du sagde selv, at der havde været masser af tryllestave – Dødsstave, og hvad de nu
ellers hed …”
”Okay, så vælg bare at tro på, at Oldstaven findes, men hvad så med
Genopstandelsesstenen?” Hun tegnede citationstegn med fingrene, og hendes tonefald var
sydende sarkastisk. ”Ingen magi kan vække de døde, og så er den ikke længere!”
”Da min tryllestav rørte ved I -Ved -Hvems, fik det min mor og far til at dukke op … og
også Cedric …”
”Men de var jo ikke virkelig vendt tilbage fra de døde, var de?” sagde Hermione. ”Den
slags – blege imitationer er ikke det samme som virkelig at bringe nogen tilbage til livet.”
”Jame n tænk på hende pigen i historien … selvom det var tydeligt, at hun ikke for alvor
vendte tilbage til livet, og moralen er, at de døde hører til blandt de døde, så kunne den
anden bror stadig se hende og tale til hende, ikke? Han levede endda sammen med he nde i
et stykke tid …”
Harry kunne spore både bekymring og noget andet, ikke helt definerbart, i Hermiones
ansigtsudtryk, men da hun så hen på Ron, gik det op for ham, at det var frygt; han havde
skræmt hende ved at tale om at leve med de døde.
”Nå, men ham Peverell -fyren, der ligger begravet på kirkegården i Godric -dalen,”
skyndte han sig videre i samtalen og prøvede at lyde solidt jordbunden, ”ved du egentlig
noget om ham?”
”Nej,” svarede hun og virkede lettet over at skifte emne. ”Jeg slog ham op, eft er at jeg så
tegnet på hans gravsten; hvis han var en berømt person eller havde gjort noget
betydningsfuldt, så er jeg sikker på, at han ville være nævnt i en af vores bøger. Men det
eneste sted, jeg overhovedet kunne finde navnet ’Peverell’, var i Naturen s Ædelhed: En
Troldmandsgenealogi. Jeg lånte den af Kræ,” forklarede hun, da Ron hævede øjenbrynene.
”Det er en optegnelse over uddøde troldmandsslægter i de mandlige slægtsled. Det ser ud
til, at slægten Peverell var en af de slægter, der tidligst forsvan dt.”
”Altså, de uddøde i den mandlige linje?” gentog Ron.
”Det betyder kun, at navnet uddøde,” sagde Hermione, ”og for slægten Peverell skete
det for flere århundreder siden. De kan stadig have efterkommere, men så hedder de bare
noget andet.”
Og nu slo g det ned i Harry; det før så grumsede minde om noget, han ikke helt kunne
fange, stod nu lysende klart ved lyden af navnet Peverell: en møgbeskidt mand, der stak en
grim ring op i hovedet på en Ministeriel udsending. ”Detlev Barsk!”
”Hvad!” sagde Ron og Hermione i kor.

”Detlev Barsk! I-Ved -Hvems morfar! Jeg så ham i Mindekarret sammen med
Dumbledore! Detlev Barsk sagde, at han nedstammede fra slægten Peverell!”
Ron og Hermione så uforstående ud.
”Ringen, ringen der blev en Horcrux – Detlev Barsk sagde, at den havde slægten Blacks
våbenmærke indgraveret! Jeg så ham vise den til fyren fra Ministeriet, han stak den
næsten helt op i næsen på ham!”
”Slægten Peverells våbenmærke?” sagde Hermione skarpt. ”Kunne du se, hvordan det så
ud?”
”Ikke rigtigt,” sagd e Harry og prøvede at huske efter. ”Det var ikke noget specielt fint,
højst nogle grove streger. Jeg så den først tæt på, efter at den var blevet flækket.”
Harry så Hermiones dæmrende forståelse i takt med, at hendes øjne blev større og
større. Ron så fra den ene til den anden, dybt forundret.
”Du fredsens … tror I, at det var symbolet igen? Tegnet for Dødsregalierne?”
”Hvorfor ikke?” udbrød Harry begejstret. ”Detlev Barsk var en uvidende gammel nar,
der levede i en svinesti; det eneste, han gik op i, va r sin slægt. Hvis den ring var nedarvet
gennem århundreder, vidste han måske ikke, hvad den virkelig var. Der var ingen bøger i
det hus, og han var ikke lige typen, der fortalte eventyr for sine børn. Han svælgede måske
bare i sin fantasi om, at tegnet var et våbenmærke, for i hans øjne var en
fuldblodsslægtslinje det samme som at være kongelig.”
”Jo … det er selvfølgelig meget interessant,” sagde Hermione tøvende, ”men, Harry, hvis
du tænker, hvad jeg tror, du tænker …”
”Jamen hvorfor ikke? Hvorfor ikke? ”fremturede Harry og kastede al forsigtighed over
bord. ”Det var en sten, ikke?” Han så på Ron for at finde støtte. ”Tænk, hvis det var
Genopstandelsesstenen?”
Ron tabte underkæben. ”Du fredsens – men tror du, den stadig fungerer, efter at
Dumbledore flæ kkede …”
”Fungerer? Fungerer? Ron, den har aldrig fungeret! Der findes ikke sådan en
Genopstandelsessten!” Hermione sprang op og så både ophidset og rasende ud. ”Harry, du
prøver med vold og magt at få alting til at passe ind i historien om de Regalier …”
”Prøver at få alting til at passe ind?” gentog han. ”Hermione, det hele passer ind af sig
selv! Jeg ved , at tegnet for Dødsregalierne var på den sten! Og Barsk sagde, at han
nedstammede fra slægten Peverell!”
”For et minut siden sagde du, at du slet ikke fik set ordentligt på stenens mærke!”
”Hvor tror du så, at ringen er nu?” spurgte Ron Harry. ”Hvad gjorde Dumbledore med
den, efter at han flækkede den?”
Men Harrys tanker var fløjet på langfart, langt forud for Ron og Hermione …
Tre objekter, elle r Regalier, der tilsammen vil gøre deres besidder til herre over Døden
… herre … betinger … overvinder … som den sidste fjende overvindes døden …
Han så sig selv som besidder af Dødsregalierne, stående over for Voldemort, hvis
Horcruxer ikke kunne måle si g– ingen af dem kan leve, hvis den anden overlever … var
det svaret? Regalierne mod Horcruxerne? Var der trods alt en mulighed for, at han kunne
sikre sig selv sejren? Hvis han var i besiddelse af Dødsregalierne, ville han så være på den
sikre side?
”Har ry?”
Men han hørte knap nok Hermione; han havde fundet sin usynlighedskappe frem og lod
den løbe gennem sine fingre, klædet så blødt som vand, så let som luft. Han havde aldrig
set dens mage i sine næsten syv år i troldmandsverdenen. Kappen var, præcis so m
Xenophilius havde beskrevet den: en kappe, der i sandhed gør sin bærer fuldstændig

usynlig, en kappe, der holder for evigt og giver konstant og uigennemtrængeligt skjul,
uanset hvilke besværgelser der kastes mod den …
Og så, med et gisp, huskede han, at …
”Dumbledore havde min kappe den nat, mine forældre døde!”
Hans stemme rystede, og han mærkede varmen stige op i sit ansigt, men han var
ligeglad. ”Min mor fortalte Sirius, at Dumbledore havde lånt kappen! Det er grunden! Han
ville undersøge den, fordi han mente, at den kunne være det tredje af Dødsregalierne!
Ignotus Peverell er begravet i Godric -dalen …” Harry travede blindt rundt i teltet og syntes
pludselig, at sandhedens umådelige perspektiver åbnede sig overalt omkring ham. ”Han
må have været min forfader! Jeg er efterkommer af den tredje bror! Det hele giver
mening!”
Han følte sig pansret med vished – sin sikre tro på Dødsregalierne. Det føltes, som om
den blotte tanke om at finde dem gav ham beskyttelse, og han var opfyldt af glæde, da han
vendt e sig mod de to andre.
”Harry,” sagde Hermione igen, men han havde travlt med at løsne posen om sin hals
med skælvende fingre.
”Læs det,” sagde han til hende og stak sin mors brev i hånden på hende. ”Læs det!
Dumbledore havde kappen, Hermione. Hvorfor sk ulle han dog bede om at læne den, hvis
ikke for det? Han havde jo ikke selv brug for en usynlighedskappe, for han kunne udføre en
Desillusionsbesværgelse så stærk, at han kunne gøre sig helt usynlig uden andre
hjælpemidler!”
Noget faldt på gulvet og rulle de glitrende ind under en stol; han var kommet til at
trække Det Gyldne Lyn med op, da han fandt brevet frem. Han bøjede sig ned for at samle
kuglen op, og i det samme slog det ned i ham, at her var endnu en vidunderlig opdagelse i
perlerækken af nyvunden viden; chok og begejstring boblede i ham, da han råbte:
”DEN ER HER! Han efterlod mig ringen – den er i Lynet!”
”Tror – tror du virkelig?”
Harry fattede ikke, hvorfor Ron lød så undrende; for ham var det så tydeligt, så
indlysende; det hele passede samm en, alting … hans usynlighedskappe var det tredje af
Dødsregalierne, og når han fandt ud af, hvordan man skulle åbne Lynet, ville han have det
andet af Regalierne, og så skulle han bare finde det første af dem, Oldstaven, og så …
Så var det, som om alt ra mpelyset blev slukket på en før så strålende scene: Hans
boblende begejstring, håb og glæde forsvandt med et slag, og han stod alene i mørket.
Fortryllelsen var brudt.
”Det er den, han leder efter.”
Hans forandrede stemme fik Ron og Hermione til at se en dnu mere skræmte ud.
”I-Ved -Hvem leder efter Oldstaven.”
Han vendte ryggen til deres anspændte, vantro ansigter. Han vidste, at det var
sandheden. Det gav alt sammen mening. Voldemort var ikke ude efter en ny tryllestav; han
søgte en gammel tryllestav, e n meget, meget gammel tryllestav. Harry gik hen til
teltåbningen og glemte helt Ron og Hermione, da han gav sig til at stirre ud i natten og
spekulere.
Voldemort blev opfostret i et Mugglerbørnehjem. Ingen kunne have fortalt ham Barden
Beedles Eventyr, de ngang han var barn, ligesom Harry heller ikke havde hørt dem. Stort
set ingen troldmænd troede på Dødsregalierne, men var der mon en mulighed for, at
Voldemort nu kendte til dem?
Harry så blindt ud i mørket … Nej, hvis Voldemort havde kendt til Dødsregali erne, ville
han uden tvivl have ledt efter dem, han ville have gjort noget for at få fat i dem; tre
objekter, der gjorde besidderen til herre over Døden. Hvis han havde kendt til

Dødsregalierne, ville han måske slet ikke have behøvet Horcruxerne. Var det i kke et bevis
på uvished, at han ikke havde taget et af Regalierne og forvandlet det til en Horcrux?
Det betød, at Voldemort søgte Oldstaven uden at kende dens fulde kraft, uden at vide, at
den var et af tre … for staven var jo det af Regalierne, der ikke kunne skjules, det af dem,
hvis eksistens var bedst kendt … blodsporet efter Oldstaven er dryppet hen over siderne i
troldmandshistorien …
Harry så på den overskyede himmel, hvor bølgende skyer i gråt og sølv passerede forbi
den hvide måneskive. Han følte sig svimmel af forundring over sine opdagelser.
Han gik ind i teltet igen. Det var næsten et chok at se Ron og Hermione stå nøjagtig,
hvor han havde forladt dem; Hermione stadig med Lilys brev i hånden og en lettere nervøs
Ron ved sin side. Forstod de da ikke, hvor langt videre de var kommet i de sidste få
minutter.
”Her er svaret,” sagde Harry og prøvede at vinde dem over på sin side, nu hvor han
endelig følte sig mere sikker i sin sag end nogensinde. ”Det her forklarer alt.
Dødsregalierne er virkelige, og jeg har et – måske to af dem.”
Han holdt Lynet frem.
”… og I -Ved -Hvem er efter det tredje, men han ved intet … han tror bare, at det er en
magtfuld tryllestav …”
”Harry,” sagde Hermione, idet hun gik hen til ham og gav ham Lilys brev tilbage. ”Jeg er
ked af det, men jeg tror, du tager fejl, fuldstændig fejl.”
”Kan du da ikke se det? Det hele passer …?”
”Nej, det gør ikke,” sagde hun. ”Det gør det ikke, Harry, du er bare blevet grebet af det.
vil du ikke nok,” sagde hun, da han begyndte at tale i m unden på hende, ”vil du ikke nok
svare mig på det her: Hvis Dødsregalierne virkelig eksisterer, og hvis Dumbledore kendte
til dem og vidste, at den person, der besidder alle tre, vil blive herre over Døden – hvorfor
fortalte han det så ikke til dig, Harry? Hvorfor?”
Han havde allerede sit svar parat.
”Du har jo selv sagt det, Hermione! Det er meningen, at man selv skal finde ud af det!
Det er en slags ophøjet færd!”
”Men det sagde jeg kun for at overtale dig til at tage med til hr. Lovegood!” udbrød
Herm ione fortvivlet. ”Jeg troede ikke for alvor på det!”
Harry lod sig ikke standse.
”Dumbledore plejede at sætte mig til selv at finde ud af tingene. Han lod mig prøve
kræfter med udfordringer, tage chancer. Det her føles præcis som noget, han kunne finde
på.”
”Harry, det er ikke en leg, det er ikke en øvelse! Det er alvor, og Dumbledore efterlod dig
klare instrukser. Find og tilintetgør Horcruxerne! Det symbol betyder ingenting, glem
Dødsregalierne, vi kan ikke tillade os at gå ud på et sidespor …”
Harry ænsede hende knap nok. Han drejede Lynet i hånden og forventede næsten, at
det åbnede sig og afslørede Genopstandelsesstenen som bevise på, at han havde ret, at
Dødsregalierne fandtes.
Hermione appellerede til Ron.
”Du tror da heller ikke på det, gør du? ”
Harry så op. Ron tøvede.
”Det ved jeg ikke … men øh … noget af det giver da lidt mening,” sagde Ron forlegent.
”Men hvis man ser overordnet på det …” Han trak vejret dybt, ”ja, jeg tror altså, det er
meningen, at vi skal skaffe Horcruxerne af vejen, Ha rry. Det var, hvad Dumbledore sagde
til os. Så måske … måske skulle vi glemme de Regalier.”
”Tak, Ron,” sagde Hermione. ”Jeg tager den første vagt.”

Hun gik direkte forbi Harry og satte sig ved teltåbningen. Det var enden på
diskussionen.
Men Harry fik næsten ingen søvn den nat. Tanken om Dødsregalierne havde bundfældet
sig i ham, og han kunne ikke finde hvile, fordi ophidsede tanker hvirvlede rundt i hans
hoved: tryllestaven, stenen og kappen, hvis bare han kunne få fat i dem alle …
Jeg åbner, når det lukker … når hvad lukker? Hvorfor kunne han ikke få stenen nu?
Hvis bare han havde stenen, kunne han selv spørge Dumbledore om det … og så begyndte
Harry at mumle ord til Lynet i mørket, han prøvede alt, selv Slangehvisken, men den
gyldne bold ville ikke å bne sig …
Og tryllestaven, Oldstaven, hvor var den gemt? Hvor ledte Voldemort lige nu? Harry
ville ønske, at hans ar ville svide og vise ham Voldemorts tanker; for første gang
nogensinde var han og Voldemort forenet i ønsket om den samme ting … Hermione v ille
selvfølgelig stejle ved den blotte tanke … men hun troede jo heller ikke på det …
Xenophilius havde, på en måde, haft ret … snæversynet, forstokket, begrænset i sit udsyn .
Sandheden var, at tanken om Dødsregalierne skræmte hende, især Genopstandelsess tenen
… og Harry pressede igen sine læber mod Lynet, kyssede den, slugte den næsten, men det
kolde metal gav ikke efter …
Det var næsten daggry, da han kom i tanke om Luna, alene i en celle i Azkaban,
omringet af Dementorer, og han skammede sig pludselig. Han havde glemt alt om hende i
sine febrilske overvejelser om Dødsregalierne. Gid de kunne befri hende, men Dementorer
i så stort antal kunne de ikke hamle op med. Så slog det ham, at han endnu ikke havde
prøvet at fremmane en Patronus med slåenstaven … d et måtte han prøve, når det blev
morgen …
Hvis der dog bare var en mulighed for at få en bedre tryllestav …
Og så opslugte ønsket om Oldstaven, Dødsstaven, den uovervindelige tryllestav, ham
igen.
Den næste morgen pakkede de teltet og drog videre i trøs tesløst regnvejr. Nedbøren
fulgte dem helt til kysten, hvor de satte teltet op for natten, og det silede fortsat ned resten
af ugen, hvor de bevægede sig gennem svuppende våde landskaber, som Harry fandt dystre
og deprimerende. Han kunne ikke tænke på ande t end Dødsregalierne. Det var, som om en
flamme var blevet tændt i ham, som intet – hverken Hermiones kontante afvisning eller
Rons vedholdende tvivl – kunne slukke. Men jo stærkere begæret efter Dødsregalierne
brændte i ham, jo mindre glad gjorde det ham. Han gav Ron og Hermione skylden; deres
bevidste ligegyldighed var lige så trykkende som regnen, men ingen af delene kunne få
ham til at vakle i sin overbevisning. Harrys tro på Dødsregalierne, hans længsel efter dem,
opslugte ham i en grad, så h an følte sig helt isoleret fra de to andre og deres besættelse af
Horcruxerne.
”Besættelse?” sagde Hermione med lavmælt vrede, da Harry kom til at bruge ordet en
aften, hvor hun havde bebrejdet ham hans manglende interesse for at lede efter flere
Horcruxer. ”Det e r ikke os, der er besatte, Harry! Vi prøver derimod at gøre, hvad
Dumbledore ville have!”
Men han var uimodtagelig for kritik. Dumbledore havde efterladt Dødsregaliernes tegn
til Hermione, så hun kunne afkode det, og han havde også – det var Harry overbev ist om –
efterladt Genopstandelsesstenen skjult i Det Gyldne Lyn. Ingen af dem kan leve, hvis den
anden overlever … herre over Døden … hvorfor ville Ron og Hermione ikke forstå det?
”Som den sidste fjende tilintetgøres døden,” citerede Harry roligt.
”Jeg troede, det var Du -Ved -Hvem, vi skulle bekæmpe,” gav Hermione igen og så opgav
Harry hende.

Selv mysteriet om sølvdåen, som de andre blev ved med at diskutere, forekom nu Harry
mindre vigtigt, det var nærmest en pudsig lille biting. Det eneste, der betød noget for ham,
var den tilbagevendte sviden i hans ar, selvom han gjorde, hvad han kunne, for at skjule
det for de to andre. Han gik afsides, hver gang det skete, men blev skuffet over, hvad han
så. De syner, han og Voldemort delte, var forringede; de var udflydende, flimrende og ude
af fokus. Harry kunne lige netop skelne de utydelige træk af en genstand, der lignede et
kranium, og noget, der kunne være et bjerg, men som forekom luftigt og skyggeagtigt.
Harry, der var vant til skarpe billeder, blev forvir ret over forandringen. Han frygtede, at
forbindelsen mellem ham og Voldemort havde lidt skade; det var en forbindelse, han på en
gang frygtede og, uanset hvad han havde sagt til Hermione, værdsatte. Harry kunne ikke
lade være med at forbinde disse utilfred sstillende vage billeder med ødelæggelsen af sin
tryllestav, nærmest som om det var slåenstavens skyld, at han ikke længere kunne se så
tydeligt ind i Voldemorts sind som før.
I takt med, at uge efter uge sneglede sig af sted, undgik det heller ikke Harry s
opmærksomhed – hans nye selvoptagethed til trods – at Ron begyndte at overtage
ledelsen. Måske var det, fordi han gerne ville gøre det godt igen, at han var stukket af fra
dem, måske vakte Harrys indadvendte ligegyldighed hans hidtil slumrende
lederegens kaber. Hvordan det end forholdt sig, var Ron nu den aktive, der opmuntrede og
tilskyndede de to andre til handling.
”Tre Horcruxer tilbage,” blev han ved med at sige. ”Vi må lave en handlingsplan, kom
nu! Hvor har vi ikke ledt? Lad os gå det igennem en ga ng til. Børnehjemmet …”
Diagonalstræde, Hogwarts, Villa Gåde, Borgin & Burkes, Albanien, hvert eneste sted,
hvor de vidste, Romeo Gåde havde boet eller arbejdet, været på besøg eller begået mord,
opremsede Ron og Hermione igen og igen. Harry gav kun sit b esyv med for at forhindre
Hermione i at plage ham. Han ville have været tilfreds med bare at sidde helt stille og
alene, mens han prøvede at læse Voldemorts tanker og finde ud af mere om Oldstaven,
men Ron insisterede på, at de rejste rundt til mere og mer e usandsynlige steder, og Harry
vidste, at det bare var for, at de kunne holde sig i bevægelse.
”Man ved aldrig,” var Rons evige omkvæd. ”Flagbyøvre er en troldmandslandsby, så
måske har han haft et ønske om at bo der. Lad os tage dertil og se os omkring. ”
Disse hyppige ture rundt i troldmandssamfundet bragte dem af og til i nærheden af
Snappere.
”Det siges, at nogle af dem er lige så slemme som Dødsgardister,” sagde Ron. ”Den flok,
der fik fat i mig, var godt nok ynkelige, men Bill mener, at nogle af de m er virkelige farlige.
Det blev sagt i Pottervagten …”
”I hvad?” spurgte Harry.
”Pottervagten, fortalte jeg dig ikke, at det er navnet? Altså, på det program, jeg hele
tiden prøver at finde i radioen, det eneste program, der fortæller sandheden om, hvad der
foregår! Næsten alle programmerne følger I -Ved -Hvems retningslinjer, alle undtagen
Pottervagten. Jeg ville virkelig gerne have, at du hørte dem, men det er svært at finde
frekvensen …”
Ron tilbragte aften efter aften med at banke forskellige rytmer o ven på radioen, mens
indstillingerne skiftede i et væk. Indimellem fangede de brudstykker af husråd mod
dragekopper og nogle strofer af ’En kedel fuld af hed, stærk kærlighed’. Ron fortsatte med
at tromme på radioen, mens han mumlede alle mulige tilfældige ord i håb om at ramme
kodeordet.
”Det plejer at være et ord, man kan forbinde med Ordenen,” fortalte han dem. ”Bill er
genial til at gætte dem, men jeg skal nok ramme rigtigt før eller senere …”

Men Ron fik ikke held med sig før i marts. Harry sad vagt ved teltåbningen og stirrede
tomt på en klynge perlehyacinter, der havde trængt sig op af den kolde jord, da Ron
begejstret hylede op inde fra teltet.
”Jeg fandt det, jeg fandt det! Kodeordet var ’Albus’! Kom herind, Harry!”
Det var første gang i flere d age, at Harry blev afledt i sine spekulationer om
Dødsregalierne, og han skyndte sig ind til Ron og Hermione, der knælede på gulvet ved
siden af den lille radio. Hermione havde været i gang med at polere Gryffindors sværd,
bare for at have noget at tage si g til, men nu sad hun måbende og stirrede på den lille
højtaler, hvorfra en velkendt stemme lød:
”… undskyld for vores midlertidige fravær i æteren, forårsaget af de charmerende
Dødsgardisters husbesøg i vores område.”
”Det er jo Lee Jordan!” udbrød Herm ione.
”Ja, det kan jeg høre,” sagde Ron. ”Sejt, hva’?”
”… har nu fundet os en anden sikker station,” sagde Lee, ”og det glæder mig at kunne
fortælle, at to af vores faste bidragsydere har sluttet sig til os i aften. G’aften, drenge!”
”Hej.”
”G’aften, S trøm.”
”’Strøm’, det er Lee,” forklarede Ron. ”De har alle kodenavne, men man plejer at kunne
høre …”
”Shh!” sagde Hermione.
”Men før vi skal give ordet til Royal og Romolus,” fortsatte Lee, ”så lad os bruge et
øjeblik på at rapportere om de dødsfald, s om Troldmandsradioavisen og Profettidende
ikke finder vigtige nok til overhovedet at nævne. Vi må med dyb sorg informere vore lyttere
om mordene på Ted Tonks og Dirk Cresswell.”
Harry mærkede et kvalmende sug i maven. Han, Ron og Hermione så med gru i bli kket
på hinanden.
”En nisse ved navn Gornuk er også dræbt. Man mener, at Mugglerfødte Dean Thomas
og en anden nisse, begge rejsende med Tonks, Cresswell og Gornuk, undslap angrebet.
Hvis Dean lytter, eller nogen har kendskab til hans opholdssted, venter h ans forældre og
søster desperat på at høre nyt.
Også i Gaddley er en Mugglerfamilie på fem fundet døde i deres hjem. Mugglernes
myndigheder forklarer dødsfaldene med et gasudslip, men medlemmerne af Fønixordenen
informerer mig om, at der var tale om Dræbe rforbandelsen; dette bekræfter nok en gang,
at Mugglerdrab er ved at udvikle sig til en yndet sportsgren under det nye regime.
Til sidst beklager vi at måtte meddele vores lyttere, at de jordiske rester af Bathilda
Bagshot er blevet fundet i Godric -dalen. Det er blevet fastslået, at hun døde for flere
måneder siden. Fønixordenen fortælle os, at liget bærer umiskendelige tegn på skader
påført af Mørk Magi.
Kære lyttere, jeg vil nu bede jer om sammen med mig at holde et minuts stilhed til
minde om Ted Tonks, Dirk Cresswell, Bathilda Bagshot, Gornuk og de unavngivne, men
ikke mindre savnede, mugglere, der blev myrdet af Dødsgardisterne.”
Stilheden begyndte, og Harry, Ron og Hermione forblev tavse. Harry både ønskede at
høre mere og frygtede, hvad der må tte komme. Det var første gang i lang tid, at han
virkelig følte sig forbundet med verden derude.
”Tak,” lød Lees stemme. ”Og nu vender vi os mod vores faste kommentator, Royal, for at
høre de seneste nyheder om, hvordan den nye magiske samfundsorden påvi rker
Mugglernes verden.”
”Tak, Strøm,” sagde en umiskendelig stemme; dyb, velmoduleret og betryggende.
”Kingo!” røg det ud af Ron.

”Ja, det kan vi da høre,” sagde Hermione og tyssede på ham.
”Mugglerne har stadig ingen anelse om kilden til deres lidels er, men deres borgere
fortsætter med at dø i hobetal,” sagde Kingo. ”Det er en trøst, at vi konstant hører
opløftende historier om troldmænd og hekse, der sætter deres egen sikkerhed over styr for
at beskytte venner og naboer blandt Mugglere, ofte uden Mug glernes viden. Jeg vil gerne
appellere til alle vore lyttere om at følge deres eksempel, måske ved at kaste
Beskyttelsesbesværgelser over alle Mugglerboliger i jeres kvarter. Mange liv kan reddes,
hvis den slags simple foranstaltninger sættes i værk.”
”Og , Royal, hvad vil du sige til de lyttere, der undskylder sig med, at i farlige tider
kommer ’troldmænd i første række’?” spurgte Lee.
”Jeg vil sige, at der ikke er langt fra ’troldmænd i første række’ til ’fuldblodsslægter i
første række’, og så er skridt et til ’Dødsgardister’ snublende nær,” svarede Kingo. ”Vi er alle
mennesker, ikke sandt? Hvert menneskeliv har lige stor værdi, ethvert liv er værd at
redde.”
”Fremragende formuleret, Royal. Du får min stemme til Minister for Magi, hvis vi
nogensinde komm er ud af dette kaos,” sagde Lee. ”Og nu til Romolus, der tager sig af vores
populære faste indslag: Potters Protagonister.”
”Tak, Strøm,” sagde endnu en velkendt stemme; Ron trak vejret ind til endnu et udbrud,
men Hermione kom ham i forkøbet med en hvisk en.
”Vi ved godt, det er Lupus!”
”Romolus, fastholder du, ligesom du har gjort det, hver gang du har været med i vores
program, at Harry Potter stadig er i live?”
”Det gør jeg,” sagde Lupus fast. ”Der er ingen tvivl i mit sind om, at hans død ville bliv e
udråbt vidt og bredt af Dødsgardisterne, hvis det skulle ske. Det ville nemlig være et
knusende slag for enhver fjende af det nye regime. ’Drengen, der ikke kunne slås ihjel’, er
og bliver et symbol på alt, hvad vi kæmper for: Det godes sejr, uskyldens k raft,
nødvendigheden af at blive ved med at yde modstand.”
En blanding af taknemmelighed og skam vældede op i Harry. Havde Lupus da tilgivet
ham de frygtelige ting, han sagde dengang ved deres sidste møde?
”Og hvad vil du sige til Harry Potter, hvis han måske lytter med, Romolus?”
”Jeg vil fortælle ham, at vi alle er med ham i ånden,” sagde Lupus, han tøvede kortvarigt
og fortsatte: ”Og så vil jeg sige til ham, at han skal følge sine instinkter, der er gode og
næsten altid rigtige.”
Harry så på Hermione , der stod med tårer i øjnene.
”Næsten altid rigtige,” gentog hun.
”Hov, glemte jeg at fortælle det?” sagde Ron overrasket. ”Bill fortalte mig, at Lupus bor
sammen med Tonks igen! Og efter sigende er hun blevet temmelig stor.”
”… og kan vi så få de sædv anlige efterretninger om, hvilke venner af Potter der nu må
lide for deres troskab?” sagde Lee.
”Ja, som vore faste lyttere allerede ved, er flere af Harry Potters mere højrøstede støtter
blevet fængslet, deriblandt Xenophilius Lovegood, der udgiver Ordkl øveren …” sagde
Lupus.
”Han er i det mindste i live!” mumlede Ron.
”For få timer siden hørte vi, at Rubeus Hagrid …” alle tre gispede og var lige ved at gå
glip af resten af sætningen ”… den velkendte godsforvalter på Hogwarts, med nød og
næppe undgik ar restation på skolens område, hvor han efter sigende skulle have afholdt en
støttefest for Harry Potter i sit hjem. Hagrid blev ikke taget i forvaring og er nu, så vidt
vides, på flugt.”

”Er det ikke også en fordel med en fem meter høj halvbror, når man sk al undslippe
Dødsgardister?”
”Det kunne man godt forestille sig,” samtykkede Lupus gravalvorligt. ”Men lad mig
tilføje, at selvom vi her i Potters Protagonister hylder Hagrids engagement, vil vi stærkt
advare selv de mest glødende tilhængere af Harry mod at følge Hagrids eksempel. Det er
uklogt, at afholde støttefester for Harry Potter i den nuværende situation.”
”Det har du ret i, Romulus,” sagde Lee. ”Vi foreslår derfor, at man bare fortsætter med
at støtte manden med det lynformede ar ved at lytte til Pottervagten ! Vi bevæger os videre
i teksten og bringer nu nyheder om den troldmand, der er lige så meget på farten som
Harry Potter. Vi kalder ham Overdødsgardisten og lader vores nye udsendte medarbejder
give sin vurdering af de mest sindssyge rygter, de r verserer om ham. Vær så god, Gnaver.”
”Gnaver? ” lød endnu en kendt stemme, og Harry, Ron og Hermione udbrød i kor:
”Fred!”
”Nej – det er George, ikke?”
”Jeg tror, det er Fred,” sagde Ron og lænede sig ind over radioen, da en af tvillingerne
sagde: ”Jeg er da ikke ’Gnaver’, den er helt gal, jeg sagde jo på forhånd, at jeg gerne ville
hedde ’Kårde’!”
”Okay, så siger vi ’Kårde’, men kunne du ikke give os din version af de forskellige
historier, vi hører om Overdødsgardisten?”
”Jo, Strøm, det kan jeg da,” sagde Fred. ”Som vores lyttere nok ved, medmindre de
gemmer sig på bunden af deres guldfiskedam eller et lignende sted, har I -Ved -Hvems
strategi med at holde sig ude af rampelyset givet grobund for en dejligt angstplaget
stemning. Det skal dog indvend es, at såfremt alle rygterne om hans aktiviteter er sande,
må vi have omkring nitten stykker af I -Ved -Hvem rendende omkring.”
”Hvilket passer lige i hans kram,” sagde Kingo. ”Den dunkle mystik omkring ham skaber
mere rædsel, end hvis han bare viste sig!”
”Enig,” sagde Fred. ”Derfor, folkens, bør vi lige spise brød til. Det er slemt nok, som det
er, uden at vi behøver at opfinde mere at lægge oveni. For eksempel er den nye fikse ide
om, at I -Ved -Hvem kan dræbe med sit blik, en forveksling – det er en Basil isk , der kan det,
kære venner. Man kan sikre sig med en simpel prøve: Tjek, om tingesten, der glor, har ben.
Hvis den har det, så sker der ikke noget ved at kigge den i øjnene, men skulle det endelig
vise sig at være I -Ved -Hvem, bliver det nok alligevel je res sidste handling i dette liv.”
For første gang i ugevis kom Harry til at grine; han kunne ligefrem mærke, hvordan den
tyngende anspændelse lettede.
”Og hvad så med rygterne om, at han opholder sig i udlandet?” spurgte Lee.
”Tja, hvem kunne ikke bruge en smule ferie efter alt det hårde arbejde, han har lagt for
dagen?” spurgte Fred. ”Men hør nu, folkens, det er vigtigt ikke at lade sig lulle ind i en falsk
tryghedsfornemmelse ved tanken om, at han er udenlands. Måske er han, måske ikke, men
faktum er, at han kan bevæge sig med større hast, end Severus Snape konfronteret med
shampoo, når det virkelig gælder, så regn ikke med, at han er alt for langt væk, hvis I
planlægger at tage nogen chancer. Jeg troede aldrig, jeg skulle komme til at sige det her,
men prioriter sikkerheden!”
”Tak for de kloge ord, Kårde,” sagde Lee. ”Kære lyttere, vi nærmer os hermed
afslutningen af Pottervagten . Vi ved ikke, hvornår det bliver muligt at sende igen, men stol
på, at vi vender tilbage. Bliv ved med at dreje på knapperne – det næste kodeord bliver:
’Skrækøje’. Pas godt på hinanden og bevar troen. Godnat.”
Radioens display flimrede, og lyset i det slukkede. Harry, Ron og Hermione strålede dog
stadig. Det havde været vidunderligt at høre de kendte, venlige stemmer: Harry v ar blevet

så vant til deres isolation, at han næsten havde glemt, at der også fandtes andre, der gjorde
modstad mod Voldemort. Det var som at vågne fra en lang søvn.
”Ikke dårligt, vel?” sagde Ron glad.
”Fremragende,” sagde Harry.
”Hvor er det modigt af dem,” sukkede Hermione beundrende. ”Hvis de bliver fundet …”
”Jamen, de holder sig jo i bevægelse, ikke?” sagde Ron. ”Ligesom os.”
”Hørte I, hvad Fred sagde?” spurgte Harry begejstret. Nu, hvor programmet var slut,
havde han igen sin altopslugende besæt telse i tankerne: ”Han er i udlandet! Han leder
stadig efter tryllestaven … jeg vidste det!”
”Harry …”
”Helt ærligt, Hermione, hvorfor er du så bange for at se det i øjnene? Vol …”
”NEJ, HARRY!”
”…demort leder efter Oldstaven!”
”Navnet er Tabu!” brøle de Ron og sprang op i samme sekund som et højt knald hørtes
uden for teltet. ”Jeg sagde det jo, Harry, jeg advarede dig, vi kan ikke sig det højt længere –
vi må se at genoprette beskyttelsen omkring os – hurtigt – det er jo sådan, de finder …”
Men så tav Ron, og Harry vidste hvorfor. Luskometeret på bordet var begyndt at lyse og
rotere; de kunne høre stemmer, der kom nærmere og nærmere; rå, ophidsede stemmer.
Ron tog Deluminatoren op af lommen og klikkede. Deres lamper gik ud.
”Kom ud derfra med hænderne i vejret!” lød en raspende stemme ude i mørket. ”Vi ved,
I er derinde! Et halvt dusin tryllestave er lige nu rettet mod jer, og vi tager det ikke så nøje
med, hvem vi forbander!”

Kapitel 23 -Familien Malfoys herregård
Harry så på de to andre, der nu ku n var silhuetter i mørket. Han så Hermione pege med sin
tryllestav, ikke mod nogen udenfor, men mod hans ansigt. Der kom et lille brag og et hvidt
lysglimt, hvorefter han knækkede sammen i smerte, ude af stand til at se. Han kunne
mærke sit ansigt svulme v oldsomt under sine hænder, mens lyden af tunge fodtrin
omringede ham.
”Op med dig, skadedyr.”
Ukendte hænder flåede Harry op fra jorden. Før han kunne nå at forhindre det,
gennemsøgte en eller anden hans lommer og tog slåenstaven. Harry trykkede hænderne
mod sit uudholdeligt smertende ansigt, der føltes uigenkendeligt under hans fingre,
stramt, opsvulmet og hævet, som om han var blevet ramt af en voldsom allergisk reaktion.
Hans øjne var nu kun sprækker, og han kunne dårligt se noget. Hans briller faldt a f ham,
da han blev skubbet ud af teltet, og han kunne lige skelne de utydelige skikkelser af fire
eller fem personer, der kom slæbende ud med Ron og Hermione.
”Lad – hende – være!” råbte Ron. Der lød et karakteristisk smask af knoer, der ramte
hud: Ron st ønnede og Hermione skreg: ”Nej! Lad ham være, lad ham være!”
”Din kæreste kommer til at lide meget værre, hvis han står på min liste,” sagde den
grufuldt genkendelige, dyriske stemme: ”Dejlig pige … en lækkerbisken … jeg elsker den
bløde hud …”
Harry var ved at kaste op. Han vidste, hvem det var: Fenris Gråryg, varulven, der fik lov
til at agere Dødsgardist som belønning for sine rovmorderiske tjenester.
”Gennemsøg teltet,” kommanderede en anden stemme.
Harry blev kastet på hovedet ned på jorden. Et bum p fortalte ham, at Ron var blevet
kastet ned ved siden af. De kunne høre lyden af skridt og brag; mændene smed rundt med
stolene som led i deres gennemsøgning af teltet.
”Nå, lad os se, hvad vi har fået fat i,” lød Grårygs skadefro stemme et sted ovenfra, og så
blev Harry skubbet om på ryggen. En lysstråle fra en tryllestav faldt over hans ansigt.
Gråryg brød ud i latter.
”Jeg må sgu ha’ en ingefærøl til at skylle det syn ned med. Hvad er der sket med dig,
Grimme?”
Harry svarede ikke med det samme.
”Jeg spurgte ,” gentog Gråryg, og Harry fik et spark i mellemgulvet, der fik ham til at
krumme sig sammen af smerte, ”hvad er der sket med dig?”
”Stukket,” fremstønnede Harry. ”Blev stukket.”
”Ja, det kunne godt se sådan ud,” sagde en anden stemme.
”Hvad hed der du?” snerrede Gråryg.
”Dudley,” sagde Harry.
”Og dit fornavn?”
”Jeg – Vernon. Vernon Dudley.”
”Tjek listen Scabior,” sagde Gråryg, og så trådte Gråryg et skridt til siden for i stedet at
se nærmere på Ron. ”Og hvad med dig, Røde?”
”Stan Stabejs,” sagde Ron.
”Gu’ fanden er du ej,” sagde manden, der hed Scabior. ”Vi kender Stabejs, ham har vi
haft ikke så lidt bøvl med.”
Der lød endnu et dumpt slag.
”Jeg er Bardy,” sagde Ron; Harry kunne høre, at han havde munden fuld af blod. ”Bardy
Weadley.”

”E n Weasley?” knurrede Gråryg. ”Så er du beslægtet med blodforrædere, selvom du ikke
er en Mudderblod. Og nu til jeres kønne lille veninde …” nydelsen i hans stemme fik
Harrys nakkehår til at rejse sig.
”Rolig, Gråryg,” sagde Scabior og overdøvede de andres hånlatter.
”Åh, jeg har skam ikke tænkt mig at bide lige med det samme. Lad os nu se, om hun er
lidt hurtigere til at huske sit navn end Barny. Hvem er du, tøs?”
”Penelope Clearwater,” sagde Hermione. Hun lød rædselsslagen, men overbevisende.
”Hvad er din Blodstatus?”
”Halvblods,” sagde Hermione.
”Det er let at kontrollere,” sagde Scabior. ”Men de ligner alle sammen nogle, der er i
Hogwarts -alderen …”
”Bi stak af,” sagde Ron.
”Nå, I stak af, hva’ Røde?” sagde Scabior. ”Og så tog I på camping, hva’? Og bare for sjov
begyndte I at bruge Mørkets Herres navn?”
”Ikk’ for schjov,” sagde Ron. ”Kom til det.”
”I kom til det?” Der lød mere hånlatter.
”Ved du, hvem der godt kan lide at sige Mørkets Herres navn, Weasley?” knurrede
Gråryg. ”Fønixordenen. Lyder det bekendt, synes du?”
”Dnæh.”
”Nå, men da de folk ikke kan finde ud af at vise respekt for Mørkets Herre, er navnet
underlagt Tabu. Vi har snuppet et par Ordensmedlemmer på den måde. Vi får se med jer.
Bind dem sammen med de to andre fanger!”
En elle r anden flåede Harry op ved håret, slæbte ham et lille stykke væk, skubbede ham
ned i siddende stilling og begyndte at binde ham ryg mod ryg med andre fanger. Harry var
stadig halvblind på grund af sine opsvulmede øjenlåg og kunne dårligt se noget. Da den
sdiste af deres fangevogtere var færdig med at binde rebene og gik lidt væk, hviskede Harry
til de andre fanger.
”Er der nogen, der stadig har en tryllestav?”
”Nej,” sagde Ron og Hermione fra begge sider af ham.
”Det er min skyld, det her. Jeg sagde nav net, undskyld …”
”Harry?”
Det var en ny, men velkendt stemme, og den kom fra en person omme bag Harrys,
bundet til venstre for Hermione.
”Dean!”
”Så er det dig! Hvis de finder ud af, hvem de har snuppet …! Det er Snappere, og de
leder kun efter bortløb ne skoleelever for at få dusør …”
”Ingen dårlig fangst for en enkelt nat,” lød Grårygs stemme, idet et par jernbeslåede
støvler trampede tæt forbi Harry, hvorefter der lød flere brag inde fra teltet. ”En
Mudderblodsunge, en nisse på flugt og tre skulkere. Har du fået tjekket deres navne på
listen, Scabior?” brølede han.
”Ja, gu’ har jeg det. Der står ingen Vernon Dudley på den, Gråryg.”
”Interessant,” sagde Gråryg. ”Meget interessant.”
Han knælede ved siden af Harry, der lige akkurat formåede at løfte s ine tykt hævede
øjenlåg så meget, at han kunne skimte et ansigt halvt dækket af filtret gråt hår, med store
bakkenbarter og spidse brune tænder i munden, der havde væskende sår i mundvigene.
Gråryg stank, ligesom han havde gjort dengang i toppen af tårnet, hvor Dumbledore døde;
af skidt, sved og blod.
”Så er du måske slet ikke efterlyst, Vernon? Eller … mon du skulle stå på listen under et
andet navn? Hvilket kollegium tilhørte du på Hogwarts?”

”Slytherin,” sagde Harry automatisk.
”Sjovt at de alle tror, det giver dem en fordel hos os,” hånede Scabior et sted i mørket.
”Men ingen ka’ sige, hvor opholdsstuen ligger.”
”Nede i krypten,” sagde Harry højt. ”Men kommer ind gennem væggen. Den er fuld af
kranier og den slags ting, og den ligger under søen, så ly set er grønligt.”
Der var stille et øjeblik.
”Nå -å, det ser sandelig ud til, at vi har fanget en lille Slytherin,” sagde Scabior. ”Heldigt
for dig, Vernon, for der er ikke mange Mudderblodsbørn blandt Slytherinerne. Hvem er
din far?”
”Han arbejder i Min isteriet,” løj Harry. Han vidste, at hans historie ville falde fra
hinanden ved den mindste efterforskning, men på den anden side skulle han bare holde
den kørende, indtil hans ansigt blev normalt igen, for så ville spillet under alle
omstændigheder være u de. ”Afdelingen for Magiske Katastrofer.”
”Ved du hva’ Gråryg,” sagde Scabior, ”jeg tror sgu, der er en Dudley i den afdeling.”
Harry turde knap nok trække vejret. Var det virkelig muligt, at rent og skært held kunne
redde dem ud af det her?
”Ser man de t,” sagde Gråryg. Harry kunne høre en antydning af usikkerhed i hans
stemme og vidste, at varulven lige nu overvejede, om han var kommet til at angribe og
svinebinde en søn af en ministeriel embedsmand. Harrys hjerte hamrede mod rebene
omkring hans ribben – det var så voldsomt, at det ikke skulle undre ham, om Gråryg
kunne se det. ”Hvis du taler sandt, Grimme, har du vel intet mod en tur til Ministeriet, vel?
Din far vil sikkert belønne os for at have samlet dig op herude.”
”Men,” sagde Harry, der var blev et helt tør i munden, ”hvorfor lader I os ikke bare …”
”Hey!” lød et råb inde fra teltet. ”Se her, Gråryg!”
En mørk skikkelse kom løbende hen til dem, og Harry kunne se noget sølvfarvet glimte i
lyset af deres tryllestave. De havde fundet Gryffindors sværd.
”Ny -y-deligt,” sagde Gråryg anerkendende, og tog det fra sin kumpan. ”Meget nydeligt,
må jeg sige. Nissesmedet, vil jeg mene. Hvor har I fået sådan et sværd fra?”
”Det er min fars,” løj Harry og håbede desperat, at det var for mørkt til, at Gråryg kunne
se navnet, der var indgraveret lige under skæftet. ”Vi lånte det til at hugge brænde med …”
”Øjeblik, Gråryg! Se lige her, i Profettidende!”
Netop som Scabior sagde det, begyndte Harrys ar, der nu var strakt stramt hen over
hans opsvulmede pande, at svide afsindigt. Han så tydeligt – langt tydeligere, end hvad
han kunne se gennem sine øjensprækker – en tårnhøj bygning; sort, dyster og ugæstfri
som et fort. Voldemorts tanker var nu knivskarpe igen, og han svævede mod det enorme
bygningsværk med en f ølelse af kontrolleret begejstring og sikkerhed …
Så nær … så nær …
Med en kraftanstrengelse lukkede Harry sit sind for Voldemorts tanker og tvang sig selv
til at være nærværende som fange, bundet sammen med Ron, Hermione, Dean og
Griphook i mørket, mens Gråryg og Scabior talte sammen.
”Hermione Granger,” læste Scabior. ” Mudderblodspigen, der vides at være på flugt
med Harry Potter.”
Harrys ar sved i stilheden, men han anstrengte sig til det yderste for at forblive
nærværende og ikke glide ind i Voldemo rts sind. Han hørte det knase under Grårygs
støvler, da han knælede ned foran Hermione.
”Ved du hvad, min tøs? Billedet her ligner dig på en prik.”
”Men det er ikke mig, det er det ikke!”
Hermiones forfærdede hvinen talte sit eget tydelige sprog.
”… vi des at være på flugt med Harry Potter!” gentog Gråryg lavmælt.

Der var nu blevet meget stille omkring dem. Harrys ar var nu ulideligt smertefuldt, men
han kæmpede af al magt for at undslippe Voldemorts tanker; det var altafgørende, at han
holdt sine egne tanker klare lige nu.
”Ja, det ændrer jo situationen lidt,” hviskede Gråryg.
Ingen sagde noget. Harry kunne mærke flokken af Snappere stirre anspændt, og han
mærkede, hvordan Hermiones arm skælvede mod hans. Gråryg rejste sig op og tog et par
skridt hen til Harry, knælede ned igen og gav sig til at betragte hans uformelige ansigt.
”Hvad er det, du har på panden, Vernon?” spurgte han stille og trykkede en møgbeskidt
finger mod det stramme ar, mens hans stinkende ånde fyldte Harrys næsebor.
”Lad være med at røre det!” skreg Harry ufrivilligt; han vidste, at smerten fra berøringen
ville gøre ham syg.
”Jeg troede, du gik med briller, Potter?” hvislede Gråryg.
”Jeg fandt nogle briller!” hylede en af Snapperne, der luskede rundt i baggrunden. ”Der
var et par briller i teltet, Gråryg, vent lidt …”
Et par sekunder senere blev Harrys briller smækket tilbage på hans næseryg. Snapperne
stimlede sammen om ham og stirrede.
”Det er ham!” raspede Gråryg. ”Vi har fanget Potter!”
De tog alle et par skridt baglæns, la mslåede over deres bedrift. Harry, der stadig
kæmpede for at holde sin bevidsthed fast i sit eget smertende hoved, kunne ikke finde på
noget at sige. Han så brudstykker af syner for sit indre blik …
… han svævede rundt om det sorte forts høje mure …
Nej, han var Harry, bundet og frarøvet sin tryllestav, han var i stor fare …
… kiggede opad mod det øverste vindue i det højeste tårn …
Han var Harry, og de diskuterede lavmælt hans skæbne …
… det var tid til at lyve …
”… til ministeriet?”
”Til helvede med Ministeriet,” knurrede Gråryg. ”De tager bare æren for det, og vi bliver
holdt udenfor. Jeg synes, at vi skal føre ham direkte til I -Ved -Hvem.”
”Vil du hidkalde Ham? Hertil?” lød det med skrækblandet beundring fra Scabior.
”Nej,” snerrede Gråryg. ”Je g kan ikke – jeg har fået at vide, at han bruger Malfoys
herregård som hovedkvarter. Vi fører drengen derhen.”
Harry havde på fornemmelsen, hvorfor Gråryg ikke tilkaldte Voldemort. Varulven havde
måske nok fået lov til at bære Dødsgardisternes gevandter, fordi de kunne bruge ham, men
kun Voldemorts inderkreds var blevet brændemærket med Mørkets Tegn. Gråryg havde
ikke fået tilkendt denne højeste anerkendelse.
Harrys ar sved igen …
… og han steg op i natten, fløj direkte til vinduet i toppen af tårnet …
”… sgu være sikker på, at det er ham? For hvis det ikke passer, Gråryg, er vi færdige.”
”Hvem har ledelsen her?” brølede Gråryg for at kompensere for sit mindreværd. ”Jeg
siger, det er Potter, og han og hans tryllestav udløser to hundrede tusind Galleoner lige på
stedet! Men hvis I alle er for feje til at komme med, tager jeg dusøren helt for mig selv, og
hvis jeg er heldig, får jeg også pigen som bonus!”
… vinduet var ikke mere end en sprække i den sorte klippe, ikke stor nok til, at et
menneske kunne ko mme igennem … en skeletagtig skikkelse kunne anes derinde,
sammenkrøben under et tæppe… død, eller sovende?
”Godt så!” sagde Scabior. ”Godt, vi er med dig! Men hva’ så med resten, Gråryg? Hva’
gør vi med dem?”

”Vi kan lige så godt tage hele bundtet med. Vi har to Mudderblodsunger, det er ti
Galleoner oveni. Stik mig også lige sværdet. Hvis det er ægte rubiner, er det også en lille
formue værd.”
Fangerne blev trukket op at stå. Harry kunne høre Hermiones skrækslagne, hektiske
åndedrag.
”Tag fat og hold f ast. Jeg tager Potter!” sagde Gråryg og greb fat i en håndfuld af Harrys
hår; Harry kunne mærke hans lange, gule negle kradse mod sin hovedbund. ”På tre! En –
to – tre …”
De transfererede sig væk og trak fangerne med sig. Harry kæmpede og prøvede at ryste
Grårygs hånd af sig, men det var håbløst. Ron og Hermione blev trykket hårdt ind mod
ham fra begge sider, han kunne ikke løsrive sig fra gruppen, og hans ar sved og smertede
endnu værre, da luften nu også blev klemt ud af ham …
… så han vred sig gennem v induets sprække som en slange og landede, let som dis,
inde i det cellelignende rum.
Fangerne bumpede ind i hinanden, da de faldt ned på en landevej. Det tog et øjeblik, før
Harrys stadig opsvulmede øjne vænnede sig til de nye omgivelser. Så fik han øje p å en stor
smedejernsport for enden af en lang indkørsel. Han mærkede et lillebitte prik af lettelse.
Det værste var ikke indtruffet endnu: Voldemort var her ikke, og det vidste Harry, fordi
han lige nu bekæmpede sin indre vision af toppen af et mærkeligt, befæstet tårn. Hvor lang
tid det ville tage Voldemort at nå hertil, når han modtog beskeden om, at Harry var fanget,
var en helt anden sag.
En af Snapperne gik hen til lågen og ruskede i jernstængerne.
”Hvordan kommer vi ind? Den er låst, Gråryg, jeg ka’ ikke’ – du fredsens!”
Han trak forskrækket hænderne til sig. Jerngitteret vred sig og omdannede sine
abstrakte ornamenter til et skræmmende ansigt, der talte med en rungende, metallisk
stemme: ”Fremsig dit ærinde!”
”Vi har Potter!” brølede Gråryg triumf erende. ”Vi har fanget Harry Potter!”
Lågens dobbelte porte svingede op.
”Kom så!” sagde Gråryg til sine folk, hvorefter fangerne blev gennet gennem lågen og op
ad indkørslen mellem de høje hække, der dæmpede lyden af deres skridt. Harry fik øje på
et sp øgelsesagtigt hvidt væsen øverst i hækken, men det gik hurtigt op for ham, at det var
en albinopåfugl. Han snublede og blev trukket op igen af Gråryg, så han kunne vakle
sidelæns videre, bundet ryg mod ryg til fire af de andre fanger. Han lukkede sine
opsv ulmede øjenlåg og tillod smerten fra arret at overmande sig et øjeblik; han ville vide,
hvad Voldemort foretog sig, og om han havde fået besked om deres tilfangetagelse …
… den udtærede skikkelse rørte på sig under det tynde tæppe og vendte sig mod ham,
idet han åbnede øjnene i det mumieagtige ansigt … den skrøbelige mandsperson satte sig
op mod sine store, indsunkne øjne rettet mod ham, mod Voldemort, og så smilede han. De
fleste tænder manglede …
”Så er du altså kommet. Det ventede jeg også, du ville … en skønne dag. Men din rejse
har været forgæves. Jeg har aldrig haft den.”
”Du lyver!”
Da Voldemorts vrede begyndte at pulsere i ham, var det ved at få Harrys ar til at
eksplodere i smerte, så han vristede sin bevidsthed tilbage derfra og stålsatte sig f or at
blive nærværende sammen med de andre fanger, der blev skubbet hen over gruset.
Lys skinnede ud over dem alle.
”Hvad er det her?” spurgte en kold kvindestemme.
”Vi er her for at se Han Som Ikke Må Benævnes!” raspede Gråryg.
”Hvem er du?”

”Du kender mig godt!” Der var modvilje at spore i varulvens stemme. ”Fenris Gråryg! Vi
har fanget Harry Potter!”
Gråryg greb Harry og flåede i ham, så han vendte front mod lyset, mens de andre fanger
måtte kæmpe for at følge med rundt.
”Jeg ved godt, han er opsvulmet, men den er go’ nok!” gav Scabior sit besyv med. ”Hvis
du ser nærmere efter, ka’ du se hans ar. Og se lige pigen her! Det er Mudderblodstøsen, der
har rejst rundt sammen med ham, frue. Ingen tvivl om, at det er ham, og vi har også hans
tryllestav ! Her, frue …”
Harry så Narcissa Malfoy stirre undersøgende på hans hævede ansigt. Scabior holdt
slåenstaven frem mod hende. Hun hævede øjenbrynene.
”Før dem ind,” sagde hun.
Harry og de andre blev skubbet og sparket op ad en bred stentrappe og videre i nd i en
hall med portrætter ophængt i lange rækker.
”Følg mig,” sagde Narcissa og viste vej gennem hallen. ”Min søn, Draco, er hjemme på
påskeferie. Han vil kun se, om det er Harry Potter.”
Dagligstuen virkede skærende oplyst efter mørket udenfor; selv m ed sine øjne halvt
lukkede kunne Harry skelne rummets vide proportioner. Der hang en krystallysekrone i
loftet, og der var flere portrætter på de mørkviolette vægge. To skikkelser rejste sig fra
stolene foran den pragtfulde marmorkamin, da Snapperne genned e fangerne indenfor.
”Hvad foregår der?”
Harry genkendte med gru Lucius Malfoys karakteristiske dræven. Panikken var ved at
gribe ham; han kunne ikke se nogen udvej, men i takt med, at hans frygt steg, blev det
lettere at lukke Voldemort ude af sine tank er, selvom arret stadig sved.
”De siger, at de har Harry Potter,” lød Narcissas kolde stemme. ”Kom her, Draco.”
Harry turde ikke se direkte på Draco, men kunne alligevel godt skimte ham fra den skrå
vinkel; hans skikkelse var en smule højere end Harrys, da hen rejste sig fra lænestolen,
ansigtet virkede blegt og skarpt under det udflydende, sølvblonde hår.
Gråryg tvang fangerne til at dreje sig igen, så Harry kom til at stå direkte under
lysekronen.
”Nå, dreng?” rapsede varulven.
Harry stod med front m od det store forgyldte og udsøgt ornamenterede spejl over
kaminhylden. Gennem øjenlågens smalle sprækker så han sit spejlbillede for første gang,
siden han forlod huset på Grumsted Plads.
Hans ansigt var enormt. Det var skinnende og lyserødt, og hvert ene ste træk var
forvansket på grund af den forhekselse, Hermione havde kastet over ham. Hans sorte hår
havde vokset sig skulderlangt, og der var mørke skygger på hage og kæber. Hvis han ikke
havde vidst, at det var ham selv, der stod der, ville han spekulere på, hvem der stod der
med hans briller på. Han besluttede sig for ikke at sige en lyd, da hans stemme helt sikkert
ville afsløre ham. Han undgik også øjenkontakt med Draco, der nu trådte hen til ham.
”Nå, Draco?” sagde Lucius Malfoy spændt. ”Er det ham? E r det Harry Potter?”
”Det kan jeg ikke se – ikke med sikkerhed,” sagde Draco. Han holdt afstand til Gråryg og
virkede lige så bange for at se på Harry, som Harry var for at se på ham.
”Men så se dog ordentligt på ham, kom så! Kom tættere på!”
Harry havd e aldrig set Lucius Malfoy så ophidset.
”Draco, hvis vi får chancen for at overgive Potter til Mørkets Herre, vil alt blive tilg…”
”Nu håber jeg sandelig ikke, at vi glemmer, hvem der rent faktisk fangede ham, hr.
Malfoy?” knurrede Gråryg faretruende.
”Selvfølgelig ikke, selvfølgelig ikke!” sagde Lucius utålmodigt. Han trådte selv nærmere,
når sær, at Harry kunne se det slappe ansigt helt tydeligt på trods af sine opsvulmede

øjenlåg med sit ansigt som en oppustet maske føltes det som at kigge ud gennem e t burs
tremmer.
”Hvad har I gjort ved ham?” spurgte Lucius Gråryg. ”Hvordan endte han med at se
sådan ud?”
”Det var ikke os.”
”Det ligner en Giftbrodsbesværgelse,” sagde Lucius.
Hans grå øjne klæbede sig til Harrys pande.
”Der er virkelig noget på hans pande,” hviskede han. ”Det kunne være arret, bare strakt
ud … Draco, kom her og se ordentligt efter! Hvad siger du?”
Harry så Dracos ansigt tæt på, lige ved siden af hans fars. De lignede i høj grad
hinanden, kun med den forskel, a t faderen virkede ude af sig selv af iver, mens Dracos
udtryk var inderligt modvilligt, endda frygtsomt.
”Jeg ved det ikke,” sagde han til sidst og gik tilbage mod kaminen, hvor hans mor stod
og ventede.
”Vi gør klogt i at være sikre, Lucius,” sagde Narc issa til sin mand med kold, klar stemme.
”Helt og aldeles sikre på, at det er Potter, før vi hidkalder Mørkets Herre … de siger, at den
her er ham,” hun så nærmere på slåenstaven. ”Men den svarer ikke til Ollivanders
beskrivelse … hvis vi tager fejl, hvis vi sender bud efter Mørkets Herre for ingenting …
husker du, hvad han gjorde ved Rowle og Dolohov?”
”Men hvad så med den her Mudderblodstøs?” snerrede Gråryg. Harry blev næsten
kastet omkuld, da Snapperne tvang fangerne til at dreje rundt igen, så lyset i stedet faldt på
Hermione.
”Vent!” lød det skarpt fra Narcissa. ”Ja – ja, hun var inde hos Madam Malkin sammen
med Potter! Jeg så hendes billede i Profettidende ! Kig, Draco, er det ikke hende Granger?”
”Jeg … måske … det kan godt være.”
”Men hvad så med ham Weasley -knægten!” råbte Lucius og marcherede rundt om de
bundne fanger, til han stod over for Ron. ”Det er dem, det er Potters venner – Draco, se
dog på ham, er det ikke Arthur Weasleys søn, hvad han så hedder …?”
Dagligstuedøren blev åbnet bag Harry . En kvinde talte, og lyden af hendes stemme
skruede yderligere op for Harrys frygt.
”Hvad foregår her? Hvad er der sket, Cissy?”
Bellatrix Lestrange gik langsomt rundt om fangerne og standsede til højre for Harry,
hvor hun ud under sine tunge øjenlåg re ttede et langt blik mod Hermione.
”Der kan ikke være nogen tvivl,” sagde hun lavmælt, ”er det Mudderblodspigen? Er det
Granger?”
”Ja, det er Granger!” råbte Lucius. ”Og vi mener, det er Potter, der står ved siden af
hende! Potter og hans venner, endelig fanget!”
”Potter?” skingrede Bellatrix og gik et par skridt baglæns for bedre at kunne tage Harry i
øjesyn. ”Er du sikker? Jamen så må Mørkets Herre da omgående have besked!”
Hun trak sit venstre ærme op; Harry så Mørkets Tegn ætset ind i huden på hendes arm,
og han vidste, at hun skulle til at røre det for at tilkalde sin elskede herre …
”Jeg skulle lige til at tilkalde ham!” sagde Lucius og greb ubehersket fat om hendes
håndled for at forhindre hende i at røre tegnet. ”Jeg hidkalder ham, Bella. Potter blev bragt
til mit hus og er derfor mit ansvar …”
”Dit ansvar!” hånede hun og prøvede at vriste sin arm ud af hans greb. ”Du mistede
ethvert ansvar, da din tryllestav blev konfiskeret, Lucius! Hvor vover du! Fjern dine
hænder fra mig!”
”Dette har intet m ed dig at gøre, det er ikke dig, der har fanget drengen …”

”Undskyld mig, hr . Malfoy,” afbrød Gråryg, ”men det var faktisk os, der fangede Potter,
og guldet tilkommer derfor rettelig os …”
”Guld!” lo Bellatrix, der stadig forsøgte at ryste sin svoger af sig, mens hun greb ned i
lommen efter sin tryllestav. ”Tag du bare dit guld, beskidte ådselsæder, hvad skal jeg dog
med guld? Jeg er kun ude efter æren af hans – af …”
Hun stivnede og stod bomstille med sine mørke øjne rettet mod noget, Harry ikke
kunne s e. Lykkelig over hendes pludselige medgørlighed gav Lucius slip på hende og trak
lynhurtigt sit eget ærme op …
”STOP!” skreg Bellatrix. ”Rør det ikke, vi går alle til grunde, hvis Mørkets Herre kommer
nu!”
Lucius stivnede med sin pegefinger i luften lige over sit brændemærke. Bellatrix
skridtede ud af Harrys begrænsede synsfelt.
”Hvad er der?” hørte han hende sige.
”Et sværd,” brummede en Snapper, Harry heller ikke kunne se.
”Giv mig det.”
”Det er ikke dit, frue, det er mit, for det var mig, der fandt det.”
Der lød et brag efterfulgt af et rødt lysglimt; Harry vidste, at Snapperen var ramt af en
Lammer. Der kom et brøl af vrede fra hans kumpaner: Scabior trak sin tryllestav.
”Hva’ har du gang i, kvindemenneske?”
”Lammer,” skreg hun, ”lammer!”
De kunne ikke måle sig med hende, selvom de var fire mod en; Harry vidste, at hun var
en fænomenal heks uden skyggen af samvittighed.
De faldt, hvor de stod, undtagen Gråryg, der var blevet tvunget ned i knælende stilling
med sine arme strakt ud foran sig. U d af øjenkrogen så Harry Bellatrix nærme sig varulven
med voksblegt ansigt og Gryffindors sværd knuget i hånden.
”Hvor fandt I det sværd?” hviskede hun til Gråryg og trak tryllestaven ud af hans slappe
greb.
”Hvor vover du?” snerrede han, for munden var det eneste, han kunne bevæge, da han
blev tvunget til at se op på hende. Han blottede sine spidse tænder. ”Slip mig fri, kvinde!”
”Hvor fandt du dette sværd?” gentog hun og svingede det foran hans ansigt. ”Snape
sendte det til min boks i Gringotts!”
”Det lå i deres telt,” raspede Gråryg. ”Og slip mig så!”
Hun gjorde et sving med sin tryllestav, hvorpå varulven sprang på benene igen, men nu
holdt han sig på afstand af hende og luskede om bag en lænestol, hvor han stillede sig med
sine modbydelige lange kl øer boret ind i ryglænet.
”Draco, flyt det rak udenfor,” sagde Bellatrix og nikkede hen mod de bevidstløse mænd.
”Hvis du ikke kan tåle at gøre det af med dem, så lad dem ligge ude på gårdspladsen, til jeg
kommer og tager mig af dem.”
”Vov ikke at tale s ådan til Draco …” begyndte Narcissa rasende, men Bellatrix råbte: ”Ti
stille! Situationen er mere alvorlig, end du kan forestille dig, Cissy! Vi har et meget stort
problem!”
Hun stod tungt åndende, mens hun så på sværdet og undersøgte dets skæfte så vendt e
hun sig mod de tavse fanger.
”Hvis det virkelig er Potter, så må der ikke ske ham noget,” mumlede hun nærmest
henvendt til sig selv end de andre. ”Mørkets Herre ønsker selv at gøre det af med Potter …
men hvis han opdager … jeg må … jeg må vide, om …”
Hun vendte sig igen mod sin søster.
”Fangerne skal sendes ned i kælderen, mens jeg tænker over, hvad der skal gøres!”
”Det er mit hus, Bella, og du skal ikke give ordrer i mit …”

”Gør bare, som jeg siger,” skreg Bellatrix. ”Du aner ikke, hvilken fare vi svæver i!” Hun
så både opskræmt og vanvittig ud; en tynd stribe af ild strømmede ud fra hendes tryllestav
og brændte hul i gulvtæppet.
Narcissa tøvede lidt, men så henvendte hun sig til varulven.
”Før disse fanger ned i kælderen, Gråryg.”
”Vent,” sagde Bellatrix skarpt. ”Alle undtagen … la mig se, undtagen
Mudderblodspigen.”
Gråryg udstødte et fornøjet grynt.
”Nej!” råbte Ron. ”Tag mig i stedet, behold mig!”
Bellatrix gav ham et slag over ansigtet, og lyden gav genlyd i stuen.
”Hvis hun dør under af høringen, skal jeg nok tage dig som den næste,” lovede hun. ”Jeg
ser ingen forskel på en blodforæder og en Mudderblodstøs. Før dem nedenunder, Gråryg.
Sørg for, at de er låst ordentligt inde, men gør ikke mere ved dem – endnu.”
Hun kastede Grårygs tilbage til ham og fandt en kort sølvkniv frem fra sine gevandters
gemmer. Så skar hun Hermione løs fra de andre fanger og trak hende ved håret ind midt i
stuen, hvorefter Gråryg holdt tryllestaven frem for sig og skød en usynlig, uimodståelig
kraft mod de sammen bundne, så de blev skubbet mod en anden dør og videre ud i en mørk
gang.
”Mon ikke hun lader mig få en bid af pigen, når hun er færdig med hende?” spandt
Gråryg, mens han tvang dem gennem korridoren. ”Jeg gætter på, at jeg nok skal få lov at
smage på hend e, gør du ikke, Røde?”
Harry kunne mærke Ron ryste. De blev tvunget ned ad en trappe, trin for trin; det var
kun med nød og næppe, at det lykkedes dem at kante sig frem uden at snuble i et
halsbrækkende fald, der ville trække alle med. For foden af trappe n var der en tung dør.
Gråryg låste den op ved at slå på den med tryllestaven, og så skubbede han dem ind i et
klamt, jordslået rum, hvor han efterlod dem i buldrende mørke. Genlyden fra braget, da
kælderdøren smækkede, var dårligt nok døet hen, før de hør te et frygteligt langtrukkent
skrig direkte ovenfra.
”HERMIONE!” brølede Ron, og så begyndte han at vride sig og kæmpe mod rebene, der
bandt dem sammen: Harry var ved at falde, så voldsomt ruskede Ro: ”HERMIONE!”
”Vær stille!” sagde Harry. ”Klap i, Ron, vi må finde en måde at …”
”HERMIONE! HERMIONE!”
”Vi må lægge en plan, hold op med at råbe – vi må se at få løsnet de reb …”
”Harry?” lød en hvisken i mørket. ”Ron? Er det jer?”
Ron holdt op med at råbe. De kunne høre, at nogen bevægede sig nærved, og s å kunne
Harry se en skygge komme tættere på.
”Harry? Ron?”
”Luna?”
”Ja, det er mig! Åh, jeg ville så nødig have, at I blev fanget!”
”Luna, kan du hjælpe os med at få rebene af?” spurgte Harry.
”Åh, ja, det tror jeg nok … vi har et gammelt søm, vi brug er, hvis vi skal slå et eller andet
i stykker … øjeblike …”
Hermione skreg igen i stuen lige over dem, og de kunne også høre Bellatrix skrige op,
men ordene druknede, for Ron råbte igen: ”HERMIONE! HERMIONE!”
”Hr. Ollivander?” kunne Harry høre Luna sige. ”Hr. Ollivander, har du sømmet? Hvis
du lige rykker en smule … jeg synes, det lå ved siden af vandkanden …”
Hun var tilbage få sekunder efter.
”I må hellere stå stille,” sagde hun.

Harry kunne mærke hende bore sømmet ind gennem rebets seje fibre for at lempe
knuderne op. Nu kunne de igen høre Bellatrix’ stemme et sted oppefra.
”Nu spørger jeg dig igen! Hvor fik I det sværd fra? Hvor ?”
”Vi fandt det – vi fandt det – NEEJ!” Hermione skreg igen; Ron kæmpede hårdere end
nogensinde, og Luna tabte det rustn e søm.
”Ron, du må altså stå stille!” hviskede hun. ”Jeg kan ikke se, hvad jeg laver …”
”Nede i min lomme!” sagde Ron. ”Deluminatoren ligger i min lomme, og den er fuld af
lys!”
Få sekunder efter lød der et klik, hvorpå lyskuglerne, som Deluminatoren ha vde suget til
sig fra lamperne i teltet, fløj ud i kælderen. Da de ikke kunne vende tilbage til deres
oprindelige kilde, blev de bare hængende som små sole, der fyldte det underjordiske rum
med lys. Harry så Luna, der var bleg og storøjet, han så tryllesta vsmageren Ollivanders
livløse skikkelse ligge sammenkrøbet på gulvet i et hjørne. Han drejede sig lidt og tog sine
medfanger i øjesyn: Dean og nissen Griphook, der knap nok var ved bevidsthed, men blev
holdt oprejst på grund af rebene, der bandt ham til me nneskene.
”Ja, nu er er det meget lettere, tak skal du have, Ron,” sagde Luna og genoptog sin
bearbejdning af rebene. ”Hej, Dean!”
Bellatrix’ stemme hørtes igen.
”Du lyver, din beskidte Mudderblodstøs, jeg ved det! Du har været inde i min boks i
Gringot tsbanken! Sig mig sandheden, sig sandheden!”
Endnu et frygteligt skrig.
”HERMIONE!”
”Hvad tog I ellers? Hvad har I mere? Sig mig sandheden, eller jeg sværger, at jeg
gennemborer dig med kniven!”
”Sådan!”
Harry mærkede rebene falde bort og vendte sig, mens han gned sine håndled – Ron var
allerede i fuldt løb rundt i kælderen, på jagt efter en eventuel faldlem i det lavloftede rum.
Dean blev skælvende stående med forslået, blodigt ansigt og sagde bare: ”Tak skal du
have!” til Luna, mens Griphook kollapse de på kældergulvet med et desorienteret og groggy
udtryk i sit mørklødede ansigt, der bar tydelige mærker efter voldsomme slag.
Ron prøvede nu at transferere sig ud, selvom han ingen tryllestav havde.
”Du kan ikke slippe ud herfra, Ron,” sagde Luna, mens hun betragtede hans nytteløse
anstrengelser. ”Kælderen er fuldstændig flugtsikker. Jeg prøvede også i begyndelsen, og hr.
Ollivander, der har været her i lang tid, han har prøvet alt.”
Hermione skreg igen; lyden martrede Harry som pisk. Knap nok bevidst om den
sydende smerte, der brændte gennem arret, gav han sig også til at løbe rundt og føle på
væggene efter et eller andet – han vidste ikke hvad – der kunne afsløre en flugtvej. Men
han vidste inderst inde, at det ikke nyttede.
”Hvad tog I mere, hvad me re? SVAR MIG! DOLOR!”
Hermiones skrig gav genlyd deroppefra, og Ron hulkede hæst, mens han hamrede sine
næver mod døren. I desperation greb Harry fat i æselskindsposen, han bar om halsen, og
stak famlende hånden ned i den: Han tog Lynet fra Dumbledore op og rystede det uden at
vide, hvad han egentlig håbede på, men intet skete; han viftede med de to halvdele af
Fønixstaven, men de forblev livløse; til sidst faldt spejlskåret glitrende ned på gulvet og
deri så han et glitm af det klareste blå.
Dumbledores øje så ud på ham inde fra spejlet.
”Hjælp os!” råbte han i vanvittig desperation. ”Vi er i familien Malfoys kælder, hjælp
os!”
Øjet blinkede og forsvandt.

Harry var ikke engang sikker på, at det virkelig havde været der. Harry vendte og
drejede skåret, men så kun deres fængsels vægge og loft spejlet i det. Ovenpå skreg
Hermione højere end nogensinde, og ved siden af ham brølede Ron: ”HERMIONE!
HERMIONE!”
”Hvordan kom I ind i min boks?” hørte de Bellatrix hyle. ”Var det den beskidte nisse i
kælderen, der hjalp jer?”
”Vi har først mødt ham her til aften!” hulkede Hermione. ”Vi har aldrig været inde i din
boks … det er ikke ægte det sværd! Det er kun en kopi, kun en kopi!”
”En kopi!” hvinede Bellatrix. ”Åh, meget sandsynligt!”
”Men det kan vi let få afgj ort,” lød Lucius’ stemme. ”Draco, hent nissen, han kan fortælle
os, om sværdet er ægte eller ej!”
Harry styrtede hen til Griphook, der lå sammensunken på gulvet.
”Griphook,” hviskede han ind i nissens spidse øre, ”du må fortælle dem, at sværdet er en
kop i, de må ikke vide, at det er ægte, Griphook, du må …”
Han kunne høre nogen komme løbende ned ad kældertrappen. I næste øjeblik hørtes
Dracos rystende stemme ude fra den anden side af døren.
”Træd tilbage. Stil jer op langs med den bageste væg. Hvis I pr øver på noget, dræber jeg
jer!”
De gjorde, som der blev sagt. Da låsen blev drejet, klikkede Ron på Deluminatoren og
sugede lyset tilbage i sin lomme, så kælderen igen henlå i mørke. Døren blev flået op, og
Malfoy trådte ind med tryllestaven holdt frem fo r sig, bleg og beslutsom. Han greb den lille
nisse i armen og slæbte Griphook med sig, da han bakkede ud igen. I samme sekund, døren
blev smækket, lød der et højt, vibrerende knald inde hos dem.
Ron klikkede på Deluminatoren. Tre lyskugler fløj op fra han s lomme og afslørede
husalfen Dobby, der netop havde transfereret sig ind i deres midte.
”DOB…!”
Harry slog Ron på armen for at afholde ham fra at råbe, og Ron så skrækslagen ud over
sit udbrud. De hørte fodtrin bevæge sig gennem stuen ovenover; det var Draco, der førte
Griphook til Bellatrix.
Dobbys enorme, tennisboldlignende øjne var spilet helt op; han skælvede fra fødderne
og op til det yderste af ørespidserne. Han var tilbage i sin gamle herres hus, og det fyldte
ham helt tydeligt med rædsel.
”Harr y Potter,” peb han med spæd, dirrende stemme. ”Dobby er kommet for at redde
dig.”
”Men hvordan kunne du …?”
Et grufuldt skrig druknede Harrys ord: Hermione blev torteret igen. Han fattede sig i
korthed:
”Kan du transferere dig væk fra kælderen her?” spu rgte han Dobby, der nikkede så
ivrigt, at ørerne daskede.
”Kan du også tage mennesker med dig?”
Dobby nikkede igen.
”Godt. Dobby, jeg vil bede dig om at tage Luna, Dean og hr. Ollivander og føre dem til –
til …”
”Hjem til Bill og Fleur,” sagde Ron. ”Muslingehytten i udkanten af Tinbjerg!”
Alfen nikkede for tredje gang.
”Og bagefter skal du komme tilbage,” sagde Harry. ”Kan du klare det, Dobby?”
”Selvfølgelig, Harry Potter,” hviskede den lille alf. Han skyndte sig hen til hr. Ollivander,
der knap n ok lod til at være ved bevidsthed. Dobby tog tryllestavsmagerens hånd i sin,

hvorefter han rakte sin anden hånd ud mod Luna og Dean, men ingen af dem bevægede
sig.
”Harry, vi vil gerne hjælpe dig!” hviskede Luna.
”Vi kan ikke efterlade dig her,” sagde De an.
”Af sted med jer, begge to! Vi ses hos Bill og Fleur.”
Mens Harry sagde det, begyndte det at gøre sindssygt ondt i hans ar; i nogle få sekunder
så han ned, ikke på tryllestavsmageren, men på en anden mand, der var lige så gammel,
lige så tynd, men hå nligt leende.
”Så dræb mig, Voldemort, jeg længes efter døden! Men min død vil ikke give dig, hvad
du søger … der er så meget, du ikke forstår …”
Harry mærkede Voldemorts raseri, men da Hermione skreg igen, lukkede han ham ude
og vendte tilbage til kælde ren og sin egen situations gru.
”Af sted med jer!” sagde Harry indtrængende til Luna og Dean. ”Af sted! Vi følger efter,
se nu bare at komme væk!”
De tog fat i alfens udstrakte fingre. Der lød et højt knald , hvorefter Dobby, Luna Dean
og Ollivander forsv andt.
”Hvad var det?” råbte Lucius Malfoy et sted ovenover. ”Hørte I det? Hvad var det for en
støj nede fra kælderen?”
Harry og Ron stirrede på hinanden.
”Nej, Draco, kald på Ormehale, så kan han gå ned og se efter!”
Nogen krydsede stuen over dem, dern æst blev der stille. Harry viste, at de folk, der
befandt sig i dagligstuen, lyttede efter flere lyde fra kælderen.
”Vi må prøve at overmande ham,” hviskede han til Ron. De havde intet valg; hvis den,
der om lidt trådte ind i kælderen, fik mulighed for at rapportere, at tre fanger manglede,
var det ude med dem. ”Lad lysene være,” tilføjede Harry, da de hørte nogen komme ned ad
trappen udenfor. De stillede sig parat på hver side af døren med ryggen mod væggen.
”Træd tilbage,” lød Ormehales stemme. ”Træd ti lbage fra døren. Jeg kommer ind.”
Døren fløj op. I brøkdelen af et sekund stirrede Ormehale ind i det tilsyneladende
tomme, men skærende oplyste kælderrum, hvor de tre små skinnende klodser svævede
rundt i luften. Så kastede Harry og Ron sig over ham. Ron greb fat i Ormehales arm med
tryllestaven og tvang den opad, mens Harry slog en hånd over hans mund for at dæmpe
hans skrig. De sloges helt uden lyd: Der fløj gnister far Ormehales tryllestav, og hans
sølvhånd lukkede sig om Harrys strube.
”Hvad var det så, Ormehale?” råbte Lucius Malfoy deroppefra.
”Intet!” råbte Ron tilbage med en nogenlunde efterligning af Ormehales fistelstemme.
”Alt i orden!”
Harry kunne dårligt trække vejret.
”Prøver du at dræbe mig?” sagde Harry halvkvalt, mens han af al magt fo rsøgte at tvinge
metalfingrene væk. ”Jeg, som har reddet dit liv? Du står i gæld til mig, Ormehale!”
Sølvfingrene slækkede grebet; det havde Harry ikke forventet, og han frigjorde sig
forbløffet, mens han stadig holdt sin hånd over Ormehales mund. Han så, hvordan den
rotteagtige mandslings små, rindende øjne pludselig var blevet store af frygt og
overraskelse. Det kom tilsyneladende lige så meget bag på Ormehale som på Harry, at
sølvhånden gav efter, at den tillod hans lille, blødhjertede tøven. Men Ormeha le gav sig
straks til at kæmpe endnu hårdere, som om han prøvede at eliminere den kortvarige
eftergivenhed.
”Og den tager vi,” hviskede Ron og snuppede Ormehales tryllestav ud af hans anden
hånd.

Pettigrews pupiller udvidede sig i rædsel, som han stod de r, hjælpeløs, uden tryllestav.
Han flyttede blikket fra Harrys ansigt til … sine egne sølvfingre, der bevægede sig
uafvendeligt mod hans egen strube.
”Nej …”
Harry handlede reflektorisk og prøvede at holde hånden tilbage, men den kunne ikke
standses. Sølvredskabet, som Voldemort havde givet sin fejeste tjener, vendte sig nu mod
sin afvæbnede og uduelige ejermand. Pettigrew led konsekvenserne af sin tøven, sin
impulsive barmhjertighedshandling. Han blev nu stranguleret lige for øjnene af dem.
”Nej!”
Ron havde også sluppet taget i Ormehale, og sammen med Harry prøvede han at trække
de knusende metalfingre tilbage fra Ormehales strube, men det nyttede ikke. Pettigrew
blev blå.
”Relashio!” sagde Ron med sin tryllestav rettet mod sølvhånden, men der skete
ingenting. Pettigrew faldt ned på knæ, og i samme øjeblik udstødte Hermione et
forfærdeligt skrig oppe fra stuen. Ormehales ansigt var mørkeviolet, han vendte det hvide
ud af øjnene, rystede i en sidste krampetrækning og blev stille.
Harry og Ron så på h inanden; de lod Ormehales lig ligge, hvor det lå, og løb op ad
trappen og tilbage gennem den mørke korridor til dagligstuen. De sneg sig forsigtigt hen til
stuedøren, der stod på klem. Herfra kunne de tydeligt se Bellatrix stirre ned på Griphook,
der holdt Gryffindors sværd i sine langfingrede hænder. Hermione lå ved hendes fødder.
Hun rørte sig næsten ikke.
”Nå?” sagde Bellatrix til Griphook. ”Er det det ægte sværd?”
Harry ventede med tilbageholdt åndedræt, mens han kæmpede mod den ætsende
smerte i arret .
”Nej,” sagde Griphook. ”Det er en forfalskning.”
”Er du sikker?” lød det tungt åndende fra Bellatrix. ”Helt sikker?”
”Ja,” sagde nissen.
Lettelsen var synlig i hendes ansigt, da alle spændinger forsvandt.
”Godt,” sagde hun. Med et henkastet sving af tryllestaven skar hun endnu et dybt sår i
nissens ansigt, så han faldt skrigende om for fødderne af hende. Hun sparkede ham til
side. ”Og nu,” sagde hun med en stemme, der dirrede af triumf, ”tilkalder vi Mørkets
Herre.”
Hun smøgede sit ærme op og lagde pegefingeren mod Mørkets Tegn.
Omgående føltes Harrys ar, som om der blev skåret dybt i det. Hans virkelige omgivelser
forsvandt: Han var Voldemort, og den mumie -tynde troldmand foran ham lo tandløst
spottende. Han mærkede raseriet over hidkaldelsen – han havde advaret dem, han havde
sagt til dem, at de ikke måtte hidkalde for noget som helst andet end Potter. Hvis de fejlede

”Dræb mig så!” forlangte den gamle mand. ”Du kommer ikke til a tvinde, du kan ikke
vinde! Den tryllestav vil aldrig nogensinde bl ive din …”
Voldemorts raseri brød ud i lys lue: Et grønt lysglimt fyldte fængselscellen, og den
skrøbelige gamle krop blev løftet op fra den hårde seng og faldt ned igen, livløs. Voldemort
vendte tilbage til vinduet, næsten ude af stand til at tæmme sit r aseri … de ville komme til
at få følgerne at mærke, hvis de ikke havde en god grund til at kalde ham tilbage …
”Og så tror jeg,” lød Bellatrix’ stemme, ”at vi er færdige med Mudderblodspigen. Gråryg,
du kan tage hende, hvis du vil.”
”NEEEEEEEEEEEEEJ!”
Ron brasede ind i dagligstuen; Bellatrix vendte sig chokeret; hun løftede sin tryllestav
mod ham …

”Expelliarmus!” brølede han og afvæbnede hende med Ormehales tryllestav; Bellatrix’
tryllestav fløj ud af hendes hånd og op i luften, hvor den blev grebet af Harry, der kom
sprintende efter Ron. Lucius, Narcissa, Draco og Gråryg havde alle hurtigt vendt sig om:
Harry råbte: ” Lammer!” Lucius Malfoy faldt om ved kamingulvet. Lysende glimt føg fra
Dracos, Narcissas og Grårygs tryllestave, men Harry undveg ved at kaste sig på gulvet og
rulle om bag en sofa.
”STOP, ELLER HUN DØR!”
Harry kiggede forpustet frem fra sit skjul bag sofaen: Bellatrix holdt den nærmest
bevidstløse Hermione oppe og pressede sin kortbladede sølvkniv mod hendes strube.
”Smid jeres tryllest ave,” hviskede hun. ”Smid dem eller få at se, hvor beskidt hendes
blod egentlig er?”
Ron var stivnet med Ormehales tryllestav knuget i hånden. Harry rejste sig op; han stod
stadig med Bellatrix’ tryllestav.
”Jeg sagde, smid dem!” hvinede hun og pressede bladet hårdere mod Hermiones hals;
Harry kunne se bloddråber komme til syne.
”Okay!” råbte han og smed Bellatrix’ tryllestav på gulvet ved siden af sig. Ron gjorde det
samme med Ormehales. De løftede deres hænder i overgivelse.
”Godt!” smilede hun ondt. ”Draco, saml stavene op! Mørkets Herre er på vej, Harry
Potter. Din død nærmer sig!”
Harry vidste det; hans ar sydede af smerte over det, og han kunne føle Voldemort flyve
over himlen fra et fjernt sted, over et mørkt, stormfuldt hav, og snart ville han v ære nær
nok til at transferere sig helt frem til dem. Harry kunne ikke se nogen udvej.
”Lad mig se,” sagde Bellatrix lavmælt, mens Draco hastigt var på vej tilbage med
tryllestavene. ”Cissy, jeg tror hellere, vi må binde de små helte igen, mens Gråryg tager sig
af frøken Mudderblod. Jeg kan ikke tro andet, end at Mørkets Herre vil unde dig pigen,
Gråryg, efter din indsats her til aften.”
Hun nåede dårligt at tale ud, før de hørte en underlig, skurrende lyd fra oven. Alle
kiggede op, og de nåede lige at se lysekronen ryste. Der fulgte en knagende lyd, og så
begyndte den at løsrive sig fra fatningen med en ildevarslende klirren i krystallerne.
Bellatrix stod direkte under den, hun smed Hermione og kastede sig sidelæns med et skrig.
Lysekronen styrtede i e t susende flad mod gulvet i et brus af raslende kæder og klirrende
krystaller og landede tungt ovenpå Hermione og nissen, der stadig knugede Gryffindors
sværd. Glitrende skår fløj i alle retninger og fik Draco til at knække sammen og slå
hænderne for sit b lodige ansigt.
Da Ron styrtede hen for at trække Hermione fri, tog Harry chancen; han sprang hen
over en lænestol, vristede de tre tryllestave ud af Dracos hånd og rettede dem alle tre mod
Gråryg, idet han råbte: ”Lammer!” Varulven blev kastet højt op i l uften ved kraften af den
tredobbelte besværgelse, han ramte loftet og faldt så ned på gulvet med et brag.
Mens Narcissa trak Draco væk fra farezonen, sprang Bellatrix hurtigt op igen og
svingede truende med sølvkniven i alle retninger, mens håret piskede om ansigtet på
hende. Men Narcissa var standset og pegede mod døråbningen.
”Dobby!” skreg hun og fik selv Bellatrix til at stivne. ”Du! Var det dig , der fik lysekronen
til at falde …?”
Den lillebitte alf trippede ind i rummet og pegede med en rystende fi nger på sin gamle
herskerinde.
”Du må ikke skade Harry Potter,” peb han.
”Dræb ham, Cissy!” skingrede Bellatrix, men hun lød der et højt knald, og så fløj
Narcissas tryllestav også op i luften og landede i den anden ende af stuen.

”Din beskidte lille abe!” hylede Bellatrix. ”Hvor vover du at tage en heks’ tryllestav, hvor
vover du at trodse dine herrer!”
”Dobby har ingen herre!” hvinede alfen. ”Dobby er en fri alf, og Dobby er kommet for at
redde Harry Potter og hans venner!”
Harrys ar gjorde ham bli nd af smerte. Han sansede svagt, at de kun havde et lille
øjeblik, ganske få sekunder, før Voldemort var hos dem.
”Ron, grib – og LØB!” råbte han og kastede en af tryllestavene til ham. Så bøjede han sig
ned for at trække Griphook fri af lysekronen. Han l øftede den jamrende nisse, der stadig
knugede sværdet, op over skulderen, greb Dobbys hånd og drejede på stedet for at
borttransferere sig selv og de andre.
Idet han snurrede sig ind i mørket, fangede han et sidste glimt af dagligstuen; blege,
stivnede sk ikkelser, Narcissa og Draco, et glimt af Rons røde hår og et sølvglimt af, da
Bellatrix’ kniv blev kastet gennem stuen mod det sted, hvordan han netop nu forsvandt …
Hjem til Bill og Fleur … Muslingehytten … hjem til Bill og Fleur …
Han havde borttransfe reret sig ud i det ukendte, og han kunne kun håbe, at det ville
være nok at gentage navn og destination. Smerten borede i hans pande, og vægten af
nissen tyngede ham; han kunne mærke klingen af Gryffindors sværd støde mod sin ryg.
Dobbys hånd trak i hans; han overvejede, om alfen mon prøvede at tage kontrollen og styre
dem i den rigtige retning, og så prøvede han, med et fingerklem, at vise, at det var okay
med ham …
Så fik de fast grund under fødderne og mærkede den salte havluft. Harry faldt ned på
knæ, slap Dobbys hånd og lempede forsigtigt Griphook ned på jorden.
”Er du okay?” spurgte han, da nissen rørte på sig, men Griphook klynkede bare.
Harry spejdede gennem mørket. Der så ud til at være et lille hus lidt fremme under den
store, stjernedækkede him mel, og han syntes også, han kunne se nogen bevæge sig uden
for det.
”Dobby, er det Muslingehytten?” hviskede han og knugede de to tryllestave, han havde
taget hjemme hos familien Malfoy; han var parat til at kæmpe, hvis her var flere fjender.
”Er vi komm et det rette sted hen, Dobby?”
Han drejede hovedet. Den lille alf stod mindre end en meter fra ham.
”DOBBY!”
Alfen svajede en smule; stjernerne blev spejlet i hans store, skinnende øjne. Både han og
Harry stirrede ned på sølvknivens skæfte, der stak ud af alfens skælvende bryst.
”Dobby – nej – HJÆLP!” skreg Harry mod det lille hus og de mennesker, der bevægede
sig omkring derhenne. ”HJÆLP!”
Han var ligeglad med, om de var troldmænd eller Mugglere, venner eller fjender; det
eneste, der optog ham, var de n mørke plet, der bredte sig over Dobbys bryst. Alfen rakte
bønfaldende sine tynde arme ud mod Harry, der greb ham og forsigtigt lagde ham ned på
siden i det kølige græs.
”Åh, nej, Dobby, du må ikke dø – du må ikke dø …”
Alfens øjne fandt hans, og dens l æber skælvede af anstrengelsen for at sige to ord.
”Harry … Potter …”
Og så gik der en rystelse gennem den lille skabning, før han lå helt stille med øjne, der
kun var store, blinde kugler, som reflekterede lyset fra alle stjernerne på himlen over dem.

Kapitel 24 -Tryllestavsmageren
Det var som at dale ned i et gammelt mareridt. I et kort øjeblik føltes det, som om han
knælede ved siden af Dumbledores lig for foden af det højeste tårn på Hogwarts, mens han
i virkeligheden stirrede ned på en lillebitte krop, der lå sammenkrummet i græsset,
gennemboret af Bellatrix’ kniv. Harry hørte sig selv gentage: ”Dobby … Dobby …” selvom
han vidste, at alfen nu var et sted, hvorfra han ikke kunne kalde den tilbage.
Efter et minuts tid gik det op for ham, at han trod s alt var kommet til det rette sted, for
her var Bill og Fleur, Dean og Luna, der samlede sig omkring ham, mens han knælede over
alfen.
”Hermione?” udbrød han pludselig. ”Hvor er hun?”
”Ron har båret hende indenfor,” sagde Bill. ”Hun skal nok klare sig.”
Harry så igen ned på Dobby. Han rakte hånden frem og trak det skarpe knivsblad ud af
alfens krop. Så tog han sin jakke af og lagde den over Dobby som et tæppe.
Havet slog brusende mod klipperne et sted i nærheden; Harry lyttede til det, mens de
andre ta lte sammen, traf beslutninger og diskuterede ting, som han ikke kunne tage sig af.
Dean bar den sårede Griphook ind i huset, mens Fleur skyndede på dem. Bill begyndte at
foreslå, hvordan de skulle begrave alfen, og Harry erklærede sig enig uden helt at vid e,
hvad det var, han sagde, for nu, hvor han sad her og så ned på den lille, livløse alf, brændte
den sydende smerte videre på hans pande, og med en del af sit sind så han, som gennem en
lang tunnel, Voldemort straffe dem, som var blevet tilbage hos famili en Malfoy. Hans
vrede var frygtelig, men Harrys sorg over Dobby gjorde den ligegyldig som en fjern storm
fra den anden side af et umådeligt stille ocean.
”Jeg vil gøre det på den rigtige måde,” var det første, Harry sagde, da han igen blev
nærværende. ”Ik ke med magi. Har du en spade?”
Kort efter gik han i gang, alene. Han gravede graven på det sted, de havde udpeget
allerbagest i haven mellem buskene. Han gravede med ildhu og nød den fysiske
anstrengelse, nød, at arbejdet ikke var lettet af magi, for hver eneste sveddråbe og hver
vabel føltes som en hyldest til alfen, der havde reddet deres liv.
Hans ar sved, men han kunne håndtere smerten; han mærkede den, men følte sig
alligevel afskåret fra den. Han havde endelig, langt om længe, lært at lukke sit sind for
Voldemort, præcis som Dumbledore havde bedt Snape om at lære ham. Ligesom
Voldemort ikke havde været i stand til at besætte Harry, da han var opslugt af sorg over
Sirius, kunne hans tanker heller ikke nå Harry nu, hvor han sørgede over Dobby. Det lod
til, at sorg holdt Voldemort ude … selvom Dumbledore sikkert ville have kaldt det
kærlighed.
Harry gravede videre, dybere og dybere i den hårde, kolde jord. Han opløste sin sorg i
sved og fornægtede smerten fra sit ar. I mørket var, hvor kun lyden af hans åndedrag og
det brusende hav holdt ham med selskab, vendte hændelserne hos familien Malfoy tilbage i
hans erindring. Alt, hvad han havde hørt, blev husket, og forståelsen af det, han huskede,
blomstrede frem i mørket …
Hans armbevægelsers faste rytme for plantede sig til hans tanker. Dødsregalier …
Horcruxer … Dødsregalier … Horcruxer … men han var ikke længere besat af den sære,
brændende længsel. Tab og frygt havde udslettet den følelse; det var, som om noget havde
vækket ham med en lussing.
Dybere og d ybere stod Harry i graven, og nu viste han, hvor Voldemort havde været i
nat, hvem han havde dræbt i den øverste celle i Nurmengard, og hvorfor …
Han tænkte på Ormehale, der døde på grund af en lille uvilkårlig impuls af medfølelse …
Dumbledore havde foru dset det … hvor meget mere havde han mon vidst?

Harry mistede fornemmelsen af tiden. Han så kun, at mørket var blevet en smule lysere,
da Ron og Dean sluttede sig til ham.
”Hvordan har Hermione det?”
”Bedre,” sagde Ron. ”Fleur tager sig af hende.”
Harr y havde allerede et svar parat, hvis de spurgte ham, hvorfor han ikke bare skabte en
perfekt grav med sin tryllestav, men det blev ikke nødvendigt. De to andre sprang ned i
hullet til ham, medbringende deres egne spader, og gav sig tavse til at grave samme n med
ham, indtil hullet var dybt nok.
Harry svøbte alfen ordentligt ind i sin jakke. Ron satte sig på gravens kant, tog sine sko
og sokker af og puttede dem på alfens bare fødder. Dean rakte en ulden hue frem, som
Harry forsigtigt puttede på Dobbys hoved ved at lempe den ud over de store flapører.
”Vi burde lukke hans øjne.”
Harry havde ikke hørt de andre komme derud i mørket. Bill var iført rejsekappe og Fleur
havde et stort hvidt forklæde med en lomme, hvorfra der stak en flaske op – Harry så, at
det var Skeletofix. Hermione var indhyllet i en lånt badekåbe, bleg og vaklende. Ron lagde
armen omkring hende, da hun nåede frem til ham. Luna, der var iført en af Fleurs frakker,
knælede ned og lagde nænsomt en finger på hvert af alfens øjenlåg og lukkede de m over
hans glasagtige blik.
”Så,” sagde hun blidt. ”Nu er det, som om han bare sover.”
Harry lagde alfen ned i graven og arrangerede hans spinkle lemmer, så det så ud, som
han bare lå og hvilede. Da det var gjort, steg han op og kastede et sidste blik n ed på den
lille døde alf. Han tvang sig selv til ikke at bryde sammen og huskede Dumbledores
begravelse, hvor de gyldne stole var sat frem, med ministeren for magi på forreste række,
med opremsningen af Dumbledores bedrifter og det fornemme hvide gravmonum ent af
marmor. Han syntes, at Dobby fortjente en lige så flot begravelse, men nu lå alfen her
mellem buskene i et udgravet hul.
”Jeg synes, vi skal sige noget,” lød det forsigtigt fra Luna. ”Jeg skal nok begynde, hvis
det er i orden.”
Mens de andre så på hende, gav hun sig til at tale til den døde alf på bunden af graven.
”Du skal have mange tak, fordi du reddede mig fra den kælder, Dobby. Det er så
uretfærdigt, at du skulle dø efter at have været så god og tapper. Jeg vil altid huske, hvad
du gjorde for os. Jeg håber, du er lykkelig nu.”
Hun vendte sig og kiggede opfordrende på Ron, der rømmede sig og sagde med
grådkvalt stemme: ”Ja … tak, Dobby.”
”Tak,” mumlede Dean.
Harry sank en klump.
”Farvel, Dobby,” sagde han, og det var alt, hvad han kunne få frem lige nu, men Luna
havde allerede sagt det hele for ham. Bill hævede sin tryllestav, og jordbunken ved siden af
graven hævede sig op i lugten og lagde sig pænt til rette over den som en lille, rødbrun
gravhøj.
”Har I noget imod, at jeg bliver her lidt ?” spurgte han de andre.
De mumlede ord, som han ikke fangede; han mærkede deres blide klap på sin ryg, og så
gik de langsomt tilbage til huset, mens Harry blev alene tilbage hos alfen.
Han så sig omkring. Blomsterbedene i haven var kantet med hvide sten , som havet
havde slebet bløde kanter på. Han samlede en af de største op og lagde den som en pude
over stedet, hvor Dobbys hoved nu hvilede. Så stak han hånden i lommen efter en
tryllestav.
Der var hele to. Det havde han helt glemt, det var gledet ud af hans erindring. Hvem
tilhørte de to stave? Han huskede noget om, at han havde flået dem ud af en eller andens

hånd. Han tog den korteste, fordi den føltes rarere at holde. Så rettede han den mod
stenen.
Langsomt, i takt med hans mumlende instrukser, skar dybe linjer sig ind i stenens
overflade. Han vidste, at Hermione kunne have gjort det pænere og sikkert også hurtigere,
men han ville selv lave sin markering, ligesom han selv ville grave graven. Da Harry igen
rejste sig op, stod der på stenen.
Her hviler Dobby, en fri alf.
Han så ned på sit værk i nogle sekunder. Så gik han væk, med smertende ar og sindet fuldt
af de tanker, der var kommet til ham, mens han stod i graven og skovlede, tanker, der
havde taget form i mørket, fascinerende og skræmmende.
De sad alle stadig i dagligstuen, da han trådte ind i den lille entré; deres opmærksomhed
var rettet mod Bill, der talte til dem. Stuen var lys, pæn og med et lille bål af drivtømmer
blussende i pejsen. Harry ville ikke svine gulvtæppet til med mudder, så han blev stående i
døråbningen og lyttede.
”… heldigt, at Ginny var hjemme på ferie. Hvis hun havde været på Hogwarts, kunne de
have taget hende, før vi nåede frem til hende. Nu ved vi da, at hun også er i sikkerhed.”
Han drejede hovedet og så Harry stå der .
”Jeg har fået dem alle væk fra Vindelhuset,” forklarede han. ”De er flyttet hjem til tante
Muriel. Dødsgardisterne ved, at Ron er med dig, så der er ingen tvivl om, at de vil gå efter
familien – det er ikke noget, du skal undskylde,” tilføjede han ved s ynet af Harrys
ansigtsudtryk. ”Det har hele tiden været et spørgsmål om tid. Far har sagt det i månedsvis.
Vi er den værste blodforræderfamilie, der findes.”
”Hvordan er de beskyttet?” spurgte Harry.
”Fideliusbesværgelsen. Far er hemmelighedsvogter. Vi h ar også kastet den over vores
eget hus, og her er det mig, der er hemmelighedsvogter. Ingen af os kan tage på arbejde,
men det spiller heller ingen større rolle i øjeblikket. Når Ollivander og Griphook er raske
nok, flytter vi også dem hjem til Muriel. Vor es hus er ikke særlig stort, men hun har masser
af plads. Griphooks ben er ved at hele; Fleur har givet ham Skeletofix, så vi kan sikkert
flytte dem om en time eller …”
”Nej,” sagde Harry, og Bill så helt forskrækket ud. ”Jeg har brug for dem begge her. J eg
må tale med dem. Det er vigtigt.”
Han hørte myndigheden i sin egen stemme, overbevisningen og målrettetheden, der var
kommet op i ham, mens han gravede Dobbys grav. Alle så forundret på ham.
”Jeg går ud og vasker mig,” sagde Harry til Bill og så ned p å sine hænder, der stadig var
dækket af mudder og Dobbys blod. ”Bagefter må jeg have lov til at tale med dem,
omgående.”
Han gik ud i det lille køkken, hen til køkkenvasken ved vinduet, der overskuede havet.
Daggryet brød frem over horisonten, svagt rosa og sart gyldent, mens han vaskede sine
hænder og fulgte den tankerække, der var opstået i hans hoved i den mørke have …
Dobby kunne ikke fortælle dem, hvem der havde sendt ham til kælderen, men Harry
vidste, hvad han havde set. Et skarpt blåt øje havde ki gget ud af spejlskåret, og hjælpen var
kommet. Hjælp vil altid blive givet på Hogwarts, til den, der beder om det.
Harry tørrede sine hænder, uimodtagelig for naturens skønhed uden for vinduet og døv
over for de andres lavmælte samtale i stuen. Han så ud over havet; her på denne gryende
dag følte han sig tættere end nogensinde på kernen i, hvad det hele handlede om.
Det blev ved med at svide i hans ar, og han vidste, at Voldemort var ved at nå til den
samme forståelse. Harry forstod, men dog forstod han i kke. Hans instinkt fortalte ham

noget, men hans hjerne noget andet. Den Dumbledore, han altid bar med sig i sit hoved,
smilede og betragtede Harry over sine fingerspidser, der var samlede som i en bøn.
Du gav Ron Deluminatoren. Du forstod ham … du gav ham en vej tilbage …
Du forstod også Ormehale … du vidste, at der var en smule anger hos ham et sted
inderst inde …
Men hvis du forstod dem … hvad vidste du så om mig, Dumbledore?
Er det meningen, at jeg skal vide, men ikke søge? Vidste du, hvor svært det ville blive
for mig? Er det derfor, du gjorde alt dette så vanskeligt? Så jeg ville få tid til at regne det
hele ud?
Harry stod stille med fjernt blik, han så mod punktet, hvor den lysende gyldne kant af
den strålende sol hævede sig over horisonten. Han s å ned på sine rene hænder og blev i et
kort øjeblik overrasket over viskestykket, han stod og holdt. Han lagde det fra sig og gik ud
i entréen, og netop som han gik, gav hans ar et aggressivt jag, hvorefter et glimt – flygtigt
som en guldsmeds flugt over v andoverfladen – af en gammelkendt bygnings silhuet skød
gennem hans sind.
Bill og Fleur stod ved foden af trappen.
”Jeg må tale med Griphook og Ollivander,” sagde Harry.
”Nej,” sagde Fleur. ”Du må vente, Harry. De er begge syge og trætte …”
”Beklager,” sagde han roligt, ”men det kan ikke vente. Jeg må tale med dem nu. I
enrum, hver for sig. Det haster.”
”Harry, hvad fanden foregår der?” spurgte Bill. ”Du dukker op her med en død husalf og
en halvt bevidstløs nisse. Hermione ser ud, som om hun er blevet udsat for tortur, og Ron
nægter at fortælle mig noget …”
”Vi kan ikke fortælle dig, hvad vi foretager os,” sagde Harry ligeud. ”Men du er medlem
af Ordenen, Bill, du ved, at Dumbledore gav os en mission. Vi må ikke tale med nogen
andre om det.”
Der kom et utålmodigt udbrud fra Fleur, men Bill så ikke på hende; han stirrede på
Harry. Hans dybt arrede ansigt var svært at aflæse. Til sidst sagde han: ”Godt, som du vil.
Hvem vil du først tale med?”
Harry tøvede. Han vidste, at hans beslutning havde konsekve nser. Der var næsten ingen
tid tilbage. Nu måtte han vælge: Horcruxer eller Dødsregalier.
”Griphook,” sagde Harry. ”Jeg vil tale med Griphook først.”
Hans hjerte hamrede, som om han lige havde løbet og forceret en enorm forhindring.
”Så kom med herop,” sagde Bill og viste vej.
Harry var gået flere trin op, før han standede og så sig tilbage.
”Jeg har også brug for jer to!” råbte han til Ron og Hermione, der havde stået og luret,
halvt skjulte, i døråbningen til stuen.
De kom begge ud i lyset med mærke ligt lettede miner.
”Hvordan går det med dig?” spurgte Harry Hermione. ”Du var fantastisk – tænk at finde
på den historie, når hun pinte dig sådan …”
Hermione smilede svagt, mens Ron lagde en arm om hende og gav hende et lille klem.
”Hvad skal vi nu, Ha rry?” spurgte han.
”Det skal du få at se. Kom med.”
Harry, Ron og Hermione fulgte Bill op ad den stejle trappe til den lille overetage med tre
døre.
”I kan tale herinde,” sagde Bill og åbnede døren til sit og Fleurs soveværelse. Også her
var der udsigt over havet, der nu glimtede gyldent i solopgangen. Harry gik hen til vinduet
og stillede sig med ryggen til den fantastiske udsigt og ventede med armene over kors,
mens han mærkede det svide i arret. Hermione tog plads i stolen ved siden af toiletbordet,

og Ron satte sig på armlænet. Så kom Bill ind til dem med den lille nisse i armene, som han
forsigtigt lagde ned på sengen. Griphook mumlede tak, hvorefter Bill forlod dem og
lukkede døren efter sig.
”Jeg er ked af sådan at jage dig ud af sengen,” sagde Ha rry. ”Hvordan går det med dine
ben?”
”Det gør ondt,” sagde nissen, ”men de er ved at gro sammen.”
Han klamrede sig stadig til Gryffindors sværd og havde et besynderligt ansigtsudtryk;
både stridbart og nysgerrigt. Harry lagde mærke til nissens gustne hud , hans lange, tynde
fingre og sorte øjne. Fleur havde taget hans sko af; hans lange fødder var beskidte. Han var
større end en husalf, men ikke meget. Hans kuplede hoved var til gengæld langt større end
et menneskes.
”Du husker det sikkert ikke …” sagde Harry.
”… at jeg var nissen, der viste dig til din boks, første gang du satte din fod hos
Gringotts?” sagde Griphook. ”Jeg husker det sandelig, Harry Potter. Selv blandt nisser er
du meget berømt.”
Harry og nissen betragtede hinanden, vurderede hinanden. Harry mærkede stadig den
svidende smerte på sin pande. Han ville gerne have denne samtale med Griphook overstået
hurtigt, men samtidig var han bange for at træde ved siden af. Mens han overvejede,
hvordan han bedst kunne komme ind på sin forespørgsel, brø d nissen stilheden.
”Du begravede alfen,” sagde han og lød uventet barsk. ”Jeg så dig fra vinduet i
soveværelset ved siden af.”
”Ja,” sagde Harry.
Griphook skævede til ham med sine skrå, sorte øjne.
”Du er en usædvanlig troldmand, Harry Potter.”
”På h vilken måde?” spurgte Harry og gned åndsfraværende sit ar.
”Du gravede graven.”
”Og hvad så?”
Griphook svarede ikke. Harry troede, at han skulle hånes for at opføre sig som en
Muggler, men han var faktisk ligeglad med, om Griphook billigede Dobbys grav eller ej.
Han samlede sig for at komme til sagen.
”Griphook, jeg må spørge dig …”
”Du reddede også en nisse.”
”Hvad?”
”Du bragte mig hertil. Reddede mig.”
”Ja, jeg håber ikke, du har noget imod det?” sagde Harry en smule utålmodigt.
”Nej, Harry Potte r,” sagde Griphook, mens han snoede sit tynde, sorte hageskæg om en
finger. ”Men du er en meget underlig troldmand.”
”Javel,” sagde Harry. ”Nå, men jeg har brug for hjælp, Griphook, og du kan hjælpe mig.”
Nissen gav intet tegn på imødekommenhed, men fort satte med at stirre på Harry med
rynket pande, som om han aldrig havde set nogen som ham før.
”Jeg har brug for at bryde ind i en boks hos Gringotts.”
Harry havde ikke tænkt sig at sige det så brat, men ordene røg bare ud af munden på
ham, da et jag skar igennem hans lynformede ar, og Hogwarts igen viste sig for hans indre
blik. Han lukkede sit sind, for han måtte tale færdig med Griphook først. Ron og Hermione
stirrede på ham, som om han var gal.
”Harry …” begyndte Hermione, men hun blev afbrudt af Grip hook.
”Bryde ind i en boks hos Gringotts?” gentog nissen og skar en lille grimasse, da han
vendte sig i sengen. ”Det er umuligt.”

”Nej, det er ej,” modsagde Ron ham. ”Det er gjort før.”
”Ja, det er rigtigt,” sagde Harry. ”Den samme dag, jeg mødte dig, G riphook. På min
fødselsdag for syv år siden.”
”Den pågældende boks var tom på det tidspunkt,” sagde Griphook strengt, og Harry
kunne høre, at selvom Griphook ikke længere var i Gringottsbanken, blev han stødt ved
tanken om, at dens sikkerhed var blevet br udt. ”Beskyttelsesniveauet var minimalt.”
”Tja, den boks, vi må have adgang til, er ikke tom, og jeg gætter på, at dens
sikkerhedsforanstaltninger er temmelig kraftige,” sagde Harry. ”Den tilhører familien
Lestrange.”
Han så Hermione og Ron veksle forblø ffede blikke, men der ville være tid til at forklare
dem alting, når først Griphook havde givet sit svar.
”I har ikke en chance,” sagde Griphook lakonisk. ”Overhovedet ikke den mindste
chance. ’Søger du efter andres penge’ …”
”’Tyv tag dig i agt …’ ja, jeg kan godt huske det,” sagde Harry. ”Men jeg søger ikke
andres penge, jeg prøver ikke at berige mig selv på andres bekostning. Kan du tro mig?”
Nissen skævede til Harry, og arret stak og sved som bare pokker, men han ignorerede
det, nægtede at give efter for smerten, og hvad der lå bag den.
”Hvis jeg skulle tro nogen troldmand på hans ord om, at han ikke søgte personlig
vinding,” sagde Griphook til sidst, ”ville det være dig, Harry Potter. Nisser og alfer er ikke
forvænte med den beskyttelse og res pekt, du har vist os i nat. Det forventer vi ikke af
tryllestavsbærere.”
”Tryllestavsbærere!” gentog Harry; ordet forekom ham mærkværdigt, og han studsede
over det, til trods for den distraherende smerte fra arret, til trods for, at Voldemort nu
vendte si ne tanker mod nord, og til trods for, at han brændte efter at stille nogle spørgsmål
til Ollivander i rummet ved siden af.
”Retten til at bære tryllestav,” sagde nissen lavmælt, ”tilfaldt for længe siden
troldmændene, men ikke uden indvendinger fra nisser ne.”
”Jamen nisserne kan da udføre magi uden tryllestave,” sagde Ron.
”Det er uvæsentligt! Troldmænd nægter at dele tryllestavens hemmeligheder med andre
magiske skabninger, de nægter os muligheden for at udvide vores kræfter!”
”Men nisserne vil da hell er ikke dele deres magi med andre,” sagde Ron. ”I fortæller ikke
os, hvordan I laver sværd og rustninger, sådan som I gør. Nisser kan bearbejde metal på en
måde, som ingen troldmand nogensinde har …”
”Det er ligegyldigt,” sagde Harry, der så Griphooks ans igt blive rødere. ”Det her handler
ikke om troldmænd mod nisser eller nogen andre magiske skabninger …”
Griphook udstødte en styg latter.
”Men det er jo lige netop, hvad det gør! I takt med at Mørkets Herre bliver mere og mere
magtfuld, får jeres race la ngt større magt over mig og mine fæller. Gringottsbanken
underkastes troldmændenes herredømme, husalfer myrdes, men hvem blandt
tryllestavsbærerne protesterer?”
”Vi gør!” sagde Hermione. Hun rettede sig op med skinnende øjne. ”Vi protesterer! Jeg
er lige så jaget som nisser og alfer, Griphook. Jeg er en Mudderblodspige!”
”Det må du ikke kalde dig selv …” mumlede Ron.
”Hvorfor må jeg ikke det?” spurgte Hermione. ”Jeg er Mudderblodsmenneske, og jeg er
stolt af det! Jeg har ingen højere rang i den nye samfu ndsorden, end du har, Griphook! Det
var mig, de valgte at underkaste tortur i familien Malfoys hjem!”
Hun trak badekåbens krave til side og afslørede det tynde snit, Bellatrix havde lavet –
det stod højrødt frem på hendes hals.

”Vidste du, at det var Har ry, der gjorde Dobby fri?” spurgte hun. ”Vidste du, at vi har
ønsket husalferne befriet i årevis?” (Ron sad uroligt og utilpas på armlænet ved siden af
Hermione). ”Vores ønske om at se Du -Ved -Hvem blive bragt til fald er lige så stærkt som
dit, Griphook!”
Nissen betragtede Hermione med den samme forundring, som han havde vist Harry.
”Hvad søger I dog i familien Lestranges boks?” spurgte han uden indledning. ”Sværdet
derinde er en forfalskning. Dette er det ægte.” Han så skiftevis fra den ene til den anden .
”Men det ved I allerede. Du bad mig om at lyve for dig, da vi blev holdt fanget, Harry
Potter.”
”Men det falske sværd er ikke det eneste i boksen, vel?” sagde Harry. ”Måske har du
også set andre ting derinde?”
Hans hjerte hamrede hurtigere end nogensin de. Han forstærkede sine anstrengelser for
at bide smerten fra arret i sig.
Nissen snoede atter skægget om sin finger.
”Det er imod vores regler at omtale Gringotts’ hemmeligheder. Vi er vogtere af
fabelagtige skatte. Vi er forpligtede over for de gensta nde, der er i vores varetægt,
genstande, som i mange tilfælde er frembragt af vores egen hænder.”
Nissen strøg sin hånd over sværdet, og hans sorte øjne gled fra Harry til Hermione og
Ron og så tilbage igen.
”Så unge,” sagde han til sidst, ”til at kæmpe mod så mange.”
”Vil du hjælpe os?” spurgte Harry. ”Vi har intet håb om at bryde ind uden en nisses
hjælp. Du er vores eneste chance.”
”Jeg vil … overveje det,” sagde Griphook med utålelig langsommelighed.
”Men …” begyndte Ron vredt; Hermione stak ham en albue mellem ribbenene.
”Tak,” sagde Harry.
Nissen bøjede sit store, kuplede hoved i anerkendelse af Harrys tak. Så bøjede han sine
korte ben under sig.
”Jeg tror,” sagde han, idet han demonstrativt lagde sig bedre til rette i Bill og Fleurs
seng, ”at Skeletofix har gjort, hvad den skulle. Nu kan jeg måske endelig få sovet. Tilgiv
mig …”
”Ja, selvfølgelig,” sagde Harry, men før han forlod rummet, bøjede han sig frem og tog
Gryffindors sværd fra nissens side. Griphook protesterede ikke, men Harry syntes , at han
fangede et fortrydeligt glimt i nissens øjne, da han lukkede døren til soveværelset.
”Lille nar,” hviskede Ron. ”Han nyder at holde os på pinebænken.”
”Harry,” hviskede Hermione, idet hun trak dem begge væk fra døren og ud midt i den
mørke gang. ”Tænker du, hvad jeg tror? Tror du, der er en Horcrux i familien Lestranges
boks?”
”Ja,” sagde Harry. ”Bellatrix blev rædselsslagen, da hun troede, vi havde været i boksen.
Hun var ude af sig selv. Hvorfor? Hvad troede hun, vi havde set, og hvad mere tro ede hun,
vi kunne have taget? Noget, hun var afsindigt bange for, at I -Ved -Hvem ville opdage var
væk.”
”Men jeg troede, vi skulle lede efter steder, hvor I -Ved -Hvem har været, steder, hvor han
har gjort noget betydningsfuldt?” sagde Ron forvirret. ”Hvad h an har nogensinde haft at
gøre i familien Lestranges boks?”
”Jeg ved ikke, om han nogensinde har været inde i Gringottsbanken,” sagde Harry. ”Han
ejede i hvert fald ikke noget guld som ung, for ingen efterlod ham noget. Men han må have
set banken udefra, den første gang han satte sine fødder i Diagonalstræde.”
Det dunkede i Harrys ar, men han ignorerede det. det var nødvendigt for ham at få Ron
og Hermione til at forstå dette med Gringottsbanken, før de talte med Ollivander.

”Jeg tror, han må have misund t enhver, der havde en nøgle til en boks hos Gringotts.
Jeg tror, han må have set det som et stærkt symbol på et tilhørsforhold til
troldmandssamfundet. Og glem ikke, at han stolede på Bellatrix og hendes mand. De var
hans mest trofaste tjenere før hans fa ld, og de søgte efter ham, da han forsvandt. Det sagde
han den nat, han vendte tilbage. Jeg hørte ham selv.”
Harry gned sig over arret.
”Men jeg tror ikke, han nogensinde har røbet for Bellatrix, at det er en Horcrux. Han
røbede jo heller aldrig dagbogen s hemmelighed for Lucius Malfoy. Han sagde sikkert kun,
at det var en ejendel med høj affektionsværdi, da han bad hende om at lægge den i sin
boks. Gringotts er det sikreste det sted i verden at placere noget, man ønsker at gemme,
uanset hvad det er, sagde Hagrid til mig … det sikreste sted … ud over Hogwarts.”
Da Harry var færdig med at forklare, rystede Ron på hovedet.
”Du forstår dig virkelig på ham!”
”Noget af ham,” sagde Harry. ”Lidt af hvert … jeg ville bare ønske, at jeg forstod
Dumbledore i samme grad. Men nu får vi se. Kom – videre til Ollivander.”
Ron og Hermione så forvirrede, men imponerede ud, da de fulgte med ham hen til
døren over for Bill og Fleurs soveværelse. Deres bank på døren blev besvaret med et svagt:
”Kom ind!”
Tryllestavsmageren lå på den ene af værelsets to senge, den længst væk fra vinduet. Han
var blevet holdt fanget i kælderen i mere end et år, og han var ved mindst én lejlighed
blevet udsat for tortur, vidste Harry. Han var frygtelig udtæret, og ansigtets knoglestruktur
frem stod skarp under den gullige hud. Hans store, sølvgrå øjne virkede enorme i de
indsunkne øjenhuler. Hænderne, der lå over tæppet, kunne lige så godt have siddet på et
skelet. Harry satte sig ved siden af Ron og Hermione på den tomme seng. Man kunne ikke
se solopgangen herfra. Værelset overskuede den højt beliggende have og den nygravede
grav.
”Hr. Ollivander, jeg er ked af at forstyrre,” sagde Harry.
”Min kære dreng,” lød Ollivanders svage stemme. ”Du reddede os. Jeg troede, vi skulle
dø i det aflukke. Je g kan aldrig … aldrig takke dig nok.”
”Vi var kun glade for at hjælpe.”
Harrys ar pulserede. Han vidste, uden skyggen af tvivl, at tiden var meget knap, hvis han
skulle overhale Voldemort på vej mod målet, eller prøve at forhindre ham i at nå det. Han
mæ rkede panikken stige op i sig … men han havde truffet sin beslutning, da han valgte at
tale med Griphook først. Under foregivelse af en ro, han ikke besad, famlede han i posen
om sin hals og fremdrog de to halvdele af sin knækkede tryllestav.
”Hr. Ollivan der, jeg har brug for lidt hjælp.”
”Hvad som helst jeg kan gøre for dig. Hvad som helst,” sagde tryllestavsmageren spagt.
”Kan du reparere denne stav? Er det muligt?”
Ollivander rakte en rystende hånd frem, og Harry lagde de knap nok sammenhængende
halv dele i hans åbne hånd.
”Kristtorn og Fønixfjer,” sagde Ollivander med dirrende stemme. ”Elleve tommer. God
og smidig.”
”Ja,” sagde Harry. ”Kan du …?”
”Nej,” hviskede Ollivander. ”Jeg er meget, meget ked af det, men en tryllestav, der har
lidt den grad a f skade, kan ikke repareres med nogen midler, jeg kender til.”
Harry var forberedt på dette svar, men det var ikke desto mindre et hårdt slag. Han tog
de to tryllestavsdele tilbage og lagde dem atter ned i posen om sin hals. Ollivander fortsatte
med at se direkte på posen, hvor den knækkede tryllestav var blevet puttet ned, og han

flyttede ikke blikket, før Harry havde fundet de to andre tryllestave frem, som han havde
taget med fra familien Malfoys herregård.
”Kan du identificere disse stave?” spurgte Harry.
Tryllestavsmageren tog den ene tryllestav og holdt den tæt op til sine slørede øjne, han
rullede den mellem sine knudrede, knoklede fingre og afprøvede forsigtigt dens bøjelighed.
”Valnød og dragehjertebånd,” sagde han. ”Tolv trekvart tommer. Ubøj elig. Denne
tryllestav tilhørte Bellatrix Lestrange.”
”Og denne?”
Ollivander foretog samme undersøgelse.
”Tjørn og enhjørningehår. Nøjagtig ti tommer. Nogenlunde elastisk. Dette var Draco
Malfoys tryllestav.”
”Var?” gentog Harry. ”Er det da ikke stadig hans?”
”Måske ikke. Hvis du tog den …”
”… det gjorde jeg …”
”… så er den måske din. Det spiller selvfølgelig en rolle, hvordan du tog den. Meget
afhænger også af staven selv, men generelt kan man sige, at når en tryllestav vindes,
ændrer den sit tilkny tningsforhold.”
Der blev stille i rummet, bortset fra den fjerne brusen af havet.
”Du taler om tryllestave, som om de har følelser,” sagde Harry. ”Som om de kan tænke
selv.”
”Tryllestaven vælger troldmanden,” sagde Ollivander. ”Det har altid stået klart for os,
der har studeret tryllestavskundskab.”
”Men man kan da godt bruge en tryllestav, selvom den ikke selv har truffet valget, ikke?”
sagde Harry.
”Jo, da, hvis man overhovedet kan kalde sig selv for troldmand, vil man være i stand til
at kanalisere sin magi ud gennem snart sagt ethvert instrument. Men de bedste resultater
udspringer altid af det nære slægtskab mellem troldmanden og tryllestaven. Den slags
forbindelser er komplekse; tryllestaven tager ved lære af troldmanden og troldmanden af
tryllest aven.”
Bølgerne slog ind mod kysten og trak sig ud i brændingen i en uendelighed, det var en
sørgmodig lyd.
”Jeg tog denne tryllestav fra Draco Malfoy med magt,” sagde Harry. ”Er det sikkert for
mig at bruge den?”
”Det vil jeg tro. Ejerskabet er styret af komplicerede lovmæssigheder, men den
overvundne tryllestav vil som regel bøje sig for sin nye herre.”
”Kan jeg så bruge denne her?” spurgte Ron og tog Ormehales tryllestav op af lommen.
Han rakte den til Ollivander.
”Kastanje og dragehjertebånd. Ni og en kvart tommer. Skrøbelig. Jeg blev tvunget til at
fremstille den til Peter Pettigrew kort efter min bortførelse. Ja, hvis du vandt den i kamp,
vil den sandsynligvis tjene dig godt – og bedre end nogen anden tryllestav.”
”Gælder alt dette for alle tryll estave?” spurgte Harry.
”Det mener jeg,” svarede Ollivander med sine udstående øjne rettet mod Harrys ansigt.
”Du stiller dybe spørgsmål, hr. Potter. Tryllestavskundskab er en kompleks gren af magien,
fuld af mysterier.”
”Så det er altså ikke nødvendigt at dræbe den tidligere ejer for virkelig at tage en andens
tryllestav i besiddelse?” spurgte Harry.
Ollivander sank en klump.
”Nødvendigt? Nej, jeg vil ikke sige, at det er nødvendigt at dræbe.”

”Men der er legender,” sagde Harry, mens hans hjerte begyn dte at slå hurtigere, og
smerten i arret blev stærkere; han var sikker på, at Voldemort havde besluttet sig for at
afprøve sin ide i praksis. ”Legender om en tryllestav – eller måske flere tryllestave – der er
gået fra hånd til hånd via mord.”
Ollivander blev bleg. Hans ansigt var lysegråt mod den snehvide pude, og hans øjne var
enorme, blodskudte og udspilede – det var frygt.
”Kun én tryllestav, vil jeg mene,” hviskede han.
”Og Du -Ved -Hvem er ude efter den, er han ikke?” spurgte Harry.
”Jamen – hvordan?” rallede Ollivander hæst og så hen på Ron og Hermione for at finde
støtte. ”Hvordan kan du vide det?”
”Han ville have dig til at fortælle, hvordan man overvinder forbindelsen mellem vores
tryllestave,” sagde Harry.
Ollivander så forfærdet ud.
”Du må forstå, at han torterede mig! Dolorosoforbandelsen – jeg – jeg havde intet andet
valg end at fortælle ham, hvad jeg vidste og kunne gætte mig til!”
”Det forstår jeg godt,” sagde Harry. ”Fortalte du ham om tvillingekernerne? Sagde du, at
det eneste, han skulle gøre, var at låne en anden troldmands tryllestav?”
Ollivander lod til at være opfyldt af gru, han virkede lammet over, hvor meget Harry
vidste. Han nikkede langsomt.
”Men det virkede ikke,” fortsatte Harry. ”Min tryllestav kunne stadig slå den lånte stav.
Ved du, hvordan det kan være?”
Ollivander rystede lige så langsomt på hovedet, som han netop havde nikket.
”Jeg har … aldrig hørt om sådan et tilfælde. Din tryllestav gjorde noget enestående den
nat. Tvillingekernernes forbindelse er uhyre s jælden, men hvorfor din tryllestav ødelagde
den lånte tryllestav, ved jeg ikke …”
”Lad os vende tilbage til den anden tryllestav, den, som skifter ejermand ved mord … Da
det gik op for Du -Ved -Hvem, at min tryllestav havde gjort noget mærkeligt, kom han
tilbage og stillede dig spørgsmål om den anden stav, gjorde han ikke?”
”Hvordan kan du vide det?”
Harry svarede ikke.
”Ja, han spurgte om den,” hviskede Ollivander. ”Han ville vide alt, hvad jeg kunne
fortælle om den tryllestav, der er kendt under navnene Dødsstaven, Skæbnestaven eller
Oldstaven.”
Harry skævede til Hermione. Hun så helt paf ud.
”Mørkets Herre,” sagde Ollivander i et lavmælt, angstfuldt tonefald, ”har altid været
tilfreds med den tryllestav, jeg lavede til ham – taks og Fønixfjer, tretten og en halv
tommer, men kun indtil han opdagede forbindelsen mellem tvillingekernerne. Nu søger
han en anden og mere magtfuld tryllestav, som er det eneste, han kan bruge til at
overvinde din.”
”Men han finder snart ud af, at min er ubehjælpeligt ødelagt, hvis ikke han allerede ved
det,” sagde Harry stille.
”Nej!” sagde Hermione opskræmt. ”Han kan ikke vide noget om det, Harry, hvordan
skulle han dog …?”
”Priori Incantatem,” sagde Harry. ”Vi efterlod din tryllestav og slåenstaven i Malfoys
hjem, Hermione . Hvis de undersøger dem ordentligt og får dem til at genskabe de
besværgelser, de sidst har kastet, vil de se, at din stav ødelagde min. Og bagefter vil de se,
at du forgæves prøvede at reparere den, og så går det op for dem, at jeg har brugt
slåenstaven lige siden.”

Den smule farve, hun havde fået i kinderne siden deres ankomst hertil, forsvandt igen.
Ron sendte Harry et bebrejdende blik og sagde: ”Skal vi ikke lade være med at bekymre os
om det lige nu …”
Men hr. Ollivander brød ind.
”Mørkets Herre sø ger ikke udelukkende Oldstaven for at overvinde dig, hr. Potter. Så
enkelt er det ikke længere. Nej, han er fast besluttet på at få den i sin besiddelse, fordi han
tror, at den i sandhed vil gøre ham usårlig.”
”Og vil den det?”
”Ejeren af denne stav må a ltid være beredt på et angreb,” sagde Ollivander, ”men jeg må
indrømme, at tanken om Mørkets Herre i besiddelse af Dødsstaven er absolut … storslået.”
Harry kom i tanke om, at han ved sit første møde med Ollivander havde været usikker
på, om han egentlig brød sig om manden eller ej. Selv nu, efter at Voldemort havde udsat
ham for tortur og indespærring, lod det til, at tanken om Mørkets Troldmand som besidder
af den uovervindelige tryllestav betog ham i lige så høj grad som den frastødte ham.
”Men, så – så tror du virkelig, at den eksisterer, hr. Ollivander?” spurgte Hermione.
”Åh ja,” sagde Ollivander. ”Ja, det er skam muligt at følge stavens vandring op gennem
historien. Der er naturligvis huller i forløbet, endda lange perioder, hvor den er usporlig,
m en den dukker altid op igen. Den har visse umiskendelige karakteristika, som enhver
lærd udi tryllestavskundskab vil kunne genkende. Der findes nedskrevne beretninger –
nogle af dem obskure – som jeg og andre tryllestavsmagere har gjort til vores
studieomr åde. Disse beretninger har et autentisk præg.”
”Men – tror du ikke, at det bare er et eventyr, eller en myte?” spurgte Hermione
håbefuldt.
”Nej,” sagde Ollivander. ”Om staven virkelig kun kan overdrages ved mord, ved jeg ikke.
At dens historie er blodig, skyldes måske kun det simple faktum, at den er så attråværdig,
og at den vækker så stærke følelser i troldmænd. Den er umådelig magtfuld og farlig i de
forkerte hænder, og den forbliver en genstand, der vækker dyb fascination i enhver, der
studerer trylle stavens kraft.”
”Hr. Ollivander,” sagde Harry, ”du fortalte Du -Ved -Hvem, at Gregorovitch havde
Oldstaven, gjorde du ikke?”
Ollivander blev, om muligt, endnu blegere. Han lignede et spøgelse. Så sank han en
klump og stammede:
”Men hvordan – hvordan kan d u …?”
”Det er ligegyldigt, hvordan jeg ved det,” sagde Harry og lukkede øjnene et kort øjeblik,
da arret gjorde sig aggressivt bemærket og viste ham et kort glimt af Hogsmeades
hovedgade, der stadig henlå i mørke på grund af landsbyens langt nordligere be liggenhed.
”Men du fortalte altså Du -Ved -Hvem, at Gregorovitch havde staven?”
”Det var et rygte,” hviskede Ollivander. ”Blot et rygte, fra mange år før, du blev født! Jeg
tror, det var Gregorovitch selv, der startede det. Du forstår nok, hvor nyttigt det var for
hans forretning, at han efter sigende studerede og kopierede Oldstavens kvaliteter!”
”Ja, det forstår jeg,” sagde Harry og rejste sig op. ”Hr. Ollivander, en sidste ting, før vi
går, så du kan hvile dig. Hvad ved du om Dødsregalierne?”
”Døds… -Døds… hvad?” spurgte tryllestavsmageren og så ganske forvirret ud.
”Dødsregalierne.”
”Jeg er bange for, at jeg slet ikke ved, hvad du taler om. Har det noget med tryllestavene
at gøre?”
Harry så på det indsunkne ansigt og følte sig sikker på, at Ollivand er ikke dækkede over
noget. Han kendte intet til Regalierne.

”Tak skal du have,” sagde Harry. ”Mange tak, fordi du ville tale med mig. Nu skal du få
fred til at hvile dig.”
Ollivander så martret ud, skyldbetynget.
”Han torterede mig!” gispede han. ”Dolo rosoforbandelsen … du har ingen anelse …”
”Jo,” sagde Harry. ”Tro mig, det har jeg! Hvil dig nu. Tak, fordi du fortalte mig alt
dette.”
Han tog Ron og Hermione med sig ud og ned ad trappen. Nedenunder fangede Harry et
glimt af Bill, Fleur, Luna og Dean i nde ved køkkenbordet, hvor de sad med tekopper foran
sig. De så alle op på Harry, da dukkede op i døråbningen, men han nikkede bare til dem og
fortsatte ud i haven med Ron og Hermione efter sig. Den rødlige jordhøj, der dækkede
Dobby, lå foran dem, og Harr y gik tilbage til den, mens smerten i hans hoved voksede og
voksede. Lige nu var det næsten ubærligt at kæmpe mod de syner, der trængte sig ind på
ham, men han vidste, at han måtte modstå dem et lille stykke tid endnu. Han ville meget
snart give efter, for han måtte have at vide, om hans teori var rigtig. Han skulle bare holde
stand længe nok til at forklare det for Ron og Hermione.
”Gregorovitch havde Oldstaven for længe siden,” sagde han. ”Jeg så I -Ved -Hvem lede
efter ham, og da han fandt ham, viste det sig, at Gregorovitch ikke længere havde staven –
Grindelwald havde nemlig for længst stjålet den. Hvordan Grindelwald opdagede at
Gregorovitch havde den, ved jeg ikke, men hvis Gregorovitch var dum nok til selv at sprede
rygtet, siger det næsten sig selv.”
Voldemort var nu fremme ved Hogwarts’ porte; Harry kunne se ham stå der, og han
kunne også se en lysende lygte blive båret nærmere og nærmere i mørket lige før daggry.
”Grindelwald brugte Oldstaven til at vinde magt, og da han nåede sin storhedstid,
erk endte Dumbledore, at ingen anden end han selv kunne standse ham, hvorefter duellen
mellem de to fandt sted. Dumbledore vandt og tog Oldstaven.”
”Tog Dumbledore Oldstaven?” udbrød Ron. ”Men – men hvor er den så nu?”
”På Hogwarts,” sagde Harry og kæmpede f or at blive hos dem der i haven på
klippetoppen.
”Så lad os da se at komme af sted!” sagde Ron ivrigt. ”Harry, vi må skynde os dertil og
tage den, før han gør det.”
”Det er for sent,” sagde Harry. Han kunne ikke længere beherske sig, men måtte gribe
sig til hovedet for at hjælpe det med at stå imod. ”Han ved allerede, hvor den er. Han er der
lige nu.”
”Harry!” sagde Ron rasende. ”Hvor længe har du vidst det – hvor længe har vi spildt
tiden? Hvorfor skulle du absolut tale med Griphook først? Vi kunne være taget af sted – vi
kan stadig nå det …”
”Nej,” sagde Harry og sank ned på knæ i græsset. ”Hermione har ret. Dumbledore
ønskede ikke, at jeg skulle hav eden. Han ønskede ikke, at jeg skulle tage den. han ville
have mig til at få fat i Horcruxerne.”
”Den uovervindelige tryllestav, Harry!” jamrede Ron.
”Den er ikke noget for mig … jeg skal finde Horcruxerne …”
Og nu blev alting køligt og mørkt. Solen var knap nok synlig i horisonten, da han
svævede frem ved siden af Snape, af sted over plænerne med kurs m od søen.
”Jeg slutter mig til dig på slottet om lidt,” sagde han med sin skingre, kolde stemme.
”Forlad mig nu.”
Snape bukkede og begyndte at gå tilbage ad stien med sin sorte kappe bølgende efter sig.
Harry gik langsomt og ventede på, at Snape forsvandt. Det gik ikke an, at Snape eller
nogen som helst anden så, hvor han skulle hen. Men der var ingen lys i slottets vinduer, og

han kunne skjule sig selv … et sekund senere havde han kastet en Desillusionsbesværgelse
over sig, så han var helt usynli g for andres blikke.
Han gik videre rundt langs søbredden og nød silhuetten af sit elskede slot, sit første
kongerige, sin retmæssige ejendom …
Og her var det så, ved siden af søen, spejlet i det mørke vand. Det hvide
marmormonument, en unødvendig plamag e på det gammelkendte landskab. Han
mærkede igen euforien stige op i sig, den berusende fornemmelse af målrettet
ødelæggelsestrang. Han hævede sin gamle takstræsstav; hvor passende, at dette skulle
blive dens sidste storslåede handling.
Gravmonumentet flæ kkede på langs og åbnede sig. Den indhyllede skikkelse var lige så
lang og tynd, som den havde været i levende live. Han hævede sin tryllestav igen.
Svøbet faldt til side. Ansigtet virkede gennemsigtigt, blegt, indsunket, men dog fuldendt
og velbevaret. D e havde ladet brillerne sidde på den krogede næse; han morede sig hånligt
over dette træk. Dumbledores hænder var foldet over brystet, og der lå den, knuget i hans
greb, begravet med ham.
Havde det gamle fjols forestillet sig, at marmor og død kunne besky tte staven? Havde
han troet, at Mørkets Herre ville vige tilbage i angst for at skænde hans grav? De
edderkoppeagtige fingre rakte frem og flåede tryllestaven ud af Dumbledores greb, og idet
han rørte den, føg gnisterne fra dens spids og regnede ned over l iget, som var dens sidste
ejermand. Nu var den endelig rede til at tjene sin nye herre.

Kapitel 25 -Muslingehytten
Bill og Fleurs lille hus stod ensomt på en klippetop, hvorfra man kunne se ud over havet.
Dets mure var hvidskurede med muslingeskaller in dlagt i mørtlen. Det var det smukkeste
og mest afsides sted, man kunne tænke sig. Ligegyldigt hvor Harry befandt sig, indenfor
eller udenfor i haven, kunne han høre den konstante brusen fra ebbe og flod; det var som
at høre et vældigt, slumrende dyrs ånded rag. Han tilbragte de næste par dage med at finde
på undskyldninger for at slippe væk fra trængslen i det lille hus. Han længtes efter klippens
udsigt med den åbne himmel og det vidtstrakte øde hav, han havde behov for at føle den
kolde, salte vind mod sit ansigt.
Beslutningen om ikke at gøre forsøget på at nå frem til Oldstaven før Voldemort var så
grænseoverskridende for Harry, at han stadig følte sig skræmt af den. Han kunne ikke
huske nogensinde før at have valgt ikke at handle. Han var fuld af tvivl, en tvivl, som Ron
ikke kunne lade være med at sætte ord på, hver gang de var sammen.
”Hvad nu, hvis Dumbledore ville have os til at regne det symbol ud tids nok til at få fat i
staven?” ”Hvad nu, hvis afkodningen af symbolet var noget, der skulle gøre os værdige til
at få Dødsregalierne?” ”Hvis det virkelig er Oldstaven, Harry, hvordan pokker skulle vi så
kunne gøre det af med Du -Ved -Hvem?”
Harry havde ingen svar. Der var øjeblikke, hvor han overvejede, om ikke det havde
været vanvid at afholde sig fra at forhindre Voldemort i at åbne gravmonumentet. Han
kunne ikke engang give en ordentlig forklaring på, hvorfor han havde besluttet ikke at gøre
det. For hver gang han prøvede at gentage tankerækken, der førte til hans beslutning, lød
argumenterne svagere.
Det mærkelige var, at Hermiones støtte gjorde ham lige så forvirret som Rons tvivl.
Tvunget som hun var til at acceptere, at Oldstaven fandtes, holdt hun nu strengt på, at den
var et ondskabens redskab, og at måden, Voldemort havde taget den i besiddelse p å, var så
frastødende, at det aldrig havde været et muligt valg for Harry at komme ham i forkøbet.
”Du kunne aldrig have gjort det, Harry,” sagde hun igen og igen. ”Du kunne aldrig bryde
ind i Dumbledores grav.”
Men tanken om Dumbledores døde krop skræmt e Harry mindre end tanken om, at han
måske havde misforstået den levende Dumbledores intentioner. Han følte, at han stadig
famlede i mørket; han havde valgt den sti, han ville følge, men han blev ved med at se sig
tilbage over skulderen og spekulerede på, om han havde fejltolket tegnene – skulle han
mon alligevel have valgt en anden vej? Det skete jævnligt, at vreden mod Dumbledore slog
ind over ham som de kraftige bølger, der slog mod klippen neden for det lille hus. Det var
en vrede over, at Dumbledore ik ke havde forklaret sig, før han døde.
”Men er han død?” sagde Ron, tre dage efter at de var ankommet til Muslingehytten.
Harry havde stået og stirret ud over mure, der afskærmede haven fra den rå klippe, da Ron
og Hermione fandt ham. Han ville ønske, at d e ikke var kommet herud, for han ville helst
være fri for at skulle tage stilling til deres diskussion.
”Ja, han er, Ron, lad nu være med at begynde på det igen!”
”Se dog på kendsgerningerne, Hermione,” sagde Ron og talte hen over hovedet på
Harry, der f ortsatte med at stirre ud mod horisonten. ”Sølvdåen. Sværdet. Øjet, som Harry
så i spejlet …”
”Harry indrømmer, at han måske bare forestillede sig øjet! Gør du ikke, Harry?”
”Det er en mulighed,” sagde Harry.
”Men det tror du ikke for alvor, vel?” spurg te Ron.
”Nej, det tror jeg ikke,” sagde Harry.
”Der kan du se!” sagde Ron hurtigt, før Hermione kunne fortsætte. ”Hvis ikke det var
Dumbledore, så forklar lige, hvordan Dobby kunne vide, at vi var i den kælder, Hermione?”

”Det kan jeg ikke – men kan du til gengæld forklare, hvordan Dumbledore sendte ham
ud efter os, hvis han ligger i et gravmonument på Hogwarts?”
”Næ, ikke sådan, men det kunne da have været hans spøgelse?”
”Dumbledore ville ikke komme tilbage i skikkelse af et spøgelse,” sagde Harry. H an
vidste måske ikke meget om Dumbledore, men det vidste han dog. ”Dumbledore ville
fortsætte.”
”Hvad mener du med ’fortsætte’?” spurgte Ron, men før Harry nåede at svare, lød en
stemme bag dem: ”Harry?”
Det var Fleur, der var kommet ud til dem; hendes lange, sølvblonde hår blafrede i
brisen.
”Harry, Griphook vil gerne tale med dig. Han er i le petit chambre , og han siger, at han
ikke vil have andre til at lytte med.”
Hendes uvilje mod nissen, der sendte hende ud med besked, var tydelig. Hun virkede
irritabel, da hun vendte sig og gik tilbage til huset.
Griphook ventede dem ganske rigtigt i det mindste af Muslingehyttens tre soveværelser,
hvor Hermione og Luna sov om natten. Han havde trukket de røde bomuldsgardiner for
vinduerne, hvilket gav en ulmend e effekt i værelset på grund af dagslyset fra den
overskyede himmel, der skinnede gennem stoffet – meget ulig resten af det luftige, lyse
hus.
”Jeg har truffet min beslutning, Harry Potter,” sagde nissen, der sad i skrædderstilling
på en lav stol og tromm ede med de lange fingre på armlænene. ”Til trods for, at nisserne i
Gringottsbanken vil opfatte det som usselt forræderi, har jeg besluttet at hjælpe dig.”
”Det er strålende!” sagde Harry dybt lettet. ”Tak, Griphook, vi er virkelig …”
”… mod,” fortsatte nissen uforstyrreligt, ”en vis betaling.”
”Hvor meget vil du have? Jeg har guld.”
”Ikke guld,” sagde nissen. ”Guld har jeg selv.”
Hans sorte øjne glitrede; der var intet hvidt i dem.
”Jeg vil have sværdet. Godric Gryffindors sværd.”
Harrys mod sank.
”Det kan du ikke få,” sagde han. ”Jeg beklager.”
”I så fald,” sagde nissen lavmælt, ”har vi et problem.”
”VI kan give dig noget andet,” sagde Ron ivrigt. ”Jeg tør vædde på, at familien Lestrange
har en masse ting, som du frit kan vælge imellem når vi før st har fået adgang til boksen.”
Det var ikke det rette at sige. Griphook rødmede af vrede.
”Jeg er ingen tyv, dreng! Jeg prøver ikke at tilrane mig skatte, jeg ikke har ret til!”
”Sværdet er vores …”
”Nej, det er ikke,” sagde nissen.
”Vi er Gryffindor er, og det var Godric Gryffindors …”
”Og før det blev Gryffindors, hvis var det så?” spurgte nissen og rettede sig op.
”Ingens,” sagde Ron. ”Det blev jo lavet til ham, ikke?”
”Nej!” skreg nissen, der dirrede af vrede, idet han rettede en lang pegefinger mod Ron.
”Troldmandsarrogance nok en gang! Det sværd tilhørte Ragnuk den Første, det blev taget
fra ham af Godric Gryffindor! Det er en stjålen skat, et mesterstykke af nissehåndværk! Det
hører til hos nisserne! Sværdet er prisen for min hjælp, det er op til jer, om I vil betale
den!”
Griphook stirrede rasende på dem. Harry så på de to andre og sagde: ”Vi er nødt til at
diskutere sagen, Griphook, hvis det er i orden med dig. Vil du give os fem minutter?”
Nissen nikkede bistert.

Da de var kommet nedenund er i den tomme dagligstue, gik Harry hen til pejsen; han
havde dybe rynker i panden, mens han prøvede at finde ud af, hvad de skulle gøre. Bag
ham lød det fra Ron: ”Han tror, han har fået skovlen under os. Vi kan ikke lade ham få det
sværd.”
”Er det sandt ?” spurgte Harry Hermione. ”Blev det sværd stjålet af Gryffindor?”
”Jeg ved det ikke,” sagde hun hjælpeløst. ”Troldmandshistorien glider ofte let hen over
det, som troldmænd har gjort mod andre magiske racer, men jeg er aldrig faldet over en
beretning om, at Gryffindor skulle have stjålet sværdet.”
”Det er bare en af de der nissevandrehistorier,” sagde Ron. ”Om, hvordan
troldmændene altid har været ude på at få overtaget på deres bekostning. Måske skulle vi
være taknemmelige for, at han ikke bad om en af vores tryllestave.”
”Nisser har god grund til at bære nag til troldmænd, Ron,” sagde Hermione. ”De blev
behandlet brutalt før i tiden.”
”Nisser er ikke ligefrem elskelige, nuttede små væsener, er de?” sagde Ron. ”De har også
moret sig med at nedslagte en masse af os. De har også spillet et beskidt spil.”
”Men det vil nok ikke gøre Griphook mere indstillet på at hjælpe os, hvis vi begynder at
skændes med ham om, hvilken race der er mest lumsk og voldelig, vel?”
Der var stille lidt, mens de overvejede en løsning på problemet. Harry så ud af vinduet
mod Dobbys grav. Luna var ved at sætte en buket strandasters i en syltetøjskrukke ved
siden af gravstenen.
”Okay,” sagde Ron, og Harry vendte sig om mod ham, ”hvad siger I så til det her: Vi
fortæller Griphook, at vi skal bruge sværdet, indtil vi kommer ind i boksen, og så kan han
få det. Der ligger en kopi af det derinde, ikke? Vi laver en hurtig ombytning og giver ham
det falske.”
”Ron, han kan bedre se forskel, end vi kan!” sagde Hermione. ”Han var den enest e, der
opdagede, at der var byttet om det på dem!”
”Jamen vi kan bare stikke af, før det går op for ham, at …”
Han krympede sig under det blik, hun sendte ham.
”Sådan et nummer,” sagde hun, ”er forkasteligt. Tænk at bede om hans hjælp og
bagefter snyde ham? Og så undrer det dig, at nisser ikke bryder sig om troldmænd, Ron?”
Rons ører var blevet røde.
”Okay, okay! Det var det eneste, jeg kunne finde på! Hvad foreslår du så?”
”Vi må finde noget andet at tilbyde ham, noget lige så værdifuldt.”
”Strålend e. Jeg smutter lige ud og henter et andet antikt nissesmedet sværd, og så kan
du pakke det ind i gavepapir!”
Der blev stille mellem dem igen. Harry vidste, at nissen ikke ville acceptere andet end
sværdet, om de så havde noget nok så værdifuldt, at tilbyd e i stedet. Men sværdet var
uundværligt for dem, det var deres eneste våben mod Horcruxerne.
Han lukkede øjnene et øjeblik og lyttede til havets brusen. Tanken om, at Gryffindor
havde stjålet sværdet, var ikke rar; Harry havde ellers altid været stolt af at være en
Gryffindor; Gryffindor havde været de Mugglerfødtes forkæmper, troldmanden, der var
gået imod den fuldblodselskende Slytherin.
”Måske lyver han,” sagde Harry og åbnede øjnene igen. ”Griphook, mener jeg. Måske
tog Gryffindor ikke sværdet. Hvorda n kan vi vide, om nissens historie passer?”
”Gør det nogen forskel?” spurgte Hermione.
”Det gør i hvert fald en forskel for min holdning til det,” sagde Harry.
Han trak vejret dybt.

”Vi må sige til ham, at han kan få sværdet på et tidspunkt, efter at h an har hjulpet os
med at komme ind i boksen, men vi må krybe uden om at fortælle ham, præcis hvornår
han kan få det.”
Et smørret smil bredte sig på Rons ansigt. Hermione, derimod så forskrækket ud.
”Harry, det kan vi ikke …”
”Han skal nok få det,” forts atte Harry, ”men det bliver efter, at vi har brugt det på alle
Horcruxerne. Jeg skal selv sørge for at overbringe ham det, når det andet er gjort. Jeg vil
holde mit ord.”
”Men det kan jo tage flere år!” sagde Hermione.
”Det ved jeg godt, men det behøver han ikke vide. Det er jo ikke det samme som … at
lyve.”
Harry mødte hendes blik med en blanding af trods og skam. Han huskede ordene, der
var indgraveret over porten til Nurmengard: I en højere sags tjeneste. Han skubbede
tanken fra sig. Der var jo ikke a ndet at gøre.
”Jeg bryder mig ikke om det,” sagde Hermione.
”Det gør jeg heller ikke,” indrømmede Harry.
”Ja, jeg synes, det er genialt,” sagde Ron og rejste sig igen. ”Lad os gå op og sige det til
ham.”
Da de var tilbage i værelset, gav Harry nissen tilbuddet, men sørgede for at formulere
det sådan, at der ikke var noget specifikt tidspunkt for overdragelsen af sværdet. Hermione
så sammenbidt ned i gulvet, mens han talte; han var irriteret på hende og bange for, at hun
skulle afsløre det hele. Men Gri phook så kun på Harry.
”Jeg har altså dit ord, Harry Potter, på, at du vil give mig Gryffindors sværd, hvis jeg
hjælper dig.”
”Ja,” sagde Harry.
”Så lad os give håndslag på det,” sagde nissen og rakte hånden frem.
Harry tog hans hånd som besegling af l øftet. Han spekulerede på, om de sorte øjne så
nogen vaklen i hans eget blik. Så slap Griphook sit tag, slog hænderne sammen og sagde:
”Godt. Lad os komme i gang!”
Det var som at planlægge infiltreringen af Ministeriet endnu en gang. De holdt
rådslagning i det mindste soveværelse, der efter Griphooks ønske blev holdt i halvmørke.
”Jeg har kun én gang besøgt familien Lestranges boks,” fortalte nissen. ”Det var ved den
lejlighed, jeg fik besked på at lægge det falske sværd derind. Det er en af de ældste
bok shvælvinger. De ældste troldmandsslægter har deres skatte gemt i de dybeste krypter,
hvor boksene er størst og bedst beskyttet …”
De blev inde på det lille værelse i timevis med døren låst. Dagene blev langsomt til uger.
Der opstod hele tiden nye probleme r, der skulle løses, ikke mindst problemet med den
betydelige indskrænkning i deres beholdning af Polyjuice -eliksir.
”Der er faktisk kun nok til én af os,” sagde Hermione og holdt den tykke,
mudderlignende eliksir op mod lampelyset.
”Det rækker,” sagde H arry, der var i færd med at studere Griphooks håndtegnede kort
over de dybeste gange.
De andre beboere i Muslingehytten kunne dårligt undgå at lægge mærke til, at der
foregik noget, for Harry, Ron og Hermione viste sig kun ved måltiderne. Men ingen stille de
spørgsmål, selvom Harry ofte mærkede Bills blik hvile på sig selv og de to andre, når de sad
omkring bordet – tankefuldt og bekymret.
Jo længere tid de tilbragte sammen, jo mere måtte Harry erkende, at han ikke brød sig
særlig meget om nissen. Griphook viste sig at være, uventet blodtørstig og lo råt ved tanken
om andre mindreværdige væsners smerte. Han lod også til at fryde sig ved tanken om, at

de måske kunne blive nødt til at skade andre troldmænd for at nå frem til familien
Lestranges boks. Harry ku nne mærke, at hans modvilje blev delt af de to andre, men det
var ikke noget, de diskuterede indbyrdes, de havde brug for Griphook.
Nissen spiste kun nødigt i selskab med de andre; da hans ben var helet, fortsatte han
endda med at bede om at få en bakke b ragt op til værelset ligesom den endnu meget svage
Ollivander. Men det fik en ende, da Bill (efter et udbrud fra Fleur) kom ovenpå for at give
ham besked på, at det nu måtte være slut med at spise for sig selv. Derefter sluttede
Griphook sig til de andre v ed trængslen omkring bordet, selvom han nægtede at spise
samme mad og insisterede på rå kødlunser, rødder og forskellige svampe.
Harry følte sig ansvarlig; det var trods alt ham, der havde krævet, at nissen skulle blive i
Muslingehytten, så han kunne udsp ørge ham. Det var i det hele taget hans skyld, at hele
familien Weasley var blevet drevet under jorden, og at Bill, Fred, George og hr. Weasley
ikke længere kunne gå på arbejde.
”Jeg er så ked af det,” sagde han til Fleur en blæsende aften i april, da han hjalp hende
med middagsmaden. ”Det har aldrig været mini mening, at I skulle komme til at lide under
alt det her.”
Hun havde lige sat nogle knive i sving med at skære bøffer ud til Griphook og Bill, der
havde foretrukket blodigt, rødt kød, siden han blev overfaldet af Gråryg, og mens knivene
hakkede og skar bag hende, mildnedes hendes ellers så irritable ansigtsudtryk.
”Harry, du reddede min søsters liv, det glemmer jeg aldrig.”
Det var ikke helt sandt, men Harry undlod at minde hende om, at Gabrielle a ldrig havde
været rigtigt i fare.
”Desuden,” fortsatte Fleur og rettede sin tryllestav mod en sovsegryde på komfuret, så
indholdet straks begyndte at boble, ”tager hr. Ollivander hjem til Muriel i aften. Det gør
alting lidt lettere. Og nissen,” hendes ans igt blev straks mere dystert, da hun nævnte ham,
”kan flytte nedenunder, så du, Ron og Dean kan få det værelse.”
”Vi har ikke noget imod at sove i stuen,” skyndte Harry sig at sige, fordi han vidste, at
Griphook ville tage det ilde op, hvis han skulle sov e på sofaen; det var afgørende for deres
plan, at nissen forblev tilfreds med tingene. ”Du skal ikke bekymre dig om os.” Og da hun
skulle til at protestere, fortsatte han: ”Du slipper også snart for os, altså, Ron, Hermione og
mig. Vi behøver ikke at blive her ret meget længere.”
”Mais , hvad kan du dog mene?” sagde hun med rynkede bryn, mens hun holdt sin
tryllestav rettet mod gryderetten, der nu hang svævende midt i luften. ” Naturellement skal
I da blive her, hvor I er i sikkerhed!”
Hun lignede fru Weasl ey en hel del i dette øjeblik, og han var glad, da bagdøren i det
samme gik op. Luna og Dean trådte ind, begge med hår, der var fugtigt af regnen, og
favnen fuld af drivtømmer.
”… og små bitte ører,” sagde Luna, ”lidt ligesom en flodhest, siger far, bare violet og
behåret. Og hvis man vil lokke dem til, skal man nynne en melodi; de foretrækker
valsetakt, ikke noget alt for livligt …”
Dean så en kende anspændt ud og sendte Harry et skævt blik, da han passerede for at
følge Luna ind i den kombinere spise -og opholdsstue, hvor Ron og Hermione var ved at
dække bord. Harry så sin chance for at slippe væk fra Fleurs spørgelyst og greb et par
kander græskarjuice, som han skyndte sig at bære derind.
”… og hvis du nogensinde kommer på besøg hos os, kan jeg vise di g hornet, som far
skrev og fortalte mig om. Jeg har ikke selv set det endnu; Dødsgardisterne fangede mig på
Hogwartsekspressen, så jeg nåede aldrig hjem til jul,” sagde Luna, mens hun og Dean lagde
pejsebrændet til rette i pejsen.

”Luna, vi har jo fortalt dig,” sagde Hermione til hende henne fra bordet, ”at det horn
eksploderede. Det kom fra en Erumpent, ikke en Krumhornet Snorkbøffel …”
”Nej, det var helt bestemt et Snorkbøffelhorn,” sagde Luna uforstyrreligt. ”Det fortalte
far mig. Det har sandsynligvis gendannet sig nu, for det er noget, de kan.”
Hermione rystede på hovedet og fortsatte med at lægge bestik ud. Nu kom Bill til syne
ude på trappen, hvor han var ved at hjælpe hr. Ollivander ned. Tryllestavsmageren så
stadig meget skrøbelig ud, og han klam rede sig til Bill, der holdt en stor kuffert i sin frie
hånd.
”Jeg vil savne dig, hr. Ollivander,” sagde Luna og gik hen til den gamle mand.
”I lige måde, min ven,” sagde Ollivander og klappede hende på skulderen. ”Du var en
usigelig trøst for mig i det grufulde fangehul.”
”Au revior, monsieur Ollivander,” sagde Fleur og kyssede ham på begge kinder. ”Jeg
tænker, om du mon kan medbringe en pakke fra mig til Bills tante Muriel? Jeg fik aldrig
returneret hendes tiara.”
”Det skal være mig en ære,” sagde hr. Ollivander med et lille buk, ”det er det mindste,
jeg kan gøre som gengæld for jeres venlige gæstfrihed.”
Fleur fandt en slidt fløjlsæske frem og åbnede den for at vise indholdet til
tryllestavsmageren. Tiaraen glitrede og strålede i lyset fra lampen.
”Månesten og diamanter,” sagde Griphook, der havde kantet sig ind i stuen, uden at
Harry havde bemærket det. ”Fremstillet af nisser, ikke sandt?”
”Og betalt af troldmænd,” sagde Bill stilfærdigt; nissen sendte ham et tvetydigt og
udfordrende blik.
En stær k blæst slog mod Muslingehyttens vinduer, da Bill og Ollivander begav sig ud i
aftenmørket. De andre klemte sig sammen omkring bordet, albue ved albue, og begyndte
at spise, selvom det næsten var umuligt at røre sig. Ilden knitrede i kaminen ved siden af.
Harry så, at Fleur sad og stak til maden og kiggede hen mod vinduerne hvert femte minut.
Men Bill var allerede tilbage, før de var færdige med første ret; hans lange hår var blevet
pjusket af vinden.
”Alting er, som det skal være,” sagde han til Fleur. ”O llivander er indkvarteret, og jeg
skulle hilse fra mor og far. Ginny sender også sine varmeste hilsner. Fred og George er ved
at drive Muriel til vanvid, fordi de stadig styrer deres Ugleordreservice fra hendes værelse
ud til gården. Men hun blev lidt opmu ntret, da hun fik tiaraen tilbage; hun sagde til mig, at
hun troede, vi have stjålet den.”
”Ah, hun er très charmante, din tante,” sagde Fleur vredt og svingede med sin tryllestav,
så de brugte tallerkener hævede sig op og stablede sig i luften over borde t. Hun tog dem og
marcherede ud i køkkenet.
”Min far har også lavet en tiara,” lød det fra Luna. ”Ja, måske nok mere en slags krone.”
Ron fangede Harrys blik og smilede smørret; Harry vidste, at han tænkte på den
løjerlige hovedbeklædning, de havde set, da de besøgte Xenophilius.
”Han prøver nemlig at genskabe Ravenclaws tabte diadem. Han mener, at han har fået
kopieret de fleste elementer, og det gjorde virkelig en forskel, da han puttede Billywig -
vingerne på den …”
Der blev banket på hoveddøren. Alle så hen mod den, og Fleur kom skræmt løbende ud
fra køkkenet; Bill sprang op og rettede sin tryllestav mod døren – Harry, Ron og Hermione
fulgte hans eksempel. Griphook gled lydløst ned under bordet for at gemme sig.
”Hvem der?” råbte Bill.
”Det er mig, R emus John Lupus!” råbte en stemme ude fra den hylende blæst. Harry
følte et sug af frygt; hvad var der sket? ”Jeg er en varulv, gift med Nymphadora Tonks, og

du, hemmelighedsvogteren i Muslingehytten, gav mig adressen og bad mig komme, hvis
der skulle opst å en nødsituation!”
”Lupus,” mumlede Bill og styrtede hen til døren. Han flåede døren op.
Lupus nærmest faldt ind over tærsklen. Han var hvid i ansigtet og klædt i en lang
rejsekappe. Det grånende hår var vindblæst. Han fik rettet sig op og kiggede sig o mkring
for at se, hvem der var til stede. Så råbte han: ”Det blev en dreng! Vi kalder ham Ted efter
Doras far.”
Hermione hvinede.
”Åååh, er det …? Tonks – har Tonks fået babyen?”
”Ja, ja, hun har fået babyen!” råbte Lupus. Rundt om bordet lød der henryk te udråb og
suk af lettelse. Hermione og Fleur hvinede i kor: ”Tillykke!” mens Ron gispede: ”Du
fredsens, en baby!” som om han aldrig havde hørt noget lignende før.
”Ja – ja – en dreng,” sagde Lupus igen, helt fortumlet af glæde. Han marcherede rundt
om b ordet og omfavnede Harry; det var, som om køkkenopgøret på Grumsted Plads aldrig
havde fundet sted.
”Du skal være gudfar,” sagde han, da han slap Harry.
”M -mig?” stammede Harry.
”Ja, selvfølgelig, dig – Dora er enig, ingen kunne være bedre …”
”Jamen – tak – du fredsens …”
Harry følte sig helt overvældet, forbløffet og henrykt. Bill skyndte sig ud for at hente vin,
mens Fleur gav sig til at overtale Lupus til at blive og drikke en skål.
”Jeg kan ikke blive så længe, jeg skal jo tilbage,” sagde Lupus og så glædestrålende rundt
på dem alle; han så pludselig meget yngre ud, end Harry nogensinde havde set ham. ”Tak,
tak, Bill.”
Bill fik hurtigt fyldt pokalerne hele raden rundt, de rejste sig op og hævede dem højt til
en skål.
”For Teddy Remus Lupus,” sagd e Lupus, ”en stor troldmand under optræning!”
”Hvem ligner han?” spurgte Fleur.
”Jeg synes, han ligner Dora, men hun synes, han ligner mig. Ikke så meget hår, det så
sort ud, da han lige var kommet til verden, men jeg synes altså, at det blev rødt en tim es tid
senere. Han er sikkert blevet helt lyshåret, når jeg kommer hjem. Andromeda siger, at
Tonks’ hår begyndte at skifte farve fra den dag, hun blev født.” Han bundede sin pokal.
”Åh, så lad gå,” sagde han og smilede, da Bill kom hen for at fylde den op igen.
Vinden fik det til at knirke og knage i det lille hus, hvor kaminens ild knitrede lunt, og
der gik ikke længe, før Bill åbnede endnu en flaske vin. Lupus’ gode nyhed adspredte dem
lidt og fik dem for et kort øjeblik til at glemme den undtagelsestils tand, de levede i.
Nyheden om, at et nyt liv var bragt til verden, var opløftende. Kun nissen forblev upåvirket
af den pludselige feststemning; efter et lille stykke tid luskede han tilbage til soveværelset,
som han nu havde fået for sig selv. Harry troede , han var den eneste, der bemærkede det,
indtil han så Bill følge Griphooks vandring op ad trappen med øjnene.
”Nej … nej … jeg må virkelig se at komme tilbage,” sagde Lupus til sidst og afslog at få
skænket mere vin. Han rejste sig op og trak sin rejseka ppe om sig. ”Farvel, farvel – jeg ser,
om jeg ikke kan komme forbi med et billede om nogle dage – de bliver alle så glade, når de
hører, at jeg har været her hos jer …”
Han fæstnede kappen, sagde farvel en sidste gang, gav kvinderne et knus og mændene
hån dtryk. Så gik han, stadig strålende som en sol, ud i det stormfulde mørke.
”Gudfar, Harry!” sagde Bill, mens de hjalp med at rydde bordet og var på vej ud i
køkkenet. ”Det er virkelig en ære! Tillykke!”

Man da Harry satte de tomme pokaler ned på køkkenbo rdet, skyndte Bill sig at lukke
døren for den livlige snak inde fra stuen, hvor de stadig fejrede begivenheden.
”Jeg har længe gerne villet tale med dig alene, Harry. Det har ikke været så let at finde
en lejlighed til det med huset fuldt af mennesker.”
Bill tøvede.
”Harry, du planlægger et eller andet sammen med Griphook.”
Det var en konstatering, ikke et spørgsmål, så Harry gjorde intet for at benægte det, men
så blot afventende på Bill.
”Jeg kender nisser,” sagde Bill. ”Jeg har arbejdet i Gringottsb anken, lige siden jeg gik ud
af Hogwarts. Så vidt som der kan herske venskab mellem nisser og troldmænd, har jeg
venner blandt nisserne – eller i det mindst findes der nisser, jeg kender godt og bryder mig
om.” Bill tøvede igen. ”Harry, hvad er det, du øns ker af Griphook, og hvad har du lovet
ham til gengæld?”
”Det kan jeg ikke fortælle dig,” sagde Harry. ”Beklager, Bill.”
Køkkendøren gik op bag dem; Fleur var på vej ud med flere tomme pokaler.
”Vent lige,” sagde Bill til hende. ”Bare et lille øjeblik.”
Hun bakkede ud, og han lukkede døren igen.
”Så bliver jeg nødt til at sige det, som det er,” fortsatte Bill. ”Hvis du har slået en form
for handel af med Griphook, og især hvis den handel indbefatter værdier, må du træde
meget varsomt. Nissers opfattelse af ejerskab, betaling og tilbagebetaling stemmer ikke
overens med menneskers.”
Harry kunne mærke ubehaget ved situationen stige op i sig som en lille slange, der vred
sig gennem ham.
”Hvad mener du?” spurgte han.
”Vi taler om to vidt forskellige racer og normsæt,” sagde Bill. ”Forholdet mellem
troldmænd og nisser har været spændt gennem århundreder – men det ved du jo fra
Magiens Historie. Fejltrin er blevet begået fra begge sider, og jeg vil ikke påstå, at
troldmænd har været uskyldige. Men der findes den fremherskende opfattelse blandt
nisserne, måske især blandt Gringotts -nisserne, at man ikke kan stole på troldmænd i
handler med guld og værdier. De mener ikke, at vi respekterer nissernes ejendom.”
”Jeg respekterer da …” begyndte Harry, men Bill ryst ede på hovedet.
”Du misforstår mig, Harry, og det vil enhver gøre, som ikke har levet blandt nisser. I
nissernes verden er det sådan, at skaberen er den eneste retmæssige ejer af et givent
objekt, ikke køberen . Alle nissefremstillede ting forbliver, i nis sernes øjne, retmæssigt
deres.”
”Men hvis de sælger det …”
”… så regner de det kun for at være midlertidigt udlejet til den, der betaler for det med
penge. Men de har meget sværd ved at acceptere tanken om nissefremstillede genstande,
der nedarves fra troldmand til troldmand. Du så vel Griphooks ansigt, da han fik øje på
tiaraen? Han misbilliger det. Jeg er sikker på, at han, ligesom de mest stridbare af hans
slags, mener, at den burde være returneret til nisserne, da den oprindelige køber døde.
Vores v ane med at beholde nissefremstillede objekter som arvegods uden yderligere
betaling betragter de som gement tyveri.”
Nu var Harry fuld af bange anelser; han tænkte på, om Bill mon vidste mere, end han
gav udtryk for.
”Jeg siger bare,” sluttede Bill og la gde hånden på døren ind til stuen, ”at du skal være
varsom med, hvad du lover nisser, Harry. Det ville være mindre farligt at bryde ind i
Gringotts end at løbe fra sit løfte til en nisse.”

”Okay,” sagde Harry, idet Bill åbnede døren. ”Jeps, tak for oplysn ingen. Jeg skal nok
huske på det.”
Da han fulgte efter Bill ind til de andre, slog en ironisk tanke ned i ham, utvivlsomt
affødt af den vin, han havde drukket. Han syntes pludselig, at han var godt på vej til at
udvikle sig til en lige så dumdristig gudfa r til Teddy Lupus, som Sirius Black havde været
for ham.

Kapitel 26 -Gringottsbanken
Planen var lagt, forberedelserne gjort; inde i det lille soveværelse lå et enkelt langt, groft,
sort hår (Fundet på den trøje, Hermione havde haft på på familien Malfoy s herregård)
krøllet sammen i en glasflaske på kaminhylden.
”Du skal endda bruge hendes egen tryllestav,” sagde Harry og nikkede mod
valnøddestaven, ”så mon ikke du bliver ret overbevisende.”
Det virkede, som om Hermione var bange for, at tryllestaven vi lle stikke eller bide
hende, da hun samlede den op.
”Jeg hader den tingest,” mumlede hun. ”Jeg hader den virkelig. Den føles helt forkert,
den virkelig ikke ordentligt for mig … det er som at holde en del af hende .”
Harry kunne godt huske, hvordan Hermio ne havde trukket på skulderen af hans afsky
for slåenstaven og antydet, at det var indbildning, hvis han ikke syntes, den virkede lige så
godt som hans egen. Hun havde endda sagt, at han bare skulle øve sig lidt mere. Men han
lod være med at minde hende om det; aftenen før de skulle gøre forsøget på at trænge ind i
Gringotts, forekom ikke at være det rette tidspunkt at støde hende fra sig.
”Det skal alt sammen nok hjælpe dig til at komme ind i rollen,” sagde Ron. ”Tænk bare,
hvad den tryllestav har udrette t!”
”Det er netop problemet,” sagde Hermione. ”Den tryllestav har torteret guderne må vide
hvor mange mennesker, blandt andet Nevilles mor og far! Det er den tryllestav, der dræbte
Sirius!”
Det var slet ikke faldet Harry ind; han så ned på tryllestaven o g blev grebet af en
pludselig trang til at knække den og skære den i småstykker med Gryffindors sværd, der
stod lænet op ad væggen ved siden af ham.
”Åh, hvor jeg savner min tryllestav,” sagde Hermione ulykkeligt. ”Jeg ville ønske, at hr.
Ollivander også kunne lave mig en ny.”
Hr. Ollivander havde sendt en ny tryllestav til Luna her til morgen. Lige nu stod hun i
baghaven og afprøvede dens spændvidde under en sen eftermiddagssol. Dean så temmelig
dyster ud, for han havde også mistet sin tryllestav, da Sna pperne tog den fra ham.
Harry så ned på tjørnestaven, der engang havde tilhørt Draco Malfoy. Til sin glæde og
overraskelse havde han opdaget, at den fungerede mindst lige så godt i hans hånd, som
Hermiones tryllestav havde gjort. Harry kunne godt huske, h vad Ollivander havde fortalt
om tryllestavenes dunkle natur, og derfor mente han også at vide, hvad Hermiones
problem var: Hun havde ganske enkelt ikke vundet valnøddestavens troskab ved selv at
erobre den fra Bellatrix.
Døren til værelset blev åbnet, og Griphook kom ind. Uden at tænke over det rakte Harry
instinktivt ud efter sværdet og trak det til sig, men han fortrød omgående sin handling.
Han kunne se, at nissen havde bemærket det. I et forsøg på at camouflere den pinlige
situation skyndte Harry sig a t sige: ”Vi er lige ved at tjekke de sidste ting, Griphook. Vi har
sagt til Bill og Fleur, at vi tager af sted i morgen, og at de ikke skal stå op for at vinke
farvel.”
På det punkt havde de været meget bestemte, for Hermione måtte forvandle sig til
Bella trix, før de tog af sted, og jo mindre Bill og Fleur vidste eller anede om deres
forehavende, jo bedre. De havde også sagt til dem, at de ikke kom tilbage i denne omgang.
De havde mistet Perkins’ gamle telt, men Bill havde lånt dem et andet, og det var nu pakket
ned i perletasken, som Hermione, til Harrys benovelse, havde reddet fra Snapperne ved
rådsnart at stoppe den ned i sin sok.
Selvom han ville savne Bill, Fleur, Luna og Dean samt ikke at forglemme al den hjemlige
bekvemmelighed, de havde nydt de sid ste par uger, så Harry frem til at slippe for
Muslingehyttens trange rammer. Han var træt af altid at skulle passe på, at ingen lyttede til

deres samtaler, træt af at være spærret inde i det lille, mørke soveværelse. Og mest af alt så
han frem til at slipp e for Griphook; præcis hvordan og hvornår de kunne tage afsked med
nissen uden at give ham sværdet endnu, var dog stadig et problem, som Harry ikke havde
løst. Det havde været umuligt for dem at finde frem til en lempelig måde at gøre det på, for
nissen lo d sjældent Harry, Ron og Hermione være alene i mere end fem minutter ad
gangen. ”Min mor er en amatør i forhold til ham,” knurrede Ron, da nissens lange fingre
konstant kravlede frem om dørenes kanter. Med Bills advarsel i frisk erindring kunne
Harry ikke lade være med at mistænke Griphook for ikke at stole på dem. Og Hermione var
så inderligt imod en omgåelse af aftalen med Griphook, at Harry havde opgivet at spørge
hende, hvordan de bedst kunne krybe udenom. Det bedste, Ron kunne finde på ved de
sjældne G riphookfri lejligheder, der opstod, var meget svævende: ”Vi må bare improvisere
os frem, kammerat.”
Harry sov dårligt den nat. Han lå vågen i timevis og huskede, hvordan han havde haft
det, natten før de infiltrerede Ministeriet for Magi; han havde været beslutsom, endda
spændt. Nu var han plaget af bange anelser og nagende tvivl; han kunne ikke gøre sig fri af
tankerne om, at det hele kunne gå frygteligt galt. Han blev ved med at forsikre sig selv om,
at deres plan var god, at Griphook vidste, hvad der ve ntede dem, og at de var grundigt
forberedt på enhver forhindring, de måtte møde. Men han følte sig alligevel skidt tilpas. Et
par gange hørte han Ron vende og dreje sig i sengen, og han var sikker på, at han også lå
vågen, men da de sov i samme rum som Dea n, lod Harry være med at sige noget.
Det var en lettelse, da klokken blev seks, så de kunne smutte ud af deres soveposer,
klæde sig på i halvmørket og liste ud i haven, hvor de skulle mødes med Hermione og
Griphook. Det var køligt i den tidlige morgenstun d, men vinden var ikke så strid her i maj
måned. Harry så op på stjernerne, der stadig glitrede blegt på den mørke himmel, og han
lyttede til havet, der skiftevis slog mod klippen og blev suget tilbage i brændingen. Den lyd
ville han komme til at savne.
Små, grønne spirer var skudt op gennem den røde muld på Dobbys grav; om et års tid
ville den lille jordhøj være dækket af blomster. Den hvide sten, der bar alfens navn, havde
allerede fået et vejrbidt udseende. Nu så han, at de ikke kunne have fundet et smu kkere
sted at lægge Dobby til hvile, men Harry følte alligevel en smertelig bedrøvelse ved tanken
om at efterlade ham her. Mens han stod og så ned på graven, begyndte han igen at
spekulere på, hvordan alfen mon havde vidst, hvor han skulle tage hen for at redde dem.
Harry stod åndsfraværende og rørte ved den lille pose, der hang om hans hals, og gennem
skindet kunne han mærke det skarpe spejlskår, hvori han var sikker på, at have set
Dumbledores øje. Så vendte han sig hurtigt om ved lyden af en dør, der ble v åbnet.
Bellatrix Lestrange kom marcherende hen over græsset i selskab med Griphook. I farten
stak hun den lille perletaske i inderlommen på endnu et sæt gamle gevandter fra huset på
Grumsted Plads. Selvom Harry udmærket vidste, at det var Hermione, kunn e han ikke lade
være med at gyse af afsky. Hun var højere end han, og det lange, sorte hår bølgede ned over
hendes ryg. De mørke øjne havde et konstant ringeagtende udtryk under de tunge øjenlåg,
men da hun begyndte at tale, kunne han tydeligt høre Hermion e skinne igennem Bellatrix’
dybe stemme.
”Hun smagte afskyeligt, meget værre end Gurdyrødder! Nå, Ron, kom så her, så jeg kan
ordne dig …”
”Okay, men husk, at jeg ikke vil have skægget for langt …”
”For himlens skyld, det handler ikke om at se godt ud …”
”Det er ikke derfor, det er bare, fordi det kommer i vejen! Men jeg kunne godt tænke
mig en lidt kortere næse, prøv at gøre det, ligesom du gjorde sidst.”

Hermione sukkede og begyndte sit værk, lavmælt mumlende mens hun forandrede
forskellige træk ved Rons udseende. Han skulle have en fuldstændig falsk identitet, og de
satsede på, at Bellatrix’ ondsindede udstråling ville dække over ham et langt stykke ad
vejen. I mellemtiden skulle Harry og Griphook holde sig skjult under usynlighedskappen.
”Så,” sag de Hermione, ”hvordan synes du, han ser ud, Harry?”
Man kunne lige ane Ron under maskeringen, men Harry tænkte, at det kun var, fordi
han kendte ham så godt. Rons hår var blevet langt og bølget, han havde fået tæt, brunt
skæg og overskæg, ingen fregner, b red næse og tykke øjenbryn.
”Tja, han er ikke lige min type, men han går an,” sagde Harry. ”Skal vi så se at komme af
sted?”
De kastede alle tre et blik tilbage på Muslingehytten, der lå mørk og stille under de
blegnende stjerner, og så begyndte de at gå hen imod det punkt ude på den anden side af
havemuren, hvor Fideliusbesværgelsens grænse gik, og hvorfra de kunne transferere sig
væk. Da de var kommet gennem lågen, og hvorfra de kunne transferere sig væk. Da de var
kommet gennem lågen, sagde Griphook:
”Jeg skal vel stige op nu, ikke sandt, Harry Potter?”
Harry bøjede sig ned og lod nissen kravle op på sin ryg, hvor den samlede sine hænder
foran hans hals. Griphook var ikke tung, men Harry brød sig ikke om følelsen af, at han var
der, og den forbløffend e styrke, han klamrede sig fast med. Hermione tog
usynlighedskappen op af perletasken og kastede den over dem begge.
”Perfekt,” sagde hun og bukkede sig for at kontrollere, om Harrys fødder stak ud. ”Jeg
kan ikke se en pind. Lad os komme af sted.”
Harry drejede sig på stedet med Griphook på ryggen, mens han koncentrerede sig dybt
om Den Utætte Kedel, der var indgangen til Diagonalstræde. Nissen holdt endnu hårdere
fast, da de bevægede sig ind i det trykkende mørke, og sekunder senere mærkede Harry
fortov under sine fødder. Han åbnede øjnene og så sig omkring på Charing Cross Road.
Mugglerne myldrede fordi ham med morgentrætte ansigter, fuldstændig uvidende om det
lille værtshus’ eksistens.
Barstuen i Den Utætte Kedel var næsten tom. Tom, den krumryggede o g tandløse
værtshusejer, stod og pudsede glas bag disken; et par heksemestre sad i lavmælt samtale i
det fjerneste hjørne, hvorfra de kastede et blik på Hermione og trak sig tilbage i skyggerne.
”Madam Lestrange,” mumlede Tom og bøjede underdanigt hovedet , idet hun passerede
ham.
”Godmorgen,” sagde Hermione, og da Harry usynligt listede sig forbi med Griphook på
ryggen, så han Toms overraskede ansigtsudtryk.
”Du er for høflig,” hviskede Harry i Hermiones øre, da de forlod kroen og trådte ud i den
lille b aggård. ”Du skal behandle folk som undermålere og fnatmider!”
”Okay, okay!”
Hermione trak Bellatrix’ tryllestav frem og slog let på en mursten i den triste mur foran
dem. Omgående begyndte stenene at hvirvle og snurre; et hul kom til syne imellem dem,
og det blev større og større, indtil der til sidst var dannet en port ud til en smal gade med
toppede brosten – Diagonalstræde.
Der var stille, butikkerne skulle først lige til at åbne, og der var stort set ingen ude at
kigge vinduer. Den snoede, brostensbe lagte gade var sørgeligt forandret; det før så
myldrende, driftige sted, som Harry havde besøgt for mange år siden lige før starten på sit
første skoleår på Hogwarts, henlå nu øde med mange tilskoddede butiksvinduer og en hel
del nye forretninger, der gjor de sig i Mørkets kræfter. Harrys eget ansigt stirrede ned på
ham fra plakater opsat på mange udstillingsvinduer med teksten: Uønsket Nummer Et.

Små grupper af pjaltede mennesker sad sammenkrøbne i porte og døråbninger; han
hørte deres jamrende stemmer tig ge de få forbipasserende om lidt guld, idet de insisterede
på, at de var ægte troldmænd. En mand havde en blodig bandage over sit ene øje.
Da de gik videre ned ad gaden, fik en af tiggerne øje på Hermione, hvorefter flokken
lydløst sivede tilbage i skygge rne, trak hætterne ned over deres ansigter og flygtede, så
hurtigt de kunne. Hermione så overrasket efter dem. Nu kom manden med den blodige
bandage vaklende ud foran hende.
”Mine børn!” brølede han og pegede på hende. Hans stemme var skinger og hæs, og h an
lød fortvivlet. ”Hvor er mine børn? Hvad har han gjort ved dem? Du ved det, du ved det!”
”Jamen – jeg ved virkelig ikke …” stammede Hermione.
Manden kastede sig mod hende og greb ud efter hendes strube, men så lød der et knald
efterfulgt af en rød lys stråle, der slyngede ham tilbage. I næste sekund lå han bevidstløs på
gaden. Det var Ron; han stod stadig med fremstrakt tryllestav og et chokeret udtryk bag
det store skæg. Ansigter kom til syne i vinduerne på hver side af gaden, mens en lille
gruppe rigt udseende forbipasserende samlede deres gevandter om sig og begyndte at
småløbe, ivrige efter at komme væk fra balladen.
Deres ankomst til Diagonalstræde kunne dårligt have været mere opsigtsvækkende. I et
kort øjeblik overvejede Harry, om det ikke ville være bedst at forsvinde igen og udtænke en
ny plan. Men før de nåede at komme videre eller bare tale sammen, hørte de et udråb et
sted bagude.
”Jamen, madam Lestrange!”
Harry snurrede omkring med Griphook klamrende sig til hans hals. En høj, tynd
troldma nd med tykt, gråt hår og lang, skarptskåren næse kom gående mod dem med
hurtige skridt.
”Det er Travers,” hviskede nissen i Harrys øre, men lige nu kunne Harry ikke komme i
tanke om, hvem Travers var. Hermione havde rettet sig op i sin fulde højde og sørg ede for
at lyde så hoven som overhovedet muligt: ”Og hvad vil du så?”
Travers standsede brat, tydeligvis stødt.
”Han er en af Dødsgardisterne!” hviskede Griphook meget stille, og Harry smøg sig
sidelæns for at gentage informationen i Hermiones øre.
”Jeg ville såmænd bare hilse på dig,” sagde Travers køligt, ”men hvis mit selskab er
uønsket …”
Nu genkendte Harry stemmen; Travers var en af de to Dødsgardister, som Xenophilius
havde hidkaldt.
”Nej, nej, slet ikke, Travers,” sagde Hermione hurtigt, idet hu n prøvede at dække over
sin fejltagelse. ”Hvordan går det?”
”Tja, jeg må tilstå, at det overrasker mig at se dig ude i det åbne, Bellatrix.”
”Virkelig? Hvorfor?” spurgte Hermione.
”Jo, ser du,” Travers hostede let. ”Jeg har ladet mig fortælle, at beboer ne på familien
Malfoys herregård har fået husarrest efter … tja … efter flugten.”
Harry bad til, at Hermione holdt hovedet koldt. Hvis det var sandt, og hvis Bellatrix ikke
burde være ude på åben gade …
”Mørkets Herre tilgiver dem, der fra starten har væ ret ham tro, og som har tjent ham
bedst gennem tiderne,” sagde Hermione med en fænomenal efterligning af Bellatrix’ mest
nedladende attitude. ”Måske er du ikke så velanset hos ham som jeg, Travers.”
Dødsgardisten virkede stødt, men samtidig også mindre mi stroisk. Han kastede et blik
ned på manden, som Ron lige havde sendt en Lammer imod.
”Hvordan fornærmede den dig?” spurgte han.
”Det spiller ingen rolle længere, den vil ikke gøre det igen,” sagde Hermione køligt.

”Nogle af disse tryllestavsløse kan vær e belastende,” sagde Travers. ”Så længe de bare gå
rundt og tigger, er jeg ligeglad, men så sent som i sidste uge var en af dem skamløs nok til
at bede mig om at tale hendes sag i Ministeriet. ’Jeg er en heks, sir, jeg er en heks, lad mig
bevise det for di g’! ” parodierede han med pibende stemme. ”Som om jeg ville låne hende
min tryllestav! Men sig mig engang,” fortsatte Travers nysgerrigt, ”hvis tryllestav bruger du
i øjeblikket, Bellatrix? Jeg hørte, at din egen blev …”
”Jeg har min tryllestav her,” sagde Hermione koldt og løftede Bellatrix’ stav. ”Jeg ved
ikke, hvilke rygter du har lyttet til, Travers, men du lader til at være fuldstændig
misinformeret.”
Travers virkede en smule overrumplet, og vendte sig i stedet mod Ron.
”Og hvem er så din ledsager? J eg synes ikke, jeg har set ham før?”
”Dette er Dragomir Despard,” sagde Hermione; de var nået frem til, at en opdigtet
udlænding ville være det sikreste dække for Ron.
”Han taler meget lidt engelsk, men han sympatiserer med Mørkets Herres ideologi. Han
er rejst hertil fra Transsylvanien for at observere vores nye regime.”
”Virkelig? Mig en ære, Dragomir!”
”Gutdavs,” sagde Ron og rakte hånden frem.
Travers rakte ham to fingre og trykkede Rons hånd, som om han var bange for at blive
snavset.
”Så hvad br inger dig og din – hrm – sympatiske ven her til Diagonalstræde så tidligt på
dagen?” spurgte Travers.
”Jeg må aflægge et besøg i Gringotts,” sagde Hermione.
”Ak ja, det er også mit ærinde,” sagde Travers. ”Guld, det gemene guld, vi kan ikke leve
ude, men jeg begræder nødvendigheden af at måtte omgås vore langfingrede venner.”
Harry kunne mærke Griphooks hænder stramme grebet et kort øjeblik.
”Skal vi?” sagde Travers og gjorde en gestus mod Hermione, der indbød til at gå videre.
Hermione havde intet and et valg end at slå følgeskab med ham ad den snoede
brostensgade mod det sted, hvor Gringottsbankens snehvide domicil tårnede sig op over de
øvrige små butikker. Ron kom daskende ved siden af dem, og Harry fulgte efter med
Griphook.
En agtpågivende Dødsgar dist var det sidste, de havde brug for, og det værste var, at
Travers’ følgeskab med den formodede Bellatrix forhindrede Harry i at kommunikere med
Hermione og Ron. De nåede alt for hurtigt frem til marmortrappen, der førte op til de
mægtige bronzedøre. Gr iphook havde i forvejen advaret om, at de livréklædte nisser, der
plejede at flankere indgangen, var erstattet af to troldmænd med hver sin lange, tynde,
gyldne stav.
”Åh, trickfølere,” sukkede Travers teatralsk. ”Så plat, men effektivt!”
Så gik han op ad trappen og nikkede til de to troldmænd, der fra hver side hævede deres
gyldne stave og lod dem glide op og ned ad hans krop. Harry vidste, at Trickfølere kunne
spore enhver fordækt besværgelse og alle skjulte magiske genstande, man måtte h ave på
sig. Han vidste, at der kun var sekunder til at handle, så han rettede Dracos tryllestav mod
hver af vagterne efter tur og mumlede: ”Confundo!” to gange. Der gik en lille rystelse
gennem dem, da besværgelsen ramte plet, men Travers opdagede intet, f ordi han havde
travlt med at spejde ind i forhallen gennem de åbne bronzedøre.
Hermiones lange, sorte hår bølgede efter hende, da hun steg op ad trappen.
”Et øjeblik, frue,” sagde vagten og hævede sin Føler.
”Men det har du jo allerede gjort!” sagde Her mione i Bellatrix’ allermest
kommanderende, arrogante tonefald. Travers vendte sig om med løftede øjenbryn. Vagten

var forvirret. Han stirrede først ned på den tynde, gyldne føler og dernæst på sin partner,
der med lettere bedrøvet stemme sagde: ”Jah, du h ar jo lige tjekket dem, Marius.”
Hermione knejsede fremad med Ron ved sin side og Harry og Griphook usynlige efter
sig. Harry så sig tilbage, da han gik over tærsklen; de to vagter kløede sig i nakken.
To nisser stod vagt ved de indre døre af sølv, der h avde et lille digt indgraveret som
advarsel mod ethvert forsøg på at stjæle her. Harry kiggede op på det, og pludselig dukkede
en knivskarp erindring op i ham: Det var jo lige her, han havde stået så benovet og kigget,
den dag han fyldte elleve år! Det var den mest vidunderlige fødselsdag i hans liv, og Hagrid
havde stået ved hans side og bemærket: ” Som jeg sagde, man ska’ være vanvittig for at
prøve at stjæle noget her!” Dengang havde Gringotts forekommet ham at være et
vidunderligt sted, et fortryllet skatkammer for en formue af guld, han aldrig havde vidst,
han ejede. Harry havde aldrig drømt om, at han en dag ville vende tilbage med tyveri i
sinde … han blev igen nærvæ rende, da de gik videre ind i bankens umådeligt store
marmorsal.
Den lange kassedisk var bemandet af nisser, der sad på høje taburetter og betjente
dagens første kunder. Hermione, Ron og Travers styrede hen mod en gammel nisse, der
sad og undersøgte en ty k guldmønt gennem en monokel. Hermione lod Travers komme
først til kassen under påskud af at skulle forklare Ron, hvordan banken var indrettet.
Nissen smed mønten til side og nikkede til Travers, som afleverede en lille, gylden nøgle,
der blev undersøgt o g rakt tilbage til ham.
Så var der Hermiones tur.
”Madam Lestrange!” udbrød nissen meget forskrækket. ”Du godeste! Hvordan –
hvordan kan jeg være til tjeneste?”
”Jeg ønsker at få adgang til min boks,” sagde Hermione.
Den gamle nisse veg en smule tilbag e. Harry så sig omkring. Ikke bare nølede Travers
for at få det hele med, men adskillige andre nisser havde også lagt deres arbejde fra sig for
at stirre på Hermione.
”Kan jeg se noget … identifikation?” bad nissen.
”Identifikation? Jeg – jeg er aldrig b levet bedt om identifikationen før!” sagde
Hermione.
”De ved det!” hviskede Griphook i Harrys øre. ”De må være blevet advaret om, at der
kan dukke en bedrager op!”
”Jeg skal såmænd bare have tryllestaven at se, frue,” sagde nissen og rakte en let
skælven de hånd frem – med gru gik det nu op for Harry, at nisserne i Gringotts vidste, at
Bellatrix ikke havde sin tryllestav, fordi den var blevet stjålet fra hende.
Harry løftede slåenstaven under kappen, pegede mod den gamle nisse og hviskede for
første gang i sit liv: ” Imperio!”
Den mærkeligste fornemmelse bevægede sig ned gennem Harrys arm; det var en
kildrende, varm følelse, der flød fra hans sind gennem hans blodårer og senere og forbandt
ham med tryllestaven og den forbandelse, han netop havde kastet. Ni ssen tog Bellatrix’
tryllestav, undersøgte den nøje og udbrød: ”Åh, jeg ser, at det er en helt ny tryllestav,
madam Lestrange!”
”Hvad?” sagde Hermione. ”Nej, nej, det er skam min …”
”En ny tryllestav?” smiskede Travers og svansede helt hen til kassen ige n, mens samtlige
nisser vedblev med at stirre. ”Men hvordan kan det dog lade sig gøre, hvilken
tryllestavsmager, har du brugt?”
Harry handlede uden at tænke; han rettede sin tryllestav mod Travers og mumlede en
gang til: ” Imperio!”

”Åh, ja, det må jeg si ge,” sagde Travers og kiggede på Bellatrix’ tryllestav. ”Udsøgt,
meget flot. Virker den godt? Jeg har altid ment, at man skal bruge lidt til på at vænne sig til
en ny stav, ikke sandt?”
Hermione så fuldstændig forvirret ud, men til Harrys enorme lettelse accepterede hun
den mærkværdige udvikling af begivenhederne uden flere kommentarer.
Den gamle nisse ved kassen klappede i hænderne, hvorefter en yngre nisse kom derhen.
”Jeg skal bruge Slagtøjet,” sagde han til sin kollega, der styrtede af sted og hurtig t
vendte tilbage med en læderpose fuld af klirrende metal. Han rakte den til seniornissen.
”Godt, godt! Følg venligst efter mig, madam Lestrange,” sagde den gamle nisse og hoppede
ned fra skamlen, så han helt forsvandt bag disken. ”La mig vise vej til boks en.”
Han dukkede frem fra den anden side af disken og kom beredvilligt luntende hen til
dem med den klirrende læderpose i hånden. Travers stod stadig naglet til stedet, stirrede
med vidt åben mund, og Ron gjorde det ikke bedre ved til gengæld at stirre fo rvirret på
Travers.
”Vent – Bogrod.”
En anden nisse kom ilende frem fra kasseafdelingen.
”Vi har jo instrukser,” sagde han og bukkede for Hermione, ”tilgiv mig, frue, men vi har
modtaget særlige ordrer i forbindelse med Lestrange -boksen.”
Han gav sig skyndsomt til at hviske i Bogrods øre, men den Imperius -ramte nisse
rystede ham af sig.
”Jeg kender udmærket instrukserne. Men madam Lestrange ønsker at få adgang til sin
boks … meget gammel slægt … gamle kunder … denne vej, vær så venlig …”
Og så skyndt e han sig, stadig klirrende, hen mod en af de mange døre, der førte ud af
den centrale sal. Harry kastede et blik tilbage på Travers, der stadig stod, hvor han stod,
tomt måbende … der måtte træffes en hurtig beslutning; et lille sving med tryllestaven fik
Travers til lydigt at lunte med dem gennem døren ud til den rå stenkorridor, der var oplyst
af flammende fakler.
”Vi er på den, de er på vagt,” sagde Harry og trak usynlighedskappen af sig, da døren var
smækket bag dem. Griphook sprang ned fra hans skuld re, men hverken Travers eller
Bogrod viste den mindste overraskelse over Harry Potters pludselig tilsynekomst i deres
midte. ”Jeg har kastet Imperius over dem,” sagde Harry som svar på Hermiones og Rons
forvirrede spørgsmål om Travers og Bogrod, der begge stod og så åndsfraværende ud.
”Men det lader ikke til, at jeg gjorde det eftertrykkeligt nok …”
Så skød endnu en erindring gennem hovedet på ham. Han kunne huske, hvad den
virkelige Bellatrix hånligt havde skreget den første gang han prøvede at bruge en a f de
Utilgivelige Forbandelser. ’Du er nødt til at mene det, Potter!’
”Hvad gør vi?” spurgte Ron. ”Skal vi stikke af nu, mens vi kan?”
”Men kan vi?” sagde Hermione og så tilbage på døren til salen; guderne måtte vide, hvad
der foregik derude lige nu.
”N u er vi kommet så langt, så jeg synes, at vi skal fortsætte,” sagde Harry.
”Godt,” sagde Griphook. ”Vi skal bare bruge Bogrod til at styre vognen; jeg har ikke
længere myndigheden til det. Men der er ikke plads til troldmanden.”
Harry rettede sin trylles tav mod Travers.
”Imperio!”
Troldmanden vendte sig og begyndte at gå rask af sted langs det mørke spor.
”Hvad vil du have ham til at gøre?”
”Gemme sig,” sagde Harry og pegede med staven mod Bogrod, der piftede for at
hidkalde en lille vogn, der kom tri llende mod dem ude fra mørket. Harry var sikker på, at

han kunne høre råb og skrig ude fra marmorsalen, idet de tog plads i vognen; Bogrod foran
med Griphook, Harry, Ron og Hermione bagi.
Med et ryk satte vognen sig i gang og accelererede; de susede forbi Travers, der var ved
at klemme sig ind i en spalte i klippevæggen. Så begyndte vognen at sno og dreje sig
gennem labyrinten af gange, men retningen var hele tiden nedadgående. Harry kunne ikke
høre andet end den rumlende, raslende lyd af vognens hjul på s porene, og hans hår blev
pisket bagud, da de svajede og slingrede mellem de lange drypsten i susende fart, dybere
og dybere ned i undergrunden. Han kunne ikke lade være med hele tiden at kaste et blik
bagud; de kunne lige så godt have efterladt sig fede fo daftryk overalt, og jo mere han
tænkte over det, jo tåbeligere forekom det ham, at Hermione udgav sig for Bellatrix med
Bellatrix’ egen tryllestav, når Dødsgardisterne vidste, at den var blevet stjålet fra hende …
De var nu dybere nede i Gringotts, end Ha rry nogensinde havde været; vognen drejede i
fuld fart gennem et hårnålesving, og de nåede lige at se et vandfald bruse ind over sporet få
sekunder forude. Griphook skreg hæst, men det var umuligt at bremse, så de drønede
direkte igennem det. Harry fik van d i munden, og hans øjne blev blindet af kaskaderne;
han kunne hverken se eller trække vejret, og kort efter slap vognen sporet, den væltede op
på siden med et stød, der kastede alle ud. Braget, der fulgte, fortalte Harry, at vognen nu
var slået til pindeb rænde mod væggen. Han hørte Hermione skrige et eller andet og
mærkede, hvordan hans fald blev afbødet, så han langsomt og blødt dalede ned på
klippegrunden.
”S -Stødpudebesværgelse,” spruttede Hermione, da Ron hjalp hende på benene. Til
Harrys rædsel viste det sig, at hun ikke længere var Bellatrix, som hun stod der i sine alt for
store gevandter, drivende våd og fuldstændig sig selv. Og Ron, han var igen lige så rødhåret
og skægløs, som han plejede at være. Stående over for hinanden forstod de to, hvad der var
sket, men uvilkårligt fløj hænderne op for alligevel at føle efter.
”Tyvens fald!” sagde Griphook, idet han rejste sig op og kiggede tilbage på syndfloden
over sporene, og Harry havde allerede regnet ud, at det ikke kun var det rene vand, der
fossede . ”Det bortvasker alle fortryllelser og enhver form for magisk forklædning! De ved,
at der er bedragere inden for Gringotts’ mure, og de har aktiveret alt forsvar mod os!”
Harry så Hermione kontrollere, om hun stadig havde perletasken på sig, og han stak
hurtigt hånden ind under sin jakke for at sikre sig, at han ikke havde tabt
usynlighedskappen i farten. Da han igen så op, stod Bogrod fortumlet og rystede på
hovedet; Tyvens Fald havde også løftet Imperiusforbandelsen.
”Vi har brug for ham,” sagde Gripho ok, ”vi kan ikke komme ind i boksen uden en
Gringottsnisse. Og vi må også have Slagtøjet!”
”Imperio!” sagde Harry igen. Hans stemme gav genlyd mod klippevæggene, og han
mærkede igen den berusende følelse af magt, der flød fra hjerne til tryllestav. Bogrod gav
endnu en gang efter for hans vilje; nissens forfjamskede udtryk ændredes øjeblikkeligt til
høflig ligegyldighed, da Ron skyndte sig hen for at tage læderposen med metalværktøj.
”Harry, jeg synes, jeg kan høre folk nærme sig!” sagde Hermione; hun rett ede Bellatrix’
tryllestav mod vandfaldet og råbte: ” Protego!” De så, hvordan Skjoldbesværgelsen brød
strømmen af fortryllet vand, da den susede op gennem tunnelen.
”Godt tænkt,” sagde Harry, ”vis vej, Griphook!”
”Hvordan kommer vi ud igen?” pustede Ron, da de til fods hastede efter nissen i den
mørke gang. Bogrod fulgte dem i hælene, stønnende som en hund.
”Det må vi tage os af, når vi kommer så langt,” sagde Harry. Han prøvede at lytte; han
syntes, at han kunne høre noget, der klirrede tungt og bevægede sig i nærheden.
”Griphook, hvor langt er der?”
”Ikke langt, Harry Potter, ikke langt …”

Da de drejede om et hjørne, så de, hvad Harry havde anet, men som alligevel fik alle til
at standse brat.
En gigantisk drage var tøjret til klippegrunden foran dem; den spærrede for adgangen til
de fire eller fem dybest beliggende bokse i banken. Skabningens skæl var blevet blege og
udtørrede efter dens lange indespærring under jorden og dens øjne var udvandet lyserøde;
begge bagben var omsluttet af tunge jernmanchet ter, hvorfra svære kæder løb hen til et par
enorme pløkker, der var slået dybt ned i klippen. Dragens enorme, leddelte vinger var
foldet tæt ind om kroppen og ville have fyldt klipperummet, hvis den spredte dem. Idet den
drejede sit grimme hoved mod dem, u dstødte den et brøl så voldsomt, at selve
klippegrunden dirrede, hvorefter den udspyede en kaskade af ild, der sendte dem på vild
flugt tilbage gennem tunnelen.
”Den er halvblind,” pustede Griphook, ”men det gør den kun mere vild. Vi har vores
metoder til at holde den under kontrol, for den har lært, hvad den kan vente sig, når
Slagtøjet kommer. Giv mig den.”
Ron rakte posen til Griphook, og nissen fremdrog nogle små metalinstrumenter, der
frembragte en høj lyd, når de blev rystet, omtrent som hammerslag mod en lille ambolt.
Griphook delte instrumenter ud til alle – Bogrod tog ydmygt imod sine.
”Her, I kan sagtens finde ud af det,” sagde Griphook til Harry, Ron og Hermione. ”Den
forventer smerte, når den hører lyden, og så vil den trække sig tilbage, hvor efter Bogrod
kan lægge sin håndflade mod boksens dør.”
De trådte frem om hjørnet igen og rystede med Slagtøjet, så lyden gav genlyd mod
klippevæggene; støjen blev så voldsomt forstærket, at Harry syntes, hans hjerne begynde at
vibrere. Dragen udstødte end nu et hæst brøl og trak sig tilbage. Harry kunne se den
skælve. Da de kom nærmere, så han også arrene efter nogle dybe, bestialske hug hen over
dens ansigt. Han gættede, at den havde lært at frygte rødglødende sværdklinger, hver
gange den hørte Slagtøjet.
”Få ham til at trykke sin hånd mod døren,” sagde Griphook skyndsomt til Harry, der
skyndte sig at rette sin tryllestav mod Bogrod. Den gamle nisse adlød og lagde sin
håndflade mod træet, hvorefter boksens dør smeltede væk og afslørede et grottelignende
hu lrum, propfyldt fra gulv til loft med guldmønter og guldpokaler, sølvrustninger og skind
fra mærkelige dyr, nogle med lange rygstykker, andre med slappe vingepartier; der var
juvelbesatte flasker med eliksirer og et kranium iført en krone.
”Skynd jer at l ede,” sagde Harry, da de trængte ind i boksen.
Han havde selvfølgelig beskrevet Hufflepuffs pokal for Ron og Hermione, men hvis det
var den anden endnu ukendte Horcrux, der var gemt i boksen her, kunne ingen vide,
hvordan den så ud. Han fik dog ikke meget tid til at se sig omkring, for der lød et smæk lige
bag dem; døren havde igen materialiseret sig og lukket dem inde i boksen, hvor de nu stod
i totalt mørke.
”Bare rolig, Bogrod kan slippe os ud,” sagde Griphook, da der lød et forskrækket udbrud
fra Ron. ”Kan I ikke lige tænde jeres tryllestave? Og helst hurtigt, for tiden løber fra os!”
”Lumos!”
Harry lyste omkring sig med sin tændte tryllestav; strålen faldt på glitrende ædelsten, og
han så det falske Gryffindor -sværd ligge højt oppe på en hylde melle m en bunke
sammenrullede kæder. Ron og Hermione havde også tændt deres stave og var nu ved at
undersøge bunkerne af ting og sager rundtomkring.
”Harry, kunne det her være … Argh!”
Hermione skreg af smerte, og Harry skyndte sig at lyse på hende, han nåede lige at se en
juvelbesat pokal falde ud af hendes hænder. Den delte sig til en hel masse pokaler, der faldt

ned med et ordentligt rabalder, så gulvet flød med identiske kopier og gjorde det umuligt at
skelne den ægte blandt dem.
”Den brændte mig!” jamred e Hermione og suttede på sine forbrændte fingre.
”De har lagt Infernalis -og Geminiforbandelser over det hele!” sagde Griphook. ”Alt,
hvad I berører, vil brænde og formere sig, men kopierne er værdiløse – hvis I alligevel
fortsætter med at pille ved skatt ene, bliver I til sidst knust af det ekspanderende guld, når
boksen er fuld!”
”Okay, lad være med at røre ved noget!” sagde Harry desperat, men netop som han
sagde det, kom Ron til at sparke til en af de faldne pokaler, hvorefter et dusin flere sprang
fre m, mens Ron hoppede rundt på stedet, fordi snuden af hans sko var brændt væk af det
hede metal.
”Stå stille, rør dig ikke!” sagde Hermione og greb ud efter Ron.
”Bare se jer omkring,” sagde Harry. ”Husk, at pokalen er lille og af guld. Den har en
grævlin g indgraveret og to hanke – og ellers må I prøve at få øje på Ravenclaws symbol på
et eller andet – ørnen …”
De rettede lyset fra deres tryllestave mod alle hjørner og sprækker, mens de varsomt
drejede sig på stedet. Det var umuligt ikke at berøre noget h erinde; Harry sendte en
kaskade af kopierede Galleoner ned på gulvet, hvor de faldt mellem pokalkerne, og nu var
der ikke meget fri plads til deres fødder. Det glødende guld opvarmede boksen, så det
føltes som at stå i en ovn. Lyset fra Harrys tryllestav f aldt over skjolde og nissesmedede
hjelme på hylderne, der fortsatte helt op mod loftet. Han hævede sin lysstråle højere og
højere op, indtil lyset pludselig faldt på en genstand, der fik hans hjerte til at springe et slag
over og hans hånd til at skælve.
”Den er her, deroppe!”
Ron og Hermione rettede deres tryllestave samme vej; nu stod den lille, gyldne pokal
badet i glitrende, tredobbelt projektørlys: Det var den pokal, der engang havde tilhørt
Helga Hufflepuff, og som senere gik i arv til Hepxibah Smit h for til sidst at blive stjålet af
Romeo Gåde.
”Hvordan pokker skal vi komme derop uden at røre ved noget?” spurgte Ron.
”Accio pokal!” råbte Hermione, der åbenbart var så desperat, at hun helt havde glemt,
hvad Griphook havde fortalt dem ved deres plan lægningsmøder.
”Duer ikke, duer ikke!” snerrede nissen.
”Men hvad skal vi så gøre?” spurgte Harry og gloede rasende på nissen. ”Hvis du vil
have sværdet, Griphook, må du være lidt mere hjælpsom – vent! Kan jeg ikke røre ved
tingene med sværdet? Hermione – giv mig det.”
Hermione fumlede under sine gevandter og fandt perletasken frem, hun stak hånden
ned og trak det skinnende sværd op. Harry greb fat om det rubinbesatte skæfte og lod
spidsen røre ved en sølvkande, der lå nær ham. Den formerede sig ikke.
”Vi klarer den, hvis jeg kan stikke klingen gennem en af hankene – men hvordan
kommer jeg derop?”
Hylden, hvor pokalen stod, var uden for rækkevidde af nogen af dem, selv Ron, der var
højst. Heden fra de fortryllede skatte bølgede om dem, og sveden lød ned over Harrys
ansigt og ryg, mens han kæmpede for at udtænke en vej op til pokalen. Nu hørte han et
brøl fra dragen på den anden side af boksens dør, mens lyden af Slagtøj blev højere og
højere.
De var virkelig fanget som rotter lige nu; der var kun én vej ud – gennem døren, men
derudefra lød det, som om en horde af nisser nærmede sig. Harry så på Ron og Hermione,
og der var rædsel aftegnet i deres ansigter.

”Hermione,” sagde Harry, mens de hårde, metalliske lyde blev højere, ”jeg må og skal
derop, vi er f orbandet nødt til at skaffe den af vejen …”
Hun hævede sin tryllestav, rettede den mod Harry og hviskede:
”Levicorpus.”
Harry blev løftet op fra luften ved anklerne. Han ramte en rustning der straks formede
sig til en mængde hvidglødende kopier, som fyl dte op i det allerede trange rum. Ron,
Hermione og nissen skreg af smerte, da de blev presset tilbage og stødte mod andre ting,
der også begyndte at kopiere sig selv. De kæmpede og skreg, halvvejs begravet i flodbølgen
af ulmende skatte, mens de lykkedes H arry at stikke sværdklingen gennem hanken på
Hufflepuffs pokal, så han kunne løfte det ned.
”Impervius!” skingrede Hermione i et forsøg på at beskytte sig selv, Ron og nissen fra
det glødende metal.
Så lød det hidtil værste skrig nedefra; Ron og Hermione stod dækket til livet af skatte og
kæmpede for at forhindre Bogrod i at glide og gå under i den stadig voksende flodbølge,
mens Griphook var sunket helt ud af syne – kun det yderste af hans lange fingre kunne
endnu ses.
Harry greb Griphooks fingre og tra k. Den forbrændte, vabeldækkede nisse kom gradvis
til syne, grufuldt hylende.
”Libracorpus!” skreg Harry, og med et bump landede de begge oven på boksens
svulmende indhold. Sværdet fløj ud af Harrys hånd.
”Tag det!” råbte Harry og kæmpede mod smerten af det hede metal mod sin hud, mens
Griphook klatrede op på hans skuldre igen, desperat for at undgå den voksende masse af
rødglødende genstande. ”Hvor er sværdet? Pokalen hang på det!”
Den metalliske larm fra den anden side af døren var nu øredøvende – det var for sent …
”Der!”
Griphook havde set det, og han kastede sig efter det; i det øjeblik vidste Harry, at nissen
aldrig havde troet på, at de ville holde deres ord: Med et fast tag om en håndfuld af Harrys
hår, så han ikke risikerede at falde i det svul mende hav af brændende guld, fik Griphook fat
i sværdskæftet og svingede sværdet højt op, uden for Harrys rækkevidde.
Den lille gyldne pokals hank gled ud over klingen og blev slynget op i luften. Med nissen
siddende overskrævs på sig sprang Harry frem og greb den. Selvom han kunne mærke sin
hud blive skoldet, slap han den ikke, og han holdt også fast, da utallige Hufflepuff -pokaler
føg fra hans hånd og regnede ned over ham, i samme øjeblik som boksens dør blev åbnet,
så lavinen af sydende hedt guld og søl v bar ham, Ron og Hermione med ud i det ydre
klippekammer.
Knap nok bevidst om smerten fra brandsårene, der dækkede hans krop, proppede Harry
pokalen ned i sin lomme, mens han stadig blev båret frem over det svulmende hav af
kopierede skatte. Han fægtede med den ene hånd for at få sværdet tilbage, men Griphook
var væk. Nissen havde ladet sig glide ned fra Harrys skuldre, og så snart han så chancen
spænede han hen for at gemme sig blandt de omkringstående nisser, mens han svingede
sværdet og skreg: ”Tyve! T yve! Hjælp! Tyve!” Han forsvandt ind i den truende,
dolkebevæbnede folk af sine fæller, der ikke et sekund tvivlede på hans loyalitet.
Harry gled på det gloende metal, da han kæmpede sig på benene, og han vidste, at den
eneste ud var lige igennem nisserne s flanke.
”Lammer!” brølede han, og Ron og Hermione fulgte hans eksempel; stråler af rødt lys
fløj ind i mængden af nisser, hvoraf en del faldt om, mens andre fortsatte med at gå frem.
Nu kunne Harry også se adskillige troldmandsvagter komme løbende frem omkring
hjørnet.

Den tøjrede drage udstødte et brøl og spyede flammer ud over nisserne; troldmændene
bremsede og styrtede tilbage, hvorfra de var kommet, og det gav Harry en vidunderlig eller
måske snarere vanvittig ide. Han rettede sin tryllestav mod dra gens svære jernmanchetter,
der holdt den lænket til gulvet, og råbte: ”Relashio!”
Manchetterne åbnede sig med høje knald.
”Denne vej!” råbte Harry, og så sprintede han hen imod den blinde drage, mens han
fortsatte med at skyde Lammere mod de fremstormend e nisser.
”Harry – Harry – hvad laver du?” skreg Hermione.
”Kom her, stig på, kom nu …”
Dragen havde endnu ikke opdaget, at den var fri; Harrys fod fandt knæet på dens
bagben, han hævede sig go trak sig videre op på dens ryg. Skællene var hårde som stål , og
den mærkede vist ikke engang, at han var der. Hermione fik trukket sig selv op, og endelig
kom Ron, der satte sig overskrævs bagest. Et sekund senere blev dragen klar over, at
lænkerne ikke længere holdt den.
Den lettede med et brøl: Harry klemte sin e knæ mod siderne og holdt så godt fast, som
det overhovedet var muligt på de kantede skæl, mens vingerne bredte sig ud og fejede
nisserne til side som kegler. Dragen var i luften, og Harry, Ron og Hermione lå fladt hen ad
dens ryg, hvor de skrabede mod lo ftet, da den dykkede ud gennem åbningen til tunnelen
forfulgte af dolkekastende nisser – men våbnene prellede af på dyret.
”Vi kommer aldrig ud, den er for stor!” skreg Hermione, men dragen åbnede bare gabet
og spyede flammer ud i tunnelen, så både gulv o g loft flækkede og smuldrede. Men ren og
skær råstyrke kradsede og kæmpede dragen sig vej frem. Harry kneb øjnene hårdt sammen
mod heden og støvet. Han blev næsten døv af dragens klippeknusende anstrengelser og
enorme brøl. Det eneste, han kunne gøre, var at klamre sig til dens ryg og forberede sig på
at blive rystet af, hvad øjeblik det skulle være. Men så hørte han Hermione hyle: ” Defodio!”
Hun hjalp dragen med at gøre passagen større, hun udhulede loftet, mens den kæmpede
sig opad og videre opad mod den friske luft, væk fra de skrålende nisser med Slagtøjet.
Harry og Ron fulgte hendes eksempel og sprængte flere huller i loftet med
Udhulningsbesværgelser. De passerede den underjordiske sø, og det store, snerrende dyr
lod til at kunne mærke frihed og luft forude. Bagtil var de beskyttet mod angreb af dragens
piskende pighale samt nedfaldet af enorme klippestykker og knækkede drypsten, der
dannede en vold, som dæmpede lyden af nisseflokkens metalliske larm bagude. Forude var
vejen banet af dyrets udspyede fl ammer.
Og så, endelig, ved hjælp af deres forenede strøm af besværgelser lagt sammen med
dragens råstyrke, fik de sprængt sig vej ud i marmorsalen, hvor nisser og troldmænd skreg
og flygtede til alle sider. Omsider fik dragen plads til at sprede sine ving er: Den drejede
hovedet mod den kølige, frie luft, som den vejrede fra indgangspartiet. Den trampede af
sted, stadig med Harry, Ron og Hermione klamrende sig til dens ryg, og trængte gennem
metaldørene, der bøjede og blev flået af hængselerne – ud i Diagon alstræde, hvorfra den
tog afsæt og fløj op i luften.

Kapitel 27 -Det sidste skjulested
Der var ingen mulighed for at styre; dragen kunne ikke se, hvor den fløj, og Harry vidste, at
hvis den drejede skarpt eller slog en saltomortale i luften, ville det være umuligt at holde
sig fast på dens brede ryg. Ikke desto mindre steg de højere og højere, mens London
foldede sig ud under dem som et grågrønt kort. Harry var overvældet af dyb
taknemmelighed over, at det var lykkedes dem at gennemføre en flugt, der ha vde
forekommet så umulig. Han lænede sig helt frem over dyrets hals og klamrede sig fast til
de metalliske skæl; den kølige vind lindrede brandvablerne på hans forbrændte hud, og
dragens vingeslag kløvede luften som møllevinger. Bagved kunne han høre Ron b ande
højlydt og Hermione hulke, men om det skyldtes lettelse eller rædsel, var ikke til at sige.
Efter fem minutters tid holdt Harry op med at frygte, at dragen skulle kaste dem af, for
den lod ikke til at tænke på andet end at komme så langt væk fra det underjordiske fængsel
som muligt. Der var dog stadig det skræmmende spørgsmål om, hvordan og hvornår de
kunne komme af. Han havde ingen ide om, hvor længe drager kan flyve uden at lande, eller
om denne halvblinde drage overhovedet ville være i stand til at lokalisere et landingssted.
Han så sig hele tiden omkring og syntes, at han kunne mærke en stikkende fornemmelse i
sit ar.
Hvor lang tid ville der gå, før Voldemort vidste, at de havde været inde i familien
Lestranges boks? Hvor hurtigt kunne Gringottsni sserne nå at give Bellatrix besked?
Hvornår ville de finde ud af, hvad der var blevet taget? Når det stod klart, at den gyldne
pokal manglede, ville Voldemort langt om længe opdage, at de var på jagt efter Horcruxer.
Dragen søgte koldere og friskere luft; den steg støt, indtil de fløj gennem dunede totter
af kolde skyer, og Harry kunne ikke længere skimte de små, farvede prikker af biler, der
kørte ind og ud af hovedstaden. Videre og videre fløj de, ud over landområder, der var
opdelt i grønne og brune fel ter, over veje og floder, der snoede sig gennem landskabet som
længder af matte og skinnende bånd.
”Hvad tror du, den leder efter?” råbte Ron, mens de fortsatte længere og længere
nordpå.
”Ingen anelse!” brølede Harry tilbage til Ron. Hans hænder var føl elsesløse af kulde,
men han vovede ikke at bevæge dem. Han havde spekuleret på, hvad de skulle gøre, hvis de
pludselig så kysten nærme sig … tænk, hvis dragen satte ud over åbent hav! Han var kold
og følelsesløs samt ikke at forglemme vanvittig sulten og t ørstig. Hvornår mon dragen sidst
havde fået noget at spise? Den måtte da snart få behov for at tage næring til sig? Men hvad
så, hvis den på det tidspunkt opdagede, at der sad tre særdeles spiselige mennesker på
dens ryg.
Solen sank lavere og lavere på hi mlen, der efterhånden blev kongeblå. Dragen fortsatte
med uformindsket hastighed over storbyer og landsbyer, der igen forsvandt af syne bag
dem. De kunne se dragens enorme skygge nede på jorden som en stor, mørk sky. Det
knagede af smerte og udmattelse i h ele Harrys krop, mens han af alle kræfter klamrede sig
fast til dragens ryg.
”Er det bare indbildning, eller er vi ved at tabe højde?” råbte Ron efter et langt stærk i
tavshed.
Harry så ned på de mørkegrønne bjerge og søer, der skinnede kobberagtigt i ly set fra
den nedgående sol. Landskabet under dem blev større og mere detaljeret, da han kiggede
ned langs dragens side, og han gættede på, at den havde fået færten af det glimtende
ferskvand dernede.
Dragen cirklede længere og længere nedad, og den satte k ursen mod en af de mindre
søer.

”Jeg synes, at vi skal springe af, når den er langt nok nede!” råbte Harry til de to andre.
”Lige ned i vandet, før den opdager, at vi er her!”
De var enige, men Hermione så alligevel noget blegnæbbet ud. Et øjeblik efter kunne
Harry se dragens gullige bug spejlet i den glitrende vandoverflade.
”NU!”
Han lod sig glide ned langs dragens side og sprang med fødderne først ned mod søens
vand. Faldet var længere, end han havde beregnet. Han ramte vandet hårdt og sank som en
sten gennem den iskolde, grønne verden af vandplanter. Så sparkede han sig op til
overfladen, hvor han pustende og stønnende kunne se de voldsomt bølgende ringe i
vandet, hvor Ron og Hermione var landet. Dragen lod ikke til at have opdaget det mindste;
den v ar allerede mindst ti meter væk; den fløj lavt over overfladen, åbnede gabet og sugede
vand ind i farten. Da Ron og Hermione spruttende og gispende dukkede op fra søens dyb,
fløj dragen videre med stærke vingeslag, indtil den til sidst landede på en fjern bred.
Harry, Ron og Hermione begyndte at svømme mod bredden i modsat retning. Søen
virkede ikke så dyb, og inden længe måtte de vade og kæmpe sig gennem mudder og
vandplanter. Langt om længe faldt de udmattede og stakåndede om i det våde græs.
Hermione v ar så medtaget, at hun bare kollapsede, hostende og skælvende, og selvom
Harry kunne have lagt sig til at sove lige på stedet, rejste han sig vaklende og trak sin
tryllestav for at fremmane de sædvanlige magiske værn omkring dem.
Da han var færdig, slutte de han sig til sine venner. Det var første gang, han fik set
ordentligt på dem, siden de forlod boksen. De havde begge grimme, røde brandsår i deres
ansigter og på armene, og mange steder var der svitset hul i deres tøj. De skar ansigter af
smerte, da de f orsigtigt duppede Oregano -essens over de mange brandsår. Hermione rakte
Harry flasken, hvorefter hun fandt flere styrkende ting i perletasken: Tre flasker
græskarjuice, hun havde medbragt fra Muslingehytten, og rene, tørre gevandter til alle.
”Tja, på plu ssiden” sagde Ron til sidst, mens han betragtede huden på sin håndryg hele
sig selv, ”har vi Horcruxen. På minussiden …”
”… ikke noget sværd,” sagde Harry og skar tænder, da han dryppede Oregano -essens
gennem det brændte hul i sine cowboybukser, hvor et v æmmeligt brandsår kunne ses.
”Nej, ikke noget sværd,” gentog Ron. ”Det lille forræderiske skadedyr …”
Harry tog Horcruxen op af lommen på sin våde jakke, der lå i græsset. Deres øjne fulgte
den glitrende pokal, mens de tog en slurk af deres juiceflasker.
”I det mindste behøver vi ikke ligefrem at tage den på denne gang,” bemærkede Ron og
tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. ”Det ville se lidt mærkeligt ud, hvis vi
rendte rundt med den dinglende om halsen.”
Hermione kastede et blik ud over søen mod den fjerne bred, hvor dragen stadig stod og
drak.
”Hvordan vil det mon gå med den?” spurgte hun. ”Mon den kan klare sig?”
”Du lyder som Hagrid,” sagde Ron. ”Det er en drage, Hermione, den kan godt passe på
sig selv. Du skulle hellere bekymre dig om os.”
”Hvad mener du?”
”Okay, nu må du ikke blive forskrækket,” sagde Ron, ”men der er måske en lille risiko
for, at de har opdaget, at vi brød ind i Gringotts.”
De brast alle tre i latter, og da de først var begyndt at grine, kunne de ikke holde op igen .
Det gjorde ondt i Harrys ribben, og han var svimmel af sult, men han lagde sig alligevel
fladt ned på ryggen i græsset under den rødmende himmel og lo, til han var øm i halsen.
”Ja, hvad skal vi egentlig stille op nu?” spurgte Hermione til sidst, da hun havde hikket
færdig og vendte tilbage til sit sædvanlige alvorlige jeg. ”Nu ved han det vel, tror I ikke? I -
Ved -Hvem – han må da vide, hvad der er sket med hans Horcruxer?”

”Måske tør de slet ikke fortælle ham det?” lød det håbefuldt fra Ron. ”Måske prøv er de
at dække over det …”
Himlen forsvandt, duften af søens vand og lyden af Rons stemme opløstes, da smerten
kløvede Harrys hoved – det var som at blive ramt af en sværdklinge. Han var i et svagt
oplyst rum med en flok troldmænd stående i en halvcirkel foran sig og en lille, skælvende
skikkelse knælende for sine fødder.
”Hvad var det, du sagde!” Hans stemme rungede højt og koldt, men raseri og frygt
brændte inden i ham. Denne ene ting, han frygtede … men det kunne ikke være sandt, han
kunne ikke se, hvo rdan …
Nissen rystede og turde ikke se ind i de røde øjne, der ulmede højt over ham.
”Sig det igen!” sagde Voldemort lavmælt. ” Sig det igen!”
”H -herre,” stammede nissen med de sorte øjne vidt opspilede af rædsel, ”h -herre … vi p -
prøvede – at – at st…sta ndse dem … be -bedragere, herre … brød – brød ind i – ind i
familien Lestranges b -boks …”
”Bedragere? Hvilke bedragere? Jeg troede, at Gringottsbanken havde metoder til
afsløring af bedragere? Hvem var de?”
”Det var … det var … P -Potter og t -to medskyldig e …”
”Og hvad tog de?” fortsatte han med højere stemme, mens en grufuld anelse greb ham.
”Sig det! Hvad tog de?”
”En … en -en lillep -pokal, h -herre …”
Det skrig af raseri og vantro, der undslap ham, var som en fremmeds; han blev grebet af
afsind, vanvi d; det kunne ikke passe, det var umuligt, ingen havde nogensinde vidst det.
Hvordan var det muligt, hvordan kunne drengen have opdaget hans hemmelighed?
Oldstaven skar gennem luften, grønt lys skød ud i rummet, og den knælende nisse
rullede omkuld, stendø d, mens de omkringstående troldmænd skrækslagne begyndte at
løbe deres vej; Bellatrix og Lucius Malfoy overhalede de andre i deres flugt mod døren,
mens hans tryllestav svirpende slog ud, igen og igen. De, som ikke nåede væk, blev dræbt,
alle som en, fordi de bragte ham disse nyheder, fordi de hørte om den gyldne pokal …
Alene tilbage blandt de døde gav han sig til febrilsk at storme frem og tilbage, og det
hele passerede revy for hans indre blik: Hans skatte, hans sikkerhedsforanstaltninger, hans
forankri nger til udødeligheden – dagbogen var tilintetgjort og pokalen stjålet! Hvad nu,
hvis hvad nu, hvis drengen kendte til de andre? Gjorde han det … havde han allerede
handlet … havde han opsporet flere af dem? Stod Dumbledore bag? Dumbledore, der altid
havde haft mistanke til ham, Dumbledore, som døde på hans ordre, Dumbledore, hvis
tryllestav nu var hans, men som fortsatte med at trække i trådene hinsides dødens slør
gennem drengen, drengen …
På den anden side ville han da have mærket det, hvis drengen havd e tilintetgjort nogen
af hans Horcruxer; han, Lord Voldemort, ville have følt det og vidst det? Han, den største
troldmand af alle, han, den mest magtfulde, han, Dumbledores banemand såvel som så
mange andre uduelige, navnløse menneskers: Hvordan kunne det være undgået hans
opmærksomhed, hvis han, den mest betydningsfulde og ædle, var blevet angrebet,
lemlæstet?
Sandt nok, havde han ikke følt noget, da dagbogen blev tilintetgjort, men han havde
bortforklaret det med, at han dengang ikke havde en krop og in gen fysisk følesans i sin
åndeagtige tilstand … nej, resten var helt sikkert stadig urørte … resten af hans Horcruxer
måtte være intakte …
Men han måtte vide det, han måtte sikre sig … han vandrede frem og tilbage i rummet
og sparkede nisseliget af vejen, mens udflydende visioner fløj gennem hans hjerne som
svidende impulser; søen, skuret og Hogwarts …

Et minimum af ro dæmpede hans raseri; hvordan skulle drengen kunne vide, at han
havde skjult ringen i Barsks hytte? Ingen ud over ham selv havde nogensinde kendt til
hans slægtskab med familien Barsk, for han havde holdt forbindelsen skjult, og drabene
var aldrig blevet sporet til ham. Nej, ringen måtte absolut været sikret.
Hvordan skulle drengen eller i det hele taget nogen som anden kunne vide noget om
grotten eller overhovedet være i stand til at trænge igennem dens værn? Tanken om, at
medaljonen skulle kunne stjæles, var absurd …
Og hvad skolen angik, så vidste kun han og han alene, hvor Horcruxen på Hogwarts var
gemt, for kun han havde udforsket slott ets dybeste hemmeligheder …
Der var også Nagini, som han måtte holde nær ved sig og ikke længere sende ud på
missioner i sit navn …
Men for at være sikker, helt og aldeles sikker, måtte han vende tilbage til hvert eneste af
sine skjulesteder, han måtte f ordoble beskyttelsen omkring hver af sine Horcruxer … en
færd, som han, i lighed med færden efter Oldstaven, måtte drage ud på alene …
Hvilket sted skulle han først rejse til, hvor var der størst fare? En gammel usikkerhed
tændtes i ham: Dumbledore havde kendt til hans mellemnavn … Dumbledore havde måske
gættet forbindelsen til familien Barsk … måske var det forladte hus det mest usikre
skjulested? Der måtte han tage hen først.
Så var der søen, nej, der kunne det ikke være muligt … og dog var der en spink el risiko
for, at Dumbledore havde kendt til nogle af hans ungdommelige ugerninger, måske via
børnehjemmet.
Og Hogwarts … men han vidste, at hans Horcrux var sikker der, Potter ville ikke engang
kunne sætte sin fod i Hogsmeade uden at blive Sporet, og da slet ikke på selve Hogwarts.
Ikke desto mindre ville det være klogt at advare Snape om, at drengen måske vill e gøre
forsøget på at trænge ind på slottet … at fortælle Snape, hvorfor drengen ville gøre det,
ville være tåbeligt. Det havde været en alvorlig fejltagelse at stole på Bellatrix og Malfoy:
Beviste deres dumhed og letsindighed ikke, hvor uklogt det havde været overhovedet at
nære tillid?
Han ville tage til familien Barsks hytte først, og han ville bringe Nagini med sig; han ville
ikke længere fjerne sig fra slangen. Nu forlod han rummet, fortsatte ud i hallen og gik ud i
haven, hvor springvandet rislede m elodisk. Han hidkaldte slangen på dens eget sprog, go
den kom glidende til ham gennem mørket som en lang skygge …
Harrys øjne spilede sig vidt op, da han rev sig løs og vendte tilbage til sin egen
virkelighed: Han lå på søbredden i solnedgangen, mens Ron og Hermione så ned på ham.
At dømme efter deres urolige blikke og af den vedvarende, pulserende smerte i arret var
hans pludselige udflugt ind i Voldemorts sind ikke gået ubemærket hen. Han kæmpede sig
op i siddende stilling, skælvende og lidt overrasket o ver, at han stadig var drivende våd. Og
der stod pokalen som en ganske uskyldig genstand i græsset foran ham, mens søen lå så
blå derude, med gyldne glimt fra den synkende sol.
”Han ved det.” Han syntes, hans egen stemme lød mærkelig og dyb efter Voldemor ts
skringre skrigen. ”Han ved alt, og han er på vej ud for at se til de andre Horcruxer, og den
sidste,” han var allerede på benene, ”er et sted på Hogwarts. Jeg vidste det, jeg vidste det.”
”Hvad?”
Ron så måbende på ham; Hermione rejste sig op på knæ og så bekymret ud.
”Men hvad så du da? Hvordan ved du det?”
”Jeg så, hvordan han fandt ud af det med pokalen – jeg – jeg var inde i hans hoved, han
…” Harry huskede drabene. ”Han er alvorligt vred og også bange. Han fatter ikke, hvordan
vi vidste det, og n u vil han ud og se, om de andre stadig er urørte – ringen først. Han
mener, at den på Hogwarts er sikrest, fordi Snape er der, og fordi den er så svær at komme

til. Jeg tror, at det er den, han vil tjekke til sidst, men han kan stadig nå at være der i løbe t
af et par timer …”
”Så du, hvor på Hogwarts den er?” spurgte Ron, der også kom op at stå i en fart.
”Nej, han tænkte mest på at advare Snape, så derfor havde han ikke det præcise sted i
sine tanker …”
”Vent, vent!” råbte Hermione, mens Ron samlede Hor cruxen op, og Harry trak i
usynlighedskappen. ”Vi kan da ikke bare sådan fortsætte ud i det blå, vi må lægge en plan,
vi må …”
”Vi må se at komme af sted,” sagde Harry bestemt. Han havde håbet på en smule søvn,
og han havde glædet sig til at komme ind i d et nye telt, men det var ikke noget, de kunne
tillade sig nu. ”Kan du forestille dig, hvad han gør, når han opdager, at ringen og
medaljonen er væk? Hvad nu, hvis han flytter Horcruxen på Hogwarts, fordi han ikke
længere tror, den er i sikkerhed?”
”Men hv ordan skal vi komme ind?”
”Jo, vi tager først til Hogsmeade,” sagde Harry, ”og der finder vi en løsning, når vi har
fundet ud af, hvilke former for beskyttelse der er lagt omkring skolen. Kom med under
usynlighedskappen, Hermione. Denne gang må vi holde o s tæt sammen.”
”Men vi kan jo ikke rigtig være der alle sammen …”
”Det er mørkt om lidt, ingen lægger mærke til vores fødder.”
Lyden af tunge vingeslag gav genlyd over det sorte vand; dragen havde slukket sin tørst
og var lettet igen. De stod alle still e lidt og så den flyve højere og højere opad som en sort
skygge på den allerede halvmørke himmel. De så efter den, indtil den forsvandt over et
nærtliggende bjerg. Så kom Hermione hen og stillede sig mellem de to andre. Harry trak
usynlighedskappen så lang t ned om dem, som den overhovedet kunne nå, og sammen
drejede de på stedet og forsvandt ud i det knusende, tætte mørke.

Kapitel 28 -Det andet spejl
Harrys fødder landede på en vej – det var den smerteligt velkendte Hogsmeade
Hovedgade. Han så de mørke b utiksfacader og omridset af sorte bjerge ude på den anden
side af landsbyen og svinget længere fremme på gaden, hvor den fortsatte i retning af
Hogwarts, og lyset, der strømmede ud fra vinduerne i De Tre Koste, og med et stik i hjertet
huskede han helt tyd eligt, hvordan han var landet her for næsten et år siden med den
kvæstede og svage Dumbledore under armen, alt dette i samme brøkdel af det sekund, det
tog ham at finde fodfæste – og så, netop som han slækkede sit greb i Ron og Hermiones
arme, skete det.
Et skrig flænsede luften, det lød ligesom Voldemorts stemme, da han erkendte, at
pokalen var blevet stjålet. Det flænsede også hver en nerve i Harrys krop, og han vidste
øjeblikkeligt,at den frygtelige lyd var blevet udløst af deres blotte tilstedeværelse. Næsten
hurtigere end et hjerteslag blev døren i De Tre Koste flået op, og et dusin formummede
Dødsgardister væltede ud på gaden med hævede tryllestave.
Harry greb advarende fat om Rons håndled, da han løftede sin tryllestav: Der var for
mange til, at de kunne sende Lammere mod dem alle, og hvis de alligevel forsøgte, ville de
afsløre sig selv på stedet. En af Dødsgardisterne svingede sin tryllestav og fik skriget til at
ophøre, selvom det fortsatte med at give genlyd mod de fjerne bjerge en lille tid endn u.
”Accio usynlighedskappe!” brølede en af de andre Dødsgardister.
Harry greb fat i stoffet, men kappen forblev urørlig over dem; Hidkaldebesværgelsen
havde ikke haft nogen virkning på den.
”Nå, du gemmer dig altså ikke under din snedige indpakning, hva ’, Potter?” hylede
Dødsgardisten, der havde forsøgt sig med besværgelsen, og så kommanderede han til sine
fæller: ”Spred jer, han er her.”
Seks af Dødsgardisterne løb lige imod dem: Harry, Ron og Hermione bakkede, så
hurtigt de kunne mod den nærmeste side gade og undveg med nød og næppe mændene –
det ar et spørgsmål om ganske få centimeter. De ventede i mørket og lyttede til hastige
fodtrin, der bevægede sig frem og tilbage, mens strejf af de lysende tryllestave kunne ses
rundt omkring på gaden, hvor Dødsga rdisterne ledte.
”Lad os se at komme væk!” hviskede Hermione. ”Lad os transferere os væk lige nu!”
”God ide,” sagde Ron, men før Harry nåede at svare, råbte en Dødsgardist: ”Vi ved, at du
er her, Potter, og der er ingen vej ud! Vi skal nok finde dig!”
”De har ventet på os,” hviskede Harry. ”De har fremmanet et eller andet, der røbede, at
vi kom, og de har helt sikkert også lavet en fælde, der holder os fanget i byen!”
”Hvad med at bruge Dementorer?” råbte en anden Dødsgardist. ”Giv dem frie tøjler, så
skal de nok finde ham i en fart!”
”Ja, og de slår ham jo ikke ihjel, sådan da! Mørkets Herre vil jo kun tage Potters liv, ikke
hans sjæl, og han bliver meget lettere at dræbe, når han har fået et kys!”
Der lød samtykkende mumlen raden rundt. Harry mærked e rædslen stige op i sig; hvis
de skulle modstå Dementorer, ville de blive nødt til at fremmane Patronusser, og så ville de
blive afsløret.
”Vi bliver nødt til at forsøge at transferere os væk, Harry!” hviskede Hermione.
I samme øjeblik sivede en unaturl ig kulde ind over gaden. Lyset blev suget ud af
omgivelserne, selv af stjernerne på himlen. Alt henlå i det sorteste mørke, og han mærkede
Hermiones hånd på sin arm. De drejede på stedet.
Det var, som om de pludselig var omgivet af tyk, solid luft; de kun ne ikke
borttransferere sig! Dødsgardisterne havde kastet nogle effektive besværgelser over
Hogsmeade. Kulden var bitter og bidende, og den trængte dybere og dybere ind i Harrys
krop. Han, Ron og Hermione trak sig længere tilbage ad sidegaden, famlede sig vej langs

med murene og passede på ikke at frembringe en lyd. Og så kom Dementorerne lydløst
svævende rundt om hjørnet. Der var omkring ti af dem, og de kunne kun ses, fordi deres
skikkelser med de sorte kutter og skællede, rådnende hænder var gjort af et mere fortættet
mørke end mørket i sig selv. Kunne de fornemme tilstedeværelsen af frygt nærved? Harry
var ikke i tvivl om det; de satte farten op og nærmede sig … Harry kunne høre de
afskyvækkende hivende og rallende åndedrag, go han kunne ligefrem smage h åbløsheden i
luften …
Han hævede sin tryllestav; han ville for enhver pris undgå det, han tålte ikke tanken om
lidelsen ved Dementorkysset, koste, hvad det ville bagefter. Det var Ron og Hermione han
tænkte på, da han hviskede: ”Expecto Patronum!”
Den sø lvskinnende kronhjort sprang ud af hans tryllestav og gik til angreb, så
Dementorerne spredtes for alle vinde, men samtidig lød der et triumferende hyl et sted i
nærheden.
”Det er ham, dernede, jeg så hans Patronus, det var en kronhjort!”
Dementorerne ha vde trukket sig tilbage, og stjernerne sprang atter til live på himlen,
mens Dødsgardisterne kom løbende fra alle sider. Før Harry nåede at blive helt panisk,
hørtes en skurrende lyd fra en lås, der blev skudt til side, hvorefter en dør på venstre side
af den smalle sidegade blev åbnet. En grov stemme sagde: ”Potter, herind, skynd dig!”
Han adlød uden tøven; alle tre kastede sig ind gennem døråbningen.
”Ovenpå, vær stille og behold kappen på!” hviskede en høj skikkelse til dem, før den
skyndte sig ud på g aden og smækkede døren bag sig.
Harry havde ingen anelse om, hvor de var, men så, i skæret fra den flakkende flamme på
et enkelt stearinlys, genkendte han det beskidte, sandstrøede gulv i Det Glade Vildsvin. De
løb om bag disken og ud gennem en anden dør, der førte til en vakkelvorn trappe, som de
hurtigt steg op ad. Trappen førte dem til en stue med et tyndslidt gulvtæppe og en lille pejs,
hvorover der hang et stort maleri af en blond pige, der kiggede ud i rummet med en lidt
fraværende sødme.
De kunne h øre råb nede fra gaden. Stadig med kappen over sig listede de hen til det
beskidte vindue og kiggede ned. Deres redningsmand var ejeren af Det Glade Vildsvin,
kunne Harry nu se, for han var den eneste dernede, som ikke var formummet bag kutte og
hætte.
”O g hva’ så?” brølede han ind i hovedet på en af de kutteklædte. ”Og hva’ så? Isender
Dementorer ned ad min gade, så sender jeg en Patronus tilbage i hovedet på dem ! Jeg vil
ikke ha’ dem her! De ska’ ikke komme tæt på mig, det har jeg jo sagt, jeg vil ikke ha’ det!”
”Det var ikke din Patronus!” sagde en Dødsgardist. ”Det var en kronhjort, og den
tilhører Potter!”
”Kronhjort!” brølede værtshusholderen og trak sin tryllestav. ”Jeg skal gi’ dig kronhjort,
din idiot – Expecto Patronum!”
Noget stort med horn i panden skød ud fra tryllestaven, den sænkede hovedet og
buldrede angrebslysten ned mod hovedgaden, hvor den forsvandt af syne.
”Det var ikke det, jeg så …” sagde Dødsgardisten, men han lød ikke helt sikker.
”Spærretiden er overtrådt, du hørte selv lyden ,” sagde en af de andre til
værtshusholderen. ”En eller anden var ulovligt på gaden …”
”Hvis jeg vil lukke min kat ud, så gør jeg det, og så ka’ pokker tage din spærretid!”
”Var det dig, der udløste Katterjammerfortryllelsen?”
”Og hva’ så, hvis det var? Ska’ jeg så drønes til Azkaban? Ska’ jeg dræbes for at stikke
næsen ud af min egen hoveddør? Så gør det da, hvis I vil! Men for jeres egen skyld håber
jeg ikke, at I har trykket på jeres små Mørke Mærker og hidkaldt ham. Han ka’ vist ikke li’
at blive ule jliget hertil for at glo på mig og min gamle kat, ka’ han?”

”Du behøver ikke bekymre dig om os,” sagde en af Dødsgardisterne, ”du skulle hellere
bekymre dig om dig selv, før du gør det til en vane at overtræde spærretiden!”
”Nå, men hvor vil I fyre så pu she eliksirer og gift, hvis mit værtshus lukker, hva’? Hva’
sker der så med jeres små sidegesjæfter?”
”Truer du …?”
”Jeg plejer at holde kæft; det er jo derfor, I kommer hos mig, ikke?”
”Jeg mener stadig, jeg så den Patronus -kronhjort!” råbte den første Dødsgardist.
”Kronhjort?” buldrede værthusejeren. ”Det er en ged , idiot!”
”Udmærket, vi tog fejl,” sagde den anden Dødsgardist. ”Men hvis du overtræder
spærretiden igen, skal du ikke regne med, at vi er lige så overbærende!”
Dødsgardisterne gik tilbage mod Hovedgaden. Hermione jamrede af lettelse. Hun smøg
sig ud under kappen og lod sig dumpe ned på en lettere faldefærdig stol. Harry trak
gardinerne tæt for og smøg kappen af sig selv og Ron. De kunne høre værtshusejeren
komme tilbage. Han låste værtshus et af og gik op ad trappen.
Harrys opmærksomhed blev fanget af noget på kaminhylden; et lille, rektangulært spejl
var stillet op mod væggen lige under portrættet af pigen.
Værtshusejeren trådte ind i stuen.
”I store fjolser,” sagde han bøst og så rundt på dem. ”Hva’ tænkte I dog på? At komme
anstigende hertil …”
”Tak,” sagde Harry, ”vi kan ikke takke dig nok. Du reddede vores liv.”
Værtshusejeren gryntede. Harry trådte helt hen til ham og så nærmere på hans ansigt.
Det var svært at se noget inde bag de t lange, stride, stålgrå hår og alt skægget. Han bar
briller, men bag de fedtede linser var der et par gennemtrængende blå øjne.
”Det er dit øje, jeg har set i spejlet.”
Der blev stille i stuen. Harry og værtshusejeren så på hinanden.
”Det var dig, der sendte Dobby.”
Værtshusejeren nikkede og kiggede rundt efter alfen.
”Han er død,” sagde Harry. ”Bellatrix Lestrange dræbte ham.”
Værtshusejerens ansigt forblev ubevægeligt. Efter et lille stykke tid sagde han: ”Det er
jeg ked af at høre. Jeg holdt af de n alf.”
Han vendte sig fra dem og begyndte at tænde lamperne med spidsen af sin tryllestav,
mens han undlod at se på dem.
”Du er Aberforth,” sagde Harry til mandens ryg.
Han hverken bekræftede eller benægtede det, men bøjede sig ned for at tænde op i
pe jsen.
”Hvor har du fået det her fra?” spurgte Harry og gik hen til Sirius’ spejl, der var
tvillingen til det spejl, han selv havde ødelagt for næsten to år siden.
”Jeg købte det af Dunst for et års tid siden,” sagde Aberforth. ”Albus fortalte mig, hva’
det var for et spejl. Jeg har gået og holdt lidt øje med dig.”
Ron gispede.
”Sølvdåen!” udbrød han spændt. ”Var det også dig?”
”Hva’ snakker du om?” spurgte Aberforth.
”En eller anden sendte en Patronus -då ud til os!”
”Du ku’ næsten være en Dødsgardist , så skarp du er i hovedet, knægt. Har jeg ikke lige
demonstreret, at min Patronus er en ged?”
”Nå jo,” sagde Ron. ”Okay … hrm … ja, jeg er altså sulten!” tilføjede han til sit forsvar, da
hans mave nu gav sig til at rumle temmelig voldsomt.
”Jeg henter noget mad,” sagde Aberforth og luntede ud af stuen. Et øjeblik senere kom
han tilbage med et stort brød, ost og en kande mjød, som han satte på et lille bord ved den

tændte pejs. Glubende sultne kastede de sig over maden; der var helt stille, mens de spist e
og drak, bortset fra lyden af den knitrende ild, pokalernes klirren og deres gumlende
kæber.
”Godt så,” sagde Aberforth, da de havde spist sig mætte, og Harry og Ron døsigt lænede
sig tilbage i stolene. ”Vi må udtænke den bedste måde at få jer væk herfr a på. Det ka’ ikke
lade sig gøre om natten – I hørte selv, hva’ der sker, hvis man bevæger sig rundt udendørs
efter mørkets frembrud: Kattejammerfortryllelsen udløses, og så vil de være over jer som
Buetruller på Doxyæg: Jeg tror ikke, jeg ka’ fortsætte me d at bilde dem ind, at min ged ka’
forveksles med en kronhjort. Vent til daggry, hvor spærretiden ophæves, så ka’ I tage jeres
kappe på og forsvinde til fods. I må ud af Hogsmeade, op i bjergene, hvor I ka’ transferere
jer væk. I støder måske på Hagrid, ha n gemmer sig i en hule deroppe sammen med Graup.
Det har han gjort, lige siden de prøvede at arrestere ham.”
”Vi skal ikke nogen steder hen,” sagde Harry. ”Vi må prøve at komme ind på Hogwarts.”
”Det ville være direkte dumt, dreng,” sagde Aberforth.
”Vi bliver nødt til det,” sagde Harry.
”Nu ska’ jeg sige dig, hva’ I ska’,” sagde Aberforth og lænede sig frem mod dem. ”I ska’
se at komme væk herfra, så langt væk som muligt.”
”Du forstår det ikke. Det haster. Vi bliver nødt til at komme ind på slottet. D umbledore
– jeg mener, din bror – bad os …”
Lysskæret fra pejsen gjorde i et kort øjeblik Aberforths fedtede brilleglas helt
uigennemsigtige, hvidlige og matte; de mindede Harry om kæmpeedderkoppen Aragogs
blinde øjne.
”Min bror Albus bad om en masse tin g,” sagde Aberforth, ”og det var, som om folk kom
til skade omkring ham, når han gik i gang med sine store planer. Du ska’ væk fra den skole,
Potter, og helst ud af landet. Glem mig bror og hans snedige planer. Han er væk nu: Han er
et sted, hvor intet læn gere ka’ skade ham, og du skylder ham intet.”
”Du forstår det ikke,” sagde Harry igen.
”Nå, gør jeg ikke?” sagde Aberforth stilfærdigt. ”Tror du ikke, jeg forstod min egen bror?
Tror du, du kendte Albus bedre end mig?”
”Det var ikke det, jeg mente,” sag de Harry, hvis hjerne kun fungerede på halvt blus på
grund af udmattelsen og sløvheden, der kom af maden og vinen. ”Det … han gav mig en
opgave.”
”Virkelig?” sagde Aberforth. ”En rimelig opgave, håber jeg. Måske lige noget for dig?
Let? Sådan noget, man k a’ tillade sig at forlange af en ukvalificeret troldmandselev, uden at
han er til fare for sig selv?”
Ron udstødte en dyster latter. Hermione så anspændt ud.
”Det – det er ikke let, nej,” sagde Harry. ”Men jeg er nødt til …”
”Nødt til? Hvorfor er du nød t til det? Han er død, ikke?” sagde Aberforth hårdt. ”Lad det
hvile, dreng, giv slip, før du følger i hans spor. Flygt i sikkerhed!”
”Det kan jeg ikke.”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg …” Harry følte sig overvældet; han kunne ikke forklare sig, så han prøvede i st edet
med et modangreb. ”Men du kæmper jo også, du er medlem af Fønixordenen …”
”Det var jeg,” sagde Aberforth. ”Men Fønixordenen er færdig. Du -Ved -Hvem har
vundet, det er slut, og enhver, der siger noget andet, snyder kun sig selv. Det vil aldrig blive
sikkert for dig her, Potter, han er besat af